En tur rundt i Norge på motorcykel er altid godt

Også selv om det regnede de fem af de syv dage.
Bare selskabet er godt, hovedet er koldt, tæerne varme og humøret er højt.

Men indrømmet, når det regner i Norge, så er det tit sådan at man mærker det. Endda ofte helt ind på huden. Selv det bedste regntøj eller motorcykeldress må give fortabt overfor de mængder himlens Guder lader øse ned over dig, medens du sidder på din motorcykel og prøver at nyde det smukke og meget foranderlige landskab, du kører igennem.
Men, som allerede noteret, når du er i godt selskab, holder hovedet koldt, tæerne varme og finder de positive tanker bag de blygrå skyer, så er Norges land et fantastisk sted, også når landet er vådt.

Terrassen på Bornes Campings hytte nr. 4, ligner den er glat som nyfrosset is. Det er dog vand. På hjelmens visir, til venstre i billedet, er dråberne fra regnen udenfor tydelig markeret. At Lars, min rejsefælle på turen, står i regnen og leder i sin topboks, kan anes i og med at der er meget diset derude. Så jeg tænker du er overbevist om, at da vi kørte i land fra Color Lines færge i Kristiansand en skøn mandag i juni, blev noget af det 'skønne' ved Norge, gemt bag et tæppe af vand. 
   Allerede ombord på færgen blev vi overbeviste om, at vi skulle forberede os på regn, når vi kørte fra færgen. Rigtig mange af de andre motorcyklister trak i regntøjet, da vi fik lov at gå ned til motorcyklerne. Det gjorde vi ikke, for vi 'tror' på vores motorcykeldress er vandtæt. Det er det for så vidt også. I hvert fald til en vis grænse

På turen frem til Bornes Camping, som ligger ud til  rute 9 kort efter Hægeland, var der én hændelse som vi grinte en del af. Bagefter, altså. Det kunne have været farligt, opdagede vi undervejs.
   Situationen var den, at der på rute 9 var et vejarbejde! Eller faktisk mange, men lige netop den jeg vil fortælle om, var noget særligt,. Det særlige var ikke den lange kø. Et skilt fortalte at ventetiden kunne være op til en halv time. Det gav jo så forklaring på hvorfor køen af biler var så lang.
   Vi stoppede bagerst, og kiggede på hinanden! Jeg husker Lars spurgte: "Skal vi lave den frække?". Jeg behøvede bare at nikke, for jeg vidste godt hvad han mente. Så altså, vi listede stille ud af køen og trillede forbi alle biler. Og der var mange. Men fremme ved forreste bil holdt et par andre motorcyklister, så jeg tænkte at der nok var andre end  os, der var trillet forbi rækken af ventende bobiler, last- og varevogne samt almindelige personbiler.
   Lige da Lars skulle til at standse sin motorcykel foran mig, skiftede lyset på trafikstanderen fra rødt til grønt, og Lars fortsatte sin kørsel. En regntøjsbeklædt vejarbejder med et skilt i hånden, udførte det internationalt kendte håndtegn til, at vi skulle "sænke hastigheden"! Nå ja, tænkte vi begge, der er nok meget ujævnt, grus, opkørt vejbane eller lignende. Vi satte hastigheden ned og fortsatte, og kiggede ikke i bakspejlet for at se om køen fulgte efter os.
   Men, trafikkøen fulgte ikke efter os!
   Et stykke fremme, efter et par sving, så vi hvorfor vejen var spærret. Vejen kunne ikke forceres, fordi der lå en kæmpe stak fjeld på vejen. De havde sprængt noget af fjeldet, for at kunne udvide vejen, og alle klippestykker lå og spærrede for trafik. Heldigvis var sprængningen overstået da vi nåede frem, og et par mænd i meget store maskiner var i gang med at fjerne det bortsprængte fra vejen. De var ikke tilfredse med vores tilstedeværelse. Derom var der ingen tvivl! De rystede på hovedet og dyttede i hornene, så der var masser af musik, da vi efter en kort ventetid, fik "lov" at køre forbi!

   Heldet var med os, og lykken stod os to kække mcister bi, så vi fik hverken skrammer eller bøder!

