Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

Seneste:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2018.01.04.

Årets første fællestur

Det var igen tid at køre videre....... de små og mindre veje kaldte på os........ Vi adlød og fulgte kaldet. Fremad mod flere eventyrlige oplevelser.

Det hus vi havde lejet for en nat, var næsten dækket af vinranker. Rustikt, gammelt og godt brugt, er passende ord for indtrykket. Indenfor var der gamle husgeråd og indretningen var med gamle møbler, kakkelovn og komfur. Selv om indretning og udstyr var af ældre dato, var det meste - påstod Kaido - i brugbar og anvendelig stand.

 

Natten forløb roligt. Vi sov trygt og godt i vores medbragte soveposer. Mørket havde været intenst, stjernerne lyste, kun myggene summede lidt i ørerne inden søvnen forbarmede sig. Vi havde "overlevet" turens hårdeste dag. Det havde taget hårdt på os alle at et uheld havde ramt os så hårdt. Vi snakkede om TB og håbede det bedste og hurtig bedring.

 

Næste morgen skinnede solen igen. Alt åndede fred og idyl. Fluer og fugle gav idylen lyd. Medens vi pakkede vore sager, forberedte og serverede Kaido vores morgenmad, som vi indtog i køkkenet.

 

Morgenmaden bestod bl.a. af ristet brød, æg, ost og en grød. Grøden var en slags "4-korns-havregrød" af ubestemmelig oprindelse og tilberedning. Smagen bekom ikke mig særligt vel. Den "sirup-syltetøs-blanding" Kaido bød rundt til at komme ovenpå grøden, hjalp ikke meget. Ej heller troede jeg på Kaido's påstand om at hans børn gladeligt spiste denne grød hver eneste morgen, også om søndagen! Bonden mente den kunne spises og MiniDue agiterede for at "sirup-syltetøj-massen" gjorde grøden til noget næsten lækkert. Underlig smag de to har!

Kaffen, brødet, osten og ægget var ok, hvilket var rigeligt tiljeg kunne blive mæt.

 

Inden vi forlod stedet havde Kaido en del han ønskede at vise og fortælle. Dels om sit eget sted. Dels om Estland i almindelighed og flere seværdigheder i særdeleshed. Han havde god tid og sammen studerede Kaido og Bonden kortet sammen. Bonden lod klogeligt Kaido tegne og fortælle, uanset om han forstod alt der blev sagt eller ej!

 

Kontaktoplysninger. Besøg Kaido hvis du kommer på de kanter. Unikt, spændende, specielt, anderledes, you name it.

Den lange vej rundt om Bornholm VIII

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Estland - nu kommer vi endelig.

TB giver lyd fra sig efter behandling.

 

af Peter Kr. Riber

 

Til afsnit: -I- -II- -III- -IV- -V- -VI- -VII- -IX- -X-

Hver gang vi gjorde holdt, kontrollerede vi om TB havde givet lyd med en sms. Kort inden vi forlod Letland kom den længe ventede besked fra TB: "Jeg har det godt. Er blevet behandlet. Arm lagt i gips. Nu løsladt fra hospitalet og på vej i taxa til Riga, hvorfra jeg skal videre i morgen. Fortsat go tur, drenge". Se det er da overskud.

Uheldet var sket ikke langt fra grænsen til Estonia, eller Estland som vi kalder landet. Kl. sidst på dagen nåede vi grænsen og lavede det traditionelle foto. Denne gang kun med tre personer foran skiltet. TB blev i Letland, indlogeret på et hotel, måtte han vente et døgn inden han kunne gå ombord på et fly til Danmark.Vi var lettede, men samtidig også trykkede fordi vi manglede én mand i gruppen.

Spøgefuglen MiniDue mente støvet på min bagskærm kunne bruges som tegnebræt, og lavede et flot selvportræt

Det bedste - og meste - af dagens lyse timer var forsvundet ud i historien, hvor der var efterladt et varigt indtryk af at vi "klarede uheldet ok", men desværre mistede samværet med en kammerat på resten af denne tur. Nu var tiden inde til at finde et natlogi. Stemningen var mest til noget indendørs helst med mulighed for at spise, idet vi ikke have købt aftensmad. Vi spurgte Gerda P Svendsen som mente der skulle ligge et B&B få km ude i horisonten på den vej vi var på. Altså begav vi os på videre. Heldigvis har MiniDuen gode øjne, for skiltet som viste vej til overnatningen, var meget lille, undseeligt, frønnet, vejrbidt og hjemmegjort for år tilbage, var nem at overse.

Knallerterne blev vendt og ført ind ad et smalt delvist tilgroet spor. Stedet så lidt (måske en stor anelse mere end lidt?) forfaldent og brugt ud. Ud fra en af bygningerne kom en pæn ældre herre sammen med en lille pige og et par voksne quinder. Manden og den lille pige tog afsked med quinderne, som kørte bort i en bil og kom derefter hen til os med et stort smil om munden. Næsten i kor kom der et "Hallo" fra os.

