Rundt i Europa III

De der forsøger at komme sovende rundt i Europa, går glip af mange gode oplevelser. Men man kan da godt lige snuppe et kvarter ekstra i soveposen, når man er kommet afsted. Det er jo ferietid, og ferie, det er at gøre noget vi ikke gør til daglig.......... elller noget!

 

Turen Rundt i Europa - fortsætter sammen med fru Riber

Efter jeg havde været alene om at "finde fra Schweiz til Lemwerder i det nordlige Tyskland, var det dejligt igen at have selskab. Ovenikøbet det bedste selskab jeg kan få og tænke mig, nemlig min dejlige kæreste og hustru Jeanne.

 

Sammen fandt vi, med Jeanne's TomTom som stifinder, vej gennem det vestlige Tyskland til Holland. Jeanne havde i ugen forinden været i Sverige med en veninde. De havde nydt en uge i en hytte oppe omkring Väneren. Her vil nogen måske så nok indvende, at hvis Jeanne kom direkte fra Sverige, ville det have sparet nogle kilometer, hvis hun havde brugt færgen fra Rødby til Puttgarden, for at komme til Tyskland og møde mig. Og de der tænker sådan, har da helt ret, men der var lige det, at Jeannes barnebarn Storm, skulle fejre 1 års fødselsdag, og da Storm bor i Varde, kørte Jeanne hjem for lige at kontrollere at alt var ok, og for at deltage i kage- og lagkagespisningen. Da jeg så billederne fra kaffebordet, indrømmer jeg gerne at jeg ærgrede mig over, jeg ikke havde deltaget.

 

Nok om det. Jeanne kom, vi kyssede, og senere fortsatte vi på "vores ferietur". Ingen planer var vores plan. Solskin og dejligt vejr ville vi køre efter. Og ellers bare nyde motorcyklerne, telt og samværet. Vi ville være åbne for omgivelserne. D.v.s. hvis én af så noget der burde undersøges nærmere, var det præcist det/den ting, der var planen. Uden andet mål end at køre hen hvor vejret var fint, kørte vi mod syd. D.v.s. vi havde lige et besøg lagt ind, som for begge var en del af "ingen plan". Vi ville besøge Rochefort, byen hvor munke brygger den kendte Trappistes Rochefort øl. En øl vi begge nyder at drikke.

 

Inden vi kom dertil, var der nogle kilometer der skulle rulles på kilometertælleren. Men det var jo netop også en del af planen. Egentlig vil jeg helst undlade at omtale vejret, men eftersom vi kørte efter noget fint og behageligt at slagsen, er det svært at måtte nøjes med overskyet himmel, men dog med tilpas varmegrader, som gjorde turen frem til Baarlo i det sydlige Holland til en fin dagstur.

I Baarlo fandt vi frem til Minicamping Barbizon. En meget, som navnet også antyder, lille plads. Indkørslen foregik forbi ejernes hus og om i baghaven. Der var en del gæster samlet omkring et par haveborde der var sat sammen til ét stort. Tomme, eller halvfyldte flasker fyldte godt op på bordet, mellem askebægre og dametasker.

 

Selvfølgelig stoppede vi fremme ved bordet. Omkring bordet sad eller stod omkr. 10 personer, kvinder og mænd. Ingen børn. Camping fatter og -mutter sad med pladsens gæster og nød aftenen, under et stort træ, der snart ville skygge for hele terassen. Lige da vi standsede, kunne vi ikke se hvem - eller overhovedt om - de der havde pladsen, var blandt den brogede flok. Efter vi havde hilst med et "Hello" og en løftet venstre, spurgte vi ud i flokken, om vi kunne bo på pladsen?

Camping fatter sagde noget på hollandsk, undskyld, nederlandsk (eller måske flamsk?) som vi ikke forstod. Camping mutter tog over, hun kunne lidt engelsk. Snart forstod vi på fakter og armbevægelser, samt nekelte ord på et for os uforståeligt sprog - en sammenblanding af hollandsk og engelsk - at vi bare skulle køre ind og finde en plads. Hvilket vi gjorde.

Der skulle ikke mange runder til, førend vi fandt et sted vi gerne ville sætte kludehuset op. Og dog, da jeg så nærmere på det sted vi havde valgt, valgte vi om! Der lå der rigtig mange kastanjer af en "meget farlig" slags på jorden.

Vi fandt en anden plads, lidt fra de høje træer, som "kastede" med de sylespidse kastanjer.

Rundt omkring på pladsen, såvel som plads-adskillelses-hegnet til de mange "lommer", bestod af fine og for mig ukendte træer. Men flot og hyggeligt så det ud. At vi så om natten flere gange blev vækket af hårde bump, når vinden formåede at brække kastanjer af træerne ved siden af os, ja det er jo en anden sag. Men som billedet ganske tydeligt viser, var der rigeligt at tage af.

Inden vi krøb i poserne, gik vi ned i byen. Vi ville finde et sted at spise, og fandt den eneste restaurant der var åben. Et italiensk - eller indisk, japansk, måske, kroatisk - sted, hvor vi fik rigtig go og forholdsvis billigt mad. Og jo, vi drak et glas rødvin til, så vidt jeg husker......... eller måske det ble vtil to? Vi skulle jo gå tilbage til pladsen, så vi måtte godt nyde lidt alkohol.

Tilbageturen tog lidt længere tid end vi forestillede os. Vi havde glemt hvor campingpladsen lå, fordi vi undervejs ind til centrum af den mindre by, havde forsøgt at finde andre steder at spise. Derfor anede vi kort sagt ikke hvor vi var, i forhold til campingpladsen. Kloge som vi var/er, havde vi et bykort med, men det var lidt svært at finde rund på, men efter lidt tid lykkedes det os at gå ad de rigtige veje "hjem" til pladsen.

