Direkte link til: Afsnit II Afsnit III Afsnit VI Afsnit V Afsnit VI
Allerede i toget forestillede jeg mig hvordan jeg ganske snart, med min Schuberth E1 hjelm på hovedet, mit Dane Reykholt tøj på kroppen og mine Sidi Adventur 2 støvler på fødderne, skulle sætte mig godt til rette på den bedste motorcykel jeg nogensinde har ejet, min BMW R1200GS årg. 2005, og køre ud af Durban i Sydafrika, af alle steder, ud i et spændende eventyr. Smilede satte jeg mig godt tilrette i sædet og drømte om alle de ting jeg snart skulle opleve i Sydafrikas varme.
Motorcyklen stod allerede i Durban og ventede på mig. Den havde været undervejs mod havnebyen på østkysten af Sydafrika, siden midten af november 2019. Finn Ingemann, FI Motorcykler Sorø, havde hentet såvel motorcykel som sidetasker og topboks, hvor mit tøj, regntøj, værktøj og lign. var pakket sammen med mit motorcykeludstyr. Eftersom alt var pakket og fragtet i container, var jeg også helt sikker på intet forsvandt i lufthavnenes kæmpe bagagehåndteringsmaskiner!
Alt jeg skulle sørge for på udturen var at holde styr på mig selv og min rygsæk, som indeholdt mit kamera, tandbørste og andet rejsegods. Alt andet var jo sendt i forvejen.
Gode råd var nødvendige da jeg skulle bestemme hvilken ”taske” jeg skulle vælge til de pakkenelliker jeg selv skulle slæbe. Jeg kontaktede Bjarke fra Survivalstore.dk for at høre hvad han ville anbefale. Bjarke valgte en Mil-Tec rygsæk til mig, som både kunne rumme dejlig meget, men som også viste sig at være yderst praktisk, idet den har så mange rum, at jeg kunne dele tingene op. Billetter, pas o.lign. samt en bog i én lomme. Toilettaske, rene trusser og t-shirt i en anden. Kamera, pilleæske, ladestik og andre småting i en tredje. I de små yderrum havde jeg lidt snacks. Dertil var rygsækken meget let at åbne, når tolderne ville se indholdet igennem, hvilket skete et par gange. Når vi gik fra ankomsthal til afgangshal, var der ofte meget langt at gå i de forskellige lufthavne, og der var Mil-Tec’en behagelig at have hængende på ryggen.
Sammen med Henrik og Thomas ankom jeg til Durban den første søndag i januar, efter jeg havde glædet mig til turen meget længe. Den tur, der lå foran mig, skulle jeg have kørt allerede januar 2019, men en brækket knogle i venstre fod, satte en kæp i det hjul, 14 dage inden jeg skulle af sted første gang.
Turen med tog fra Esbjerg banegård til Kbh. lufthavn var forholdsvis kedelig. Ganske vist formåede DSB at leve op til deres ry: Ingen vinterkørsel uden problemer. Vinter havde vi ganske vist ikke noget af, men ikke desto mindre blev toget omkring 10-15 minutter forsinket i Esbjerg. Heldigvis var der lidt ventetid, inden det tog jeg skulle med fra Fredericia videre mod øst, skulle afgå. Så jeg nåede det planlagte tog.
Men fra Københavns Hovedbanegård og til lufthavnen var der fejl i signalerne, hvorfor jeg måtte skifte til et S-tog og senere til et Metro-tog, for at komme til Cph. Lufthavn. Jeg havde ikke de rigtige billetter, men jeg tænkte at jeg havde en god forklaring, og desuden havde DSB jo modtaget penge for at fragte mig hele vejen til lufthavnen! Jeg blev ikke kontrolleret, hvilket måske var godt?
Kort efter ankomsten til lufthavnen, spadserede jeg op på første sal. Her mødte jeg Henrik, som de næste 4 uger skulle være min rejsefælle og køremakker.
Al halløjet med at finde de rigtige fly, og finde hen til hvor vi skulle vandre ombord på flyene, overlod jeg til Henrik. Henrik rejser rigtig meget, og er derfor vant til at læse og forstå de mange skilte, der skal til for at rejsende finder deres fly. Altså slappede jeg af og et døgns tid efter afgang fra hjemmet i Kvong, steg jeg ud af flyveren i Durban.
Spændende at starte et eventyr i et helt anderledes land med en væsentlig anderledes kultur. For hurtigt at komme i den rette stemning, og lidt for at slippe for at mærke tørsten nage, bestilte Henrik og jeg en øl på en lille café. Inden vi havde nået at skåle, kom Thomas gående mod vores bord. I hast bestilte han også en øl, og så kunne vi skåle for vores rundrejse i Sydafrika.
Næste punkt var at komme ind til Durban fra King Shaka luftavnen. En opgave som let burde kunne løses, idet lufthavne normalt fungerer som "reder" for et utal af taxi'er. King Shaka lufthaven var ingen undtagelse, men i stedet for taxi-biler, til max 3 eller 4 personer, var p-pladsen nærmest besat af små busser. Vi spurgte en ung mand om busserne kørte til Durban, og fik besked på, at jo, det gjorde de. Altså satte vi os ind, bredte os ud på sæderne og ventede på en chauffør! Men der kom ikke nogen chauffør. Igen fik vi fat på den unge mand, som forklarede, at chaufføren var på vej. Ok, og alt medens vi ventede på chaufføren, kom der flere og flere personer, som satte sig ind i "vores" bus!
Langt om længe kom chaufføren, men han stillede sig op udenfor, og så ventede vi ellers videre. Bussen kørte, da der ikke var flere ledige pladser! Og så gik det ellers også stærkt. Både Henrik og Thomas, og jeg selv, fik - da vi var ankommet til byen - en fornemmelse af at chaufføren var irriteret på os. Han kørte rundt og satte alle af ved deres respektive hoteller, inden han til sidst "fandt" vores hotel, "Gooderson Beach Hotel", og vi fik lov at stige ud.
