Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

Seneste:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2018.01.04.

Årets første fællestur

Overfarten gik gnidningsløst, og hurtigt. De to damer fik kørelejlighed med manden i bilen. De skulle åbenbart samme vej, og så kunne de jo fint køre med ham. Sådan tror jeg det var, for de to damer steg ind i bilen.

Fra færgen og op til nærmeste by, var der en fin gruset vej, som vi fulgte. Senere blev den til en meget bulet og bumpet asfalteret vej, med såvel huller som dybe sporriller, som hvis de havde været på tværs af vejen, ville have været rigtig gode som "hastighedsregulerende" bump, som vi kender dem fra Danmark.

Vejen var pænt lige, og jævnt kedelig. Men det var vejen som førte so frem til grænsen til Moldova, og derfor var det en go vej! At komme gennem grænsekontrollen gik hurtigt. Endnu en gang. Faktisk har jeg kun i et par tilfælde haft lidt bøvl når jeg skulle krydse fra et land til et andet. Om det er fordi jeg er dansker, eller fordi jeg ser meget troværdig ud, eller fordi jeg kører på en af verdens bedste motorcykler, det ved jeg ikke.

Fra værelset havde vi denne udsigt, til det højhus jeg lavede foto af undervejs ind i byen.

Aftensmaden blev indtaget i en udendørs, overdækket restaurant. Heldigt med overdækningen, for regnen trommede gevaldigt på taget, midt under middagen. Inden maden............... lige en enkelt øl eller to!

Off road på asfalt i Ukraine III

Moldavien

Til: Afsnit I Afsnit II Afsnit IV

 

Kast trosserne, vi er klar til take off, eller hvad det nu hedder på sømandsk i Ukraine. Vi havde ventet i næsten en time på afgangen, så vi var så klar. Varmen var trykkende,sveden piblede frem under vores motorcykeldress, men der var heldigvis skygge under nogle træer.

Færgen der skulle fragte os over floden Dnjestr, var to-delt. Ind mod land, med rampen hvilende direkte på bredden, var en pram til lasten, d.v.s. biler, motorcykler og passagerer. "Prammen" var en samling "flyde"-pontoner, som blev holdt sammen af nogle store "clips". I min fantasi forestillede jeg mig det var nogle jernpontoner, det ukrainske millitær tidligere havde brugt som flydebroer, men som nu gjorde tjenste som færge. Prammen blev trukket, henholdsvis skubbet, af en mindre motorbåd, som prammen var fastgjort til stævnen af. Såvel pram som motorbåd var slidte og rustne.

Jesper fandt "færgen" interessant, og forsøge at "købe færgen". Han havde noget svensk snaps på små flasker med i sidetasken, og gik ombord med flaskerne. Kaptajnen var gået ned i maskinrummet, men "jungmanden" eller hvad hans tittel end var, kom frem da Jesper nærmede sig.

Forhandlingerne gik ikke så godt til at starte med. Sprogvanskeligheder. Men da Jesper viste flaskerne, kom der en slags gennembrud. Dog, én flaske, det var alt for lidt, viste jungmandens udtryk og kropssprog tydeligt.

Jeg forstod ikke helt hvad Jesper ville med den gamle skrotbunke. For mig gjalt det blot om at komme over på den anden side af floden. Derovre ventede Moldavien. Næste land min Gamle Slæde og jeg skulle "erobre" i Europa. Jeg var rigtig godt tilfreds med at flodens vand flød lige så stille, uden bølger og dermed søgang, for jeg tvivlede lidt på færgens evner i dårligt vejr.

 

Kort før klokken blev afgang, gik de lokale passagerer ombord, et par ældre kvinder og et par mænd. Dernæst blev vi vinket ombord, og til slut en enkelt bil. Færgen sendte en sort røgsky mod hilmlen og lagde fra land. Bakkede ud i bifloden Smotrych og satte derefter kursen mod den fjerneste brink, tværs over Dnestr.

De lokale kiggede en del på vores motorcykler og os. En yngste af damerne tiltalte Jesper, som svarede ved at tale sit svar ind på sin mobiltelefon, som derefter oversatte til ukrainsk, og de to damer kunne så læse svaret på skærmen. Se det var jo rigtig smart. Den yngste af damerne kunne læse og derefter forælle til den ældre, hvad Jesper svarede på spørgsmålene.

