Korsika

Ferieturen, hvor min ældste søn blev viet til sin elskede Sophie

Nu kan jeg tale med, når forældre fortæller om hvordan festen gik, da de ændrede status fra forældre til svigerforældre. Min ældste søn har fundet sin livsledsager, og de blev "viet" under de mest storslåede forhold og i eventyrlig stil, da de holdt deres bryllupsfest under en blå himmel, hvor solen bagte på såvel gæster som på Middelhavet, hvor de blå bølger legede med sandet på stranden ved Croix-Valmer, ca 15 km syd for Saint Tropez i Frankrig.
   Historien om det eventyrlige bryllup, kan du se og læse om her.

Brylluppet og alt hvad der hørte til den historie, springer jeg hen over, men et enkelt foto fra bryllupsfesten skal du have.

Afsnit !I

Min dejlige hustru og jeg startede ud i smukt vejr, en fredag sidst på eftermiddagen. Jeanne skulle nødvendigvis hjem fra jobbet, inden vi kunne starte motorcyklerne, som var pakket og klar til afgang. I bagagen havde vi, foruden bryllupstøjet, telt, Jetboiler, sove- og spiseudstyr og kreditkort. Som på alle andre ture har vi også en smule værktøj og lappegrej, men det blev aldrig taget i anvendelse.

Den første kø på turen sydover, ramte vi ved Glückstadt, hvor der - sædvanen tro - sådan en fredag aften var alt for mange bilister, som havde bestemt de ville sejle over Elben. Heldigvis er det sådan lige netop den færgeforbindelse, at motorcykler - helt legalt - kan køre forbi alle biler, for at komme frem forrest i køen. Og det er vel at bemærke ikke sådan, at biler af den grund kommer senere afsted. 
   Motorcykler bliver vinket om bord og fylder "huller" ud langs færgens sider, hvor der ikke kan stå biler. Ligeledes bagerst på færgen, når der ikke kan være flere biler, bliver ledig plads fyldt op med motorcykler. Se det er der rigtig go fornuft i, og da motorcyklerne ikke optager pladser for biler, er der en god stemning om bord.

Jeanne og jeg havde hjemmefra snakket om, og bestemt, at vi ikke ville skynde os. Vi ville nyde de ca. 2.000 km til Sydfrankrig, bl.a. ved ikke at køre på motorveje derned. Og sådan blev det. I stedet for at køre på de brede "betonstier", fulgte vi mange små og mindre asfalterede eller brostensbelagte bagveje. Indimellem kom vi også lidt på afveje, men det var altid i forbindelse med omveje i Tyskland, fordi der var vejarbejde på de strækninger, vi havde bedt Garmin, henholdsvis TomTom, om at lede os ad. Ved at starte ferieturen allerede fredag fik vi et "forspring på knap 300 km, i forhold til hvis vi havde ventet med at køre til lørdag. Det havde vi det rigtig godt med. 
   Fordi vi "kørte direkte ombord" på færgen i Glückstadt fik vi en lille pause medens færgen forcerede Elben. Derudover holdt vi kun én pause inden vi gjorde holdt for natten, og det var kun lige længe nok til at vi kunne fylde tankene op på motorcyklerne. Vores kludetæppehjem blev stillet op på Camping Krautsand, kun nogle få kilometer fra færgens anløbsplads i Wischhafen.

Om turen ned gennem Tyskland kan der siges meget. Hvilket mange også gør. Deriblandt mange som ikke synes om at køre gennem landet på motorcykel. En del foretrækker at entrere et tog, og lade motorcykel, bagage og krop transportere på skinner. Det synes vi ikke om. Altså at benytte  toget. Ganske vist taler vi der om noget vi ikke har nogen erfaringer med, men jeg har hørt det er farligt! *s*

I stedet beordrer vi vores gps'er til at finde skønne småveje, fordi det mener vi er meget hyggeligere. Den ekstra tid det tager at følge de mindre veje, mærker vi ikke. Undervejs kommenterer vi mangt og meget via vores samtaleanlæg. Systemet er indbygget i vores Schuberth hjelme, og når bare man husker at lade batterierne op, fungerer de rigtig godt. Faktisk har jeg tænkt tanken, at det næsten synes som om vi snakker mere når vi kører, end når vi for eksempel sidder ved aftenbordet!

   Hvad vi snakker om? Tja, det kan være alt. Kommenterer det vi ser undervejs. Husker måske pludselig noget fra dagligdagen, som vi ikke fik snakket da det var aktuelt. Drøfter vejret. Hvad vi ønsker at spise, når den tid kommer. Hvornår der skal tankes. Om vi skal holde en pause. Og meget meget andet.

Åh ja, det havde jeg lige glemt. Reelt set er der vel også en del der synes de skal spare på kilometerne på deres motorcykler. I stedet for at køre motorcyklerne, transporteres disse på trailer. Selvfølgelig kan det også være fordi deres bagdel ikke kan holde til at køre langt på en tohjulet. Eller - måske har de en grund som jeg ikke kender. Når man ser på billedet, kan det jo være fordi mand og motorcykel ikke kan tåle / bryder sig om at køre i regnvejr?

   Hvorom alting er, foretrækker min kæreste og jeg at sidde overskrævs mellem de to snurrende hjul, når vi skal på ferie. Og ja, jeg synes virkelig jeg er særdeles heldig med - og kæmpe glad for - at min hustru har det som jeg, i den henseende. Og regnvejr, tja, vi bliver nok tørre igen, selv om ingen af os ligefrem elsker at køre når regnen gør alt vådt, affinder vi os med forholdet, mest fordi vi ikke kan ændre på vejret.

Vi er ikke blinde for at der er mange kilometer fra hjemmet og til syden, uanset om det er Alperne, Gibraltar eller Korsika der lokker. Og klart er der mange kilometer hvor der ligesom ikke sker ret meget. Trafikken ændres over dagen. Landskabet ændrer sig, medens den ene kilometer efter den næste, spoles ind på tælleren. Motorens dunken, taktfast under benzintanken, er det mest iørefaldende lydbillede, når fruen - eller jeg selv - indimellem ikke har noget at kommentere.
   Vi har og havde det rigtig fint med at lade øjnene og tanker kredse om trafikken, om vejen, landskaberne, eller hvad der nu måtte være, der kan få opmærksomheden væk fra de temmelig mange kilometer vi skulle køre, inden vi var fremme ved målet for rejsens første del. Bryllupsfesten for Sophie og Søren i Croix-Valmere.

Allerede på tredjedagen kørte vi ind i Frankrig. Turen var gået rigtig fint. Ingen slinger i vores vals med motorcyklerne. Vejret varierede mellem sol og hvide skyer, og regnbyger med såvel meget som kun lidt væde. Vi holder rigtig meget af at overnatte i vores Redverz telt, men har det bedst når vi kan stille op, og tage ned, uden at hverken vi eller teltet er/bliver våde.

   På Camping Les Pins i Haguenau havde vi underholdning, medens vi nød et glas vin i forbindelse med rejsegildet på Redverz'en. En engelsk familiefar måtte opgive at bakke campingvognen ind på pladsen, så både mor og de to børn måtte "spændes" for campingvognen for at få den på plads. Vi morede os i det stille. 

På hotel Auberge Lorraine fik vi også lidt ekstra underholdning, da vi gjorde stop der for at spise en let frokost. Foran os sad et fransk par, og ventede på deres frokost. Ventetiden udnyttede kvinden til at ordne sine negle. Neglepleje på restaurant, har jeg ligegodt aldrig set andre steder!

Når man kører rundt i Frankrig, ikke mindst hvis man kører i juli og august, vil man stadig mange steder kunne se, hvor "Tour de France"-feltet har været. I mange byer hænger mindre skilte og plakater, medens der i denne by var lavet flotte figurer iført de forskellige trøjer, som fortæller om rytterens placeringer i løbet.

