Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

Inde bag visiret, glimtede et smil i mine øjne. Yes, jeg er ca. 10 min. foran forventet ankomst til rastepladsen, så jeg kommer først, var den tanke jeg hyggede mig med jo tættere på OK tanken ved Hammelev jeg kom. Men nej. Flemming var nået frem, og havde fået tanket. At jeg ikke komm først, gav Ingen skår i glæden. Gensynet var hjerteligt. Efter nogle få ordvekslinger medens jeg tankede, aftalte vi at køre til vi blev sultne, eller til der skulle tankes igen.

Dagens mål var at nå til Hook van Holland, hvorfra vi skulle med færge til Harwich. Turens første etapet bød derfor på godt 800 km, mest motorvejs kørsel, for at nå færgen, med forventet afgang kl. 14.15.

Ved et benzinstop et sted i Tyskland kom Flemming i tanker om, at hans billet til færgen, der skulle brine os til de brittiske øer, lå hjemme på køkkenbordet! Heldigvis havde han en kopi på sin mobil, og i disse elektroniske tider, er det jo rigeligt bevis for, at pladsen til hans 1200 GS ADV'er var reserveret og betalt. Panikken var derfor meget beskeden, men dog værd at bemækre, syntes reporteren *s*

Har man ikke kørt til færgen i Hook van Holland tidligere, undres man måske over de forholdsvis små veje, som fører gennem Hook van Holland ned til havnen, hvorfra bl.a. Scan Lines dagligt har to afgange med kæmpefærge til England. På et tidspunkt går vejen oven på et dige. Og jo, den er go nok, det er vejen ned mod færgen.

Til lyden af de mange duer der holder til i og omkring Colchester Holliday Park vågnede jeg pændt tidligt. Æv, nu huskede jeg hvad Jeanne og jeg havde anket over (dog kun til hinanden) da vi boede på pladsen. Duer der vågner tidligt og fortæller det til alle, samt larm fra den nærliggende A12 motorvej!

 

Flemming havde været forudseende og havde pakket brød, smør, ost og andet pålæg i en køletaske. Derfor kunne vi sætte os og nyde et fint morgenbord, inden vi begav os ud på mere motorvejs kørsel. Igen, vores mål var at nå Skotlands nordlige vest- og nordkyst, for at køre "500 Mile Road". At følge motorvejen var en mulighed for at komme hurtigt derop. Ikke fordi der ikke var meget vi gerne ville se i England, men fordi den nordlige rute var vores prioritet, og da tiden var kort, tog vi oplevelserne på motorvejene med som en sidegevinst *s*.

Blandt de små opmuntrende indslag var at blive hilst på af en far og søn, der "nød varmen" i bilen med åbent vindue og thumbs ud til os, medens de smilede stort, da vi kørte forbi dem. Herligt.

Allerede da vi havde kørt ganske få kilometer fra færgen, blev jeg opmærksom på, hvor "beskidt" der er langs motorvejen. Det formelig flyder med affald, hvoraf meget ligner noget som er smidt ud fra biler. Andet er afmærkningsskilte og standere, dækrester fra lastbiler, hvor regumierede dæk, mister deres overflade belægning under kørslen. Selvfølgelig får lastbilen et nyt dæk på, men den "tabte" gummiring, glemmer man at fjerne.

Desuden er der - som det også er kendt i Danmark - masser af plastikflasker med gult flydende indhold, som med stor sandsynlighed ikke er apelsinsaft!!!

Behøver jeg skrive der er smukt? Billederne fortæller i deres eget sprog, og i min optik er der ingen tvivl: Smukt, anderledes landskab, skabt af gentagne istider (ifølge Wikipedia).

Selv om man skal have et øje på vejen hele tiden, vil jeg gerne opfordre til, man ikke kører hurtigere end man kan sanse og fornemme landskabet. En anden mulighed er hyppige stop. Der er masser af vigepaldser, som, ganske vist, er forbeholdt trafikafviklingen på det ensporede asfaltanlæg over bjerget, men som man dog godt, når der ikke er meget trafik, kan anvende som midlertidige stop-og-beundre-p-pladser.

Ved broen, se ovenstående foto igen, er sidste chance for at "vende om". Skulle man fortryde at ville køre over Hardknott Pass, er det her man skal vælge en anden rute.. Når man er kommet over broen, deler vejen sig, og følger man vejen mod højre, møder man dette skilt (se nedenfor), som i utvetydige vendinger fortæller, hvad der venter forude. Vi fulgte naturligvis vejen mod højre. Samtidig med tåge og smådryp begyndte at irritere på visiret, steg humøret og forventningerne et par grader.

Flemming er standset, for foden af den skrappeste stigning med de mange nårnåle sving. Han gør videoen klar. D.v.s. det troede han. Desværre lever AL elektronik sit eget liv. For videoen betød det, at den ikke fik lavet den ønskede optagelse af opstigningen. Jeg kørte forrest, og fik ikke lavet stillfotos fra sektionen, fordi jeg regnede med opstigningen var fastholdt i "levende" billeder. Heldigvis, kan man sige, for nu er vi jo nødt til at køre derop igen *s*.

 

Opkørsel over Hardknott Pass er en koncentret opgave. Selve stigningen på 30-35 % er småting for de 100 heste, der findes bag de to store cylindre, der stikker ud foran fødderne. Udfordringen ligger i de meget smalle hårnålesving på den ensporede ujævne vej. Radius i hårnålesvingene er meget få meter, som sammen med den bratte stigning, skal køres i første gear med næsten fuldt styrudslag. Spændende. Hverken Flemming eller jeg havde problemer undervejs op.

Tågen på toppen var fyldt med store dråber, som satte sig på visiret, forhindrede os i at nyde udsigten. På nordsiden, ganske tæt på vejen, gemmer resterne af et gammelt romerske fort sig mellem klipperne. Vi gjorde holdt for at kigge nærmere ruinerne, som bestod af sten vægge og -mure. Lokale fortalte os at de romerske soldater opfattede udsendelse til denne borg, som noget af det værste der kunne overgå dem. Der er altid vådt. Der er meget øde. Og de var udsatte for skotternes vrede og kampiver.

