Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

Uanset jeg ikke kunne gøre noget, ønskede jeg inderligt det ville være tørvejr når jeg stod op. Og det var tørvejr - indimellem regnbygerne. Skyerne hang ganske tæt på trætoppene, forekom det mig. Fra tid til anden valgte nogle af skyernes indhold at falde ned i hovedet på mig! Forstå mig ret. Jeg har udstyret og hverken jeg eller motorcyklen har problemer med at køre i regn og vandpytter, men omvæltningen fra at køre i 35 graders varm solskin og til at køre med regnskyer i øjenhøjde, er ikke sådan lige til at acceptere.

 

De få kilometer frem til gården, hvor min ven boede, tog ikke lang tid. Ruten var lutter mindre veje, nogle ensporede og smalle. Flere af de lokale, der boede ud til vejene, havde pyntet haverne op med......... yes havenisser. Specielt et sted var der "overfyldt". At der undervejs blev længere mellem bygerne, glædede mig, for jeg håbede Daniel havde lyst til at vise lidt rundt i sin baghave.

Daniel er landmand, men arbejder som tømrer. Han har lejet en fin mindre lejlighed på en større gård. Uden besvær, førte GerdaPS mig frem til adressen. Medens jeg parkerede motorcyklen, kunne jeg tydeligt høre køerne gumle højlydt på deres foder inde i stalden. Hyggeligt.

 

Daniel tog hjerteligt imod. Snart sad vi bænket med hver sin kop kaffe, og jeg måtte berette om turen. Det gjorde jeg naturligvis gerne. Daniel er - selvfølgelig - også motorcyklist, og efter kaffen foreslog Daniel vi skulle køre en tur. Et tilbud jeg havde håbet ville komme, og havde glædet mig til. Selv om jeg nu var i Schweiz, hører området vest for Bern ikke den del af Schweiz der har de højeste bjerge, men nogle bakker, højere end herhjemme, kunne jeg skimte gennem de stadig lavthængende skyer. De bakker og skoveklædte højdedrag, skulle vi ud og kigge nærmere på.

 

Knapt var vi kommet afsted, inden der atter var bygevejr på menuen. På vej mod Col du Chasseral valgte vi at iføre os vores regntøj. En klog beslutning, for jo længere vi kom op på bjerget, jo tættere blev tågen, som ydermere var fyldt med tunge dråber H2O. Daniel kender området rigtig godt, idet han er født der, og han viste rundt på mange fine veje. Veje jeg gerne kommer ned og kører igen, men så skal der være tørvejr!

Delmenhorst ligger mellem Bremen og Oldenburg, tæt på Weserfloden. En uge var gået siden jeg havde sagt pænt farvel til Flemming på Camping Moto i Sydfrankrig. Nu havde jeg haft kontakt med min dejlige hustru, og vi skulle mødes sidst på eftermiddagen denne dag. Jeg havde lovet at finde et sted vi skulle overnatte. Planen var egentlig jeg ville opsøge en campingplads, men i løbet af dagen ændrede jeg til, at vi skulle bo på hotel. På min Garmin fandt frem til et lille hotel, hvis navn afslørede - troede jeg - at hotellet lå ved et færgeleje ved Weser. Ok, det gør det så også, men jeg havde håbet der var udsigt til flodens vand, og blev skuffet. Dog fastholdt jeg det var der, og bookede et værelse til os.

 

I løbet af dagen var mit stoplys igen holdt op at virke. Irriterende, og ulovligt, men først og fremmest, farligt, at andre trafikanter ikke kunne se når jeg aktiverede mine bremser. Jeg googlede efter et BMW-værksted og fandt frem til BMW Niederlassung Bremen. De havde adresse i nærheden, så det var heldigt. Endnu mere heldigt var, at de havde både tid og lyst til at hjælpe mig.

