Mini Primi Camp

Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

Arne tegnede i luften, viftede med armene, slog smut med munden. Han gjorde sig de mest ihærdige forsøg på at forklare hvad en bakskuld var, medens fiskene lå på risten og sydede. Og duftede mere og mere, hvilket fik maven til at knurre og tænderne til at løbe i vand. Om Sasha var bange for fisken skulle smutte af grillen, eller han bare ville "hoppe" ombord i fisken, skal jeg lade stå hen i det uvisse.

Natten er vor egen, siges det, at de Fynske piger påstår! Jeg skal ikke blande mig i den diskussion, men blot konstatere at jeg sov godt. Maven var fyldt med go mad, tilberedt over bål. Maden var fortyndet med et par øl, så vidt jeg huske også et glas rødvin, måske en Lakrids Gl. Dansk og hvis jeg ikke husker helt galt, havde Arne en fl. whisky med, som vi andre jo på det nærmeste var tvunget til at smage, når nu det var værten der bød rundt *ggg*

 

Fredagen kom. Med sol fra morgenstunden. Okay, vi kunne ikke mærke solen lige straks vi stod op, men vi kunne se himlen over os var lys og venlig, blå og skinnende, så mon ikke det var solen som bare ikke kunne nå ned mellem træerne?

Inden vi alle var klar til dagens tur, nå ja, alle undtagen fru Nielsen som hellere ville gå en tur i skoven, end følges med Arene rundt på de smalle og stenede veje skoven er så fyldt med deroppe, skinnede og varmede solen i en grad, så det var lige før det var for meget.

Rigtige mænd - i min defination - bliver aldrig for gamle til at lege. Men prisen på legetøjet ændres væsentligt. Men de går ikke af vejen for at spille åndsvage i skovens mørke. Drille venner med motorcykler, kubik og dæk. Eller køre ind på en endouro-bane beregnet til meget mindre motorcykler med kæmpe knopper på dækkene og forholdsvis få kubik.

Vi gjorde stop ved en sådan bane og et par fra gruppen skulle ind og forsøge sig. Personligt havde jeg ingen trang til at udfordre det bløde underlag (især i svingene,hvor de mindre motorcykler formelig pløjer underlaget igennem), så jeg satte cyklen på støttefod og begav mig ud for at lave et par billeder af de andre.

Med et smil der startede ved munden og bredte sig til ørerne, sagde vi pænt farvel til folkene hos "Mc Guiden". Efterhånden som vi lagde butikken flere og flere kilometer bag os, voksede smilet til at omfatte øjne og nakke.

Jo længere vi kørte på de små veje og stier i skoven på vejen hjem, jo mere klart blev det for mig, hvor meget jeg havde savnet de styrforhøjere. De 3 cm gjorde væsentlig større forskel end de lyder af. Lidt eksperimenteren - og spendering af mønt - betaler sig nogen gange med større oplevelser og mere sikker kørsel.

 

Et fast indslag i Arnes rundvisning oppe ved Järnforsen, er et besøg på More Kastel. Kastellet er en dyb kløft. Et flot naturområde, der - ligesom resten af Sverige og landskaber i al almindelighed - forandrer sig efter årstiden, lyset og tiden på dagen, formet over tid af vejrlig og menneskers indgriben.. Dybe skygger. Skarpe højlys tegner konturer, skaber illusioner af eventyr og figurer, man aldrig havde tænkt at skulle møde.