Et par mørke øl blandet med et par kopper rødvin

Idéen til denne tur til Norge på motorcyklerne, opstod en lørdag aften over aftensmaden. Lars var kommet til Kvong på besøg, og det skulle da fejres med lidt godt mad og en mørk øl, som blev spædet op med et par kopper rødvin. Lars havde meget at fortælle, det var nogen tid siden vi sidst havde været sammen, og jeg var klar med lyttelapperne slået ud. Selv havde jeg også oplevet lidt af hvert, som Lars skulle opdateres på. Lars havde endnu en gang han været en tur over Atlanten, så der var spændende nyt fra både Syd- og Nordamerika.

   Ud på aftenen kom samtalen ind på at vi begge mente vi havde en motorcykeltur 'til gode'. At vi var lidt i underskud, og at vi havde stor lyst til at ændre på det regnskab. For os lå det lige for, at sådan et ønske om en spontan tur, sagtens kunne udmøntes i en udflugt til Norge. 
   At jeg gerne kører tur i Norge, tror jeg alle vil kunne overbevise sig selv om, ved at kigge i menuen her på siden. Der er mange reportager om mine ture til Norge. Og at Lars er med på sådanne spontane rejser, ved alle der kender ham. Både Lars og jeg holder af Norge, og da der kun er 4 timers kørsel fra Kvong til færgen i Hirtshals, er en udflugt til Norge ikke noget at snakke længe om.
   Så altså, et sted mellem den gode mad Jeanne, min skønne hustru, fremtryllede, det smagfulde sorte øl og de røde dråber fra en boks med Lindemann, blev det besluttet af Lars og jeg mandag skulle mødes i Tversted og sammen køre til færgen for at sejle til Norge og køre den tur, vi begge syntes vi trængte til.
   Lars og jeg har været deroppe sammen et par gange tidligere, dog ikke alene, for i juli 2024 var vi på tur med vores kærester. På den tur var Vejr Guderne meget venligt stemte. 4 år tidligere var vi også på udflugt til Norge. Dengang sammen med vores fælles ven, Flemming.

Ind imellem bygerne, som kunne vare timer, var det opholdsvejr. Men for min gode ven, var der ikke synderligt stor forskel på, om det regnede, eller ej.
   Lars havde glemt sin motorcykelstøvler i Colombia, eller i København, eller et andet sted. Derfor var hans fødder ikke klædt rigtig godt på til regn. Jeg tror faktisk ikke Lars havde tørre fødder på noget tidspunkt på denne tur. Eller jo, når han sov! Men, der havde han helle ikke fodtøj på.
   Jeg kommenterede det flere gange, men Lars slog det hen, og påstod det ikke var noget særligt, og at han ikke frøs tæerne. Men kig lige på billederne. Der var altså sne på fjeldenes sider. Ofte lå tågen tung over landskabet. Der var bestemt ikke meget sommer over de dage. Derfor var der også længe mellem skoene nåede at blive tørre, inden de på ny blev udsat for mere regn.

En tunnel er go at krybe i ly i. Og når vejarbejderen, som skulle stoppe, regulere og køre følgebil, var meget snaksagelig, blev det 30 minutter lange ophold ved tunnellens start, til en fin oplevelse.

I mine optegnelser nævner jeg at mit KLIM tøj holdt mig pænt tørt, trods det meget regn. Jeg havde regntøj med, men tog det aldrig på. Og KLIM tøjet gjorde sit arbejde med at holde mig tør, hvilket egentlig forbavsede mig, fordi det tidligere ikke har kunnet opfylde det krav. Men jeg har også vasket det "efter alle regler og gode råd", så måske det endelig er lykkedes mig at gøre noget rigtigt med tøjet?
   Desværre havde jeg glemt at smøre mine støvler, så mine strømper og tæer blev våde, men heldigvis ikke særlig meget, så det gik faktisk fint.
   Jeg har også noteret at turen nordpå ad "9'eren" fra Kristiansand var fin, og bød på overraskende mange skønne landskaber, heraf flere med sne på fjeldene. Min tanke var at der må have været meget snevejr i Norge sidste vinter, for overalt var der mange steder med små eller større vandløb, som strømmede og sprøjtede vand ud over klipper, mos og vejbaner. 
   Der var mange steder hvor jeg havde lyst til at standse motorcyklen og nyde det storslåede og indbydende landskab, men vejret gjorde, at den lyst hurtigt forsvandt.

For jeg ved ikke hvilken gang, valgte vi at turen skulle gå hen over Aurlandsfjeldet, i stedet for at køre gennem verdens længste tunnel, Lærdalstunnelen. Turen over fjeldet er smuk, varieret og giver et helt fantastisk godt indtryk af hvad Norges Fjelde kan byde på.
Som også tidligere gjorde vi stop ved udsigtespunktet Stegasten, men jeg valgte at lave et billede af den trængsel der var 'broen' for at komme ud og nyde synet over fjorden og de omkringliggende fjelde, i stedet for at bevæge mig ud og blande mig i vrimlen af især mange kinesisk eller japansk udseende turister. 

