BikeAdvenTurist Træf 2023

Én gang om året fyldes MiniPrimiCamp.dk i Kvong af en større flok glade motorcyklister. De kommer fra hele landet for at deltage på BAT Træffet. Mere end halvdelen af de ca 60 deltagere, er gengangere. Èn har deltaget alle 9 år træffet har været afholdt.

Du danske sommer jeg elsker dig, uanset du så ofte har sveget mig! Thøger Larsen, 1875 - 1928, fik igen ret i sit udsagn. Vejret havde været fantastisk varmt hele juni, eller rettere, næsten hele juni. Lige inden vi skulle rette de sidste ting til, ændrede himlen farve fra flot blå til mørk grå. Snart dækkede skyer de vide horisoner. Landmænd, haveejere og mange andre frydede og glædede sig. De havde sukket efter vand længe, og endelig var der udsigter til, at regnen kom.

Forud for træffet havde Jeanne og jeg gjort alt det vi plejede. Købt ind til morgen, frokost og aftensmad. Købt drikkevarer, således vore gæster ikke skulle tørste. Sammen med Ole AI havde jeg lavet ruter til asfaltelskere og knoldhoppere. Fællesturene var kørt igennem. Jeg have kørt ruter for ét er at sidde ved computeren og finde steder at køre, noget andet er om vejene, stierne er åbne for gennemkørsel. Telt var sat op. Stole og borde hentet. Kort sagt, alt var på plads, og intet overladt til tilfældighederne. 
   Vejret bestemmer mennesker ikke over, så vi kunne håbe på lidt køligere forhold, og bede om at regnen holdt sig væk. Men, som nævnt, vi mennesker bestemmer ikke over hvad VejrGuderne har af planer, og der kom regn. Både fredag og lørdag og søndag. Heldigvis ikke så meget at træffet fik Roskilde-syge med deraf følgende dyb pløre og  sorte vandpytter. Dog kom der nok vand til at deltagerne på fællesturene fik brug for regntøj, og til at hyggen omkring bålene blev afbrudt af byger flere gange.

Som de tidligere år havde jeg spurgte et par af gæsterne om de ville komme torsdag og hjælpe med at stille telt op. Dem jeg spurgte, stillede op og hjalp med alt Jeanne og jeg bad om hjælp til. Det er fantastisk at møde den hjælpsomhed. Tak. Inden hjælperne ankom, havde jeg fordelt stænger til teltet, så de nogenlunde lå, lige til at samle. 

Fra den yderste spids på tagryggen, holdt en solsort øje med hvordan teltet sektion efter sektion blev stillet op på den sædavnlige plads.Med taget på plads kom der lidt vand fra oven. Siderne blev i hast knappet på stellet. Pu ha, et lettelsens suk fulgte, da vi der havde samlet teltet, kunne søge tilflugt under plastikdugen.

De taktfaste slag fra stemplerne på flere motorcykler, dukkede med jævne mellemrum op, denne torsdag eftermiddag. Usædvanligt mange gæster havde valgt at ankomme til campen én dag inden den officelle åbning. Men det betød at der rundt omkring på pladsen var et skønt leben, som vi kunne bruge som overspringshandlinger, når vi skulle rundt for at se hvem vi skulle byde velkommen. 

Siden jeg ved ikke hvornår, har torsdag aften, efter teltet er rejst, hvert år udviklet sig til en lille festlighed. Jeanne sørgede for mad til hjælpere og andre,. Når man var klar, mødte man op på terassen, hvor der blev stillet en gryde med kødsovs og en anden med spagette frem, så alle kunne få dulmet sultfornemmelsen i maven. Hertil blev der drukket et par øl. Hygge og fællesskab er i højsæde, og sådan har det været alle årene.

Fredag går det løs. I en stille strøm ankom vores gæster. De fleste i flot sol. Alle med høj humør.

   Campen var pyntet med flag og grønt. Blomster, mange vilde og uden for hakker og skuffejerns rækkevidde, bød gæsterne velkommen. Det var en fest at sige "Go' daw og velkommen til" til de mange kendte og knap så kendte motorcyklister som kørte gennem porten, over grøften og frem til teltet, hvor alle skulle melde sig og fortælle de var ankommet.
   I teltet fik alle et "kreditkort", og besked om at nu kunne de hente øl, sodavand eller vin efter lyst og behag, i køleskabene. Bare de ville huske at markere på deres sedler hvor meget de tog, og afregne inden de forlod pladsen søndag, var der ingen begræsninger fra vores side. Den måde at "holde styr" på barregnskabet har virket alle årene. Og gjorde det igen i år. Er der nogen, der når de læser dette, husker at de har glemt at afregne, kan de nå det nu!!! 

