Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

Seneste:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2018.01.04.

Årets første fællestur

............. var en våd én af slagsen

 

af Peter Kr. Riber

 

Knap var det blevet lyst på årets første dag, førend én quinde og en lille flok knægte, startede deres motorer og kørte ud i pløret. En af de mange klubber for motorcyklister i Danmark, hedder Ténéré.dk. Klubben har navn efter en Yamaha XT600Z off road motorcyke, som fik tilnavnet Ténéré, efter et område i ørkenstaten Niger, som de daværende Paris-Dakar løb deltagere kørte igennem.

Klubben er ikke en mærkeklub, der er ingen krav om at man skal køre Yamaha, eller japansk, eller med knopdæk, eller........... Medlemmer af klubben passer på sig selv og hinanden, de respekterer og tager hensyn til andre samt overholder dansk lovgivning. Det er i grundtræk ånden i klubben.

 

Samme klub, Ténéré.dk har hen over året rigtig mange forskellige tilbud til medlemmer og gæster. Et af disse er "Årets første fællestur". Turansvarlige er Søren "Krusefix" og Jens. Turen går i al sin enkelthed ud på at mødes den første januar, for når kl. bliver 10, at køre en tur på motorcyklerne. I år havde 19 trodset de fleste af nytårsaftens mange fristelser, for at kunne møde op på en adresse ikke langt fra Vandel.

 

Dette årsførste dag blev velsignet med en strid blæs og vandfyldte skyer ude i vest. Såvel DMI som YR.no havde været fælles om en dårlig udsigt, og jeg havde inden jeg fejrede nytårsaften, kørt min lille Yams op på ladet af vores trailer. Jeg orkede ikke at starte året med at køre en time i regn og morgenkulde. Min gode ven Per havde samme tanke, så jeg hentede ham og hans lille Kineser, inden vi sammen satte kurset mod Vandel.

Søren "Krusefix" bød velkommen, og forklarede at alt var ligesom sidste år, og mente derfor at vi bare skulle se at komme afsted. Det var der bred enighed om, lige bortset fra, at en enkelt gerne ville vide lidt om hvordan turen skulle køres! Altså måtte Krusefix forlænge talen lidt, med en forklaring om at vi skulle køre efter rotationsprincippet. En form vi som oftest benytter på klubbens grusture. Der kom ingen protester. Altså var det med at komme afsted.

Arbejdet med at fastgøre frokosten til "stegepanden" var forholdsvis hurtigt overstået. Enkelte, som jeg selv, måtte prøve et par gange, inden jeg havde fundet det rette sted til pølsen. Resultatet blev, at sølvpapiret knap dækkede pølsen, men så behøvede jeg jo ikke bekymre mig om ketchup, remoulade og sennep. Jeg fik rigelig med "snask" fra vejen!

 

Pølserne sklle ha omkring 6,5 til 7,0 km på min tidligere 350'er XT Yams. Nu kører jeg en 600XT'er, og den ombygnig skulle jeg ha tænkt lidt mere over, idet pølsen knap var færdig, da vi endte under motorvejen, hvor vi krøb i ly for den byge, der havde planer om at ødelægge humøret ved frokosten.

På sådan en fællestur for drengerøve i alle aldre, er der ikke meget der kan slå flokken ud. Alle kan et eller andet, og intet er for stort eller for småt til at blive reageret over. Har én et mekanisk problem, findes der svar på det. Punkterer man, ja så er der (uden garanti) næsten altid én der kan hjæpe, hvis man ikke selv har grej og/eller evner til at klare sådan en opgave. Der bliver givet og taget imod med kærlighed og kyshånd. Man hjælper der hvor man kan. Ingen overlades til sig selv. Kører 19 mand ud, kommer 19 mand tilbage. Og hvis dette ikke - af en eller anden grund - er muligt, så har man i fællesskab sørget for at vedkommende der ikke kommer med tilbage, får den hjæp der nu engang er brug for. Overalt har jeg til dato kunne mærke en fælles vilje som kan udtrykkes meget enkelt: Én for alle, alle for én!

 

På denne tur skete det underlige, at vores altid friske Førerhund Krusefix, kørte tør for benzin!!!! Jo, du læste rigtigt. Søren havde pludselig ikke mere benzin i tanken. Selvfølgelig blev der grinet. Og Søren blev behørig moppet, og skal nok se frem til at blive husket på denne lille situation mange gange i fremtiden!

Nå, men det var jo ikke noget større problem. Frem med en tom colaflaske. Finde en ven, i dette tilfælde Pauli, som velvilligt tappede de nødvendige par liter fra sin BMW, så Ténéré'en kunne komme videre.

Selv havde jeg omkring 36 undskyldninger for ikke at deltage. Dels, først og fremmest, trækker jeg "fotograf-kortet". Som den mest ivrige fotointeresserede af de fremmødte, skulle jeg dokumentere de andres leg og opvisning. En meget vigtig detalje, som de fleste vist efterhånden har accepteret hos mig?

Dernæst ankom jeg til dette arrangement med meget slidte knopper på dækkene! Hvis man er en rigtig god teknisk rytter med go kendskab til hvordan en 600 XT arbejder i standard trim, ville man nok kunne få min Yams op over bakkekammen, vil jeg tro. Men jeg manglede tillid til egen formåen, på denne dag. Jeg er ganske enkelt ikke dygtig nok på så mudredt underlag på så stejl en stigning. Ned skulle jeg nok komme, ingen tvivl om det. Men op, nej det tvivler jeg oprigtig på. Altså nøjedes jeg med at lave billeder.