Micha Bruns bad mig hente min Gamle Slæde og snart efter stod den på liften inde på motorcykelværkstedet. Det var i middagspausen, så der var ingen mekanikere på værkstedet, men det gjorde kun den forskel, at Micha frit kunne vælge hvilken af de lifte der ikke stod nogen motorcykler på, han ville bruge. Iført en pæn rent-shirt uden ærmerm gik han Micha igang med at skrue hele baglygten ud. Han kendte problemet, og vidste han skulle helt ind bagved, fordi han derinde ville finde rustne ledninger med tærede stik. Ledninger blev kortet op, stik blev fornyet og endenlig satte Micha en ny pære i lygten. Vupti, så var der lys de næste mange kilometer. Prise for indsatsen, 7,70 € = prisen for en pære. Arbejdsløn og stik skulle jeg ikke betale for. Det var service. Nøj jeg var en glad mand, hvilket jeg også fortalte Micha.

Skulle du nogensinde få brug for hjælp til din BMW motorcykel, og er du i nærheden af Bremen, så skal du ikke tøve med at køre ind til BMW Motorradzentrum på Borgwardstraße i Bremen. De er meget hjælpsomme og yderst large med deres service. Du må gerne hilse Micha fra mig *s*

 

Efter Micha havde ordnet stoplyset på min Gamle Slæde, kørte jeg lidt rundt i området, inden jeg bookede et værelse på "Zum Fähre" i Lemwerder. Der var stadig lidt tid til jeg kunne forvente Jeanne nå frem, så jeg slæbte mit gear op på værlset, og opdagede jeg manglede lidt snolder og en flaske rødvin til at tage imod min hustru med. Altså gik jeg ned i byen og købte lid tind. Da jeg var tilbage ved hotellet, ventede Jeanne. Hun var lige landet og havde netop fået hjelmen af hovedet og kiggede sig rundt, for at se hvor jeg gemte mig.

 

Et par kys og krafige kram senere, hjalp jeg med at bære hendes tasker op på værelset. Nu var vi sammen, og skulle fortsætte på tur de næste 14 dage. Vores ønske var at finde fint vejr, drikke en Rochefort øl og nyde livet og hinanden.

"Rundt i Europa III" er en RideReport om vores oplevelser. Raporten er ikke skrevet endnu, men er på vej gennem tastaturet. Stay tuned, og vær blandt de første der læser 'kapitel 3' af Rundt i Europa 2017. Tak for nu, vi læses ved snarest *s*

Har du ikke læst første del, kan du finde "Rundt i Europa I" her.

I tredje, og sidste afsnit af "Rundt i Europa", fortsætter jeg min RR, men nu følges jeg med min dejlige kæreste og hustru. Læs afsnit tre her.

 

 

Rundt i Europa II

.........fra Sydfrankrig til Nordtyskland

Vejret kan man ikke ændre, uanset om man er i Danmark, Holland eller Tjekkiet. Man kan ønske og håbe på vejret viser sig pånén for motorcyklister egnede forhold, men det er så oss det. Hvordan jeg var havnet på Camping Moto, kan du læse om i "Rundt i Europa I".

 

Om morgenen den 29. august vinkede jeg farvel til Flemming. Han kørte op ad den lille grusede vej til asfalten, hvorfra han ville sætte kurs nordpå. Flemming skulle hjem og fortsætte sit arbejde. I min lille rejsedagbog står: "Efter jeg havde vinket til Flemming, satte jeg mig ved teltet og skrev dette. Indenfor rækevidde stod en kop varm kaffe og en bog".

Optegnelserne fortsætter med at fortælle at jeg, inden jeg satte mig for at skrive, ordnede vaske tøj. Sådanne huslige pligter har ikke første prioritet når jeg er på tur. Men denne dag, første dag jeg var alene efter turen med Henrik og Flemming, ville jeg bruge til at få ordet vasketøj og pakket mine tasker om. Dagen var ganske simpelt afsat til at skulle være en "slappe-af-dag", hvor jeg kun foretog mig det mest nødvendige, såsom at spise, drikke (vand) og sove. Dernæste kom så det med vasketøj, ordne taskernes indhold, læse i en medbragt bog o.l.

 

Min dejlige kæreste Jeanne og jeg havde aftalt ferie på motorcykel sammen. Inden vi hver især skulle afsted, havde vi andre planer. Jeg startede en uge inden Jeanne på en tur jeg skulle på med Henrik og Flemming, og min kære hustru havde en aftale om at slå lejr i en hytte ved Väneren i Sverige med en veninde, i en uges tid. De var naturligvis også afsted på motorcykler.