På den ene side af fortet, kommer man op ad en jævnt stigende skrænt. På den anden side fortet, er der stejlt. Flemming skulle lege "klatreged", og udfordrede skæbnen ved at bestige en klippe, som havde sit eget fundament. Klipperne er glatte, men heldigvis skete der ikke noget. Havde der sket noget, kunne jeg bevidne hændelsesforløbet, idet jet stod klar med kameraet, medens Flemming sprang over på klippen! Hvor farligt denne aktion var, ved jeg ikke! Der var "kun" 3-4 x mandshøjde ned i retning af hvor jeg stod. Til den anden side, der var der temmelig højt ned!

Overalt oppe i højderne, græsser dyr, ofte uden indhegninger. Køer og får. Udfordrer skæbnen, når de klatrer riundt og æder græsset på de stejle skråninger. Selv om fortet er et fortidsminde, har dyrene der afgræsser området, fri adgang til at muntre sig mellem resterne. Det synes jeg måske er lidt ærgerligt, men på den anden side, man kan jo ikke bevare alt for eftertiden.

Ruten vi fulgte fra Lake District, videre mod nord, op mod Invernes i Skotland, var en blanding af større og mindre veje. Vi mødte mange motorcyklister. Hilste pænt og de fleste hilste tilbage. Endnu en gang måtte jeg - i mit stille indre - konstatere der var rigtig mange på tur på BMW GS'ere. Ganske forståeligt for mig, idet netop den motorcykel, er indbegrebet af en touringmotorcykel. Min Gamle Slæde har klaret alle de udfordringer jeg har givet den, og den har aldrig svigtet mig.

Iøvrigt er det lidt spøjst hvordan engelske motorcyklister hilser på hinanden. Venstrekørslen gør at en hævet venstre arm, ligesom ikke virker på samme vis som når man kører i højre side. Derfor nikker man tydeligt med hovedet, hvilket jeg havde svært ved at vænne mig til. Flemming hilste med højre hånd, når han havde sin autopilot slået til.

Skotland, here we come

For at komme til Skotland, skal man krydse en grænse. Men det opdagede vi knap, førend var vi forbi. Desværre kørte vi på et stykke motorvej, så jeg fik ikke beviseligtjgort vores indtrængen. Men altså, i det område er England og Skotland oss nærmest ens! Kære Skottere, tag mig det ikke ilde op. Englænderne kan være gode nok, ikke mindst som naboer (jeg har selv en herlig englænder som nabo :-) ).

 

På billedet nedenfor ses vores hotel i Dalmally. Jeg husker ikke præcist hvorfor vi søgte ind under fast tag, men det gjorde vi. Godet nok havde det regnet lidt og godt nok var teltene lidt våde fra foregående nats små regnbyger! Alligevel, vi spurgte om der var et ledigt værelse på Glenorchy Lodge Hotel, hvor ejeren Mr. William MacLeod tog pænt imod. De havde plads, og vi fik tildelt et "Twin Room".

Vi havde ikke været på hotellet længe, førend jeg hviskede til Flemming: "Tror du værten er i familie med Basil Fawlty, aka John Cleese"? Væremåden, den lidt distræte facon at tiltale gæster og hustru på, samt måden han bevægede sig rundt i huset, ledte automatisk mine tanker hen på fortidens herlige "Fawlty Tower"-tv serie.

Et endnu større bevis på ligheden med Fawlty Tower hotellet kom, da vi skulle op på værelset. Allerede ved indskrivningen, lænede mr. William MacLeod sig hen over disken og kiggede ned på vores støvler. Jeg fangede ikke hvad der blev sagt, førend Flemming med humor i stemmen, spurgte om vi skulle tage støvlerne af? Mr. William LacLeod sagde ja, som var det det mest almindelige i hele den vestlige hotelverden, at man tog sit udefodtøj af, inden man gik ind på hotellets værelsesafsnit!

Så altså, da vi havde parkeret motorcyklerne og skulle til at bære tasker og duffelbags op, fik vi atter at vide vi skulle tage støvlerne af. Vi måtte meget gerne sætte dem under bænken ved indgangsdøren. Og, vores hjelme kunne passende stå på bænken, ovenover støvlerne. Så var vores grej ligesom samlet!!! Jeg er sikker på jeg lignede et kæmpe udråbstegn!

I strømpefødder, med vores lidt våde motorcykeltøj på, listede vi op ad de tæppebeklædte trin, der første os til et hjørneværelse på første sal. Hvis du kigger på billedet nedenunder, så læg mærke til støvlerne under bænken. Og forestil dig, at de tæpper vi skulle betræde for at komme til værelsen, var næsten lige så bløde - og sikkert tykke - som sædet på bænken. Sjældent har jeg "sunket" så dybt ned i et tæppe som her. Behøver jeg nævne tæpperne var skotskternede? Nej vel, det har du allerede set på billedet. Jeg tænker mønstret er fra mr. Williams MacLeod's hjemstavn på øen Mull.

Glencoe er kendt for skisport, vandreture og er meget overrendt. Skønheden tager ikke skade af at mange sender sukkende lyde og drømmende øjne mod tinder, dale og fladland. Området er bestemt et besøg værd.

 

Ingen besøger Skotland over længere perioder, uden at opleve regn. Sådan gik det også os. Dog, den regn der faldt om morgenen, og senere på dagen oppe omkring Glencoe, var nem at håndtere og acceptere. Regnen var ikke som da jeg for et par år siden besøgte området. Dengang vendte Jeanne og jeg om på grund af heavy storm og thunder, som dengang, ifølge vejrdamens forudsigelser, skulle fortsætte ihvertfald en uge. Nu derimod så himlen fin ud, bare man sendte blikket på langfart og så forbi de mørke skyer, der lå lige for foden af bjergene.

 

Efter Glencoe fortsætter A 82 til Fort Williams, hvor vi stod af motorcyklerne for at rådslå med GPS'erne. Opgaven var at finde vejen der ville føre os til den viadukt, damplokomotivet kendt fra Harry Potter filmene, kører over for at bringe eleverne til Hogwart, skolen for trodom og heksekraft.

Flemming var helt med på idéen, og vi trillede derud af. Viadukten ligger tæt på området Glenfinnan, og fører over floden Finnan. Vi stoppede. Lavede de billeder vi syntes bekræftede vi havde været på stedet, og fortsatte mod Mallaig. Ganske vist var vi blevet advaret om, at færgen til øens Skye sikkert ikke havde plads, ikke engang til motorcykler. Vi stolede på vores held, og tog vi chancen.

