Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

Besøg i Sobibor, tysk udryddelseslejr, inden vi krydsede ind i Ukraine

 

Over aftensmaden havde Jesper J mumlet lidt om, at han havde nogen venner der var på tur i Østrig, og at han måske ville forlade os, og køre til Østrig for at besøge dem. Jesper J havde tabt lidt af modet på at fortsætte ti Ukraine sammen med Jesper D og mig, da vi slog ind på nogen af de mindre veje med løst underlag. Jesper J følte sig udfordret på motorcyklen på en måde, han ikke havde forestillet sig. Men foreløbig ville han følge med os til græsen, så ville han tage stilling i løbet af dagen.

Jesper D havde lagt et besøg i Sobibor KZ lejren ind på ruten. Jeg har besøgt mange af disse lejre fra anden verdenskrig, og hver gang bliver jeg noget stille inden i. Lejrene fortæller historierne om hvordan nazisterne udryddede jøder, sigøjnere, politiske fanger og andre, de ikke fandt værdige til at leve i det land, de ønskede at bygge op, på de ruiner der stod tilbage, efter de havde erklæret alle lande omkring sig krig. Nazisterne fik ikke deres drømme opfyldt, men de nåede at slå en uhyggelig masse mennesker ihjel.

Inden vi nåede Sobibor, hilste vi på en polsk motorcyklist. Og så en lokal hjælpe en anden lokal, med transport! Damen, måske bondens kone, sad på laddet og steg ned, hvor vi holdt, ved parkeringspladsen ved Sobibor. Måske hun skulle på indkøb!

Off road

på asfalt i Ukraine I

Til: Afsnit II Afsnit III Afsnit IV

 

Alle eventyr starter forskelligt, men alle starter med det første skridt! Eller måske rettere med, drømme og forventninger, som vokser og bliver drivkraft til at gøre eventyret levende. Altså vende drømmen til en begivenhed, til noget, som sker i virkelighedens verden. At komme over på den "anden side af Polen" har længe været en drøm for mig. Sommeren 2016 skulle drømmen gøres levende.

Sammen med Jesper D skulle jeg krydse Tyskland og Polen for derefter at prøve kræfter med Ukraine. Jesper D kendte jeg fra en tur i 2015,hvor vi to gjorde en tur til Balkan sammen. Allerede på den tur, havde Jesper lufter han gerne ville køre gennem Ukraine og Moldova. Uden tøven havde jeg jublet og sagt: "Jeg vil gerne gøre dig selskab". Og sådan blev det.

Jesper D lagde nogle planer. Fik skabt en rute. Begge havde vi det således, at hvis der var én eller to personer som gerne ville deltage på turen, så var det fint med os. På internettet fortalte vi lidt om planerne. Vi fik flere henvendelser men ingen meldte sig til turen. D.v.s. meget kort før afgang, kom en henvendelse fra en anden Jesper, nemlig Jesper J. En yngre gut fra København, som også kørte R1200GS. Han havde hørt om vores tur gennem en fællesbekendt til Jesper D. Jesper J tog kontakt og så var vi tre. Fint

Forventningerne til denne tur, som skulle gå til Ukraine og Moldavien, var store. Planerne for turen var enkle. I det smukkest tænkelige vejr trak jeg cyklen frem i Sydvestjylland. Taskerne var pakket med forskellig nødvendigt tøj til 4-5 dage. Som vanligt ville jeg vaske tøj, samtidig med jeg var i bad om aftenen. Så kunne tøjet hænge til tørre om natten. Nåede det ikke at blive tørt, kunne det blafre i vinden, fastspændt udenpå bagagen, medens vi kørte næste dag.

I rundkørslen ved Bolderslev "vågnede" jeg op. Ikke at jeg sov, men jeg blinkede et par gange med øjnene, medens jeg så hvordan en kvinde (så jeg senere) fortsatte ligeud i rundkørslen, kørte op over en kantsten og bøjede et vejskilt! Ganske surealistisk, og min første tanke var, billisten må være beruset! Man kan ikke, i sådan et flot føre, med solen i ryggen, "bare køre direkte ind i et skilt" uden at være beruset........ eller, som det viste sig, at sidde og taste på sin mobil! Jeg standsede for at høre om hun var kommet noget til? Det var hun ikke, men bilen ville ikke mere. Motoren spandt, men gearene tog ikke ved. Vi kiggede i motorrummet, og ganske som jeg tænkte, var hendes forbindelse mellem motor og de trækkende forhjul, skadet. Ved fælles hjælp fik vi bilen skubbet næsten op på rabatten, og jeg fortsatte min tur.

