2 personer, 3 uger, 4 lande, 5 tusinde km
Ferien i 2014 var planlagt med start sidst i august. En lang sommer med det bedste sommervejr i mange år, håbede vi ville følge med os ind i efteråret. Fru Nielsen og jeg havde samlet tre uger og besluttet vi ville køre en tur gennem 4 lande. Følg med på turen....
Afsnit 02 afsnit 03 afsnit 04 afsnit 05 afsnit06
Cyklerne er efterset, tanket og pakket. Vi er spændte, glade og forventningsfulde. Nu skulle vi afsted. Endelig havde vi indhentet feriedatoen. Vi var så klar. Havde nogle gode planer, hvor der var taget forbehold for spontanitet og pludselige fornemmelser for gode oplevelser, som ikke var skrevet ind i drejebogen.
Fru Nielsen på hendes Honda CBF 600 og undertegnede på min 211.000 km gamle BMW R1200 GS. Med nyindkøbt telt, masser af "turmad", frisk gas der passede til Jetboileren, hjelmene fra Schuberth, hvor samtaleanlæget var fuldt opladet og - vi mente vi havde alt vi skulle bruge. Hvis det - mod forventning - ikke passede, havde vi internationale kontokort med, og kunne købe os til det vi manglede.
Himlen var blå. Hvide skyer pyntede. Solen bagte tilpas til vi kun havde t-shirts og mc-jakke på. Når man har kørt motorcykel i flere/mange år, skal man køre længere og længere væk fra hjemmet, inden der komme nye veje. Turen tværs over Danmark er "kendt". Selvfølgelig mangler der nogle detaljer hist og pist, men denne første dag på ferieturen, gjalt det om at komme til ØstDanmark i tide til at nå aftensmaden hos min søster i NordSjælland. Altså motorvej med 110-130 - eller deromkring *s*
Broen over Storebælt er flot i sol. Undervejs mødte vi toget. Det måtte jeg lige have med på et billed.
Hvor herligt. Vi var afsted. Ferieturen var startet. At skrive vi "sang i hjelmene" er en overdrivelse, men glæden over endelig at være afsted, samtidig med solen skinnede i min hvide Schuberth S2 hjelm "overskyggede alt".
Det danske vejr er Gajol-vejr. Uden at tage patent på oversættelse af dette meget kendte reklameslogan, tror jeg de mener: Vejret kan skifte. Næsten uden varsel. På MidtSjælland krøb vi i ly under nogle store træer. En tordenbyge mindede os om, at intet er 100% forudsigeligt. Heller ikke, eller slet ikke - vejret!
Min søster Hanne, kom storsmilende frem i glasdøren med et højt udtalt - hun forsøgte at overdøve motorcyklernes brummen: "Velkommen her", medens hun bredte armene ud til "et pænt-goddag-og-velkommen-knus".
Tordenbyge, ventetid og landskabsnydelseshastighed. Vi nåede frem til aftensmaden. Min søster er kæmpe go til at lave mad. Desuden er hun og svoger er rigtig gode til at hyge om gæster. Vi føler os meget velkomne, uanset hvornår og hvor tit vi kommer. Herligt med sådan en familie.
I gæsteværelset var en dobbeltseng redt op til os, så vi ikke skulle slå teltet op denne nat. Besøget indeholdt også morgenmad og gå tur på havnen i Lynæs, hvor begge er meget aktive i sejlklubben og på havnen i det hele taget. Dette fik vi syn for efter morgenmanden, hvor der - for jeg ved ikke hvilken gang - var rundvisning på havneanlæget.
Noget af det nye på havnefronten er 2 shelters, initiativ- og indflydelsesrige personer er igang med at bygge. De to shelters har form som de gamle klinkbyggede både. De er rummelige, flotte og kunne sagtens lokke fru Nielsen og mig til en overnatning eller to.
En anden ny detaljer på Lynæs havn er en nyopført grillhytte. De gør meget for at skabe et attraktivt miljø med gode tilbud til sejlere og andet godtfolk.
Et andet indslag er anvendelse af et tidligere fundament til en vindmølle. På stedet hvor vindmøllen larmede for år tilbage, bygges nu omklædningsfaciliteter til badefolket, herunder vinterbadere! Her er min svoger med i byggesjakket.
Alle nyheder var set. Alle godkendt af os. TIlbage var at spise en go frokost, inden det blev tid til afgang. Sverige ventede og skulle selvfølgelig ikke vente forgæves. Sjovt som der altid kommer mange små og større ting frem i hukommelsen, når man skal tage afsked. Allerede som barn, tænkte jeg en del over, at det tog en "hulens lang tid" inden gæsterne forlod hjemmet, når der var fløjtet afgang? Sådan også her. Meget skulle have et par ord med på vejen, inden vi kom afsted.
