Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

Seneste:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2018.01.04.

Årets første fællestur

I Lutsk kørte vi gennem en markedsgade for at komme frem til borgen, Lubart's Castle. Spændende. Ingen vrede mine eller tilråb. Folk flyttede sig og gav plads med smil om munden. Jeg havde, som jeg altid gør, åbnet min hjelm således man kunne se mest muligt at mit ansigt. Selvfølgelig havde jeg også smurt et stort smil om munden, og vinkede hvis jeg på nogen måde fik en fornemmelse af, jeg fik øjen kontakt.

 

Temmelig tæt på Lubarts Castle fandt vi et lille torv, hvor vi kunne parkere motorcyklerne. Solen skinnede. Vi havde det rigtig varmt. I en fart fik vi noget af det varme motorcykeltøj af. Ud af øjenkrogen kunne vi følge en flok unge mennesker, børn der sad og tegnede. Efter en tår at drikke, gik jeg hen til børnene og viste dem mit kamera. Med fagter og tegn forsøgte jeg at gøre børnene opmærksom på jeg ville lave et foto af dem, og medens denne en-vejs-kommunikation foregik, kom deres lærer Pjotr hen og sagde på fint engelsk, at jeg gerne måtte lave et billede.

Herligt, børnenes unge lærer kunne engelsk, og vi fik en længere snak, inden vi gik ind på borgen. Lubarts borg er en turistmagnet. Der var mange skolebørn med deres lærer. Jeg gætter på de var på ekskursion i historietimen. Medens vi gik rundt, hørte jeg flere forskellige sprog, tysk og nogle jeg ikke forstod et kvæk af. Ude igen, fik jeg endelig min krone. Nu er jeg så en rigtig Prins *s*

Off road på asfalt i Ukraine II

Ukraine

 

Til: Afsnit I Afsnit III Afsnit IV

 

Skiltet, de store bogstaver af malet beton, er det gamle byskilt. I baggrunden ses det nye skilt, med navnet Lutsk stavet/skrevet på kyrillisk og med et for os mere læsevenlige gotiske bogstaver. Samt ikke at forglemme, med det Europæiske fællesskabs symbol, som tegn på........ jeg ved det ikke. Ukraine er ikke medlem af EU. Og jeg har ikke ved søgning på Google kunnet finde, at de ansøger om medlemsskab. Men hvis du ved hvorfor de har disse skilte opsat, må du gerne kommentere på det og sende din kommentar i en mail til mig.

 

Med bange anelser og lidt frygt, vovede jeg mig ud på gangen på hotel Volyn om morgenen i Volodymyr. Mine tanker kredsede om motorcyklerne, som stod, håbede jeg, på pladsen foran hotellet, lige som vi havde forladt dem om aftenen.

Fra et vindue kunne jeg akkurat se ud over pladsen, og lidt af parkeringsbåsene ved hotellet. Motorcyklerne stod pænt op, men der var nogen ved motorcyklerne. Uha det måtte jeg ned og studere. I hast greb jeg mit kamera og skyndte mig ned ad trapperne. Gennem receptionen og ud på gaden. Her er hvad jeg så:

To unge piger skiftedes til at tage billeder af hinanden, med deres mobitelefoner, sammen med vores motorcykler. (Bemærk det er den Gamle Gule der er trækplastret, hvor den grå nærmest er i vejen *ggg*)

 

Der var liv og glade dage på torvet. Lige til venstre for hotellet, legede en mor med sit barn, med duerne. Livet på og omkrinjg torvet var nok et ekstra kig værd, men vi skulle jo også videre. Så altså, alle pakkenelliker retur på motorcyklerne og afsted det gik. Videre mod øst, mod Lutsk. hvor Jesper D ville vise mig en gammel borg.