 

For at få vores "tur" til at hænge sammen, endte vi med en aftale om at vi ville mødes et sted i det nordvestlige Tyskland, eller østlige Holland. For at komme dertil, skulle jeg køre fra Camping Moto i det sydlige Frankrig. Jeanne, min hustru og kæreste, skulle gøre et ophold hjemme, for at deltage i et barnebarns fødselsdag.

 

Fridagen var skøn. Jeg læste, snakkede med andre på pladsen.Gik en tur, hvor jeg bl.a. brugte en del energi på at tænke, hvor har danske landmænd det nemt med deres jord i forhold til franskmænd i dette område! Jorden var sten i alle størrelser, der lå hulter til bulter med en smule ler imellem. Det må alt andet lige, være en udfordring for maskinerne, at de skal "pløje" gennem sådanne "stenbrud".

Kørte en lille tur til Crest for at købe ind til frokost. Tog en lille lur i middagsheden. Læste en go bog. Øh, fik jeg fortalt hvilken bog det drejer sig om? Ok, det var "Rejsen til mig" af Annette Birkman jeg havde med på turen. En fantastisk god bog, som jeg gerne vil anbefale. Ikke kun som en rejsebeskrivelse, men også som en varm livsbekræftende beskrivelse af én af måderne, man kan søge meningen med tilværelsen. Læs om bogen her.

 

Dagen gik. Mørket sænkede sig langsomt, og på forunderlig vis, blev luften fyldt med natsværmere.

Med åbent visir, som jeg næsten altid kører med, forlod jeg Camping Moto i det godeste humør. Vejret var fint. Det var simpelthen pragtfuldt. Når man som jeg, elsker morgener, var det en himmelsk oplevelse af mærke den friske klare, jomfruelige bjergmorgenluft sno sig bag om den store (grimme!) vindskærm min Gamle Slæde er forbedret med. Jeg mærkede luften stryge min kind, og de klare morgendufte ramme min næse. Som en drunkende, grådigt og intenst, indhalerede jeg luften, skelnede de enkelte dufte morgenen serverede, medens jeg snoede den Gamle Gule motorcykel gennem det stærkt kuperede terræn. Jeg søgte mod nord. Ruten sørgede min Garmin 590'er for. Målet var at køre til Schweiz og besøge min ven Daniel.

 

På et tidspunkt undervejs viste en advarselslampe, der var en pære i bagenden af motorcyklen, som ikke lyste som den burde. Jeg undersøgte sagen, og fandt fejlen i stoplyset. Fik skruet og fixet lampestedet, og så var der lys igen. Senere gik den atter i udu, men endnu en en gang lykkedes det at ordne forbindelsen.

 

Uheldigvis havde jeg haft lidt for travlt med at finde snoede veje. Daniel bor i nærheden af Bern, og jeg havde ikke været opmærksom på, at Garmin havde valgt at jeg skulle køre gennem Geneve! Noget jeg bitterligt fortrød.

For at gøre ondt værre, ramte jeg Geneve ved middagstid. Det var uudholdeligt. Varmen toppede og trafikken var tæt. Jeg kørte forkert et par gange. Når jeg var i det højre spor, skulle jeg have været i det venstre. Og omvendt. Var også så uheldig at blive "presset" (var i den forkerte bane, med meget tæt trafik) ud på 11 km motorvej, uden vignet. Heldigvis var der ikke noget politi der stoppede mig.

Forud for trafikkaoset inde i Geneve, havde jeg haft mange skønne kilometer fyldt med vidunderfulde sektioner. Men den extreme hede, tænker temperaturen var omkring 35 g. C, gjorde det til en pine at komme gennem de mange gader. Jeg blev meget irriteret på min GPS (som jo fik skylden for hvem skulle jeg ellers skælde ud på?). Og jeg som hader storbyer!

Endnu en gang vil jeg give vejret skylden for, at jeg ikke nåede mit mål denne dag. Dels varmen i Geneve. Dels trafikken. Men senere på dagen trak det op til regn, og jeg manglede energi til at fortsætte. Varmen, Geneve og udsigten til regn tappede de sidste kræfter. Faktisk manglede jeg også den præcise adresse, som lå på mit skrivebord på en lille lap papir. Selvfølgelig skrev jeg til Daniel for at få adressen. Men da han ikke meldte tilbage, valgte jeg at gøre stop, og rejste teltet.