Cykelryttere rejser sig fra tid til anden op og står, træder på pedalerne. Det kan man oss når man kører motorcykel. Ganske vist er Jeannes motorcykel ikke den mest velegnede til at stå op på, men det kan lade sig gore, og det er rart, og nogen gange næsten nødvendigt, at strække benene! Noget som sagtens kan lade sig gøre uden at man standser og står af.

Som du sikkert kan regne ud, har vi ikke noget køleskab med på vores ture. Derfor køber vi hver dag ind til frokost og mange gange også til aftens mad. På nedenstående foto er vi på besøg i et kæmpe stort indkøbscenter, Super U, hed det. Som det tydeligt fremgår, havde butikken et kæmpe udvalg af pizza'er. Man kunne købe pizza med enormt mange forskellige smag. Vi gik hastigt forbi, for vi har heller ikke en ovn med i bagagen!

Denne nat slog vi teltstængerne op på Camping Municipal les Promenades friske grønne græs. Pladsen ligger i en lille by, Quingey, lidt syd for Besancon. En fin mindre plads, hvor de fleste pladser var et lille aflukke, omkranset af træer. Vi havde udsigt til marker og lidt borte nogle små bakker, beklædt med skov.

Sikkerhed frem for alt, fristes jeg til at bemærke. Undervejs mod syden kom vi til en lysregulering, hvor jeg nok syntes det var temmelig overflødigt. Som det klart ses på billedet, var det et kort stykke vej der var blokeret af en lastvogn. Ikke desto mindre, var der lysreguleret, uagtet der var rigtig fine oversigtsforhold, samt der kun var ganske få meter vej der var berørt af arbejdet, samt uanset der ikke var særlig meget trafik. I hvert fald ikke på det tidspunkt hvor vi kom forbi! bemærkelsesværdigt. Men selvfølgelig respekterede vi lysreguleringen.

Nu jeg er i gang med trafikale forhold. Frankrig er belemret med Europas højeste og mest stejle "vej-bump", tror jeg. Billedet viser ikke helt klart hvor højt, men tro mig, de er høje og pænt stejle. Vi så på intet tidspunkt nogen der ignorerede bumpene. Og mit indtryk er, at sådanne bump findes over hele Frankrig.

Frankrig er et smukt land, set med mine blå vestjyske øjne. Især når man kommer så langt sydpå at bakkerne bliver til betagende bjerglandskaber, som stolte knejser mod himlen.

WhaU - hvordan får I al jeres skrammel anbragt på motorcyklerne, således I kan køre med det? Et spørgsmål flere stillet os rundt på campingpladserne. Lige bortset fra det var de færreste, hvis nogen overhovedet nogen, der kaldte vores udstyr og medbragte gear for 'skrammel'. Men det fylder og der roder i forteltet. Hvis det skal frem, må vi erkende vi faktisk ikke er særlig gode til at holde orden. En gang imellem kigger vi på hinanden og griner. Vi undrer os også selv, men når vi når til "nedtage lejr"-tid, forsvinder hver ting enten ned i vind- og vandtætte poser fra Exped, Drybags og Snugpack fra Survivalstore eller i sidetasker og topboks. Vi har flere RockStraps som sørger for intet falder af cyklerne, når det først er spændt fast.

   Og nej, det betyder ikke at vi altid har haft styr på vores habengut. Jeg tabte en crocks undervejs mod Fishguard i Wales, da vi turede rundt på de Brittiske Øer for nogle år siden! heldigvis ikke noget særligt, og ikke noget som kunne skade en bil, da den kom flyvende, på flugt væk fra min motorcykel.

Ferien var nu 6 dage gammel. Vi var nået langt. Foran os dukkede bjergene ind til Nationalpark George du Verdon frem. Et område jeg havde glædet mig til at vise Jeanne. Jeg har været der tidligere, men der er intet der forhindrer man kommer tilbage gang på gang. Og jeg havde længe glædet mig over, at de knudrede bjerg med dybe kløfter ligesom lå "på vejen" til Croix-Valmer.
   Dagens etape var ikke engang på 200 km, og vi havde masser af tid til at kigge, og nyde turen rundt i det "franske Grand Canyon"-område. Det med at nyde scenarierne, kom til at foregå fra motorcyklerne. Der var omkring 35 graders varme, og det var nærmest uudholdeligt at færdes til fods i den hede. Bare at følge de snoede veje tværs gennem bjergene iført mc-dress, var mere end rigeligt for mig.
   Jeanne derimod, klarede sig bedre i varmen. Iført en brynje, hun havde valgt fra hylden med diverse motorcykel udstyr hjemme i Kvong, en t-shirt samt en nem lille sag af en tynd trøje, havde hun betydelig nemmere ved at blive varmen kvit, og dermed udstå den alt for høje temperatur, end jeg havde.
   Her vil jeg indskyde at den brynje, Leat D3 AirFit, Jeanne havde nuppet fra hylden, var min! Den er et nummer større end hendes egen, men det overså hun, fordi vi havde så travlt med at komme af sted på ferie *s*.

   George du Verdon ligger kun et par timer fra Croix-Valmere, hvor vi havde booket værelse på hotel La Cigale. Vi fik værelse med udsigt til Middelhavet. Motorcyklerne blev parkeret under en balkon, tæt ved vores værelse. Der stod de godt og nogenlunde sikrede mod nysgerrige blikke og langfingrede utroværdige personer.

Værelset blev vores udgangspunkt de næste 6 døgn, hvor vi festede og nød familielivet sammen med det unge brudepar, familie og venner.

Som i et rigtigt eventyr, varede brylluppet 5 dage. Og siden elskede de hinanden til deres dages ende. Sådan håber jeg inderligt det vil være for ægteparret Sophie og Søren <3. 
   For Jeanne og jeg var det en stor oplevelse at fejre de to smukke unge, og vi har nu et kæmpe dejligt minde, pakket ind i sol, blå himmel, smukke bjergrige omgivelser, herlig og udsøgt vin og mad, i samvær med familie og nye venner. 

Ferie begynder nu

6 døgn senere indledte Jeanne og jeg vores ferie-tur.

   Før afskeden med hotel La Cigale lagde vi et pænt beløb (efter vores opfattelse) i deres pengekasse, sagde pænt farvel og tak for god service, hvorefter vi gik ud til motorcyklerne. Inden start knappen blev aktiveret, kontrollerede vi at al habengut var forsvarlig surret, fik håret gemt i hver vores Schuberth-hjelm, trykkede på starteren og med gps'en indstillet med Nice som destination, slap vi koblingen og trillede ud på den varme asfalt.

   Første stop blev en mindre by, Mairie de Gassin, hvor mange af gaderne var så smalle at man ikke kunne, og heller ikke måtte, køre med motoriserede køretøjer. Landsbyen består af meget gamle huse i en skøn forvirring. Byen er fra før byplanlæggerne indtog kommunekontorerne.
   Byen med en gammeldags atmosfære, hvis det ikke lige havde været for biler og andet nyere isenkram.  Stejle gader og smalle trapper. Masser af karnapper, dekorerede døre, gitter for vinduer, blomster i kummer og potter, skæve væge, huse bygget af rå sten, med vindbidte tage, kroge og ringe til at tøjre dyr ved, stentrug til vanding og skilte med "Ingen adgang".
   Sidstnævnte ubetinget henvendt til de mange turister, byens indbyggere helt sikkert er belemret med.

Skal man fra Croix-Valmer til Nice, for eksempel for at komme til nærmeste lufthavn, kører man ad motorvej A8. Uden tvivl den rute de fleste ville tage for at komme til storbyen. Men vi havde jo bestemt vi ikke ville køre motorvej, og derfor var der sat flueben i Garmin' ved "Undgå motorveje". Hvis vi havde valgt motorvej, ville turen kunne køres på et par timer, men sådan ville vi det ikke. Garmin fik besked på at finde de mindre veje, og derfor tog turen næsten hele dagen. 
    På turen til Croiz-Valmer havde vi fået indtryk af trafikken i højsæsonen for ferieområdet. At sammenligne med trafikken i Kvong, hvor vi bor, er umuligt. Selv om vi bor tæt på ferieparadiset "Vesterhavet" med Henne, Vejers og Blåvand, er trafikken hos os - selv i højsæsonen - slet ikke tilnærmelsesvis det "helvede", som den er langs Middelhavet i Sydeuropa.
   Nu har du fået min mening om det, så du behøver ikke spørge.