Sidst på eftermiddagen sydede det af liv mellem træer og buske. Der blev snakket, grinet og krammet. Telte af alle størrelser og former blev slået op. HængekøjeElskere - i år var et rekordår for "hængende gæster" - fandt et par træer de kunne "hænge sig i". Der var ikke færrer end 7 hængekøjer mellem træerne på årets træf.

   Som ejer af pladsen er det fantastisk at se hvordan haven blev fyldt. Som arrangør af træffet, var det enestående at høre og mærke stemningen af "liv og glade" dage.

De mange Dannebrog der hang og blafrede i den lune sommervind, hjalp meget til pladsens udseende. Det syntes  lidt Morten Korch agtigt med sol og sommer, fuglekvider og skønne kvinder med store smil i ansigterne.
Ved at følge bannerne fandt de højt læssede motorcykler vej hen over pladsen, frem til teltet, hvor Jeanne uddelte smil, knus og kreditkort. Fulgt af nysgerrige blikke, dukkede den ene ekvipage efter den anden, op ved indgangen. Ikke mange var i tvivl om hvor de skulle hen.

Fredagens aftensmad var ligesom de tidligere år, store frankfurter fra Frøstrup Limousine Gårdbutik. De har skabt jubel hvert år, og gjorde det igen i år. Derfil var der Jeannes hjemmelavede kartoffelsalat, som også er et stort hit. Heldigt der var rigeligt.

Fredagens højdepunkt er uden tvivl, når alle samles omkring bålene i Gryden, lige ved siden af teltet. En stor "gryde" med høje flammer under en blå himmel, en sommeraften i det sydvestjyske der langsomt skifter farve og bliver mørkere og mørkere, kan virkelig skabe en steming bladt motorcyklister. Desværre blev den gode stemning et par gange afbrudt af en byge, hvor folk fortrak til telt eller den nærliggende pergola, hvor der var ly for den våde væske.

   Jeg lader billedet stå et øjbelik. Nyd det nu, for næste foto er fra lørdag, hvor der hersker hektisk aktivitet fra tidlig morgen til et stykke ud på formiddagen.

Lørdag starter ved det fælles morgenbord

Hvor længe bålet brændte fredag nat, ved jeg ikke. Jeg hører ikke længere til blandt de, som skal tisse på bålet, inden man finder soveposen. Hvis man skal gætte på hvem der holdt ud, kan man for eks. se hvem der har hængende klatøje, eller hvem som ikke kommer frem til det fælles morgenbord, inden vores friske hjælpere er gået igang med at sætte resterne tilbage i køleskabene.

   For udenforstående kan synet af de fyldte brødbakker se overdrevent ud, men betænk lige, at der er omkring 65 personer som skal have morgenmad og desuden skal smøre en madpakke, som skal med på tur, og spises undervejs.

Når klokken nærmer sig 10, ringer jeg med klokken, som tegn på at jeg har noget at fortælle. Klokkeringning midt på formiddagen var tegn på at nu skulle folk der ønskede at deltage på fællestur, finde ud i den gruppe, de ønskede at følge rundt i vores baghave.

   Igen i år var der fire forskellige ture man kunne deltage på. Tur 1 var en tur på asfalt. Denne tur ville blive kørt i et adstadigt tempo, anført af en gæst, Magn. Tur 2 var også for de som ønskede asfalt under dækkene, men denne tur ville blive kørt i et raskt tempo, og var temmelig lang. Turen havde Ole, min trofaste hjælper med turtilrettelæggelser som Stifinder.

   Tur 3 og 4 var for de som ønskede mest muligt forskelligt ikke-fast underlag til de grove dæk, deres motorcykler har monteret. Tur 3, for Rookies, var en rute hvor der ikke var store krav til teknik og hvor hastigheden var forholdsvis lav. Tur 4 var for øvede off rødder, som gerne ville og kunne køre teknisk sværere spor med en pæn høj hastighed.