Fremme ved færgelejet i Mallig, kom en meget flink og snaksagelig trafikkontrollør hen til os. Han oplyste os om, vi ikke kunne komme med. Alt var booket. Så meget for idéen om, "der altid er plads til en motorcykel! Efter en kort snak og med trafikkontrollørens velsignelse, lod vi motorcyklerne stå, og gik ind på billetkontoret for at høre. Det kunne jo være.

Altså gik vi ind til skranken og - skulle det vise sig - skarankepaverne. 3 yngre damer, som ikke kunne fordrage motorcyklister. Inden vi gik ind havde vi smurt al vores charme ud over kraniet. Vi havde ikke været i bad, men konkluderede vi ikke lugtede alt for meget. Fremme ved skranken lød det meget kvikt og næsten med foragt i stemmen, at alt var udsolgt, og vi ikke havde en kinamands chance for at komme med de første par dage. Trods gentagelse af spørgsmålet, fordi vi i første omgang ikke troede de havde forstået vores engelske udtale. Det hjalp ikke. En længere forklaring fulgte om vores "fortvivlede" situation (nok noget af en overdrivelse, men vi har jo før oplevet at overdrivelse fremmer forståelsen) men nej, der var ikke noget at gøre.

 

Tilbage ved motorcyklerne, smilede vi til trafikkontrolløren, som allerede havde regnet ud, vi ikke kom med. Medens vi stod og snakkede med den flinke mand, som bestemt ikke havde noget mod motorcyklister, kom nogle tyskere, som heller ikke havde billet. De var i bil, og fik tilbudt at kunne købe en "afbudsbillet". En afbudsbillet betød de kom med, hvis der var nogen som havde købt og reserveret, men ikke mødte op. Sådan en billet, forklarede trafikkontrolløren, ville skrankedamerne dog ikke tilbyde motorcyklister, fordi de mente motorcykler var til ALT for meget besvær for besætningen, fordi motorcykler skal sikres mod at vælte!!!

-"Hold nu k...", kunne jeg have skreget ud over pladsen. I stedet valgte jeg at hviske et "F... Dem". En kort rådslagning fulgte. Flemming mente den sørgelige besked måtte skylles ned, så vi gik over pladsen, drak en kop kaffe ved en tarvelig udseende kaffevogn, og kørte de godt 120 km tilbage til Fort William, for at følge A82 videre mod Invernes. Godt jeg ikke havde nogen med på intercom'en. Hele vejen tilbage, bandede jeg skrankepavedamerne ud til Lock Ness søuhyret, som for min skyld, meget gerne måtte æde dem som aftensmad.

Apropos Lock Ness, så vi ikke uhyret. Vi stoppede. Flemming filmede, og jeg forevigede Flemming medens hans video kørte, men der kom ikke noget søuhyre eller -slange frem, i den tid vi ventede. Så der blev vi meget skuffede. Dog ikke enormt meget, for det er, som alle vi vestjyder ved, NOK ikke sandt, hvad de skriver og påstår om det monster.

 

Efter nogen venten opgav vi Lock Ness. Hvis Nessie ville gi pote til os, ja så var det bare ærgerligt den ikke kendte sin besøgstid. Cyklerne blev startet op og hjulene fandt det venstre spor. Nu gjalt det "500 mile" -ruten, som starter og slutter i Invernes. Og Invernes ligger for enden, den nordlige, af selve Lock Ness -søen. Vejret var smukt, himlen blå, humøret atter højt (skrankepaverne var glemt og gemt bort). Vi havde fået ekstra mange kilometer på vores elskede motorcykler.

Forude ventede en fin aften, hvor vi ville spise lidt mad, drikke en flaske Leffe øl og dele den flaske champagne Flemming havde med hjemmefra. Champagnen var tiltænkt fejring af vores indtrængen i Skotland. Men det blev ikke sådan, fordi "Basil Fawlty" på the Glenorchy Lodge Hotel, serverede så godt og meget mørkt øl, at der ikke var plads til mere i maven hin aften.

Som overnatnings camp valgte vi - lyder meget flot, ikke midst når man ved der kun er den ene - Dingwall Camping and Caravanning Club Site i Dingwall. Og jo, der var en pub ikke langt derfra. Og ja, vi besøgte pubben, men først efter vi havde gjort et velment forsøg på at tømme køleboksen for godter - og drukket champagnen. Øl og champagne blev nydt sammen med et par oste og noget brød, indkøbt til at supplere de pølse og leverpostej, medbragt fra Haderslev. Vi skålede for Skotland. Vi skålede for os. Vi skålede for hvor godt turen var gået til nu, og skålede for at turen ville fortsætte i det gode spor den kørte i.

Næste morgen indledte vi dagen med at plotte navnene Durness og Ullapool ind på GPS'ens skærm. I samme nu vi bevægede os væk fra Dingwall for at køre til højre, ud på rute A835 (fhvorved vi ville køre ruten "med uret") ville vores "500 mile Route" være indledt. Wow, hvor var vi spændte og jeg var kæmpe glad. Endelig var jeg, hvor jeg havde længtes efter at køre min motorcykel i mange år.

 

Jeg blev ikke skuffet. Turen rundt langs "500 mile Route" også kaldet "North & West Highlands Tourist Rute",er fantastisk. Mange gode kilometer fin asfalt. Endnu flere kilometer singel road (ensporet vej) med knap så god og meget ruflet og stenfyldt bitomen, som bugtede sig i store og små bakker., både ud og ind som op og ned. Nogle af bakkerne var dem naturen har lavet. De helt små var vejspor, som tung trafik laver, især når asfalten er varm og dermed blød.

Nogle steder på ruten var vi tæt på havet. Andre steder kunne vi se opdyrkede marker, stenede bjerge, skovbeklædte bakker og dale, hvidkalkede - eller kampstenhuse, eller blå søer med krappe bølger. Overalt snoede vejen sig gennem et meget specielt landskab, som gennem årtusinder er blevet skabt ved påvirkning af bl.a. Golfstrømmen og vestenvinden.

"500 miles Rute" er kendt og værdsat af rigtig mange. Ikke kun motorcyklister. Undervejs mødte vi turister fra Tyskland, Holland og andre nationaliteter, samt enkelte danske, som enten slæbte en campingvogn efter bilen, eller banede sig vej på det smalle spor med deres mobilhomes. Oppe ved John O Groats vi vi også ganske kort hilst på et dansk motorcykelpar. Men de forsvandt hurtigt i mængden igen.

