Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

Seneste:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2018.01.04.

Årets første fællestur

2 personer, 3 uger, 4 lande, 5 tusinde kilometer

 

Öland er større end antaget. Turister i hobetal, selv udenfor sæsonen. Fyrtårne, ruiner, fladt landskab og et utal af vindmøller i mange størrelser.

 

af Pter Kr. Riber

 

Til side: -I- -II- -III- -IV- -V- -VI- -VII- -VIII- -IX- -X- -XI- -XII- -XIII-

 

Og udsigten vi kunne nyde medens vi spiste frokost, var herlig. Stedet vi fandt lå lidt fra parkeringspladsen. Vi skulle vandre lidt ind i skoven,. Stien førte os ned i en lille kløft, forbi en gammel vandpost,og op over en mindre bakke. Den gamle vandpumpe fungerede, konstaterede fru Nielsen. Hun kunne ikke gå forbi unden at forvisse sig om, der var vand i brønden. Dog smagte vi ikke på vandet. Men jeg er overbevist om, det sagtens kunne drikkes, uden man efterføflgende blev syg.

Hvis man leder lidt, kan man også finde sådanne steder i Danmark. Men det er helt sikkert nemmere i Sverige. De har rigitg mange søer og vandhuller, hvor der vokser siv ved bredden, samtidig med området er omkranset af skov.

 

Dejligt mætte, slog vi mave en tid, inden vi skiftede lyden af klukkende vand, ud med beninmotorernes takfaste summen gennem hjelmens polstring. Stedets mange fine kvaliteter beholdt vi på SD-kortet samt i hukommelsen.

 

Turen mod nordøst fortsatte. Målet var vi ville nå Öland. Når man vælger de smalleste veje - og flere gange foretrækker dem med uden fast belægning - tager det længere tid. Dejligt solen skinnede. Hvis ikke vejret havde været med os, altså, hvis nu regn eller tåge eller noget lignende, havde ødelagt vores gode humør og spoleret udsigten, ville vi ganske sikkert have ændret indstillingen på Gerda PS. Heldigvis nåede vi meget langt, inden vi blev overfaldet af et tordenvejr, som vi siden forfulgte helt frem til målet, Öland. Inden da havde vi fornøjelsen af bl.a. disse skønne veje.

 

 

Når Danmark skal markedsføres i Norge, har vi et turistslogan der lyder noget i retning af: "Det er grejt at være Normand i Danmark". Svenskerne har fundet ud af noget lignende, hvorfor de har navngivet en by "Dannemark". At det kniber lidt med at stave, må vi tilgive dem. Jeg er sikker på meningen er helt ok *s*

 

 

Efterhånden som vi nærmede os Öland, trak det mere og mere til over os med mørke skyer. Fornemmelsen af himlen ikke ville holde tæt, blev mere og mere intens. Vi søgte ly og håbede det kun var en byge.

Faktisk tror jeg også det var en byge, men den var stor og fulgte samme rute som os. Vi fik en del "fornøjelse" af skyens indhold, men havde forberedt os ved at trække i regntøjet. Selv om jeg ikke ligefrem syntes vi kørte langsomt, overhalede skyen os, hvilket bevirkede vi kørte på våde veje, men ikke fik direkte vand fra skyen. Det våde vejr gjorde dog, at vi dels søgte ud på de større veje og at jeg pakkede kameraet væk.

 

 

Vores første oplevelse af Öland blev en lidt blandet fornøjelse. Dels kørte vi lige bag et kæmpe skybrud (?), hvilket gjorde de mange andre som havde besluttet de ville til øen, sprøjtede os til med skidt og vejsnavs, dels opdagede vi øen er fyldt med turister og dyre campingpladser. De første 3-4 pladser vi forsøgte at finde plads på, var enten lukkede, optaget eller krævede specielle pas, som var pænt dyre, uanset den danske krone står i en ok kurs i forhold til de svenske.

