Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

BikeAdvenTurist Træf 2019
viste flaget

Dannebrog, solskin, glade mennesker

- BAT Træf  - alt var som det plejer at være


Når træffet er overstået, når gæsterne er taget hjem, oprydningen klaret, madrester lagt på køl og trætheden kæmper for at få ro til at lade kroppen op igen, er det i meget høj grad livsbekræftende og energigivende at modtage vores gæsters hilsner og roser. Vi har igen i år fået mange spontane tilbagemeldinger i tråde på nettet og i direkte mails og sms'er. Endnu en gang er Jeanne og jeg stolte, glade og overvældede over, at vi har kunne give vores træfgæsters en god oplevelse. Flere er allerede tilmeldt træffet i 2020.


Som på Roskilde Musikfestival kommer gæsterne tidligere og tidligere. I år ankom første gæst allerede omkr. middagstid torsdag. Det var Per, som kom for at besætte den plads på græsset, han aller helst ville ligge på. Per havde sin drone med, og lavede lidt larm i luften, og nogle meter video af den tomme camp, som venter på sine gæster.

   Næste gæst var Henrik, som dukkede op i løbet af eftermiddagen. Henrik kom fra Fyn og havde lovet at give en hånd med i det praktiske. Både om torsdagen, hvor vi bl.a. skulle have det store telt stillet op, og over hele weekenden, gjorde Henrik en forskel, idet han påtog sig mange af de små og større paktiske opgaver, der skulle løses før, under og efter weekenden, for at alt kan klappe og blive bedst mulig. At vi havde fået Henrik "hyret" viste sig at være et scoop. Han var utrættelig og havde fine løsninger til mange af de løse ender, der skulle "bindes" sammen inden de ca. 60 gæster ankomst. Og Henrik påtog sig også opgaver jeg end ikke havde set komme. Kæmpe tak til dig Henrik.

I løbet af fredagen fandt det ene telt efter det andet, sin plads på campens grønne og nogen steder, svedne græs. Nogen valgte placering efter solen, andre efter om de kendte de som lå¨ved siden af. Atter andre var ligeglade og slog sig ned, fordi de mente at der skulle "fyldes op" i rækken. Pludren og snakken, motorlarm og klink fra genstridige stænger og pløkker, som fik et ordentlig gok, hvis de ikke makkede ret.


Gensynsæglæde i øjnene. Kærlige udråb om gensynsglæde. Kram og klap på skuldre. Smil i øjnene. Varme solstråler fra himlen. Forventningsfulde ankom den ene ekvipage efter den anden

Når man skal have 60 gæster til fuld forplejning en hel weekend, kræver det mange stole og store borde. Som noget nyt havde vi i år spurgt den lokale indrætsforening om vi kunne leje siddepladser og borde hos dem? Det kunne vi, men naboen skulle lige være færdig med at bruge stolene, inden de blev leveret - over hækken - til os! Se det er da service, syns vi *s*

Med stolene på plads ved bordene, som var pyntet med duge i alskens farver, var der en "sid ned" til alle, og de spiselige indslag på træffet kunne tage sin begyndelse. 


Med hjælp fra bl.a. Marianne blev pølserne fra CS Pølsemageri, Vejen (som har leveret pølser til træffet siden 2016) vendt og drejet på grillen, lige til de var tilpas brune og sprøde på alle sider samt gennemstegt indeni. Pølser fra CS Pølsemageri smager himmelsk og mætter godt i maven, efter de har fornøjet spiserøret med deres krydrede indhold. Iver står og overvejer hvilken slags han skal forsøge sig med, og blev enig med Marianne om, at hvis han gjorde lidt mere plads på tallerkenen, kunne han få én af hver!
Som det tydeligt fremgår (i baggrunden) kan man sagtens underholde gæster, vende pølser og nyde et glas rødvin, samtidigt.

Pølserne blev nydt med ristede løg, ketchup, sennep og eller remoulade, efter behov og lyster. Mennesket lever ikke af kødfulde pølser alene, derfor kunne man spæde op med kartoffelsalat fra Slagteren i Nr. Nebel. Valget faldt på den lokale slagter, fordi rygterne fortalte at han leverer gode varer med smag. Nu ved vi at rygterne talte sandt. Der var ihvertfald rigelligt (til både fredag og lørdag), og alle de varer vi modtog, viste sig at være delikatesser, som vi kunne være godt tilfredse med. Vores gæster roste maden og salat m.m. gled fint ned sammen med en øl fra dåse eller rødvin fra boks.

