Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

 

Seneste:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2018.01.04.

Årets første fællestur

Såvel Bonden, den ansvarlige for betalingen i denne omgang, som undertegnede, forsøgte at få et smil og en smule respons på vores flirten med kassedamen. Men "Nein, das geht nicht", syntes det som om hun mente. Ihvertfald modstod hun alt hvad vi forsøgte os med.

Ude ved cyklerne blev Bonden og jeg enige om, at det var hende der var gået glip af noget. Skidt pyt, vores gode humør kunne hun ikke ændre. Vi var som vi var, og vi fortsatte med at blive som vi blev...... det var vist noget vrøvl, men pyt, du har sikkert fået lidt tid til at gå med at få en mening ud af vrøvlet, og den tid som er gået godt, kommer ikke dårlig tilbage, som de store drenge ved ishuset siger.......

 

Vi var ikke så langt fra et af de delmål jeg havde glædet mig meget til at besøge. Korshøjen, en pukkel på jordens overflade hvor tusinder har plantet hver sit kors, rejst en statue eller efterladt en rosenkrans. Siden jeg for år tilbage første gang så billeder fra stedet, havde jeg ønsket at komme til Korsbakken, for ved selvsyn at opleve stedet. Nu var det snart tid for det besøg.

Sidste afsnit sluttede med at gruppen the Baltic Sea Lions, lidt trætte, godt varme, meget tørstige men oprigtig nysgerrige, var kommet et stykke ind i Litauen. Nu nærmede frokosttiden sig. Ikke på uret, for jeg gætter på klokken sikkert havde bevæget sig godt og vel forbi kaffetid, men nu var vi sultne og det fundamentale behov skulle selvfølgelig dækkes.

I det fjerne tårnede en ældre mølle sig op mod den blå himmel. Møllens vinger var ikke originale, dertil var de alt for små, og indretningen var bestemt meget anderledes end i møllens velmagtsdage, medens den endnu fungerede som masecentral for bøndernes korn.

Møllen var indrettet som restaurant i tre etager. Noget af det gamle maskineri var stadig intakt i møllen, og gav den et rustikt præg med illusioner om gamle dage, som litauerne tilsyneladende også efterspørger når de skal ud med frue og børn. Der var overraskende mange gæster, men det lykkedes os at få en fin plads tæt på et vindue, som tillod frisk luft at køle vore varme kroppe. Maden var rigtig go, pænt billig og stærkt mættende. Varmen trykkede, maden gjorde søvnig, selskabet blev opløst for en tid.

Gruppens Benjamin aka MiniDuen, søgte og fandt noget kvindeligt selskab i form af én anden gæst, som havde lyst til eller ihvertfald ikke gjorde større modstand - mod at høre hvad han havde at fortælle fra livet udenfor Møllen...... Om det var kærlighed ved første blik, skal jeg ikke kunne sige, men MiniDuen så glad og forventningsfuld ud, måske han skal tilbage til møllen ved en senere lejlighed *ggg

Medens MiniDue underholdt sig med Dukken Jasmine, fik TB sig en lur i hjørnet, Bonden røg sig en smule tobak, og gik jeg stille rundt og forevigede sceneriet. Skønt at være mæt, varm og godt tilpas i et fremmed land. Det var som om tiden stod stille. Men det gjorde den ikke. Nærmere tværtimod.

Inden vi kunne fortsætte, hvade vi et regnskab at gøre op. Den gode mad skulle sammen med de kølende drikke afregnes.

Fire mænd på tur, langt fra hjemmet (koner og kærester medregnet), ved godt hvornår de møder en flot quinde. En quinde som hende der tog mod betaling for vores mad på møllen.

Medens natten meldte sin ankomst ved meget forsigtigt at skrue ned for lyset, nåede vi Korshøjen. Der var lidt knas med koordinaterne. Gerda P Svendsen havde noget af en opgave med at finde frem. Da vi endelig kom frem, var vi ikke i tvivl om vi var nået til rette sted. Allerede lidt før målet kunne vi ane de mange silhuetter af kors mod den endnu lyse himmel. Cyklerne blev parkeret, vist lidt uofficielt, men dog uden at kunne genere ret mange af de andre gæster.

Stemning omkring og på højen var meget speciel. MIn private betragtning er, at de mange boder, der sælger kors og andet lignende salgsfremmende, til formålet fremstillede og indkøbte varer fra Østen, der er opført ved p-pladsen, i mine øjne blamere stedet og ikke burde tillades.