Dagens kørsel stoppede ved John O Groats, et lille samfund, yderst på nordspidsen af Skotland. Jeg havde ikke på forhånd forestillet mig der var så mange folk og så meget leben på dette sted, men da Flemming sammenlignede stedet John O Groats med norske Nordkap, gav det ligesom mening.Fremme ved den yderste landsfaste spids møvede vi motorcyklerne forbi de gående for at komme op til skiltet. Vi skulle have vores billeder.

 

Klods op ad de mange turist-ting-salgs-butikker (made in China) var der et grønt område, hvor man gerne måtte campere. Det kostede 10£ pr. telt. Det billigste vi på turen havde givet for overnatning. Men det skyldes måske at stedet ikke havde så enormt mange gæster i telt? Ganske enkelt fordi det er yderst sjældent vejret var så medgørligt, som på tidspunktet for vores besøg.

Der var en svag aftenvind. Der var lidt bølger på vandet. Og temperaturen var behagelig. Vinden var knap mærkbar og bølgernes små skvulp mod kysten ca 10 meter ude og 5 meter nede, var hyggelig baggrundsstøj, som det var nemt at falde i søvn til.

Solens dyk mod havets overflade var så smuk og overbevisende magisk, at jeg var nødt til at undvige min regel om, at der skal være nogle personer eller noget motorcykelrelateret på samtlige mine RideReport billeder.

Det røde tag på skibet bag motorcyklen er styrhuset på den færge vi så liste ind i den lille havn sidst på aftenen. Vandet var sunket flere meter, ihvertfald 2, måske tre meter. Færgen lagde til da vi var tilbage ved teltene, efter vi havde købt klistermærket med "Route 500" i fine blå farver, og spiste en optøet pizza, solgt som friskbagt. Nå ja, den havde ihvertfald været i ovnen, så bagt, og frisk skal nok forstås således, at alle de pizza der langes over disken, kommer direkte fra ovene! Så det er nok bare mig der lægger noget andet i ordvalget. Pyt, vi var sultene og øllet var ok, så selv den tørre skorpe fandt vej til mavens tomme tarme, efter den var behørigt tøet op af det mørke stout øl.

 

En uskøn blanding af kurren fra duer, skrig fra måger, hæse hvæs fra krager og skingre pift fra strandfugle, gjorde opmærksom den nye dag. Inde fra teltet kunne jeg fornemme vejret var knap så lunt som dagen i går, og himlen sandsynligvis overskyet. Et kig ud gennem teltdøren fortalte jeg havde gættet rigtigt. Desuden var vinden taget til i styrke. Havet skummede en smule, når bølgerne ramlede ind over de gennem mange tusinde år, af selvsamme bølger afrundede, klippekanter.

Morgenmaden var igen "alt godt fra Flemmings frysetaske". Selv om tasken er lille, kan der være utroligt meget guf i den. Herligt, og skønt med en tur-ven som tænker længere end til egen sovepose og liggeunderlag! Der har jeg meget at lære *s*.

 

Fra Skotlands nordligste punkt, fortsatte vores rute "nedad" mod Invernes. Som vi var blevet fortalt, var vejen fra John O Groats og ned langs østkysten knap så spændende, som det stykke vi havde tilbagelagt. Det kuperede terræn fortsatte dog. Ruten gik tæt på kysten.

Min nysgerrighed var vakt for at se på et fiskerleje. Ved et tilfælde blev det Keiss Harbour vi kiggede nærmere på. Keiss gemte på en hygelig lille havn, hvor der ikke var tvivl om, at meget af fiskeriet gik ud på at fange krebs eller hummere. Der var mange tejne opstillet rundt omkring på havneområdet.

 

Medens det grove mønster fra Heidenau K60 dækkene, knurrede mod den ru asfalt - forsøgte min Schuberth hjelm ihærdigt at holde dækkenes rumlen væk fra mine ører. Jeg havde - som en anden chefpilot - skruet lidt på et hjul ved gashåndtaget, hvorefter cyklen holdt hastigheden af sig selv,. Herligt at lade tankerne flyve, medens jeg slappede af i sædet. Dog ikke mere end, at den sparsomme trafik, fik den opmærksomhed den krævede.

Etapen fra Keiss og sydpå var ikke udfordrende i hverken sving, højdemeter eller trafik. Bakker og dale afløste hinanden, som bølger på havet. Flemming lå bagved og hyggede sig (tror jeg). Jeg hverken frøs eller havde det for varmt. Ihvertald ikke når vi trillede afsted. Iøvrigt synes jeg det er meget betænksomt af såvel englændere som skotter, at de tillader man kører 60 miles, svarende til 96 km/t på almindelig landevej. Det giver lige det ekstra, som ihvertfald motoren på min BMW synes er rigtig godt. Den Gamle Slæde spinder rigtig fint omkring de 90-95, men den hastighed må vi jo ikke køre på alm. landevej i Danmark.

Strækningen John O Groats til Invernes er knap 200 km. For en GS'er er det hvad den "spiser til morgenmad", hvis den får lov. Og det fik den. Etapen var flot. Adspredelserne på ruten var landskabets udseende, som skiftede i hele tiden. TIlbagelænet med gassen skruet fast på ca 90 km/t flød vi sydpå. Skove med nåle- eller løvfældende træer kronede mange bakker.. Store hedearealer, med får og eller kvæg, skilte dyrket jord fra skov og krat. Heste var der også bag flere hegn, men det var stadig fårene der var i overtal. Det ene øjeblik var der dyrket landbrugsjord til højre, og skrappe bakker mod vandet til venstre. Markerne bar, ligesom rabatter og budskadser, tydelige vidnesbyrd om, at manglen på vand var en del af hverdagen for skotterne dette år. Tårne fra skønne slotte og borge dukkede fra tid til anden op i det fjerne, eller ude ved kysten, og fortalte at her havde fortiden noget at fortælle.

 

Fremme ved storbyen Invernes, en halvstor by, med omkr. 50.000 indbyggere, kendt for floden Ness, som løber ud i havet efter den har delt byen i to, standsede vi for at vælge hvilken rute vi skulle følge gennem nationalparken Cairngorm.

For os var Invernes bare nogle gader og lyskryds med mange irriterende trafikanter, der spærrede for os, således det blev besværligt og langtrlukkent at komme gennem byen.

Jeg er sikker på byen har meget godt og spændende at byde turister på, men vi havde altså andre planer. En gut vi snakkede med, havde givet os det råd, at vi skulle køre igennem Cairngorms National Park, et kæmpe område af bjerge, skove, heder og smukke dale med søer, så dybe som......, ja det ved jeg så ikke!