   Evig kø. Biler, cykler, knallerter, små og større scoter, motorcykler, busser og lastbiler. I en uendelig lang tæt, snoet række, stort set overalt. Gennem byer og ude på landet. Overalt hvor man kunne køre med motoriserede køretøjer, var der trafik, og der skulle ikke meget til at skabe kø. Men kun for biler, for alle de tohjulede snoede sig som ål gennem køerne, overalt hvor de opstod. Det fik vi også lært, selv om fruen i begyndelsen ikke var meget for det.

Turen til Nice tog et par timer mere end vi og vores gps havde troet. Mest på grund af intens trafik, hvor vi efter bedste evne forsøgte at overholde de trafikale love og regler, samtidig med vi skulede til - og efterhånden efterlignede - de lokale tohjulere, for at lure hvordan de nemt og som smurt i olie, smuttede frem foran køen af airkoncitionerede biler, hvoraf mange var i den rigtig dyre ende, i hvert fald hvis man skulle købe mage til i Danmark. Chaufførerne på de tohjulede er eminent gode til at sno sig, både inden køen opstår, medens køen afvikles og efter trafikken igen er normal.

Selv om vi kørte lige ned til færgelejet hvor færgen til Korsika endnu ikke var afsejlet, og selv om vi faktisk godt kunne nå den afgang, fik vi ikke lov at køre ind i opmarchområdet. Vi skulle vise billet for at komme ind i den del af havnen, men vi havde ikke fundet billetkøen, og kunne derfor ikke vise nogen frem. Som dumme turister troede vi det var muligt at købe en adgangsgivende billet inde på opmarchområdet. Men nej, sådan fungerede det ikke i Nice.

Vi blev opfordret til at vende om, og komme igen dagen efter. Alle pladser på færgen var optaget, fik vi fortalt. Selvfølgelig lå det lige på tungen at fortælle damen i vagthuset, at "der altid er plads til en motorcykel, men, at skulle overtale en person, uden man har et fælles sprog, det finder jeg meget svært. Jeg kan ikke fransk, hun kunne ikke engelsk. Valget var derfor ret nemt. Motorcyklerne blev startet, forhjulet vendt mod byen, og vi forlod havnen.

Lysten til at køre langt - som i "ud af byen" for at finde campingplads - var opbrugt for denne dag. Desuden fremgik det at morgenfærgen skulle afgå kl. tidligt næste dag. Billetter kunne købes fra kl. 06, så gæt hvem der skulle tidligt op?
En kort rådslagning afgjorde at vi søgte og fandt, et hotel tæt på færgeterminalen. På hotel "La Malouine" kunne vi booke et værelse, som vi formeddelest 121 Euro kunne benytte til overnatning. Vi havde ikke energi og kræfter til at søge videre, og sandsynligvis ville det blive svært, fordi alle hoteller i området har adresse med postnummer tilhørende storbyen Nice. Og det var jo stadig højsæson. Altså sagde vi ja til det lille værelse på ”La Maloiune”.

Motorcyklerne blev parkeret længst væk fra gaden. I en baggård tilhørende hotellet. Uagtet vi ikke var helt trygge, efterlod vi telt, soveposer og meget andet grej, surret fast med vores RockStraps til motorcyklerne. Hotelejeren havde bedyret vi ikke skulle være nervøse. Ganske vist var der ingen port eller låge ind til gården, men der kom ikke nogen derind, forsikrede KroFatter. Altså tog vi chancen, og alt var på plads, da vi næste morgen - endnu inden det var lyst, vendte tilbage til motorcyklerne.
Hvad værelset manglede i æstetik og kultur, fandt vi efter aftenspisningen. Med den dyre husleje i tankerne, bestemte vi os for at spise billigt. Et par pizzaer og et par øl kunne indholdet i pungen række til. Maven fik lov at "tygge drøv" på pizzaerne, medens vi snoede os gennem den gamle bydel i Nice. Spændende at opleve ved aftenstide, hvor der var masser af liv. Restauranterne var vel besøgte, en del butikker og flere atelier, havde åbent. Hvis hverken restauranter, butikker eller atelier have interesse, kunne vi kigge og studere menneskene. Turister og lokale. Mange med ”særlige kendetegn” og specielt tøj. Jo, Nice er en storby med alt hvad dertil hører.

Færgen lå ved kaj. Bilerne kørte i sneglefart ombord. Den ene bil efter den næste forsvandt ind i bugen på det gule skib. Vi blev ikke standset ved vagthuset. Men da toldbetjenten fandt før opmarchområdet, fandt ud af vi ikke havde billet, blev vi vist væk fra køen. Han anviste os en plads, hvor vi ikke var i vejen for færdslen mod færgen, og bad os gå ind og købe en billet.
   Inden vi havde fået smidt jakkerne, advarede tolderen os om, det ikke var sikkert der var plads. Med lidt ængstelse mødte vi op ved billetlugen, hvor en dame kontrollere om der var flere pladser på skibet. Efter 4-5 minutters venten, fortalte hun, at systemet ikke ville tillade hende at sælge flere billetter. Vi blev opfordret til at vente en halv til tre kvarter. Æv og øv. 
   I ventesalen var en ikke særlig komfortabel bænk, som i løbet af ventetiden, blev mere og mere ukomfortabel. Heldigvis vinkede billetdamen os frem efter ca tre kvarter. Hun fortalte glad, at hun havde fundet to pladser til os. Hurtigt fik vi de to billetter til motorcykler betalt, og gik storsmilende ud for at vise tolderen, at nu var den side af transporten i orden. 
   Altså troede vi der var fri passage til båden, men nej. Vi nåede rampen, og blev stoppet. Næsten som en utilsløret magtdemonstration, blev vi igen vist væk fra køen. Fra vores nye venteplads, kunne vi ’nyde’ synet af den ene bil efter den anden, der blev vist ind i maven på det grådige skib. Vi ventede yderligere omkring en halv time. På det tidspunkt havde vi ventet længe. Morgenmad havde vi stadig ikke fået. Sulten og især kaffetørsten nagede. Ganske vist har vi begge lidt at tære på. Men der er grænser, og i øjeblikket dernede, var kombinationen af manglende morgenmad og varmen en cocktail vi ikke brød os om. Klokken var ikke engang otte, men termometeret viste over 25 grader C.
   Strømmen af biler fortsatte. Vi så lidt ligeglade til, for vi havde jo billet, og troede på vi nok skulle komme med. Snakkede lidt om, at vi i hvert fald ikke kom først i køen ved morgenbordet, men trøstede hinanden med, at situationen nok skulle vende sig til noget godt. Og ganske rigtigt.

Ærlig talt tror jeg sagtens jeg kunne blive dus med Korsika og nyde alle dens mange fine detaljer. Men, så må jeg derned igen. Mit første besøg på øen, blev ikke det ”kærlighed ved første hik”, som jeg havde håbet på. Temperaturen var ganske enkelt for høj! Mellem 35 og 40 grader og meget høj luftfugtighed, er faktorer der ikke går godt i spænd med mig. Jeg var ikke decideret våd, men jeg svedte hele tiden, og selv om jeg gik i bad, følte jeg mig stadig våd og svedig. Selv tøj vi vaskede og hang til tørre, havde svært ved at blive tørt nok til at det kunne pakkes ned i taskerne.