Gennem,de store skove og byer i Nordsjælland, kørte vi til færgen i Helsingør. Færgen skulle bringe os til Helsingborg, hvorfra vi ville fortsætte mod Harlöse. I et skøn lille hus ventede en kop kaffe, skænket af Jørgen, en udvandret dansker, jeg har mødt et par gange hvor vi vi har udforsket de svenske skovveje sammen. Ved færgelejet i Helsingør viser de flaget. Dog ikke flag fra de lande (bortset fra det Svenske) vi skulle besøge, men et flag der vejrer i vinden når solen skinner, er altid et godt motiv. I dette tilfælde sammen med fru Nielsen, som bestemt ikke gør billedet mindre godt *s*
En kop kaffe eller te gør godt. Turen over sundet sparede os for nogle få kilometer, men i penge, tror jeg det kan være ligemeget om man vælger færgen eller broen. Dog var vi sikre på vi ville få masser af kilometer på turen, hvorfor vi valgte færgren. Desuden slap vi for at køre gennem København, hvilket bestemt ikke gjorde noget. Vi er ikke så meget for storbyer *s*. Desuden, turen over Sundet tager ikke mange halve timer.
Det flade landskab gennem Svalöv og Eslövs kommuner til Lund kommune ofrede jeg ikke meget krudt (læs billeder) på. Ruten gik sydøst, selv om vores største mål i Sverige, Järnforsen, lå nordøst i forhold til Helsingborg. Men Jørgen havde inviteret, og hans kaffe og selskab er altid godt, så en omvej på en 100 km skulle ikke stå i vejen for at køre ned og "godkende" hans nye sted.
Rosa-Marie og Jørgen er flyttet til et skønt ældre hus, hvor udenomspladsen er en skøn plet græs, hvor gamle frugttræer giver skygge og en lille elv giver lyd, til den "markvandring" vi blev inviteret med på.
Vi var i god tid nået frem til Harlöse. Solen skinnede, livet var herligt. På Udkigsstedet" fandt vi en plet med masser af sol. JetBoileren blev fundet frem for at varme vand til en kop kaffe. Nu skulle den kage vi havde fået med af søster, spises. Uhm hvor den smagte godt. Desværre var kagen meget lille, men måske der er flere i kagedåsen næste gang vi besøger de to i Hundested?
Medens vi sad og nød sol, kaffe og kage, dukkede Jørgen op. Han havde genkendt motorcyklerne på p-pladsen og fandt os bag et skur. Han ville lige fortælle at han nu havde fået fri, og var hjemme om 5 min. hvorefter der var kaffe på kanden hos ham. Fint. Vi pakkede vores grej sammen og fortsatte de sidste få km op til ham.
Velkomstknus, rundvisning i haven, hvor lyden fra Schnitzer potten blev afløst af en sagte men vedvarende klukken fra en å, hvis vand banede sig vej mellem de mange større og mindre sten og klipper, der helt synligt forsøgte at dæmme op for strømmen. Sverige har haft en tør sommer, og åen var næsten tømt for vand. Indenfor drak vi kaffe og spiste kage til, medens hyggelig snak, hvor hændelser siden sidst vi var sammen, blev kortlagt, bedømt og arkiveret. Dejligt at se hvor skønt deres nye hjem er, og hvilken herlig grund med mange muligheder de har fundet. En rigtig perle. Desværre var Rosa-Marie ikke hjemme. Men Jørgen lovede at overbringe vores hilsen.
Kaffen var drukket, huset godkendt og de største hændelser diskuteret. Det var tid at sætte kursen mod nordøst. Vores næste mål var Öland. Selv om vi ikke regnede med at ville køre helt frem til øen denne dag, ville vi gerne nå længere op i Sverige, inden natten sænkede sig.
Overalt i Sverige er der smukke vejafsnit. Afsnit, som alene ved at de ikke er ændret fra stendiger med vejtræer, til beton og asfalt og plastik afmærkninger. taler til noget fundamentalt inden i mig. Når jeg ser sådanne steder, angribes jeg af små bølger, der kæmper om at køre op og ned af ryggen. Billederne nedenfor er fra sådan en sektion på en af de veje min Garmin, også kaldet Gerda P Svendsen, fandt frem fra virvaret af veje, man kan vælge for at komme fra Harløse mod Kalmar, hvorfra en bro fører over til Öland, som var næste mål på vores tur.
Strækningen ser således ud, når man kører på vejen, som fører ned til en større herregård eller lign. For en VestJyde er det ren sukker i teen, idet vi kke - mig bekendt har et eneste stykke vej, der er afgrænset med så lang stensætning. Og vejtræer, de er for længst fældet af sikkerhedshensyn!