Alligevel fornemmede jeg noget større, noget fremmed, noget andet, noget åbenbart og håndgribeligt religiøst ved at bevæge mig rundt på gangene mellem korsene

Jeg har sendt såvel min far som min mor ud på hver deres sidste rejse, begge gange fra en dansk folkekirke, hvor korset er en dominerende bestanddel af sýmbolikken, og jeg har mange tanker om livet, døden og de symboler vi bruger i disse forbinder, men jeg

vil gerne fortælle, jeg forlod stedet med en større ro i mit indre og en styrket tro på noget Guddommeligt, som jeg mener findes i alle mennesker uanset hvilken tro eller religion man bekender sig til. Korset er et meget stærk symbol.

Jeg var meget glad for min rejsevenner havde lyst til at dele denne oplevelse med mig, glad for de indvilligede i at lade vores tur gå forbi Korshøjen.Jeg vil også benytte muligheden for at anbefale et besøg på Korshøjen.

For mere information om stedet, har Wikipedia dette indlæg om Korshøjen.

"Lars er så go ved naturen, at han børster tænder på den hver morgen". Notat fra min lille røde notesbog. Men ærlig talt, jeg husker ikke i hvilken forbindelse det blev sagt, errindrer ikke hvem der udtalte det og kan i min vildeste fantasi ikke forestille mig hvilken anledning der har givet inspiration til udtalelsen. Men, det lyder godt, så maybe we can use it in another afsnit?

Dag 5's mørke timer blev tilbragt i Siauliai på et meget rustikt hotel (læs: en indvendig indretning med masser af groft tømmer, banket sammen inde bag hotellets røde mursten, i et vellykket forsøg på at få det indre til at ligene noget fra gammel tid, tiden inden gips- og/eller spånplader var blevet alle arkitekters mantra). Vi havde nogle gode timer i skumringen, hvor vi på det nærmeste lukkede hotellet for natten. Vi var de sidste gæster der forlod lokalet (= den åbne gårdhave med samme rustikke old fashioned indretning som indenfor). Personalet slukkede lyset, og vi blev efterladt uden mulighed for yderligere alkoholiske såvel som ikke-alkohomiske drikke. Dermed var det bal hurtigt forbi!

Til gengæld var vi friske og meget oplagte til at krydse gennem Litauen. Google Earth havde afsløret enorme mængder af udfordrende veje og spor, som vi fornøjede så frem til at udforske. Og sådan blev det. Kort efter start førte Bonden, som nu førte gruppen, gruppen ind på en støvet grusvej, som førte os videre mod nordøst. Markerne kom tættere på. Vejen snævrede sammen. Ude i horisontne nærmere et skovområde sig.

Vejen ændrede karakter. Fra bred plan fin jævn tør første klasses grusvej, ændrede vejen sig til en almindelig men godt vedligeholdt markvej, og blev mere og mere opmærksomhedskrævende. Sporet var ikke dybt. Græsset mellem de to spor bar tegn på sporet blev brugt. Hullerne og stenene i sporet var overskuelige. Mindre sten sprøjtede fra dækkene. Tiden gik hurtigt og hovedindtrykket fra sektionen kunne meget passende udtrykkes som "spændende".

 

Et godt stykke ude af sporet gik kategorien fra "spændende" til "middel krævende". Græsset dækkede underlaget, flere steder var sporet svært at se, græsset stod knæhøjt, bunden var våd og blød, ideelle betingelser for græs og andet ukrudt. Bonden fulgte GPS'ens anvisninger. Fulgte sporet et stykke ind hvor træerne lukkede for den blå himmel. Ind hvor bundlaget blev totalt dækket af vådt vildnis, brændenælder, småbuske og slanke træer, der udfordrede stisystemet.

 

Sporet fremad var, på trods af GPS'ens fine streg, ikke mulig at forcere på vore tunge maskiner. Fra en lille lysning, fulgte vi Bondens anstrengelser. Motoren på den grå 800'er arbejdede hidsige omdrejninger i forsøget på at finde grib til knopperne. Små ryk frem og samme ryk tilbage. Forhjulet drejede ihærdigt fra side til side i takt med de små ryk. Sveden sprang frem under hjelmen hos os på de parkerede motorcykler. Der måtte være ulideligt varmt under Bonden hovedbeskyttelse. Underlaget føltes som blødt smør, fortalte han prustende da han var tilbage hos os.

Uden yderligere diskussioner vendte vi cyklerne. Vi kunne ikke komme videre ad dette spor. MiniDue overtog stifinderpladsen. Med næsen i GPS'en, hænderne godt klemt fast om styret, ledte han os ud af skoven, ud på en af de mere "venlige" men til gengæld meget tørre grusveje.