"Gooderson Beach Hotel" er ikke noget at prale af, men udsigten var spændende. Vi ankom til Durban en søndag, hvor alle, ihvertfald enormt mange, havde fri, skulle man tro efter jeg havde talt alle voksne personer på stranden. Skulle jeg tælle børn med, var tallet blevet helt enormt. Nå, men jeg kiggede på det leben der foregik på promenaden, lige på den anden side af vejen, der hvor Stillehavet lod sine bølger ramme sandet.
Hvis jeg kiggede lige ned på gaden, så jeg et andet sceneri fra søndagslivet i Durban. Uden at snage, kunne jeg følge med i hvad en sort familie spiste til frokost. De havde slået sig ned på fortovet, klods op ad en bil, og nød søndagen, om ikke ved stranden, så dog tæt på! Jeg lavede et foto fra værelset, og senere et fra gaden af samme familie.
Der var - som det første foto viser - rigtig meget at kigge på, for en turist. Så det gjorde jeg. Et andet sted på samme gade, lavede farmand et mobilfoto af sin søndagsklædte familie. Opstillingen var på en "helle" midt på vejen!
Alle blev overvåget af politiet, som i små grupper vandrede rundt, eller stod sammen to og to, og passede på de mange mennesker. Det var meget betryggende, men også lidt uroskabende! Var det virkelig nødvendigt med så meget politi?
Thomas og Erik kunne hurtigt blive enige om, at motorcykelbetjentene i Durban havde et par fine motorcykler til deres rådiged, omend hverkenThomas eller Erik var helt enige med mig, om valget af logo der sad på tanken!
Nysgerrig og interesseret i gademiljøet, drev mig rundt i området, og jeg var jeg ved at glemme fællsesspiningen. Overalt hvor jeg kiggede hen, var der nyt, der fangede mine øjne. Mit første besøg i Sydafrika var overvældende. Fra første skridt ud i den varme sommeraften, var jeg betaget.
Sidst på dagen, var temperaturen dalet en smule, men der var ingen grund til at tage en trøje udenover t-shirten. Straks jeg trådte ud fra værelset, mærkede jeg heden. Inde på hotelværelset sørgede et højlydt hvæsende airconditionanlæg for at holde temperaturen på ca. 20 grader Celsius. Helt anderledes på gangen, for ikke at nævne den hedebølge der ramte, lige uden for hotellets dør. Jeg vænner mig vist aldrig til temperaturer over 25 grader. Da jeg mødte Henrik i receptionen, spurgte han undrende: "Har du ikke været i bad?" Svenden perlede på panden og t-shirten havde fået de første våde markeringer.
Sammen med de øvrige danskere, der havde ladet FI Motorcykler sørge for transport af deres motorcykler til Durban, deltog Henrik, Thomas og jeg i et fælles orienteringsmøde med efterfølgende spisning. Finn Ingemann og Anja redegjorde for hvor vi dagen efter, d.v.s.mandag 6. januar, skulle mødes, for i samlet flok at blive kørt i busser ud til den hal, hvor motorcyklerne stod og ventede. Bagefter hyggede vi os sammen. Jeg - og alle de andre - havde fundet det sprudlende humør frem. Måske hjulpet lidt på vej af et par kolde øl. Alle så vi frem til vi snart skulle sætte os på motorcyklerne og køre den tur rundt i Sydafrika, vi alle havde drømt om hele vinteren.
Mandag kom. Busserne kom. Efter en forrygende tur i venstre side af gaden, nåede busserne ud til industriområdet, hvor vi blev sat af ved PGS South Africa's lagerområde. Gensynsglæden var stor. Alle søgte med øjnene efter sin motorcykel. Ingen blev skuffede. Finn havde fået proppet alle motorcykler ind i de to containere, der havde været i brug for at få de tohjulede fragtet til Durban. Nu stod de linet op på hver deres jernramme, og ventede på at blive sluppet fri.
Hvor var det herligt at gense min skinnende rene Gamle Slæde, spændt op til lir i en jernramme. Den lignede én ekvipage, som bare ventede på at få nøglen puttet i cylinderlåsen og komme ud på eventyr. Snart var alle i gang med at klargøre hver sin.
Temperaturen i lagerhallen var modbydelig høj. Alle vi nordboer, der kom fra en våd og kold januar-vinter i Danmark, svedte nærmest tran, og flere forsøgte at tilpasse tøjmængden på kroppen, til de nye væsentlig højere temperaturer.
I løbet af et par timer var alle motorcykler pakket ud. Tøj, værktøj og andet habengut var fordelt i sidetasker og topbokse. Flere motorcykler brummede lystigt. Ivrig og spændt på turen, gik jeg og omfordelte de ting jeg skulle have med. Nøglen blev drejet om til start. Den lille røde knap fik et nænsomt tryk, og det skete intet!!! What, tænkte jeg, det kan ikke passe. Dødemandsknap og sidestøttekontakt blev kontrolleret. Nyt tryk på startknappen. Stadig ingen respons. Æv, så måtte jeg gå den tunge gang rundt, og høre om der var nogen der havde startkabler og lyst til at hjælpe med strøm.
Hjælp fik jeg omgående. Der var flere der tilbød deres hjælp. Og jeg fik maskinen igang, men den lød mærkelig, og lugtede "brændt". Jeg lod den gå i tomgang, medens jeg ordnede lidt forskelligt. Standsede så igen motoren, og lagde mærke til at håndtag og styr var blevet "varme". I første omgang tænkte jeg - helt uvilkårligt det nok var varmehåndtagene, der var gået i udu. Men selve styret blev mere og mere varmt! Underligt. Jeg konfererede med flere for at høre om nogen havde oplevet noget sådan tidligere. Ingen, heller ikke Finn Ingemann!