Min hobby med at fotografere min ture, er en relation, måske en 'efterbyrd' til mit tidligere liv som pressefotograf. Jeg knoklede mig frem som ikke-uddannet fotograf til blive accepteret og fik stilling som pressefotograf på et Dagbladet Ringsted, hvortil jeg blev hentet fra et job på Sydkysten, Greve. Jobbet på Sydkysten fik jeg uendelig meget lyst til og behov for, da jeg forelskede mig i min første hustru, som var i lære på et stort hotel i det indre København. Jeg boede og arbejdede ud fra Ribe da jeg mødte hende, og vores fællesønske om at bo sammen, endte med at jeg søgte, og fik stilling som pressefotograf i Greve.

Nu, mange år senere, har jeg stadig et professionelt kamera, og 'leder' fortsat efter motiver, som jeg nu bruger og udgiver her på mit websted, som på FB og et andet websted, MiniPrimiCamp.dk, hvor jeg laver billeder fra den lejrplads vi, min nuværende kone og jeg, har bygget vores store have om til.
   Her følger lidt om teknikken bag og følgerne af at lave billeder undervejs.
   Når jeg laver billeder fra min ture i ind- og udland på motorcykel, foregår det meget med at skyde motiver undervejs. Med håndholdt kamera laver jeg billeder af land- og byskaber, situationer og opstillinger, jeg finder og knipser, medens den store tocylindrede motor på min BMW R1200GS brummer under mig. Det SKAL MAN ABSOLUT IKKE GØRE, men jeg er uhelbredeligt ramt af netop denne måde at 'lave billeder' på, men da det er pænt farligt, vil jeg på det kraftigste anbefale man ikke gør som jeg gør. Mellem dig, min kære Læser og mig selv, kan jeg fortælle at jeg faktisk flere gange er kørt ud i rabatten og et par gange endt i en grøft, eller på en mark, så lad være. Du kan skade dig selv og din motorcykel meget ved at lave sådanne billeder.

Måske du har bemærket en tråd der er i mine billeder? Jeg stiller krav til de fotos jeg viser på mine websider. Første krav er, at alle billeder produceres i formatet 9:16. Det er et lodret billede og video format, som anvendes internationalt. Dernæst skal billedet have en relation til motorcykel. På langt de fleste af mine billeder er der en motorcykel med i motivet. Eller en person, som relaterer til historien. I sjældne tilfælde viser jeg billeder uden nævnte ingredienser, men som i stedet har tæt relation til selve turens indhold eller subsistans.

Nedenstående foto er en situation som er fanget i øjeblikket. En nordmand (?) hilser på os turister, medens fårene i skoven bag indhegningen kigger forundret mod larmen fra motorcyklen. Det er svært at se, men manden i den orange jakke sidder og ryger en cigaret. Min tanke er at han holder pause i et arbejde. Måske han er igang med at reparere en låge til indhegningen?
Billedet har relevans for mig og min reportage, fordi han er "en lokal" som jeg får et øjebliks opmærksomhed fra. Han er lokal, imødekommende og venligtsindet mod mig, som er den indtrængende turist, som Norge har så enormt mange af. Vi har et øjebliks positiv relation, som jeg sætter stor pris på. Jeg er overbevist om, at jeg ville blive mødt med et smil og hjælpsomhed, hvis jeg stoppede op og for eksempel spurgte om vej til nærmeste tankstation eller købmand. Jeg fik opbygget en relation i løbet af den knappe tid det tog mig at opdage manden, hilse og lave et billede, inden jeg var videre.

Næste foto er et landskabs foto af en vej, en fjeldside og en motorcykel. Min ven Lars førte an og vejens forløb ses tydeligt. Vi cruiser på en smal vej igennem et skovområde i et kuperet terræn, med høj kantsten mod dybet til højre, som - hvilket ikke kan ses - giver indtryk af der måske er en lille elv nedenfor til venstre, og at fjeldet vokser mod himlen på den anden side af vandløbet.

