Den lange vej rundt om Bornholm V

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2 store brød, ost og skinke.

Skæg der forsvinder i vildnisset.

Overnatning på mark med overraskelse.

 

af Peter Kr. Riber

 

Til afsnit: -I- -II- -III- -IV- -VI- -VII- -VIII- -IX- -X-

For at være helt klar til overnatning i det fri, skulle der købes ind til noget aftensmad. Inden vi begav os i kast med at finde guf til at stille sulten, som altid indfandt sig sidste på dagen, havde MiniDue et stort ønske om at finde en KTM-pusher. Hans reservedelslager skulle suppleres. Riga er stor by, faktisk hovedstad i Letland, men kort fortalt lykkedes det ikke. Minidue havde en adresse på en pusher, men han måtte - meget skuffende - nøjes med at se KTM-logoet i vinduet hos en cykelsmed, som havde mange fine dele til .......... netop, KTM trædecykler!

Mad derimod, det var der kæmpe udvalg af. Alskens gode sager blev faldbudt i en kæmpe markedshal. Tvivler på det danske sundhedsvæsen ville godkende alle boder, men ligemeget. Blandt de mange boder, der skulle gøre det ud for bagerforretninger, valgte vi den bod vi fandt havde det brød som så mest spændende ud, set med vore øjne.

Trods sprogvanskeligheder lykkedes det at få både bestilt og betalt. Bagerjomfruen (?) tog ikke det mindste notits af hun havde fint besøg af fire spænstige Sea Lions. Hun havde ihvertfald ikke lyst til at smile, selv om vi forsøgte at bryde muren med både smil og flirt!

 

Helt anderledes med PølseMutter. Hendes bod var spækket med spændende og anderledes udseende slagtervarer. PølseMutter var lutter smil. Hun var levende og sprudlende som en blæksprutte, "tegnede og fortalte" om de pølser og skinker vi pegede på. Samtalen gik lystigt, hun snakkede på lettisk, vi på engelsk og tysk. Ingen af os forstod hinanden, men vi fik købt pølse og skinke - og gik derfra med højt humør.

Slagervarerne var billige i forhold til danske priser, hvilket vi selvfølgelig udnyttede til at købe rigeligt ind. Og vi var overbeviste om, vi havde købt det bedste hun havde at byde på.

Skinke og ost hører naturligt sammen. Sådan føler jeg det som oftest på mine rejser. Altså igang med at finde en ostebod. MiniDue valgt nogle skønne oste. Vi fik smagsprøver. Damen var flink og venlig, lige indtil hun så mit kamera. Så blev hun genert. Hun var sød, smilede til os, forsøgte at gemme sig lidt, men jeg fik lov at lave et billede.

Sådan en indkøbsrunde tærer langt mere på kræfterne end en tur ad en skøn grusvej. Ikke sådan at vi var ved at gå sukkerkolde, men lidt væske i form af noget cola og en burger fandt vej til spiserøret, inden vi skyndte os ud af storbyen igen. Næste opgave var at finde et passende sted at fortære vores nu bugnende forråd af gode sager til glæde for gane og mave.

Næste opgave var at finde vej ud af RIga for at komme til et sted at slå teltene op.TB kom med de forløsende ord. "Vi skal da ud til vandet" (læs: Østersøen). Ja, det var da det vi skulle. Gerda P Svendsen viste sig samarbejdsvillig nok til at finde en rute for os. Med KTM'en i front cyklede vi derud af. Hu hej hvor det gik. Ihvertfald da var kommet fri af Riga's larmende trafik og menneskevrimmel.

Nu er det med letter, som med så mange andre. Alle vil gerne bo et stede med udsigt til vand. Hvis ikke fra dagligstuens vinduer, så i det mindste fra sommerresidensen terasse. Vi måtte lede nogen tid inden det lykkedes at finde en nogenlunde "vild" plads, hvor vi gerne ville slå lejr.

