HARK indtog campen

For et par måneder siden, inden foråret havde overfaldet os, fik jeg en henvendelse fra HARK, Honda All Road Klub, om de måtte komme til Sydvestjylland for at holde deres generalforsamling på vores camp.

   Sådan en henvendelse krævede ikke nogen overvejelser. De fik med det samme at vide, at de ville være meget velkomne. Tiden gik, foråret kom og dagen for deres generalforsamling nærmede sig. Formand John kontaktede mig igen, for at høre om alt var som aftalt, hvilket jeg kunne bekræfte. John fik endnu en gang at vide, at vi så frem til deres ankomst, og at vi glædede os over, at de havde lyst til at prøve vores MiniPrimiCamp.


April viste sig fra en forholdsvis pæn side, vejrmæssigt. Med skiftende vinde af varierende hastighed og intensitet, kom varmen. Enkelte dage sneg temperaturen sig op på næsten 20 grader. Jeg fik travlt med at få pladsen klar, og kunne samme dag HARK'erne skulle ankomme, skrive på Facebook, at nu var der lavet et halvtag. Jeg havde fået lagt en presenning op over forpladsen til shelterne, således der var mulighed for en smule ly, hvis nu.........


Desværre blev der brug for presenningen, men dog kun i mindre grad. HARK'erne kom og gav udtryk for, at de syntes pladsen var fin og brugbar. Herligt.

Efter lidt snak og frokost, var det tid for en fællestur, hvor jeg havde fornøjelsen at køre forrest. John formand havde spurgt om jeg ville vise lidt rundt, og det er jeg altid parat til.

   Altså fyldte jeg benzin på Yamsen og rullede ned på marken for at hente de 6 der havde lyst til at deltage på turen rundt i min baghave.

   Ad en del listige mark-, grus- og asfaltveje snoede vi os gennem landskabet vest for hovedlandevej 11. På vejen rundt kørte vi over Kalles Mærsk hede efter vi havde gjort et lille holdt ved Filsø. Fra Blåvand kørte vi til Skallingen, hvor vi drak kaffe og fik hjemmebagt kransekage til. Uhm, det var guf.

   Tiden går godt, når man er i dejligt selskab, og pludselig var klokken så mange at vi skulle returnere til pladsen, for at få skudt generalforsamlingen ig gang til tiden.

   Der var kommet lidt flere HARK'ere, og de mente vi kom lidt for sent! Sådan en uhyrlig påstand kunne vi så imødegå ved, at formanden forklarede, at generalforsamlingen blev indledt når han "ringer med klokken", og da han var med på fællesturen, kunne han jo i sagens natur, ikke ringe inden han var tilbage, og dermed kunne generalforsamlingen ikke sættes igang, inden han var mødt op!

Søndagen kom med spredte skyer, hvoraf nogle havde indhold af regn og hagl, men det lod HARK'erne sig ikke slå ud af. Set fra terassen, så det ud som om de havde haft en go generalforsamling og havde hygget sig på vores camp.

   Vi synes det er så herligt at HARK kom forbi, og glædede os over at andre end vi selv, synes her er dejligt at være. Vi håber andre også finder lyst til at komme for slå sig ned en dag eller to, og vil gentage: Vi glæder os til at møde nye såsvel som kendte venner.

   Vores motto for pladsen er: "Kom som en fremmed, og forlad os som en ven, vi vil elske at byde velkommen tilbage".



Til toppen / menu