Overfarten fra Nice til Korsika tog 6½ time. Færgen lagde til i havnen i L'Île Rousse, en mindre haveby på nordvest siden af øen. Selve byen ligger lidt inde på øen. Den så vi ikke meget til, for vi ønskede at komme over på vestkysten, hvor vi mente vi havde fundet en campingplads med en beliggenhed, som passede os. Turen mod øst, førte os over nogle af de bjerge, som Korsika er kendt for. Ad små og mindre veje, valgt for at samle "landlige" oplevelser til eftertiden, krabbede vi os gennem masser af sving, over pænt mange højdemeter. Ikke sådan at forstå at bjergene rækker helt op i himlen. Ca. 85% af Korsika er dækket af bjerge. Deres gennemsnitlige højde er knap 600 meter, men vores tur gik som nævnt på tværs, og det gav mange kilometer op ad bjerge og ned i dale. Læs mere på Wikipedia

   Lugten af dyrehold fra landbrug er vi vant til. Vi bor på landet, omgivet af landbrug i fuld drift, med kvier der græsser helt op til de hegn der omgiver vores camp. Løsdrift kender vi også, men det er kun når naboens dyr træder hegnet til deres græsmarker ned, og begiver sig ud på egen hånd. I bjergene på Korsika var mange løsgående geder, får og kreaturer, som frit kunne færdes overalt, også på vejene, hvor de afslører deres tilstedeværelse ved at lægge mørke ildelugtende klatter, overalt på den varme asfalt.

Aldrig tidligere har vi betalt 64 € for at stille telt op, men ville vi bo på "Le Campoloro", var det prisen! Dyrt og egentlig ikke særlig specielt eller rungende godt. Kun dyrt. Pladsen havde 4 stjerner i katalogerne. Hvem der har givet pladsen de fire stjerner, fandt vi aldrig ud af, men vi mener ikke pladsen var berettiget til mere end max 2, efter danske forhold. Dels var der - som så mange andre steder i Frankrig - ikke noget bræt på toiletterne. Man skulle sidde direkte på kummen, hvis man ønskede at sidde ned, medens man forretter hvad alle mennesker skal, med passende jævne mellemrum. Dels var brusekabinerne ikke alle i brugbar stand. Og dels var der en stank i kabinerne, som om vandlåsene ikke var monteret - eller måske var monteret og bare var stoppet til. Endelig var der myrer. Overalt.  Prisen og forholdene til trods, blev vi to dage på stedet. Ikke mindst fordi vi ikke forventede andre pladser var billigere - eller bedre!

   Inden vi forlod "Le Campoloro" flottede vi os med et besøg i den restaurant, som ligger i umiddelbar tilslutning til campingpladsen, men som ikke hører med til faciliteterne. Og godt det samme. Endnu inden vi havde nået at bestille mad, opdagede Jeanne en rotte smutte forbi mellem bord-, stoleben og dametaske ved nabobordet. Under spisningen kom den - eller en fætter - forbi et par gange! Så opholdet på denne 4 stjernede plads, blev krydret med myrer og rotter, hvilket ingen af os tidligere har oplevet

Anden dagen delte vi os i to hold. Jeanne gik på stranden, og jeg tog motorcyklen og kørte en tur. På min tur fandt jeg flere hullede, ikke asfalterede veje, som jeg undersøgende lod mig føre ud af. Stille og roligt jagtede jeg eventyret udenfor de store turistbefærdede veje. Ganske vist var jeg kørende på min "store" motorcykel, min R1200GS, hvilket foranledigede mig til at være forsigtig, yderst påpasselig kan man betegne kørslen, men det skulle ikke afholde mig fra at tage på eventyr udenfor veje med fast belægning, i håb om at få nogle gode oplevelser.
Som de fleste vil vide, bruges mange veje uden fast belægning, til kørsel med landbrugsmaskiner. Således også på Korsika. Undervejs tværs over øen denne dag, fandt jeg en fin markvej, som jeg fulgte. Selvfølgelig kunne Garmin ikke vise vejen, som snart blev smallere og smallere. I stedet for en forholdsvis fin grusvej, snævrede vejen ind til to vognspor, som voksede, især i dybden. Efter nogle kilometer trængte majsmarker sig ind mod vejen fra begge sider. Da jeg rundede et skarpt sving var vejen pludselig blokeret af en grøft, hvor nogle landmænd var i gang med at lægge rør. Biler og traktorer spærrede vejen.
Ups, men fint. Jeg smilede alt jeg kunne gennem det store hul der kommer frem, når man løfter den forreste del af en Schuberth C3, det er en såkaldt Flip-Op-hjelm. Når man åbner den nederste del, kan andre se det meste af ansigtet.
På engelsk spurgte jeg om alt var ok? De kiggede undrende på mig. Jeg vrøvlede videre på engelsk, om at jeg vist var kørt lidt forkert, men det lod ikke til mændene forstod mit udenlandske. Typisk franskmænd, tænkte jeg. De kiggede stadig forundrede mod mig. I forsøget på at undgå at skulle vende om og køre de mange kilometer tilbage, pegede jeg ivrigt på et spor mellem to andre majsmarker. Sporet ville føre mig forbi grøften, og videre i en anden retning. Men pyt, bare jeg ikke skulle vende om. Et par af mændene lod til at forstå hvad jeg ville. De nikkede. Om de havde forstået mig rigtigt, ved jeg ikke, men jeg tog chancen og kørte ind gennem majsen, og fulgte sporet, som kort efter ramte en anden markvej.
På min gps kunne jeg se et stykke "rigtig" vej længere mod vest. Jeg håbede markvejen jeg fulgte, ville ramme vejen før eller siden. Og jo, det gjorde den, men inden kom jeg til endnu en forhindring.

Nej, jeg har ingen billeder af grøften, hvor landmændene var i gang med en ny rørføring. Jeg kunne ikke snakke med dem, og hvordan skulle jeg kunne forklare, jeg var på ferie, at jeg lavede billeder til at skildre min ferie, og at de nu var en af mine oplevelser og derfor ville havne på min hjemmeside på internettet? Måske de også gerne ville vide hvordan jeg pludselig dukkede op derude midt i deres marker? Så nej, der findes ingen dokumentation. Jeg skulle bare væk.

   Det gør der derimod af næste "forhindring". I skiftevis andet og tredje gear fortsatte jeg turen. Området var meget anderledes end jeg tidligere har kørt. Vejen for det meste fyldt med sten, nogenlunde hårdt trampet. Af og til en smule sand, hvor jeg måtte være ekstra årvågen. Vejret var fint, omend stadig meget varmt, og noget lummert. Motoren pumpede, jeg styrede. Hjulene snurrede. Jeanne var i gode hænder på campingpladsen. Livet og turen var skønt, ingen bekymringer what so ever. Ren afslapning. Jeg nød de anderledes omgivelser. 
   Selvfølgelig var min hastighed afpasset efter forholdene, men vejen var pænt god, og på afstand opdagede jeg ikke at den belægning der dækkede jordvejen i næste sving, var blød som smør i solskin. Nærmest i sidste øjeblik aktiverede jeg bremsen.
   Lige foran mig ændrede overfladen i den grad karakter. Markvejen var pludselig dækket af våd cement!  Og da cementen var påført for ganske nyligt, var den ikke tørret nok, til at den blev til et fast underlag. Da jeg opdagede cementen tænkte jeg ikke videre over det. Faktisk ser man mange forskellige materialer anvendt til at forstærke eller gøre mark- og skovveje mere forcerbare. Men jeg har aldrig tidligere oplevet, jeg er ankommet til et sted, hvor nogen netop havde lagt et nyt lag cement ud.

