Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

Rundt på de Brittiske Øer

 

Sidste års sommerferie skulle afvikles i år!

Målet for ferieturen blev de Brittiske Øer, som levede helt op til deres ry!

 

af Peter Kr. Riber

 

Til afsnit: - II -

Ved færgen var der lidt kaos. Rigtig mange andre havde fået samme idé med at kigge nærmere på England, andre skulle hjem. Som altid i køer, ved færger og lignende steder hvor "biler" samles, er der altid plads til en motorcykiel! Vi snoede os lidt som en anden orm, og kom hurtigt frem til tolderne! Ingen problemer der. Foran os lå Stena Lines store færge, som skulle fragte os over vandet.

 

Om bord på færgen blev vi præsenteret for endnu en variation af, hvordan man stropper sin motorcykel, når den skal sikkert over noget vand. I stedet for huller i dækket, var der her spændt jernkæder ud som krogenen på stropperne skulle fastgøres i. Ok, så har vi oss set det. Iøvrigt skulle vi selv sørge for at spænde cyklerne, hvorfor jeg lavede fotos af de bespændinger vi havde lavet, bare hvis.............! Jeg fik ikke brug for de billeder.

 

Hjemmefra havde vi bestilt såvel billetter som frokost. Derfor kunne vi sidde i en meget lidt besøgt restautrant og nyde en mørk øl, medens vi gled ud gennem den lange indsejling til Hook van Holland.

På trods af rygter og velmente udtalelser om vejr, lovgivning om trafik, især omkring det forhold Britterne kører i venstre side af vejen, ville fru Nielsen og jeg en tur til De Brittiske Øer, England, Wales, Irland og Skotland. Mange af vore venner har tidligere besøgt disse skønne øer i Atlanterhavet, og da de alle har overlevet og derfor er kommet hele og uskadte hjem, ville vi også gøre forsøget!

 

Desværre viste mange af varslerne sig at være sande! Vi havde også fint vejr. I nogle dage af ferien. Men da vi nærmede os de vestlige kyster i England, kom det våde, kolde og tågede vejr. Men de første mange kilometer, fra hjemmet i Vestjylland, via Tyskland og Holland, hvorfra vi tog færgen til Harwich, og frem til midt på dag 3, havde vi skønt motorcykel vejr.

Derefter nåede regnen nåede os efter en meget fin morgen på Colchester Holiday Park, hvor vi havde slået teltet op på brittisk grund for første gang. Men lad mig begynde med begyndelsen.

Efter en veloverstået overfart, som varede a-l-t-f-o-r-l-æ-n-g-e, ankom vi til Harwich, hvor vi blandede os med de andre motorcykelekvipager da vi skulle fra borde og gennem tolden. Derved "hjalp vi hinanden" allesammen med at komme hurtigt frem til lugen, hvor en venlig tolderinde ønskede os go tur, inden hun slap os løs i den engelske trafik.

 

Stille og roligt fandt vi ud fra havneområdet og ud på vejen mod Colchester. For år tilbage kørte jeg en længere tur i Australien, hvor de også kører i venstre side af vejen, så det var ikke helt nyt for mig, at "bytte rundt", men for fru Nielsen var det første gang. Et stykke fra færgeterminalen, på hovedvejen mod vores første stop, gjorde vi holdt ved en telefonboks! Ja, du læste rigtigt. Englænderne har og bruger stadig disse offentlige pengetelefoner.

I Colchester Holiday Park oplevede vi den venlighed og hjælpsomhed, vi også havde hørt englænderne besidder. Vi ankom til parken efter åbningstid, men damen i receptionen havde haft noget regnskab hun skulle gøre færdig, inden hun kunne forlade disken. Derfor kom vi akkurat som hun var ved at låse for at gå hjem, men åbnede straks med et stort smil for computeren igen, så hun kunne booke os ind. Herlig og dejlig modtagelse.

Teltet blev slået op i mørket. Underligt nok med alle de nødvendige pløkker og barduner fæstnet i de rigtige huller. Næste morgen, dag tre på vores færd, kunne vi nyde morgenkaffen i solen, som lovede godt for vores tur. Troede vi!