 

Medens jeg sad med mit aftensmad, ringede Daniel. Herligt at høre hans stemme, og fint jeg endelig fik adressen. Det viste sig jeg kun var ca. 35 km fra hvor han boede, men da jeg havde "fejret rejsegilde" og spist en mad med ost og drukket et glas rødvin til, var det udelukket at køre de sidste kilometer. Aftalen blev jeg kom dagen efter, når jeg havde pakket mit grej.

 

Efter aftensmaden kom regnen. Den var ikke velkommen. Ganske vist er mit telt vandtæt, men det ændrer ikke på jeg ikke er meget for at pakke et vådt telt sammen. Faktisk er det vel også nærmest en folkeret, at man "hader" regn når man er på ferie?

Et døgn senere var jeg atter på vej. Alene. Daniel og jeg havde en hyggelig aften og fik snakket meget. Nu var det tid at fortsætte mod nord, for at møde min dejlige kæreste.

 

Nu skulle rejsen fortsætte fra det kuperede Schweiz gennem Frankrig til Tyskland. Motorcyklen spandt. Vejret artede sig. Jeg nød at have go tid. Slusede mig gennem landskabet med 80-90 km/t. Hilste på bønder, børn og andre barnlige sjæle, hvoraf de fleste hilste igen. Hver gang jeg huskede det, skubbede jeg solvisiret op i hjelmen, således de lokale kunne se mit smil på læberne og glimtet i øjnene, gennem mine røde briller. Jeg ville gerne vise alle jeg havde det rigtig godt og nød at køre gennem deres område.

Enkelte gange fandt min Garmin helt af sig selv en vej uden asfalt. Indrømmet, det skete ikke så tit, men fra tid til anden svingede jeg væk fra de store veje. For at komme tilbage til hovedvejene, valgte navigationen ofte at føre mig gennem små landsbyer og ad grusede veje, hvilket fik mit smil til at størkne på det bredeste sted.

Godt tilpas, mæt og glad for rejsen, så jeg, efter et sving, en stor mængde motorcykler parkeret under et stort BMW-skilt. Hovsa, det måtte da betyde der var en motorcykelforhandler, og måske også et værksted. Måske jeg der kunne få professionel hjælp til at få mit stoplys til at virke.

Jeg standset motorcyklen. Lavede en u-vending og snart efter slukkede jeg motoren samtidig med jeg fik sidestøtten til at ramme asfalten foran værkstedsporten. Jeg var endnu ikke ude af Schweiz, så jeg tænkte folkene på værkstedet nok kunne forstå mig, og håbede de havde tid og lyst til at hjælpe mig af med at få stoplyset til atter at fungere.

 

Jow jow, de ville gerne forsøge, og som jeg selv et par gange har lykkedes med, fik de stoplyset til at virke, når fodbremsepedalen eller højre håndgreb blev påvirket. Jeg var endnu mere glad nu, for alt var jo perkekt. De ville ovenikøbet ikke have noget for deres hjælp. Fantastisk god service.

 

Snart var jeg på vej igen. Sving efter sving blev kørt og lagt bag mig. I en lidt større by i Frankrig, blev jeg hilst velkommen med Dannebrog, som var spændt ud over gaden. Jeg følte mig i et fantastisk godt humør.

Dagens køretur sluttede tidligt. Teltet var smaddervådt, og nu skulle det tørre. Altså gjorde jeg stop allerede klokken 16.30, fortæller noterne i min lille rejsebog. "Camping des Lacs" i byen Celles sur Plaine fik nogle euro, og jeg fik anvist en plads, som desværre ikke var den med mest sol, men en blød stadig varm vind hjalp godt til, og teltet blev tørt. Medens solen gik sin vante gang, læste jeg de sidste kapitler i bogen "Rejsen til mig".

 

Nogle få meter bag teltet klukkede vandet i en lille kanal lystigt. Tæt på indkørslen til campingpladsen lå en kirke med et højt klokketårn, som hvert kvarter lod sin hammer ramme klokkens malm. Fra højderne lidt længere borte, lød sprøde toner fra de bjælder køerne slæbte rundt på. Temperaturen dalede til en for kroppen behageligt område.