Kære Læser, hvis du føler dig snydt, fordi jeg ikke har lavet billeder inde fra borgen, er jeg ked af det på dine vegne. Men, jeg vil tilbyde at følge med dig derover. Jeg vil vise dig vej og føre dig rundt på borgen. Jeg ved hvor den ligger, og jeg vil gerne derover igen, og så kan du jo ved selvsyn se og føre dig frem derovre, i de historiske efterladenskaber. Har vi en aftale? Bare kontakt mig og sig hvornår vi kører. Jeg er så klar ;-)

Der er pænt, og der er mange andre steder vi oss lige kan kigge på, hvis vi skal derover! Generelt for denne tur og for mine andre reportager, har jeg en holdning om, at jeg ikke er på tur for at lave billeder mage til dem man finder i turistbrochurer. Jeg vil gerne noget andet. Og hvis jeg laver nogle billeder på turistede steder, har jeg (næsten) altid en person, den eller dem jeg er på tur sammen med, - eller min motorcykel, med på billedet.

 

Tilbage til Lutsk og Jesper D. Vi brugte nogle timer på borgen og livet i byen, inden vi igen søgte ud af byen. Undervejs mod Lviv, som var vores næste mål, overhalede jeg bl.a. denne ekvipage, som enten har en go humor eller måske bare følger tidens trend, med at alt skal være registreret! Nej, jeg tror det var en form for humor, idet jeg ikke har set andre hestetrukne køretøjer i Ukraine der havde nummerplade.

 

Et sted gjorde vi holdt for at få en kop kaffe ved en flot kirke. Min eneste kommentar er: Der er stor forskel på hvordan og hvad man bruger penge på! Kirken så ikke ud til at være et sted hvor der blev sparet. Men desværre var kirken lukket, så vi kunne ikke se interiøret. Ærgerligt.

En af de ting der kendetegner Ukraine, er deres flot dekorerede overdækkede busstop skure. Den nedenfor er lidt "slidt", men stadig dekoreret, ligesom der er gjort noget ud af akitekturen. Måske det er lidt stift hvad man kan lave af beton elementer, men man har dog forsøgt, og lykkedes i, at der er kommet nogle linjer frem. Om man kan lide det eller ej! Det er mest en smagssag.

 

Såvel billedet ovenfor, som billedet fra klostret nedenfor, er en god illustration af hvad jeg mener med at jeg skal have noget motorcykel eller personligt med på de mere turistede billeder. Vi gik en del rundt på klosteret, og jeg lavede flere fotos, men dette, syntes jeg var et godt motiv at vise i denne RR idet det fortæller om et stort byggeri, med mange detaljer og rigdom.

Frokosttid er når maveuret ringer.Jesper D og mit maveur er nogenlunde rimeligt godt synkroniserede hvad mad angår. Og når man så er i Ukraine, ja så spiser man ukrainsk mad. Vi fandt en restaurant ved vejen, og gik indenfor, efter vi havde parkeret vores motorcykler ved fortovet, lige overfor spisestedet.

Nu er kyrilliske bogstaver ikke lige min livret, og jeg forstod intet af hvad restaurante havde at tilbyde et par sultne danskere. Et ungt par, studerende fra Kiev, som også befandt sig i restauranten, hjalp os. De kunne lidt engelsk, og til stor moro for de unge servitricer, gik Jesper til "forhandlingsbordet" for sammen med den unge mand, at bestille noget mad til os. Det lykkedes.

Jesper fik bestilt "Borsch"-suppe med noget kød til. Om maden kan jeg ikke huske så meget, udover at det smagte godt, men at jeg sagtens kunne have spist mere. Grunden til jeg ikke fik bestilt noget mere var, at jeg, fra vores vindues plads i restauranten, af Jesper blev gjort opmærksom på, at en tilsyneladende beruset mandsperson, rodede ved min motorcykel! Jeg skyndte mig ud, tog et billede og gik over gaden. Ganske rigtigt, der sad en mand tæt på min motorcykel. Han kiggede undrende på mig, da jeg kom over til ham.