Natten fik ende. Vi havde sovet godt - og billigt. Vi ville videre. Næste stop skulle, efter planen være Rochefort, hvor vi ville drikke en øl eller to. Men der var lige nogle kilometer Holland tilbage, inden vi kom ind i Belgien. Og inden da, altså inden vejen skulle errobres, skulle "hjemmet" pakkes ned. Ganske vist havde vi ikke fået rutiner i forhold til at pakke ned (eller op for den sags skyld) men vi har efter vi har kendt hinanden i mange år, og nu ovenikøbet er blevet gift, en indbygget rutine og er vant til at hjælpe hinanden, hvor vi kan. Dertil behøver vi ikke mange ord. Det er dejligt.

 

På vej ud fra campingpladsen, kom vi igen forbi en figur, som hver gang jeg passerede den, gjrode mig misundelig. Omkring midt på pladsen, var en skøn og herlig Quindefigur i bronce. Sådan én, i samme naturlige størrelse, vil jeg gerne have på vores MiniPrimiCamp, men det må desværre vente på bedre tider for økonomien. Jeg tror nemlig hun er en dyr dame, men flot, det var hun.

På computeren kan jeg aflæse dato og tidspunkt for hvornår billedet er taget. Derfor kan jeg konstatere at vi forlod Minicamping Barbizon i Baarlo klokken 10.34. Det betyder at vi havde givet os go tid til morgenmad. Netop det var faktisk en aftale, en del af planen for vores tur. Vi ville ikke have travlt.

 

Efter en halv times kørsel kom vi forbi et skilt, som fortalte vi nu forlod Holland for at køre ind i Belgien. Fint med os. Det var jo netop hvad vi ønskede. Den ene landsby, hvoraf nogen var større end andre, gled forbi os, når vi med de tilladte 50 km/t sammen med den anden trafik, sneg os gennem gaderne. Nogen steder var der mere snævert end andre. Nogen steder mødte vi lastbiler og busser, andre steder gled vi bare igennem, uden at blive generet af hverken trafik eller lokale beboere.

 

Huse med haver, hvor bomsterne endnu havde såvel hoveder som flotte farver og mange former. Skove, adskilt fra trafikken af grøfter og cykelstier afvekslende med marker, hvor der stadig var afgrøder som ventede på høstmaskiner, altsammen fløj forbi. Jeanne og jeg er gode til at køre ture sammen. Uanset hvem af os der kører bagerst, ligger den forreste altid i venstre vognbane, og bagerste i højre. Når vi sådan kører forskudt for hinanden, kan begge se langt frem og reagere på trafikken, eller bare orientere sig, måske nyde landskaberne.

 

Dagens kørsel stoppede i Rochefort i den sydøstlige del af Belgien. Ikke langt fra grænsen til Luxemborg. Vi legede turister. Spiste kage og drak chokolade til. Gik lidt rundt i byen. Søgte efter, men fandt ikke selve klosteret, hvor øllet, altså Trappiste Rochefort øllet, bliver brygget. Senere fandt vi ud af, vi havde været i nærheden, men ikke set stedet, idet de ikke gør meget ud af at vise hvor de bor. Et besøg på det lokale turistbureau, var heller ikke til meget hjælp. De to unge mennesker, sikkert studerende, ville, eller kunne ikke tale engelsk! Ærgerligt, men sådan var det.

 

Øllet smagte godt. Øllet kunne man købe dernede, og efter vi havde slået lejr i en nærliggende mindre by, Han-sur-Lesse, satte os under et stort udhæng foran Hotel Des Ardennes, bestilte to Trappiste Rochefort no 10, og nød øllet indtil maden, spareribs blev serveret. Uhm, det øl havde vi fortjent.

 

Natten blev tilbragt på Camping Le Pirot. En mindre plads, praktisk indrettet på en ø hvor floden har delt sig inden i byen. Øen er meget smal. Der er plads til et par rækker telte, adskilt af en hæk. Toilet og bad var af ældre dato, og ikke særligt godt vedligeholdt. Receptionen havde kort åbningstid, men vi tog chancen og kørte ind, satte telt op, indrettede os for natten, og nåede op i byen og spise (og retur), inden vi fandt nogen at spørge om det var ok.

Tre pæne damer ca på vores egen alder, kom slentrende ned på pladsen, medens snakken gik lystigt mellem dem. De hilste pænt, men gav sig ikke til kende. Jeg tænkte på et tidspunkt, at de måske var en flok nysgerrige damer fra byen, men inden de gik retur, ordnede de et eller andet på toiletterne, hvorfor jeg knyttede dem til stedet som en eller anden form for personale!

Igen måtte vi erkende at det med at snakke med lokale, ikke gik så godt. Dog fandt vi ud af, vi gerne måtte være der, og at vi næste dag kunne afregne mellem 9 og 11.

Jeanne dækkede fint op til morgenbordet. Desværre var det overskyet og lidt koldt, men vi brugte teltets indgangsdør som tarp og satte os udnfor. Udsigten var fin nok. En lokal landmands bygninger. Et par heste og nogle kvier. Men lugten, den kunne vi godt ha undværet. Hvis det ikke havde været fordi vinden kome fra Nordøst, ville vi have hevet teltpløkkerne op inden morgenkaffen.

 

Inden vi pakkede sammen for at drage videre, legede jeg naturfotograf. Lidt fra vores telt traskede en hejre rundt i det lave vand. Jeg nød sceneriet med vandet der rislede lavt hen over nogle sten. Fuglen i vandet. Fårene på engen bagved. Fuglekvidder. Bonden der kørte en traktur rundt ved møddingen. Fredeligt og idyllisk. Og endda helt tæt på byen.