   Som ved de tidligere træf, bliver hver træfdeltager tildelt et "Kreditkort". Derefter håber vi gæsterne gør go brug af kortet, som fungerer således at man selv lave streger, når man henter drikkevarer i køleskabet bag baren. Og så afregner man inden man forlader træffet. Overskud ved salg af drikkevarer hjælper med at betale de udgifter som vedrører træffet, d.v.s. toiletvogn, leje af borde og stole, SkarnBasser til bortsakaffelse af affald, mad m.m. og skal derfor ses som et aktiv i forhold til at holde prisen på deltagelse nede.
   Målet for træffet er ikke at tjene penge. Vi skal helst have udgifterne dækket, og det plejer at løbe rundt. Målet for træffet er at skabe rammer for at motorcykel folk kan mødes under passende gode forhold, for at være sammen om at "sparke dæk", udveklse erfaringer, dele oplevelser, køre ture sammen og - ikke mindst - møde nye og gamle venner under skønne (mener vi selv *s*) forhold.

Fornuftig som jeg er........... blevet med alderen, var det ikke mig som slukkede bålet fredag nat. Selvklart er jeg lidt ærgerlig over jeg er blevet så gammel, at jeg ved det er bedst for mig, at finde sengen inden de sidste gløder er gået til de evige bålsteder. Men sådan er det, og jeg  listede stille ind i seng, på et tidspunkt, medens det stadig var hyggeligt omkring bålet.

Inden Jeanne kørte til bageren søndag morgen, åbnede hun døren til soveværelset, og fortalte at klokken var "tid til at stå op". Jeg var rimelig frisk, men kunne sagtens ha sovet en time mere. Lidt mat i knæerne, vågnede jeg og gik straks igang med at tømme kølekabet og gøre klar til morgenmaden til vores mange gæster. Jeg mere fornemmede end tænkte, at det nok ville være en go idé at åbne terassedøren, for at få noget frisk luft ind i køkkenet. Knap stod havedøren  på vid gav, førend de første kvindelige hoveder trængte gennem fluegardinet og spurgte, om der var noget de kunne hjælpe med.
   Sådan et tilbud om selskab til at klargøre og servere morgenmad for 60 sultne motorcyklister, lod jeg ikke gå fra mig. Ih ja tak, var mit svar, og så snart efter var der go gang i køkkenregionerne. I løbet af forbavsende kort tid var alt hentet ud af køleskabet og stillet frem til det hungrende ventende træffolk. 
   Lørdag morgen er der ekstra meget at gøre i forbindelse med morgenmaden. Alle skal smøre sin egen madpakke, som senere skal nydes på fællesturen. Derfor var det også ekstra belejliget at så mange tilbød at give en hånd eller to med, da der skulle stilles på bordet. Jeanne havde sørget for at pålæg, ost og alle de andre nødvendige ingredienser til et godt og rigeligt morgenmåltid og madpakkesmøring, var gjort så meget klar, som det nu kunne lade sig gøre. Ost og pålæg var skivet, marmeladeskeer lagt frem og den første kande med vand kom hurtigt i kog.

Overalt summede lejren af morgenaktivitet. Med lidt dårlig samvittighed sneg jeg mig ud fra køkkenet, tog mit kamera og listede lidt rundt mellem teltene. Fra flere af de kulørte kludehjem kunne jeg høre snorken og skramlen i soveposerne. Nogen listede stille over græsset, på vej mod toiletterne, med tandbørste og håndklæde. Nogen af de mere morgenfriske var allerede klar til at hælde kogende vand over medbragte kaffebønnerne. Enkelte brugte tid på at klargøre motorcyklen. Telte blev luftet ud og motorcykeldress fundet frem. Ørenstviste, ederkopper og andre små skabninger blev rystet ud eller brutalt slået i småstumper. Ingen  ønsker småkryb i tøjet. Hjelme blev nøje kigget godt og grundigt efter, inden de skulle på hovedet.

   Mange synes det er rart med go tid om morgenen, og jeg giver dem helt ret. At sidde en tid over morgenkaffen, og lade solen gå sin egen gang over himlen, medens man lige "ordner sit eget indre univers", er en smuk begyndelse på en ny dag.

