Den lange vej rundt om Bornholm VI

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skinken der blev væk. Vejen der forsvandt.

Fatalt styrt i højt græs midt ude i ingenting.

 

af Peter Kr. Riber

 

Til afsnit: -I- -II- -III- -IV- -V- -VII- -VIII- -IX- -X-

Nat blev til dag. Torden blev til dis med lidt småregn af og til. Aftenens hygge omkring bålet på stranden blev til almindelig oprydning og nedpakning af lejren. Det hyggelige måltid under presenningen med regnens stærke trommen på plastikken, blev til....... HVAD, hvem...... hallo drenge, se her!!!!!, råbte MiniDue pludselig. Vi stormede til, og så det, som i den grad havde vækket vores Benjamin.

Det pænt store stykke dejlige skinke, vi havde gemt til morgenmad, var næsten spist op. Resten af pølsen, som havde smagt overraskende himmelsk, var væk! Nogen - eller rettere - noget havde været på besøg. En bjørn? ..... eller en ulv? Helt sikkert noget eksotisk og vildt farligt havde besøgt lejren i ly af mørket? I løbet af kort tid kom flere gæt. Det vildeste vi kom på var Frankenstein eller et andet lignende monster!

Den ældre bonde, som flinkt havde givet os lov til at slå lejr på sin mark, kom og sagde godmorgen. Oprevne med vilde udtryk i øjnene, forklarede vi bonden om hændelsen. Med pli og medfølelse forklarede han os, om en rævefamilie, som boede i et hul i noget vildnis i nærheden. Bonden var overbevist om, vi havde haft besøg af ræven fra graven i nærheden! Mere eksotisk var den hændelse så ikke. Æv........

Hvorom alting var, havde MiniDue "hørt" noget rasle engang i løbet af natten. Han havde slået ud med armene og lyden forsvandt! Hændelsen havde ikke fået ham til at lyne soveposen op og finde ud af hvem der var på besøg. Men, den med ræven, den tro vi så ikke på. Vi er - stadig - overbeviste om vi det var en bjørn!

 

Ingen på holdet er pivet. Men når himlen er mørk blå, med tendens i retning af sort, og vi har en hel dag foran os på motorcyklerne, er det et klogt træk at iføre sig regntøj. Især da når en stille regn allerede havde blødt fluerne på vindskærmen op.

Os, "Baltic Sea Lions", (som tidligere har kørt under navnet "The Elephant Team" i Rumænien i 2012) har et sammentømret forhold hvor vi hjælper hinanden med alt. Næsten!

 

At komme i regntøjet kan være noget af en opgave. Regntøjet skal jo trækkes udenover alt det andet tøj (med beskyttelse i ryg, skuldre, albuer, knæ m.m.) og visse udgaver af regntøj er næsten umulige at få på alene. Tit og ofte er det noget af en ballet-opvisning at se på. Her blev opvisningen dog droppet, idet Bonden fik hjælp af TB, som gerne smider sig på knæ for at hjælpe en ven.

Idet vi passerede stuehuset på vejen væk fra lejrpladsen, så jeg den ældre lette stå ude foran sit hus. Vi hævede alle den venstre til en sidste hilsen som tak for gæstfriheden og susede videre mod nye eventyr.

 

Også Letland har mange flotte og spændende grus- og andre veje eller spor uden belægning. Igen - ingen skilte med adgang forbudt -hvorfor vi kunne nyde turen ad flere støvede veje, for regnen var blæst i modsat regning af hvad vi skulle. Skønt.

Efter moden overvejlse, mange kig på himlen, blev det besluttet det igen var tid at pakke regntøjet væk. Igen er TB på plads i lav højde og hjælper gerne en ven med regntøjet.

Dagen var blevet varm, og foran os lå en udfordring. Transporteren (se foto) spærrede vejen, men den kunne vi nu sagtens komme udenom, hvis det var det vi ville. Men nej, opgaven - eller måske nærmere - problemt var, at sporet fortsatte gennem noget morrads og andet halløj, hvor halv store buske og meget højt græs (græs gror fantastisk hurtigt hvis det får passende mængde vand, eller står på passende våd grund!) og temmelig blød bund (mildt sagt). Altsammen faktorer som gjorde at vejstykket foran os så temmelig ufremkommeligt eller i bedste fald, svært tilgængeligt ud.

Af samme grund blev vi enige om, at prøve det spor lokale havde lavet hen over nogle enge. Sporet var tydeligt, flere havde kørt det. Når de kunne, kunne vi vel også, tænkte jeg?