Bedømt uden blik for små detaljer, såsom at kortet fryser, at kortvisning ikke kan følge med, at den er blevet meget langsom over tid, at skærmen er blevet noget mørk at se på, samt flere andre lignende drillende og til tider enormt irriterende egenskaber, synse jeg GSP er en fin investering, Et meget brugbart redskab, som jeg har haft rigtig meget fornøjelse af. Og som har bragt mig frem til de steder jeg har ønsket.
Også på denne tur gjorde Gerda PS et godt stykke arbejde. Fru Nielsen og jeg havde nogen egentlige planer, men blot nogle POI (punkter af større interesse), nogle steder vi gerne ville besøge, som vi over planlægningstiden havde fundet via pc og især programmet google. Vi havde ikke gjort noget som helst ud af at finde ruter. Det måtte komme undervejs. Bl.a. fordi vi ville have mulighed for at gøre "nøjagtig som vinden blæste og køre i den retning solens skygger pegede". Derfor kunne vi hele tiden ændre hvilken retning vi ville fortsætte, når vi nåede frem!!
Fra Harlöse ville vi til Öland. Inden havde vi spurgt GPS'en om campingpladser. Altså blev Gerda PS sat til at finde Kalmar. Korteste rute. Planen var teltet skulle stilles op, når vi ikke ønskede at køre mere den dag. Første forsøg efter anvisning fra GPS'ens "Interessepunkter/Logi" viste sig at være en nitter. Historien gentog sig, idet jeg mange (alt for mange) gange har oplevet GARMINS oplysninger ikke passer med virkeligheden, når det drejer sig om overnatningsmuligheder. Ærgerligt, både fordi det irriterer og fordi det undergraver tilliden til produktet. I dette tilfælde fandt vi en flot, høstet stubmark for enden af en villavej!!!
I stedet for at fortsætte søgningen, fortsatte vi nordøst på. Vi ville køre til vi fandt et skilt med "camping-tegnet". Inden kørte vi ad flere skønne veje, et par endda uden belægning. Men fru Nielsen er så vant til grus, at hun end ikke kommenterer. Nogen gange tror jeg slet ikke hun bemærker det.
Solen havde ændret farve inden vi fandt frem til et sted, vi ville overnatte. Ringsjöstrand Camping blev stedet der fik æren af os denne nat. Pladsen kan absolut anbefales som et fint sted at slå telt op. Måske lidt i den dyre ende, ihvertfald for os, men forholdene var fine og iorden.
Arbejdsopgaverne blev fordelt. Jeg tog mig af at sætte telt op. Fru Nielsen startede madlavningen. Aftennydningen var intens og skøn. Nøj hvor vi havde det godt.
Morgenen kom, som morgener nu gør! Solen bagte ned på telt og motorcykler gennem en tynd tåge, medens vi lå i soveposerne og forsøgte at få øjenlågene til at blotte synet af den nye dag. Det tog lidt tid. Ferien var begyndt. Feriemode var indstillet på slow. Intet hastede.
Lejren pakkede vi på motorcyklerne. Endnu havde vi ikke helt styr på hvor og hvordan tingene, telt, soveposer, vaskebøtte, vanddunk, stole og alt det andet, skulle placeres. Hvem skulle have hvad på bagsædet?
Vaskebøtte, ja. En go ven hvade foreslået vi købte en spand eller lign. til vasketøjet. Ideen er, vasketøjet bliver lagt i blød om morgenen i passende mængder vand med vaskemiddel. Tøjet bliver rtystet og skvulpet rundt i løbet af dagens køretur. Når vi slår lejr for natten næsten gang, skal tøjet blot skylles op og hænges til tørre. Hvor meget nemmere kunne det blive? Systemet fungerer. Vi havde meget glæde af "spanden", selv om den bestemt ikke pynter i bagagestakken!
Som altid, fandt alle ting deres plads, selv om vi ikke havde helt rede på, hvor hver enkelt ting skulle være. Men, græsset, hvor vort gear havde rodet rundt over natten, var atter synligt og intet syntes at være glemt! Nøglekort til servicebygning og lejrbom blev afleveret. Første gear blev lagt i - stille og roligt rullede vi gennem et hul i hegnet for at fortsætte mod Kalmar.
Efter et par timers kørsel, var hungeren efter en kop kaffe og et stykke kage, vokset til et krav! I en lysning i en større skov, standsede vi motorerne, slog sidestøtten ned. Kravlede af cyklerne og fjernede hjelmen fra hovedet. Lyden af skoven var herlig musik, selvom vi begge nyder lyden af de to, henholdsvis 4 cylindre der sidder mellem vore ben.