Klokken 10 skulle alle der havde booket sig ind på fællestur, møde op i den gruppe de ønskede at køre med. Gruppen for de som skulle køre "ren asfalt" var sat til at møde op i gården. Off rødderne - altså den af de to grupper der havde "rookies" og knap så øvede på holdet, og som skulle køre blandet underlag, skulle mødes i den sydlige ende, ved den lille høj. Sidste hold, de øvede off road ryttere, skulle mødes midt på plænen, ved festteltet. 

   Fælles for alle hold var, at de skulle have informationer om ruten, inden de skulle afsted på tur. De tre grupper skulle køre hver sin rute. Planerne var forskellige, men alle havde som udgangspunkt, retning mod nord.
   Hver gruppe har sin leder, kaldet Stifinder, og denne bestemmer egenhændigt hvordan han eller hun vil styre deltagerne, således ingen "glemmes" og alle kommer med hele vejen rundt. Igen i år var Stifinderne valgte alle at de ville køre efter "rotations princippet". Meget enkelt fortalt "sætter" Stifinder den ekvipage af, som kører som nr. 2 i gruppen, når gruppen skifter kørselsretning eller fortsætter ad en anden vej. Situationen opstår for eksempel i et T-kryds, i en rundkørsel eller Stifinder kører ind på en sidevej. Den der bliver "sat af" skal standse sin motorcykel, der hvor Stifinder peger, og holde med forhjulet i den retning, Stifinder er fortsat ad. Alle i gruppen ved at når man kommer frem til den holdende ekvipage, skal man ændre kørselsretning og fortsætte ad den rute forhjulet peger.

   Den som er sat af, skal køre ind i kolonnen igen, lige inden sidste mand, Sweeperen, kommer. Man får derved en ny plads i kolonnen, hver gang der bliver sat en ekvipage af. Såre enkelt og en rigtig god måde at få alle i gruppen med på rundt på rute.
   Stifinderne i år var Jeanne, som tog sig kærligt af, og førte an på holdet der skulle følge asfaltvejene. Michael fra Esbjerg havde tilbudt sin hjælp til at føre "rookierne" rundt på deres ca. 130 km lange tur, og Ole AI havde - som altid - førertrøjen på og ledte gruppen for øvede off rødder. 


Kort før klokken 10, genlød lejeren af brummende motorcykler. Alle var så klar, og forventningerne til turene var store, som de smil der var smurt ud over ansigterne. Alle kørte til sin gruppe, hvor handsker og hjelme blev afmonteret, for nu skulle lyttelapperne slås ud.

Første gruppe der forlod MiniPrimiCamp, var asfaltgruppen. Som var der spændt et træktov mellem ekvipagerne, rullede den ene efter efter den anden afsted efter Stifinder Jeanne. Kolonnen forsvandt rundt i svinget ved nr. 60, de var på vej ud på rundturen i det Sydvestjyske. Ruten for asfaltholdet var på ca. 150 km. Madpakkerne var pakket i tasker og topbokse. Solen var endnu ikke brudt gennem det skytæppe der dækkede for de varme stråler, men det var rigtig fint vejr til en køretur. Ikke for varmt. Ikke for koldt. Nøj hvor de smilede alle sammen.


Jeanne førte gruppen sikkert frem på ruten, som hendes TomTom viste på skærmen. Lidt nord for Troldhede, fandt Jeanne en lille skovvej ind til venstre. Hun var nået frem til Kulsøen, og standsede gruppen. Nu skulle frokostmadpakken spises. Skulle der være nogen der var tisse-, ryge-, strække ben- eller sparke dæk trængende, var der også fine muligheder for det. Kulsøen ligger lidt inde i et skovområde. Mellem træerne er der en lille parkeringsplads, hvorfra man kan gå frem til søen, hvor der et par meter fra brinken, var nogle bord-bænke sæt til fri afbenyttelse. Hvis man i stedet gik til venstre, kom man frem til et flot shelter med overdækket bålplads, som så vidt jeg kunne se, er for alle som har lyst.
   På et af Jeannes billeder kan man se der også var en KratLusker (andet foto nedenfor), men om det var én fra gruppen, eller én som bare lige kom forbi, melder historien ikke noget om.