Samtidig med folk søgte ud i den gruppe de ville køre fællestur sammen med, kom vores skønne nabo, Carl forbi. Han skulle starte grillen til at stege grisen, som vi skulle spise om aftenen. Det så lidt drabelligt ud, og heldigvis havde Beredskabet ophævet afbrændingsforbuddet i Varde kommune allerede kl. 9 fredag, så vi lavede ikke noget ulovligt! 
   Den glade gris blev lagt på de glødende kul, men efter den var blevet foreviget op til mange gange. I mit indre tænkte jeg tilbage og kom frem til, at vi aldrig havde haft en gris der så mere glad ud! Dog tror jeg noget af glæden hos grisen forsvandt, da den blev lagt ind i varmen og låget blev smækket i.

Nedenfor er det hold 4 kører ud på tur. På billedet griner Per Tusindfryd af forventning. Og selv om der ikke var hverken nogen større overraskelser eller udfordringer på ruten, er det altid spændende hvad der kommer. Således var der bl.a. en passage hvor græsset stod pænt højt, hvor der pludselig dukkede et sæt dybe hjulspor op  på tværs af sporet. Det dybe spor var dækket af de høje strå. Jeg tænkte at der ville flere af off rødderne få lidt tekniske udfordringer, for hjulsporet gik ikke direkte på tværs, men var vinklet således man skulle være opmærksom, når man skulle op af hullet. Desuden, på grund af de mange millimeter regn VejrGuderne havde pøset over Sydvestjylland, var hullet fyldt op med vand. Og smadder!

   Senere hørte jeg alle havde klaret hullet, dog var en enkelt ekvipage væltet da han fik forhjul og baghjul i hver sit spor. Men ingen problemer. Hverken chauffør eller motorcykel fik skrammer.

Hold 3 blev anført af mig. Hold 3 var rookies/begyndere og andre som ikke havde lyst til at køre med fuld skrue på de grusede veje. Hvert hold blev orienteret forud for turen af Stifinder. Som det fremgår af billedet nedenfor, var det ikke alle der havde behov for at lyttede intenst til introen! Som nogen der har været med på BAT træffet flere gange, kendte disse ekvipager 'historien'. I introen fortalte jeg bl.a. at ingen måtte logge ruten, fordi jeg mange af de steder vi skulle køre, havde fået en-gangs-tilladelse til at køre. Derfor er det vigtigt at ingen gemmer ruten, for at køre den senere. Desuden oplyste jeg om hvordan gruppen skulle køre når vi skiftede retning. Vi kører efter "Dansker modellen". (Den ekvipage der kører lige bag Stifinder, 'sættes af' når vi ændrer retning, og skal stoppe og med sit forhjul 'pege', i den retning jeg kører videre ad. Den der sættes af skal blive på stedet indtil bagerste mand, Sweperen kommer frem, og skal så køre ind foran Sweperen.)

Hjemme på pladsen havde flittige hjælpere ryddet op efter morgenbordet, og gjort klar til at modtage de mange træfgæster, når de trætte (?) kom tilbage fra fællesturene. På terassen var der stillet kage samt kaffe- og tevand frem. Kagerne var hjemmebagte, og fik smil og glæde frem hos de hjemvendte.

Ventetiden frem til den grillede gris, som stop på terrassen og duftede himmelsk, blev brugt på forskellig vis. Mange fandt sammen i små grupper, hvor snakken gik livligt. Andre legede med deres maskiner på de spor og forhindringer der findes rundt på pladsen. Én øvede sig til aftenens clou, og fik skæld ud. Det med at lave huller i den lille høj, hører til under "Hærværk". 