 

Selv hvor der er tørt og fast grund, kan der være svære steder at passere. MiniDue fulgte grusvejen retur. Fandt en anden gruset vej i nordlig retning, satte i høj gear og for frem over små stokke og en masse sten. Lige til vejen endte i en mark. Endnu en gang, vende rundt på en smal vej. Med smørede grin omkring læberne, rokkede vi frem og tilbage med de tungt læssede maskiner, medens MiniDuen endnu en gang begravede tankerne i GPS systemets ufejlbarlighed.Uden at vente, satte vi cyklerne igang for at køre tilbage til den større vej. Ved første kryds, ventede vi på MiniDue. Han skulle lede os videre, men kom ikke. Varmen sneg sig vel op omkring de 30 grader udenfor og 50 grader inde i hjelmen. Efter lidt venten, kørte vi tilbage for at se hvad der holdt MiniDuen tilbage?

Vi måtte helt tilbage til stedet hvor vi andre havde vendt cyklerne, inden vi fik kontakt med MiniDue. Han stod storgrinende og ventedepå os. I et forsøg på at vende KTM'en på det smalle spor, var han kørt helt ud til kanten af afgrøderne (hestebønner, var det vist), og var endt i et pløjespor, hvor der yderlige var et hul, lavet af et dyr. Måske en mosegris eller muldvarp? Resultat: KTM'ens forhjul var sunket dybt ned og der måtte tre mand til at trække den op. Igen påtog jeg mig jobbet med at lave billeder, så de tre måtte svede lidt ekstra, medens jeg lod solen varme mig. Ved fælles hjælp fik de KTM'en fri.

 

Nu er vi (læs: TB, Bonden og undertegnede) jo ikke dem der hænger os i småting, så vi tilgav MiniDue og lod ham få et nyt forsøg på at føre os videre.

Endnu et forsøg endte hvor stien på det nærmeste blev skjult af buskads, og det var meget svært at følge sporet. Alligevel forsøgte MiniDuen at komme videre ad den rute GPS ihærdigt påstod fandtes, men vi måtte opgive da buske og græs blev højere og højere, og samtidig mere og mere ufremkommeligt.

Dagens motto blev: Frem og tilbage er lige langt. Men vores tiltro til MiniDue som SpurHund (aber nicht aus Düsseldorf) var ikke aftaget, så han fik endnu en chance. Såvel TB som jeg rystede dog intenst på hovedet da vi et stykke tilbage så MiniDue forlade den fine vej, for at forfølge et forløb som den - efterhånden - lidt irriterende Gerda P Svendesen mente han skulle vælge!

Kig på billedet nedenfor! Kan nogen se en vej? ..... et spor? ...... et eller andet? Noget overhovedet der kan minde om, at andre har kørt her før os? Nej, vel!!!!! Hertil og slut!

 

Og vi fik ret, ihvertfald lidt ....... Inden MiniDue forsvandt ind blandt træer og højt græs, fik vi lavet en aftale om, at han skulle være spejder og forsøge at komme igennem. Hvis han kom igennem, skulle han sende en sms om at vi skulle følge efter, ...... eller en sms om at vi skulle sætte cyklerne og komme ind og hjælpe ham, ......eller om at vi skulle vente hvor vi var til han kom tilbage.

Snart kom en SMS: "Kom bare, det er ikke slemt". Atså fulgte vi efter. Det første stykke kunne vi ikke se andre spor end den stribe græs MiniDue havde nedlagt undervejs ind i budskadset. Længere fremme blev der mere lyst mellem træerne. Græsset var stadig højt og bunden lidt blød. Men dog forcerbar. Næste foto er et indtryk af hvad vi kom ind til............

 

Det er svært at se på billedet, men sporet var blødt, vådt, og fyldt med grene, der både hang ned og ud over sporet, samt lå på kryds og tværs af det der vist engang havde været en markvej!

I samlet flok fortsatte vi til vi kom til....... tata dada....en flot kornmark af anseelig størrelse! Langt borte kunne vi skimte en større gård. Uanset hvor vi kiggede var der ingen veje eller spor der ville føre os videre. Altså tilbage. Nu var jeg - uvist af hvilken grund - blevet sidste mand igen.

 

Kort fortalt. Turen tilbage foregik i et lidt mere opskruet tempo. Nu vidste vi hvad vi skulle igennem, og det var jo ikk så svært. Lærdommen udi i off road kørsel fortæller der skal lidt fart på maskinen, så går det normalt bedst. De andre havde forståelsen for hvordan man kører igennem sådan knæhøjt græs på blød bund, så de forsvandt mellem buske og træer. Jeg fulgte troligt efter, det bedste motorcyklen med mig ved styret kunne/ville (vælg selv)

Men - i det lidt højere tempo - mistede forhjulet på min Gule Vidundermaskine kontakt med undergrunden og lagde sig pænt på den venstre cylinder. Med fuld oppakning, venstre sidetaske gemt dybt i sporet (og al indholdet taget med i overvejelserne) opgav jeg at rejse cyklen alene. Ventetiden, til hjælpen kom, fordrev jeg med at lave endnu foto hvor PatteDyret atter en gang ville overbevise mig om, at jeg skal droppe den vanvidvittige idet, med at tror jeg kan køre den gennem alt forhjulet peger på

Mange gange undervejs tænkte jeg over hvor fantastik det var, at næsten alle de spor og veje vi fandt, fandt vi fordi de var vist på Gerda P Svendsens display. Nå ja, ikke på min, for jeg havde downloadet det forkerte kort!

