Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

Lisbeth skulle have lidt hjælp til at få hendes TomTom sluttet til elnette. Og endnu en gamg måtte vi konstatere, at når en kvinde spørger efter hjælp, er alle klar til at give en hånd med :-D

Nogle få timer efter start, var vi tilbage i Tørskind Grusgrav. Alle var kommet fint igennem dagens planlagte rute. Ingen uheld, men et enkelt mandefald, idet en ekvipage måtte vende om knap efter start med maskinnelle problemer.

 

Inden vi kørte hver til vort, blev der summet, snakket sektioner, dæk (OMG - et emne som alle har HVER sin mening om, og som motorcyklister aldrig bliver for trætte, fulde eller gamle til at snakke med om!) spist mysli- og chokobarer, drukket kaffe og pakket til hjemturen.

 

Min hjemtur lod jeg endnu en gang GPS'en om at bestemme, og med samme indstilling (korteste rute) blev jeg atter guidet på små og sine steder skov- og grusveje tilbage til min dejlige kæreste, som ventede med en kop varm kaffe.

Tilbage er faktisk kun at notere en kæmpe TAK til Stig for en velkomponeret og herlig gennemført "Sæsonstart"-tur, selv om det så ikke var min første tur i år, var det stadig en stor fornøjelse at være med. Jeg kommer gerne igen *s*

Sæsonstart 2018 version 3,0

Et hurtigt kig på termometeret bekræftede min fornemmelse. Frosten havde ikke gjort græs og mudder stift i løbet af natten. Ude i garagen ventede motorcyklen. Den blå sprang sprødt igang. Nå, det var nye tider, tænkte jeg, for da jeg forlede havde lidt travlt fordi jeg havde et mødetidspunkt i Varde, ville min Yams ikke som jeg ønskede! Uasnet jeg havde haft lader på batteriet. skulle der mange forsøg til, inden den gav sig til at prutte lystigt. Nå, men denne lørdag midt i marts, var det som om min vblå Yams vidste, vi skulle ud og lege på grusede veje, sammen med en lille flok, Stig havde trommet sammen.

 

Med skyerne hængende tæt på trætoppene, forlod jeg de hjemlige strøg, fik bagdelen placeret godt på sædet, fandt det 6. gear og lod cyklen fare gennem landskabet, med forhjulet pegende mod øst. Mødestedet var Tørskind (kunst-) Grusgrav. GPS'en skulle vise vej, og indstillingen var "korteste rute". Jeg håbede der ville være indslag med ikke asfalterede sektioner. Og jeg fik ret.

Turen tværs over Jylland var næsten som en tur gennem et landskab malet udelukkende med grønne og grå nuancer. Kun få andre farver formåede at trænge gennem disens tykke tæppe, som dækkede det meste af Danmark.

 

Tørskind Grusgrav, hvor Stig havde sat alle der havde lyst til at deltage i hans tur "Sæsonstart 2018 version 3,0" stævne, er er en tidligere grusgrav, der er ændret til en skulpturpark med værker udført i stål, granit og træ af Robert Jacobsen og hans elev, franskmanden Jean Clareboudt. Skulpturparkens tema er solens gang over himlen i løbet af en dag. Men solen, den så vi ikke meget til.

 

Fornemmelsen af forår var ikke overbevisende, men stemningen blandt de som mødte op, var høj og forventningerne store. Stig kom på sin ombyggede Honda. Kjelde på sin gamle BMW. Thomas på en fin nyrestaureret Honda XR. Der var KTM'er, Yamahaer og .......... Nyere og ældre maskiner af blandet herkomst mellem hinanden.

Stifinder og arrangør af dagens togt, var The Stig. En rigtig Guttermand som er en troldmand til mange ting - og han hjælper gerne hvor han kan. Er der nogen der bøvler med elektroniske elementer eller kabler går man ikke forgæves efter hjælpe hvis man henvender sig til Stig, Såvel GPS som RoadBook. kan give mange hovedbrud, men Stig har produceret videoer, hvor han "tegner og fortæller" som en professor, om hemmeligeheder og fif, tips og tricks.

Stig har mange års erfaringer med at lave ruter, ture og udflugter, og han udbyder jævnligt sine ture, til fælles glæde og fornøjelse, ikke mindst for gruselskere,. mudderblandere og knopdækatleter.

 

Inden vi drog afsted fra Tørskind Grusgrav, introducerede Stig sin tur.

I området øst for Vejen, syd for Vejle og vest for Kolding slog vi os løs på næsten alle tænkelige underlag. Hårdt tilkørte grusveje. Sandede skovveje med små knækkede mosdækkede grene, mudrede spor efter skovmaskiner, bløde markveje og lignende "sjove" stier og underlag.

Kæmpe smil fandt vej ind og spærede mundvigene op bag visirer og googles. Kraftige drej på håndtaget, gemt i højre hånd, fik baghjulene til at spinde og slynge grus, mudder, sand og vand i fede stråler efter maskinerne.

Af alle os glade endouro amatører, er der rigtig mange der bøvler, når vi kommer til dybt løst sand. De teknisk dygtige ved hvordan hastigheden sammen med et "let løftet forhjul" gør det nemmere at forcere, men som altid er det nemmere sagt, end gjort. Og ikke mindst: Tør ekvipagen give gas?

Som noget halv stift vand, driller sandet når det smutter væk under dækkene. Forhjulet har det med at danse på de bølger, de foran kørende har efterladt som midlertidige spor. En tung maskine, sammen med stive bevægelser, tilsat en smule angst og respekt for det løse underlag, er ikke en go coktail.

Mange havde rigtig godt styr på teknikken, medens andre måtte kæmpe sig igennem sektionen. Men alle kom igennem unden at tilføje yderligere patina på cyklen, selv om det, set fra det sted jeg stod, nogen gange så ud til at ville ende med et vertilkal stop.