Mit første mål var en rasteplads på motorvejen lidt før Berlin.Jesper D og Jesper J ville bruge færgen Gedser - Rostock for at komme til Tyskland. Efterdi jeg startede i Sydvestjylland, var det kortere for mig at køre via Ribe, Flensborg, Bad Segeberg ned til 24'eren, hvor jeg satte mig på en bænk, lavede en kop kaffe og ventede på de to andre. For de videbegærlige, hedder paldsen noget så fint som: "Raststätte Prignitz-West An der BAB 24"Raststätte Prignitz-West An der BAB 24

Skønt at være sammen med Jesper D igen. Vi havde mødtes et par gange siden sidste års tur til Grækenland, men nu skulle vi jo på tur igen, og gensynsglæden bliver ikke mindre, når der forude venter et par ugers eventyr i ukendt terræn. Jesper J, som jeg mødte for første gang, lod til at være en fin tyr, så også det var helt ok. For slet ikke at snakke om synet af tre stk. R1200GS'ere, der skulle på udflugt sammen. Yes Sir, nu var vi igang.

Boblerne sydede og forstyrrede ballancen i maveregionen. En sprudlende luftig berusende glæde bredte en varmende fornemmelse i hele kroppen. De store smil på Jesper og Jespers ansigter. Det skønne vejr. Tre store motorcykler, alle servicerede og med nye dæk. De rene sokker og underhyler i taskerne - alt vidnede om at vi skulle på tur, og at vi alle var indstillede på, at dette her, denne tur, det ville bare blive så godt.

Og det blev det. Turen var helt igennem vellykket, men der var nogle ubekendte faktorer vi ikke lige havde taget med i betragtnig.

 

Efter vi havde hilst pænt på hinanden og nydt en kop kaffe, startede vi de skinnende motorcykler op, lagde an til start og fortsatte ad 24'eren mod Berlin og Polen. Vi havde ikke de store intentioner om at køre små veje i Tyskland. Og sådan set heller ikke i Polen. Men Jesper D havde krydret loggen for ruten gennem Tyskland med lidt underholdning. Vi kørte flere mindre og spændende veje. Bl.a. en vej bestående af to rækker fliser. En lidt anderledes vej, men hu hej og vilde dyr, hvor det gik.

Vi passerede også en træbro med manuel betjening af broens klap, således man kunne sejle med høje master på kanalen.

 

Jesper D havde fundet en gammel borgruin, som han mente var et besøg værd. Om ikke andet, så var den en fin kullisse for fotooptagelser. Og spændende er det jo altid, hvis man forestiller sig hvordan livet var i ruinens storhedstid. Riddere og skjønne møer. Dueller og krige. Bål i store gryder og festmåltider ved rustikke borde. Jo - min fantasi får vinger og flyver løbsk, når jeg er sådanne steder.

 

Efter stoppet ved borgen fortsatte vejen som en rimelig go grusvej. Herligt. Det var sådanne veje jeg længtes efter og håbede på, vi skulle køre rigtig mange kilometer ad.

Alt var gået godt. Vejret var skønt. Ikke for varmt. ikke for koldt. Vi havde fået vores lyster styret en smule. Tilbage på motorvejen drejde vi igen op for hastigheden, og nåede grænsen til Polen. At krydse en grænse i Europa, for en dansk mand fra Danmark (og nå ja, oss en dansk mand bosat i Sverige) går hurtigt i disse EU tider.

De første kilometer i Polen fortsatte vi ad større veje. Målet var at bruge så lidt tid på Tyskland og Polen som muligt, for at nå Ukraine og bruge meget at feriedagene der. Måske undtaget hvis man kæmper for at overleve et eller andet, kan man få uanede kræfter til at fortsætte meget længere tid og udholde meget, men vi var ikke på en overlevelsestur, og derfor blev vi trætte og sultne, da vi nærmede os aften. Min triptæller fortalte jeg havde kørt godt 700 km siden jeg forlod hjemmet i Kvong.

I min lille røde bog har jeg noteret vi kom forbi hotel Sajazd Podlesie, lidt efter byen Chociwel. Hotellet lå i skovkanten og så hyggeligt ud, og med tegn og fakter, blev vi hurtigt enige om, at lave en U-vending for at køre tilbage til hotellet, og spørge om natlogi.

Vi blev modtaget af yngre mand, som kunne lidt engelsk. Han var, viste det sig, svigersøn til parret der ejede hotellet, og ville gerne sælge et værelse til os for én nat. Han kunne også trylle lidt mad frem, og kolde øl, jow jow, alle dem vi kunne drikke. Således blev det.

 

Jeg skal ikke kunne sige hvad der var puttet i øllerne! Men pludselig, efter vi hvade spist og var trukket op på værelset, lå Jesper D på gulvet, tapet med gaffa! Jeg ved ikke hvad der gik galt, mellem Jesper D og Jesper J. Men Jesper J blev måske træt af at høre på Jesper D, for Jesper J fløj på Jesper D, og fik ham bastet og bundet på hænder og fødder med noget gaffatape han havde i en taske! Om det var indledningen til noget jeg ikke skulle blande mig i? Eller de bare blev legesyge? Jeg ved det ikke, men jeg fik da et par sjove billeder *s*

Da der var faldet ro over drengene, kunne vi krybe under dynerne, slukke lyset og gå hver til vores drømme.