Derfor fulgte vi A9 gennem Invernes, helt til vi kunne dreje af og forsvinde ad rute A95. Ved skiltet der viste mod Nethy Bridge forlod vi den store vej for at følge de mindre veje gennem det anbefalede landskab, som viste os al sin charme i dagens smukke vejr, hvor himlens hvide skyer, gav liv til billederne, samtidig med skyggerne gav dybde.

Vi glemte hurtigt hvor dårlig asfalten var, og nød bare at cruise på de spændende veje med nationalparkens mange bakker og dale, der afløste hinanden i hvad der mindede om en lang uendelighed.

Drømme er lavet af et flygtigt stof. Det bedste man kan gøre for at fastholde drømmene, er at vække dem til live og leve dem ud. Netop det skete på denne tur til Skotland.

Jeg har i mange år drømt om at besøge landet. Nu har jeg været der to gange. Jeg har set landet i regn, tåge og blæst, og jeg har nu også oplevet landet i sol, dækket af blå himmel og hvide lammeskyer. At jeg foretrækker den seneste version af vejrliget, kommer nok ikke bag på nogen.

Men, landet, Skotland, er et fantastisk smukt land, som jeg gerne vil opfordre alle, ikke mindst motorcyklister, til at sætte på deres "to do"-liste. Og så gøre alvor af drømmen.Jeg ønsker dig rigtig go tur, når du skal derover *s*

 

 

The adventure starts here

Titlen til denne reportage fik jeg "foræret" da Flemming og jeg var på vej hjem fra en tur til 500 mile road i Skotland. På en motorvej mod syd, et sted i England, overhalede vi en lastbil, hvor der på siden stod således:

Selvfølgelig passede teksten ikke helt, fordi vi jo rent bogstaveligt var på "vej hjemad" og derfor havde lagt "eventyret" bag os. Men, da ingen tur er helt slut, inden vi parkerer motorcyklen i gårdspladsen hjemme, tænkte jeg, at det går da vist fint at at lave billedet, og bruge det som illustration af, at vi havde været på en eventyrlig tur.

 

Forhistorien er den, at Flemming og jeg havde en løs aftale om en tur til Skotland. Aftalen hang i luften i et års tid, og modnede mere og mere, som den nye sæson nærmede sig. Idéen blev født i 2017, da Flemming og jeg var i Pyrenæerne sammen. Dengang fandt vi stort behag i hinandens selskab. Undervejs ned gennem Europa havde vi tilbagelagt mange kilometer sammen, og fundet, at vores kørestil var nogenlunde ens. Vi fandt ud af at vi gerne ville nogenlunde det samme med motorcykeludflugter. At vi gik fint i spænd, også når motorerne var slukkede. Eftersom de grundlæggende forudsætninger for en vellykket udflugt var i orden, var der kun tilbage at få afsat tid til en sådan tur.

Under en blå himmel i Andorra, hvor det trak op til noget regn, sandsynligvis over et glas mørkt øl, eller rødt vin, gik snakken om de skønne steder vi havde været - og om andre mål og ture, som vi endnu ikke havde fået kørt. I løbet af aftenen fik jeg sandsynligvis - for jeg ved ikke hvilken gang - fortalt om den tur, jeg i sommeren 2016 var på sammen med min daværende kæreste Jeanne, nu hustru fru Riber, på rundtur på de brittiske øer. Desværre måtte Jeanne og jeg ændre turen på grund af "heavy rain and storm" og kom derfor ikke helt op til Skotlands nordkyst, som det ellers var planlagt. Så drømmen om Skotland levede videre.

Siden Jeanne og jeg gjorde vores erfaringer med at køre i venstre side af vejen i England, havde tanken spøgt om at der skulle jeg op igen. Og da Flemming også havde stor lyst til at besøge Skotland, blev en fællestur til øerne vest for Jyllands vesterhavskyst født, dernede på campingpladfsen i det lille fyrstedømme, som ligger på første alt i Pyrenæerne.

Medens mørke, tørke og hedebølge hærgede i Danmark, skulle vores plan udleves. Inden start lavede jeg et foto af min gode og særdeles trofaste BMW R1200GS'er. Endnu en gang skulle den bringe mig ud på en længere tur. Med mit lille grønne "Explorer" paraplytelt spændt fast ovenpå liggeunderlag og sovepose hvor bagsædepassager normalt sidder, med lidt værktøj, lappegrej og JetBoiler i venstre sidetaske, regntøj, sko, vanddunk, tallerkner og bestik i højre, og tøj, tandbørste og kort i topboksen, startede jeg ud fra Kvong kl. 02 for at mødes med Flemming på en rasteplads ved Haderslev.

Rigtig mange motorcyklister bryder sig ikke om at køre "langt" på motorvej. Personligt er jeg ligeglad. Ingen skal dog være i tvivl om, at også jeg foretrækker de små og mindre vej, hvor motoryklen skal "køres og betjenes" men jeg tager gerne motorvejen som en transportvej mellem hjem og fjerne steder, hvor oplevelser jeg ikke kan få i det hjemlige, venter som en belønning, efter mange "flade og forholdsvis intetsigende" motorvejskilometer. Men, transportsektionerne kan også være en oplevelse og jeg betragter dem som en del af rejsen. Når jeg kører motorcykel er jeg fokuseret på rejsen, turen, vejen og omgivelserne. Målet er blot flødeskummet på æblekagen

At der er oplevelser og hændelser undervejs når man følger de to-sporede vejnet, er den fine lyserøde limosine, en forklædt Hummer (altså ikke en kogt krebs *ggg*) et bevis på. Og i England hvade jeg ikke fanget motivet "The adventure starts here" Men sådan er der jo så meget.Jeg har mange gode oplevelser fra mine motorvejserfaringer, men de skal ikke optage pladsen i denne reportage.

 

Kort fortalt nåede vi Hook van Holland. Flemmings mobile billet var rigelig til også han kom med. Køen til færgen var pænt lang. Vi var ikke de første i køen, men vi slap for længere tid i bagende sol på kajen ved færgen, idet der ikke gik lang tid, inden vi blev vinket ombord. Snart var vores "færger" spændt fast på den størrer færge, og vi kunne tage trapperne fra 3 sal til 9 etage, hvor vi tilbragte de næste 6-7 timer, til skibet blev landfast i England.