 

Fra p-pladsen bevæger man sig på gå-ben ned mod kløften. Selvfølgelig er det muligt at køre, men det kræver en del øvelse, er jeg ganske sikker på, og måske endda det vil være næsten selvmordsagtigt på en 1200'er. Stien bugter og snor sig mellem små og større sten. Nogle stablet mere eller mindre oven på hverandre. Alle ligger spredt ud mellem træer af forskellig alder, størrelse og omfang. Nogle er så gamle de er faldet for storm, eller savet ned af mennesker, og kun kan anes fordi roden endnu ikke er forvitret eller ædt af orm. Andre står endnu med spredte grene, der for år tilbage rakte efter himlens hvide pudrede skyer

Sverige har herligt meget anderledes at byde på end vi kan finde i Danmark. Ofte i meget større portioner.Ikke mindst når det gælder naturoplevelser. Ikke mindst for os som elsker at køre omkring i skove, gennem enge samt føre cyklen op og ned mellem små og større bakker, hvor klipper og landskaber folde sig ud foran motorcyklen. Når man har kæmpet med cyklen på veje og skovstier og nået frem - eller op, er belønningen vådt hår i fiberskallen på hovedet, tøj der er gennemblødt indefra og en fantastisk udsigt over landskaber, vi ikke selv har i DK.

I parantes bemærket kan jeg afsløre (?) at motorcykeldress monteret med GoreTex, ikke er er det mest ideelle til den slags køreture. En erfaring jeg har haft så ofte, at jeg snart må ha lært det! Næste "tøj" indkøb bliver en "body armor" (se video)

 

Efter et kaffe-break, tog fru Nielsen og jeg afsted lidt tidligere end de andre. De "vilde" ville videre. Det ville vi også, men vi ville tilbage til hytten. De "vilde" ville fortsætte rundt i skoven lidt endnu. Fru Gerda PS hjalp os med at finde en hurtig rute ud af skoven. Den så overkommelig ud. Der var nogle kilometer at køre under skovens bladhang, men stier og veje så farbare ud.

At det undervejs viste sig vi havde taget 'lidt' fejl af underlaget, det var ikke til at forudse. Lidt info kan GPS'en give, hvis man forstår at læse den rigtigt.. Hvis der for eksempel ikke er asfalteret, fortæller et lille vindue man kører på "vej uden belægning", hvilket i mange tilfælde ikke passer, idet sten af forskellig størrelse jo også er en form for belægning! Ordkløveri ja, men i dette tilfælde fortæller jeg det fordi vi havde valgt en rute, som de "vilde" også havde lagt ind i deres vejviser. Og ruten var nogle steder "ikke lige den nemmeste" at forcere på slickdæk monteret på en almindelig lidt gumpetung touringmotorcykel, som den min dejlige kæreste sad bag styret på..

 

Vi havde kørt nogle kilometer, da jeg blev opmærksom på de "vilde" i mit bakspejl. Jeg trak over i højresporet for at give plads til de andre, som med høj fart føg forbi os, samtidig med de smed sten, grus og støv med knopperne mod os!

 

Lige så pludselige de var dukket op, lige så hurtigt forsvandt de foran os igen. Senere mødte vi dem ved det lille røde hus. Vi troede vi kunne være tilbage inden de "vilde". Men nej. De stod og tog pænt (grinende) imod os, med mange rosende rod om vores rutevalg og ikke mindst fru Nielsens evner på grus.

Efter en dag med adskillige indslag af "øvelser på grus for stor motorcykel", i nogle af Sveriges dybe efterårsfarvede skove, var vi flere som trængte til et bad.

 

Eller det gjorde vi vist alle, men det var kun nogen af os der, ved dagens næste indslag, "fællessamling ved søen", tog mod til sig og lod søens vand bortf'øre dagens sved og støv, for at begrave det i de dybe mudrede huller længere ude mod søens midte, hvor de store fisk har masser af vand under bugen.

 

Iført termokrus, øl, fiskestænger, årer og håndklæder, drog en broget skare afsted. I små grupper joggede vi roligt ned mod søen. Undervejs mod søen blev dagens mange forskellige oplevelser kommenteret. Som det sig hør og bør, som det står højt og tydeligt i de "uskrevne regler for motorcyklister" fik de fleste en kammeratlig mobbende bemærkning knyttet til dagens oplevelser. Nogen havde travlt med at (bort-)forklare, hvad der for os andre så ud som farlig ukontrolleret kørsel. Andre gjorde ihærdige forsøg på, med negligerende vendinger og sjove tillægsord, at "oversætte" farlige situationer til tekniske forsøg på at forbedre kørestil og -evner. At mange af disse såkaldte forsøg, endte ud i en sørgelig og lidet flatterende kamp med motorcyklen, som for de flestes vedkommende endte med sejr til motorcyklen. kommer sikkert næppe bag på nogen!