Mange af de, for knoldhopper fans, herlige veje vi i DK og mange andre lande, ville kalde mark- og skovveje var med, -og offentlig tilgængelige, og dermed var det tilladt at køre ad disse. Noget som er ganske uhørt i DK. Selvfølgelig var der også nogle steder hvor der var sat skilte op, som mere eller mindre tydeligt forklarede, at adgang var forbudt. Disse skilte tog vi meget alvorligt og kørte derfor ikke videre når vi mødte sådanne.

Kig på nedenstående foto! Hvis ikke det ligner og er, en markvej i ganske almindelig dansk opfattelse, så har jeg aldrig boet på landet! Men i Litauen var vejstykket registreret i GPS nettet helt pålige fod med alle de andre offentlige veje. Altså fortsatte vi helt uden overvejelser. Sådanne veje var hvad vi havde drømt om hjemmefra. Det var dem vi var kommet for at køre.

Endnu en grænse overskrides........

 

Stadig med det skønneste vejr, som især jeg nok mente var en smule for varmt, idet jeg - som den eneste - ikke havde en brynje/bodyarmour (til at beskytte kroppen ved uheld) og derfor måtte køre i jakke med indbygget beskyttelse, ankom vi til endnu et nyt land på vor Odysse.

Letland (som senere skulle vise sig at blive et besøg som ledte tankerne hen på "afbrudt samleje") blev 4 land vi besøgte på vores tur rundt om DK's østligste ø!

Indledningsvis skulle Bonden have ordnet hvad ordnes skal, når en landegrænse krydses. Stikkeren med flag skulle rengøres, således Letlands flag dukkede op af skidtet. Nu er det jo ikke noget større indgreb, og blev derfor hurtigt overstået. Dernæst kunne vi fortsætte færden.

Endnu en gang med MiniDuen på hans KTM som SpurHund (aber nicht aus Düsseldorf). Hu hej og vilde dyr hvor det gik. Igen et skønt land med masser af gode veje uden belægning. Men....... også Letland har sine steder lidt svært ved at skelne mellem hvilke veje som skal, hvilke veje som bør og hvilke veje man fint kan undlade at vise på de offentlige kort over vejsystemet, herunder hvilke kort Garmin og andre navigationssystemer skal ha med i deres opdateringer!

Nu skal ovenstående ikke forstås sådan at vi ikke syns sådanne veje er sjove, udfordrende og aldeles uundværlige når det kommer til veje der skal "overvindes"! Men, taget i betragtning vi kom på pænt store motorcykler og havde en forholdsvis tung oppakning med, kunne det - i situationen - fra tid til anden være lidt svært at få øje på det "sjove". Ihvertfald for mig.

Heldigvis delte jeg mange gange den opfattelse med TB. Men, når etapen var overstået og alle var kommet igennem, ja så var der brede smil og panderynken og ivrig benægtelse af at tanken om at "vende om" havde været oppe og vende.

Nok om det.

Selv Helte bliver sultne. Med i dagens overvejelser var, at det igen måtte være tid for en "vild overnatning". Altså overnatning i det fri. Slå lejr i en skov, gerne ved en sø eller en flod eller måske endda ved Østersøen, hvis vand skilte os fra vores kære fædrene land og dermed også skilte os fra øen vi var på vej rundt om. Hvis vi skulle overnatte i det fri, skulle vi proviantere, så dagens besøg i hovedstaden Riga, havde fuld fokus på indkøb af ingredienser der skulle hjælpe os af med sultfølelsen når aftenen kom.

At ignorere en storby som RIga er der sikkert mange som syns er synd og ærgerligt. Til dem kan jeg kun sige: Ja, sikkert, men det lå ikke i planerne for denne tur at vi skulle bruge meget tid på storbyer.Og personligt er jeg ikke meget for storbyer i a almindelighed. Men jeg fik et godt indtryk af såvel mennesker som naturen, så jeg kommer gerne igen.

Meget af den vestlige tøjmode har fundet vej til de Baltiske lande. Herunder at drenge viser "møntindkastet" *s* Billedet fik en læser til spontant at komme med bemærkningen: "To brune blandt de grønne meloner"

Jeg lader billedet stå medens jeg finder på tekster til billeder af vores indkøbs runde i en kæmpe markedshal.