Jesper havde også sat sig grundigt ind i Moldaviens vejnet, og fandt hurtigt en spændende rute, hvor vi kørte mange kilometer på fine grus- og jordveje. Markerne var dyrket med flere forskellige afgrøder, og indimellem kunne vi række hånden op til en hilsen, til de markarbejder der passede afgrøderne. Det er en vane jeg har fået. Altid at hilse på lokale, hvis jeg tror eller fornemmer de kigger efter mig. På den vis har jeg fået mange smil og hilsner retur.

Hav-, sø- og flodvand gir appetit. Eller ihvertfrald, efter uret at dømme, var det ved at være tid for frokost. Alarmen på maveuret havde jeg slåt fra et par gange, da Jesper endelig slappede lidt af med højrehånden, trådte gearpedalen ned og fandt et lavt gear, medens han manøvrerede motorcyklen ned mod nogle træer, ved en større sø.

Efter lidt søgen på engen, fandt vi et sted hvor støttefoden ikke sank gennem græsset. Stod af, smed jakkerne og gav os til at lede i vores sidetasker, efter noget spiseligt. Det med det spiselige, det var straks værre! Der var ikke meget. Men hvis man er sulten, er et par Marie kiks og ost, bedre end slet ingenting, og dertil en kop go kaffe. Så var vi klar til flere grusveje og indtryk.

Uden jeg skal kloge mig på, hvad eller præcist hvem denne park skulle ære, vil jeg jeg i første omgang troede det var en legepark for børn, et tivoli eller måske en privat boligejer, som var gået agurk i en butik med plastiksvaner og dværge.

Men nej, der var rent faktisk tale om en mindepark for noget krigerisk noget! Jeg tænker det er noget russisk efterladenskab, som er blevet pyntet op. At udrede Moldaviens politiske forhold og især tilhørsforhold, er noget af en opgave. Men læs om Moldaviens historie her

Personligt synes jeg de er gået lidt for vidt, men hvis det er sådan de gerne vil mindes krig, grusomhed og ødelæggelser, så skal jeg ikke være den der ødelægger deres humør. Vi kom, vi så, vi fotograferede og vi kørte igen. Jeg rystede en smule på hovedet, men det kunne ingen se, for vejen var ujævn og jeg havde hjelm på hovedet!

Moldavien er europas fattigste land. Landet er lidt mindre end Danmark. De har ca. 3,5 mill indbyggere og er pænt tørstige. Jeg læste et sted at befolkningen er dem der drikker mest alkohol i verden! Og vand, tænker jeg, må de nødvendigvis også drikke meget af!

Hvor jeg ved det fra? Jo, undervejs gennem landet lagde jeg mærke til, at der var mange brønde. Og næsten alle de brønde vi kom forbi, så ud til at blive brugt. Jeg skal ikke kunne sige om det er fordi der ikke er indlagt vand i husene. Det fandt jeg aldrig ud af, men det var meget tydeligtt at brøndene blev brugt og vedligeholdt. Alle brønde jeg lagde mærke til, havde indgangen ud mod gaden. Dette tolker jeg som at alle brønde var til fælles bedste.

I en mindre by var jeg heldig at lave et foto af en renovering af en brønd.

Efter ca 150 kilometers kørsel ankom vi til Bälti, den 2 største by i Moldova, efter økonomi og areal, med godt 105.000 indbyggere. Endnu en gang var dagen snart forbi. Vi var fremme ved vores 7. dag på turen. Efter knap 2.800 km var vi fremme ved det mest østlige punkt vi ville nå. Fra næste dag vendte vores forhjul atter mod vest, men dog ikke ad den nærmeste rute.

Foto nedenunder er fra den nordlige indfaldsvej vi ankom ad. Og sjovt nok, lå hotel Lido lige overfor, men det så vi så ikke da vi kørte ind i byen. Alligevel endte vi op deruden, men inden vi fandt hotel Lido, kørte vi ind til centrum og kiggede os omkring.

Inde i byen gjorde vi holdt på en gade, hvor der skulle være et hotel. Jesper forsvandt ind i en høj bygning, medens jeg blev ude ved motorcyklerne. En mor kom forbi med en frisk lille gut, som blev meget forelsket i Jespers motorcykel. Ja ja, hvem kan nu forstå det var Jespers og ikke min motorcykel, knægten gerne ville prøvesidde? Men ok, hvis drengen ville nøjes *s* så ham om det. Jeg gav lov, og med moderens hjælp, fik vi stablet gutten op på sædet og jeg lavede selvfølgelig et foto af begivenheden. Mor og søn var ellevilde. Jeg havde i den grad reddet deres dag..