Hagen, for sådan én fandtes, var at pladsen lå bag en lade, på et privat grundstykke, rimelig tæt på en større gård. Men vi kan da spørge os for, blev vi enige om, uden at skænke eventuelle sprogvanskeligheder en tanke. En delegation blev sendt afsted.

 

Noget senere kom de retur i selskab med en ukendt herre. MiniDue og Bonden havde banket på den gamle dør med falmet og slidt maling. Bondemand åbnede døren for dem, fortalte de senre. Han var en meget venlig, forstående ældre herre, som, viste det sig, gerne ville låne os græs til en lejr for natten. Han kunne tale tysk, omend med stærk accent, men vi havde en fin kommunikation med ham. Mange af de tyske ord måtte han lede længe efter, men det lykkedes ham at fortælle os noget af sin historie. Bl.a. fortalte han om sin opvækst og barndom på gården. Nu boede han i Riga sammen med sin hustru. Sammen med hustruen tilbragte han sommeren i barndomshjemmet ved havet. (Som så ikke var Østersøen, men Riga Bugt. Dog, vandet er det samme idet der er "hul" igennem til Østersøen.)

Indrømmet, det er lidt svært at se vandet, som med en dyne af dis, forholdt sig helt blikstille ude bag træerne, konstaterede en undrende TB. Men vandet var tæt på. Når vi var helt stille, kunne vi sagtens høre en sagte skvulpen fra stranden. Bare vi gik hen til de vindblæste træer, var vi på stranden som skilte græsmarken fra havet, øh bugten, med en bremme på omkring 25 m sandstrand

Lejren blev etableret medens der lød noget rumlen i det fjerne. Træernes blade begyndte at vibrere svagt. Lyset forsvandt mere og mere. Mørke skyer tromlede frem bag skoven. I løbet af den tid det tog at etablere lejren (vi havde bestemt ikke travlt, vi hyggede os gevaldigt med opgaven) fik vi mange varsler om ændring i vejret. En ændrig til det værre! Torden, sandsynligvis med regn, nærmede sig.

Bonden hyggede sig med sin øl, men få nu ikke den tanke, at det var fordi han var færdig med sin del af lejren. Næ nej, men når en Bonde skal ha en øl, så skal han ha en øl! Uanset hvad der sker omkring ham! (Pu ha, nu får jeg nok på puklen *g*)

Humøret var højt. Som et fugleføljt. Pladsen vi havde fundet - og hvor vi havde fået lov at etablere vores lejr - var perfekt. Dagens tur havde været endnu en skøn etape på vores odyssé. Livet var herligt og absolut værd at leve. Vi følte vi var i paradis, hvilket vi for så vidt også var.

Senere måtte vi erkende at også i dette paradis var der slanger. Ikke i bogstaveligste forstand. Slangen var nemlig en bjørn! Mere om den natlige gæst senere

Første "slange" i dette vores midlertidige. paradis, var imidlertid et tordenvejr. At vi skulle opleve det, kunne vi desværre ikke ændre. Derfor fortsatte vi med de sysler der lå lige for. Sætte telt op, puste luft i soveunderlag, og fjerne det skæg som havde under groet sig tykt omkring hagen på TB.

Hyggen varede ikke længe. Tordenvejret kom bragende. Meget hurtigere end formodet. Mørke, bulder, lyn, stærk blæst, kanonhøje brag. Uvejr, som vi kender det hjemmefra.

I største hast søgte vi ly - efter alle havde sikret sit grej mod vandet. Vi krøb sammen under den presenning MIniDue et par dage i forvejen havde truet med at smide væk, som vi ved fælles hjælp havde fået spændt ud som et shelter, med KTM'en og nogle træer som teltstænger. Kæmpe brag og vandets hårde smeld mod pressenningen forstyrrede hyggen.

 

Af og til måtte vi efterspænde bardunerne eller løfte plastikken, så vandet kunne løb af. Ost, skinke, brød, øl og rødvin dukkede op fra sidetasker og topbokse. Snart smaskede vi fornøjet i forsøget på at overdøve vind, regn og torden.