Med tungen dirrende i munden tog jeg chancen og kørte forbi den våde cement. Der var plads mellem cementen, træerne og en grøft, men stykket var krydret med høje græstuer, tørre jordknolde og sten i mange størrelser. Grøften i højre side synede ikke særlig dyb, men den var dyb nok - og sikkert også blød - så jeg kunne sandsynligvis ikke selv få motorcyklen op, hvis jeg røg derned. I største hast fiskede jeg al den tekniske teori frem, jeg har brugt mange timer på at lære, dels ved at kigge masser af undervisningsfilm på YouTube, dels øve i praksis sammen med gode venner, spændte jeg ballerne, steg op på cyklen, startede motoren og lagde første gear ind. Straks cyklen var i fart, rejste jeg mig til stående stilling. Med al vægt på fodhvilerne, tøffede jeg gennem det høje græs, over den knolde markvejsrabat, og smilede da jeg var forbi den våde cement. Mon der er andre der har sat sig spor i våd cement langt fra hjemmet? 
   Der var stadig flere kilometer til asfaltvejen, og jeg lavede jeg endnu et foto fra markvejen. Det var spændende at sno motorcyklen gennem et totalt fremmed og ukendt landbrugsland. Flere gange undervejs forestillede jeg mig hvordan en køretur på disse veje i regnvejr ville være! Sikkert ikke helt så sjov på en tung enduro cykel.

Ude i dirten, ude hvor asfalten ikke dækker vejene, er der mange former for oplevelser. Men der hvor trafikken afvikles på asfalt, hvor trafikken er intens og alle kan være med, sker der også ting og sager. Som på nedenstående billede. Jeg kørte mellem en lang række biler. Både foran mig og bag mig, snoede røde, hvide, sorte, grønne, blå biler i mange størrelser, sig af sted. Hastigheden lå på 50-60 km i timen. Vejen snoede sig bogstavelig talt, mod vest. Fra tid til anden dukkede en smart scooter op ude ved midterlinjen. Chaufførerne var oftest iført hjelm, handsker, t-shirt og shorts medens de fulgte striben forbi alle biler og mig. Pludselig var der en venstresvingende bil, hvor chaufføren måske havde siddet og sovet, snakket i mobilen eller sendt en sms. Chaufføren fandt meget sent ud af han skulle til venstre, og indledte svinget, samtidigt med en mørk scooter drønede frem mod ham på midterstriben. Scooteren bremsede hårdt, og nåede at standse inden han ramte den venstresvingende! Men det var tæt på. Det "Ups" der undslap mig, kan du ikke se eller høre. Jeg nåede at tænke: "Nu går det galt". Men jeg tog fejl. Heldigvis.

Når jeg stopper med at køre motorcykel, må jeg få en hund. Sammen med den skal jeg hygge mig på vores camp, på cykle- og gå ture. Hunden skal nusses, pusles om og jeg vil passe godt på den. Det glæder jeg mig til. Og, hvis jeg til den tid har bil, skal hunden selvfølgelig oss med på tur. Men jeg er sikker på den gerne må sidde inde i kabinen.

Sidst på eftermiddagen var jeg tilbage på campingpladsen. Min udflugt havde lagt 285 km ovenpå de 302.604 knallerten havde kørt inden jeg startede ud om formiddagen. Men min Gamle Slæde havde - endnu en gang - gjort det rigtig godt, og bragt mig såvel ud, som tilbage til teltet, hvor jeg fik et smil, et kys og et dejligt knus af min kæreste.
   Jeanne havde haft en blandet dag. Hendes ønske om at slikke sol, havde ikke båret frugt, for der havde været en del lavthængende skyer over østkysten. Alligevel havde hun haft en ok dag, og nydt ikke at skulle sidde overskrævs på hendes Gladius. Her vil jeg indskyde, at Jeanne ikke på noget tidspunkt - på hele vores i alt godt 5.500 km lange tur - kom med beklagelser eller fortalte om ømme baller. Hun er sej, min kæreste.

Ja ja, det ser vildt ud og vi har da også meget med når vi er på tur. Det er én af fordelene (og måske oss lidt en svaghed?) når man kører på to motorcykler!

Alligevel, det lykkes os altid - nogen gange til stor undren for andre - at få alt pakket forsvarligt på vores cykler. På hver motorcykel bruger vi et par eller flere RockStraps til at sørge for tingene ikke forsvinder under kørslen. Det bør også siges, at vores oppakning ikke vejer nær så meget (som det ser ud til) som hvis vi havde en passager siddende på bagsædet.
   På billedet har vi pakket og er klar til at vinke farvel til Korsika. Det var et kort besøg. Dog kommer vi gerne igen, hvis de altså skruer ned for varmen. Min. 10-12 grader celsius.

Der er flere muligheder for at komme fra Korsika til Italien. Vi ville gerne til Italien, og valgt den korteste rute. Fra Bastia til Livorno. Igen en længere sejltur, men når man vinder i 500, føles tiden ikke så lang, som hvis man taber, vel skat?

Vi forsøgte at "flyve" gennem Livorno, Pisa, Lucca og en række andre mindre byer, men det var umuligt. Trafikken var intens og tæt overalt. Luftfugtigheden lå på 78%. Temperaturen på 37 gr. C. Mit humør lå 2-3 grader under uudholdeligt. Jeg svedte så rigeligt, at jeg var utilpas, selv om vi selvfølgelig sørgede for at drikke rigeligt med vand.
Det var en smule køligt at køre gennem de store skovområder, som ud over skygge, tilbød asfalt med kun få eller ingen trafik. At vi samtidig ikke kunne se udsigten for bare træer, var til at leve med.

Vi var helt med vilje søgt op i de knudrede bjergegne ad de mindre veje. Jeg kunne ikke holde ud af køre på de rigt belastede større veje. Mit indre system havde rigeligt at gøre med at holde styr på de blandede følelser jeg havde i forhold til varmen, min motorcykeldtøjindpakkede krop og det faktum at vi var kørt tæt forbi Pisa.
   Både Jeanne og jeg havde bemærket vi kørte gennem Pisa. Byen var blot én af de byer vi døjede med at komme igennem (på grund af stærk trafik). Og jo, vi ved at Pisa er berømt for et tårn der nægter at vælte, og vi havde over vores samtale anlæg drøftet om vi skulle standse. Heldigvis var vi enige om at det ikke var besværet værd, i den varme, og med de - sikkert - tusindvis af andre (bedømt på trafik og parkerede biler) der havde sat hinanden stævne ved tårnet.

Efterhånden var vi nået nogle kilometer mod nord. Dagens hedeste timer var forsvundet i fortiden. Vi nærmede os en mindre by, Coreglia Antelminelli hvor vi efter nogen søgen, fandt en campingplads, "Camping Pian d'Amora". Pladsen var indrettet på ’altaner’, hvor de fleste altaner var brede nok til man kunne pitche et telt, eller droppe en campingvogn, og stadig komme forbi med en bil. Selv om det var næsten umuligt at få vores bløde aluminiums pløkker ned i den klippe og stenfyldte undergrund, lykkedes det at finde nok huller til et antal pløkker, der gjorde at teltet kunne stå af sig selv. I hvert fald indtil der kom kraftig vind! Endnu en gang rodede vi alt vores grej ud og hyggede i aftenheden. 

Nedenfor har jeg fanget Jeanne, medens hun "kører som de lokale". En hurtig overhaling uagtet der kommer modkørende. Sådan gør alle lokale i det sydlige Europa, når de bevæger sig rundt på to hjul. Forskellen på dem og Jeanne er, at hun er væsentlig bedre beskyttet (mod kulde) hvis Uheldet er på jagt efter ofre. Vi efterlever at være klædt på til ”the slide, not the ride”!

I Italien er det åbenbart lovligt at reklamere for produkter i rundkørsler. ISB-kuglejer havde udstillet tre kæmpe kuglelejer i den rundkørsel, hvor man skulle dreje af for at komme ind til fabrikken! Mon den tendens kommer til Danmark?

I min lille bog skrev jeg fredag 9. august: "Heden følger med. Huden er våd og alt klæber. Straks vi gør holdt for andet end trafik, smider vi så meget af vores tøj, som muligt, uden vi bliver utækkelige i omgivelsernes øjne". 
   I løbet af dagen krydsede vi Po-sletten. Motorerne blev standset i Monzambano, hvor vi kørte ind på en campingplads, som kun var for autocampere.  Et fakturm CampingMutter fastslog som det allerførste efter vi havde spurgt om vi kunne slå lejr hos dem. Men hurtigt efter viste hun os vej forbi et par kedelige grusede parkeringspladser med lidt spredt græs og mange parkerede bobiler. Turen fortsatte ned ad en gangsti mod en sø. Med tydelig stolthed i stemmen fortalte hun, at vi måtte parkere vore motorcykler og stille teltet op på et stykke græs, tæt på den algefyldt sø, hvor gæs, ænder og flere andre vadefugle skræppede op. WaU - der var flot i modlyset. Og pladsen så helt vidunderfuld ud. Til gengæld for at vi fik adgang til pladsen, skulle vi love ikke at fortælle det til nogen. Så, venligst, sig det ikke til nogen!

