Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

 

Seneste:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2018.01.04.

Årets første fællestur

Sagde jeg vi kørte asfaltveje? Okay, intet, selv ikke sandheden, skal stå i vejen for en go historie! TB, som nu var stifinder, fandt et par steder hvor vi skulle øve os i sand- og grusvejkørsel. Med mørke skyer hængende truende over vore hoveder, gik det i fin stil modøst. Fortroppen, TB og jeg, håbede inderligt vi ikke skulle stifte tæt bekendtskab med indholdet af de mørke skyer. Og således blev det.

Den lange vej rundt om Bornholm II

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Overnatning i Habbelabbeland. Sandede skovveje og videre østpå.

 

af Peter Kr. Riber

 

Til afsnit: -I- -III- -IV- -V- -VI- -VII- -VIII- -IX- -X-

 

Gerda P Svendsen viste vejen meget tydeligt, men vejen viste sig ikke spor tydeligt for os! Hvis man har det rette kort, d.v.s. almindelige GPS kort fra Garmin over Polen, er det overvældende hvor omfattende infrastrukturen er. Men, har man kørt bare lidt ad de spinkleste "streger" på GPS'en, opdager man at mange mark- bi- og skovveje er vist på GPS, selv om det til tider kan være endog meget svært, til tider endda ganske uoverkommeligt, at følge/køre på disse, idet standarden ikke alle sterder tillader trafik.

Det så vi tydeligt. Bl.a. denne aften hvor vi fulgte de anvisninger GPS'en gav for at komme frem til Habbalabaland-camping (forklaring følger). Pludselig forsvandt vejen i højt ufremkommeligt græs og små buske, for nogle få hundrede meter længere fremme at ende i frodig hvedemark, hvor kornet stod flot med grønne men store kerner.

 

Alle måtte vende og køre tilbage hvor vi kom fra og finde en anden rute til destinationen. Samtidig var skyggerne ved at blive lange, i det fjerne havde mørket sænket sig over landskabet.

Med de mange veje på GPS'en var opgaven med at finde en ny rute, ikke uoverkommelig. Opgaven blev dog besværet af, at stifinder kun havde nogle koordinater til dagens mål, og disse var ikke helt præcise.

Habbalabaland-camping, døbt efter hukommelsen, fordi det polske navn for pladsen fortoner sig i det for MiniDuen og Bonden svært tilgængelige sprog indbyggerne i Polen bruger til at kommunikere med hinanden.

Dog vidste de to med nogenlunde sikkerhed, at pladsen skulle ligge i nærheden af en sø inde i en stor skov. Ja, fint, Polen er stort set dækket af skov, og mellem de mange træer, er der masser af søer!

Hvordan den ene mark- eller skovvej afløste den næste, i jagten på at finde Habbalabbaland, husker jeg ikke i detaljer, men efter nogen tid, lød det begejstret, at nu var vi tæt på.

Kun skulle vi gennem endnu et st stykke med skov. Forbi nogle små nydelige huse, og lige frem. Sporet snørede sig ind, blev til noget sandet stads, inden det begyndte at gå op ad. MiniDue kørte forrrest, op og gennem et pænt stejlt stykke, som viste sig at være sand belagt med fint græsagtigt "noget" som dækkene på de tungt læssede maskiner uden størrre besvær gravede sig igennem, for at komme ned til det bløde sand under.,

Da jeg måtte kæmpe bravt for at få PatteDyret (kælenavn for min GS'er, døbt af en norsk Ven) op ad bakken - og iøvrgt kæmpede mig op som den sidste - har jeg ikke billeder af dette "interessante" afsnit.

Selvfølgelig kom alle op af den sandede bakke, og efter nogen søgen rundt i skoven, fandt vi frem til Habbalabaland-camping. Ejeren af pladsen (som ifølge sædvanligvis pålidelige folks udsagn) skulle være en professor, var ikke hjemme. Men gartneren var. Og han var noget af en hård negl at forhandle med. Selvfølgelig måtte vi gerne slå lejr på pladsen. Selvfølgelig ville han gerne hente nogle øl til os. Selvfølgelig kunne vi få adgang til bad og toielet og selvklart kunne han lave hvad der ville ligne et kongeligt morgenbord til os næste morgen. Og jo, selvfølgelig vi måtte gerne bruge af brændet. Vi skulle endelig bare slå os ned. Fint, det lød jo rigtig godt. De forhåndsindtryk Bonden og Duen havde efterladt i vore hoveder, lod til at holde stik. Altså var det tid at knappe en øl op. Vi skulle jo ikke videre denne dag. Stille og uden hast gik alle igang med at lave de indledende øvelser til "planløs lejr på

mandetur". Roen og hyggen bredte sig på vores lille lejrplads ude i skoven.

