Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

Seneste:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2018.01.04.

Årets første fællestur

2 personer, 3 uger, 4 lande, 5 tusinde kilometer

 

Små og større sten. Fartfælder. Små og større veje. Ankomst til "Lille Stuga Træf" i Järnforsen. Små og større glæder. Teltpælene skulle flyttes. Den tæt studsede græsplæne i Mörbylånga, skiftes ud med høje tuer ved en rød hytte i skoven.

 

af Pter Kr. Riber

 

Til side: -I- -II- -III- -IV- -V- -VI- -VII- -VIII- -IX- -X- -XI- -XII- -XIII-

 

 

Kysten ved "Långa Erik" bekræftede vi ihvertfald ikke var på den jyske vestkyst! Sten på sten. Sten ved siden af sten. Stablede sten. Væltede sten. Små sten. Større sten. Kæmpe sten. Sten overalt. Meget anderledes end de fine vindblæste mini sten, kaldet sand, vi døjer med at få børstet af sko, bare tæer, ungernes rødbrune ben efter en dags leg i strandkanten, inden man sætter sig ind i bilen, for at køre hjem.

Sten er gode legesager. Sten kan placeres oven på hinanden. Størrelserne kan variere. Når mange sten er stablet i en fin høj bunke, kaldes resultatet "en varde". Stabler af sten har været brugt til landekending. Følg rækken af varder, og du kommer frem. På stranden nedenfor "Långa Erik" har hobetal af fyrtårnets gæster, fornøjet sig med at lave varder Fru Nielsen måtte også lege med, og fik bygget sin egen egen lille varde, inden turen retur til telt og aftensmad.

 

Natten forløb uden forstyrrende elementer af nogen art, hvorfor vi kunne stå op og nyde solen, livet og et halvgammelt blødt brød, med noget slattent ost. Men serveret af og nydt i selskab med fru Nielsen, på en campingplads på Öland, en fin sensommer september dag, sammen med en kop duftende varm kaffe, så glider såvel det tørre brød som den slunkne ost ned gennem spiserøret og gør den gavn sådanne ingredienser er tiltænkt.

 

 

Öland har meget at tilbyde turister. Flere af tilbuddene havde vi benyttet. Inden vi forlod øen, ville vi se et sted mere, nemlig et andet specielt fyrtårn. Uagtet vi jo - for så vidt - havde kørt mange kilometer, for at komme frem til fyrtårnet, var det ikke muligt at komme dertil, uden at skulle gå en temmelig stor omvej. Det ville vi ikke. I stedet lavede fru Nielsen nedenstående foto, inden vi vendte ryggen til stedet, og smuttede videre.

 

 

Allerede ude fra asfaltvejen, der smyger sig forbi den rødmalede hytte, kunne jeg se Mikael stå på verandaen foran huset, med korslagte arme, sin ynglingsstilling, den stilling som af andre afslæses som: Jeg er klar / jeg lytter / jeg ved ikke lige hvad jeg skal sige..... / næ, enige det blir vi så ikke / nå, ser man det!! Kort sagt, en stilling Mikael kan indtage i en hvilken som helst situation han måtte befinde sig i, fordi den kan "sige" næsten alt! Selvklart havde han læderhatten trykket ned over håret.

Fra asfaltvejen drejede vi ind på den lille stikvej, der fører ned til søen (hvis man har en nøgle til bommen kan man køre hele veje). Lige inden bommen drejer man endnu en gang til venstre for at køre ind til det lille typiske svenske skovhus, Arne og Helene har købt nogle år tilbage.

Rene - en tysk GS'kører jeg ikke kendte, lå på knæ i det høje græs, med et kæmpe Canon kamera foran øjnene. I en lille klynge bag Mikael, som stadig stod med korslagte arme, sad en lille gruppe mænd. Vi var ikke de første der ankom til hytten denne torsdag.

Endnu inden motoren var slukket, kom folk hen og tog imod. Hænder blev trykket. Knus uddelt. Overalt bød venlige smil hjertelig velkommen. Vi følte os straks såvel velkommen, som blandt venner, selv om der var flere jeg aldrig havde truffet tidligere. Og for fru Nielsen, var der endnu flere nye end for mig.

Gensynet med pladsen, den lille røde hytte og ikke mindst med vennerne, blev fejret med en øl. Snakken gik. Nogen af de mange historier og begivenheder, der var hændt siden vi sidst havde været sammen, skulle straks deles. Jeg nåede ikke engang at stille teltet op, inden jeg lige skulle høre, at.......! Hvor var det dejligt at være sammen i denne lille flok, på dette smukke sted.

 

 

En flok voksne mænd, der har kæmpet hele dagen på motorcyler, for at komme fra VestJyllmark (eller andre steder i DK), eller kørt over fjelde i Norge og frem til Järnforsen i Sverige, samt for os, som udfordrede svenske skov- og grusede veje (og et par af de lidt større) for at komme frem, har - når aftenen kommer - oparbejdet en glubende appetit. Det var fodringstid. Men for at kunne spise, måtte der handles ind. Ingen havde noget særligt med til aftensmad, så en delegation blev sendt afsted til nærmeste Coop Konsum.

Senere denne skønne dag, skulle vi møde vores venner ved en lille rød hytte et par timers kørsel mod nordvest. Vi glædede os til stedet, folkene, turen derop og de oplevelser vi vidste, ventede på os. Nedtagning af lejren tog den tid det nu engang tager. Hjelmene fik lidt strøm til dagens tur. Tingene kom i rette bags og tasker. Alt fandt sin plads. Blev surret forsvarligt. Pladsen konstateret rengjort, al affald var fjernet. Intet var ladt tilbage. Turen - som Gerda PS havde krydret med skønt mange afsnit uden belægning - blev tjekket en sidste gang inden første gear blev lagt ind, omdrejningerne øget, koblingen sluppet. Hjulene rullede - vi var afsted endnu en gang.

Overalt i Sverige har man opsat "stærekasser". Langt hovedparten af dem vi så, var der advaret om inden man kom frem til stedet, hvor farten blev målt. Alle kunne nå at reagere. At alle svenske billister har respekt for disse "sorte bokse" hersker der ingen tvivl om. Stærekasserne virker, ihvertfald fra hvor advarselsskiltet står og frem til kassen er passeret! For husfredens skyld skal jeg gøre opmærksom på, vi ikke (i Sverige) fik lyset til at blinke!!

Foto: Fru Nielsen

 

Inden vi smuttede op på den 4-sporede broj over Kalmarsund, gjorde vi et par stop mere, for at få de sidste indtryk af øen.. Et sted var en fin lille vindmølle, hvor en snog, med de for arten meget karakteristiske store gule pletter i nakken, blev forstyrret i sin søvn, af vores larmende cykler. Inden den forsvandt i græsset, fik vi lavet et par billeder. Et andet sted iførte fru Nielsen sig en bandana, i håb om at myggene ville koncentrere sig om alt andet end hende og den frokostmad hun havde i sinde at putte i munden.

 

Efter frokosten gik det for alvor mod nordøst. Nu skulle vi op og møde vore venner. Dog havde vi ikke mere travlt, end at vi ville nyde de små veje. Men først broen over til fastlandet.

 

 

..................dernæst kom turen til de små og mindre veje. Nyd synet. Jeg lader billedet stå et øjeblik *s*

 

Foto: fru Nielsen