Theantonofftimes

Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

Seneste:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2018.01.04.

Årets første fællestur

Balkan ligger på første sal

 

Halvøen er én kæmpe stor klippe, med uendelig mange dale, plateauer, floder og ikke mindst, skønne veje gennem hele den, i forhold til Danmark, særdeles anderledes natur.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Af Peter Kr. Riber

 

Afsnit - 1- - 2- - 3- - 4- - 5- - 6- - 7- - 8- - 9- -10-

Montenegro - jeg elsker dig, men alt har en ende. En regnorm har to. Vi havde nået vejs end i Montenegro. Nu var det slut for denne gang. Forude ventede Albanien. Jeg var meget spændt på hvad dette for mig ukendte land, havde at byde på. Og det fik jeg hurtigt at se!

 

 

 

Balkan - I love you of all my heart. Der er så imponerende, at jeg bare måtte lave billeder hele tiden. Selv om nogen sikkert synes der er rigelig med billeder i denne RR, så har jeg så mange flere fotos fra turen, at det har været meget vanskeligt at sortere.

Turen ind i - og gennem - Montenegro var et vedvarende orgie hvor det ene spektakulære syn efter det næste, bombarderede nethinden bagerst i mine øjne. Jeg håber du vil nyde en symfoni fra de første kilometer ind i et smukt land.

Kort efter vi havde passeret grænsen ind i Montenegro, gjorde vi holdt ved en dæmning. Det var varmt og tørsten stor. Samme sted hold en 1200 GS med slovensk nummerplade. Maja og Dave havde kørt motorcyklen fra Slovenien og gjorde holdt for, som os, at drikke vand og nyde synet af dæmningen, som dæmmede op for floden Piva's strømmende løb mod vest.

Vi fik en hyggelig snak med de to slovenere. Maja kunne tale engelsk. Dave kunne lidt, og hvor hans engelske ikke rakte, oversatte Maja. Vi udvekslede detaljer fra vores ruter frem til dækningen - og afslørede hver vores planer for dagens forløb. Vi skulle for eksempel mod Eko Selo Dumitor, hvor vi havde reserveret en hytte. Slovenerne ville til Den sorte Sø ved Zabljak.

Dave havde kun været (den lykkelige) ejer af en BMW R1200GS'er i kort tid, og var meget imponeret over min Gamle Gule havde knap 230.000 kilometer på tælleren. Han måtte se det med egne øjne.

Det var tid at fortsætte. Vi sagde pænt farvel, ønskede hinanden fortsat god og sikker tur, og havde vel hver især en tanke om, at vi måske ville mødes igen. Hvilket vi gjorde op til flere gange. Herligt at vinke til "nogen man kender" så langt fra hjemmet *s*

Dagen havde stadig nogle lyse timer. Det var stadig for tidligt at spise. Omgivelserne indbød til en gåtur. Men først af med motorcykeltøjet og ind under bruseren. Når vandet skyller ned over kroppen efter en længere tur på støvede småveje, føles det næsten som at blive født på ny, når det grå puds bliver ført væk af noget varmt rindende vand. Udsigten til en gåtur i de bugtende grønne bakker med masser af blomster, gjorde dog at opholdet under bruseren blev begrænset til det nødvendige.

På med nogle mindre varme sko end motorcykelstøvlerne - og så afsted. Som allerede fortalt: Jeg har mistet mit hjerte til Montenegro. ............

Kaffen havde vi drukket inden vi satte os til bords. Pænt heldigt, idet der ikke var kaffe med i denne morgens tilbud fra værten!

Snart efter sad vi på motorcyklerne, mætte og godt tilpasse. Helt klar til nye oplevelser i det pragtfulde Montenegro. Vi havde fået en ny ven, Daniel. Dejligt. Kun meget ærgerligt der er så langt ned til ham og hans skønne Eko Selo Durmitor.

Efter en kop stærk "tyrkisk" inspireret kaffe, som jeg aldrig vænner mig til (får altid kaffegrums i munden fordi jeg vil ha' det hele med) satte vi kursen mod syd. Ad en herlig bred og god asfalteret hovedvej, gik det som smurt, idet de næste mange kilometer var fyldte med 4-5 gears sving, som vi begge nød af hele følelsesregistret.