TB, som havde førertrøjen på denne formiddag, orienterede sig. Spurgte til vores mening? Skulle vi køre tilbage, ville det være noget af en omvej. Sporet ud over engen så pæn og imødekommende ud (læs: nogenlunde forcerbar) ud, mente han. Ganske vist kunne vi kun se det første stykke, hen til en gruppe træer, som viste sig at være skel til næste mark. Men, sporet så fint ud, så hvorfor vi i fællesskab afgjorde at gøre forsøget

Nu ville skæbnen at jeg var stoppet som den sidste, således at min cykel vendte mod sporet over engen, og jeg blev derfor den første der kørte ind på engen. Yes, det så fint ud. Lige så langt jeg kunne se var det pænt jævnt, rimelig nyslået græs, sikkert for at kunne bjærge noget hø (lidt landmand er man vel, så dette var almen viden for mig *g*). MiniDue fulgte straks efter. Bonden og TB skulle vende cyklerne, og de kom lidt bagud.

 

Selv om der var mindre sektioner hvor sporet var dybt, sine steder dækket af højt græs (som ikke var slået fordi jorden stadig var for blød til. at kunne bære de tunge landbrugsmaskiner) gik det tjept. Andre steder, hvor der var fordybninger, især i skellene mellem de forskellige enge vi skulle over, lignede udtørrede vandløb (hvor bunden stadig var blød, men dog uden synligt vand) måtte farten tilpasses (læs: sænkes) men stadig gik det fint.

Efter vi havde passeret flere skel (læs: marker) med lignende lavninger og småbuske som markerede grænserne mellem engene, kom vi til et stykke, som så rigtig fint ud.

Det med det fine forsvandt efter nogle få hundrede meters kørsel. Selv om græsset tilsyneladende var lige højt over hele engen, og selv om stykket så pænt jævnt ud, var det absolut ikke tilfældet. Marken var fyldt med langsgående spor i flere rækker (som når flere tunge køretøjer har kørt i samme retning men ikke i samme spor) på et tidspunkt (sikkert tidligt forår) hvor marken endnu var blød og disse køretøjer havde efterladt dybe spor. Jeg vil tro sporene var helt ned til 20-25 cm dybe.

Turen over marken var en kamp med cyklen, men såvel MiniDue som jeg kom over stykket og var snart tilbage på det spor vi havde forladt inden eng-sektionen. Dette spor var igen farbart. Dog var der lige en lille bæk, som man havde ladet føre gennem nogle rør, vi skulle over. Ikke værd at bemærke, hvis det ikke lige havde været fordi røret under det ene spor var defekt, med det resultat at der var et pænt stort hul i vejen.

Det strømmende vand havde ført jorden væk. Hullet blev pludselig synligt, når man var nået frem til bækken. Kørte man - som jeg - venstre om hullet, var der kun en ganske smal stribe at køre på, og jeg nåede lige at tænke: ........ups, mon det holder? Det gjorde det.

MiniDue og jeg standsede cyklerne og steg af. Vi ville vente på de andre og jeg gjorde mig klar til at fotografere når de andre nåede frem til hullet i vejen over bækken. Min tålmodighed rakte dog ikke. I stedet blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville gå et stykke tilbage og lave billeder af TB og Bonden, når de kørte gennem det høje græs.

 

Selv om jeg stod meget langt væk, fik jeg billeder, da TB "lagde sin cykel" ned i det meter høje græs.........

Den situation var jo ikke ny. Det sker man "taber" sin cykel, når man kører udenfor asfalten. Kører tværs over marker m.m. Men denne gang var det anderledes. TB rejste sig ikke op igen! Noget var sket! Jeg skyndte mig gennem græsset. Fremme ved uheldsstedet var Bonden standset og forsøgte

ihærdigt at finde et sted sidestøtten kunne få gast grund under pladen. TB lå i græsset. Han var tavs. Hvid i hovedet. Så forpint ud. Han forsøgte at komme op at stå. Men opgav og blev liggende. Han havde ondt, rigtig ondt. Han kom op på knæ. Men smerterne bed og sled i ham. Langsomt gik sandheden op for os. TB var skadet. Endnu vidste vi ikke hvor slemt. Men at det var noget skidt, var vi ikke et øjeblik i tvivl om. TB havde det rigtig dårligt.

Langsomt og meget forsigtigt fik TB sin handske af højre hånd. Det var højre hånd der gjorde ondt. Da handsken kom af, var skaden afsløret. Armen var brækket lige omkring håndledet. Derom var der ingen tvivl.

Hvad nu? Vi var ude på en eng.Men havde kun en svag ide om hvor! Vi var et meget vanskeligt tilgængeligt sted, ihvertfald for en hjælpeaktion, med mindre man ville sende en helikopter! Ganske langsomt, ved hjælp af koldt vand, smertestillende piller, opmuntrende råd og hjælpende hænder kom TB op at sidde.

Vores GPS fortalte hvor vi var. Det måtte kunne bruges. Men der var meget lidt forbindelse på mobilnettet. Efter flere forsøg, lykkedes det at komme igennem til 112. På engelsk fik jegi forklaret til en maskine, hvad der var sket, samt oplyst hvor vi var, ved hjælp af de koordinater GPS'en viste. Men kunne de finde os? Fra modtageren af opkaldet, fik jeg besked, igen på engelsk, men nu oversat fra lettisk, at mit opkald var gået igenne.