Inden jeg faldt i søvn, repeterede jeg hvad jeg ville huske Frankrig for: 1) høje og skarpe bump på vejene især ved fodgængerfelter, 2. masser af skønne veje med gode sving, 3. intet toiletpapir på toiletterne, 4. billige overnatninger på campingpladser, 5. vejret, som havde artet sig - bogstavelig talt - strålende, læs: sol og varme, 6. skødesløs og irriterende parkering af biler på fortove (godt jeg ikke skulle føre en barnevogn ad de gangarealer). Længere kom jeg ikke, inden søvnen svøbte mig i dens godgørende favntag.

Glem hvad jeg skrev under punkt 5. ovenfor. Eller rettere, indsæt "(strålende-)regn" Da lyset kom igen efter nattens mørke, var alt vådt. Regn havde sneget sig ind over Celle sur Plaine i løbet af natten. Endnu en gang måtte jeg, iført regnfrakke, pakke telt ned i våd tilstand. Rigtig øv, ikke mindst set i lyset af jeg havde sovet dårligt. Havde drømt ubehageligt. Og havde frosset. Sommersoveposen, som blev valgt på grund af den næsten ikke fylder noget i bagagen, var endnu en gang komme til kort i opgaven med at holde mig varm.

Godt jeg var alene, men synd for spurvene i hækken, som måtte høre mig brumme arrigt og vedholdende, iblandet enkelte ord, der ikke er for sarte sjæle. For at bløde stemningen lidt op hos fuglene, fik de en endeskive brød, som jeg smuldrede i passende stykker til, at de kunne dele uden at komme op at slås om stykkerne. Der var nemlig rigelig til de alle kunne få.

 

Afsted kom jeg. Forude ventede stadig 7-800 km inden jeg nåede det nordlige Tyskland. Endnu havde Jeanne og jeg ikke besluttet hvor vi skulle mødes. Derfor søgte jeg blot mod nord, og søgte mest af alt, om at undgå de værste byger. Det skulle vise sig ikke at være et problem. Vejret var igen med mig. Jeg fik tilbagelagt en del kilometer, bl.a. gennem et tiltalende Saarland, hvor jeg nød de snoede veje i det meget frodige skovfyldte og kuperede terræn - og på et længere stræk, fulgte jeg Mosel floden, som jeg endog forcerede som passager på en lille færge, sammen med en lille flok lokale motorcyklister.

Mit grønne Redverz telt har efterhånden været pløkket fast mange steder. Denne nat blev en fin plet på hos Hubert og Elke på "Naturcamping Kessenhammer, Biggesee" tilføjet listen. Huberth er pladsmand på "Naturcamping Kessenhammer" - og motorcyklist. Han vinkede mig forbi et par autocampere, som ventede på at blive booket ind for natten, således jeg kom foran i køen, og fik specialbehandling af Elke. Jeg blev budt på kaffe og en snak, inden Huberth "fik mit telt puttet ind på en skøn plads" (foran en fastligger som ikke var på pladsen den nat). Tak for fin behandling til Huberth.

Næste morgen, efter ca.10 kopper brændende varm kaffe, travede jeg en tur på pladsen. Jeg havde frosset som en ært i en dybfryser den nat. Søvnen ville ikke komme til mig, sikkert på grund kulden. Huberth fortalte næste morgen, at temperaturen havde nærmet sig frysepunktet drastisk. Han mente der max havde været 1 måske 2 grader C. Ikke så sært jeg frøs i sommersoveposen. Kaffen og en gåtur med kameraet gav mig varmen igen. Men det holdt hårdt.

Nogen gange må jeg skynde lidt på mig selv, for at komme op i gear og afsted. Denne dag var én af slagsen, men det nyttede ikke noget. Humør og temperament var ikke gearet til at komme afsted. Kulden sad som en smertefuld errindring i hele kroppen. Faktisk blev klokken 11.55 INDEN jeg begyndte at pakke mit habengut sammen. Da jeg vinkede farvel til Huberth, sad han og holdt middag med en kop kaffe udenfor receptionen! Mit humør fejlede ikke noget, og havde ingen problemer med at starte dagens køretur, på samme tid som andre holdt frokost. Jeg tøffede glad og forventningsfuld ud på landevejen. Tågen var lettet. Solen havde vundet kampen om vejrets udseende. Smukke lyseblå skyer med hvide totter indimellem, kundgjorde at temperaturen var på vej op ad barometerstangen.