Samme område, blot lidt længere mod nord, kørte vi ned fra fjeldet, og fik hjælp til de bratte fald i terænnet, af hårnålesving på vejen. Der lykkedes det mig - ved forudseenhed - at skab et billede af min ven lige efter selve det skarpeste hjørne af hårnålesvinget. Jeg stoppede motorcyklen (på den hårde måde) ved skyndsomst at finde andet gear, trække hårdt i håndbremsen og lade være at koble ud, således at motoren gik i stå i gearet. Derved undgik jeg at skulle træde på bremsen med højre og holde balancen med venstre ben. Jeg kunne sætte begge ben på jorden, og vide at motorcyklen ikke ville rulle videre under mig, fordi den stod i gear. Jeg fik den nødvendige ro til at komponere mit foto, og var klar da Lars kom ud af svinget.

En af mine venner siger tit: "Skal du have et profilbillede der du'er, tag Peter med på tur"!
Det han mener er, at jeg næsten altid laver billeder der viser turen fra en anden side, end lige den de fleste finder på. Jeg siger: "Tak - " og tror det er et kompliment!!! 

Billedteksten på billedet herunder, kunne være: Find Holger!

   Jeg kom foran, søgte og fandt et sted hvorfra jeg kunne lave et landskabsbillede med motorcylist!

Et lille nedløb fra fjeldet, bliver til en brusende væg af 'hvidt' vand, når det skummende finder vej over, under og udenom klipper, væltede træer og løse grene, som det river med sig ned over fjledsiden.

   Larmen fra det brusende vand blev væk under hjelmens beskyttende ydre og motorens taktfaste stempelslag. Men synet kunne jeg nyde medens jeg fulgte efter min ven.

Benzinen i tanken, forsvinder stille og roligt. Det viser måleren, men hvem bekymrer sig om det, når man som os, futter rundt i Norge. Her er så tilpas kort afstand til benzintanke, at det er helt ok hvis benzinmåleren viser der kun er 47 km tilbage til den er tom.
   Der kommer helt sikkert et sted vi kan tanke, så ingen grund til grumme tanker om et uønsket stop på grund af mangel på brændstof til motoren.
   I stedet er der rigeligt med grunde til at kigge op og frem. Afpas hastigheden så der er rigelig med tid til både at køre sikkert og nyde hvide skyer på blå himmel, over fjelde hvor mos vokser tykt, træer klamrer sig til sprækker med rødder så stærke, at selv kraftige vinde ikke får stammerne til at vælte, og små bække søger ned til strømmene i de halvtomme elve, der snor sige gennem grønne dale, hvor foder til bondens dyr, vokser frodigt.

Sådan en udsigt, når man har kørt gennem tætte fjelde eller åbne vidder, det er for mig en stor glæde og jeg har kæmpe fornøjelse af at nyde fjeldene, der rager op, vandet der klukker langs den fine asfalterede vej.

Norge er ikke kun snoede veje gennem høje fjelde, men også mørke tunneller gennem de samme fjelde. Nedenfor har jeg fanget Lars, lige inden han kører ind i mørket. Jeg husker ikke om der var lys i denne tunnel, men der er mange som ikke er oplyste. I sådanne sluger mørket hurtigt den 'smule' lys der kommer fra BMWens forlygte.

Norge, eller helt korrekt, Vestlandet, er også fjorde, indsøer, færger og broer i massevis.
Efter vi havde fulgt rute 63 langs Djupvatnet en kilometers vej, gjorde vi et stop for at Lars kunne lave et foto af det dunkel blå vand, hvor isen stadig ikke var helt smeltet. Ingen af os havde lyst til at taget et bad.

På denne tur havde vi også telt, soveposer og liggeunderlag med. Desværre var min "drybag" ikke "dry", altså ikke tæt. Øv, min sovepose blev våd. Jeg opdagede den våde pose, da vi skulle overnatte i en hytte. Gode råd var dyre, men jeg klarede natten ved at bruge det sovetæppe der var i hytten, velvidende at jeg ikke anede spor om, hvem der havde brugt den sidst, uden betræk, vel at bemærke.
   Soveposen fik lov at hænge i et vaskerum med tørretumbler (der kørte med en anden campinggæsts nyvaskede tøj) en hel nat, og var tør næste morgen. 
   Derfor var den tør og igen klar til brug, da vi valgte at køre ind på "Dalen Gård, camping & hytter" ved rute 63, kort før Geiranger. Vejret var smukt, og valget om at finde teltet frem fra bagagen, stille det op og kravle ned i poserne, da vi ud på aftenen nåede det punkt, hvor vi ville sove, var ikke svær at tage. De havde nemlig ingen frie hytter.
   Omgivet af grønne skove, med kig til sne på fjeldvægge over trægrænsen og en synkende sol, som hurtigt gemte sig bag det stenede fjeld, hyggede vi os i læ af motorcyklerne. Så vidt jeg husker havde vi lidt vin tilbage, som vi nød medens verdens situationen endnu en gang måtte holde for, og lytte til vores gode råd. 