Den øvrige trafik gemte sig (jeg ved ikke hvor) og vi havde vejen næsten for os selv. Jeg er ikke helt sikker, men så vidt jeg husker, gik der en smule drengerøv i os! Heldigvis er jeg velsignet med en dårlig hukommelse, og det at huske - især ubetydelige småting som farten på et bestemt stykke vej, - det kan mine hukommelsesceller simpelthen ikke overkomme.

.

I endnu et lækkert højfarts højresving, sandsynligvis 5 gears, opdagede jeg et specielt køretøj. Mine tanker fløj straks til Bjergkøbing Grand Prix, og så var jeg forbi. Dog, nåede jeg at lave et foto af Jesper, medens han passerede bilen, som var parkeret på en "udsigts rasteplads", hvor man kunne blive bjergtaget af udsigten, købe souvenier eller friske frugter, solgt af lokale.

Godt igennem svinget, var det galt med Jespers højre blinklys,det lyste op - øjeblikket efter lyste også hans stoplys. Til trods for der var absolut intet, ud over en stejl bjergvæg til højre og et svimlende dyb til venstre, standsede han! Nå ja, jeg vidste næsten hvad han ville, så jeg nikkede bare, og i løbet af meget kort tid havde vi begge lavet en U-vending på den snævre og meget kurvede bjergvej, og var så ellers på vej tilbage. Vi ville da se nærmere på den levendegørelse af et ægte Bjergkøbing Grand Prix køretøj vi begge havde set! Nøj den var sprød.

 

Bilen var en 1926 Rolls Royce Phantom I Antonoff. Ejer hedder Anton og Willemien aan de Stegge og er fra Holland. De har kørt verden rundt i bilen. Og var stadig på vej. Det var endnu et herligt møde med nogle vejfarende, som nød turen uden at kende målet.

På bagsmækken var malet en "plakette" med bilens data! Willemien og Anton var et par meget søde mennesker, som var vant til opmærksomheden. De tog alt med et smil og var meget interesserede i at snakke. Samtidig med jeg fik deres visitkort, fik jeg en personlig invitation til at besøge dem i deres hjem i Wilp, Holland

Turen mod syd var også en tur mod endnu et nyt land på Europakortet. Forude ventede Albanien. Hvis Montenegro havde givet sommerfugle i maven, gav Albanien svingninger i hele kroppen! Jeg kendte ikke landet. Har hørt meget. Havde nogle fordomme, men forsøgte af bedste mening at være åben og modtagelig. Spændt på hvad der ventede, kørte jeg de sidste kilometer mod grænsen til Albanien. Og det viste sig, der ikke var ret langt.

Ja ok, jeg ved det, tema med variationer, men undskyld mig, et forelsket hjerte er svært at styre. Og mit hjerte er tabt til Montenegro - og Balkan i det hele taget.

Snart efter afskeden med Maja og Dave lyste Jespers højre blinklys. Han var på vej ind i en tunnel hvor vejen snoede sig gennem bjerget for at komme ud på den anden side, hvor den 390 km² store nationalpark Durmitor National Park er klar til at fornøje og imponere gæster fra hele verden. Min nye Garmin 590LM lyste op i mørket.

Vores plan var at køre ind og finde Eko Selo Durmitor, hvor Daniel lejer hytter og værelser ud hele året rundt. Men inden havde vi nogle kilometer bjergveje vi skulle forcere.

En lille gruppe motorcyklister hilste smilende og vinkende til os, da vi ankom. De var på vej væk, og efter deres smil og høje venstre hilsner at dømme, havde de haft et dejligt ophold hos Daniel. Deres atituder tegnede godt for vores ophold.

Daniel og hans mor tog pænt imod os. Vi blev straks ført ind i den store bog. For ikke at få bøvl med myndighederne, blev alle nødvendige detaljer noteret. Daniel forklarede han har haft stedet nogle år, og har store planer for fremtiden, derfor følger han reglerne til punkt og prikke. Ikke noget pjank der.