Men men men...... vi havde i første omgang gjort regning uden vært. Gartneren kom retur efter at have ordnet et eller andet. Nu skulle der forhandles pris og rettighder. Sådan en overnatning i det fri i medbragt kludehus koster, mente gartneren. Uden at rødme, fik han gjort os klart at han skulle ha 40 Euro af hver af os. "Nein, das geht nicht" kom det brasende ud af Bondens mund. Han var simpelthen totalt overrasket over prisen.

Totalt mundlamme og overraskede over prisen, sad vi andre som forstenede. Forhandlingerne mellem Bonden og gartnere foregik på polsk, tysk, med og uden store armbevægelser, sigende udtryk i ansigtet og tal på karton, revet af kassen øllene blev bragt til lejren i. Situationen var ved at gå i hårdknude. Vi hvade jo indtaget en øl, havde fået pakket noget af lejren ud. Det var sent, kl.

havde passeret 21. Vi var trætte, havde indstillet os på at her skulle vi drøfte dagens gang over et stort bål og finde ny energi til morgendagens strabadser. Og så kom han med dette ublu forlangende! "Nein, das geht nicht" gentog Bonden gang på gang, når gartneren blev ved med de 40 Euro.

 

Enden på forhandlingerne blev at vi kunne blive formeddelest 20 Euro pr. person, men så var det uden bad og morgenmad. Vi måtte tage af brændet og bruge et toielt (indrettet i et skur, men dog fint og anvendeligt til oprindelige formål). Øllene, som han havde hentet og som vi havde taget hul på (for at dulme efterveerne af de hårde forhandlinger) skulle så også indgå i de 20 Euro, og selv om vi mente det var dyrt, endte vi med at acceptere. Han grinede i det skæg han ikke havde og vi var glade for vi ikke skulle til at pakke og finde et andet sted at slå lejr.

 

Lejren blev etableret. Vi hentede brænde....

...... fik startet bålet op og fordelt nogle godbidder i form af chokolade, nødder og andet opkvikkende (øl!) som skulle være til trøst og lindring.

 

Bemærk trillebørens lidt sørgelige tilstand!!!

En afslappet stemning bredte sig i lejren. Hver især gjorde hvad der skulle til for at få en go nats søvn, inden vi samledes om bålet for at drøfte dagens mange oplevelser og hændelser.

Nå ja, der skulle jo også etableres forbindelse til familie og venner, så de også kunne sove godt og nyde natten i vished om at vi alle havde det godt og var kommet helskindet gennem det første stykke af Polen.

 

Når nu MniDuen havde slæbt så meget brænde over til bålpladsen, havde vi en helt klar fornemmelse af det også skulle bruges! Desuden, vi var alle af den helt klare opfattelse at gartneren havde presset prisen unødigt op (måske for egen vindings skyld?) og den enste måde vi kunne få regnstykket til at gå bare nogenlunde op, var at bruge så meget brænde som muligt.

Bonden fandt derfor nogle kæmpe stykker, som ilden fik lov at lege med.

Lidt langsomme, som når man har go tid og ved intet haster, fordi tingene er som de er, og blir som de blir, samledes vi om morgenen omkring det nedbrændte bål, hvor der stadig var en smule gløder tilbage efter nattens afbrænding.

 

Solen skinnede. Dagen begyndte godt. Varme af solen, tilfredse efter en go nat med skovens mange lyde, drak vi en kop kaffe eller to, medens vi i passende langsomt tempo pakkede lejren ned. Morgenmaden var jo ikke inkluderet, og vi havde ikke fået indkøbt noget dagen i forvejen, men det ødelagde ikke vores gode humør.

Endnu en gang samlede Bonden og MiniDue sig omkring GPS'n. TB forsøgte at få kontakt til hjemmet, medens jeg forevigede sceneriet. Lorteøre, hunden, havde kastet sin kærlighed på TB og var ikke til sinds at forlade hans nærhed. Faktisk overvejede TB at tage hunden med, men indså (heldigvis) at det ville lave for meget ballade for os på resten af turen,

TB fik sagt pænt farvel til LorteØre, selv om det kneb. Mednes de TB og hunden tog en (tror jeg) tårevæddet afsked, iførte vi andre os vore rustninger (læs: mc-tøj) steg på vore heste (læs: motorcykler), satte sporerne i hestens flanker (læs: fandt første gear) og hyp hyp (læs:drejede på gassen) og væk var vi igen. Tak for overnatning Habbalabaland-camping (du var et dyrt bekendtskab).

