Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

Alle ture starter med at sætte motorcyklen i første gear, slippe koblingen og styre forhjulet i den retning man har bestemt, og ønsker om at holde, til man ønsker at ændre dette. Enkelt og ligetil. Nogen skal så ha en smøg inden ansigtet lukkes ind i hjelmen. Andre nøjes med at iføre sig halsedisse og montere eventuelle briller. For den lille gruppe "Baltic Sea Lions 2013", TB på R1200GSAdv, Bonden på F800GS, MiniDue på KTM 950 Adv og Prinsen på 1200GS var forberedelserne følgende: En skulle ringe til kæresten, to skulle ryge, 3 skulle påføres briller, alle skulle ordne kravetøjet og trække koblingen, således første gear kunne lægges i. Derefter var der afgang på årets tur.

Humøret var som altid, når gruppen var samlet, i top. Intet kunne slå os ud. Alt nødvendigt var pakket og fæstnet på cyklerne. Pas, penge og diverse elektroniske hjælpemidler forsvarligt lukket inde i vandtætte poser og tasker.

Blandt de mange forberedelser inden turen, var ruterne. D.v.s. Bonden og MiniDue havde hver bøvlet med Tourstart og fundet nogle skønne afsnit, som vi ville forsøge at finde. Dog var der ikke mere bestemt på forhånd end at vi alle var forberedte og indstillede på, at skulle det vise sig at nogle veje/spor ikke kunne køres eller vi ikke kunne nå frem til de delmål der så snedigt var udtænkt, ville det ikke blive et problem. "Det bliver som det bliver og er som det er", som TB så ofte har udtrykt det.

En go nattesøvn hjælper gevaldig på apetitten. Såvel den svagt rumlende påmindelse fra maveregionen, som tegn på det igen er tid, at få puttet noget godt, sundt og grovkornet i halsen, som på lysten til flere spændende

oplevelser.

TB, MiniDue og Bonden lagde skumle planer, efter vi havde trukket motorcyklerne ud fra hunde-, gåse- og hønsegården, hvor de havde stået under tag natten over.

Alle som har en navigation, hos nogle kaldet en Gerda P Svendsen, hos andre forkortet til GPS, ved det kan være noget af en opgave hvis forskellige systemer skal arbejde sammen om at finde den samme rute til et bestemt mål

Turens første frokost i det fri fandt sted i en skov et eller andet sted i det østlige Tyskland. Spørg ikke hvor! Jeg aner det ikke. Men skønne veje og spor førte ud i skoven. Vejret var pragtfuldt, ikke for varmt, ikke for koldt, og humøret var i top, så til h...... med hvor vi var! Vi var på vej rundt om den østligste danske ø, og det var hvad der betød noget.

Det var veje som denne vi var kørt ud for at finde. Skønne veje uden belægning, som fortsatte "i det uendelige". No I know, intet fortsætter i det uendelige, ihvertfald ikke i vores univers (det skulle da lige være gælden til banken, men den venter jeg med at udforske til senere).

Hjulene rullede, motoren sang, himlen var fyldt med lette hvide skyer. Og fuglene fløjtede sikkert, men det kunne vi ikke høre.

Den lange vej rundt om Bornholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Baltic Sea Lions kørte gennem Tyskland, Polen, Lithauen, Letland, Estland, Finland og Sverige for at komme rundt om solskinsøen.

 

af Peter Kr. Riber

 

Til afsnit: -II- -III- -IV- -V- -VI- -VII- -VIII- -IX- -X-

Baltic Sea Lions klar tilat rykke. Samlingsstedet hos Bonden, hvis kaffe omkring det hyggelige køkkenbord ofte har samlet gruppen, var valgt med omhu, idet hans besiddelse ligger nærmest det tyske land, og dermed var oplagt som startsted, når vi ville køre aven om Bornholm. Jens, Bondens yngste søn, fik kameraet overdraget og lavede dette fælles foto inden start.

Bemærk på øverste foto: Højre hånd på styret og venstre hånd kækt stukket ned i eller placeret ved venstre lomme. En typisk mandeting som i dette tilfælde ikke var hverken indstuderet eller planlagt. Det sker bare når rigtige mænd skal fotograferes sammen med deres yngslingslegetøj.