Efter en fin nat tæt på Geiranger, pakkede vi vores HabenGut sammen, sagde pænt farvel i receptionen og kørte retur til rute 63 ad den eneste grusede vej vi lod dækkene smage på denne tur. Grusvejen var ikke lang, men det tæller altsammen.

Turistmagneten Geiranger blev hurtigt overstået. Vi manøvrerede forsigtigt gennem den enorme trængsel der var. Ude på vandet lå en kæmpe cruiser, hvorfra gæster blev sejlet i land for at købe norske håndarbejder.

   Vi har begge været i Geiranger tidligere. Vi var enige om at der sikkert ikke var noget nyt vi havde behov for at se eller vide, ligesom vi ikke havde intentioner om at købe en souvenir, hvorfor vi ikke havde behov for at standse og blande os i mylderet af gæster fra krydstogtskibe. I stedet valgte vi at stoppe op på en lille plads kort inden nedkørslen til Geiranger for alvor begynder. Der fik vi lavet billeder af fjorden med motorcyklerne i forgrunden. Fint, så har vi været der........... igen igen!

En rød og en gul R1200GS. Den røde er fra 2004, den gule er årgang 2005.

Forhindringsløbet gennem Geianger forløb uden påkørsler af folk, fæ eller biler. 
Der er ikke mange veje at vælge mellem, når man skal køre væk fra Geianger. Man kan vælge rute 63 eller man kan vælge Ørnevegen. Det er den samme. Vi valgte at køre morgenkøreturen over Ørenvegen, hvor vi kunne nyde den kæmpe fine udsigt over fjorden, når vi ellers kunne få øjnene væk fra trafikken, som bestod af mange hus- og bobiler. Heldigvis er motorcykler gode til at sno sig, ligesom de er rigtig gode til acceleration. 

Jeg husker ikke hvor mange gange jeg har besøgt og kørt på Trollstigen. Men det er ikke nok med de fem fingre på én hånd. Og hver gang - tror jeg - har der været mange andre der også har fået samme gode idé. 
    Når man er i området, er Ålesund et besøg værd. Vi var ikke specielt heldige med vejret, men vi fandt en campingplads med ledig hytte til en overkommelig pris, Volsdalen Camping. Og heldet fortsatte med tørt vej længe nok til vi kunne gå lidt op mod byen og handle ind til aftensmad. Maden blev tilberedt i campingpladsens køkken, hvor der var et kæmpe udvalg af såvel tallerkner, bestik, kopper, gryder, pander og værktøj til at bruge i gryderne! 

Vejrudsigten bragte ikke meldinger om bedre kørevejr, så vi besluttede at køre hjemad. Nu havde vi været afsted i 5 dage, hvor den overvejende vejrmelding oplyste om regn. Vi havde fået nok, ligesom vi reelt helt fra begyndelsen af turen, ikke havde lagt os fast på et antal dage, så vi var totalt frie til at lave alle de planer vi havde, ligesom vi kunne ændre i alle de planer vi ønskede og fandt nødvendige.

På vej mod Ålesund truede de mørke skyer med mængder af vand. Ikke lige den udsigt vi ønskede.

Vi havde en hyggelig aften, som altid. Snakken falder os let. Der er masser at berette om når man ikke lige ses hver dag.

Efter en rolig nat med flere korte opvågninger på grund af heftig regn, bandt vi vores sager på motorcyklerne, og kørte retur mod syd. Nu fulgte vi samme vej retur mod Åndalsnes, for hurtigt at komme ud på og køre ad E6'erren mod syd.
   Ingen af os er særligt vilde med at køre på "de store veje". Dels er der mange andre bilister, herunder selvfølgelig mange lastbiler. Men de store veje ejer ikke den charme de små har. Når jeg kører i Norge frydes jeg over hvordan nordmænnerne gang på gang bliver nødt til at tage hensyn til hinanden i trafikken. 
   Vejens forløb afgrøes bl.a. af fjorde, søer og ikke mindst klipper. Hvis den lille vej skal føres forbi en 'klippe knold' er det ofte sådan at vejen snævres ind, og dermed er der ikke plads til at to biler kan komme forbi knolden samtidig. Èn af bilerne må holde tilbage for den anden. Om det er økonomiske beregninger der ligger bag eller om det simpelthen er fordi "klippe knolden" kom først (?) det ved jeg ikke. Men jeg synes det er fint. Men de oplevelser får man ikke på de store hovedveje. 
    Hvis man kommer længere mod nord, har jeg oplevet at dyreliv stopper trafikken. Det er især rener, der i små eller større grupper finder på at krydse veje, også de helt store, og så standser trafikken. Men nede i den sydlige del af Norge hvor vi var, er det kun på de mindre veje at en lille gruppe ryttere kan standse trafikken, så de kan komme sikkert over vejen.