 

Ups, var lige ved at glemme at "KædeFolket" skal servicere deres cykler inden afgang. Den viste servicering er den lettere og ret så overkommelige del.

Senere på turen skulle det vise sig at service er mange ting, og at nogen indgreb tager længere tid, og kræver øvelse, indblik, rette og eller meget værktøj og reservedele samt erfaring for at lykkes.

Når dette er noteret, har du, min kære læser, fået en clifhanger eller teaser, jeg skal huske at gøre noget ved. Mange vil, nogen med rette, kunne fortælle min hukommelse ikke altid er lige god. Men, i dette tilfælde skal jeg nok huske det. Promise *s*.

Farvel Habbalabaland-camping,Vi skulle videre, afsted på nye eventyr og forlod Habbalabaland-camping. dig glemmer vi ikke sådanlige med det samme. (Læs selv på skiltet hvad Habbalabaland-camping hedder på polsk). Foran os lå en ny dag, masser af udfordringer og eventyrlige ukendte veje og spor, som vi glædede os inderligt til at udforske.

 

Vi kom kun ganske få hundrede meter førend vi skulle beslutte os at følge GPS'en eller følge vejen ligeud? Vi drejede til venstre lige hvor Bonden og MiniDue holder!

Godt mætte, fulde af energi.....øh, nej, undskyld, vi havde jo netop ikke fået det morgenmad, der skulle give fornyede kræfter. Gartneren havde jo "vundet" i pengestriden. De 20 Euroer Gartneren mente morgenmad og bad skulle koste, havde Bonden klart og utvetydigt sagt: "NEIN, das geht nicht". Jeg er ganske sikker på han, Bonden, gerne ville gentage endda med eftertryk og store bogstaver, hvis det skulle komme dertil.Vi ville og kunne forlade pladsen, såvel ildelugtende, ingen bademuligheder inkluderet i prisen, som sultne, ingen morgenmad inkluderet i prisen. Gartneren kunne beholde sin havregrød. Vi ville finde vores morgenmad et andet sted.

Heldigvis skal der meget mere til at slå os ud. For eksempel en længere tur mellem skovens mange træer ad et lind spor, fyldt med løst dybt sand. Det spor var godt nok lige ved at tage livet af flere af os (læs TB og undertegnede). De andre, Bonden og MiniDuen skøjtede i flotteste valsetakter gennem den udfordring også.......

Men også det overlevede såvel TB som jeg. På trods af skrigende tomme maver, der var pakket alt for godt ind i alt for varmt tøj til de dejlige temperaturer Polen gæstfrit velsignede os med denne morgen, kom vi videre.

Men som med alt andet godt, alt får en ende (nå ja, det gør alt dårligt også, heldigvis) og selv dette marreridt af et spor som ledte tankerne ud på de skønne jyske badestrande (dog uden badenymfer) stoppede. Dog mest for at blive værre, for retningen var helt forkert, hvorfor vi ændrede kurs............

I stedet for løst sand ligeligt fordelt i vejens to spor, fandt vores to stifindere det var tid at ændre retning. Samtidig kunne vi så passende øve os i "kørsel på blød skovbund mellem træer uden spor" hvorfor Bonden og MiniDuen resolut drejede forhjulet ind mellem nogle unge graner - og forsvandt. Nu var det tid for TB og undertegnede til at øvede slalomkørsel mellem faste høje "kegler" på bløde grannåle, som absolut ingen hensyn tog til os, og som ikke ville vælte, hvis vi kom til at røre dem!

Se godt på ovenstående billede. Mellem træerne ses MiniDue, og foran ham kører Bonden. Bag mig kommer TB halsende. Vi anede hvor vi skulle hen, havde ingen GPS rute at køre efter, og måtte efter bedste evne kæmpe for at følge de to foran.

 

Billeder fra vores kamp om at følge med Bonden og MiniDue, ......... glem det. TB og jeg havde rigeligt at gøre med at holde motorcyklerne lodret, samtidig med at grene, der stadig sad på granernes tynde stammer, ridsede min nye hjelm. Og de grene og træer der var fældet af ælde og storm, som var mere eller mindre rådne - gjorde hvad de kunne for at give mine bevægelser med styret en ekstra dimension, som oftest endte med at cyklen ville i en retning jeg bestemt ikke brød mig om, endsige nogensinde selv ville vælge.