Finn mente det kunne være et "generator-problem"! Og han fik ret. Ganske kort fortalt, måtte jeg have starthjælp igen, selv om motoren var en smule varm. Og da den stadig lød "underligt", måtte jeg tage stilling til, hvad jeg ville. Køre og håbe det blev bedre? Eller søge hjælp på et værksted
Gruppen, d.v.s. mine kørefæller, Henrik og Thomas og jeg, holdt rådslagning. Vi blev meget hurtigt enige om, at det ville være det klogeste at søge hjælp på et værksted. Alternativet kunne blive at jeg ville få problemer et sted ude i midten af ingenting, hvor det ville være så meget vanskeligere at få udbedret skaden, hvad den så end var! Uden på nogen måde at foregribe begivenhedernes gang, var det en meget vis beslutning!
En af de venlige og flinke folk fra lagerhallen, firma PGS South Africa, nemlig deres operation manager James Winter, tilbød straks at kontakte SMG Umhlanga Motorrad, et BMW værksted, der lå lidt nord for Durban. Iøvrigt i den rigtige retning i forhold til at vi, efter besøget hos SMG Umhlanga Motorrad, skulle videre mod St. Lucia, hvor der var bestilt overnatning.
Da beslutningen var taget, og SMG Umhlange Motorrad havde sagt de gerne ville hjælpe mig, blev motorcyklen løftet op på ladet af James' lille Chervrolet. Stillet på tværs, kunne den netop stå på det lille lad, men bagsmækken kunne ikke lukkes. Sikke en service. Et var at James fra PGS-lageret insisterede på at han sagtens kunne, og bedyrede han meget gerne ville, køre mig til værkstedet., ca. 30 km fra lageret. Dertil kom, at James, fremme ved BMW værkstedet i Umhlanga, ikke ville høre tale om at jeg gav et kontant bidrag til køreturen, som foregik i hans private bil i arbejdstiden.
Hos SMG Umhlanga Motorrad blev jeg modtaget af Phillip Marx. Philip fik i løbet af den tid det tog at drikke en kop kaffe, konstateret at det var generatoren, som var kaput.
Jeg blev fulgt ind på værkstedet, hvor mekaniker Bob var i fuld gang med maskinen. Min Gamle Slæde stod på liften. Det så alvorligt ud. Jeg forstod ikke alt hvad Phillip forklarede. Men forstod så meget, at det var alvorligt. Generatoren var defekt, som i DEFEKT. Den var revnet, p.g.a. korrosion (æv, den var kun 15 år og 307.000 km gammel), og lejerne var totalt gået i udu!
Phillip Marx gik straks igang med at undersøge hvad han kunne trylle frem. Efter yderligere lidt tid, kom han tilbage til mig. Han smilede, hvilket jeg tog som et godt tegn. Men indledningen var ikke optimistisk: "Vi har ikke sådan en generator på lager" forklarede Phillip Marx. "Men vi har en brugt som sidder i en kundecykel. Hvis du ønsker det, vil jeg kontakte kunden og spørge om vi må "købe" den der sidder i hans cykel, og bygge ind i din cykel"?
Fantastisk service, og jo, helt klart ville jeg gerne afsted og da min cykel jo ikke er ny, så ville det være fint, og iøvrigt helt i tråd med min ånd, at genbruge noget som ikke fejlede noget. Og sådan blev det. Selvfølgelig tog det et par timer, men såvel Thomas som Henrik var enestående og ville gerne vente på mig. Jeg foreslog de kunne køre i forvejen, så ville jeg komme til St. Lucia, når motorcyklen var færdig. Men nej, de ville vente. En disposition jeg var meget glad for.
Næste gang jeg så cyklen, sad Bob med hovedet inde i min strippede cykel. Det var en større operation. På bordet bag Bob, kan du se generatoren. Du kan også scrolle lidt længere ned, så kan du se den i nærbillede. Sådan ser en godt brugt, d.v.s. en generator der har kørt 307.200 km ud:
Kl. 17, lige inden butikken lukkede, og ca. en time efter værkstedet havde lukket, kom Bob smilende over hele hovedet, kørende på min Gamle Slæde op til indgangen, for at aflevere cyklen. Nøj hvor var jeg glad for at se den igen, og jeg kan fortælle, at den kørte fantastisk hele vejene gennem Sydafrika.
Aftenen kom hurtigt nærmere. I hast fik vi motorcykeltøjet på, hjelmene på hovedet, og så gik det ellers nordud af Umhlanga, i retning mod St. Lucia. Klokken var blevet så sent på eftermiddagen, at vi var nødt til at køre ad motorvejen, for at kunne nå frem til St. Lucia inden midnat. Der var godt et par hundrede kilometer at køre, og selv om vi kørte pænt til, sådan lige omkring max tilladte hastighed, blev klokken 20.30 inden vi ankom til St. Lucia, kendt for at have flodheste gående i gaderne om natten. Vi var blevet rådet til ikke at køre efter mørkets frembrud, men dette var et nødstilfælde, så vi standsede ikke førend vi havde nået hotellet.
Når kl. er 20.30 i Sydafrika er det mørkt. At køre rundt i mørke, om aftenen eller natten i Sydafrika, er ikke tilrådeligt. Alle man møder, som kender til Sydafrika, fortæller og advarer mod at bevæge sig rundt når mørket har dækket landet. Dels er der vilde dyr, men der er desværre også andre farer der lurer. En meget stor del af indbyggerne i SA er fattige. Socialhjælp, kontanthjælp o.l. kender man ikke. Hvis du ikke har arbejde eller en familie der kan forsøge dig, må du klare dig som du bedst kan. D.v.s. tigge eller stjæle.
I de mange advarsler jeg fik, indgik altid, at men ikke skal køre efter mørkets frembrud. Og skulle jeg ud og køre, skulle jeg ikke standse for rødt i lysreguleringer. Det kunne være livsfarligt. I stedet for at standse, skulle jeg se mig godt for, og køre uanset lysets farve.
Lad mig sige straks: Jeg oplevede eller mærkede på intet tidspunkt noget jeg anså for at være farligt. Alle de forskellige personer jeg kom i kontakt med, var såvel venlige som hjælpsomme. Men jeg kunne ikke undgå at se tiggere. Overalt hvor der var mennesker, blev der tigget og bedt om penge.