   Men det var så kun til vi kom ned på plænen. Grunden til Jeanne kigger intenst på græsset førend hun sætter foden ned til næste skridt, var, at græsset var fyldt med fuglenes efterladenskaber. Der var lort overalt. Derfor tog det mindst et par glas rødvin førend vi havde fået renset et stykke plæne, stort nok til vi kunne sætte teltet op uden at den blev belortet. Undskyld hvis der er sarte sjæle der læser med, men det er det ord der passer bedst.

Byen Monxambano ligger knap 10 km syd for Gardasøen, som rigtig mange kender. Et par dage uden mange turister, blev nu byttet ud med kilometer lange køer af biler, smykket med et sandt virvar af europæiske nummerplader. Overalt var der mennesker med kameraer og kæmpe mørke solbriller. Busser med vinduer dækkede af nysgerrige blikke fra kvinder og mænd med skæve øjne, gjorde det såvel besværligt som farligt at overhale. Bussernes størrelse og langsomme kørsel, gav liv til meget lange slanger af utålmodige billister, der ligesom os, måtte blive bagved fordi det var svært ved at overhale. Små rappe sportsvogne tog chancer - og fik tudet huden fuld, når modkørende skulle bremse op for dem, for at undgå sammenstød.

Et sted udfordrede en cyklist, på en "ligge- eller vandretcykel" skæbnen. Han skabte også kø bag sig.

Hvis du undrer dig over der ikke er billeder af de "mange kilometer lange køer af biler" jeg har omtalt, er der en meget god grund til det. Køerne var lange. Bilerne kørte tæt. Vejene er snævre. Vejene har mange sving. Der er rigtig mange byer langs søen. Modkørende biler - eller bilkøer i modsatte vejbane - var ofte forekommende. Og så gælder det altså om at være opmærksom, og klar til at reagere. Så kan det ikke nytte at fjumre med mobiltelefon, FM-radio eller andet. Desuden er det ikke særligt ophidsende på den gode måde, at mindes sådanne med billedokumentation. Tænk dig til situationerne, eller kør ned og overbevis dig selv.

   Desuden vil det, hvis du er motorcyklist, være dig bekendt, at motorcyklister altid (næsten) enten ligger forrest eller bagerst i en stribe biler. Hvor man er, afhænger af hvor længe man har kørt i køen 's'.

I Riva del Garda var det tid for et stop. Ved en anløbsbro for turbåde, fandt vi mulighed for at parkere motorcyklerne. Sikkert ikke helt lovligt, men gratis og i selskab med mange andre, som var blevet til endnu flere da vi vendte tilbage til motorcyklerne. Inden vi gik ind i byen, skulle lokkerne justeres.

På et torv fandt vi læ og skygge på en gaderestaurant, hvor vi bestilte kaffe og te. Lige bag os, var et tårn, Torre Apponale, som lokkede med udsigt over by og sø. Der måtte vi op. Og se sø, torv og by.

Selv med vore bedste intentioner, iført de sødeste og mest imødekommende smil og ibrugtagning af de fleste tillægsord vi kunne på engelsk, måtte vi give op. At finde en plads til vores lille telt på en campingplads i området nord for Gardasøen på det tidspunkt, var krop umuligt. Flere steder fik vi beskeden: " Vores plads er overbooket. Prøv hos vores kollegaer, - men de har sikkert heller ikke plads."
Æv æv æv. Mission lykkedes ikke. Altså ny plan. Jeanne opgav frivilligt et ønske om at komme til Malcesine, hvor hun havde været med sin skole - for mange år siden - og gerne ville gense. Men med udsigt til vi heller ikke kunne finde plads til teltet der, og desuden helt sikkert skulle forcere - eller slå følge med tusinde bil i lange køer, var ”at fortsætte nordpå” ikke den sværeste beslutning at tage.
Vi var ikke decideret på vej hjem, men vi var på vej nord på. I stedet for at sætte telt op på en overfyldt campingplads ved Gardasøen, blev næste stop "Montiggl Camping". Hvordan vi fandt det, var en dejlig oplevelse. For jeg ved ikke hvilken gang, var vi landet på en campingplads, hvor der ikke var plads til flere gæster. Heden var ikke blevet mindre intens. Sveden drev ned og sved i øjnene på mig. Hjelmene var våde inden i. Tørsten nagede, og en flinke unge kvinde i receptionen fik medlidenhed med os, og sagde, vi gerne måtte lade motorcyklerne stå, og gå i restauranten og drikke noget koldt, medens vi overvejede hvor vi ville forsøge os næste gang.
Altså fik vi parkeret motorcyklerne og listede ind i restaurantens kolde skygge, med gps’er, kort og brocuhrer. Medens vi ventede på vores kolde drikke, snakkede vi med servitricen. Vi beklagede vores nød over vi ikke kunne blive på pladsen. Hun smilede til os, og fortalte os om et sted, helt nyåbnet, som lå kun et stenkast fra hvor hun boede privat. Hun var helt sikker på vi kunne få en plads der, fordi det var så nyt, at kun ganske få kendte til stedet.
Inden vores kolde drik havde fundet vej til vores maver, havde hun fundet en webadrese og opfordrede os til at ringe og høre. Et råd vi fulgte. Snart efter var vi på vej til "Montiggl Camping".

De ca 20 km der var til pladsen, blev hurtig kørt. At sige vores samtaleanlæg var overophedet undervejs, er så meget sagt, men vi snakkede en del om hvad der mon ventede? Damen jeg havde talt med i telefonen, gjorde mig opmærksom på, at pladsen var indrettet til mobilhomes og at de ikke havde græs hvor vi kunne stille vort telt op! Hele pladsen var belagt med sten, forklarede damen. Men andre med telt havde benyttet pladsen, og vi måtte gerne komme og se pladsen an.

At pladsen var ny, var rigtig. At den var indrettet til bo-biler, var tydeligt. Det med sten på pladsen var gennemgående. Fint nok, oss til teltet, men det gav problemer med at få pløkkerne i underlaget. Et problem som et andet teltligger par også havde. Som det fremgår af nedenstående foto, lykkedes det ikke at få alle pløkker ned i underlaget. Situationen gav dog ingen problemer, idet den smule blæst vi oplevede, ikke var kraftig nok til at vælte vores telt.

På vores tur nordpå havde Jeanne set en borg, tårne sig op over en skovklædt bjergside. Synet havde betaget hende. Ved aftensmaden fortalte hun om ruinen, som hun derefter søgte og fandt via google. Borgen Haderburg på i ensomhed på en høj klippe. Google fortalte der kun var omkr. 30 km "tilbage" mod syd, hvis vi ville besøge stedet.
   Helt sikkert, den borg skulle vi da se. Ergo bookede vi en ekstra dag på den fine plads, og brugte tiden til dels at vaske og hænge tøjet til tørre, dels at besøge borgen, og kigge varer på et lokalt loppemarked.
Vaskemaskinen stod i en servicebygning lige ved siden af vores teltplads, så vi smuttede ind i køen - eller, i virkeligheden smuttede vi måske uden om køen og kom forrest. Tøjet blev vasket, hængt til tørre og så smuttede vi på motorcyklerne ned til de gamle mursten på bjerget.