 

Oprydning og pakning af motorcykler tog lidt tid. Himlen brugte noget af den tid til at ændre karakter. Fra blå næsten skyfri, til mere og mere grå, hvor kun enkelte blå pletter lyste op.

 

Turen på de venstresporede veje, blev indledt uden problemer. Garmin'en fik besked om at vise vej til Fishguard på østkysten. Uanset vi ikke havde intentioner om at køre hele vejen tværs over England på én dag, brugte vi Fishguard som mål. Det var ligesom lidt nemmere. Gerda P Svendsen var programeret til ikke at ændre rute, uanset jeg ikke fulgte dens anvisninger. Så havde vi ligesom frie hænder til evt. at standse, dreje fra for at se noget, uden at Gerda PS af den grund ændrede på mine waypoints. Det fungerede fint. Jeg ahvde fravalgt motorveje og fundet en sammenhængende rute på mindre og små veje, hvor hegn og diger rakte mod asfaltens kanter, og til tider endda ud over disse!

Således havde vi styr på alt. Lige med undtagelse af vejret. Med retnig mod endnu en færge, nemlig den der med afgang fra Fishguard skulle fragte os til Irland, mødte vi regnen. De grå skyer lod gennem et par timer små dråber ramme visiret på vore Schuberth hjelme. "Så længe det ikke er værre, synes jeg ikke vi behøver tage regntøjet på", forkyndte jeg i kommunikationsanlæget til fru Nielsen. Hun var af samme opfattelse, hvorfor vi fortsatte uden at iføre os de polyester-regnbeskyttere, der lå øverst i oppakningen.

Hen på eftermiddagen blev regnen mere intens. Dråberne blev større og faldt med hyppigere interval. Vi søgte, men fandt ikke et B&B eller hotel. D.v.s. vi så og besøgte flere, men alle var optaget. Kun hos IBIS i Gloucester var der ledige værelser, og det tilbud tog vi imod. Godt våde entrerede vi receptionen, bad om noget at tørre os med, og fik os skrevet ind på deres computer! Jeg vænner mig aldrig til at ankomme dryppende våd til et hotel!

I mine notater har jeg, for turen fra Gloucester til Fishguard, en notits om, at det er: "Øv at køre så mange kilometer i støvregn, overskyet, halvkoldt vejr, med 110% fokus på vej og trafik, når vejene er så fine og spændende, kuperede og snoede, som de veje vi fulgte, for at komme til Fishguard.. (NEJ, det er ikke vejene som på ovenstående foto, jeg mener!) Det er veje som på nedenstående *s*

Vi gjorde holdt på en mole i Fishguard, hvor vi kunne nyde synet af de mange meter der er i forskel på ebbe og flod. Jetboileren kom i brug, for vi trængte til noget varmt, efter de mange timer i sadlen, med regnens trommen på visiret. Heldigvis var der tørvejr de sidste 30-40 km, og vejene var nået at tørre op.

 

Medens vi stod på molen og kiggede på Atlanterhavet, som så ikke var der lige på det tidspunkt, kom Siam Levis. Hun er en frisk dame, som var ude og lufte sin hund på stranden. Sådan som hun gør stort set hver dag, fortalte hun. Jeg tilbød hende en kop kaffe eller te, da hun kom forbi os. Hun afslog tilbuddet om noget varmt, men stoppede op og så gik snakken. Vi fik en lang histore om at Siam bl.a. havde været med til EM i hestevognskørsel. At hun stadig har edn hest, som hun vandt så mange flotte førstepladser med. Men at hun ikke er helt så aktiv som tidligere.

 

Efter snakken med Mrs. Levis, fortsatte vi mod en campingplads, vi fandt på Gerda. Pladsen hedder "Fishguard Sea Camping" og kan absolut anbefales. Pladsen var fuldt booket, men Mrs. Vicky Lloyd havde én plads bag velfærdshuset, kun adskilt af vandet af en meget stejl klippe og noget buskads. Hvis vi ville tage til takke med den, kunne vi få noget discount, i forhold til normalpris for teltslagning. Fint med os, herligt for at sige det som det var.

Vi var meget tilfredse med pladsen. At Atlanterhavets vinden rev og sled i vores Redverz teltdug, tog lidt af hyggen. Glade og tilfredse kunne vi konstatere at selv de kraftigste blæs, de pust som tilsyneladende havde haft et kæmpe tilløb, kun fik teltet til at neje og én lynlås til at glide op! Heldigvis skete der ikke noget ved at vinden fik adgang til det indre rum i Redverz'en, pløkke og barduner holdt stand.