Tilbage på campen, var næste gruppe klar til at køre på tur. De måtte bane sig vej forbi "Rookierne" som ikke var helt færdige med at modtage instruktioner. Michael, som var Stifinder og Gruppeleder, havde åbenbart meget at fortælle, eller også fik han mange spørgsmål. Hvad end grunden var til det tog lidt længere tid for dem at komme afsted, så det fredeligt ud. I det stille tænkte jeg, at bare de havde det godt, og hyggede sig, måtte Guderne og Michael klare resten.

Ude på Åstedvej larmede de øvede off rødder, indtil Ole kiggede i spejlet, lagde første gear ind, slap koblingen og gav gas. Og gas, det må jeg sige der blev givet. I løbet af ganske kort tid, blev jeg mindet om, at jeg var Sweeper på holdet for øvede off roadere. Nøj der blev kørt stærkt.
   I dagens anledning havde jeg trukket den "Lille" ud. Min Yamaha XT600 fik lov at strække ud. Ganske hurtigt - efter vi havde forladt asfalten - fik jeg den tanke at alle - mig bekendt uden forudgående aftale - havde en forventning om, at nu skulle vi ud og ha det sjovt. Og det var jo os meningen. Men betænk, meget af, det sjove kommer samtidig med at hastigheden sættes lidt op.

   Selvom jeg ikke vil indrømme at det er sådan det er, ihvertfald herhjemme i Danmark, hvor meget af "off road kørslen" foregår på veltæmmede og fint kæmmede, klippede og velplejede veje med grus og fastkørt ler, så er hastigheden med til at give det "kick" alle motorcyklister higer efter at mærke.

   Så længe man kører rundt på de fine grusede veje, og eller de brede markvejsspor bønderne bruger for at komme frem til deres marker med deres kæmpe maskiner, er det så som så med krav til det tekniske! Kan man - tør man - dreje på gashåndtaget, kommer det "sjove". Når hastigheden øges, frigives adrenalin i kroppen. Ikke mindst når man - måske lige sent nok opdager - man skal igennem et seriøst sving, måske et 90 gr. knæk med løst grus, og nålen i tempouret ligger på 70-80 km/t.
   Suset, det vi motorcyklister ofte higer efter at udløse, kommer helt af sig selv, uanset hastigheden ikke overstiger de tilladte hastighedsgrænser, der gælder i Danmark. Ofte er 80 km /t en pæn høj fart at drøne afsted med på grus- og lignende veje.
   Den adrenalin der bliver udløst, bliver ikke mindre hvis sigtbarheden er næsten nul, og svingene der pludselig dukker op, kræver manøvrer der indebærer, at motorcyklens kørerretning hurtigt skal ændres vinkelret på den køreretning man kom fra!
   Således var det på de ikke asfalterede veje Ole havde fundet. Solen hade bagt fra en næsten skyfri himmel i flere dage forud for træffet, og derfor kom  fænomenet med støv i tætte skyer, ind i køreturen.
   Støv. Mega meget støv, nedsætter sigtbarheden rigtig meget! Bum.
   Selv tohjulede køretøjer sætter meget gang i de lette partikler, som ligger øverst på de mindre veje belagt med grus. Når disse "øvre lag", bestående af fine jord- og sandpartikler aktiveres i store mængder af accelerationen med knoppede dæk, gøres sigtbarheden for de som ligger bagved, mærkbart mindre. Som sweeper, altså bagerste mand, havde jeg fornøjelsen hele dagen at "æde" de andres støv hele dage. Og der var rigtig meget.

Forud for fællesturene med BikeAdvenTurist Træf gæster, har jeg indhentet tilladelse til at måtte køre på de private jorder og matrikler vi lokker deltagerne ud over. Enkelte steder får vi afslag når vi henvender os. I de tilfælde lodsejere ikke tillader vi kører på dennes matrikkel, gør vi det selvfølgelig ikke.
   I stedet finder vi, d.v.s. Ole, alternative ruter, som vi bilder os ind, er meget mere spændende! Hos nogle landmænd - når vi kommer anden, tredje eller femte gang for at spørge om lov at forcere en mark eller et stykke skov, lyder svarene ofte: "Det har I fået lov til tidligere, så det må I gerne igen".
   Sådan en besked er bare så fantastisk at få. For mig beviser det at vi har "opført os ordentligt de andre gange vi har været forbi", at vi har overholdt de eventuelle "spilleregler" der blev aftalt. Herligt. Det er jeg meget glad og taknemmelig for. Stor TAK til alle, der har givet os lov at køre på deres jorder. Når vi får lov at boltre og muntre os på marker og stier, er for os, som julegaver er for små drenge og piger. Også stor tak til kørerne, som respekterer og overholder de spilleregler vi aftaler fordu for kørslen.