 

Endnu en tur på min Gamle Slæde blev indledt med kørsel gennem et meget bakket landskab, på særdeles kurverige veje, der snoede sig gennem skovklædte højdedrag, grønne marker og bondegårde samt landsbyer med karakteristiske bindingsværkshuse. Ved dagens slutning havde jeg kun tilbagelagt 250 km, men såvel veje som de landskaber jeg havde benyttet og kørt igennem, havde været ren fornøjelse.

 

Medens den 1170 kubik store motor trak mine knap 90 kilo og cyklens egne ca 225 kg samt vægten af min oppakning gennem Saarlandet, tænkte jeg på noget jeg havde læst i "Rejsen til mig". Annette Birkmann omtaler et sted i bogen, at hun, når hun er afsted og alt klapper som det skal, har svært ved at standse. Hun "tillader" ikke sig selv at stoppe motorcyklen, uanset om hun føler trang til at skulle tisse, er sulten, har set noget flot hun gerne vil fotografere, eller..........!

Jeg har det nøjagtig på sammen måde. Faktisk har jeg ofte undret mig over dette faktum. Jeg har aldrig omtalt det for nogen (så vidt jeg husker) og det er første gang jeg har hørt samme "fænomen" omtalt/berettet af andre. Tak til Annette, du og jeg har mere til fælles end blot det at køre på motorcykel. Helt generelt er der rigtig mange tanker jeg deler med Annette Birkmann, ifølge det hun "afslører" i sin bog, "Rejsen til mig".

Jo mere der blev høvlet af dagens lyse timer, jo tættere jeg kom på Bremen, jo mere lignede landskabet "det derhjemme". D.v.s. i Danmark har vi fjernet samtlige træer der står tættere end 5 meter fra vejene! De skiftende danske regeringer har alle ment "træer ved vejene" er farlige, og har derfor fældet alle. Selvsagt er en chauff'ør i bil eller på motorcykel der rammer/torpederer et træ, i stor fare for at komme galt afsted. Men omvendt, så er træer ved vejene måske med til at chaufførne sænker hastigheden på deres køretøjer? Og træer, eller hække, langs vejene pynter, i min optik.

 

Hvordan jeg har kunnet blive så gammel som dåbsattesten fortæller, og hvordan jeg har kunne rejse og besøge så mange lande som jeg faktisk har (godt 40 alene i Europa) undrer mig, når jeg tænker på, at det var på denne tur, jeg lærte reglen: "Kig på de parkerede biler foran hotellet, inden du går ind og spørger hvad et værelse koster"! Hvis p-pladsen ved hotellet er fyldt med biler der bærer navne som Audi, BMW, Mercedes og lignende meget dyre biler, behøver jeg ikke ulejlige mig med at tage handsker og hjelm af, for at gå ind og finde ud af, at jeg ikke "har lyst" til at sove på netop dette hotel!

 

Der var hverken Audi'er, BMW'er eller andre dyre biler parkeret foran "Thomsens Hotel i Delmanhorst. Det faktum at p-pladsen ligger bag hotellet, gjorde ingen forskel. Tæt på indgangen var en 4WD Audi parkeret, men det viste sig at være ejeren af "Thomsens Hotel" der er godt kørende.

At han har sådan en lækker Audi, skyldes måske at han "sparer" lidt på rengøringen og lader hotellets gæster slide håndklæderne mere, end på mange andre hoteller, det skal jeg lade være usagt, men en gæst før mig havde efterladt en hoben flasker i klædeskabet, og badehåndklædet var slidt,så tråde hang som lange frynser på en salonstol fra det bedre borgerskab.

Da jeg chekkede ud dagen efter, gjorde jeg opmærksom på forholdene og fik en fin rabat *s*

P.s. jeg kunne sagtens leve med flaskerne på bunden af skabet, og at håndklædet var slidt gør ikke nogen forskel for mig, men når jeg skal betale for at bo på et værelse og opholdet inkluderer senge- og andet linned, så skal tingene leve op til en vis standard, og da jeg ikke fandt det iorden med tomme flasker og slidte håndklæder, ja så skulle det prøves om der kunne opnås rabat! Og det fik jeg så *s*