 

Vi roste pladsen og opholdet så meget, at Mrs. Vicky Lloyd mente vi havde fortjent et dejligt "takk for denne gang - kom endleig igen"-knus.

Turen over Sct. Georges Kanal var fin. Jeg var en smule lækkersøvning, og fik en lur, så jeg var helt klar da vi nåede til Rosslare Harbour, på Irlands sydvestkyst. .

Med mig som stifinder er det næsten 100% sikkert der fra tid til anden kommer en sektion, hvor der indgår "kørsel på ikke asfalteret vej"! Såldes også på denne vores første rute i det Irske landskab.

 

Vi havde valgt at ferieturen skulle være en tur clockwise rundt langs Irland og Skotlands kyster, altså vestkyster. Derfor var det meget passende at starte i syd, Rosslare og bare fortsætte langs kysten. Som planlagt, så gjort. Karakteristisk for de lande der benytter venstre-kørsel, er skilte med oplysning om netop denne trafikale forordning. Skiltene står ved færger og attraktioner, hvilket jo er fint. Vi har ved flere lejligheder kørt forkert, især når vi er startet fra kortere eller længere ophold ude på de smalle og lidet trafikerede veje.

Endnu inden vi nåede ned i soveposerne denne skønne aften, hvor teltet var slået op på Ocean Island Camping, lidt øst for Waterford, begyndte naboerne at synge. Vi kunne ikke se familien, som sad bag noget farverigt plastik læskærm med deres bål. Men vi kunne høre dem. Ganske stille sang de flere sange. Som en stille brise flød tonerne over mod vort telt, så vi kunne falde i søvn til vemodige irske folkesange. Dejligt.

 

Pladsen var ikke noget at råbe hurra for. Der var langt til toiletterne. Udsigten var begrænset af kæmpe glasfiber husvogne på små hjul samt grantræer. Stedet indbød ikke til flere dages ophold, hvorfor vi næsten morgen pakkede telt og andet gear tilbage på cyklerne, og fortsatte turen mod vest.

Flere steder på parkeringspladser langs de større veje, så vi mobile "pølsevogne" og grillbarer! Teksterne på vognene var forskellige. Alt efter hvad der blev solgt fra vognene, tænker jeg. Via det indbyggede samtaleanlæg i vores Schuberth hjelme, diskuterede vi flere gange om vi skulle lave et stop og undersøge om maden i disse boder, var ok. Almindelig nysgerrighed blandet med en spontan opstået sult, afgjorde at vi standsede ved en sådan vejbod, for at spise frokost.

 

Maden vi fik var go. Rummet hyggeligt, Boden var indrettet i en trailer, som engang havde slidt asfalten på landevejene, men nu stod pensioneret på en plads, og var indrettet til salgsvogn for "Fish & Chips" og meget andet godt. Rummet var pyntet med forskellige klenodier, gamle reklamer og tabte/fundte bilgenstande. Atmosfære, hygge og nostalgi blandet i en dunst af grillet kartoffel og svin.

 

Broer bygget af sten og klipper, samt færger af jern, hjalp os tørskoede over floder, åer, bække og hav.

Irland er en grønne ø. Nuancer i grøn varierer enormt. Det grønne fornadrer sig med lyset. sammen med enormt mange andre farver. Ikke mindst langs vejene, hvor hegn og stendiger slynger sig langs asfaltens kanter.

Mange steder kan man ikke se landskabet, fordi hegn og diger er så høje, at øjnene ikke kan se hen over disse.

 

Inden afrejsen hjemmefra havde vi fundet nogle steder vi ønskede at besøge. Men vi havde også aftalt der skulle være mulighed for, at gøre stop hvis noget for os ukendt, dukkede op og så spændende ud. Dromberg Stone Circle var et af de steder.

Om Dromberg Stone Circle hedder det blandt andet, at stedet var "Druidernes alter" og begravelsesplads.