 

Naturen - og ruten Arne havde valgt at vise i dagens løb - blev rost af alle. Enkelte nåede hidtil uanede højder, ved i overstrømmende positive vendinger at bruge "det kunne andre ikk ha gjort ret meget bedre" eller "har vi ikke været her før?". Smil og strålende øjne fulgte bemærkningerne.

Smil og strålende øjne. Glade undertoner og sprøde stemmer. Hud furet af støv og klæbede og klistrede på samtlige træfgæsters ansigter. Ingen kunne være i tvivl om alle havde haft en fantastisk dag.

 

Nede ved søgen fortsatte hyggen. Under en tarp, farvet af alger og sidste års nedfaldne blade og kviste, smukt krydret med nye, blev krus med kaffe og dåser med øl fundet frem fra tasker og kurve. Fiskestængerne blev smidt op i en lille hvide båd, årerne sat i gaflerne og snart efter roede Arne og Pasha ud på søen for at udfordre fiskelykken.

Nogle af os smed tøjet og hoppede i søen. Vandet var koldt. Jeg skal ikke afsløre hvor koldt, men rigeligt til at svømmeturen blev taget af programmet. Det blev kun til en gang almindelig, men ihærdig og nødvendig hurtig indsmøring af kroppen med sæbe,, afløst af et hurtigt dyk eller to samtidig med hænderne på det nærmeste gik som møllehjul, for at få skummet fjernet fra huden igen. Derefter gjalt det om at komme tilbage på land hurtigst muligt. Håndklædet lå parat, lige til at krybe ind i. Nogle kraftige gnid senere, kom varmen retur, og så var det dejligt at ha været i søen. Med blodet rullende noget kraftigere rundt i blodårerne, satte vi os sammen med de andre og nød roen, skønheden og en kold øl.

Örjans billede viser med al ønskelig tydelighed alle var glade for at modtage "Shitsticka'en" og blive en del af "The Internationa Shitsticka Association". Stor tak til Örjan og "Farmand" for den flotte gave

Det skal også nævnes at vi - sammen med "Shitsticka'en" - fik udleveret en flot skåret trækniv, således ingen forledes til at anvende "Shitsticka'en" til andet end det den nu engang er tænkt anvendt til *ggg*)

2 personer, 3 uger, 4 lande, 5 tusinde kilometer

"Stuga træffet". Et par dage uden el, rindende vand, træk og slip funktioner. Mad over bål, nye venner vi ikke vidste vi havde, original svensk natur og højt til himlen

 

Afsnit 01 afsnit 02 afsnit 04 afsnit 05 afsnit 06

Voksne mænd græder ikke. Og slet ikke når det der skal grædes over, kun er en bagatel, som for eksempel man ikke kan købe det man ønsker sig i den lokale brugs. Arne havde luftet tanken. Menuen skulle være lækre flank steaks. De ville passe forskrækkelig godt på grillen, ville dække vores behov for proteiner og fylde maven tilpas godt op, især hvis der blev indkøbt noget kartoffelsalat til. Den ide var alle med på, men brugsen havde ingen flanksteaks. Øv. I stedet blev det til noget griseri i forskellig "indpakning", men efter grissebassekødet - i de forskellige indpakninger - var stegt over bålet, var det slet ikke så ringe endda!