 

Efter nogen søgen og flere kilometer på uret, fandt vi en plads helt ude ved strandkanten i Mörbylånga. Receptionen var lukket, men et håndskrevet skilt fortalte, man var velkommen til at stille telt op og henvende sig dagen efter. Toieletforhold så ok ud, så vi slog os ned, og regnede med de ikke ønskede at se det dyre campingpas, de andre steder havde forlangt. Stedet var mere spartant udrustet og gav indtryk af "de var lidt anderledes", lidt billigere end de mere friserede steder vi først havde opsøgt. Det viste sig at være "godt gættet" omend deres overnatningspriser var på højde med de bedre pladsers, men vi slap for "campingpasset"!

 

Lige så snart motorcyklerne var parkeret, blev teltet stillet op. Lidt nordvest for os, ude over bæltet mellem øen og fastlandet, Kalmarsund,lå en meget mørk omfangsrig sky, som tydeligt kom nærmere og nærmere. Fru Nielsen og jeg udvekslede et meget sigende blik, hvorefter vi - som en velsmurt maskine - i hast fik løsnet telt og tasker fra motorcyklerne. Uden mange ord, gik vi igang, medens vinden begyndte at blæse med tiltagende styrke.

Vi nåede at få det meste af gearet på plads inde i teltet, som hurtigt blev stillet op, endda med oversejl i form af en stor pressenning (medbragt til formålet efter tip fra et par vener), inden et hulens uvejr brød løs. Dog havde fru Nielsen i skyndingen ladet sin hjelm blive på motorcyklen, idet den var sat til at lade samtaleanlægget op. Hvis hjelmen skulle være tør til næste dags udflugt, måtte hun ud og hente den.

 

 

Med en irriterende højlydt banken og basken, pumpede presenningen under hele bygen (og natten med) mod teltdugen. Vi måtte tale meget højt for at høre hvad hinanden sagde. Heldigvis behøvede vi ikke veksle mange ord for at lave og spise noget af vores turmad og drikke en kop varmende kaffe og te. Vores dejlige nye telt Serie II Expedition Tents fra Redverzstore har fin plads til to i "garage-afdelingen". På hver sin stol sad vi og lavede planer for næste dags udflugt.

Hjemmefra havde vi planlagt at bruge en hel dag på at kigge os rundt på øen.Medens regnen trommede og blæsten legede med presenningen, kiggede vi i de brochurer vi havde gaflet ved et informationskort. Nu skulle der laves rute og bestemmes ophold. Så vidt jeg husker gled der et glas vin eller to ned, medens vi diskuterede og fandt frem til hvad vi ville se på øen.

 

 

Ovenfor har fru Nielsen lavet et billede af mig, umiddelbart efter jeg lavede billedet af hende. Jeg gør meget for at få "mit billede", for at få den vinkel jeg mener giver et godt billede. I dette tilfælde måtte jeg kravle rundt lige indenfor teltvægen (og dermed stadig i ly for regnen), bag duffelbags, tasker, mad- og tøjposer for at få det billede jeg ville ha. Men pyt, bare billedet bliver godt, er jeg tilfreds. Og jeg var tilfreds. Jeg fik nemlig billedet af fru Nielsen igang med at læse en brochure over Öland.

 

Medens uvejeret med torden og lynild fløj hen over os, snakkede vi også om dagens oplevelser. Vi grinede sammen, da talen kom ind på den lille cafe vi søgte ly på, da et uvejr truede os undervejs til Öland. I byen Eringsboda var en tidligere servicestation lavet om til drugstore og cafe.. Alle standere var fjernet, kun taget var tilbage. Lyset var tændt i butikken, men ikke i café'en.