Men de sidste kilometer inden St. Lucia kørte vi på en alm. landevej. Skoven nåede helt ud til asfalten, og der var - overraskende - mange der gik på vejen på det sene tidspunkt. Dem vi så havde ikke reflekser eller lygter, og de var mørke i huden, for ikke at skrive sorte, hvilket gjorde at vi flere gange blev overraskede over pludselig at se folk på vejen.
St. Lucia er en mindre by med ca. 1.100 indbyggere (tallet er fra 2011, så måske ikke helt retvisende?). Byen ligger på en halvø mellem Stillehavet og en grumset flod. Langt de fleste som kender byen, husker den for krokodiller og flodheste. Krokodiller så vi ingen af da jeg var i byen, men flodheste så vi mange af, fra den safaribåd vi tog på udflugt med. Byen er også kendt for at flodhestene går rundt i gaderne om natten. Desværre så vi ikke nogen da vi gik på "jagt" i nattelivet.
Dagen efter købte vi billetter til en safaritur på den grumsede flod. Og der så vi mange foldheste. Men ingen krokodiller, selv om rangeren, som forklarede hvad vi så, påstod der var langt flere krokodiller end flodheste!
Desværre gemte krokodillerne sig, og flodhestene var yderst dovne og uvildige til andet end at ligge og slappe af i størrer og mindre flokke.
Dem om det. Vi skulle videre. Efter en "spildt" dag med sightseeing fra en safaribåd, en go frokost og lækkert aftensmad, sadlede vi motorcyklerne for at fortsæte mod nord, nærmere bestemt i retning af Eswatini (tidligere Swaziland). Turen var lang, men inkluderet i de ca 450 km vi kørte denne dag, var mindst 150 km uden belægning. I stedet for plant asfalt kørte vi i sand, på klipper, over sten og grus, udtørrede flodlejer, fastkørt "ler" og lignende, altsammen lige netop det vi var kommet for. Vi ville køre backroads, altså veje uden belægning, og så mange som muligt.
Dog vil jeg også fremhæve der flere steder kørte vi på skønne asfalterede sektioner, gennem herligt kuperet terræn med masser af skønne sving, hvoraf rigtig mange var 4. og 5. gears sving, som jeg forøvrigt finder mere interessante end hårnålesving. Dog skulle vi hele tiden, og overalt, holde øje med "potholes", som, skulle det vise sig, er en udbredt "sygdom" for asfalterede veje i hele SA.
At krydse grænser i Afrika kan være en langsommelig affære, havde jeg hørt mange forklare. Men ved den lille grænseovergang Lavumisa Border Post, vi benyttede for at komme ind i Eswatini, kom vi hurtigt igennem. Først til udrejse-lugen på den Sydafrikanske side af hegnet, for at "stemple ud af SA". Tilbage til motorcyklerne og starte dem op, for at køre 50-70 meter gennem en smal passage, hvor manden der betjente bommen, lod os køre videre med et vink. Øjeblikket efter kunne vi stille cyklerne og gå ind til en skrank for at "stemple ind i Eswatini". Ingen kø, ingen panderynken, ingen spørgsmål, ingen langsommelig papirgang, et smil og videre. Sådan, så var vi igang med det andet land på det store kontinent.
Forskellen var til at se og føle. Fra en nogenlunde ok asfalteret vej, kørte vi direkte ind på en hovedvej uden fast overflade. Forskellen var tydelig. Lidt grineren havde vi netop betalt 100 Rand hver, i vejskat. Penge som de i høj grad havde brug for, og kunne anvende til at........ nå nej, vi havde jo besluttet os for, at vi ville køre på backroads og kun bruge hovedveje hvor det var nødvendigt af den ene eller anden årsag. Nu var vi hvor vi gerne ville være. Og vi nød at komme "lidt på afveje". Nu begyndte eventyret for alvor.
Bygningerne bag Henrik (bagerste motorcykel på billedet herunder) er grænsestationen. Vi var netop kørt ind i Eswatini. Vi havde øjeblikket forinden betalt hver 100 Rand for at køre på deres veje. Selvfølgelig koster det også at vedligeholde de ikke-asfalterede veje. Men, som det kan anes, var overfladen ikke just "jævnet for nylig"! I en blanding af meget løst sand, afbrudt af steder med hård jord og andet godt sammenkørt materiale, kørte vi de første mange kilometer ind i Eswatini. Herligt - selv om løst sand ikke just er min livret, var sådanne veje lige hvad såvel Henrik som Thomas og jeg havde med i vores ønsker for turen. Mit humør steg mange grader. Hvor der var længere stykker med løst sand, rejste vi os op på fodhvilerne, lænede os bagud så langt armene rakte og gav gas!
Målet for dagens rute var Maguga Dam Lodge, hvortil vi ankom fra nord. Vi havde kørte en længere omvej. Glæden over de herlige veje var så stor, at visagtens havde kunnet gøre vejen endnu længere, men vi havde jo det meste af en måneds kørsel foran os, så vi nød turen med store forventninger om, alle de herlige kilometer der lå og bare ventede på vi skulle få deres støv til at rejse sig efter vores baghjul.
Maguga Dam Lodge var én af de lodges vi skulle overnatte på sammen med de andre danskere. Eftersom vi ankom først, stod vi med store smil klæbet til ansigtet, da den store gruppe på 12 motorcykler ankom.
Thomas, Henrik og jeg blev indlogeret i hver sin fine hytte. Små runde hytter med stråtag og eget badeværelse. Herligt. Også sjovt at opdage impalaer i flere flokke der "passede græsplænen". De gik omkring hytterne og åd græsset og sørgede for gødning til den fortsatte vækst!
