Har du gættet hvilken film jeg tænkte på? Eller kan ovenstående foto måske give dig endnu et hint?

 

Hvorom alting er. Inden vi forlod vores fælles base i Åsted, havde vi kigget mange steder ud, som vi gerne ville besøge. Et at stederne var denne allé. Vi havde fået indtryk af det var en skov, fyldt med gamle træer, som snoede og kroede sig noget så sjældent, at man til flere optagelser til filmen "Games of Thrones" havde fundet det værd at køre til Bregagh Road i NordIrland.

Den del af vejen hvor de gamle træer står tæt sammen, har nu fået tilnavnet "The Dark Hedges" efter strækningen er bleve kendt af tusinder og atter tusinder gennem filmen "Games of Thrones". Vores research må have været for tilfældig. Nå pyt, der var mange andre end os, der havde lagt vejen forbi. Om de alle var skuffede, skal jeg ikke kunne sige. Stemningen fra filmen var svær at genfinde der midt på dagen, men nu har vi altså været der. Og det var pænt og fint at gemme som et minde.

Næste punkt på vores dagstur var Giants Causeway. Geologerne mener dette nærmest usandsynlige naturfænomen er opstået ved opvarmning og afkøling af lavemasse. Fakta er, at tusindvis af 6-kantede basaltsøjler præger kystlinjen. Som stabler af tallerkner eller fliser, ligger de i høje og lave stakke. Stedet er spændende, hvilket irlænderne har fundet ud af at lave penge på. Det koster at parkere sit køretøj, og der er en sand folkevandring til og fra kysten. Adgangen til stenene sker ad asfalterede veje, hvor en shuttelbus kører, hvis man ikke selv er i stand til at klare turen. Der er en længere gåtur frem til hvor de karakteristiske "platter" ligger.

Vi udvidede gåturen til at være en "sight seeing med indlagt frokostpause". Ved at gå væk fra vejen (hvor alle andre gik), vandt vi et sted tæt på havet, hvor vi i læ for vinden, kunne nyde vores madpakke, medens vi kiggede på og lyttede til bølgerne, som buldrede mod klipper og sten i en uendelighed. Faktisk tror jeg de stadig ruller med al deres kraft og vælde. Men tag derover og kig. Der er pænt *s*

 

Vores slogan, eller nok rettere, vores opbrydningsfrase blev: "Turen kører ikke sig selv". Frasen blev sagt om morgenen. Og når én af os mente at nu havde vi været længe nok et sted. Altså, op på motorcyklerne igen, sæt i gear, slip koblingen og giv gas! Forude venter nye oplevelser.

 

Atlanterhavsruten er meget spændende og flot, men desværre (igen igen) blev dis afløst af regn - og omvendt. Blæsten drillede - også. Netop på grund af stærk blæst var en bro, fremstillet af tov, hen over en smal bugt, lukket fordi de stærke vinde gjorde det for farligt at færdes på broen. Vi satte vores lid til at med nattens komme, ville blæsten finde et andet sted at blæs.. I læ bag et hegn af fyrretræer og lave buske, slog vi teltet op på Glenmore Campsite. Pladsen ligger tæt på tov-broen. Spiste aftensmad på deres restaurant. Sov dejligt til lyden af vindens leg i nåletræerne bag os. Og håbede vi ville møde en ny dag uden blæst og gerne med sol fra en skyfri himmel.

 

Dagen begyndte fint. Himlen så lidt bleg ud, men blæsten var ikke stilnet af. Efter vi havde nydt en noget sparsommelig morgenmad: kogt æg, et par skiver bacon, varme bønner i tomatsovs og noget marmelade til et par stykker ristet brød, i en form for udestue (hvor alle andre gæster nød en kæmpe buffet i restauranten) var det tid at komme videre. Men den spinkle bro af tov mellem et par fremspringende klipper, den var stadig lukket.