En ung blond lidt tilfældig, absolut ikke smart og ihvertfald noget hjemme-hos-agtigt-påklædt quinde, overbeviste os om café'en var åben. Hun påstod hun havde både kaffe, te og kager, og vi skulle endelig sætte os, hvorefter hun bedyrede hun ville servere for os. Jeg ønskede kage og kaffe. Fru Nielsen foretrækker te, men da den automatiske kaffe-, te- og chokolade m.m. maskine skulle lave varmt vand til te, strejkede den. Totalt. Ville bare ikke reagere, uanset hvad den unge quinde forsøgte sig med. I stedet for te, måtte fru Nielsen vælge en kold drik fra køledisken, uden beregning, til sin kage.

Min kage, øjensynlig flere dage gammel, at dømme efter tilstand og udseende da den kom frem i lyset, placeret på en lille tallerken foran mig, gled meget stille ned sammen med den automat fremstillede kaffe, som jeg uden tøven ville karakterisere, som værende af en karat der burde smides ud, og ihvertfald ikke burde befinde sig i en kop, som en gæst har betalt for!

Da vi forlod stedet, fulgte den unge quinde med ud. Et skilt i vinduet fortalte hun ville være væk 10 min. Vi gik til vore motorcykler, tog hjelme og handsker på. Ud af øjenkrogen bemærkede jeg quinden gik hen til en sølvfarvet Audi TT. Hun satte sig ved rattet, startede bilen og forlod stedet så det tydeligt kunne høres, bilen har rigelig kræfter til at trække de få kilo bilen med indhold vejer!

 

Aftenen havde efterhånden sænket sig over byen Mörbylånga og stormvejr, torden og lyn var forsvundet i det fjerne. Kalmarsund-vandet var faldet lidt til ro. Jeg vovede mig atter ud. Ville stramme barduner og rette på presenningen, inden vi lagde os til at sove. Tog kamera med ud og fik fanget lidt aftenstemning.

Det med at sove gik så ikke helt så godt som håbet. Vinden fortsatte hele natten med at lege med presenningen, hvilket betød et varierende men vedvarende, pænt højt lydende banken og blafren, som jeg desværre ikke kunne ændre på. Kort fortalt sov vi ikke godt, for vi blev hele tiden vækket af de høje lyde fra det grønne plastik. Når man så tager i betragtning plastikken ikke var lagt op for at holde regnen ude, men for at teltdugen ikke skulle samle dug på indersiden, var det faktisk en meget unødvendig foranstaltning og en dum beslutning at bruge så meget energi på at anbringe den. Der var nemlig masser af dug på teltets underside. Havde vi ikke sat det op, havde der sikkert været lige så meget dug men til gengæld havde vi kunne sove fordi vinden ikke havde haft det grønne plastik at lege med! Der kommer flere betragtninger om presenningen senere!

Himlen var flot omend der stadig herskede en lidt dyster stemning deroppe, da vi krøb i poserne. Øverste foto er taget mod sydøst. Nederste mod vest, med et minuts mellemrum, kl. lidt over 20 samme aften.

 

 

Luk op for noget godt, luk op for Hari....... øh, soveposen fru Nielsen! Lyn op og kravl ud. Mærk livet. Mærk vi lever. Husk vi er på ferie. Turenen kører ikke sig selv. Oplevelserne i dette fremmede land, venter på os.

 

Dejligt at vågne, når man for eksempel kan lyne telet op, kigge ud og se solen skinne fra en skøn blå himmel. Varmen får regnen fra aftenen til at forsvinde og humøret til at stige mærkbart. Efter en kop kaffe og lidt fast føde, tog vi os sammen og gik en lille tur, inden vi pakkede alt gearet på cyklerne igen.

Umiddelbart vest for hvor vi slog pløkkerne i græsset, var en lille sandstrand. Stranden med den lille mole, så idyllerisk ud på afstand, men det stank af rådden tang og surt havvand. Ikke lige en coktail vi er vant til fra Vesterhavet. Bestemt ikke en lugt vi bryder os om. På et tidspunkt i løbet af natten, var jeg vågnet og kunne straks lugte det "sure opstød" fra stranden, men det skyldtes vindens retning. Heldigvis var vinde vendt, så vi ikke skulle døjes med den ubehagelige lugt hele tiden.