Fra tidligere ture med færger, huskede jeg det "kaos" der altid opstår, når alle vil hurtigst videre. Som motorcyklist er der nogen gange mulighed for at sno sig til en go placering. Således også denne gang. Flemming fulgte med, og snart kunne vi se det første skilt i venstre vejside med teksten: "Drive left", hvilket vi så gjorde.

 

Første gang jeg var på motorcykel til England, fandt Jeanne og jeg en fin campingplads, Colchester. Holiday Park, hvor også Flemming og jeg søgte hen. CampngMutter gav os en fin modtagelse. Hun vidste vi kom, for jeg havde booket i forvejen. At booke på forhånd er ikke noget jeg normalt gør, men fordi færgen er sent i havn og jeg gerne ville sikre mig de havde åbent, gjorde jeg en undtagelse. Da Jeanne og jeg 2 år tidligere ankom til pladsen, var der lukket,, og kun fordi CampingMutter ikke var nået hjem, og fordi hun hørte os ankomme, fik vi en plads dengang.

 

Derfor kunne vi slå vore telte op og hurtigt derefter, nyde turens første øl med engelsk jord under støvlerne. I medens vi nød vores pilsner, fandt duerne den gren de ville sove på, så de var klar tidligt næste morgen til med kælen kurren, at gøre alle i nærhedne opmærksom på, at dagen var begyndt.

Turen mod nord blev kørt i fin stil. At køre i venstre side af vejen, er ikke den store opgave, når man kører på motorcykel. Selvfølglig er de fleste "bevægelser" spejlvendte i forhold til at køre i højre side. Men det lærer man hurtigt.

Vi fulgte trafikken. Så os godt for. Aflæste så godt det var muligt, hvordan de andre gjorde, og var meget bevidste om, at det var os der var "idioterne" og de klodsede, og dem som sandsyligvis havde fejlet, hvis der kom slinger i kørekulturen.

Den erkendelse lod vi ikke stå i vejen for at nyde det fine vejr og de dårlige veje, hvoraf mange på det nærmeste var guf og "hjemmebane" for GS'ere. Sådan generelt set, er mit indtryk at de asfalterde veje i England og i mindre grad også i Skotland, er pænt dårlige. Lappede med jeg ved ikke hvor mange forskellige blandinger af asfalt, - og hullede, ujævne og med kørespor.

Medens mine tanker er ved vejene; asfalten er meget hård ved dækkene. Mine næsten nye Heidenau K60 blev slidt væsentlig mere og hurtigere end normalt. De ca. 3500 km jeg kørte derovre, har angrebet slidlaget så meget, at jeg tænker dækkene kun holder max 12-15.000 km mod de sædvanlige 18.-20.000 km.

Asfalten er som meget groft sandpapir. Udover at slide meget på dækkene, giver den grove overflade også meget larm.

Efter ca 450 km motorvej, var vi nået frem til Lancaster, en af de lidt større byer syd for Lake District. Nu skulle det være slut med 2 sporede veje, kantet af diverse affald fra vejarbejder, billister og andet godtfolk. Ved et stop på en rasteplads blev GPS'en komanderet til at "Undgå motorveje", inden adressen for Wrynose Pass blev lagt ind. Og vupti, var vi væk fra larm, trafik og hurtige vue over et varieret tørt landskab, set med 110 km/t.

Jeg havde lovet Flemming at vise ham op over the Hardknott Pass. Et af de stejleste pas i England. Derfor blev motorvejsnettet afløst af de skønneste mindre veje omgivet af storslåede landskaber, karakteriseret ved og opdelt af, stendiger og buskede hegn, som især langs de mindste veje, såkaldte single tracks, nåede helt ud til asfalten. Området hedder The Lake District.

 

Nu var vi ude hvor vi gerne ville være. Vi var langt fra hjemmet. Ude i ukendt terræn og kunne mærke på alle kroppens nerver, at det var her målet for vores eventyrlige rejse bød os velkommen.

Vejret var i den grad med os. Lidt ubarmhjertigt lod solen sine varme stråler finde hvert et lille hul i de lette hvide skyer, som gav himlen sit sommerudssende. Farten blev sat betydeligt ned, og nu var det såvel ok som nødvendigt, at lyne op for alle lufthuller i jakkerne, trække halsedissen over hovedet, og lade fartvinden komme ind og køle hals og nakke.

Klokken var blevet sent på eftermiddagen. Ved en pause bestemte vi, at det skulle være slut for denne dag. Vi havde over to dage kørt ca 1400 km for at nå frem til hvor vi var. Kroppen var ved at være lidt brugt og trætheden mærkbar, ikke mindst fordi varmen tærrede på kræfterne. Efter søgning på GPS såvel som på Google, fandt vi en campingplads, som kombineret med et aktivt landbrug, lå smukt i det bakkede terræn, som mod syd omkranser Lake District. Pladsen hed Hawkshead Hall Campsite. Vi kunne vælge frit hvor vil ville slå vore telte op.

Valgtet faldt på et fladt stykke græsplæne, grænsende op til et større område med "vildt græs" og ujævn grund. En stille vind luftede og gjorde temperaturen til at holde ud. For at komme frem til campintpladsen, var vi kørt forbi en pub, vej-kro eller hvad man nu vil kalde "The Drunken Duck In". Vi besluttede at de skulle have fornøjelsen at servere aftensmad for os. inden havde vi dog været fobi flere andre steder, hvor det burde være muligt at spise, men fordi der ingen parkeringspladser var at opdrive, blev vi "sure" og kørte tilbage til Drunken Duck". Der kunne vi både parkere, få skænket mørkt øl, "Goodhews Dry Stout" og spise. Udvalget af mad var stærkt begrænset. Men det var kun fordi vi ikke havde bestilt bord. Udenfor, eneste mulighed for at få plads ved et bord, blev der "kun serveret" én ret, et "Board" som bestod af........ ja, læs selv menuens indhold på billedet nedenfor.

Alt jeg kan sige var, at maden smagte godt, men det var kun lige nok til at dæmpe sulten. Anretningen var en slags snack, som de fleste ville bestille senere på aftenen, når øllet skulle have selskab af lidt "krummer". Heldigvis havde vi ikke tømt Flemming's lille køletaske. Desuden havde vi været forudseende nok til at købe et par mørke øl på flaske, så vi kunne supplere såvel mad som drikke, da vi var tilbage i teltet.