Jeg regnede ikke med jeg kunne tale med ham, hvilket jeg heller ikke kunne. Han sagde noget på ukrainsk (tror jeg det var) og jeg svarede på engelsk. Han kiggede meget på mig. Rakte hånden ud og ville sikkert have penge. Uden at jeg bemærkede noget, kom en anden mandsperson hen til os. Jeg anede ikke hvor han kom fra, men han kunne en smule tysk, og fortalte han på et tidspunkt havde arbejdet i Tyskland. Han beklagede den anden mnads opførsel. Sagde noget til denne, og tog derefter sin pung op af lommen. Tog en 20 ukrainske pengeseddel frem og gav den til "tiggeren" som derefter forlod os. Den tysktalende ukrainer undskyldte endnu en gang tiggerens opførsel, og hævdede nu, at jeg skyldte ham 20 penge, altså de penge han havde givet tiggeren, for at gå sin vej!

Den udlægning var jeg ikke enig i. Med venlighed i stemmen og overbevisning i tonen, fortalte jeg at jeg ikke havde nogen penge, hvilket var helt korrekt, idet Jesper D var vores "kassemester". Jesper tog sig af at betale regninger med lokale penge, de hedder "hryvnia". Rimelig praktisk at kun én af os behøvede at veksle. Alt medens jeg stod og "forhandlede" med den tysktalende mand der 'havde reddet mig', tænkte jeg, at de to mandspersoner var i fuld gang med at "tage røven på mig"! Jeg tænkte, dette her, det er iscenesat. Det er deres måde at tjene til dagen og vejen på. Selv om jeg på følte mig lidt usikker på hvad der ville ske, viste det sig hurtigt jeg ikke behøvede at være bange. Manden, der talt tysk, blev ved inogen tid med at vrøvle, snart på tysk, men mest på ukrainsk, og vendte sig derefter bort fra mig og forlod stedet i modsat retning af tiggeren.

 

Jeg blev stående ved motorcyklerne lidt og fik lavet et par billeder, inden jeg vendte tilbage til Jesper på restauranten. De to billeder, lavet indenfor ganske kort tid, viser hvordan mødre (?) transporterer sit barn på små scotere. Hjelme bruges ikke. Måske det ødelægger håret?

 

Tilbage på landevejen mellem Lutsk og Lviv. Vejen er i rimelig god stand. Ihvertald nogen steder. Området er fladt og grønt landbrugsland. Men Jesper havde gjort sit forarbejde rigtig godt, og viste bl.a. vej til et ældre monument fra den russiske tid.Om det er mangel på vedligehold eller simpelt tyveri af metal, det fandt vi ikke ud af, men den flotte hingst med krigerisk rytter, Jesper ved en tidligere lejlighed havde beundret, var der ikke meget tilbage af.

Jesper D har en ven der bor i Lviv. Manden hedder Vulva, og er en tidligere arbejdskollega, som havde hjulpet Jesper med planlægningen af rejsen, samt han havde reserveret et værelse på hotel Rius i Lviv til os. Jesper havde desuden aftalt Vulva skulle komme og hente os, for at vi sammen kunne gå en tur i Lviv.

 

Vi havde ikke været længe i Lviv inden Vulva kom hen til hotellet og hente os. Han første os stedkendt rundt i byen, til tørsten meldte sin ankomst. På et torv fandt Vulva, et hyggeligt sted, hvor de serverede mørkt øl og lokale snaks. Mums for ganen i det fine vejr.

Vi havde ikke siddet længe, inden en yngre herre satte sig ganske få meter fra os og satte sit medbragte horn for munden. Han blæste liv i hornet, og snart lød en sagte dyb basagtig rumlen ud over torvet. Lidt længere borte legede en gruppe børn i de sæbebobler en anden artisk skabte. Jo, der var liv og gøgl på torvet i Lviv.

Næste omgang øl blev serveret i flasker med helt specielle etiketter. Den ene etiket havde omdøbt fru Merkel til "Frau Ribbentrop", en anden etiket fortalte øllet i flasken hed "Obama Hope" og den tredje flaske indeholdt "Futin Huilo"-øl. Man gjorde på etiketterne grin med de store politikere i verden.