 

Denne, vores 7 dag undervejs, slog vi teltet op på en skøn plads, kun et par motorcykellængder fra kysten. Stedet hedder Eagle Point Camping og ligger tæt på Bantry. På den plads kunne vi sagtens have tilbragt et par dage, men "Ring of Beara" og lidt mere mod nord, "Ring of Kerry" trak så meget i os, at vi kun blev én dag. Vi kunne vælge at køre de to ruter og vende tilbage til pladsen, men det ville være "spild af tid" og udelukkende give ekstra kilometer at køre. På Irland er der så mange skønne campingpladser, at vi sagtens ville kunne finde et andet skønt sted at campere næste nat.

Men "Pi... ærgerligt" kom tåge og regn til os, netop dag 8, hvor vi skulle køre "Ring of Beara" og "Ring of Kerry". Forud havde vi glædet os rigtig meget til se de flotte udsigter, som begge disse "Rings" er så berømte for.

Fru Nielsen børstede tænder i strandkanten, medens himlen langsomt skiftede farve. Fra fin blå med spredte skyer, til grå med nyancer over i det mørke. Øv, vi havde en idé om, hvad klokken var slået, hvad der ventede forude!

 

Det gule nederst til højre på første foto fra "Ring of Kerry" er min efterhånden meget brugte og noget slidte regntøj (fra Elka) som ikke er spor tæt mere!

Regnbuer, Havfruer og Prinser på ......... gule motorcykler. Det kan altsammen være godt nok, men når regn, tåg og kulde følges ad i forsøget på at gøre livet til det modsatte af en 'en dans på roser', får man (hvis man er mig) er hurtigt nok af den blanding. Vi snakkede lidt sammen over anlæget, og blev hurtigt enige om, at der sådan set ingen grund var til at køre hele "Ring of Baera", når VejrGuderne i den grad var mod os.

Altså smuttede vi til højre i Adrigole, ad en vej hen over "Hungry Hill Bog", som jeg mener "bakken på midten af halvøen" hedder. Derved skar vi et pænt stort stykke af "Ringen", men når vi nu ikke rigtig kunne se det smukke landskab på grund af tåge og regn der hang over halvøen, og satte sig på visiret,

mente vi ikke der var nogen gode grunde til at lade os gennembløde, blot for at "køre den forud bestemte rute"!

 

Regnen havde tilsyneladende svært ved at komme over bakken, for på den nordlige side af "Hungry Hill Bog" fandt vi tørvejr, omend vejene stadig var våde nogen steder.

Kendere ved "shit happens" men kun de indvidede ved hvad "The ShitStick" er! Min ShitSticken blev luftet ved en stander, som træt efter mange års brug, langsom var ved at lægge sig i ærefrygt for de nye standere med digitaltal, kortbetaling og blyfri benzin. Min støttende skulder kunne ikke ændre noget, så vi fortsatte vores tur, frem mod et "vandfald", som i turistbruchurer var gjort til noget særligt.

Men come on, You wounderful Irish People. Slige klipper hvor noget vand fra bjerge finder vej hen over nogle kanter og fremspring, findes i tusindetal i såvel Sverige som Norge. Sætningen "Far er ikke vred. Far er skuffet" kom farende ind på nethinden.

Efter det knusende nederlag med at se det smukke hav- og landskab langs "Ring of Beara", satte vi vores lid til at "Ring of Kerry" ville yde os retfærdighed, ved at vise sig fra den vejrmæssigt gode side! Men nej. Også langs 'Ring of Kerry' havde VejrGuderne ladet Golfstrømmens varme vande, forvandle luftens vinde til regnfulde skyer og tågede masser, som ikke lod meget varme komme ned til os på de tohjulede. Jeg fik et foto afr skiltet hvor vi drejede ind på selve Ringen, men vi opgav efter få kilometers kørsel.

 

Når motorcyklister mødes på vejene, hilser man på hinanden. Ligesom i mange andre lande. På de Brittiske Øer er det med en løftet venstre nogen gange. Ikke så tit, vil jeg mene. Oftest hilser man på andre mc-ister ved et nik med hjelmen! Sådan et nik kan være svært at opfatte, idet man jo samtidig med selv skal nikke, og derved har øjnene fokuseret på noget andet (ingenting, man ser nedad det korte øjeblik nikket varer). Så er det immervæk mere "festlig" og, vil jeg mene, velment og venligt når hilser med venstre hånd eller arm.

