af Peter Kr. Riber
Nogen drømme skal leves ud. Andre har det bedst hvis de for altid bliver i "Drømmeland". Min drøm skulle leves ud. Det var jeg sikker på. Men at det kom dertil jeg kun havde 5-6 uger til at gøre alt klar, til drømmen skulle bevise sit værd, havde på intet tidspunkt været en del af drømmen.
TIdligere i mit liv har jeg haft det rigtig godt med deadlines. Ingen grund til at ændre dette. Jeg knøg på opgaven. Fik hjælp af min dejlige kæreste fru Nielsen. Om aftenen lagde vi planer og skrev indkøbslister. Om dagen knoklede vi med jølle, hammer, hækkesaks og skovl, for at få pladsen til at ligne noget der i detaljer kunne minde om en lejrplads. Primitiv, javel. Efter vores bedste overbevisning: anvendlig
Forud for de travle dage, lagde en ordveksling med en Facebook ven grunden til træffet. Han ville gerne til VandUdkants Danmark og køre grusveje. Sådanne har vi nogle stykker af herude. Det ene ord afløste det næste. Når jeg skulle vise frem min baghave frem for én, kunne jeg lige så godt gå all in. Pludselig vidste jeg dette var "dråben" der skulle vise om min drøm om at lave et træf, var realistisk.
Altså gik vi igang. Dels med at preparere området, kaldet marken bag vores hus, således det kunne bruges som træfplads. Dels inviterede jeg "måske interesserede" fra vennekredsen. Mange viste interesse, flere meldte sig til. Nu var der ingen vej tilbage.
Fra Blåvand kørte asfalt gruppen tilbage til lejren, hvor grus gruppen allerede var samlede.
Læs og se flere billeder i næste afsnit