Mini Primi Camp

Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

To tøjdyr og en lopperede.........

Ikke kun uret fortalte det var ved at være sidst på dagen, da vi nåede frem til Salina dæmningen. Mange af strøgbutikkerne, de sovenirsbutikker der lå klinet op ad hinanden, på hver side af den lille sti der førte op på dæmningen, var ved at pakke sammen og lukke. Alligevel var der rigeligt at se og købe. Bare ærgerligt at der her, ligesom i Tyrkiet og alle andre steder, diskret stod "made in Hong Kong" på det meste af udstillingen. Efter nogen søgning, fandt vi dog lidt som var ægte polsk, men dog næppe håndværk, selv om jeg er overbevist om, det skulle ligne.

 

Efter en tur hen over betonnen der holder utallige kubikmeter vand tilbage, måtte vi endnu en gang gennem butiksstrøget, men nu var næsten alle boder lukket med skodder. Stort arbejde med alle de mange tusinde ting der skal ind bag butikkens skærmende brædder, inden indehaveren kan holde fri. Ved mange af boderne kunne vi se børn, hjælpe til med at tage ned og slæbe ind.

 

For vores vedkommende begyndte sulten at nage i tarmerne, men vi ville finde et sted at slå telt op, hvis det var muligt, inden vi begav os igang med at fylde maverne. En flink p-vagt fortalte på tvivlsomt engelsk, vi kun skulle køre videre kort tid, han pegede retningen ud for os, så ville vi komme til en campingplads. Fint, den plads ville vi finde.

 

Jo sandelig, vi fandt campingpladsen. Allerede da vi kørte ud på den store vej (med nr. 895) kunne jeg have sagt mig selv, det nok ikke var den bedste plads vi ville finde. To hårnålesving, eller nærmere halvanden hårnåle sving senere, lå pladsen ind til højre. Nedkørslen, midt i et svært uoverskueligt hårnåle sving, kunne give problemer, ihvertfald for fru Nielsen, idet kanten fra hvor asfalten var sluppet op og ned til grusvejen, var skarpt aftegnet med en pæn højdeforskel, hvor man snildt kunne parkere en pakke smør, uden den ville blive mast når motorcyklen kørte ind mod parkeringspladsen. Ind kunne så sagtens gå an, men derfra, når der skulle standses for at se efter trafik, for at frorlade pladsen! Nå, men det måtte blive morgendagens opgave..

Mellem hjulsporene havde regnvand fjernet al løst jord, samt mindre sten. Vi kom begge over forhindringerne uden større vanskeligheder - og fortsatte rundt til vi fandt receptionen.

 

De havde plads. Den var ok billig. Toielet og baderum var acceptable, men pladsen var våd, jorden var leret og terrænnet skrånede næsten over hele pladsen. Min bedømmelse var, det skånede for meget til det ville være rart at sove i telt. Vi kørte pladsen rundt et par gange, inden vi fandt et sted vi mente var plant nok til vi kunne sove i poserne, uden at rulle ud af teltet eller komme i karambolage med hinanden. I hast og med indøvet ekspertise etablerede vi vores lejr, hvoefter gik vi ned i byen og fandt et sted vi kunne få noget mad.

Sådan en trehjulet traktor, kunne jeg godt bruge på vores www.MiniPrimiCamp.dk. Den kun være anvendelig til mangt og meget her..........

Mange sving senere, var det atter tid at finde natlogi. Vores vasketøjsspand var fuld, og det var bestemt nødvendigt at finde ud af hvordan vi dels fik vasket, men især tørret tøjet. Resultatet blev at vi fandt et hotel. Dog måtte vi lede nogen tid, fordi Gerda PS for jeg ved ikke hvilken gang, atter var fodret med forkert eller i bedste fald, meget mangelfulde informationer. Efter to forsøg med at følge "Hendes" forslag, så vi et skilt, som lovede at vise vej til et hotel. Endelig en vejviser vi turde stole på............... Ergo fulgte vi skiltene, til vi ankom til "Eko Motel" i Wieliczka.

 

Tøjet blev vasket i hånden, inde i baderummet, og tørret på motorcyklerne. En medbragt snor blev spændt ud mellem cyklerne og tøjet hængt op på snore, med efterfølgende stor interesse fra såvel de ansatte som øvrige gæster. De var vist ikke vant til at se trusser og t-shirts på deres parkeringsplads!