 

De brittiske fotovogne er let genkendelige! Vi så flere og jeg fik fotograferet én, som stod opstillet ved en skole!

Med betænkelige miner kørte vi sidst på eftermiddagen mod en campingplads, min Garmin havde "på lager". Nu var det ikke første gang Gerda P. Svendsen blev spurgt om overnatningsmulighder. Og det ville ikke være første gang Gerda P.S. ikke havde fået ordentlig besked med hjemmefra, hvis pladsen ikke fandtes. Derfor var det med nogen skepsis vi fulgte vejen gennem den ene lille landsby til den næste endnu mindre bebyggelse, for til sidst at ende langt ude på landet hvor der kun var marker og skov. Både korn- og majsmarkerne stod med sprøde aks og flotte stængler, og lignede præcist sådanne marker, enhver bonde gerne vil se inden høsten. Skoven kunne vi ikke se for bare træer. Men vi fik opfattelsen af, den måtte være stor!

Ifølge Gerda P.S. skulle vi komme til Curragh Chase Caravan And Camping Park, hvis vi fulgte den tråd af små og smalle veje hun viste på sin skærm. Ruten så - som allerede nævnt - betænkelig ud! Hvem kunne dog finde på etablere en campingplads så langt fra alting? Men, da vi kom til en bom tværs over vejen, hvor der både var et lille billethus, samt et stort skilt omhandlende et sted der hed Curragh Chase Caravan And Camping Park, måtte den jo være go nok!

Ved automaten, som skulle fodres med 5 £ inden den lod nogen slippe forbi, fandt jeg et telefonnummer som ifølge den håndskrevne meddelelse, ville bringe enhver der tastede de mange tal på sin telefon, i forbindelse med lejrchefen. Jeg ringede fra mobilen, idet det jo ville være spild af penge, hvis vi betalte for at komme ind, og der enten ikke var åbent, måske der slet ikke var en camping plads, eller måske der var fuldt belagt.

En venlig herrestemme svarede på mit opkald. Jo, der var plads til vores telt. Hvis det var muligt for os, skulle vi køre forbi bommen, for campingfatter kunne ikke ændre på bompengene og ej heller åbne for os! Vi mente sagtens vi kunne komme forbi bommen, så det gjorde vi! Efter en flot, et par kilometer lang tur gennem skoven, kom vi til en lysning, hvor der var mange telte og enkelte camping- og mobilhomes, samt en bygning med reception og cafe. Lejrchefen kom og tog venlig imod os, og snart var vi booket ind. Vi måtte selv finde en plads, men campingfatter viste os hen, hvor han mente vi ville få den bedste af dem der var tilbage. Flink mand.

Vi lod et par dybtfølte suk følge i kølvandet på det glas vin vi drak, medens vi hjalp hinanden med at få lejren etableret. Dagen havde været en skuffelse, idet vi havde set frem til nogle fantastisk flotte veje langs Atlanterhavets kyst og Irlands klippefyldte strande. I stedet havde vi måtte give op overfor tåge og regn. Det var bestemt ikke det vi havde kørt godt et par tusinde kilometer for! Øv og ærgerligt, men umuligt at gøre noget ved.

 

Som om det ikke var rigeligt, sendte de samme "Herrer over Vejret" en mindre regnbyge og en blæsende vind ned på os, medens vi lavede vores nattelogi klar. Øv for en frustrerende oplevelse at krydse klinge med Irlands VejrGuder.

 

Næste morgen skinnede solen for at lade os vide, at "regnen i går kun var for sjov"! Ok, med sådan et fint vejr er det nemt at tilgive. Altså pakkede vi vores grej ned. Fik atter plads til alt på motorcyklerne og fortsatte vores tur fuld af optimisme. Vi var på vej til "Cliffs of Moher".

 

Ved stien op mod klippekanten på Cliffs of Moher, ligger en række souvenir butikker. I en af disse så vi manden med cyklen! Vi kunne ikke høre hvad diskussionen gik på, men mon ikke kioskdamen har brokket sig over manden tog sin cykel med ind i det lille rum?