En ældre MorLille solgte roser og nelliker, men hendes varer fristede ikke os.

Kultur er andet end etiketter på flasker. Lviv har huset en skribent/forfatter el. lign. og Jesper mente der måske ville falde lidt stjernedrys af på ham, hvis han satte sig for at få en snak med vedkommende.

Efter en god og hyggelig aften sammen med Vulva, tog vi afsked med ham, efter vi havde nydt en sidste øl og skålet for vores allesammens fremtid. Vi sov godt på hotellet. Spiste en go morgenmad, i et for mig ret specielt miljø. Internationalt og koldt.

Proceduren var, at man gik frem til disken. Pegede på - eller hvis man kunne sproget, fortalte hvad man gerne ville have, og fik maden udleveret sammen med en regning, hvorefter man gik til et af bordene. Borde og stole var meget høje, Ingen kunne nå gulvet hvis man sad på stolen. Måske praktisk, men det var ikke særligt hyggeligt eller intimt, intet lokalt miljø. Inden man forlod morgenmadsrestauranten, skulle man forbi kassen for at betale, men vi havde forinden fået udleveret et "kreditkort", såleds at vores morgenmad blev afregnet af hotellet.

 

Vi forlod Lviv i det smukkeste morgenvejr. Vi havde retning mod syd. GPS'en var rettet mod et særligt sted i Karpaterne, som på engelsk kaldes Dovbush rocks. Stedet ligger på højde med den sydligste spids af Polen. I luftlinje er der ikke langt til Polen. Stedet har fået sit navn efter en oprørsleder Oleksa Dovbush, en lokal patriot, som hjalp de fattige ved at røve fra de rige. En ukrainsk Robin Hood. Banden, som ifølge sagnet bestod af ca. 50 personer, holdt til i de menneske skabte huler, som nu er en turist attraktion.

Målet for næste stop kendte jeg ikke på forhånd. Ruten fra røverhulen mod sydøst Jesper havde en overraskelse til mig. Det geografiske center i Europa ligger ved en lille by, Dilove ca 15 km syd for Rahkiv, og kun et par kilometer fra den rumænske grænse, nord for Petrova.

Der er ikke enighed om hvor den geografiske center ligger,. Afhængigt af hvordan man opgør begrebet, har Europa et varierende antal selvstændige lande, imidlertid har Europarådet 47 medlemslande, hvoraf Rusland er det største målt på såvel areal som befolkning, mens Vatikanstaten i Rom er den mindste. Flere lande har udnævnt punkter til at være geografisk center. Se mere på lonely planet om emnet.

 

Turen til Dilov var smuk, og sine steder såvel støvet, eller pyntet med løse sten, store huller, kokasser og/eller hestepærer, der hvor dækkene skulle køre.

Uanset om alle godkender stedet ved Dilove, er det for mig, der efter mine ture i 2016, har besøgt 40 forskellige lande i Europa, interessant at være på sådan et sted, sammen med den "ven og rejsekammerat" jeg har gjort de mange besøg med, nemlig min skønne Gamle Slæde, aka min R1200GS, som i år rundede 262.000 km.

 

Stedet er meget turistet. Salgsboder med alskens gode ting og sager, meget med stedets navn påført med sirlig håndskrift, som måske, måske ikke, skal forlede køberne til at tro det er håndarbejde fra områdets husflidskredse. Noget er, ganske givet, men ikke alt der skinner er guld!