 

Efter de første høflige formaliteter var overstået, fik vi spurgt (på tysk) om han havde en seng til os. Jo, det mente han nok der var mulighed for. Ligeså med aftensmad. Han mente han havde lidt stående som han kunne bikse sammen, hvis vi ville tage til takke med brød og øl. Fint med os, så der blev aftalt en pris for overnatning, aftens- og morgenmad samt øl. Derefter kiggede vi os grundigt rundt huset.

 

Seng med leoppard blev mit liggeunderlag for natten. MiniDue faldt for en sovesofa med slange! Toielettet! Stærke farver, men ok til det et toilet normalt bruges til. Huset havde også bruserrum med fliser på gulvet og stærke farver på væggene.

 

Dagens køretur var overstået, forude ventede noget mad og den seng vi hver især havde valgt, humøret steg nogle grader. Vi havde igen fået en sms fra TB som endnu en gang bekræftede han havde det ok, men at han endnu ikke havde nået Riga.

Allede i indkørslen fik vi indtryk af motorcyklister var velkomne på stedet. En ældre Munck stod pænt lænet op mod lademuren, og indikerede at stedet var så godt, at man blev længe!

Under aftensmaden kom snakken naturligt ind på alt det, vi allerede havde set af stedet. En kæmpe blanding af alskens tingel tangel, snurrepribeier og lurendrejer effekter. Forventningen til hvad vi måske ville få at se næste dag, steg til næsten uanede højder.

Godt inde i middagen fattede jeg sammenhængen. De andre havde set et skilt som påstod der var et museum på stedet. Munck motorcyklen samt de mange andre ting, var effekter på museet, skiltet påstod var på stedet. Se det gav jo mening. Men, mon ikke stedet, trods alt, var et vinterprojekt, som vist aldrig bliver færdigt?

Kaido Kivi, navnet på manden som drev stedet "Naarismaa Matkatalu" har en meget bred samling af pusseløjerlige finurligheder. Disse opbevares overalt på grunden. I lader, udhuse, drivhuse, saunaer, B&B-afdelingen, ja, overalt, også udendørs!

Udover et par motorcykler (i misserabel tilstand) er museet hovedsageligt funderet på ting der relaterer til 2. verdenskrig, samt Kaido's tidligere job som erhvervsdykker. Han havde geværer, ankre, alskens habengut og habennichtsogut sager, hvoraf meget var hentet op fra havets bund.

Desværre vil det føre alt for vidt at begynde at beskrive de mange ting, bl.a. fordi meget var i en sørgelig tilstand, hvor "kustoden" nødvendigvis måtte forklare, for at man kunne vi kunne se hvad det egentlig var Men stedet er meget spændende og tankevækkende, med indtryk fra en anderledes kultur og livsform . Og er man til specielle oplevelser hvor det mere drejer sig om "en måde at leve livet på", rustik, ærlig og oprindeligt, vil "Naarismaa Matkatalu" absolut være et godt mål for et besøg. Kaido Kivi er selv en spændende personlighed. Eneboer med stor lyst til at fortælle. Og gerne på tysk.

 

Den officielle indgang til museet. Ladeport af frønnet træ, hvor græsset har fået lov at gro, så det var svært at komme hen til og ind ad døren. Der kommer vist ikke mange gæster?

Interiør fra et af rummene i museet. Bl.a. Kaido Kivi's dykkerdragt og fine kobberhjelm. Kaido fortalte han havde tilbragt mange mange timer under vandet i dragten. Kaido forklarede med store armbevægelser, hvordan 4 voksne mænd skulle hjælpe når han skulle i dragten. De 4 mand skulle hive ud i halsåbningen, således at Kaido kunne stige ind i dragten fra halsåbningen, som var lavet af gummi.

En stille stund på terassen inden vi krøb i soveposerne. Dagens mange og forskellig artede indtryk skulle samles i hovedet, hilsner skulle sendes hjem, inden natten langsomt svøbte sit mørke om os.

Hovedhuset med privatafdeling i den ene ende og museum i den anden. Inde i huset såvel som udenfor på grunden, læs: "spredt ud over det hele" osede stedet af originalitet og samlermani. Umiddelbart så det ud som om "intet må smides væk", alt skal gemmes, ikke så meget fordi man senere kan få brug for tingene, men fordi stedet med alle dets mange sager, var et "levende minde", rummede hele livet for Kaido. Et monument om fordums storhed, hvor stedet havde fungeret som samlingssted for områdets unge som ældre. En kro eller ihvertfald et samlingssted for høj og lav.

 

Kaido fortalte ivrigt, med glimt i øjnene og smil om læben, om fester i gamle dage, med kæmpe gæsteopbud med deltagere fra hele landet (?). Feststemte myldrede store og små til stedet for at deltage i dans og skråle med bægerklang som bassen. Med gnistrende øjne berettede Kaido om stedet, hvor mænd kæmpede om quinderne ude bag teltet. Med næver, hærdet af hårdt arbejde, blev kampen om de skjønne møer, afgjort i ly af mørket, ikke altid under indflydelse af alkohol, men ofte! Stedet havde også været midtpunkt for familiefester og højtider i videste forstand.