For enden af regnbuen, findes skatten. På vores lille grønne mattrikkel på Åstedvej tæt på Kvong, har vi flere gange set regnbuen, og hver gang har jeg tænkt:
Der er noget om snakken! Der er en skat gemt her mellem hegnet mod vest, diget modt syd, lunden mod nord og vejen mod øst.
   De glade motorcyklister som var samlet denne weekend i sommeren 2023, gjorde det tydeligt og meget klart, at vi har en stor flok af venner og bekendte, som deler vores glæde ved arealet som gemmer sig bag det nummer på huset, i rødt: 51

Tiden mellem fællesturene og aftensmaden blev udfyldt med forskellige gøremål. Helt naturligt var meget af opmærksomheden vendt mod grisen i den store tøndeformede grill. Alene duften var udluftningshullerne gjorde at mange lige måtte forbi og se om der falt et stykke flæskesvær af. Det gjorde der, og der blev lavet billeder - nogen sjovere end andre, men alle nød duften og forventningerne til tiden hvor tænderne skulle lukkes sammen om de saftige skiner, de sprøde svær og de dertilhørende gode flødekartofler og brokkolisalat, voksede i takt med urenes visere nærmede sig 18.30.

Miss Sunshine mente grissebassen skulle have et godt kig til hvem der skulle fortære de godeste stykker, og lånte grissebassen sine briller!

Grisen skuffede ikke. Sprød svær, gennemstegt lækkert veltilberedt saftigt kød, godt selskab og hantastisk go stemning. Hvad mere kan man som arrangør forlange?
   Der kom masser af ros til kokken og hans vellykkede tilberedning af grisen. Jeg hørte ikke én eneste dårlig ting om maden. Der var rigeligt. Det smagte kæmpe godt. Det var lækkert, duftede som det skulle og på trords af jeg et par gange opfordrede til at man lige tog lidt enstra og gik én gang mere op og hente forsyninger, lykkedes det ikke at spise alle de gode stykker kød fra grisen. (Det var helt ok, for vi fik derfor til fryseren, og det smager stadig rigtig godt, når det bliver varmet over grillen iden serveringe. Nå ja, og kold på et stykke rugbrød, evt. med lidt rødkål til, er altså også en himmerigs mundfuld).

Stemningen i teltet var god, ikke løssluppen men behersket og fin. En af vore gæster, Marianne S rejste sig og sagde noget pænt om Jeanne og mig. Tak for din flotte tale, Marianne. Det varmede, og gjorde den besked jeg efter Mariannes tale, havde forberedt, svær at aflevere.

Jeanne og jeg havde forud for træffet aftalt med hinanden, at dette BikeAdvenTurist Træf 2023, skulle være vores sidste! Jeg orkder ikke mere. Jeg nærmer mig en alder hvor jeg i forbindelse med 'store opgaver' må trække pensionistkortet, og sige: Desværre, jeg kan ikke mere.

   Alle skal vide det ikke er fordi vi ikke har glædet os til årets store begivenhed. Hert eneste af de ialt 9 træf vi har afholdt, har være skønne, spændende og vi har hvert eneste år set frem mod begivenheden med stort glæde og fornøjelse.

   I år måtte vi sande at ikke alle de aftaler vi havde lavet, holdt. Vi måtte gøre nogle af forbedredelserne om flere gange, netop fordi der kort inden træffet skulle afholdes, blev ændret i de aftaler vi havde indgået. Altså måtte vi lægge ekstra kræfter - og penge - i nogle af de større ting, som er nødvendige for at alle ca 65 gæster og hjælpere, kunne få et godt træf.

   Sammen med disse uforudsete "ekstra omkostninger og - tidsrøvende forhold" kommer at jeg ikke har samme energi og mod på så store opgaver, som jeg tidligere har haft. Jeg oplever at selv om jeg gerne vil, og inderst inden ønsker om at fortsætte, slår mine kræfter ikke til. De 9 BAT Træf Jeanne og jeg har lagt navn og rygte til, er alle gået godt og uanset der også har været et par grimme uheld, er alle - også de implicerede i uheldene - kommet sig over hændelserne, og er kommet videre uden varige mén. Noget vi er meget taknemmelige for.

Min besked fik flere "op af stolene for at kommentere" og protestere. Både Jeanne og jeg var glade for alle jeres kommentarer om hvor ærgerligt og kedeligt det er at BAT bliver nedlagt, men det står ikke til at ændre. Vi er nødt til at lytte til "de indre stemmer" og følge hvad krop og sjæl fortæller os.

Heldigvis ødelagde meddelsen ikke alt, og da Jeannes citronfromage kom på bordet, blev situationen igen normal i teltet.  Flere høje hyl og brede grin afbrød med mellemrum, den sagte summen under teltdugen. Vi kunne ikke undgå at høre der var flere der fortsatte med at diskutere vores beslutning, og jeg vil gerne helt offentligt sige: Tak til de mange som efterfølgende - privat og andet - har kommenteret, lyttet og forstået hvad - eller især hvor meget det har betydet for os, at vi kan afslutte denne del af vores skønne liv, med manér.

