En ægte Rookie

Isabella, var hurtigt, som en ægte rookie, til at sige ja-tak til at prøvesidde motorcyklen. Med lidt hjælp kravlede hun op på Yamaha’en og et kæmpe smil bredte sig over hele hendes kønne ansigtet.

Isabella var ikke med på "Rookie 3,0"-turen. Hun var på udflugt med sin familie, da en flok motorcyklister kom larmende ind på den fine rasteplads, hvor Isabella sammen med et par brødre og sin far og mor, nød deres medbragte madpakke.

 

Grunden til at "Rookie 3,0"-gruppen kom og overdøvede skovens fugle, var, at en lille gruppe friske Jyder havde taget et kæmpe godt initiativ.. De besluttede over en sen kop aftenmokka, at nybegyndere (og andet GodtFolk) med lyst og interesse for kørsel hvor asfalten ikke er lagt endnu (!) i Jylland og omegn, også skal have mulighed for at komme på en "Rookie udflugt". Med det formål at arrangere et modsvar til Ténéré klubbens traditionsrige forårstur for nybegyndere, hvor man- for at finde egnede veje uden belægning - inviterer til fællestur i Sverige, havde den lille tremandsgruppe lagt hovederne i blød, fundet på navnet "Rookie 3,0" og inviteret interesserede nybegyndere til fællestur, med udgangspunkt fra Tørskin Grusgrav ved Egtved.

Den lille gruppe Erik A, Jørgen H. og Hans Peter S. havde endog allieret sig med VejrGuderne og kunne afvikle turen i det smukkest tænkgelige forårsvejr. Et vejr alle danskere dette år har sukket efter i meget lang tid.

 

På denne smukke søndag mødte mere end 30 ekvipager op i Robert Jakobsens kunstudsmykkede grusgrav. En spredt vifte af erfarne, knap så erfarne og flere helt uerfarne med kørsel på løst underlag. En skøn blanding, hvilket var initiativgruppens hensigt. De tre gæve østjyder havde brugt mange timer på at planlægge dagen, og med så mange deltagere, i et så skønt forårsvejr, var der pres på nerverne! Ville anstrengelserne stå mål med de mange forventningsfulde kører, der enkeltvis eller i små grupper, snart fyldte godt op i grusgravens kuperede terræn.

Snakken gik. Der blev hilst til højre og nikket til gutten til venstre. Kaffe og rundstykker var linet op og klar til at mætte sulten og slukke tørsten, inden det gik løs.

Som altid er nogen man kender, og så er der nogen nye venner man møder, hilser på, får en snak med - og som man i mange år ind i fremtiden får et herligt par-løb med, fordi man deler interessen for motorcykler og ikke mindst, synes det er særdeles vidunderfuldt at føre motorcyklens knoppede dæk over grus, i sand, på skovveje, vådt græs, pløret mudder, vilde græstuer, knækkede grene, bakker og dale - og hvad sådan en tur med en motorcykel monteret med grove dækmønstre, ellers kan bære dine knogler hen over, igennem eller forbi.

 

Men, uden mad og drikke, duer helten ikke. Så altså, ind med noget mad og kaffe. Uhm

Inspirationen til turen er en lignende tur den æterbårne Ténéré.dk klub har for nybegyndere og lettere øvede, som til ærgelse og sorg for mange, er en tur der køres i Sverige. Mange jyder og sikkert også nogle Fynboere, synes det er for langt for en dagstur, og invitationen til en lignende tur på Egtved - Billund egnen, var en kærkommen nyhed, som også fik et par Sjællændere til at drage vestpå.

 

At ankomme med motorcyklen på trailer, eller i kassevogn, er ikke noget særsyn ved sådanne arrangementer. Mange kører gerne langt for at deltage på turene, og dette at køre langt på en lille motorcykel, kan godt tage pusten og lysten fra mange, idet de små cykler dels ikke kan køre særligt stærkt, de har ikke særligt mange hestekræfter og er oftest udstyret med et meget dårlig sæde. Altsammen ting som gør, at mange vælger at ankomme med motorcyklen i oppakningen!

Motorcykler til off road eller endurokørsel er mange ting. De er, ligesom mange andre genrer, customised, d.v.s. de er ændret til at være mere elle rmindre unikke. Både i farver og udstyr, og mærker. Og ikke mindst, alder!

Med til de indledende øvelser forud for en fællestur, er velkomst og introduktion. Arrangørerne byder velkommen. Ruten bliver beskrevet, særlige detaljer og eller sektioner bliver nævnt. Arrangørerne forklarer hvordan man finder vej, hvis man ikke kan se den/dem der kører foran én. Kort sagt, der bliver gjort hvad der kan gøres for at alle er så godt rustet som muligt, inden motorerne startes og man ruller ud på den planlagte rute.

 

Jørgen H bød velkommen sammen med Erik A og Hans Peter S. I løbet af velkomsten fik Jørgen forklaret det meste, præsenterede Erik A og Hans Peter S, inden han gav ordet til Pauli.

Pauli introducerede med velvalgte ord og praktisk illustreret på sin egen motorcykel, hvor "let" det er at køre motorcykel udenfor asfalten.

Solen steg højere og højere på himlen. Skyggerne blev kortere. Fuglene sang. Folkene sugede de vise ord til sig. Med sådan en fin introduktion, hvad kunne gå galt? Intet, og det skulle - og gjorde - der heller ikke.