Efter dagens huslige arbejde var overstået (tøjvask), slog vi os ned i dobbeltsengen for lige at lave en status og skrive denne i dagbogen. Samtidig blev vi kølet lidt af. Hvor langt var vi? Hvad skulle vi næste dag? Hvad havde vi nået denne dag? Resultatet blev at dagen ikke havde bragt meget nyt, d.v.s. vi havde ikke fundet den saltmine fru Nielsen gerne ville besøge. I stedet havde vi kørt ad mange smukke, snoede veje med både gode og dårlige belægninger. Vi havde haft en fin dag med godt vejr, og nu, når tøjet var tørt, havde vi rent tøj til nogle dage igen.

 

Og jo, vi havde faktisk også fundet frem til den saltmine vi ønskede at tage nærmere i øjesyn. Men det var ikke den rigtige. Altså , vi havde fundet en saltmine, men ikke den fru Nielsen gerne ville besøge. Eftersøgningen måtte fortsætte dagen efter.

Selvfølgelig fandt vi den rigtige. Solen bagte, vi svedte, men vi fandt den rigtige mine. Fik parkeret - og betalt for parkering. Selv om vi nu havde været i Polen i flere dage, var vi stadig ikke gode til det polske, hverken i tale eller skrift. Derfor stillede vi op i en kø hvor der stod "English guide". Det kunne ikke være helt forkert. Hvis guiden talte engelsk, ville vi kunne forstå det meste. Men da guiden kom og begyndte at lukke folk ind, kunne vi se alle gæsterne viste en billet frem. Vi havde ingen billetter, men jeg skyndte mig over til billetlugen, fik købt 2 billetter, og strøg tilbage til køen med den engelsktalende guide.

 

Hun kiggede ikke længe på vores billetter førend hun fortalte de var til turen, der startede én time senere! Ups, det havde jeg ikke lige set komme. Men vi kunne ikke komme med, og hvis vi skulle vente én time og rundvisningen ville tage ca 3, kunne vi regne ud det ville blive for sent for os. Vi havde ikke fundet overnatning. Vi havde ikke fået mad i flere timer, og nej, det ville vi ikke vente på. Jeg gik derfor tilbage til billetlugen, fik - efter lidt parlementeren - refunderet de to billetter. Næste punkt var at gå tilbage til motorcyklerne, kravle i det varme mc-dress og køre ud i solen igen. Og så var det altså vi landede på "Eko Motel", hvilket vi var fint tilfredse med.

Nøj for et turistcirkus der er stillet op ved "Wieliczka Saltmine". Forståeligt nok, for det er imponerende hvad man har lavet dernede under byen. Dels er der gangene med saltet. Afstivningen er næsten i sig selv et kunstværk. Men derudover har man, nede i gangene, indrette et historisk museum, som viser hvordan man i ældre tider arbejdede for at hente saltet op. Desuden er der kunstværker i form af figurer og indretninger. Et sted har man et stort kirkerum. Et andet et var indrettet et sanatorium til astmapatienter. Sanatoriet fungerer stadig. Der var foredragssal og et kæmpe stort "salgsrum" hvor man kunne købe salt og figurer og alskens andre souvenir ting.

 

 

2 personer, 3 uger, 4 lande, 5 tusinde kilometer

 

Når man ikke kan finde en campingplads, er man jo nødt til at finde noget andet! Besøg på Fort Werner. Tæt på Ukraines grænse, fandt vi en kæmpe dæmning.

 

Afsnit 01 afsnit 02 afsnit 03 afsnit 04 afsnit 06

Valget var nemt. Mest fordi der ikke var meget at vælge mellem, men også fordi vi var trætte, sultne og havde ikke nogen større lyst til at køre længere denne dag. Dels var der også det faktum der var langt til næste mål, dels havde vi tilbagelagt et pænt stykke, set meget og kunne alligevel ikke nå meget længere inden mørket ville dække landskabet.

At køre i mørke er ikke et problem for os, men vi vil gerne danne os et indtryk af områderne vi kører gennem. Umuligt hvis man ikke kan se noget. Vi var nået frem til Lubartów på den 51 længdegrad, og regnede med vi endelig var så langt mod syd, at landskabet ville blive mere kuperet.