I mine notater hedder det, citat: "Heldigvis nåede vi ud på Cliffs of Moher" inden den dis og tåge vi så klipperne forsvinde i, blev til tættte dråber, der fandt ind overalt. Våde og lidt kolde fortsatte vi mod nord, til vi fandt et B&B. Vi var ikke i humør til at sove i telt, uanset regnen var stoppet igen. Blæsten spillede stadig fodbold nemlig stadig med tomme plastflasker og andet løst materiale".

Ude ved klippekanten, mødte vi igen et fransk par, som vi tidligere havde snakket lidt med. Ved dette nye møde, havde jeg min "ShitStick" med, og jeg fortalte parret om sticken og anvendelsen af samme. Parret grinede af min fortællling, men da jeg, efter en meget udførlig indføring i anvendelsen, stak ShitSticken op foran den franske kvindes næse, for hun forskrækket tilbage med et meget hæsligt udtryk i øjnene!

 

Bilen minder mig meget om de mange spartansk indrettede men meget brugte varevogne med lignende grafittibemaling, jeg så mange af disse bemalede lig tilbage i 2008, hvor jeg var i Australien. Dernede kunne unge (alle, men det var kun unge med go tid og lyst til udfordringer, der turde begive sig ud i sådanne biler). Om bilen på billedet er en udlejningsbil eller ved jeg ikke, men sjovt var det at se den!

 

Nogle kilometer nord for Sligo, i byen Magheracar, lige ud til Atlanterhavsvejen, bookede vi et værelse i et grønt hus, hvor en venlig dame havde indrettet et B&B. Indretningen var noget speciel. Om det var karekteristisk for Irland, ved jeg ikke. Morsomt var det ihvertfald.

 

I opholdsstuen var der så tæt besat med store lænestole og små borde, at der knap var plads til at komme rundt. I morgenmadsrummet, indrettet i en udestue, var vindueskarmen hjemsted for en samling store dukker i nationaldrager. Nogle af dukkerne manglede øjnene, andre var meget falmede og andre igen kunne knap holde sig stående på grund af de var mørnede. Undervejs ind i morgenmadsrummet, skulle vi forbi soveværelsesdøren, som stod pivåben, og afslørede uredte senge og store bunker af (sikkert brugt) tøj og andet "skrammel".

Men gæstfriheden og hjælpsomheden var stor. Vi vaskede tøj i hånden, og B&B-Mutter tilbød at tørre tøjet i tumbler, endda U/B.

"Husk at skrive om betjenten", mindede fru Nielsen om ude fra bruseren, da hun gættede jeg sad og skrev notater. Ja, klart, han skal huskes. Desværre fik vi ikke lejlighed til at snakke med ham, men måske det var godt det samme. Historien er, at vi var på vej mod "Giants Causeway", Betjenten kom imod os på sin motorcykel. Længe inden vi "mødtes" hævede han venstre arm til en hilsen. Jeg hilste naturligvis igen, og det var kun lige inden han var forsvundet bag os, det rigtig gik op for mig, at det var altså en motorcykelbetjent, der havde løftet sin venstre for at hilse på os, hans "mc-kollegaer". Det var rigtig fint at opleve.

 

Over en ganske almindelig dansk bøf, hjemme i Danmark, engang i løbet af vinteren 2015-'16, snakkede vi ferietur. Snakken var om hvad vi gerne ville, når vi nåede Irland. Én af de oplevelser vi ville ha med hjem, var smagen af rigtig "Irsk stuvning".

På en restaurant i Magheracar bestilte og fik vi den ret, som vi mener er irrernes nationalret. Suppen så godt ud. Den smagte godt, men det var ikke den originale gamle opskrift, var vi meget sikre på. Der var bladselleri i retten, og det mener jeg må være noget nyere noget! Men uanset hvilke ingredienser der var i suppen, smagte den herligt.

Ovenstående foto er lige så kedeligt, som det næste punkt handler om, viste sig at være. Bregagh Road hed vejen, hvor et flot sceneri skulle udfolde sig for vore øjne. Endnu en gang blev jeg skuffet. Kan du gætte hvad det er der foregår på Bregagh Road?

 

Hvis ikke, må du kigge med i næste afsnit om vores Englands færd. Som en hjælp kan jeg fortælle det er et sted hvor et filmselskab har optaget vigtige scener til en meget kendt filmserie!