Inden vi fandt ingredienserne til formiddagskaffen frem, kiggede vi forundrede på skovbunden til højre for motorcyklerne. Jorden var rodet voldsomt op i et stort område. Uden vi har den store erfaring som jægere eller biologer, blev vi hurtigt enige om, det måtte være en flok vildsvin, der for forholdsvis nyligt havde gumlet sig vej gennem rødder og andet der måtte være gemt under græsset.
Den kendsgerning ændrede ikke vores planer om at der var netop der, vi ville "fika", altså drikke en kop kaffe, til mig, og te til Jeanne, inden vi fortsatte vores tur mod nordøst.
Til de indre toner af sagen "Sikke et vejr vi har i dag,......." fortsatte vi på de godt tilkørte jord- og grusveje, jeg havde sat GPS'en til at finde. Vi nød den skønne dag, hvor intet hastede. Moderat hastighed og små og gerne mindre veje velvidende at ferienn stort set kun lige var startet, det var så herligt.. Sverige har næsten uendeligt mange af disse, hvoraf en stor del er omkranset af skov, og adgangen er ikke spærret af forbudsskilte eller bomme. Desuden er - for en dansker lidt uforståeligt mange - med på GPS-kortet. D.v.s. beder chafføren GPS'en om at finde en rute, er det ikke udsædvanligt der kommer skønt mange af disse ikke asfalterede veje med i forslagene.
Efter endnu en times tid eller så, begyndte maven at knurre. Sød kage er ikke at kimse ad, men, skal maven ha noget at arbejde mere vedvarende energi ud af, skal der andet end sukker og fint kværnet mel til. Vi ledte efter et sted at gøre et længere ophold, for at kunne indtage noget groft brød og sunde proteiner.
Turen gennem skoven fortsatte, til vi fandt et p-skilt. Atter parkerede vi motorcyklerne. Gik lidt ind i skoven, hen over en bro, forbi en gammeldags vandpumpe , som fruen konstaterede, stadig fungerede, og slog os ned på bredden til en sø.
Vi er sikre på, manden smager bedre, når udsigten er god *s*
Og udsigten vi kunne nød medens vi gumlede på vores frokost, var herlig. Stedet vi fandt lå lidt fra parkeringspladsen. Vi skulle vandre lidt ind i skoven,. Stien førte os ned i en lille kløft, og op over en mindre bakke. . Hun kunne ikke gå forbi unden at forvisse sig om, der var vand i brønden. Dog smagte vi ikke på vandet. Men jeg er overbevist om, det sagtens kunne drikkes, uden man efterføflgende blev syg.
Hvis man leder lidt, kan man også finde sådanne steder i Danmark. Men det er helt sikkert nemmere i Sverige. De har rigitg mange søer og vandhuller, hvor der vokser siv ved bredden, samtidig med området er omkranset af skov
Dejligt mætte, slog vi mave en tid, inden vi skiftede lyden af klukkende vand og sprøde fuglestemmer, ud med de 4-taktede beninmotorers takfaste summen gennem hjelmens polstring. Stedets mange fine kvaliteter beholdt vi på SD-kortet samt i hukommelsen.
Turen mod nordøst fortsatte. Målet var Öland. Når man vælger de smalleste veje med mange sving - og flere gange foretrækker dem med uden fast belægning - tager det længere tid. Dejligt solen skinnede. Hvis ikke vejret havde været med os, altså, hvis nu regn eller tåge eller noget lignende, havde ødelagt vores gode humør og spoleret udsigten, ville vi ganske sikkert have ændret indstillingen på Gerda PS. Heldigvis nåede vi meget langt, inden vi blev overfaldet af et tordenvejr, som vi siden forfulgte helt frem til målet, Öland. Inden da havde vi fornøjelsen af bl.a. disse skønne veje.
Jeg har en svaghed for sjove skilte,. Sådan et fandt vi undervejs..................
Efterhånden som vi nærmede os Öland, trak mørke skyer mere og mere sammen over os. Fornemmelsen af himlen ikke ville holde tæt, blev mere og mere intens. Beslutningen om at søge ly, var hurtig taget - og så håbede vi på Gudernes forståelse, for vores ønsker om at måtte nøjes med en byge.
Faktisk tror jeg også det var en byge, men den var stor og fulgte samme rute som os. Vi fik en del "fornøjelse" af skyens indhold, men havde forberedt os ved at trække i regntøjet. Selv om jeg ikke ligefrem syntes vi kørte langsomt, overhalede skyen os, hvilket bevirkede vi kørte på våde veje, men ikke fik direkte vand fra skyen. Det våde vejr gjorde dog, at vi dels søgte ud på de større veje og at jeg pakkede kameraet væk.