   Et eksempel på ovenstående er, at vi på den ene af årets fællesture, havde fået lov at køre over en mark, hvis vi ville holde os til at køre i sprøjtesporet. Jamen selvfølgelig ville vi det. Velvidende det ville give nogle tekniske udfordringer til chaufførerne, lovede jeg landmanden, hver eneste ekvipage som kørte ud i kornet, skulle aflevere en flaske rødvin til ham. Den aftale fik alle besked om inden turen blev kørt.
   At der ikke blev afleveret rødvin til landmanden, er fint, set med arrangørøjne, for det betød, at ingen kørte af sporer.

En anden udfordring kom, da Ole lokkede deltagerne ud på en "parkeringsplads" for containere. Ikke at der var noge større opgave at klemme motorcyklerne mellem de stillestående jernkasser, men umiddelbart efter, dukkede en lille crossbane frem mellem træerne. Det var tid for lidt fri leg på bane med masser af mindre bumps og små hop, skrappe sving og forhøjede yder curber, på et bredt singel spor mellem masser af træer og buske.

Tilbage på ruten, tilbage til støvet. Nedenfor ses en overgang mellem asfalt og grusvej. Tempoet blev sat lidt ned hver gang flokken ramte et  nyt stykke med grus, men støvskyen var stadig omfangsrig. Og hastigheden blev hurtig tilpasset det nye stykke.


Uden varsel, dukkede pludselig et større hul op i det flade landskab. Et hul med stejle sider, fyldt op med løst ,dybt, tørt sand. Der måtte leges igen. Sådan et jordhul, hvor der tidligere har været gravet efter sand, er Guf for Kendere! Blandt den flok off rødder der var på fællestur, var der flere som syntes det er kanon at boltre sig - og under alle omstændigheder - udfordrende, at drøne hen over sådan en overflade, uden at synke i! For at komme frem over løst sand, skal man have teknikken indøvet, eller ihvertfald er det rigtig godt at vide hvordan man teoretisk bør gribe sagen, d.v.s. sandet an. Når man kan teorien, kommer teknikken med øvelsen. 

   Se på billederne hvor sjovt det var!

Når man leger og har det skægt, indebærer det ofte man bliver beskidt. Jeg ved ikke hvorfor de to ting hænger sammen for drenge, men det gør de altså, ikk Martin?

Et altid velkomment indslag på fællesturen er frokost pausen. Undervejs på off road køreture bruges mange kræfter, hvilket kræver en pæn del energi. At få sin motorcykel igennem de mange forskellige af naturens naturlige udfordringer, som vi elsker at boltre os i, giver plads til mad og væske i maverne. Derfor er det vigtig ind imellem at få deopterne fyldt op med passende mellemrum..
   På årets fællestur var der indlagt frokostpause i Stauning Havn, hvor besindige folk har udvidet arealet ud mod fjorden. Derved er der blevet plads til at placere nogle borde og bænke, godt gemt bag lægivende hegn, som er ideeller til pauser. 
   Maden - som ingen kunne klage over, fordi alle - undtage Ove B - selv havde smurt klemmerne, fandt vej til kroppens indre, sammen med noget væske. Støv og formidfdagens strabadser blev skylltet ned, alt medens de forskellige sektioner samt diverse motorcyklers nye gadgets eller mangel på sammen, blev diskuteret. P.s.: Det er godt for Ove at Charlotte tænker på hans ve og vel *s*.


Mennesker er - ligesom dyr - forskellige. Selv enæggede tvillinger har forskelligheder. Og hvad parkering angår, er nogen mere hancdicappede end andre!!! Om det kan ses eller ej, kommer ikke sagen ved *s*

Asfaltholdet nåede frem til Stauning Havn, kort inden vi forlod frokoststedet. Asfaltfolkene skulle også holde rast, og da jeg luntede forbi gruppen, kunne jeg masser af smil på læberne og jeg tænkte, "Whau, de har vist haft en go tur", hvilket jeg hyggede mig gevaldigt med. Som vært for træffet er det dejligt at se og mærke at gæsterne synes om de aktiviteter, man har fundet på.