Baton Rouge - motorcykel B&B i Vielsalm, Belgien

 

For mange vil navnet være kendt. Især blandt motorcykelfolket. Et belgisk "Bed- and Breakfast" som besøge af mange hvert år. Også danskere. Men især hollændere lægger vejen forbi, måske fordi Ben og Hetty, som ejer og driver stedet, er hollændere? De købte huset, hvor de drømte de kunne, leve deres fælles passion ud, for 15 år siden.

 

Fra vejen er det ikke nemt at se hyggen og rummeligheden. Faktisk kan det også være svært at se, eller rettere, opdage adressen når man kommer kørende, fordi stedet ud mod vejen ikke syner af aå meget. Kun det røde skilt på den hvide baggrund fortæller, man er nået frem. Første gang jeg besøgte stedet, kørte jeg for langt. Mest fordi jeg ledte efter noget synligt "motorcykel-noget", hvilket der ikke var, og stadig ikke er. Men tag ikke fejl. Der formelig emmer af olie, dæk, mekanik og alskens merchandise, fra væge, gulve, lofter og alle andre steder (undtagen husets facade mod vejen) der altsammen refererer til livet på, med og om motorcykler.

Nogen har sikkert en anden mening og holdning til de nips, reservedele og andet "ragelse" som Ben og Hetty, jeg og andre motorcyklister, anser for at være klenodier og trofæer, som pryder Baton Rouge.

 

Vi ankom til stedet først på eftermiddagen. Ben og Hetty sad og spiste sen frokost. De har ikke meget personale på efter sæsonen er slut. Stedet rungede af et kæmpe "Out of seson"-skilt, malet med en skrift man ikke kunne se. Faktisk laver de alt selv, lige fra at redde senge, lave mad og stå i baren. Vi måtte derfor vente lidt på at kunne komme ind på værelset. Ben skulle have stillet sin sult, inden han gik igang med at redde op til os. Helt ok. Vi satte os og nød en kop kaffe.

Jeanne satte sig med en god bog, og jeg gik rundt og kiggede på de forandringer der var sket siden jeg var der sidst. Ben er gør-det-selv-mand, og der er rigeligt at lave i et gammelt hus. Det kender jeg alt for godt. Men hvis man hygger sig med det, og hvis ellers de væsentlige ting fungerer og gør det muligt at bebo "det gamle hus man sætter i stand", jå så er det fint. Og det gør såvel Ben som Hetty.merchandise

Rådyret i havet spiste de nedfaldne æbler. Intet går til spilde.

Efter Ben havde gjort vores værelse klar til indflytning, skiftede vi tøj, og gjorde klar til at gå en tur ind i Vielsalm. Vi så os lidt omkring. Fandt et sted at spise og lod tiden gå sin egen gang. En varmeløs sol gjorde en indsats for at nå frem til os, men der var ikke meget held i det forsøg.

 

Humøret var højt, uanset det gode vejr endnu ikke var dukket op som ønsket. Så længe det bare ikke regner, klarer humøret den manglende sol. Vi legede, drillede hinanden. Nød vores tosomhed og syntes egentlig livet var værd at danse til. Jeanne ville svinge sig i en "støvle-dans" og i mangel af støvler, forsøgte hun at stjæle heksens kost. En idé hun ikke lykkedes med, og heldigvis for det, tror jeg vi skal sige.

 

Indtil vi forlod huset, havde vi ikke set andre gæster. Men de var der. De kom frem da mørket sænkede sig over Vielsalm. Vi mødte bl.a. Tolne og Tony fra Holland. Desuden var der et par unge englændere, som vi delte bord med, medens vi drak et par øl, inden det var tid at gå i seng, velvidende at vi blev overvåget af en kvinde på en stor Harley, som prydede vægen ved sengens hovedgærde.

Morgenmaden var, som næsten altid, indeholdt i værelsesprisen. (Jow jow, jeg ved det hedder "seng og morgemad", men har altså flere gange oplevet at morgenmaden kostede ekstra!)

Arbejdet var fordelt mellem Ben og Hetty, således at Ben tager vagten i baren om aftenen, og Hetty står op og forberede morgenmad til gæsterne. Derfor havde vi også sagt pænt farvel og tak for denne gang til Ben, inden vi kravlede op ad trapperne til vores værelse for at gå i seng.

Hetty fik et knus og et "Tak for mad og overnatning" efter vi havde betalt regningen. Vi kom udenfor sæsonen. Værelset var ikke stort. Der var ikke toielet eller bad på værelset. Faktisk var der et stykke vej og nogle trapper vi skulle ned ad, for at komme til toielet eller baderum. Men det kan man ikke se på værelsesprisen. Vi blev overraskede. Faktisk meget forbløffede, da vi kom af med 80 €uro for dobbeltværelse med morgenmad. Set i perspektiv til værelsespriser i Danmark, er det måske reelt nok, men så er der på de værelser jeg har beboet, været såvel toilet som bad på rummet. Læs ikke dette som en advarsel eller som en negativ mumlen fra en utilfreds gæst på Baton Rouge. Vi var fuldt tilfredse med opholdet, men havde ikke på forhånd kigget på prisen. Vores forventninger til prisen for et værelse på et motorcykel B&B, var en anden. Men lad ikke prisen stå i vejen for et besøg på denne "kendte mc-B&B". Der er stemning, hygge og hjemligt. Ben og Hetty er et par dejlige mennesker, som gør deres til at gæsterne føler sig godt tilpas.