 

Inden griseriet, hovedretten denne fine aften, havde Arne en overraskelse til os. For vestjyder som fru Nielsen og jeg, var det et kærkomment og særdeles velkendt velsmagende indslag i menuen. Arne havde medbragt rigtige bakskuld. Kræs for kendere. Bakskuld er spiseklar når de er sorte, husker jeg min tidligere svigerfar altid sagde. Men sortstegte blev disse ikke. Dels var vi sultne, dels kan de sagtens spises inden skindet er helt svedet af. Nøj hvor de smagte og bekom os vel, deroppe i den svenske skov.

Senere kom der andre boller på grillen, d.v.s. boller og boller, var det ikke just. Men pølser, mørbrad oggode ben plus et par flutes.

 

Arne ligger ikke i flyverskjul. Han er kreativ med kameraet, og ved hvordan en pølse på grill skal fotograferes for at tage sig bedst ud.

Örjan var også kreativ. Især hvad angår musik. For altid at kunne levere varen, har Örjan indbygget et musikanlæg i sin topboks. Der mangler intet. Og strøm til anlæget kommer fra solen, hvorfor anlæget er meget miljøvenligt. Øh, måske naboerne havde en anden opfattelse. Og dog, de bor jo så langt fra Stugan de ikke kan høre, når Örjan spiller op til dans.

Når mænd når en op i alder, bliver det mere og mere nødvendigt at "slå mave" efter man har spist og drukket godt. Dejligt. Ikke mindst fordi der nu var ro til at snakke sammen. Gruppen var samlet. Vi kom mange steder fra. Flere af os kendte ikke hinanden. Vi var i sandhed en broget flok.

Rene kom fra Tyskland. Pasha, som er tysker, bor i Norge og arbejder for et dansk firma, Örjan er svensker. Michael er dansker, bosat i Midtjylland. Kenneth er også dansker, men bosat i Flensborg. Og Arne fra Vestjylland, ligesom fru Nielsen og undertegnede.

 

Formaliteterne var forlængst overstået. Alle var accepterede og nu var det tid at dele oplevelser, fortælle om oprindelse og forklares detaljer om cykler, ruter, hjemstavn og andre væsentlige såvel som knap så væsentlige ting. Under et kaldes det "at sparke dæk", vistnok fordi det ofte foregår medens man går rundt og kigger på motorcykler på træfpladser og lign.

 

På "Stuga Træffet" skete det efter maden, mere eller mindre behageligt tilbagelænet i de forhånden værende stole, under verandaens baldakin, med et glas "et eller andet" i hånden eller tæt ved hånden/munden. Jeg husker ikke præcist hvem der kom på ideen med at gå en tur ud i skoven, men afsted kom vi. En fin afslutning på en skøn dag.

Fra banen kørte vi direkte til Vetlanda, hvor Arne havde forberedt personalet i "Mc-Guiden" om at de ville få besøg af en flok gæster fra flere lande. Med i aftale lå, at hvis vi købte noget, skulle vi have gode procenter i rabat på købet.

 

"Mc Guiden AB" sælger og køber motorcykler, grej, gear, stumper,reservedele. Meget af udstyret er til brug for de ekvipager der bruger asfalten mindre, og alt udenfor asfalten mere, end så mange andre. Butikken er lidt af et mekka for motorcyklister. Ikke mindst fordi butikken er ligger i Sverige, hvor de har ganske anderledes forhold og indstillinger til motorcklister. Også når disse træffes i skove, på fjeldet og andre lignende steder, hvor underlaget ikke består af forarbejdet tjære blandet med sten og andre holdbare, stærkt limende ingredienser.

 

Arne viste vej til butikken. Han havde adviseret folkene hos Mc Guiden AB om de ville få besøg af en flok danskere. Tvivler på de havde gjort noget særligt ud af fredagsrengøringen af den grund, men der var nydeligt, pænt og rent, uanset indsatsen i anledning af vores besøg.