Jeg har kun godt at sige om Maguga Dam Lodge. Maden var pragtfuld. Øllerne kolde. Værelserne fine. Sengene gode, behagelig hårde. Servicen fin, vejret overvejdende godt. Vi boede to nætter på lodgen. Dag 2 bød på noget regn, men ikke nok til at holde os inde. Vi ville udforske området, ved at køre en tur. I receptionen fik vi hjælp af en lokal guide. Han anbefalede en "4 WD Only"-vej. Yes, det var lige noget for os. Den blev kørt, men bød ikke på noget særligt teknisk svært, omend der var en del steder hvor vejen var "skyllet" væk i dybe revner. De steder måtte vi sænke hastigheden og manøvrere motorcyklerne rundt mellem huller, riller, sten og klipper.
Overalt hvor vi kom frem, skyndte børn og unge mennesker sig frem til vejen og vinkede. De ældre vinkede også gerne, men de blev stående, hvor de nu end var da vi kom.
Uanset hvor jeg er når min mave fortæller jeg er sulten, er der et par steder, restauranter (?) jeg normalt altid undgår! Navnene er KFC og McDonald. Men, jeg har for længst lært, at jeg ikke skal sige "Aldrig" eller "Nej, det gør jeg bare ikke!". Og eftersom der lå en KFC lige der hvor vi sulten indledte sin klagesang, ja, så parkerede vi cyklerne og gik ind for at bestille noget spiseligt. Min hukommelse rækker ikke til at huske hvad jeg spiste, men jeg tænker jeg blev mæt.
Mennesker har andre behov end spise og lege med store motorcykler på sjove veje, så kursen blev sat mod lodgen, da vi var færdige med KFC-maden. Nu ville de herrer Henrik og Thomas i poolen og slappe af. Helt ok for mig, jeg ville så nyde en øl eller to, og iøvrigt forevige VandHundene med mit medbragte Nikon. Henrik sørgede for første hold kolde øller, serveret i en champagneskål med is, ved poolen.
Et stykke tid havde vi poolområdet for os selv. Sidst på eftermiddagen kom også de andre danskere tilbage til Maguga Dam Lodge, og der var et par af dem som også ville afkøles i poolen.
Aftensmaden blev en hyggelig affære, hvor alle vi danskere spiste og hyggede os sammen. Lodgen har en autentisk afrikask opbygget restaurant med god mad, fine vine, kolde øller og en smuk udsigt. Rundt om restauranten er en dejlig balkon, med udsigt til den store dæmning, som har givet navn til lodgen. Stedet kan varmt anbefales.
Feriens femte dag startede ligesom den 4. med regn. Morgenmaden blev nydt inde i restauranten. Regnvejret gjorde at vi alle syntes der var for koldt at sidde på balkomen og spise morgenmaden. Desuden vippede blæsten regntæppet ind over stole og borde. Ingen havde lyst til at sidde på balkonnen. Desuden gemte den store dæmning og det kuperede terræn bag søen, sig i en tæt tågedis.
Henrik, Thomas og jeg håbede regntøjet kunne forblive i baggagen, hvis vi tog os god tid til at få afregnet og pakket cyklerne. Men nej. Regntøjet blev fundet frem, og trukket udenover motorcykeldragten. Der var ingen ændringer i regnens trommen, og "turen kører ikke sig selv", som et af mine slogans hedder. Lige bortset fra det med regntøjet, var der ingen ændringer i dagens plan!
Inden vi kunne køre måtte jeg på knæ. Ok, ikke på knæ i bogstaveligste forstand, men jeg måtte ud og lede efter en lille skrue, som motorcyklen havde tabt på gårsdagens udfordrende 4WD-only-rute. En lille skrue motorcyklen imidlertid ikke kunne undvære. Jeg var heldig at få en skrue der passede af Gjøde (ja, det hedder han faktisk). Gjøde, der kører i den store gruppe danskere (og som iøvrigt er næsten nabo til mig hjemme i Danmark) havde et pænt reservedelslager af skruer, og han ville gerne sponsorere en skrue til min Gamle Slæde. Fantastisk som mit humør steg, meget pludseligt, uanset det regnede. Med skruen i det rette hul, kunne jeg montere min topboks, og køre videre uden at frygte den ville falde af undervejs. (Senere på turen fik såvel den nye som flere andre skruer en klat Blå Locktite, så de nu sidder forsvarligt- Med Loctite forrsvinder de ikke bare sådan fra deres bestemmelsessted, selv om vejen er noget ujævn.
Målet for dagens køretur var Clarens, en lille by beliggende ved foden af Maluti-bjergene. Byen kaldes også "Juvelen i den østlige fristat". Foran os lå en rute på
små 500 km mod syd. Ikke noget skræmmende tal, men vi håbede alle tre regnen ville blive afløst af tørvejr.. Som alle der kører motorcyel ved, er der ikke den sammen charme ved at køre på to motoriserede hjul i regn, som der er i tørvejr.
Ørerne hænger noget på min lille Schuberth-lykke-dyr. Ikke så sært. Regnen fulgte os hele formiddagen. Fremme ved Ermelo, efter omkr. 180 km, udelukkende asfalt, kunne vi glæde os over en blå himmel, der dukkede op i det fjerne. Regntøjet røg af, frokost blev indtaget og så ellers afsted igen.,
Selv asfalterede veje kan være vanskelige at køre på. Potholes er et meget udbredt fænomen. Opdager man ikke hullerne i asfalten, kan det få store til tider uoverskuelige konsekvenser. Hullerne har nemlig mange karakterer. Nogen er omfangsrige, ikke særlig dybe og omkranset af sten, sand og asfaltrester. Det er de nyeste. Og de mindst farlige. Andre er dybe og har skarpe kanter. En kombination der kan ende med ødelagte fælge på motorcyklen. Desuden findes også "omvendte potholes". Disse er karakteriseret ved at asfalten er sunket i køresporet, og buler op ved siderne. Sådanne kan også være ubehagelige at møde, ikke mindst hvis man kører stærkt og ikke har opdaget bulerne!
Med den begyndende bå himmel steg humøret. Vejen krævede ikke al opmærksomhed - der var tid til at nyde sceneriet. Landskabet var rimelig fladt. Langs vejen var der hegnet til dyrehold. Markerne var grønne. Afgrøderne var græs, majs og korn. Kæmpe arealer. Alle med hegn lige så langt øjet kunne se.