Langsomt vænnede vi os til tanken om at det var sådan det var for os lige nu. Vi kunne "like" det eller lade være, men ændre situationen, det kunne vi ikke. Atså kunne vi lige så godt nyde stedet, situationen og hinandens selskab, som vi sad tæt sammen under et tyndt plastdækken. Vi sendte forsynet en venlig tanke fordi MIniDue ikke havde smidt presenningen væk. Der var trods alt bedre plads til 4 personer under den store presenning end i et etmands telt.

TB nåede ikke at blive helt færdig med sin barbering, inden tordenvejret ramte lejren. Derfor ses ovenfor, et meget usædvanligt foto af hr TB. Værsgo, nu med overskæg og bakkenbart *s*

En herlig stemning bredte sig under presenningen. Der manglede kun stearinlys og dug på bordet, som iøvrigt også manglede.

Osten skinken, pølsen, brødet og øllet blev delt rundt. Og spist. Humøret steg mange grader. Dog kun til vandet fandt vej ind til os. Altså, de der sad yderst måtte ud i regnen for at finde nogle grene som kunne sættes under sejlet som stænger og vupti, så var den klaret, vandet var atter lukket ude.

Og så ellers hurtigt tilbage til øl og mad under presenningen!

Uvejret varede ikke så længe. Da vi var færdige med at mæske os i de gode sager (øl og mad i nævnte rækkefølge) var det stort set tørvejr. Drypperiet fra træerne fortsatte, blæsten tøvede med at lægge sig til ro, men med en jakke på kroppen behøvede vi ikke blive under presenningen.

TB var den første til at vove sig ud. Til trods for han lige havde "smidt manddomstegnet" viste han os andre vejen......... ned til stranden. Nu skulle drengerøven fodres. Øl, bål på stranden og uhøvisk tale, som ikke villelvære egnet for svage quinder og børn, måske blandet med vort lands vemodige sange.

Ærgerligt jeg ikke kan huske hvad der blev fortalt og sunget på stranden den aften, men jeg har et par fotos fra de sene aftentimer som du, kære læser, i mangel af andet, må lade dig nøjes med.

Hvad jeg kan huske var - måske fordi billederne med al ønskelig tydelighed viser det - at der blev slæbt brænde til bålet, at vi drak en enkelt elle to glas med alkoholisk indhold, at vi havde det rigtig hyggeligt og at bålet inden vi forlod stranden for at kravle i soveposerne, blev spædet op med en smule brændvæske vi havde til overs fra vores fakkel. NØJ det var flot.

Første mand oppe og igang med dagens første opgave var undertegnede.Skønt at lave en kaffe til lyden af fugle der kvidrer fornøjede. Drikke den nybryggede friskduftende kaffe for derefter at fotografere lejren. Kigge sig undersøgende omkring for at finde detaljer som skulle med hjem som fotos. Det var der. Ved siden af mit eget telt, stod endnu et vådt telt hvor et par støvler stak ud under teltdugen. ..........

MiniDue havde fundet plads til sin bivuak under et træ. Der lå han fint, og havde sovet godt.

Over den næste rum tid, kom de andre én efter én frem fra nattehiet. Som den flinke person jeg er, lavede jeg kaffe til de som ville have en kop at styrke sig på. Bonden satte sig med sine landkort og notater. MiniDue forsøgte at yde lidt hjælp, men det blev ikke til meget andet end en høj gaben!

Tro mig, det var endnu en herlig morgen, hvor vi hver især gjorde det der skulle gøres i lige netop det tempo, vi hver især var gearet til. Den sidste som kom ud fra teltet var TB. Han fik serveret kaffe i soveposen inden han vovede sig helt ud til os andre.

Mon man skal hoppe i bølgerne?, overvejede MiniDue medens han traskede ned til vandet med håndklæde i hånden. Men nej, kan jeg afsløre. Det mørke og sikkert kolde vand mistede sin tiltrækningskraft efterhånden som han nærmedes sig vandkanten. Selv om en idé kan synes nok så god når man tænker den, er det ikke altid den skal virkeliggøres!