 

Efter nogen tid (syntes som en evighed) kom vi ud på et andet spor, som (undskyld udtrykket) "Gud hjælpe mig" også var dybt og fyldt med løst fint sand. Til forskel fra det spor vi havde forladt på den anden side de mange træer vi havde forceret, for at ende her, var dette spor bredere og bestod ikke at to hjulspor, men af én bred vej totalt dækket af løst sand i rigelige mængder. "Pause" råbte TB og jeg, nu kaldet Efternølerne, og mindsanten om ikke de to stoppede!

Pausen var ikke så meget for vores skyld, som for at korrigere Gerda P Svendsen. Dog stoppede vi længe nok til at vi kunne få hjelmen af, finde vanddunken og drikke en ordentlig slurk, tørre den mest irriterende sved væk og - for TB's vedkommende - få ild i en røgelsespind.

 

Billedet lyver! Selv om det ser ud som om sandet er kørt fast, er det kun tilsyneladende. Når man ankommer på "smalle" motorcykeldæk, smutter det fine underlag væk mellem knoldene. Ligesom smør der smelter i solen!

I vores lille 4-mands trup, var der nogen kan der der med kørsel i løst sand. Se bare hvor elegant MiniDue og Bonden forsvinder med hjulspin og røven i sædet! Det varer noget inden jeg når det stadie, men jeg øver mig. Nogen gange med mere held end andre, men det er en helt anden historie! (Vil ikke love den historie nogensinde bliver fortalt! Hvis den gør, kommer den her på BikeAdvenTurist.com, derfor stay tunned )

 

Måske det undrer dig, kære læser, men neden stående billede er fra samme tur. Det er fra samme dag, ja samme formiddag!

Efter den for et par stykker af flokken pænt udfordrende morgentur gennem skoven med alle dens mange sandede spor og tætstående træer, hvor igennem vi kørete slalom, enedes vi (TB og jeg) over noget morgenmad om, at det var på tide de to mest entusiastiske udøvere af knold-dæk-kørsel-på-polsk-jord "fik lov" at køre lidt alene.

 

TB og jeg oplevede et øjeblik af fælles storsind, forbarmede os over MiniDuen og Bonden, og gav dem muligheden at fortsætte resten af dagen på egen hånd. De kunne give den gas ad spor og stier, de kunnekøre som de ville, uden at skulle vente på os.

Hvis de ville tage imod tilbuddet, skulle de til gengæld love at passe rigtigt godt på sig selv og hinanden. De var hurtige til at beslutte sig. Lovede at være forsigtige, passe på, ikke tage unødige chancer - hvorefter vi slap dem løs.

I fællesskab fandt vi - inden Bonden og MiniDue jog afsted - en by ude øst på, hvor vi skulle mødes senere på dagen.De to der kom først til byen, skulle finde overnatning og give den anden gruppe besked om adresse/ koordinater til stedet.

TB og jeg lavede en rute østerover ad nogle små og mindre veje MED asfalt. Nu ville vi nyde at "drive" gennem landskabet på lidt mere komfortable og meget mindre anstrengende vilkår.

Tilbage på asfalt. Yes, nu kørte det for TB og mig. Tjuhej hvor det gik. Legende let og imponerende sjovt var det at udfordre det yderste på dæksiderne på de snoede med fint asfalt belagte veje, gennem det skønne polske landskab. Der var sektioner med sving ad libitum, afvekslende med strækninger gennem landsbyer, hvor storke i dusinvis havde udset sig hver sin telefonpæl, hvor de kunne opfostre et kuld unger i hver deres rede.

I en af landsbyerne talte jeg 10 reder, og vi kørte kun på "hovedgaden". Hvor mange reder der var i byen ialt, har jeg ingen anelse om. I en anden landsby fik jeg travlt med at tælle paraboler. Jeg opgav og lavede i stedet et foto af huset, således du selv kan tælle hvor mange af familierne der har parabol. Når du har fundet 14, har du talt lige så mange som mig *s* - "16" må være husnummeret!

Frokosten blev indtaget i næsten vandret stilling. Til at dække mavernes behov for fast føde, købte vi et stort stykke røget mørbrad, en tilsvarende luns af en italiensk ost og lavede os en kop go kaffe til at skylle herlighederne ned med.

Efter den gode mad, blev vi lidt trætte, og mente derfor vi - for denne ene gang skyld - kunne agere underholdning for de mange lokale kirkegængere, der partou skulle forbi den skyggefulde plads under nogle træer bag indkøbscentret, for at komme over til kirken!

 

Friske efter powernap'en kunne vi hurtig blive enige om, at "turen jo ikke kører sig selv", hvorfor vi atter iførte os det svedigtvåde mc-dress. Med en stor æresrundekrølle ottetalslignende manøvre - til ære for de mange folk på p-pladsen - forlod vi stedet.........