Vejarbejde var der en del af.
Vejarbejde "indledes", adviseret af en person, ofte en kvinde, som står med et orange flag. Hvis kvinden bevægede flaget, må man køre videre uden at standse. Hvis hun holdt flaget stramt, skal man standse, og vente på hun - via en radio, får "grønt lys" til at trafikken må fortsætte.
At køre på asfalterede veje - især hvis deres linjer er trukket med en lineal, er kedeligt. Selvfølgelig kan man - de fleste steder - lovligt køre stærkere på fast underlag end på løst sand, som det var tilfældet da vi ændrede kursen engang efter Ermelo. Allerede under de første møder i efteråret 2019, havde Thomas, Henrik og jeg et fælles ønske om at finde flest mulig backroads, men vi var også fælles om at mene, at når vi skulle fra A til B og der enten var langt, eller det af en eller anden grund skulle gå hurtigt, så ville vi køre på de større veje.
Undervejs mod Clarens havde vi fået tilbagelagt en pæn strækning da vi under et stop blev enige om at nu var det nok med asfalt. GPS'en blev bedt om at finde alternativ rute, og så kom vi på sandvej. Fedt, og der var oss lidt vandpytter vi kunne more os med :-)
Efter nogen kilometers kørsel, så det pludselig ud som om vejen standsede ved en gård. Eftersom vi ikke havde forudset det, måtte vi stoppe og drøfte hvad vi nu skulle gøre. Nøglerne i tændingslåsen blev drejet til stop, larmen fra potterne forsvandt. Fuglene kvidrede. Thomas havde haft sit visir slået op da han kørte gennem vandpytten, og måtte pudse briller. Brillerne var oversprøjtet med rødt jord fra det mudrede vand.
GPS'erne blev nærstuderet. Men inden vi havde fundet en vej der fortsatte, kom en bonde gående. Han grinede over hele hovedet. Pu ha, det måtte betyde han ikke var fjendtligt indstillet, selv om vi - måske - var kørt ind på hans private vej?
Stemningen var helt fra start positiv, venlig og imødekommende. Bonden forklarede at vi kørte på hans jord. Vejen og markerne rundt om, tilhørte ham, men det var helt ok at vi forsøgte at skyde genvej. Snakken udviklede sig til at han fortalte, han faktisk havde såvel en KTM 990 som en BMW 1200GS stående i laden. Desværre, fortsatte han, var familien igang med at fejre sønnens fødselsdag, ellers ville han med stor fornøjelse have "vist os rundt i nabolaget". Æv, det kunne ha været en fantastisk oplevelse. Men den har vi så til gode!
Snakken udviklede sig til at bonden i stedet for selv at vise os vej, tegnede et kort med anbefaling af en rute. En løsning vi måtte nøjes med, selv om vi alle gav udtryk for, at vi hjertens gerne havde brugt nogle timer sammen med bonden. Han skulle tilbage til fødselsdagskagen, og vi fortsatte med bondens velsignelse ad hans markvej, som førte gennem flere marker hvor køerne fredeligt åd videre af det grønne græs, uden at lade sig gør på af vores kørsel. Jeg tor køerne var vant til at se og høre motorcykler fræse forbi.
Nogle kilometer senere var vi atter ude på asfalt, hvor hastigeden blev øget til de tilladte 100 km/t.
I god tid inden mørket sænkede sig, nåede vi Clarens, hvor Henrik kørte direkte frem til Maluti Mountain Lodge, hvor han tidligere har overnattet. Lodgen har mange gæster der ankommer på motorcykler, hvilket de flittigt reklamerer med. Jeg vil gerne opfordre andre til at besøge/overnatte på lodgen, hvis man er i området. Flinke mennesker, herlig stemning, smuk udsigt, go service og pragtfuld mad, hvortil de har rigeligt med kolde øl.
Hverken Henrik eller Thomas havde tidligere besøgt naturreservatet "Golden Gate Highlands National Park", som ligger i umiddelbar udenfor Clarens,men begge havde hørt parken omtalt i positive vendinger. Altså bookede vi to nætter, og brugte anden dagen til at køre en tur i reservatet.
Man skal huske at drikke rigeligt med vand. Ligesom der også skal noget fast føde i maven med passende mellemrum. Nogen steder kan der være langt mellem butikkerne, men i alle butikker kan man købe vand og Coca Cola! Og kiks.
På dagens udflugt fandt vi et sted vi kunne tanke benzin og købe vand, i en mindre by, efter vi havde forladt "Golden Gate parken". Rigtig fint fordi butikken havde både benzin, kiks og drikkevarer, men lokale farmere måtte vente på næste leverance af diesel, hvilket de var utilfredse med, omend det ikke var første gang, fortalte en ung landbrugsmedarbejder. Han fortalte også hvor svært det var at få lønnen til at slå til. Han ville rigtig gerne flytte hjemmefra, men det kunne han ikke for huslejen var højere end hans løn. Han fik i omegnen af 4-4500 DKK udbetalt pr. måned! Det er meget lav løn, hårde betingelser, men til gengæld ser det ikke ud til at man har travlt på arbejdspladserne. Mere om dette senere.
Såvel motorcykler som chaufførerne blev serviceret med ny energi til forbrændingen. Rigtige fosile brændstoffer til motorerne, vand og kiks til chaufførerne. Vi var hurtigt klar til nye udfordringer. Rundturen i Golden Gate Nationlpark var overstået. Nye spor og veje ventede. Inden vi kørte fra hotellet, havde vi udset os et par veje på GPS'en der var markeret som "4WD-only". Èn af disse startede tæt på den lille by vi havde rastet i. Hvad var mere naturligt end at køre frem til den og forsøge at forcere den udfordring?