 

Første stop var en benzinstander. Når én tanker, tanker alle. Det er en uskrevet regel vi har (og som følges af alle undtagen TB som med den kæmpe tank hans Berta er udstyret med, ikke behøver tanke lige så ofte som os andre. Nå, men ham om det. I stedet bekymrer han sig lidt om at hjælpe vores Benjamin, MiniDuen, som ikke selv kunne få tøjet til at sidde ordentligt.

Næste stop var kort efter vi havde passeret grænsen til det tyske land. Vi stoppede for at iføre os regndragt, men det var for sent. Vi blev overrasket af en kæmpe tordenbyge, som næsten standsede trafikken på motorvejen, men da vi ikke ville standse på motorvejen (af fare for at blive påkørt) havde bygen afleveret hvad den havde af våde elementer, så det stop kunne vi ha undværet. Syns lige jeg vil nævne at mit Polo Pharao Tour2 tøj klarede kæmpebygen til ug. At ærmerne afleverede vand i handskerne, skyldtes en fejl 40. Man skal ha ærmerne UDENPÅ handskerne! Så lær det dog!

 

Dagen sluttede i Plau am See

 

Dagen etape endte ved Plau am See hvor en meget gæstfri og venlig vært tog imod med nogle skønne kolde Dunkel Bier og selv om det var sent på aftenen, fik han desuden fremtryllet nogle gode store "schnitzler mit brat kartoffeln". Sådanne gode sager kan man jo spise altid, ikke mindst hvis man i timerne forinden har kørt langt, ikke fået alt for meget spiseligt, og ellers bare har almindelig go og sund appetit på veltillavet mad.

Typiske tegn er rynker i panden, skeptiske blink med øjnene, underlige brummende lyde fra læberegionen og højlydte udråb fra dybe struber, når - eller hvis - projektet lykkedes. TB fik nok. Gik lidt væk. Trak en smøgud fra lommens indre og lod de to andre om at lede dagens tur.

 

Undertegnede havde for længst opgivet og foregav at dette at dokumentere dagens start med gode velkomponerede fotos var uhyre - eller ihvertfald mindst lige så vigtige - som at finde ruter, hvorfor jeg for rundt med kameraet og fandt de rette vinkler til at dokumentere, at vi havde været på Gasthof Heidenkrug i Plau am See.

 

Bonden og MiniDue fandt en rute, hvorefter vi alle gjorde os klar med ørepropper, hjelme, handsker således vi kunne følge efter stifinderen!

Fra denne morgen og de næste mange dage, var det slut med motor- og andre større veje. Nu gjaldt det bi- og lignende smalle veje og spor. Mange, håbede jeg,gerne uden asfalt. Vi var tæt på grænsen til Polen og det var nu vores eventyrlige (ønskede vi alle) tur endelig begyndte for alvor.

 

Således skulle det også udvikle sig. Efter få km lyste Bondens venstre blinklys, han havde fundet den vej GPS'en ville have os til at følge. Vejen var belagt med brosten i et fint mønster, som inde i byerne endnu var smukt og vedligeholdt, medens det uden for byen var tydeligt, den gamle vej ikke kunne holde til de tunge maskiner, landbruget benytter i vid udstrækning i nutidens jordbearbejdning. Efter de første par km var det helt tydeligt sværrere at vedligeholde belægningen.Vejen blev meget hullet, og var uproffessionelt udvidet. Vejsiderne, rabatterne blev inddraget og gjorde vejen bredere. Men ikke bedre! Men dårlige veje generede ikke os. Reelt set var det jo hvad vi søgte......

Når rigtige mænd er sultne, skal de ha mad og drikke. Varmen gjorde endvidere det var skønt at smide støvlerne for en stund. Er man ryger, skal der oss være tid og mulighed for at trække vejret gennem tobakrullen. Hele turen var tænkt som ren nydelse og skulle være til velbehag for alle, hvorfor alle tænkelige (næsten *sf*) behov skulle dækkes.

Også behovet for hvile skal dækkes.

Medens vi holdt i kø for at lade et større karnevalsoptog formelig glide forbi, så TB muligheden for at lukke øjnene et par minutter i et busskur. Luren var ham vel undt, omend det blev en kort en af slagsen. Vi andre blev nemlig enige om at finde en vej uden om byen og dermed uden om køen. Som tænkt, så udført.