Da Jesper kom tilbage, viste det sig han ikke havde heldet med sig. De havde ikke flere ledige værelser - eller de forstod ikke hvad han sagde? *ggg*. Altså måtte vi søge videre. I stedet for at finde et sted at overnatte, fik vi set lidt af byen, inden regnen satte ind.Temperaturen var dejlig, men regnen truede i det fjerne.

Med hjælp fra sin mobiltelefon, fandt Jesper hotel Lido. Det var tilbage hvorfra vi kom, men skidt. Et par kilometer fra eller til, gør ikke den store forskel, når man er på langtur. Med gps'en indstillet var det nemt at finde hotel Lido, hvor Jesper gik ind og spurgte på ledigt værelse til to personer for én nat. Medens han forhandlede eller hvad det nu var han lavede derinde i den store hvide bygning med de enormt forhåbningsskabende plastik bogstaver på taget, kunne jeg se én af stuepigerne i vinduet. Jeg fik lavet adskillige fotos af hendes meget forskellige ansigtsudtryk, medens jeg ventede på Jesper kom tilbage.

 

Et minus ved at skulle bo på hotel Lido var, at motorcyklerne skulle stå ude i gården, foran indgangen. Det var jeg ikke helt rolig ved, men receptionisten havde forklaret Jesper, at man låste gården af om nattten. Så ok, og desuden, det lod jo til at Jespers GS var mere populær end min, så hvis nogen ville løbe med en af vores motorcykler, blev det nok Jespers, trøstede jeg mig med.

Morgenmaden var en kulturel oplevelse, idet vi skulle spise morgenmad i biblioteket, eller ihvertfald et rum med poesi på væggene. Iøvrigt, det var de samme værs overalt. Og bøger var der ikke mange af!

De lange snoede veje med godt asfalt, fandt vi ikke. Måske ikke så sært, for Moldova er fladt, som Danmark. Næsten. Deres højeste bakke er ca halvanden gang så høj som vores højeste punkt. Derfor har de ikke haft behov for at lave veje der snor sig udenom bakker og bjerge.

Asfalten er om ikke bedre, så dog lappet og med færre huller og buler end i Ukraine.

 

Markerne var store. Afgrøderne så sunde og kraftige ud. Og jeg tænker de må have nogle maskiner til at hjælpe med høsten. Hvis de kæmpe marker skal høstes, som manden med leen på billedet viser, er der lang vej til fyraften. Antallet af landarbejdere på markerne var store. Jeg tænkte tilbage på, da jeg som dreng var med i flokken der hakkede roer. Række op og række ned. Vi var ikke alle lige hurtige, så der var spredt orden i gelederne, men vi ydede hver vort. Jeg hakkede ikke roer for at få mad på bordet, men for at tjene lommepenge. Markerne var ikke min families, det var naboerne, landmænd rundt i landsbyen, som betalte mig og de andre et beløg pr. række vi hakkede.

 

Bemærk at motorcykler med sidevogn sagtens kan bruges til transport af grøntfoder.

Turen gennem det nordlige Moldavien var snart kørt. Vi nærmede os grænsen til Rumænien, og dermed EU igen.

 

Vi havde hver gang vi tankede benzin spurgt efter stickers med landekendingsbogstaver. Men det var ikke lykkedes os. Men så pludselig var vi heldige. Ved grænseovergangen Sculeni, hvorfra vi entrerede Rumænien, var en række boder, som husede ekspeditionskontorer for forskellige firmaer. De varetog papirarbejdet til eksportvognmænd. En af disse, en herligt grinende kvinde, kom med et par stickers til os. Fantastisk, det var helt sikkert et foto værd. Jeg fik lov at lave et foto af hende sammen med Jesper.

De første mange kilometer i Rumænien (i denne omgang *s*) havde Jesper fundet nogle rigtig spændende jord- og markveje. Herligt. Solen skinnede. Hjulene spandt. Forventningens glæde boblede i mave og hoved. Vi var på vej mod Transfagarasan. Og Transalpina. Skønne bjerge, snoede kringlede veje, sving der krævede nedgearinger, sving der kunne køres med go fart i 3. og 4. gear, næsten alle vejene med god jævn og forholdsvis ny asfalt, ventede forude. Jow jow, champagne var ikke nødvendig for at sætte bobler i de indre systemer.

Eventyr rejsen 2016 var langt fra forbi. Men kapitlet om Moldavien er slut. Turen fortsætter i næste kapitel. Som kommer snarest. Derfor stay tuned, hvis du vil med på resten af turen *s*