For jeg ved ikke hvilket gang, fastslog jeg, at "Turen kører ikke sig selv". Derfor, på med hjelm, jakke og hvad man ellers havde nået af få trukket af kroppen, for ikke at skulle nyde frokosten kampsvedende. Op på maskinen og afsted igen. Flere gange undervejs havde vi nydt godt af landmændenes vandingsmaskiner. Når de sprøjter vand ud over vejene, binder vandet støvet. Når vandet landet på asfalt, får solen mulighed for at drysse lidt stjernestøv, når hjulene deler vandene. 
   Selv om der ikke var mange vandpytter, mødte vi nogen markvandingsanlæg, hvor strålerne rakte ud over grøfter og veje. Sådanne steder var en velkommen  mulighed for at spraye kaskader af vand på en bagvedkørende. Resultatet var, at det støv der dukkede op efterfølgende, blev hængende på skærme og visir, fordi den våde overflade sugede støvet.

Ingen skal være i tvivl om, at uheld er uvelkomne. Heldigvis har vi kun haft enkelte og de fleste skader er sket på motorcyklerne. Et par gange er også chauffører blevet skadet. Det skete bl.a. for Villy, som deltog på off road holdet, men kom til skade under kørsel på asfalt. Cyklen fik lidt skrammer, og Villy selv måtte ved en undersøgelse på hospital et par dage senere, opleve at få besked om, at kravebenet var knækket. Meget uheldigt. Men både mand og maskine er siden blev meldt "uden for livsfare" og begge er godt på vej mod bedring.
   Villy valgte at køre sin KTM'en retur til lejren, men da vidste han heller ikke at kravebenet var knækket. Henrik valgte at følge Villy hjem, således Villy ikke skulle køre alene.
   For vi andre fortsatte turen ad den planlagte rute. Uheldet skete på et meget sent tidspunkt af fællesturen, og der var heldigvis ikke langt at køre for Villy med den skulder, der gjorde meget ondt.

Et sted ude på ruten bor en lille dreng, Kian, sammen med sin mor og far, Maria og Glenn. Flere gange på vores fællesture har vi fået lov at køre på deres fine markvej, til stor fornøjelse for os chauffører. Sporet er en tidligere markvej, som nu stort set ikke benyttes. Vejen er godt gemt under en halv meter højt græs og ukrudt. Spændingen stiger altid når man ikke kan se hvad forhjulet skal pløje sin vej igennem.

   Kian er en herlig lille blåøjet dreng, som har et handicap. Som så mange andre drenge, synes Kian det er sejt med motorcykler. Jeg havde aftalt med  Kians mor, at vi ville standsede motorcyklerne, så han kunne se de mange modeller. Det skabte glæde. Både for Kian, hans forældre og os motorcyklister.
   Stor tak til Maria og Glenn for at vi må køre på deres fine markvej. Vi kommer gerne igen, for at Kian kan opleve motorcykler på nært hold.

Fra der hvor Kian bor, er der kun få kilometer til campen i Åsted. Men inden vi kom tilbage til startstedet, skulle vi igennem et lille stykke skov, hvor vi havde fået lov at køre. Midt inde i skoven er et lille "hul". Hullet er ikke særligt stort, men der er et par teknisk krævende steder, som er sjove at forcere. Ole førte os frem til. hullet, og så var det ellers bare med at følge efter ham ind på det spor, som faktisk ikke eksisterer. Alle syntes det var sjovt at lege i den lille skov, og der var flere som kørte et par omgange i hullet, inden forhjulet atter blev drejet i retning af Åstedvej, hvor træffet holdes på vores MiniPrimiCamp.

Med hastigheder som gjalt det en etapesejr i Tour de France, blev det varme mc-dress og handsker skiftet ud med korte bukser til benene og en kold øl til hænderne. Mange søgte ind i skyggen. En kold øl gør godt for sjæl og legeme efter enhver motorcykelkøretur. Og jeg gætter på der røg mere end én øl indenfor t-shirten efter den varme fællestur? Ikke mindst fordi, ingen skulle ud og køre mere denne dag. Og tørsten havde luret og plaget hele dagen. Støvet blev skyllet ned. Åhhhh - og så en lille bøvs!