Midt på eftermidddagen krydsede vi grænsen til Polen. Fra nu og flere dage frem ville det være slut med at læse og forstå skriften på skilte. Måske også med at snakke med folk? Jeg håbede vi ville kunne kommunikere på tysk eller engelsk samt self tegnsprog. Tegnsprog virker jo over hele verden *s*

Europa jeg ikke tidligere har besøgt.

Spændingen steg i mit indre, for jeg har hørt så meget om Polen. Fordomme om land og befolkning. Nu skulle jeg selv erfare hvad der passer og hvad der ikke stemmer. Og lad det være sagt straks: På intet tidspunkt under hele turen har jeg - eller de andre - mærket eller følt os uvelkomne! Tværtimod, vi følte os rigtig godt tilpas og meget velkomne overalt.

 

Vi mærkede ikke på noget tidspunkt afstandtagen, vrede, mistro, angst, følt os truet eller uvelkomne på nogen måde overhovedet, hvor vi kom frem. Overalt er vi blevet smilet til og taget rigtig godt imod. Alle vi mødte var hjælpsomme, venlige og imødekommende. Mange kom til os og ville tale med os. På engelsk eller tysk. Det var en kæmpe god oplevelse og rigtig dejligt at være på tur i de Baltiske lande.

Bonden havde gjort sit forarbejde rigtig godt. Som den ihærdige og velforberedte mc-ist han nu engang er, er hans evne til at finde "gode

sjove" veje og spor uovertruffen. Også i Polen havde han fundet frem til tilpas udfordrende og spændende spor, hvor vi med de større maskiner sagtens kunne være med.

Spændingen steg yderligere, da bonden kort efter grænsen var passeret, satte blinklyset igang i højre side af motorcyklen. Vi skulle dreje væk fra asfalten, ind på skovveje hvorjeg opdagede at disse veje og spor rent faktisk var med på GPS'en. D.v.s. ikke på min, for jeg havde klokket i forarbejdet og måtte køre gennem Polen, Lithauen, Letland og Estland uden kort på Gerda P Svendsen. Heldigvis var de andre overbærende og forstående. Jeg blev ikke moppet......... ret meget!

Til gengæld forsøgte jeg at lave billeder efter bedste evne. I forsøget på at skabe et godt oversigtsfoto kravlede jeg op på skrænten. Lavede mit billede og så pytten nede i svinget. Yes, det var en mulighed for at lave billeder med "liv" i. Derfor overtalte jeg de andre til, én efter én, at køre gennem pytten medens jeg stod på den anden side og lavede billeder. Jeg håbede på gode sprøjt fra forhjulet. Alle indvilligede og jeg stillede mig op.

På første foto er det MiniDuen som legende let og i fin stil passerer pytten..........

Næste ekvipage var Bonden, som på sin F800 GS'er.............. Bonden valgte samme spor som MiniDuen, men som............. ....uvist af hvilken grund, kom lidt i vanskeligheder..............hvorfor han "valgte" at køre ud og botanisere lidt i det polske landbrugsland. Fin sammenkædning af erhverv og fritidsinteresse. Vi havde jo samstemmende besluttet der skulle være tid til det meste. Også Landbrugsfaglige studier, som Bondens omvej kom ind under.

Også TB, der som den sidste skulle gennem vandgraven, lagde ud i fin stil. Dog valgte han det andet spor........... ......hvilket måske ikke var helt så heldigt. Men den første halve meter gik forrygende....... ....hvorefter det så ud som om M/S Berta fik begyndende slagside.

Alle der har lidt kendskab til naturlove - ved at slagside kan være begyndelsen til enden.....

Men alle mc-ister ved også at man - hvis man er rigtig heldig og dygtig - kan man redde en pludselig opstået situation, ved at sætte et ben hårdt i jorden! Men det lykkes ikke hver gang at bringe skuden på ret køl, hvilket TB måtte sande. Berta lagde sig mere og mere ned, hvor højt græs, tidsler og brændenælder ventede som glubske rovdyr.

 

Skaderne begrænsede sig til lidt små knubs (vær nu ikk så pivet) på manden og en beskidtet motorcykel, som nu havde lidt mere patina at prale af. Efter at ha sundet sig lidt og vi havde fået cyklen op på dækkene igen, fortsatte vi turen......... som om intet var hændt!