Vores fælles håb den morgen vi forlod Ben og Hetty var ikke velsignet af VejrGuderne. Uagtet vi havde skålet og drukket en ekstra øl som et offer og til Gudernes ære, med ønske om udsigt til en smuk sol, lod de sig ikke formilde. De undlod at vise deres taknemmelighed for vores offer. De lod ét i fagsprog kaldet "lettere skydække" spærre for de varmegivende stråler. Jeanne mente endda himlen så "truende" ud.

 

Selfølgelig skulle det ikke afholde os fra at køre. Retningen fandt Jeanne på sin mobil. Hun havde downloadet en vejr-app. Via telefonen kunne hun hun se hvordan skyerne ville udvikle sig. Både her og hisset. Den sol og det smukke vejr vi søgte, fandtes - ifølge vejr-appen - mod øst. Øst for Vielsalm ville denne dag sige Tjekkiet. Altså ind med destiantion Prag på hendes TomTom, al oppakning på motorcyklerne, rulle gennem gearne i passende intervaller afhængig af trafik og andre forhold. Gennem Luxemborg, ind i tyskerlandet og så ellers bare tværs over mod øst.

TomTom, aflæst af Jeanne, viste vej. Motorveje og grusstier var valgt fra. Grønne skove lavede grænser til opdyrkede marker, hvor bøndernes afgrøder næsten overalt var høstet. Grå eller sort muld ventede på nye afgrøder. Stubbe efter majs eller korn ventede på plov og harve. Grønne enge eller marker med grønt eftersæd ventede på kreaturer. Vi kørte forbi. Frydede os over hvad vi så. Glemte dagligdagen hjemme på matriklen. Lod motorcyklerne slide sig op af bakke og køre i næsten frihjul ned i lavlandet. Indimellem blev der sat ord på tankerne. Intercom'ens batterier blev sparet, der faldt ikke mange kommentarer.

I mainz, en pæn stor tysk by, delt i to af Rhinen, fik vi alt det storby trafik vi kunne ønske. Lysreguleringer, utallige som pærer på en lyskæde, vognbaneskift i hobetal og det evige vejarbejde, som tyskerne er så vant til, at de næsten ikke bemærker køerne.

 

Efter knap 400 km var vi nået frem til Kahl am Main, Himlen så knap så truende ud som om morgenen. Diverse kig på vejrappen kundgjorde, meget mod hvad vi senere erfarede, at der skulle være tørt og næsten ingen vind om aftenen og natten. Regnen dryppede lystigt på teltdugen medens vi spiste brød og ost, skyllet ned med lidt rødvin og et spil kort.

Et par pladser væk fra os, lidt tættere på søens badestrand, puklede 3 kvinder, som havde medbragt en hoben mindre børn, med at rejse et stort telt. De kom umiddelbart efter os. Vi holdt lidt øje med dem, idet det så ud som om de ikke havde helt styr på stænger og teltdug. Jeg har ikke selv meget erfaring med såkaldte "villatelte" så jeg undlod at blande mig. Da vi kravlede i soveposerne, for de stadig rundt, nu med pandelygter og skældsord, som tydeligt fortalte ingen af kvinderne havde meget begreb om rejsning af stort telt. Og slet ikke i mørke.

Heldigvis var de nogenlunde stille, og deres "arbejde" forstyrrede ikke vores nattesøvn. Næste morgen stod teltet og blafrede lidt i vinden. Det var rejst, men der var vist noget med nogle barduner der skulle tottes op ,inden teltet stod som vist i brugsanvisningen.

Sol, blå himmel og varme var hvad vi ønskede. Overskyet, spredte byger og halvkoldt var vi fik. Himlen var grå over Kahl am Main. Vi vågnede ved bygerne prikkede til teltdugen, på trods af meterologerne Jeanne havde spurgt på mobilappen havde bebudet noget helt andet.

Jeg skulede lidt til naboerne. Kvinderne med små børn, og tænkte, det varer nok ikke længe inden vi hører gråd og tænders gnidsel, iblandet mødres - ofte - forgæves forsøg på at mildne stridighederne. Alene tanken om en flok unger i et telt på en regnfuld lørdag, gav mig sved på panden. Godt de tider er ovre.

 

Den der venter tålmodigt, kan blive konge af Sverige, husker jeg min mor sagde da jeg var dreng. Dengang forstod jeg ikke hvorfor eller hvordan tålmodighed kunne gøre en almindelig dreng til konge over et land! Og jeg indrømmer gerne, jeg forstår det stadig ikke. Men nu tænker jeg så heller ikke så meget over det mere.

Men netop fordi Jeanne og jeg var tålmodige, oplevede vi denne morgen den glæde, at regnen stoppede, en let brise afløste de våde dråber. Brisen sørgede for at teltet var blevet en smule tørret, inden vi pakkede det sammen, fastgjorde det på motorcyklen med et par Rock Straps, hvorefter vi forlod Kahl am Mailn, stadig med kurs mod Pragh.

 

Vejret, altså det "fine vejr", havde vi stadig ikke fundet. Uden jeg kan huske hvordan vi havde fundet ud af byen Mitwitz havde et Wasserschloss, som vi gerne vil se nærmere på, var det på p-pladsen bag slottet vi gjorde et stop. Motorcyklernes motorer blev standset på p-pladsen, og med lidt sporadisk tikken fra de varme motorer i ørerne, gik vi frem til slottet. Udenom slottet var, som navnet Wassersloss angiver en voldgrav. Vandet var meget plumret, og fyldt med grøde, altså vandplanter, og andemad, som enkelte ænder snaskede rundt i. Jo tættere vi kom porten, jo mere lignede det at vi var på vej ind i en fest. Vores fremtrængen blev lidt tøvende! Var det mon iorden at gå ind, når der var fest? Et skilt kundgjorde, der var åbent til parken, hvilket vi tog for gode varer, og gik ind.