Nogen gange må man tage sig lidt sammen, og undlade at vise hvad man mener om andre. Netop dette gjatl, da vi forlod Glenmore Campsite. Tonen overfor os, campister og motorcyklister, var ikke just hjertelig. Uanset at vi havde betalt det beløb der blev forlangt af os ved indtjekning, og uanset vi havde spist i deres restaurant om aftenen, og yderligere bestilt og spist morgenmad, var Damen (fra receptionen og madmor/kok aftenen i forvejen, samt denne morgens "overtjener" i morgenmadsrestauranten), meget vrissen. Jeg tror faktisk godt man kunne blive lidt bange for hende, og måske endda vende om, inden man bookede et værelse, tjekkede ind på campingpladsen eller bare ville spise i restauranten.

 

kørte vi forbi vejskiltet der viste ned til hængebroen. Et stort skilt oplyste om at broen var lukket. Så i stedet for en spadseretur over en tvivlsom (?) bro af reb, kørte vi retur til Ballymoney (hvad det så end er for en valuta!), besøgte en velassoteret Ducati motorcykelforhandler og gik derfra op og hilste på Joey Dunlop. Fans, kommunen, byen Ballymoney og sikkert fonde har rejst en Memorial Park i netop Ballymoney, hvor Joey levede til sin alt for tidlige død i 2000. Han døde i et race i Estland.

Jeg fortalte Joey om min hjelm, en Schuberth E1, og han var meget interesseret i at prøve den, men desværre var den for lille til ham! Jeanne fik oss lige hilst på Legenden.

 

Efter vi havde taget afsked med Joey, fortsatte vi mod Larne, ad små og mindre vej. I Larne ventede en færge, der ifølge fartplanen ville sejle mod Skotland, hvilket var nøjagtig samme retning og intention vi havde. Altså bordede vi færgen.

Flere har undret sig over at mit Nikon D90 kan holde til at ligge i tanktasken kilometer efer kilometer. Placeret i tasken, uden nogen former for stødpuder, ligger den klar til action. For den ikke skal falde af, har jeg remmen rundt om halsen, men det har aldrig været aktuelt. Med kameraet i tasken, har jeg slidt mange sæt dæk op, og har endnu aldrig haft brug for 'sikkerhedslinen'. Eller haft problemer med kameraet.

Der hvor jeg vil hen nu, er, at det er gået godt indtil nu. Om det var den vrisne dame fra campingpladsen der har sendt dårlige vibrationer mod kameraet, eller hvad der skete, ved jeg ikke. Men pludselig efter besøget der, begyndte kameraet at "spise" al strøm. Endda hurtigere end et barn kan spise en pose bolcher. Det er ikke helt sandt, men det lyder da godt, ikk?

Jeg fik strøm på min Nikon på færgen, men måtte tage batteriet ud mellem optagelserne, så der var strøm til næste gang kameraet skulle anvendes. Men det er godt nok irriterende. Og ganske uholdbart. Desværre gik jeg på grund af dette, glip af mange gode motiver, som jeg så undervejs på resten af ferieturen. (Kameraet er til salg. Billigt. Har købt en opgradering, nemlig et D7100 *s*)

 

Skotland er kendt for sit vejr, der kan skifte så hurtigt, du ikke engang når at få pakket regntøjet ud af sidetasken! Og for midgets! Dem stiftede vi naturligvis også bekendtskab med. Hold op de er nogle plagsaomme små skravl. De burde forbydes! Jeg tænker skotterne tilbage i tiden må have gjordt noget som Guderne bestemt ikke var tilfredse med. Uagtet jeg ikke har nogen bud på hvad det kan være, har jeg en stærk fornemmelse af, at det må have været noget meget slemt de foretog sig. For at straffe skotterne sendte Guderne derfor midgets i stort antal.

Jeg forsøgte at diskutere denne teori med et par skotter, men de var bestemt ikke lydhøre! Omvendt kunne de ikke selv komme med en bedre forklaring, så jeg holder på mit.