 

Fra skrænten hvor der blev leget "Hill Climb" var der ca. 5 min. tilbage til gården, hvorfra Søren Krusefix kører ud, når han skal afsted, enten det er på tur eller på arbejde.

Hvis vi antager gruppen, altså alle 19 mand, tilsammen vejede knap 4,5 ton, vil jeg tro vi vejede omkr. 5,0 ton da vi var tilbage ved udgangspunktet. Motorcykler og mænd var alle uden undtagelse, meget våde og meget beskidte. Nogle forsøgte at råde bod på dette forhold ved at poste rent vand på cyklen, inden de forlod matriklen. Andre, og det var de fleste, nøjedes med at drikke kaffen, spise lidt citronmåne eller chokoladekage. Selv var jeg blandt de der ventede til jeg kom hjem. Eller - for nu at være ærlig - ventede til dagen efter!

På nederste foto, som så også er det sidste i denne omgang, ser Søren lidt misfornøjet ud. Det skal ikke tages som udtryk for at turen var mislykket eller at der var sket uheld eller noget.

Uden at jeg kan vide det med sikkerhed, vil jeg tro Søren tænkte tilbage på med lidt tvetydige følelser vendt mod sig selv. Dels kørte han tør, altså tanken blev tømt for benzin, uden der var en tankstation i nærheden. Dels var Søren blandt de der var nede og botanisere, d.v.s. hans Ténéråé forsøgte at køre i vandret posistion, hvilket Søren faktisk er gammel og rutineret nok til at burde vide, det er stort set umuligt. Dels var der en landmand, der ikke brød sig om at vi kørte på hans del af en fællesvej, hvilket var ærgerligt, men dog ingen katastrofe.

 

Derfor Søren, tag det ikke så tungt. Du lavede, som altid, en fest ud af årets første dag. Personligt vil jeg genre udtrykke min store tak til dig fordi du år efter år, arrangerer en tur for os, dine MudderVenner. I år var ingen undtaelse, du gjorde det rigtig godt, og jeg kommer meget gerne igen.

Kæmpe Tak Søren, og også en tak til Jens, som vist har en lille finger med i arrangementet ;-)

Årets første fællestur................

Flere andre havde samme idé. Den lille gårdsplads hos Krusefix blev hurtig fyldt op af motorcykler, biler, trailere og ikke mindst glade og friske fyre og en enkelt kvinde. Men ret så mange havde overskuddet til at køre på motorcyklen frem til fællesturen.

 

Der blev ønsket godt nytår og snakket om løst og fast. Nyt grej eller knallert, regntøj, hjelm, WD40 eller om "turen inden jul". Hyggen bredte sig alt medens kaffen blev drukket og minder genopfrisket.

For deltagerne på den årlige Hubertusjagt i Dyrehaven, nord for København, er vandgraven et af de spændende steder. For deltagere på "Årets første fællestur" er det spørgsmålet om, hvem der kører gennem det venstre spor på en bestemt markvej, der er spændende. De der kører i det højre kører i mere moderat dybt vand, men man kan også tage turen ud over marken! Den var så til gengæld ekstra blød i år!

Er der nye med, er det spændende om de har hørt efter hvad Søren fortalte i velkomsten. Der advarer han nemlig om det dybe spor.

 

Som fotograf er det altid spændende at se reaktionerne, og der komme gerne nogle "sprøjtende" gode billeder ud af gennemkørslen af dette stykke markvej på ruten.

Ingen blev hængende i markens kornstubbe eller i traktorsporets dybt begravede mudder. Alle kom videre. Afsted til nyt mudder, andre vandpytter og -huller.

 

Omkring 15-20 km senere, gjorde Stifinder stop på en rimelig jænv og fin grusvej. Til den ene side var et krat, hvor de der ikke havde sidestøttefod på motorcyklerne, kunne stille disse fra sig. Til den anden side var en grøn mark.

Frem fra topboksen tog Krusefix en rulle staniol, en rulle med ståltråd, en bidtang og nogle poser med pølser. En efter en fik alle udleveret en eller to pølser ( én pølse pr. cylinder!), staniol til at pakke pølsen ind med og et par stykker ståltråd i passende lange længder, hvormed de i staniol svøbte pølser kunne findes fast til forrørerne.

"Vi slutter som vi plejer. De unge skal have en mulighed for at få afreageret", sagde Krusefix da han stoppede ved siden af en vejbro: "Det er tid for HilClimb, nu skal I bare more jer"

 

Og det gjorde de så, de unge såvel som de halvgamle, der bare kan det der med at køre en knallert op af en meget stejl bakke. Det vil sige, nogen kunne bedre end andre. Lige netop på det punkt er intet ændret.

Glem det med tilløb inden bakken. Grunden var, som alt andet jord, våd, tung og blød. Desuden var noget af området lige før bakken ved at gro til. Ihvertfald var de om foråret så smukt gule gyvelbuske blevet noget højere og havde bredt sig. De mange buske gjorde - sammen med den våde jord - det var nærmest umuligt at få fart på cyklen, inden stigningen. Uden god teknik og indsigt, friske knopper på dækkene og rå motorkraft i cyklen, var det nærmest umuligt at få både kanllert og mand op på toppen af bakken.

 

Med andre ord: Det var virkelige tid at "pakke" LegeBarnet ud.