For at komme frem til parken, måtte vi forbi mange flot klædte damer og herrer. I, hvad der lignede deres fineste festtøj, gik en flok herrer og damer omkring udenfor, mange med en cigaret i hånden. Desværre blev vi ikke inviteret ind til festen, ligesom vi heller ikke blev forvekslet med gæster. Jeg tror vores påklædning afveg rigelig meget i forhold til de kjoler og jakkesæt der turnerede foran det gamle slot

Da vi nåede om i parken, kunne vi afgøre der var tale om, ikke et, men to bryllupper. To brudepar spænede rundt i parken fulgt af hver sin fotograf. Det var ikke ideelle forhold at lave billeder på, men det skulle vi jo ikke bedømme. Der var meget lidt lys til fotografering under træerne. Enkelte steder dryppede det endu fra en tidligere regnbyge. Gangstier og græs var vådt, nogle steder pløret, og overalt blødt. Ikke det bedste underlag for laksko og stiletter.

Mine tanker gik helt automatisk til at huske et bryllup, Pia og Morten's, jeg fotograferede tidligere i år. Deres vielse fandt også sted i en park, og dengang var vejret bestemt ikke ideellet - det regnede!

På grund af mit tidligere arbejde som fotograf, kunne jeg levende forestille mig hvilke kvaler bryllupsfotograferne i denne park havde det denne dag. De måtte knokle for at nå frem til gode resultater. Kulden har jeg ikke nævnt, men det var tydeligt især brudene frøs, når de skulle vise de flotte hvide kjoler frem. Fotograferne havde hjælpere med, til at holde reflektorer og stille blitzstativer op. Jo jo, der blev knoklet. Jeg håber resultaterne blev gode.

Rundturen i parken, med flere stop for at kigge - og hilse venligt - på brudeparrene. Beundre statuer. Bedømme planter og buske, tog vel en go times tid. Træernes blade løslod indimellem dråber af den regn de havde holdt fanget. Et par gange havde jeg fornøjelsen af en kold dråbe der ramte halsen inden den kold og kildende forsvandt ned under min motorcykeljakke.

 

Udenfor Vandslottet var et skilt med oversigt over andre "herligheder" de lokale turistkontorer mente var oplagte for besøgende. Herunder også et specielt springvand, i byen Weissenbrunn. Historien om kvinde på torvet, som står med vandet sprøjtende ud af brysterne, er en lokal historie om et "liderligt fruentimmer". Desværre husker jeg ikke alle detaljer, og det er ikke lykkedes mig at finde nogen enkeltheder på Google. Du, min kære læser, skal dog ikkek snydes for et foto af de spændstige bryster, der har så meget tryk inde fra, at noget må og skal kommer ud. Jeg lader billedet stå - lige så længe du lyster :-)

Byen Weissenbrunn havde også andre kvaliteter end bryster. Som man siger, hver ting til sin tid, og for os var dagen ved at være gået. Undervejs havde vi i fællesskab besluttet vi ville finde en kro eller hotel og sove i en seng denne nat. Weissenbrunn kunne tilbyde denne luxus, idet Gasthof und Metzgerei Frankenwald på Kulmbacher Strasse havde ledige værelser.

Udenfor Gasthofen var der flere motorcykler parkeret. Desværre havde de "taget" de bedste pladser. De holdt i ly for regnen, som truede. Ide i krostuen blev vi hurtigt checket ud af 4-5 motorcyklister, der var igang med deres første (?) øl, men interesse for os holdt kun kort, idet de ivrigt fulgte en fodboldkamp på fjernsynet.

Adspurgt om de vidste hvor receptionen var, fik de fat på en ældre herre. Han var ejer og altså krofatter. På mit bedste tysk, spurgte jeg om et ledigt værelse. Men han forstod tilsyneladende intet. De svært fodboldinteresserede motorcykelfolk kom mig til hjælp. Manden er døv, oplyste de. Du må tale højere! Jeg gik et par streger op i volumen, og det hjalp. Snart havde vi fået tildelt et værelse. Vi bestilte aftensmad, og fik at vide der ville gå nogen tid på grund af travlhed! Med hvad ved jeg den dag i dag ikke. Ligemeget, vi havde tid nok og tik en tur i byen, bl.a. for at se på "Kvinden med de sprøjtende bryster".

TIlbage på kroen, var de fodboldtossede mc-ister stadig igang med transmissionen mellem et par tyske hold. Dog var de rykket fra krostuen ind i et mindre tilstødende rum, hvorfra vi ingen problemer havde med at høre når der blev scoret, eller lavet grove frispark.

Vi blev bænket i et større rum, hvor vi satte os i et hjørne. Et par dunkel bier kom på bordet, hvorefter julelysene blev tændt i vores øjne. Dunkel bier, det er næsten altid godt øl. Efter vores smag.

Til aftensmad fik vi serveret en rumpsteak med salat og brasede kartofler. Efer tysk opskrift, som byder kartoflerne piftes op med bacon. Så blirver det ikke meget bedre. Sengen der ventede på vore trætte kroppe, var lidt særpræger! Jeg har ihvertfald aldrig sovet på røde lagner tidligere! Men vi sov godt.