 

Hvorom alting var, fandt vi ind på "Hotel Wincentow", som udefra lignede et meget dyrt sted. Resaturanten levede fuldt ud op til det dyrt udseende, men prisniveauet var dog udholdeligt. Maden god og sengene uovertrufne.

En lille sjov detalje var, at hotellet, uanset deres 3 stjerner, udmærket kndte til gaffatape som et fantastisk all round klæbestof. Låsemekanismen på et brandskab på værelsesgangen kunne ikke holde dørene lukkede, hvorfor der var sat gaffatape tværs henover fronten.

Rutinenerne var på plads. Helt bogstaveligt var vi færdig med at pakke alle vores ting sammen på værelset, og det var stablet på motorcyklerner, inden vi satte os til morgenbordet, hvor vi spiste et solidt måltid, for så straks efter at begive os videre mod syd.

Morgenmåltidet var godt. Intet manglede, og hvis det gjorde, spurgte vi serveringen, og kort efter havde vi fået vores ønsker opfyldte. Vejret var "både og". Overskyet men lidt lunt, faktisk rigtig godt vejr til at køre en tur på motorcykel i. Så det gjorde vi.

Ruten denne dag var, som tidligere, fundet ved studier på et kort. Oplysninger fra GPSog kort blev samenholdt med hvad vi ønskede at se kombineret med hvad vi måtte have opdaget undervejs vi skulle have med og endelig vores indtryk af, hvordan områdets landskab artede sig.

Målet denne lidt grå dag, skulle være Fort Werner, samt byen Solina, som er værtsby for en meget stor dæmning, tæt ved den Ukrainske græse. Vi håbede endelig af komme i bakket terræn, evt. småbjerge. Desuden havde vi opmærksomheden rettet mod det faktum der kun var ganske få kilometer til grænsen af det land som p.t. var i krise i forhold til Rusland. Russerne var gået ind på Krim halvøen og havde okuperet, mere eller mindre officelt, denne for Rusland militært meget stratetiske halvø i Sorte Havet. Vi var spændte på, om det kom til at betyde noget for vores færden så tæt på den ukrainske grænse.

 

Vi så nogle - ikke mange - militære køretøjer, men ellers havde vi ingen fornemmelser af hvad der foregik længere østpå. På intet tidspunkt var der optakt til uro, ingen vejspæringer eller kontroller, ligesom vi i farten, ikke kunne se om de militære køretøjer var bevæbnede.

Polakkerne fortsatte deres hverdag uden at lade sig forstyrre af forholdene for deres naboer mod øst. Køerne skulle ud på græs og............ nå ja, jeg ved ikke hvad denne mor med datter havde af planer. Og har selvfølgelig heller ingen ide om hvad der er gået forud for deres spadseretur på gaden i en landsby vi kørte igennem

Synet var lidt usædvanligt. Jeanne og jeg havde hver vores forslag til hvad optrinnet betød, eller baggrunden for, at den lille pige måtte gå med numsen bar! Men nogen forklaring fik vi ikke. Vi stoppede nemlig ikke for at snakke, og selv om vi havde stoppet, tror jeg ikke moderen kunne snakke engelsk. Måske tysk, men det er nok også tvivlsomt. På vores tur mødte vi ikke mange der kunne vestlige sprog.

 

Livet og rejsen gik videre. Via Gerda PS kom vi hurtigt sydpå ad mange fine veje. Selv om vi holdt nøje øje med rastepladser, var der meget langt mellem dem. Vi fandt ingen, og måtte tage til takke med en kantsten til bagdelen, endog bag en servicestation, da vi trængte til en kop kaffe og en polsk "Prinsens chokoladekiks". Udsigten fra kantstenen var første parket til en bonde som pløjede sin mark.

 

Efter den koffeinholdige drik som sammen med en (eller nogle stykker) hvedekiks med lækkert mørkt chokolade var fortæret, steg vi igen på motorcyklerne og fortsatte sydpå, alt medensw vi glædede os over vejret.

Fort Werner, en del af et gammelt forsvarsværk, som vi ville bruge nogen tid på at se efter i detaljerne. Hjemmefra hvade vi en adresse. Adresser er godt, men ikek altid nok. Hverken i Polen, eller Danmark, for den sags skyld.