For at komme op til borgen Haderburg, skulle vi gå ad en snirklet vej, hvor vi sagtens kunne have kørt på motorcyklerne, men da det tydeligt var forbudt, valgte vi at købe et par flasker vand og gå derop. Turen var lidt hård. Vi fik drukket det meste af vores vand, og måtte erkende  vores kondi nok ikke var helt god, for vi mistede pusten engang imellem. Men vi havde tid til pause, hvor vi nød udsigten. Snart var vi klar igen.
   Om fotos: Bemærk venligst, at bjerget på modsatte side af dalen, faktisk så således ud. Billederne er ikke photoshoppet. Mit kendskab til geologi er ikke stort nok til at kunne gøre rede for hvorfor bjergsiden virkede så kunstig? Udsigten var i høj grad med til at give liv til fantastiske fantasier om stedet.

Når jeg besøger sådanne steder, undres jeg over, hvordan man for mange år siden, kunne få bragt materialerne frem til byggestedet? Helt pr. automatik tænker jeg på, hvor mange mennesker der var beskæftiget, og hvor mange år tog byggeriet? I mit indre overvejer jeg hvordan man kunne få de mange sten "bundet sammen" og få dem til at blive stående på de bare klipper? Hvad med vinduer? Havde man glas til at dække hullerne? Havde man tegninger, og beregninger, således man havde noget at gå frem efter?
Andre overvejelser går på om det da virkelig var nødvendigt med skydeskår og svær tilgængelighed? Hvem var fjenden? I min uvidenhed tyer jeg til den nemme løsning, og søger i barndommens læsebøger og tv-serier, da Robin Hood, Sir Lancelot, Ridderne om det runde bord og lignende personer huserede. Serier og bøger der gav rigelig stof til friske knægte, som efterfølgende legede de samme scener, bøgerne beskrev. I min landsby var vi en flok jævnaldrende drenge, som byggede sværd og skjolde i fars værksted, inden vi for ud i de omliggende skove og udkæmpede drabelige kampe.

De rå ruiner, der udgjorde Haderburg, omfavnede også en restaurant, hvor gæster kan få sulten stillet. Borde og bænke var klodset op på det alt andet end jævne gulv. Tjenerne var iført pjalter a la Middelalderen, men havde helt moderne sportssko på fødderne, hvilket gav et underligt synsindtryk, og et betydeligt dyk i helhedsindtrykket. Mange af retterne havde navne, der relaterede til tiden, hvor Haderburg havde sin storhedstid.

En stor oplevelse rigere, kunne jeg på vejen tilbage til vores telt, føje endnu et foto til mit katalog over "billeder af skilte" der advarer motorcyklister.  Selv om det ikke fremgår med al ønskelig tydelighed i dette tilfælde, er langt de fleste af sådanne skilte, en bøn til motorcyklister om at sænke hastigheden. For deres egen skyld. Og med god grund.

Når man sænker hastigheden, kan man også meget bedre nyde de smukke land- og byskaber der ruller forbi til både højre og venstre for vejen. De anderledes huse med tegl. Kirkerne med deres høje spidse tårne. Vinmarker med stokke så snorlige, som perler på en stram snor. Grøftekanter med fremmede ukrudtsarter. Marker, der ofte, ved første øjekast, bestod af flere sten end jord, med skiftende afgrøder. Bjergene der ændrer udtryk. Har man øje for de omskiftninger og detaljerne der hele tiden veksler på såvel bagbord som styrbord side, bliver vejen ikke så lang. Der er rigtig meget at opleve, medens man kører. 

Vejret skiftede efterhånden som vi kom længere nordpå. Op i kulden, fristes jeg til at mene. Og dog, det var ikke helt så slemt som det kan lyde. Men de 30-35 grader celsius blev reduceret med 10-15 grader. Om natten endnu mere. Dejligt, for mig, for de temperaturer er nemlig til at holde ud. Vi fik også lidt byger, men dog ikke mere end vi sagtens kunne såvel acceptere, som modstå uden at blive gennemblødte.

Østrig er en perle med veje lavet uden lineal, tegnet ind på kortet med stor forståelse for naturlige forhindringer, som man respekterer og fører vejen udenom. Eller måske fordi det er for dyrt at følge linealen? Det giver muligheder for at træne nedlægninger og slide dækkenes skuldre. Selv om vi ikke havde haft de helt store udfordringer med sproget i hverken Italien eller Frankrig - vi havde i hvert fald klaret os rimeligt, og som oftest fået det vi pegede på - men at køre ind i et land som Østrig, var det en befrielse, idet vi dermed var kommet til et civiliserede omgivelser, hvor der blev talt en form for tysk, og hvor alle kunne forstå vores tyske udtalelser.

Østrig er et rigtigt Alpeland. Afhængig af hvor man er, kan man hurtigt komme fra Italien til Tyskland. Eventuelt ved at benytte de brede motorveje, kan man suse gennem landet på et par timer. Men husk at indløse en vignet. Hvis du bliver standset og ikke har betalt, kan det koste dig pænt mange euro!
Vores mål var ikke at haste gennem landet. Vores gps'er stod stadig til at "Undgå motorveje" - som de havde gjort hele vejen. Intet hastværk for os. Vi nød alle de tunneller ruten bød på - bl.a. fordi der altid er tørvejr. Krydsede floder og vandløb over større og mindre broer. Kiggede på bjergene, og nød de storslåede naturscenerier.

"Hvor er jeg?", spurgte jeg Google på min telefon, da vi sidst på eftermiddagen fandt det var tid at finde en plads til overnatning. Vejret var fint, og google fortalte, med en lille blå prik, at vi var landet på "Camping Seewiese", nogle få kilometer øst for Lienz.
I min logbog skrev jeg: "Vi kom til "Camping Seewiese" efter vi havde kravlet rundt på små og størrer bjergveje, mellem autocampere, vrede chauffører i store 4-hjuls trækkere og lastbiler læsset med træstammer.

Jeanne kører fantastisk godt. Hun klarer selv de skrappeste hårnålesving med bravur. Vi har ikke tal på hvor mange hårnåle vi har passeret, men det er mange. Alene i går var der en strækning, hvor der var omkr. 40 stk. ifølge de skilte der var på vejen mod passets top".

Opholdet på "Camping Seewiese" blev overstået på én nat. På et tidspunkt havde jeg nævnt for Jeanne, at vi kunne køre til Berchtesgaden, hvor Hitler havde sit sommerhus, Kehlsteinhaus, som jeg tidligere har besøgt. Jeg ville gerne introducere Jeanne for stedet. I min foromtale forsøgte jeg at forberede hende på, at hun måske ville blive skuffet. Huset er ikke et museum, men en restaurant med historisk fortid. Idéen var god, en tur op til huset, kom på vores program.

Turen frem til Berchtesgaden, hvorfra man kan gå, eller køre med bus op til Kehlsteinhaus, blev kørt i regntøj. Ikke at det regnede rigtigt, men luften var tyk af tunge dråber vand, som over tid helt sikkert ville ende inde på kroppen, hvis ikke regntøjet stoppede dem. I Berchtesgaden var "besøgstiden" denne dag overstået. Ok, så ville vi tage en overnatning, og med vejret i mente, forsøgte vi at finde et værelse på et hotel.
   En rundtur til flere hoteller i byen fortalte os at alt var optaget. Ergo måtte vi igen ty til kludehuset, hvilket vi ikke har noget imod, men når vi nu havde sat os for at forkæle os selv med lidt luksus, var det ærgerligt og skuffende. 
   En søgning på campingpladser førte os frem til "Camping-Resort Allweglehen". En meget fin plads, hvor vi befandt os rigtig godt. Ja faktisk så godt, at vi brugte pladsen to nætter. Vi blev modtaget med kæmpe smil og imødekommenhed af Steffi i receptionen. Hun havde ikke noget med regnvejret at gøre, bedyrede hun

Teltet blev stillet op samtidig med regnen indledte sin regndans. Regnen havde ændret sig fra fede dråber til stænger. Glæden over vi for år tilbage valgte Redverz, blev frisk i erindringen. Redverz blev valgt fordi inderteltet er fastgjort til yderteltet, således det hele rejses samtidigt. Valget faldt også på Redverz fordi er er en apsis der er stor nok til 2 personer kan opholde sig i regnvejr.
   Sammen har vi stor øvelse i at rejse teltet, fordi vi ved hvad vi hver især skal gøre, hvorfor det kun tog ganske kort tid førend stængerne var på plads, pløkkerne jokket ned i den bløde undergrund og alle poser og taskers indhold spredt under teltdugen.