Tyskland blev ikke krydset fra vest mod øst, hvor den er smallest. Men tæt på. Derfor tog det ikke lang tid førend vi næste dag, kunne køre over grænsen til Tjekkiet. Flere gange undervejs snakkede vi om, om det nu oss kunne passe, vi var på vej mod bedre vejr! Foran os havde vi flere gange kunne se mørke skyer, og da vi passerede grænsen, kom de første dryp. Æv. I stedet for at fortsætte turen, gjorde vi stop ved de mange boder på den tjekkiske side. Ikke fordi vi troede vi ville finde noget vi ønskede at tage med hjem, men for at give regnen et forspring, som vi håbede den ville udnytte til at fordampe totalt.

Udbuddet af havenisser og andet ligegyldigt bras, som vi - og alle andre turister - blev tilbudt i mængder der overgik al sund fornuft. Næsten alle tingene i de mange haller (som tidligere har tilhørt grænsevagterne, tror jeg) kunne fint bruges til "hadegaver", men så er det bedste vist også sagt om de ting.

Opholdet i Tjekkiet bød på frokost i Karlovy Vary. Indholdet på tallerkenen skulle, ifølge den engelske oversættelse, være noget and, stegt og serveret sammen med noget uidentificerbart et-eller-andet, som sammen med anden (?) formelig svømmede i fedt! Vi sorterede det meste fra, og spiste kun det vi mente at kunne se hvad var, det vi fornemmede ikke havde suget alt for meget fedt. Ikke kun maden var middelmådig. Også vejret. Det bedste jeg kan sige om sidstnævnte, er, det var tørvejr! Men mørkt, og halvkoldt.

Senere på turen beundrede vi smukke udsigter (undtagen himlen) fra nogle bakker. Lige inden vi passerede byskiltet til en landsby, lagde vi begge mærke til et skilt, der forkyndte der var go mening i at kravle (næsten bogstaveligt) op ad et mindre bjerg, for at bese en nedlagt sølvmine.Alt vi skulle var at lave en U-vending, køre et stykke op ad bjerget/ bakken, stille motorcyklerne og vandre det sidste stykke, for at komme op til det tårn der stod på toppen, hvorfra vi troede vi kunne komme ind og kigge nærmere i minen.

Aldrig, hverken inden eller efter, har jeg aset og knoklet så meget for at komme til at kigge ind i et katolsk vejkapel! Efter vi med sved påpanden og opgivende støn, havde kæmpet os op ad nogle noget stejle stier, ballanceret fra klippestykke til et andet, nåede vi frem til huset på toppen, som viste sig at være et katolsk vejkapel. Godt nok et stykke fra vejen, og et pænt og ordentligt ét af slagsen, men alligevel! På vej ned til motorcyklerne, fandt vi indgangen til minen. Der var lukket!

På vores videre færd gennem Tjekkiget, modt den tyske græsen, konstaterede vi - for mit vedkommende jeg ikke for hvilken gang - at man ikke skal særligt langt udenfor Danmarks grænser, for at finde anderledes og lidt mere primitiv kultur og levned, end hos os. Hver eneste gang jeg møder en vogn forspændt et par heste, tænker jeg tilbage på tiden da jeg var dreng. Køernes mælk på den egn lidt nord for Bramming hvor jeg levede, blev hentet med hestevogn, og jeg fik ofte lov at køre med rundt. Mejeriet, hvor mælken blev omsat til ost, kærnemælk og andet godt, lå i den landsby jeg boede, og jeg var oprigtig fascineret af mælkemanden og hans to nordbagger heste, som jeg endda fik lov at "styre", d.v.s. holde tømmerne. Hvad jeg ikke vidste var, at det var hestene der "styrede" for de kendte vejen fra de mange ture de havde gået vejen.

 

Hvis jeg havde lyst, kunne jeg drømme videre om livet dengang mor var dreng, og jeg selv en lille spirivip med livlig fantasi, medens vi slog teltet op på Waldcamping Erzgebirge, lidt sydøst for Chamnitz. En fredelig campingplads, hvor der i forvejen var flere hold motorcyklister. Vi snakkede lidt med et par af dem, inden Jeanne begyndte at stege noget pølse, som skulle gøre det ud for aftensmad. Iøvrigt sammen med noget rigtig godt brød, vi havde været så heldige at købe hos en bager. Sikke et måltid! Ikke ligefrem noget der fik tænderne til at løbe i vand, men vi blev mætte, og det er hvad der tæller.

På den, for mig, 22. dag hvor jeg var afsted, mødte jeg muren! D.v.s. "muren" er ikke det rigtige udtryk for det jeg oplevede. Faktisk var jeg bare træt. Sådan træt på den gode måde. Havde oplevet så meget, kørt mange hundrede kilometer på motorcyklen og trængte til en "overligger dag".

Over frokosten snakkede vi om hvordan jeg havde det. Jeanne mente forstod hvordan jeg havde det, og mente sagtens det kunne lade sig gøre. Alene det at få hendes forståelse, gjorde at denne noget seje dag, pludselig blev meget nemmere at komme igennem. Målet for dagen var at komme op i nærheden af, eller helt til Spreewald, hvor jeg gerne ville invitere Jeanne på en sejltur.

På floden Spree, med udgangspunkt i Lübbenau / Spreewald sejler et utalt af lange lavtliggende både, monteret med bænke til turister, for at disse i ro og mag, kan sejles rundt i byen for at se på kultur, købe specialiteter og nyde vejret! For os var det med vejret ikke det mindst vigtige. Vi havde endelig fundet noget dejligt vejr, så vi nød turen på motorcyklerne frem til Hindenberger Camping i Lübbenau. Rutinen med at slå teltet op, pakke grej af motorcyklerne og lade roen falde over os, blev - som næsten altid - "justeret" med et glas rejsegilde-rødvin eller en kold dunkel bier.