Rundt om de tre hytter og den overdækkede "åbne spisesal" var der ordentligt og rent. Der var ikke meget luksus, men tingene fungerede. Ihvertfald så længe der var strøm. Om morgenen var strømme væk. Også på toilettet, hvor skyllemekanismen var elektrisk drevet! (Og så ikke flere detaljer om den ting.)

Med skønne billeder fra gåturen på nethinden og en god smag i halsen fra aftensmaden og et par øl, gik vi i hver vores sovepose i en lille hytte. Næste morgen vågnede vi, som sædvanligt tildligt. Diverse morgentoilette blev overstået. En kop kaffe lavet af varmt vand fra JetBoileren, fik vi pakket vores habengut ned og bundet fast på motorcyklerne, inden vi satte os ved morgenbordet.

Daniels mor serverede den lokale morgenmad for os. Daniel havde aftenen inden forklare os, de var stort set selvforsynende. D.v.s. de "byttede" indbyrdes i landsbyen, således alle havde det der skulle bruges.

Brødet til morgenmaden var helt sikkert hjemmebagt. Jeg ved hvad spejlæg og skinke er. De to ting var genkendelige. Osten, hvis det altså var ost, samt det gule halvfastformede "noget" der ses på billedet mellem osten og spejlæggene, genkendte jeg ikke, hverken på smagen eller udseendet. Og det youghurt-lignende noget i en kop, skåret ud a et stykke træ (med revne), skulle spises med ske. Jeg ved ikke hvad det var, men når vi kom noget sukker på den hvide masse,, smagte det faktisk rigtig fint. Og vi blev enige om, at det sikkert var sundt. Og dermed var det jo godt at spise *ggg*

Dagens formiddagskaffe drak vi efter vi havde krydset Tara River Canyon bridge. Broen er ca 172 m over Tara flodens vand. Da den blev bygget 1937 - '40 var broen den største beton bro i Europa. Også i vor tid er broen imponerende med sine 5 kæmpe hvælvinger, som er ældet med ynde oghar fået patina af vind - og alt det andet vejr.

Jesper havde købt en bakke kirsebær og nogle søde hindbær. Eller han troede hindbærene var søde. De var rådne. Eller tæt på at være!

 

Nå, men de sidste kirsebær gled ned, samtidig med hindbærerne røg i skraldespanden, til lyden af den gamle 6 cylindrede 8 liters motor, der blev startet. En herlig dyb brummen, som ikke lød alt for overbevisende i starten. Men lidt efter lidt kom der gang i de mange stempler. Anton lagde førte gear i boksen, og tøffende som et lokomotiv begyndte hjulene at dreje i takt til de mange prutter, som udstødningsrøret måtte døje med at lukke ud.

Billeder fra Bjergkøbing Grand Prizx blev ved at rulle i hovedet på mig. Det var næsten for godt til at være sandt. Men vi var der. Rolls'en var der, og Anton sad altså med Rolls'ens rat i hænderne! Vi stod og så på. Den var go nok.

Med smil om munden fik jeg trukket min Schuberth hjelm over hovedet endnu en gang. Vi satte fra land, d.v.s. der var - til en start - ikke så meget drengerøv i os. Der var lissom gået noget nostalgisk og old time mode i temperamentet. Nu drev vi nærmest flydende gennem de mange sving i højy gear med lave omdrejninger. Tiden var næsten gået i stå. Intet hastede.

De næste mange kilometer sad jeg og forestillede mig - ved hvert eneste af de uoverskuelige sving - at når vejen åbenbarede sig igen, ville jeg se den sølvfarvede Phantom I Bjergkøging Grand Prix deltager. Men nej. Vi så den ikke igen. Og det til trods for vi kørte samme vej. Og der var ingen frakørselsmuligheder før mange mange kilometer senere! Den måtte kunne skyde en gevaldig fart, den gamle 6'er. Og Anton vidste hvor speederen sad. Ikonet for bil af verdensklasse fik åbenbart lov at strække ud.

 

Ind imellem greb nutiden ind, og det var nødvendigt at koncentrere sig om vejen. Som så mange andre steder på Balkan var der også mange skilte med advarsel om, at sten og klipper kunne falde fra bjergsiderne. Og tro mig, det kan de!

På billedet nedenfor havde der dog været vejfolk ude, så stenskredet var sikret med mange advarselsskilte.