En af vore gæster, desværre fik jeg ikke med hvem det var, havde taget en "veninde" med. I Varde kommune har vi haft afbrændingsforbud (blev ophævet kl 09.00 fredag morgen) og denne veninde lignede til forveksling en heks!  Hun blev brændt noget som effektivt af, til stor fornøjelse for de mange, som efter maden trak ud i gryden og satte sig omkring de to bålfade, som traditionen tro, blev fyldt med brænde og ild.

Når talen er på tilbagevendende hændelser under BAT kommer jeg ikke udenom Per Tusindfryd. Hvert eneste år har Tusindfryd fundet stor fornøjelse og fryd ved at "begrave" hjulene på sin motorcykel i vores grønne græs! Og det gjorden han også i år!

   OG andre fulgte trop. Hentede deres motorcykler og hjalp muldvarpene med at grave i vores græs!

MÅ jeg sige: Heldigvis? Det gør jeg, heldigvis startede VejrGuderne et større regnvejr, og "havegraveriet" stoppede. Der blev nogle dybe huller, men et par dage efter træffet, var de fyldt igen, og nye græsfrø er begyndt at spire.

Søndagen morgen blev de tre motorcykler, som stod med hjulene godt begravet i vores sydvestjyske muld, velsignet med flot solskin. Selv om der blev lavet mange optagelser af cyklerne om aftenen, blev de igen igen foreviget denne morgen.

   Tunge skyer drev langsomt ind ude fra vest, og det fik rigtig mange til i hast at pakke telte og hængekøjer ned. Søndag er afrejse dag, og der blev krammet, vinket og råbt, kærligt, inderligt og højt.

Da alle havde forladt pladsen, stod Jeanne og jeg tilbage med alle tankerne. Vi kiggede på hinanden. Tilbage var at rydde op, både ude og inde. Der var meget mad der skulle pakkes i mindre portiner og gemmes i fryser. Der var græsstrå og sand der skulle støvsuges. Der var service som skulle tilbage på hylderne og et telt der skulle pakkes ned,skraldespande der skulle tømmes og banner der skulle rulles sammen.

   Nu, et par uger efter træffet, er alt tilbage ved det gamle ude på pladsen. Teltet er sat til salg, mange af de effekter vi har brugt over årene er destrueret, videregivet eller på vej til at blive solgt. Det er med lidt vemod i mit indre, at tænke på alle de mange kæmpe gode minder, der nu huserer i tankerne, og som får grokraft når jeg ser billeder og læser reportager fra de 9 BikeAdvenTurist Træf vi fik mulighed for at afholde. 

Har du lyst til at se og læse om de andre BAT træf, finder du herunder en liste med links til hver enkelt:

Se billeder og læs reportagen fra BAT Træf 2022.
Se billeder og læs reportagen fra BAT Træf 2021

Se billeder og læs reportagen fra BAT Træf 2020

Se billeder og læs reportagen fra BAT Træf 2019
Se billeder og læs reportagen fra BAT Træf 2018

Se billeder og læs reportagen fra BAT Træf 2017

Se billeder og læs reportagen fra BAT Træf 2016

Se billeder og læs reportagen fra BAT Træf 2014

Go fornøjelse :-)

Tak til alle der har været med til at udfylde rammerne
Tak til vores mange hjælpere. Uden jer havde det ikke være muligt at skabe rammerne.

Tak, en kæmpe TAK til min dejlige hustru, for din opbakning, dine indput, din hjælp, din forsåelse og din måde at være tilstede, både når det gik rigtig godt, når det gik rigtig hurtigt og når det gik knap så godt - og sandelig, jeg håber du du vil være  med, også nu, hvor det er forbii?
Du stod altid ved min side, og det er jeg meget taknemmelig for.

TAK - vi ønsker jer alt godt og håber at se jer, her, der og alle vegne
Jeanne og Peter

P.s. pladsen, vores MiniPrimiCamp.dk er ikke lukket. 
       Vi modtager meget gerne gæster, der har lyst til at dele vores lille paradis.

Til toppen / menu