   Et kig på en vejrapp på mobilen oplyste os om, at tørvejret ville komme sydfra omkr. kl. 08 næste morgen. Heldigt vi havde købt ind til aftensmad, som sammen med et glas rødvin gav en dejlig afslappet tilstand i kroppen. Natten i bjergene kan være kolde. Også i Sydtyskland. Regnens sjasken mod kludehusets vægge udenfor teltet og fugtig luft indenfor teltdugen, er en kombination, vi ikke bryder os meget om. Men - som danskere ynder - så snakkede vi om vejret men kunne intet stille op for at ændre situationen. Vi måtte få det bedste ud af aftenen, så vi hyggede med krydsord og glædede os over den forholdsvis store apsis, hvor vi havde rigelig plads til vores stole og bord, selv om vores motorcykeltøj, støvler og andet grej også optog plads.

For en gangs skyld havde meteorologerne ret i deres forudsigelse. Regnen skulle stoppe omkring kl. 08 næste morgen. Og det gjorde den. Pladsen og luften drev af fugtighed fra skyerne, som hang helt ned mellem telte og træer. Absolut ikke ideelt vejr til teltcamping, men som vi ofte minder hinanden om, det kunne have været værrer.

Teltet blev pakket ned, lige så vådt det var. Det våde grej fandt deres plads på motorcyklerne. Vores plan var at besøge Kehlsteinhaus og drage videre mod nord. At vi ikke fulgte planen, er en helt anden sag.

Men jo, vi kørte tilbage til parkeringspladsen, hvorfra busserne kører alle frem til et stoppested højt oppe på bjerget. Derfra har man valget mellem at benytte en elevator, eller gå ad stien og med egne kræfter, forcere de sidste par hundrede meter op til huset Kehlsteinhaus, hvor Hitlers havde flere vigtige møder under anden verdenskrig.
Har man ikke været på Kehlsteinhaus, og er man interesseret i Anden Verdenskrig, har jeg et lidt ambivalent forhold til at anbefale et besøg. På den ene side spillede huset en rolle for flere vigtige møder mellem Hitler og udenlandske statsoverhoveder, politikere, diplomater m.fl. Men desværre er der ikke mange ægte klenodier tilbage fra dengang, men pejsen, som pryder det store mødelokale (hvor der i dag er restaurant) kan stadig beskues og fotograferes. Pejsen var en gave fra Mussolini, udført i italiensk marmor. Desuden findes en række plancher med beskrivelser af byggeriet. Mere er der ikke. Og det kan synes af meget lidt, men man kan få en fornemmelse af krigstiden, når man kigger på billederne og lader fantasien bygge videre på de informationer der følger billederne, især hvis man er i stand til at udelukke støjen fra alle de mange restaurationsgæster, der sidder med deres mad.

For at komme frem til elevatoren skal man gå ind i bjerget via en fin tunnel. For enden, ved døren ind til elevatoren, stiller man sig i kø og venter til elevatorføreren åbner døren inde fra. Kommer man i højsæsonen er turen op en oplevelse, som må ligne den, sardiner har, når de stuves i en dåse. Elevatorføreren lukker lige så mange ind som der kan klemmes sammen, og det er derfor svært at få et rigtigt indtryk af den messingbesmykkede elevator, hvor venetianske spejle flerdobler indtrykket af hvor mange der befinder sig i rummet samtidigt. Fotografering i elevatoren er forbudt, hvilket jeg selvfølgelig respekterede bl.a. af den grund, at jeg ikke kunne få kameraet frem og op!
Vejret drillede en del på de udendørs optagelser. Tunge skyer vekslede med huller, som af og til tillod et hurtigt kig rundt og ned mod dalen, mod Königssee.

Inden vi gik - altså på gåben tilbage til bussen - spiste vi en let frokost i restauranten. Mætte og veltilpasse, tog vi stien ned. På sten og trampet grus, trapper af træ og granit, mellem rækværk af træ og klipper, graner og mindre fyrtræer, travede vi ned, medens vi beundrede det farverige landskab af grønne trætoppe, røde tage, hvide hus, lyse skyer mod mørk baggrund, der afvekslende med totalt skydække, fulgte os på vejen. Grinende lavede jeg et par billeder hvor Jeanne gik imod mig, opad, således vi kunne bevise vi også havde gået op ad bjerget, men da jeg allerede har afsløret vi tog den fine messingskinnende elevator, er det lige meget med de falske billeder.

I en tidligere søgning på mobilen havde Jeanne fundet billeder af et vandfald. Min iver efter at se vand der styrter ud over en klippe, var ikke stor på det tidspunkt. Måske fordi jeg havde fået vand nok. Derfor mindede jeg hende om det vandfald hun et par år tidligere havde hevet mig gennem en skov for at se. I England. Læs om den tur her. Da vi kom frem til vandfaldet dengang, var det stort set ingenting. Ok jo, der var lidt vand, et par klipper, mange træer og masser af mennesker. For mig ganske utroligt der var så mange der "gad" bevæge sig så langt ind i en skov for at se noget vand, der for enhver nordmand ville være totalt ligegyldigt, idet det vandfald England viste frem, kan man finde tusindvis af i Norge, og der ville enhver turistorganisation eller turist-destinations-sælger blive totalt til grin, hvis man "solgte" så lille et vandfald.

Men da dagen stadig var ung. Mørket ville tidligst komme mange timer senere, lod jeg mig overtale til at kigge på vandfaldet ved Almbachklamm. Hvad jeg ikke vidste var, at stedet er kendt for flere ting: Marmorkugler, en speciel art af salamander og en meget flot vandresti gennem en dal, op til det (lille) vandfald vi ville op og se. Retfærdigvis skal det nævnes, der er flere gangstier i området, og det er et mægtig spændende sted, med fantastisk landskaber, som man kan se fra stier og gangbroer, der ledes gæster igennem dalen. At se hvad vand over tid har skabt ud af klipperne i kløfterne langs Almbach, er helt fantastisk. Har man eventyr og vilde drømme om rigdom i blodet, kan man leje guldvaskeudstyr, og det påstås der er fundet guld i området!

Kan du se heksen? Nej nej nej, det er ikke Jeanne!!!

Kan du se fuglen med det lange næb? Og finde blæksprutten?

Her er vandfaldet, som vi vandrede i en time for at se?

Kan du se salmanderen? 

Her er salmanderen endnu tydelligere!!!

Inden besøget ved Almbachklamm, havde jeg ingen anelse om hvordan marmorkugler bliver fremstillet. Det ved jeg nu. Eller, nu ved jeg hvordan de blev lavet da mor var dreng! Nemlig i en slags møllehjul, hvor kuglen trillede rundt i en slibesten, som blev drevet af vand. Godt fundet på.

Jo jo, jeg ved det. Tema med variationer, men lige netop dette foto af vores telt og motorcykler skal med, fordi vi efter at have travet pænt meget i løbet af dagen, blev enige om at vende tilbage til Camping-Resort Allweglehen. Pladsen er rigtig fin, faciliteterne er gode og vi havde ikke lyst til at køre for at finde et andet sted at slå pløkkerne i jorden. Altså - tilbage og hurtigst muligt få teltet op, således det kunne tørre i den lune vind og skinnende sol.

Overnatningen i det østrigske Bayern blev vores sidste inden vi krydsede grænsen til Tjekkiet.

Den del af ferieturen fortsætter i næste afsnit, som bliver oploadet hurtigst muligt. Så stay tuned, så du får sidste del af vores Ride Report fra en herlig udflugt i 2019.

.

Til toppen / menu        Til afsnit II