   Overalt på pladsen var der smil og glade ansigter. Villy var nået godt tilbage til pladsen. Nu blev han genstand for stor opmærksomhed, for alle skulle høre hvordan han havde det. Medens vi andre fortsat tumlede og hyggede ude på ruten, var han listet retur, og havde kontaktet sygehusets modtagelsesafdeling. De ville gerne se ham, og sendte en taxa, idet han kunne transporteres siddende, så der var ingen grund til at bruge en ambulance til ham. 

   Villy vendte tilbage til lejren midt i aftensmaden. Inden han fik lov at sætte sig til bords, skulle vi høre hvordan undersøgelsen var endt. Han havde fået nogle smertestillende piller, og skulle køre på hospital næste dag (mandag), fordi i Esbjerg kunne man ikke gøre noget. Villy fik en go portion grissebasse men nøjedes med at drikke sodavand til, idet han havde fået et par "gode piller" af en venlig sygeplejerske. Senere på aftenen blev han hentet af en ven.

Medens nogen futtede til købmanden for at få fyldt beholdningen af gode sager op, var der andre som fik en lille lur. Atter andre brugte tiden inden aftensmaden på at snakke motorcykler. Overlat så jeg det var ganske normalt at sparke dæk, samtidig med man justerede det indre tørkeindex.

   Som initiativtager, vært og camp-fatter måtte jeg høre for, at den grillede grissebbasse skulle ankomme udefra. Mange gjorde mig tydeligt opmærksom på, at de i høj grad manglede duften af grillet flæsk. Det hører med til helstegt pattegris, at man får pirret næsebor og tilegner sig en naturlig sult i maveregionen, når duften breder sig ud over pladsen. 
   Med beklagende armbevægelser måtte jeg give alle ret. Alle der gad høre grunden, fik den fortalt.  Jeg var oprigtig ked af situationen, men Steffan - som de tidligere år havde stegt grisen i en stor grill - havde allerede ved træffet i 2018 meldt afbud. Derfor havde vi spurgt hos Nr. Nebel Slagterforretning om de kunne overtage jobbet, og levere en grillet pattegris. Forretningen sagde "Ja", og sådan blev det.

Grisen smagte pragtfuldt, og der var rigelig kød til alle. Men skålene med brokolisalat blev tømt allerede midtvejs i middagen. Brokolisalaten var et meget populært grønt bidrag til grisekødet. Et forhold vi må tage med i vore overvejelser til næste år.

Grillet grissebasse


Præcist som aftalt dukkede Johnny op med en grillet grisebasse, der lå varmt og svedig på en trailer. Nøj det så godt ud, og nøj hvor det smagte godt. Duften bredte sig, og mundvandet sprøjtede som vandfald i regntiden. Med øvede bevægelser gik den rutinerede slagtersvend igang med kniven. Nu skulle alle de sultne træfgæster smage, hvordan Nr. Nebel Slagterforretning laver grillstegt pattegris.

   - Nej se, den græder, var der flere der udbrød, når de kom hen til traileren for at se hvordan Johnny parterede den lille gris. Og ja, det så sådan ud, måtte jeg medgive. Der flød noget fedt ud af øjenhullerne, men det er ganske normalt, forklarede Johnny med overbevisning i stemmen. Han fastslog desuden, at grisen altså var død, som i HELT død, inden den blev lagt op på risten. 

Et fast indslag i bespisningen på træffet er den grillede pattegris. En anden uundværlig ingrediens er: Jeannes citronfromage. For Mona er det forbundet med abstinenser, hvis der ikke er citronfromage. Hun elsker Jeannes version, og spiser meget gerne rester til morgenmaden om søndage. Og jeg hørte faktisk et rygte om, at hun også fik lidt med sig hjem, men det er ikke et bekræftet rygte. Måske Mona vil afsløre det på et tidspunkt? 

I stedet for at hyre et band til at forurene luften, har vi på alle BAT Træf valgt at underholdning skal komme fra deltagerne. Jens-Erik havde, selv om det var første gang han deltog, forstået dette, og rejste sig efter desserten. Han havde noget på hjerte. Klar i stemmen tegnede og fortalte Jens-Erik en lille frækkert.. Jeg skal ikke gengive fortællingen her, for som jeg husker det, var vitsen ikke helt stueren. Men hyggeligt er det når gæsterne bidrager til at løfte stemningen. 