Næste dag var dagen, hvor jeg skulle gense og igen køre Wrynose - og Hardknott Pass. For at komme derhen, greb jeg om gas og koblingshåndtag. Lagde ud i første gear, skarpt forfulgt af Flemming. Hurtigt fandt vi ind i den vante rytme, hvor vi kørte herligt mange kilometer singel tracks, over en del højdemeter, men dog ingen så høje som de to pas, som ligger i fornlængelse af hinanden.

The Lake District er et bjergrigt område og huser såvel Englands dybeste søer som de højeste bjergområder. Hele The Lake District er et meget benyttet udflugtsmål, og er kendt for sine rekreative ferieområder. Nationalparken er den næst største i England. Enhver som har været i området, er ikke i tvivl om, at stedet har mange kvaliteter. Et af dem er, at det ofte regner! (Husk - kvaliteter kan også være negative)

Selvfølgelig skulle Flemming gøre stop ved skiltet, som fortæller at Wrynose og Hardknott Pass ikke er "for alle køretøjer". Og jeg vil faktisk gerne tilføje, ej heller for alle motorcyklister. Hvis man ikke kan håndtere sin motorcykel i meget skarpe hårnålesving, som udover at være skarpe, altså har meget lille radius, og har 30-35% stigninger og hvor asfalten ydermere er meget ujævn, så skal man lade være at forsøge! Ruten er teknisk set ikke egnet for begyndere. Og der kan være højt ned, hvis man vælger at køre alternativt, altså ikke kommer helt igennem svingene.

Glenorchy Lodge Hotel i Dalmally var en fin fin oplevelse. Vi fik et velsmagende måltid mad, tilberedt af fruen i huset, mrs. Sally MacLeod. Medens vi ventede på maden nød vi en skummende mørk stout, og fik en snak med mr. William MacLeod. Han var meget interesseret i at fortælle om området samt om sin interesse for fluefiskeri. Snakken foregik, selvfølgelig, på engelsk. D.v.s. Flemming talte engelsk, og mr. MacLeod talte skotsk, og hvis nogen spørger mig, var det en længere - til tider meget indforstået - snak mellem to entusiastiske lyst-flue-fiskere. Jeg forstod ikke meget, men det var ok. Jeg har aldrig - trods flere forsøg - fundet det betagende ved at kaste en krog med en fluestang, som er så bøjelig som et siv i strid vestenvind.

 

Dalmally ligger ud til vej A85. For at komme videre skulle vi enten mod kysten, til Connel, eller til højre mod Tyndrum. Valgte vi vejen mod Tyndrum, kunne vi slå ind på en genvej op mod A82. Det ensporede asfaltdækkede spor ville føre os gennem et meget grønt dalstrøg, hvorfra vi ville køre direkte ud i det store Glencoe nationalpark. Valget var nemt. Den ensporede vej snoede sig langs et vandløb hele vejen gennem nogle smukke bakker og lave bjerge. Ruten var kæmpe smuk, absolut værd at skyde et par billeder af. Regnen havde dryppet lidt om morgenen, men da vi havde sagt pænt farvel til værtsparret mr. og mrs. MacLeod, trak skyerne nordover. Nærmest som om vi "skubbede" de dem foran os. Solen varmede og gav lys og liv til naturen, overalt hvor den kunne finde huller i sky- og bladdækket.

 

Efter ca 15 km på den smalle genvej, A8074 kom vi ud på den større A82 hvor der var mere luft mellem træer, bjerge og himmel.

Ved dagens slutning var vi nået langt ned i England. Vi havde kørt omkr. 600 km siden John O Groats. Fint, for tiden vi havde til rådighed var ved at være brugt.

Teltene blev slået op på en campingplads, som jeg ikke fik noteret navnet på. Der var fint, men det vi især lagde mærke til var, at vi kom for sent til aftensmaden.

Da vi ankom spurgte vi i restauranten, hvornår de lukkede. Det gjorde de kl. 21.30. var svaret Nå fint, så havde vi god tid til at slå teltene op. Vi kunne endda nå at drikke én af vores medbragte øl, inden vi begav os op for at spise, regnede vi hurtigt ud.

Ak og ve. Vi nåede op til restauranten ca 20.15 og fik beskeden, at køkkenet lukkede kl. 20!

- Nej, kære ven, sagde Flemming med sin mest fløjlsbløde stemme. - Du fortalte os I lukkede kl. 21.30!

- Ja pubben, sagde den smilende unge dame, lidt usikkert, - men køkkenet lukker altså kl. 20! Restauranten har åbnet til 21.30 og alle skal være ude kl 22. Der var ikke noget at gøre.

Det var surt, for vi var sultne. Vi kunne købe chips og øl, lige så mange vi ønskede, men mad, det kunne vi glemme! Heldigvis havde Flemming stadig lidt guf i køletasken, så vi gik ikke sultne og udmagrede i seng.

Når solen skinner. Verden omkring dig er smuk. Motorcyklen kører som den skal. Alt spiller max, er det lidt svært at vænne sig til tanken om, at en tur snart er slut.

Vi bevægede os mod Harwich med jævn og pæn fart. Trafikken var tæt, men kørslen forløb såvel planmæssigt som forbilledligt. Med jævne mellemrum, sådan for hver ca. 200 km's kørsel, tankede vi benzin og fik gerne en kop vand, cappuccino, måske med et stykke chokolade til. Når vi atter var på vejen, havde vi skiftet "førerhund". Et af de steder vi gjorde stop var "Busy Bee'e Diner". Et slidt udseende, med farverige og barnlige overdrevne motiver udenfor, og et sanseligt rod-sammen idenfor. Der var meget atmosfære, og en travl stemning. Højt humør og tempo prægede den lille vejbistro.

 

Jo tættere vi kom på Harwich, jo mere trafik. Londons trafikale udfordringer syntes at nå temmeligt langt udenfor bygrænsen. Og jo, det var fredag, og rush hour var i fuld gang.

Vi havde ikke planer om at skulle nå en færge allerede fredag. Men vi havde håbet, og jeg havde faktisk lykkedes med at booke en plads til aftenfærgen lørdag, men Flemming kunne ikke komme igennem til on line bookingen til lørdag aften. I stedet fik han en billet til lørdagens morgenfærge. Den afgår fra Harwich kl. 09 engelsk tid.

Men selvklart ville vi gerne med samme færge. Hos mig hedder det "To mand ud, to mand hjem". Da vi ikke kunne løse billetproblematikken on line, besluttede vi at køre til færgens kontor i Harwich, og se om vi kunne lykkes med at få én af billetterne ændret. Inden havde vi lidt udfordring i at finde en tank, hvor jeg kunne købe noget benzin. Jeg missede - på grund af tæt trafik i to spor, en tankstation, og pludselig var der enormt langt til næste tank!