 

Dag to var en forlængelse af dag et.

 

Meget motorvej. Men også motorvejen har sin charme. Trafikken udgøres her af en lille blå bil, og en rød, som er værd at kigge lidt nærmere på. Desuden var det også anderledes køretøjer for eks. militære! Parolen for dagens kørsel var: Vi skulle fremad. Polen er bred. Og vi havde et mål om at komme gennem landet.

Uden at glemme det sjove, altså. Og det sjove er nogen gange veje, hvor sand og grus og andet løst materiale udgør den flade, hvor dækkene skal finde fodfæste, for at bære os fremover stepperne, som man siger. Og netop sådanne veje er go underholdning for legesyge ungersvende (ahøm.....ahøm.....) .

En anden form for beskæftigelse på lange måske lidt kedelige stræk, kan være at bemærke hvordan rabatten kommer til at ligne en udvidelse af selve vejen! Ihvertfald undrede jeg mig flere gange over hvor store lastbiler der benyttede veje, som var alt for smalle til den slags køretøjer. I sådanne tilfælde er det godt hvis rabatten kan holde til "tung belastning".

Dagen endte på et pænt hotel, men først måtte vi dog prøve os lidt frem. Første sted vi forsøgte os med, ligneden nærmest en detention! Ikke helt, men tanken kom til mig. "Kolde" enkle smalle dybe rum med en seng, et lille vindue og et natbord. Ikke lige det vi ønskede den dag, så vi besluttede at søge videre. Og kom til næste by, hvor vi blev lukket ind på et hotel, som faktisk havde "lukkedag". Men damen åbnede, vi fik vores værelser og hun lavede mad til os, medens vi drak et par pilsnere. Se det er gæstfrihed. Og gav selvfølgleig penge i kassen på en lukkedag.

Efter en spadseretur i mindelunden på Sobibor, var det tid at sige farvel til Jesper J. Han ville nu søge mod Østrig, til de venner han havde dernede, og Jesper D og jeg ville fortsætte turen til Ukraine, hvis grænse ligger ikke langt øst for den tidligere kz-lejr.

Jesper D og jeg ønksede Jesper J en rigtig go tur og således skiltes vore veje. Senere fik vi en sms-hilsen fra ham, at han var kommet godt frem og havde haft en fin tur.

Jesper D og jeg havde også en fin tur frem til grænsen, som vi nåede midt på eftermiddagen. Det tog en times tid at komme igennem toldområdet. Der var lidt trængsel, og det tog desuden lidt tid at finde ud af at komme til de rigtige "bure" for at få de korrekte stempler, på de korekte papirer. Men det lykkedes uden problemer, og snart kunne vi lade vores udstødningsgasser blande sig med de røgen fra den ukrainske trafik. Eller måske snarere med lugten fra den ukrainske trafik *ggg*

Man behøver ikke køre mange kilomter ind i Ukraine, førend man opdager, at deres asfalt er godt brugt, pænt slidt og sine steder mangelfuld. Jesper D havde tidligere besøgt landet, og havde forberedt mig på, jeg skulle være opmærksom på huller og buler. Buler kaldes i nogle lande "sporriller" og ja, der var indimellem buler/sporriller det ville være pænt meget på sin plads at være opmærksomme på. Både på landet og i byerne. Ligesådan med hullerne i asfalten. Inde i min hjelm smilede jeg ved tanken om, at det ikke behøver være på grund af indtagelse af for meget spirtus, hvis en ukrainsk bilist slingrer hen ad vejen. Det er nok mest sandsynligt han ved hvor hullerne i vejen er, og prøver at undgå de værste, ved at køre i zigzag og bruge hele vejen, samt rabatten!

I løbet af tre dage var vi nået til Ukraine. Vi var startet tre mand, to fra Danmark og én fra Sverige. Nu var vi to som nåede frem til Volodymyr, en mindre by der lå ikke langt inde i Ukraine. Vi gjorde stop på torvet, hvor vi også fandt hotel Volyn, som havde plads til et par turister. Motorcyklerne? Jo, de skulle stå på torvet, men de ville være under opsyn, og Irina, recpetionist som kunne lidt engelsk, var helt sikker på de ville stå sikkert og godt.

Vi var ikke så sikre, men ok, hvis det skulle være den chance vi skulle tage, så måtte det være sådan. Altså sov vi i et par senge på anden sal, og motorcyklerne stod på torvet, foran hotellet. Og der skete ikke noget. D.v.s. det gjorde der næste morgen!

Stay tunned, og følg med på turen gennem Ukraine og Moldavien, Rumænien og mange flere *s*