Der kan siges og skrives meget om hovedvejene. Både i Norge, Tyskland og Danmark. Men, det går noget raskere at komme fra A til B.  I stedet for hytte blev natten tilbragt på et Best Western Hotel i Eidsvoll. Best Western Hoteller ligge ofte tæt på de store hovedveje, og er derfor nemme at komme til, og væk fra igen.
   Når jeg har overnattet på sådanne hoteller, hvor hovedformålet med hotellet er at tilbyde overnatning til en rejsende, som oftest én nat, så er det ikke altid nemt at finde hjemlig atmosfære, med lun og behagelig, tryg og uformel stemning, der skaber nærvær og afslapning og lyst til at sidde lidt ekstra tid.
   Rummene emmer af forretning. Alt skal gå hurtigt. Rutiner og vaner skal ikke hindres af tunge møbler, kunstfærdigt indrettede rum hvor man skal bruge sekunder på at komme fordi et bord, en stol eller en reol med nips.

For os var det ligeså. Vi skulle bare have en seng, lidt mad og et sted hvor vi kunne nyde et glas rødvin, inden vi skulle under dynen. Over glasset med rødvin snakkede vi om hvordan vi ville komme tilbage til Jylland? Et opslag på færger viste at de hurtigste ville være fra Gøteborg til Frederikshavn, og det blev hurtigt bestemt ved almindeligt flertal, at netop den rute var den vi ville sejle med. Ingen slinger i den vals.

Vi var oven  købet så heldige at vejret var med os. Alle de truende mørke skyer vi kunne se, bredte sig ud i horisonten i modsat retning af hvad vi skulle. Herligt.
   Men men, eg var så uheldig at jeg fik et anfald af hjerteflimmer inden vi skulle afsted. Faktisk havde jeg det ikke rigtig godt, så jeg aftalte med Lars, at han skulle køre forrest, og vise vej, hvilket han ikke havde spor imod. Normalt plejer vi at skiftes til at være stifinder. Nu var det jo ikke den helt store gruppeleder eksamen der skal til for at finde vejen fra Eidsvoll til Gøteborg, men det var 'rigeligt' for mig den morgen.

   Jeg skulle 'kun' følge efter Lars, og medens jeg gjorde det, sad jeg og 'kontrollerede' mit åndedrag. Jeg har lært at mit flimrende hjerte kan finde ro hvis jeg tæller langsomt fra 1 til 4 når jeg trækker vejret ind, og gentager når jeg ånder ud. Den øvelse gjorde jeg mange kilometer den morgen/formiddag, og det hjalp.

Selv om jeg ikke blev decideret frisk, fik jeg det bedre. Regnen udeblev, og og på et tidspunkt var jeg frisk nok til at tage over og køre de sidste kilometer til færgen.
   Om den sidste dag er der ikke meget at berette. Vi havde ingen særlige oplevelser. Motorcyklerne kørte nærmest sig selv. Vi fulgte de store veje. Lidt udenfor Gøteborg havde min GPS en fejl i ruten, men da vejen frem til færgen mod Danmark er rigtig godt skiltet, var der ingen problemer i at finde de rigtige svingbaner.

   Overfarten var dyr, men vi ville hjem. 

   I Frederikshavn tog vi afsked og ønskede hinanden en god afsluttende tur, hvor Lars skulle mod Tversted og jeg mod Kvong. Vi var helt enige om at det havde været en fin tur, og inden det sidste knus og farvel var sagt, huskede vi hinanden på, at vi nu kunne se frem til næste fælles tur!
   Lars og jeg har nemlig planer om at køre en længere tur i efteråret 2026.
   Den tur glæder jeg mig vældig meget til.
   Kæmpe tak til Lars for nogle skønne dage i hans selskab i vores skønne naboland mod nord, Norge.

Til toppen / menu