VI søgte på GPS og fandt én, men der var 19 km til tanken, og jeg havde ifølge tankmålerens oplysning, kun 7-8 km tilbage. Alt jeg kunne gøre var at prøve. Så måtte vi se om cyklen eventuelt kunne køre et par km på dampene. Men, det gik således at der en kilometer senere kom en tankstation, som ikke var med på GPS-kortet, og vupti, fik jeg fyldt op og var således helt på toppen. Nu kunne jeg ihvertfald sagtens nå Harwich. Jeg havde tanket 20,8 liter. Max ifølge specifikationer er 21. l.

 

På StenaLines kontor fik vi en snak med en gentleman og en sød dame ved billetskranken. De lovede begge de ville gøre hvad de kunne, således vi kunne komme med samme færge hjem. Sådan umiddelbart så det ikke godt ud, fortalte de samstemmende, men damen mente der ville være en godt chance om morgenen. Hun fik mit mobilnummer og noterede billettens data, og oplyste at hun sad i luge nr. 4 om morgenen, og at vi skulle komme hen til hende, gerne omkr. kl. 07. Så ville hun arbejde på at få os med, d.v.s. at få min billet ændret til en morgenfærge.

 

Med håb om en fælles seljtur fra Harwich til Hook van Holland om lørdagen, søgte og fandt vi den sidste campingplads på denne tur. Med GPS som vejviser, måtte vi dog opleve et par pladser, som ikke havde plads til to telte mere. Sidste sted vi søgte, fortalte de om en camp et kvarters tid udenfor Harwich. Byen hed Bradfield og campingpladsen hørte til en pub med navnet "Strangers home". Altså kørte vi derud, og ja, der fik vi plads.

Lørdag morgen kl. ca 07.10 nåede vi frem til indcheckningen til Stena Lines morgenfærge. Der var allerede mange ventende biler, campingvogne og mobilhomes, men vi havde en aftale, så vi kørte forbi dem alle sammen og standsede forrest. Cyklerne blev sat på sidestøtten og jakkerne slænget over sæderne, inden vi gik hen til luge 4. Ganske rigtigt, der sad den flinke dame, men hun havde desværre ikke fundet en plads endnu. Men, hun var optimistisk,,og havde varskoet de andre i lugerne, så hun mente nok jeg kunne komme med. Så vi skulle bare vente ved cyklerne og komme hen til lugen, når hun vinkede efter os.

Ih hvor lød det nemt, tænkte jeg, og håbede inderligt det ville lykkes. Kort efter blev de forreste biler vinket frem til lugerne, for at blive sluset ind på færgeområdet. Og pludselig, efter rigtig mange var kørt igennem, men inden alle var chekket ind, vinkede hun til os og vi gik over til hende. For at komme hen til hendes luge, gik vi ind foran en engelsk Volvo, ført af en yngre mand, som i sin iver for at komme til lugen før os, var ved at køre mig ned.

Fremme ved lugen fik jeg beskeden om, at min billet var ved at blive ændret, og at der ville være plads til os begge. Nøj for en go oplysning. Med billetterne i hånden, gik vi tilbage mod bilerne og fik et arrigt udråb med fra fruen i Volvoen!

Udover at vi var ligeglade, så var det jo noget pjat. Ja, vi kom foran dem i køen, men det ændrede jo kun ganske lidt på deres ventetid, og de var jo i forvejen sikre på at komme med. At de så måtte vente 2 min længere på at aflevere deres reservation, det kunne da for hulen ikke gøre den helt store forskel! Lidt provokerende kørte vi ganske langsom forbi deres nedrullede vinduer, ind foran dem og frem mod politi og toldere, som bare vinkede os videre, medens Volvoen måtte standse og snakke med embedsmændene.

Ombordkørsel, overfart og nogle timer senere, afkørsel til fastlandet, gik helt planmæssigt. Såvel Flemming som jeg fik en lille lur, undervejs over det næsten blikstille hav, som mange nok har svært ved at forestille sig Den Engelske Kanal også kan være.

Når vi ikke slumrede, summede vi over vores oplevelser, og var helt enige om, at turen havde været helt igennem fantastisk og vellykket. Motorcyklerne havde spundet og opført sig eksemplarisk. Samarbejdet mellem Flemming og mig om ruter, finde og vise vej, kørestil og hastigheder, lerjpladsindretning samt op- og nedtagning af samme, ønsker til - og tider for mad og drikke, og alle andre parametre, havde fulgt de sammen noder, og spillet tostemmigt i bedste harmoni. Vi havde udgjort et godt makkerpar, og nydt hinandens selskab.

Efter 7 timer lagde færgen til på sin vante plads i Hollands travle havenby Hook van Holland. Vi kørte fra borde, og havde ingen problemer overhovedet med at finde tilbage i rytmen med at køre i højre side af vejen.

 

Inden afgang fra færgen fandt jeg ørepropperne frem. Satte den røde dims i højre øre, den blå i venstre, og så var det ellers med at finde første gear (nedad) og slippe koblingen (venstre hånd).Dreje gashåndtaget (højre hånd).

Klokken var 16.30 kontinet tid, da vi lagde havenområdet bag os. Snart var vi ude på motorvejen. GPS var indstillet til at "Find hjem". Der var ingen slinger i den vals. Højeste gear, omdrejninger omkring 4-5000, se lige ud og vær agtpågivende og klar til reaktion. En enkelt gang måtte vi op og trække i nødbremsen, fordi trafikken pludselig gik i stå.

For mit vedkommende var der knap 900 km hjem, Flemming havde ca 120 km færrer. Han skulle jo "kun" til Haderslev.

Ved Frøslev græse rasteplads sagde vi pænt farvel og tak for godt selskab. Efter et varme venneknuis kunne jeg snart efter krydse ind overSydjylland, retning Ribe, ad Hærvejsvejen. Jeg havde fået nok af motorveje. Kl. 02.06 var jeg hjemme. Satte motorcyklen på sidestøtten. Tog indholdet af tanktasken med ind, og lod resten være på motorcyklen. Der var tid nok senere på søndagen til at pakke ud.

Uden a lave unødigt støj, krøb jeg under dynen, kyssede min dejlige kæreste og lagde hovedet på puden, og sov, inden jeg hørte hendes "Velkommen hjem, Skat".