Vejen var fin. I starten dækket af sand, men det havde regnet, og sandet var pakket pænt sammen og dækmønstre fra biler og landbrugsmaskiner pyntede overfladen. Senere snævrede vejen sig ind. Hvor sporet hidtil havde været pænt bredt, så vi kunne "vælge" at køre hvor vejen var mest plan, blev vejen smallere. Det blev tydeligt at der var væsentlig mindre trafik. Spredte græstuer forsøgte at dække sporet. Samtidig blev landskabet mere kuperet. Vi var nået frem til sektionen hvor sporet blev teknisk vanskeligere - men også meget sjovere!
På alle bakker - små som højere - havde regnvandet samlet sig og spulet sand og jord væk. Resultatet var tydeligt. Når vand samles i strømme, graver strømme sig ned i riller, der bliver dybere og dybere. Alt småt og løst skylles væk. Lidt efter lidt opstår kanaler og kløfter. Tilbage efterlades alt der er for tungt til at strømmen kan skylle det væk. Bunden dækkes af sten og klippestykker.
Koncentration. Hurtige overvejsler.Overblik. For at komme gennem sådanne sektioner, skulle jeg hele tiden være "foran". Jeg skulle have valgt hvilken vej jeg ville styre min Gamle Slæde? Skulle jeg vælge at køre på tværs at de dybe riller? Kunne jeg finde steder hvor kanterne ikke var alt for stejle. Var det mon bedst at køre skråt ned, forbi sten og klippestykker og finde vej op af rillen? Var kanterne hårde? Ville de give efter og ikke lade forhjulet kravle op? Kunne jeg ballancere og køre på¨sandbakkerne, mellem rillerne? Det var så kanon herligt, og spændende.
Billedet nedenfor - hvor der er vist noget af det der gjorde sporet til et 4WD-only-spor, er ikke det værste sted vi kørte gennem denne dag. Der hvor sporet var mest udfordrende, kunne jeg ikke lave billeder. D.v.s. det kunne jeg måske godt, men det ville kræve instruktion af de andre, og det ville kræve at de skulle køre sporet igen, eller vente til jeg var kommet i position! I stedet for at lave sådanne - mere eller mindre opstillede fotos - nød vi alle tre turen, holdt vores pace, nød udfordringerne og - som kæmpe egoister - grinede i hver vores hjelm fordi det var så fantastisk at køre sporet og komme igennem uden at skade hverken motorcyklen eller os selv.
Intet varer evigt. Hvor landskabet igen fladede ud, blev der givet gas. Vi ville skynde os videre til næste spændende sektion. Men uanset sporet måske lignede noget hvor der kunne køres stærkt, skulle vi hele tiden være opmærksomme. Hist eller pist stak store sten eller klippestykker op over vejens overflade. Andre steder havde vandet lavet fordybninger og riller, som det ville være oplagt selvmord - eller resultere i motorcyklen blev til en skrotbunke, hvis vi bedømte dem forkert, og ramte med høj fart.
Som dansker med hang til kørsel på løst underlag, var det ganske enkelt ubeskriveligt at se den ene kilometer efter den næste, blive spolet på motoryklens tæller. De spor og veje vi fandt denne dag, var akkurat hvad jeg havde håbet, da jeg meldte mig til turen. Stå op, med et godt greb på styret og kigge fremad, hvor landskabet bølgede, medens jeg kørte ud over de store stepper, whau det var stort.
Allerede da min Gamle Slæde havde rundet de 250.000 km, lavede jeg den aftale med cyklen, og mig selv, at nu skulle den på rekreation. Min GS årg. 2005 skulle kun bruges til ganske let off road. Asfalt og let off road! Et løfte, eller aftale jeg altså ikke har kunnet holde. Forår 2019 valgte jeg min GS'er til turen op til Finnskogen i Sverige, hvor cyklen blev tærsket igennem rigtig mange af Finnskogens skønne skovveje og -stier. Desuden valgte jeg min gamle BMW da min drøm om at køre en tur i Sydafrika skulle oplfyldes. Ingen kan påtstå den Gamle Slæde er kommet på pension, på trods af mit løfte! Jeg håber min Gamle Slæde kan tilgive mig! *s*
Hvor er jeg imponeret over hvad motorcyklen kan, tænkte jeg mange gange i løbet af de første dage. Ved rejsens slutning var min forundring endnu størrer. Jeg er ganske forundret over hvad den kan, og hvad den kan holde til. Motorcyklen har nu kørt over 314.000 km. Den har aldrig været udsat for noget lignende. Ihvertfald ikke med mig ved styret. Men cyklen klarede alt jeg begav mig ud i. Jeg "beundrer de evner" ved motorcyklen, jeg holder så enormt meget af. Momentet, dens evne til at trække ved lave omdrejninger. En egenskab der mange gange redede mig i situationer, hvor jeg er pænt sikker på jeg ellers ville have endt med en motorcykel, hvor motoren var gået i stå. Og deraf følgende "Vælte-Peter"-effekt (som jeg er godt bekendt med!). Men mere om dette senere.
Efter frokost denne smukke dag, ville Thomas hvile sig på hotellet. Henrik og jeg kunne ikke få nok, og søgte ud på et andet "4WD-drive only"-spor Derved kom eftermiddagen ind på en sikker første plads hvad angår "oplevelser i ødemarken". Vi fandt et meget spændende spor, omend det ikke blev det spor vi oprindeligt havde udset os. Og ødemark, det er nok så meget sagt. Vi så og mødte mange hyrder på turen.
Vi sagde pænt farvel til Thomas, satte os på motorcyklerne, og kørte syd ud af byen. Efter lidt søgen, fandt vi et spor, som ifølge skiltningen førte til "The Old Mill". Sporet så meget spændende ud. Mildt sagt. Lige et spor der lignede noget vi gerne ville køre. Efter nogle kilometer dårlig asfalteret vej, som endte ud i en hullet vaskebræt lignende grusvej, kom vi til the Old Mill. Den tidligere mølle er omdannet til et lodge med hesteudlejning. Fra møllen var det muligt at køre et pass, Old Mill Pass.