 

Endelig, det var tid. Holdene var inddelt. Fuglene blev overdøvet af sprælske plejlstænger, der jog op og ned i cylindrene. Første gear blev fundet, Koblingen sluppet, og snart efter rullede Hold 1 ud fra Tørskin Grusgrav. Smilene var brede, lysten stor, udfordringerne lå derude i disen og ventede.

Faste grusveje. 2 sporede markveje med græsrabatter til begge sider og mellem sporene. Tørrede mudder sektioner, hovr knoldede dybe spor, tvang deltagerne til at give gas og kigge langt frem. I ørerne rungede Paulis kloge råd: "Sit when you can. Stand when you must." Altså, sid ned hvor du kan. Stå op hvor du er nødt til det.

Når man står op, fører man hele sin kropsvægt ned på fodhvilerne. Derved får motorcyklen et lavt tyngdepunkt, som er en kæmpe hjælp, når terrænnet er udfordrende. Kig langt frem, lad motorcyklen om at gøre arbejdet.................

 

Turen havde flere indlagte pauser. En fin detaljer både fordi det gav mulighed for at strække benene, men også fordi det er mere krævende at køre på alt andet end fast underlag, og hvis man yderligere ikke er vant til at skulle "arbejde" så meget med motorcyklen, som det kræves når man ikke følger den slagne og asfalt dækkede vej, er det også fysisk hårdt. På billedet nedenfor er "stifinder" Erik A lettet, inden alle andre i gruppen var helt klar til at følge efter.

Frokost i skovens dybe stille ro. Eller, ro og ro, efter motorcyklernes motorer var slukkede, var der kun skovens fugle samt de mange tik-tik-tik-tik-lyde fra de varme udstødningsrør, der sang anden stemme til vindens stille susen mellem træerne.

Rastepladsen var en "legeplads" med mange fine klatrestativer samt borde, bænke hvor man kunne spise den medbragte madpakke. Et par af bordene var besatte af familier, der som os var en tur i skoven.

Straks jeg havde parkeret min Blå Yams, bemærkede jeg Isabella , som så lidt benovet, men oss lidt beklemt ud. Jeg spurgte hen over hegnet, om hun måske havde lyst til at prøve-sidde min motorcykel? Blikket i hendes øjne fik ekstra lys, og hun var så klar, mente jeg at kunne se. Med et lidt bekymret blik, kiggede hun over mod mor og far, som sad med madkasser og sodavand og hendes to brødre.

Jeg forklarede at det var helt ok at hun måtte sidde op, hvis det altså var ok med forældrene! Det var det, og familien kom over til rækken af motorcykler. Både Isabella og hendes lillebror Oskar kom op på Yamsen, medens storebroderen prøvede en anden motorcykel.

I min fantasi, drømmer jeg om, at jeg fik plantet et lille frø i Isabella og Oskar denne dag ude i skoven. Et "frø" som vil vokse sig stor og stærk og blive til et ønske om selv at køre motorcykel eller at det vil give de to herlige børn en forståelse for motorcyklister, som de vil tage med sig i mange år. Jeg ved Isabella, som hjalp mig med at stave til hendes fine navn, kigger med her, og jeg sender derfor en stor hilsen til hende og hendes familie. Det var dejligt at møde jer *s*

 

Efter madpakke og drikke var fortæret og sunket, blev turen genoptaget. Ud i støvet. Som sweeper, d.v.s. bagerste mand i gruppen, får jeg rigeligt af støv fra de forankørende. Men det må man tage med, for - som det hedder sig - "eat my dust"!

 

Nå ja, der var da oss enkelte huller, hvor vandet endnu ikke var sunket eller fordampet, hist og pist..................

Men vandet fik hjælp til at blive spredt!

Uden jeg er klar over hvor det kommer fra, kan jeg konstatere, at "citronmåne-kage" er blevet en klassiker for enduroentusiaster på mine breddegrader. På næsten samtlige fællesture, har én eller flere købt citronmånekage, som der så bliver delt flittigt ud af. Og - som det ses på billedet - kagen bringer smilet og mundvandet frem (nej, du kan kigge lige så længe du vil, du kan ikke se mundvandet på denne ekvipage, men glæden over kagen er ikke til at tage fejl af.

Billeder som det der følger under teksten her, er et af de "billeder" jeg holder uendelig meget af at lave!

 

Når jeg kan laver billeder som dette, er det fordi jeg er med! Jeg er en del af flokken. Jeg kører i gruppen. Jeg var til stede. Jeg oplevede dette skønne sted sammen med en flok af mennesker jeg holder af. Vi var sammen. Delte øjbelikket - oplevelsen. Det er så herligt og enormt fantastisk.

Der må ryges............................

Så så, taget med fingrene i kagefadet! Citronmåne lokker *ggg*

Sidste sving på "Rookie 3,0" turen. Få hundrede meter længere fremme, er indkørslen til Tørskin Grusgrav, hvor "Rookie 3,0" startede og sluttede.

 

Vel igennem svingene, efter vi havde "sparket dæk", drøftet detaljer fra turen, drukket de sidste kopper kaffe, slubret masser af vand som afløser for al den sved der undervejs var trukket ud i trøjer og jakker, var det tid for at sige farvel og tak for denne gang.

 

Erik A, Hans Peter S og Jørgen H havde lavet nogle fine rammer, som alle vi 30 + andre fik fyldt ordentlig og grundigt ud, inden vi vinkede og hilste tilhøjre og venstre for derefter at køre hver til vort.