 

Ingen ture kører sig selv. Altså op på motorcyklen igen og afsted. Med i jespers forberedelser var en adresse på et B&B, hvor han tidligere havde overnattet. Uden problemer fandt Jesper stedet, og jeg noget nysgerrig, da han efter flere sving til højre og venstre i en mindre by, fandt en vej, som tilsyneladende førte lige op i en stor skov på en bjergskråning. Jesper standsede ved en lukket stålport ved det sidste hus på højre hånd. Han gik ind, og kom øjeblikket senere tilbage, sammen med en ældre herre, som åbnede porten. Vi kørte motorcyklerne ind i gruset. Standsede motorerne, og jeg kiggede mig omkring. Det var noget jeg virkelig kunne lide. Et ældre hus bygget af træstammer. Lidt tyrolerstil agtigt. Med en fløjgang i første sals højde, både på hovedhuset og annekset. Fantastisk sted med miljø og lokal kolorit. Meget anderledes end det grå og triste, vi har set så meget af. Vi fik et værelse og gik ned i byen for at spise.

Nu lakkede turen gennem Ukraine mod slutningen. Vi var ude på de sidste kilometer, men havde stadig nogle ukrainske hryvnia tilbage. Vi stoppede ved et minimarked, i håb om at vi dels kunne finde noget frokostmad, som vi kunne tage med os og finde et sted at spise. Dels bruge de sidste hryvnia. Det lykkedes. Sådan delsvis. Vi fandt ikke meget mad, der ikke skulle tilberedes. Men et par pakker kiks, og noget os blev det til. Og så noget vand, som vi hældte over i vores medbragte dunke.

 

Næste stop blev så frokost-stoppet, hvor vi søgte lidt bort fra den store vej, i håb om at finde et "passende sted med en go udsigt". Det fandt vi, dog måtte vi retur ad samme vej, idet vejen var spærret af indhegnet mark, til trods for at sporet var på GPS'en og det var tydeligt det fortsatte. Men vi vendte om.

 

Et andet sted vi gjorde stop i en lidt større by. I det fjerne, men absolut værd at bemærke, var nogle meget mørke skyer trukket frem og havde lukket for den blå himmel med de spredte hvisde skyer. Det var tid at finde regntøjet. Iøvrigt en øvelse vi skulle blive rigtig gode til senere på turen. Der var et par andre motorcykelturister som standsede, og vi fik en kort snak. De skulle også have regntøj på.

 

Medens Jesper snakkede med de to fremmede motorcyklister, mener de var fra Rumænien, lavede jeg et par fotooptagelser af en nydelig ung dame, som fotograferede en anden nydelig ung dame. Om det var den fotograferende der gerne ville øve sig i modeloptagelser, eller det var modellen, der drømte om en modelkarierre, det fandt jeg aldrig ud af. (Jeg lader billedet stå et øjeblik *s*)

Til alt held slap vandet hurtigt op i tordenbygen, som ramte os. Vi kunne fortsætte uden regntøj, og nåede frem til en fæstning ved floden Dnjestrr. Fæstningen hedder Khotinska. Steder huser også en flot kirke og på dagen vi var på besøg, var også rigtig mange andre lokale på besøg i kirken. Det var skoleafslutning og tid for at lufte det fine tøj, samt blive fotograferet med venner, veninder og familie.

 

På mine ture rundt i Europa har dækkene på motorcyklen kørt på rigtig mange forskellige underlag. Også på turen til Ukraine var der varierende dækning af kørefladen. På vejen fra Khotinska fæstningen mod grænsen til Moldavien, kørte vi en længere strækning på brosten, lagt i et fint buet mønster. Hverken asfalt eller brosten kan holde til den tunge trafik der udgør færdslen nu om dage, hvorfor der opstår sporriller samt huller og defekter overalt.

Hvis det er for at undgå huller i asfalten, må man gerne overskride den fuldt optrukne linje på kørebanen.

Sidste overnatning i Ukraine, skete på hotel Reikartz i Kamianets'-podil's'kyi. Nu havde vi i et par dage kørt tæt på grænsen til Rumænien og nu var der kun ganske få kilometer til Moldavien. Vi skulle krydse floden Dnjestrr inden vi kunne komme til græsenovergangen ved Bricini.

 

Stay tuned, så kan du følge Jesper og mig på vores videre tur gennem Moldavien, Rumænien, Ungarn, Slovakiet, Tjekkiet og hjem.