Jeg ved ikke hvad Claus viskede Christina i øret? Men, uanset hvad han viskede, tændte det julelys i øjnene på Christina *s*

Efterhånden som det bedste og mest spiselige af grissebassen var forsvundet i maverne, for de flestes vedkommende med et "låg" af citronfromage med fløde ovenpå, forlod folket bordene for at finde sammen omkring bålene ude på græsplænen. Kredsen rundt om flammerne fra de orange luer i bålfadene, blev langsomt større og større, efterhånden som flere og flere dukkede op med egne stole.

   Der blev hygget med øl, rødvin og gode snakke. Som i hippietiden gav Thorkild nyt liv til min snart 50 år gamle westernguitar. Herligt at genoplive den fine tanke med guitar, bål og fædrelandets vemodige sange, fra da farmor var dreng. Guitaren har stået gemt og glemt på kontoret. De gamle strenge kunne stadig stemmes til at give nogenlunde acceptabel baggrundslyd, og Thorkild kunne huske nogle af teksterne til de kendte Gasolin sange, ligesom han stadig kunne formå fingrene at sprede sig over de 6 strenge,for at forme akkorderne.

   Åh ja, en jordbrænder eller to blev det også til. Per - stort LegeBarn - kunne ikke dy sig, og parkerede sin KTM godt og grundigt ved at grave såvel for- som baghjul ned i mulden under græstæppet.

Farvel og tak for denne gang


Søndag er afrejsedag for de fleste.Ligesom om fredagen, var jeg fornuftig, og overlod slukningen af bålet til andre. Forstå mig ret, jeg vil gerne være blandt de som slukker de sidste gløder, men jeg er jo også vært om søndagen, og skal give et nap med ved morgenmaden. Og helt oprigtigt, synes jeg faktisk det er hyggeligt at stå op og pusle om gæsterne, hvoraf flere var meget stille, medens de sad og hang over de første kopper med varm frisklavet kaffe.

   Andre var - forbavsende - friske, men de var sikkert gået tidligt i seng, og var måske derfor gået glip af såvel Thorkilds underholdning på min gamle Yamaha guitar, ligesom de ikke havde set Per begrave først sin egen, og senre også Christians KTM med et par gevaldige jordbrændere. Hvad angår den aften-fælles-sangen for Allan, som nogen kaldte sammen til, så tror jeg ikke nogen kunne sove fra den! Allan fik  sungnget fællessang så det rungede mellem de gamle træer på campen. Mange kunne melodien til "Himmelhunden", få kunne teksten, alle kunne omkvædet............ eller fik det hurtigt lært! Håber du kunne li vores gå-nu-nat-sang René?

Hen over formiddagen forlod flere og flere pladsen. En herlig weekend lakkede mod sin afslutning. 
   Selv om solen skinnede og alle var i godt humør efter et par herlige aftner og en go lørdag, var det lidt trist at se på hvordan den ene lejr efter den anden blev brudt ned. Soveposer, ligeunderlag, skiftetøj og sure sokker blev lagt ud i solen. Pløkker blev hevet op, teltduge blev pakket pænt sammen, for snart efter at forsvinde i poser og sække, som derefter blev spændt på motorcyklerne.

Indenn Tina kunne forlade pladsen, skulle hun have skruet sit sidespejl fast. Straks kom en frisk fyr og tilbød sin hjælp. 

Når legen er go, og har varet længe, kan det være svært at få stoppet. Men det var tid at sige farvel til nye og gamle venner og bekendte. Lone fik hilst af, og Tobias fik sagt farvel til Peter, som han havde leget rigtig godt og meget med, Tobias nyder turen fra mor Lones sidevogn. 
   
Fra Jeanne og jeg skal lyde en stor tak til alle vores dejlige gæster, som besøgte os på BikeAdvenTurist Træf 2019.

En speciel tak til Ole, Michael, Henrik, Marianne og Thorkild og alle Jer andre, som gav én eller flere hænder med ved træffet. Uden jeres indblanding (læs: store hjælpsomhed) ville træffet ikke nå de samme højder. Tak venner.

   Jeanne og jeg glæder os til at byde jer velkommen til træffet næste år, hvor vi mødes i weekenden 26., 27. og 28. juni. Sætte heller kryds i kalenderen allerede nu, eller endnu bedre, skriv til os på R1200GS @ LIVE.DK og fortæl du kommer, så reserverer vi en plads til dig *s*


Kæmpe knus og kærligst
Jeanne og Peter