 

De udstillede motorcykler skinnede og lokkede med priser i kroner, som man skulle tage sig selv gevaldigt i nakken for ikke at savle over. En kæmpe Gold Wing til 179.000 SKR finder du ikke i DK i den stand og årgang. Arne og Kenneth var knap trådt gennem døren, med den høje og iørefaldende ringen, der fortalte der var gæster i butikken, førend de satte kursen dirkete mod den store Honda. De måtte bare røre. Om de gjorde sig tanker om selv at sidde bag styret, kan vi andre kun gisne om. Men jeg tvivler! Og hvis, måtte det nok være som anden eller tredje valg. De holder begge så meget af at kravle rundt på - og med - motorcykler med knopper på dækkene, at dette flotte hvide udstyrsstykke næppe kunne tiltrække deres opmærksomhed særligt længe.

 

Kort fortalt, var det helt andre ting der optog interessen.

Der blev kigget på udstyr. Sammenlignet priser. Kontrolleret kvalitet. Diskuteret anvendelse. Justeret behov. Fremsat ønsker. Drømt drømme.

Alle tænkelige samt et par af de utænkelige (?) emner blev drøftet, vendt og drejet ,for siden at finde det endelige leje, hvor en handel enten blev konfirmeret ved at Dankortet blev kørt gennem maskineriet. Eller, i et par tilfælde, emnet blev kasseret af den ene eller anden grund.

 

For mit vedkommende blev besøget i Mc Guiden afsluttet med jeg købte en styrforlænger og fik den monteret. Der var lidt problemer med at få skruerne tilpasset, men med god og hurtig hjælp af Andreas, mekaniker hos Mc Guiden, lykkedes projektet til alles tilfredshed. Ikke mindst min. Jeg er nu så glad for den styrforlænger, som "rejser" styret hele 3 cm mod himlens blå, at det er helt uforsåeligt, jeg ikke har investeret de forholdsvis få basseører for længst. Især er det en hjælp når jeg står op på motorcyklen. At stå op på fodhvilerne, letter håndteringen af motorcyklen når man kører på løst underlag.

Lidt trætte, en smule alkoholiserede, i kammeratligt, altfavnende internationalt selskab, vandrede vi de få hundrede meter retur til hytten, i tide til duggen ikke nåede at klæbe sig til vore kroppe. At myg og andet flyvende småkralv, fandt vores selskab meget behageligt, kom mange af dem til at fortryde, nåd de sekunder senere lå som føde for myrerne på jorden.

Tilbage ved hytten, fandt vi alle en stol eller delte en bænk. Snakken fortsatte. Mere øl og måske en enkelt whisky sneg sig ind mod midten af bordet, hvor de tomme flasker hobede sig op.

 

Efter et par internationale skål, rejste Örjan sig, trak sin rygsæk op på skødet og fandt fra taskens dyb en fin lys "pind" med snor og skilt bundet til. Lidet anede vi hvad der kom. Men snart indledte Örjan en tale, hvori han forklarede om sin far, og dennes lyst til og evner som en vis "Emil fra Lönneberg" er meget kendt for. Alle ved Emil snitter i træ. Ganske vist er det ifølge fortællingen, mest figurer denne aldeles uvorne knægt fordriver tiden med at forme, bag en lås dør ind til værkstedet.

Örjans far derimod laver "Skitsticka". Nøjagtig mage til dem man - så vidt det har været muligt at tyde overleveringerne, i ældre tider flittigt brugte til private formål. Denne (priavte) handling foregår stadig, endda for langt de fleste skabninger minimum én gang pr. dag, omend der i nyere tid, oftere og oftere anvendes blødt papir til formålet. De fine "Skitsticka", lavet af Örjans far, er fornemt dekoreret med illustration om anvendelse, påført produktionssted og kan (inden brug) anvendes som invitation og adgangsbillet til at besøge værkstedet.

 

Samtidig med vi modtog gaven, blev vi medlemmer af "The International Shitstickak Association" med ret - og pligt -til altid at have sin "Shitsticka" med, ikke kun for at kunne identificere sig med den, men også (og mindst lige så vigtigt) at kunne bruge den når /hvis man kommer i situationer, hvor den er anvendeli!