 

Fort Werner var ingen undtagelse. Skiltningen var meget "lokal". Måske man kan sige, meget svært synlig, noget nostalgiske, og temmelig spartanske af udseende.. Polakkerne havde ikke ruttet med hverken plads eller gjort sig umage med bogstaverne, ligesom der ikke just så ud som om stedet var genstand for den ehelt store bevågenhed. Frisk maling var der ikke meget af. Skiltet på billedet nedenunder var det sidste skilt op mod museet, og var faktisk også det flotteste.

 

Turen genem fæstningen var en lang gåtrur, ude og inde. Museet havde meget at byde på, men forholdene for de udstillede genstande, var bestemt ikke gunstige. Der lugtede indelukket. Der var klamt og fugtigt. Sine steder rigtig vådt vådt, og mange af effekterne havde allerede tage skade, og resten var godt på vej til også at lide forfaldets gang, idet tidens tand bed pænt hårdt til. Hvilket jo egentlig var lige modsat det, de fleste forestiller sig ved et museum!

 

De dårlige forhold var forståelige, idet meget af udstillingen var placeret i de lange tidligere gemakker, hvor krigere og soldater havde boet. Ingen havde tilsyneladende gjort sig den ulejlighed at poste penge i etablering af hverken var varme eller luftkanaler. Hvis der var, havde man ihvertfald lukket for varmen, ligesom jeg tror eventueller luftkanaler var stoppet til.

 

Samtidig var alt - næsten - udenom bygninger og volde, groet til med træer og buske. Jorden var fugtig, eng agtig. Fortet ligger lavt. Det meste af området var dækket af et tæt løvtag og bygningerne var "pakket ind" i jordvoldene. Altsammen forhold som gav rigtig gode betingelser for råd og svamp. Synd, men det er helt sikkert en kostbar affære at gøre noget ved. Samtidig er interessen for de udstillede genstande, måske ikke særlig stor.

Manden i vinduet var museets kustode. Han boede privat i huset. Havde lavet et lille kontor, hvorfra han kunne sælge biletter ud af vinduet.. Han var meget overrasket over, betaget og optaget af, det var en kvinde der kravlede af Honda motorcyklen, da vi ankom.

Han var meget snaksagelig. Og venlig. Altså overfor Fru Nielsen. De to fik en længere snak. D.v.s. de forsøgte så godt de kunne. Han på polsk, og hun på engelsk, dansk og tysk. Men, da de gik over til at anvende tegnsprog, blev forståelsen mellem dem meget bedre.

 

Et et par timers ophold, inkluderet tid til at drikke en kop te/kaffe, vinkede vi hjerteligt farvel til Kustoden og satte kursen mod næste destination. Vi havde planer om at nå frem til Salina, den store dæmning, inden vi ville stoppe og finde en lejrplads.

Campingpladsens skrånende mudder-græs.......................

Når den mad jeg spiser, kigger tilbage på mig, får jeg spiseværgring. Nu var det ikke så slemt denne gang, men kogte æg der ligger og svømmer rundt i en fed suppe, tilberedt af noget klistret stads, giver mig ikke ligefrem lyst til at spise mere end højst nødvendigt. Og hvis man har en god fantasi, kunne det godt ligne øjne begravet i noget tyndt havregryns lignende stads. Tror retten kunne være en god kur til at tabe sig *s* Ahem, det må jeg lige tænke mere over.

 

Hovedretten var ikke meget bedre. Fede melboller (?) lavet af noget kartoffelhalløj, kogt i olie, som flød ud af det hvide stads, hver gang gaflen nåede ned i nærhden af "plamagen" sammen med en schnitzel som ...... nej, jeg ønsker ikke at huske flere detaljer af det måltid. Godt øllet var koldt og smagte pragtfuldt. Ikke at vi blev mætte af øllet, men det tog da de værste abstinenser. Og selv om vi var både sultne og tørstige, tog øldrikkeriet ikke overhånd, hvorfor øllet heller ikke gav "abstinenser" dagen efter.

Morgenen kom med lys og fuglesang. Fuglene havde øjensynlligt sovet godt. Ligesom vi hvade. Mange bevingede væsner af flere slags havde travlt med at lovprise dagen med hver deres næb og toner, medens vi pakkede teltet ned og gjorde klar til at fortsætte vores rundtur i Polen.

 

I min glæde over igen at være afsted, enda ad flere for nu ikke at overdrive, skønne veje, satte jeg mig for igen at lade mig inspirere til at illustrere "livet langs vejen". Her følger et par eksempler..........