Siden jeg første gang var på "kahn fahrt" i Spreewald, har jeg ønsket at dele den oplevelse med min dejlige kæreste. Nu skulle det være. Vi cyklede ind til byen, smøg og gennem trafikken af de andre turister. Fandt et sted at parkere motorcyklern. Selvfølgelig mod at vi inden vi forlod køretøjerne havde proppet penge i en jernkasse, som til gengæld for vores €uro, spyttede en lille seddel ud. Vi turde ikke løbe an på at parkere uden billet. Vores erfaring fra England huskede os på, at det kan koste dyrt at "overse" parkeringsskilte!

Eftersom det jo er nemt at stjæle en parkeringsbillet fra en motorcykel, laver jeg altid et foto af biletten, således jeg kan dokumentere jeg har købt mig ret til at parkere :-)

Vores motorcykeldres blev smidt hen over sæderne, hjelmene låst fast med wirer, støvlerne stillet pænt ind under sidetaskerne, hvorefter vi i shorts marcherede over til kajen, hvorfra "Kahn fahrt" skulle startes.

Med bådens ræling i vandlinjen og pakket som var vi en flok sardiner i en dåse, stagede den kvindelige kaptajn båden rundt, som om hun aldrig havde lavet andet. Ad kanaler og bifloder, gennem sluser og tæt på private haver og anlægsbroer, fik vi et par timers rundfart. At vi bevægede os rundt inde i byen, blev stadfæstet af trafiklarm, udrykningshorn og trafikken som sneglede sig hen over de broer, vi sejlede under.

Et par steder skulle vi gennem sluser. Et sted lykkedes det mig at fange slusemesteren, da hun skubbede portene fra hinanden. Slusemesterdamen så jeg sad med kameraet, og gjorde i utvetydige vendinger klart, at hun ikke ville fotograferes. Men da var det for sent! Turen endte samme sted som den begyndte, hvilket var heldigt, for så havde vi ikke langt over til motorcyklerne!

Alle veje fører til Rom, men vi skulle ikke hverken til eller mod Rom. Vi skulle hjem. Men det hastede ikke. Sejlturen havde gjort mig rigtig godt. Jeg havde fået den smule ro der skulle til, for at komme ovenpå igen. Ikke at jeg var "nede", men jeg døjede med lidt hjemve, når veje, ruter og landskaber blev for kedelige.

Med kedelige mener jeg, når det hele ligner Danmark! Eller det jeg kender alt for godt. Som nu billedet nedenfor. Landskab, lastbilen, vejen - lige med undtagelse af de hvide vejmarkeringspæle, kunne være taget et hvilken som helst sted ude på landet i Danmark. Og så er det jeg bliver lidt træt.

 

En lille færge over en flod, måske med kabeltræk og ihvertfald med simpel ombordskørselsrampe, liver op.Behageligt afbræk. Synlig forskel fra det kendte. Jeg nyder sådanne overfarter, og forsøger altid at komme i snak med personalet. Inderst inde tror jeg på jeg kan være "deres pause fra rutinerne". Og kan jeg få et smil frem hos dem, har jeg gjort noget godt.

Lübbenau med det smukke Spreewald område, ligger lidt syd for Berlin. Det ville være en pæn dagsmarch at køre hjem derfra, men det var ikke hvad vi havde i tankerne. Inden vi for alvor lagde an til at køre mod nord og hjemmet, ville vi køre lidt bjerge. Altså lavede vi en rute næsten lige mod vest, for at komme til Harzen området.

Næste dag gav 240 kedelige kilometer på uret, heraf mange med forhindringer i form af arbejdende mænd på vejbanen, også kaldet vejarbejdere, som spærret inde mellem to eller flere lysregulerede bomme, forsøger at holde vejene i Tyskland nogenlunde i orden. Alle der kører jævnligt i Tyskland ved, at vejarbejde er et udbredt fænomen og at disse ofte er karakteresseret ved umulige "Umoeitung"-anvisninger. Selv om jeg ofte har udvist stor tålmodighed og gjort ihærdige forsøg på at forstå de skiltede omveje, har jeg næsten altid syntes det var endog meget svært at finde logikken i at følge skiltningen..

Dagens kørsel blev ydermere besværliggjort af vinden. Tyskland er i område mellem Berlin og Hanover næsten plant, og vinden havde med sin styrke, ingen voldsomme problemer med at genere vores kørsel. Motorcyklerne blev presset af kraftigt tryk, hvorfor vi slingrede en del rundt på vejen. Desuden gik vinden i intercom mikrofonerne, så det var svært at høre hvad der blev forsøgt meddelt.

 

Næste dag var det ikke vinden der drillede. Det var regn. Vi startede ud iført regntøj, og kørte gennem det ellers meget smukke og afvekslende bakkerige Harzen iført reglementeret regn-beskyttelses-udstyr. Vejene viste iøvrigt tydeligt der var meget aktivitet med træfældning, fordi der mange steder var slæbt jord ud på asfalten. Stormen havde desuden også ramt Harzen og trukket mange blade af træerne. Uvist af hvilken grund, lægger disse sig næsten altid til ro, der hvor vi andre gerne vil køre.

 

Med de ovennævnte faktorer i spil, krævede kørslen tværs gennem Harzen med kombination af vådt jord, go asfalt, skønne sving, fuld opmærksomhed. Ikke nok med det, visiret blev kontinuerligt dækket af fed klæbrigt vejslim, kastet op af den øvrige trafik. Den nydelse der er ved at være motorcyklist, kan under sådanne forhold være lidt svær at få øje på!