Inden vi nåede at orientere os, belv vi kontronteret af en yngre kvinde højt til hest. Hun var igang med at ride en ung hest til, men fortalte venligt, at vi var på rette vej, hvis vi ville køre det spor, som lå bag møllen. Dog, forklarede den unge rytter, det kostede 50 Rand pr. person at fortsætte. Beløbet skulle betales kontant ved stuehuset. Altså fortsatte vi op til farmen, parkerede motorcyklerne og gik op til døren. Uagtet Henrik bankede flere gange på døren, blev der ikke åbnet for os. Vi kiggede os omkring. På en stolpe hang en seddel og en radio. Via radioen kom Henrik i kontakt med en person, som gav os lov at køre sporet, uden at betale.
Medens Henrik snakkede i radioen, kom en stor hund listende. Det var en Rhodesian Ridgeback, fastslog Henrik straks. Flot hund, som ikke er bange for at gå i "krig" med løver og andre store dyr. Faktisk er den udviklet til netop storvildts jagt i Afrika! Men heldigvis, hunden var ganske fredelig og lod sig gerne klappe.
Med tilladelse til at køre sporet, kunne vi storsmilende og meget forventningsfulde, starte motorcyklerne og fortsætte om bag stalden, hvor sporet førte over nogle skrænter, over et par enge for derefter at blive mere kuperet. Fantastisk udsigtat køre langs med floden, der adskiller Lesotho og SA, der flød lige under os, og bjerge i horisonten. Grønt græs, skovklædte skrænter, høje klipper, små huse, haver med snøftende grise og udfordrende terræn. Vi kunne bare more os, og det gjorde vi.
Sporet bød på lidt af hvert. Teknisk var sporet ikke det sværeste, men der var etaper hvor vi skulle være forsigtige. Andre steder kunne vi give gas og sammenligne med hjemlige spor. På mange af græsarealerne hilste vi på hyrderne, som passede på flokke af gede eller køer. Et par steder overvejede vi at køre over floden og slå et smut ind i Lesotho, for at følge et spor vi kunne se på den anden side af grænsen. Den idé opgav vi- Mest fordi vi i så fald ville være nødt til at krydse tilbage, for hvordan skulle vi forklare en toldbetjent at vi ikke havde et stempel ud af SA og ind i Lesotho? Vi regnede en sådan situation for yderst besværlig. Og var helt på det rene med, at en sådan situatione reelt set meget hurtigt ville opstå. Altså blev vi i SA .
Efter flere kilometers sjov og udfordrende kørsel på The Old Mill sporet, gav vi op. Kort efter et par bratte stigninger med vådt græs, lidt mudder iblandet skærver og kliper i snævre sving, kom vi frem til et sted hvor stien bestod af store sten, som dækkede hele vejens bredde. Henrik og jeg havde samme tanke. Vi var nogenlunde sikre på vi kunne køre sektionen, men hvordan ville der se ud videre fremme? Ville sporet fortsætte med store løse sten? Ville sporet blive smalt? Og stejlt? Den unge rytter ved møllen havde nævnt noget om små cross-maskiner. Hendes forklaring var lidt uklar når talen var om nogen havde kørt passet på store motorcykler som vores? Desuden, vi skulle samme vej tilbage. Nej, det ville vi ikke tage chancen på.
Medens vi stod og diskuterede om vi skulle fortsætte, kom en dreng, mørk i huden, gående oppe fra højderne! Desværre kunne han ikke tale engelsk. Hans kropssprog viste tydeligt, han ikke var helt tryg ved at møde os på sporet. Situationen var lidt underlig. Hvor kom han fra? Så ung, og helt alene, langt fra beboelse!
Inden vi rejste hjemmefra, og senere når vi sad og snakkede om aftenen over en flaske øl, havde vi flere gange været inden på, hvordan vi ville tackle situationen, hvis vi kom til steder som dette. Altså sektioner hvor tvivlen om hvorvidt det ville være klogt at fortsætte med de store tunge maskiner med oppakning. Hver gang emnet havde været fremme, var der aldrig tvivl. Vi ville vende om og finde en anden vej. Hvis risikoen for haveri eller uheld var stor, eller hvis terrænnet lignede noget der oversteg vores evner, så var det ikke værd at tage chancen. Alle tre ønskede at turen skulle være en eventyrlig omgang off road kørsel, men vi ville alle gerne hjem til familien igen, og vi ønskede også alle tre at gennemføre turen på vores egne cykler, som også skulle holde til at køre hele turen med os ved de respektive styr. Altså vendte vi om.
Tilbageturen var fin. Alle udfordringer blev klaret uden slinger, næ, det udtryk kan jeg ikke bruge her, for der var slinger i vores vals. Flere steder måtte vi søge efter det bedste, rareste, nemmeste, mindst udfordrende eller bare lade motorcyklen bestemme og så håbe vi stadig sad på sædet eller stod på fodhvilerne, når vi var igennem området hvor vi var udfordrede. Derfor "slingrede" vi meget fra side til side på sporet. Hvis der lå sten eller klipper stak op i den ene side, søgte vi over i den anden. Ligeså hvis der var vandhuller eller revner. Ingen grund til at udforedre skæbnen.
Mange af jer, kære Læsere, kan sagtens forestille jer hvordan en kold øl smager efter en dag på motorcyklen, hvor kilometer efter kilometer med krævende kørsel på knoppede dæk i råt terræn, satte dine evner som mc-pilot på prøve. Og I nikker sikkert genkende til såvel smilet som det næsten tomme ølglas! Henrik, Thomas og jeg havde haft en helt forrygende dag.
Hertil og ikke længere i denne omgang. Men, bare rolig. Min beretning er ikke færdig, jeg har meget endnu jeg gerne vil fortælle og ikke mindst mange flere billeder jeg gerne vil vise dig. Hold ud, selv om det regner og er trist udenfor, så husk: Ovenover alting, skinner Moder sol *s*
Vi ses - om ganske snart håber jeg.
Til toppen / menu Afsnit II Afsnit III