I min lille sorte bog, noterede jeg om aftenen at "når jeg for 10-15 år siden var afsted på motorcykeltur, brugte jeg ikke mange minutter på at kontrollere hvilken retning jeg skulle køre mod, for at få godt kørevejr. På denne tur spillede de informationer vi kunne hente via vejrudsigter på apps, en afgørende rolle. Vi havde besluttet at finde det gode vejr, og derfor brugte vi meget energi og tid på mobilens aps, for at finde frem til hvilken retning vi skulle køre for at undgå regn og blæst." At det så ikke rigtig lykkedes, se det er jo en anden historie, som du kan læse om i detaljer her.

Hitler lod i august 1943oprette en ny KZ lejr i nærheden af Nordhausen. Lejren skulle være en 'underlejr' til KZ-lejret Buchenwald. Indsatte fra Buchenwald skulle udbygge minegange i bjerget “Kohnstein” til en raketfabrik. Her ville Hitler bygge og montere V2-raketter skjult for fjendtlige øjne under bjergets massive væge. Mange menesker fra flere lande blev bragt til “Dora”. Der blev arbejdet dag og nat i minegangene. Mange af fangerne døde efter kun få uger pga. de dårlige arbejds- og livsbetingelser. Først i foråret Temperaturen er året rundt 8 gr. C. Alt for lidt mad, med ingen eller kun ringe værdier. Tøj der ikke modsvarede de kolde betingelser. Sygdomme spredte sig lynhurtigt. 4-5 uger, længere holdt kun de aller færreste til livet i minegangene. I 1944 blev der bygget overjordiske barakker.

 

I dag findes gangene stadig. Interesserede har adgang til ledsagede fremvisninger. Desuden findes et moderne museum hvor forholdene under krigen beskrives. Der er kun meget lidt tilbage af de gamle bygninger.

Ingen kan nogensinde lave om på historien. Hvad der skete dengang kan ikke ændres. Kun hvad der sker i fremtiden kan ændres. Og det synes som om alt for få har ønsker om at ændre verdens gang til kun at omfatte gode, positive, opbyggelige hændelser. Krige pågår i vor tid alt for mange steder i verden. Mennesker undertrykkes, udsættes for tortur, forhindres i at være sammen med familie, bliver chikaneret, bestjålet, voldtaget og forfulgt. For mig er det underligt man ikke tager ved lære af fortidens mange grufulde historier.

 

Ude fra de kolde og fugtige minegange, skinnede solen igen. Kroppen blev varm, humøret steg lidt. Kun lidt. De mange indtryk fra de mørke gange, ledsaget af den unge rundvisers nøgterne beretnig om grusomhederne, sad som et koldt gys, der kun vanskeligt lod sig 'varme' op.

Forstemmede kravlede vi op på motorcyklerne og forlod Mittelbay-Dora KZ Gedänkstätte med kurs mod nord.

Endelig havde det godt vejr fundet os! Men nu var det lige lovlig sent i forhold til de feriedage der var til rådighed.

 

De mange flotte bindingsværkshuse i byerne i Harzen, smilede i solen. Glemt var morgen- og formiddagsregnen. På forbavsende kort tid havde solen fået nålen på termometeret til at stige.

Uden at aftale noget om hvor langt vi ville køre, lå det ligesom i luften, at nu ville vi hjem. De første mange kilometer, var indstillingen på gps'erne "hurtigste tid" med kryds i feltet "Undgå motorveje". Oppe omkring Hamborg blev det ændret til at motorveje blev accepterede, og derefter gik hurtigt med at komme videre.

Dog ikke hurtigere end at vi gav os selv tid til at kigge på en *Wild West By", hvor de var svært glade for store low-rider-bikes. Jeanne kunne ikke modstå fristelsen og kravlede op på kæmpecyklen. En Boss Hoss udført i træ i XXL størrelse. En kop varm chokolade, henholdsvis kaffe, med kage, blev det også til., inden vi fandt tilbage til vores små motorcykler.

Lidt ærgerlig måtte vi konstateret, at da vi endelig fandt det gode vejr, var det tid at finde hjem. Solen fulgte os ikke hele vejen, men det hvide skydække var os venlig stemt. Trafikken ved Hamborg var lige det modsatte. Faktisk var der meget tæt trafik, og meget af tiden, kø. Heldigvis ikke i tunellen under Elben i Hamborg.

 

Jo længere nordpå vi kom, altså jo tættere vi kom vores hjem, jo mindre sol og varme. Ikke kun fordi dagen var ved at være brugt op. Nej mest fordi vi blev mødt med nogle meget mørke skyer der fra Ribe og videre op blev mere og mere truende.

i var for længst trukket i regntøjet, hvilket nok var hovedårsagen til, at regnen udeblev! Sådan siger vi ihvertfald ofte. På med regntøjet, så kommer regnen ikke. Desværre passer det ikke hver gang!

Hjemme i Kvong fik vi hurtigt frigjort al vor bagage. Motorcyklerne blev sat på stald. Soveposer og andet smågrej blev hængt til tørre. Teltet kom op og hænge i carporten, men dog først dagen efter.

Vi - måske mest - jeg nød at være hjemme igen. Hjemme ved vores hjem, hvor græsset trængte til at blive klippet, efter at have fået lov at gro i en måned, uden opsyn og klipning. Allerede efter er par dage, kiggede jeg på Europa kortet fordi jeg skulle vise Jeanne et sted jeg havde været. Straks sprang lysten til at komme ud og se og opleve mere rundt i kroppen. De næsten 7800 km kunne ikke slukke mine lyster til at besøge verden udenfor kommunegræsen. Det har jeg det rigtig fint med. Glæder mig allerede til næste gang jeg skal afsted.