 

Første dagen i Skotland vågnede vi på campingpladsen ved Dalinlongart ved lyden af dryp på teltdugen. Det lød hyggeligt, og var ikke noget der var værd at skrive om, hvis det ikke lige havde været fordi - det blev værrer og værrer som dagen skred frem. Og det på trods af himlen - nogen steder - så meget fin ud.

 

Første mål denne dag var Glen Coe. Efter et par timers kørsel i regn, søgte vi ly på Glen Coe In. Vi spiste frokost medens fjernsynet i restauranten fortalte om vejret de næste 5-7 dage! Sikke en spådom og "hitpåsomhed"! Den smilende dame fra deres DMI, fortalte om regnen der ingen ende ville tage, ihvertflad ikke den næste uges tid. Samtidig skulle blæsten fortsætte med at lege med alt der ikke var naglet fast. Kort sagt var der udsigt til at vores fede tur langs den nordvestskotlandske kyst, ville forsvinde i fede dråber der forvanskede udsgiten gennem visiret. Vores idé var bl.a. at køre "The 500 mile road", som følger kysten, helt op mellem den 58. og 59. breddegrad.

Vi konfererede med yr.no som desværre var helt enige med meterologerne fra skotsk tv. Æv, det ville betyde at vi skulle køre den skønne rute langs Skotlands Atlanterhavs kyst i tåge, regn og dis - og sikkert kulde - uden større chancer at kunne nyde de skønne landskaber. At køre turen i sådan et vejr, gav ikke mening. Målet for turen var at se og nyde den vilde natur. Opleve hvordan vind og vejr og kulturen havde danset valse, tangoer og sjæledans med hinanden. Hvis det ikke kunne lade sig gøre i et rimeligt mc-venligt vejr, kunne det være ligegyldigt at køre ruten. Altså blev vi nødt til at erkende det ikke blev i 2016 vi skulle komme hjem fra ferieturen og fortælle om det pragtfulde skotske højland.

Mætte og varme, trak vi det våde regntøj over skuldrene, vendte cyklerne og kørete mod sydøst i stedet for nordvest. Gerda P.S. blev bedt om at lede os mod Falkirk, mellem Glasgow og Edingurgh. Jo tættere på østkysten og Edinburg vi kom, jo mere klarede vejret op. Tøjet blev langsomt tørret og humøret steg nogle grader.

Skotland og whisky........ har man sagt A, tænker man straks på B!.

Ved et pit stop undervejs østover, opdagede Jeanne vi var tæt på "The Famous Grouse" destilleri. Et besøg på et distelleri lå tæt på overfladen, i vores ønsker for turen gennem Skotland. Hvilket destilleri der skulle besøges, var ikke så vigtigt, for det distelleri jeg helst ville besøge, ligger på øen Islay, og hedder Laphroaig Distillery. Dertil ville vi under ingen omstændigheder kom,me vi ikke over på denne tur, havde jeg for længst indset. "The Famous Grouse" kunne derfor være lige så godt som alle andre, når vi ikke nu skulle til Laphroaig!

 

Vi ankom til området sent på dagen. For sent til at deltage i rundvisning på skotlands ældste destilleri. Altså ville vi finde et sted at overnatte i nærheden. Gerda P.S. blev spurgt, og kom op med mange gode forslag, men ingen steder var der plads på hverken B&B's eller hoteller. Ihvertfald ikke i Crieff, hvor The Famous Grouse ligger. Jeg havde en formodning om det måske ville være nemmere at finde et sted udenfor byen, og ganske rigtigt. Vi kom forbi et skilt som bekendtgjorde: "Restaurant and rooms". Byen hedder Muthill. Restauranten hed "Barley Bree Restaurant"! Hvis navndet siger dig noget, må det være fordi du har kendskab til Skotlands bedre restauranter! "Barly Bree" har nemlig vundet flotte priser for deres madkunst.

 

Se alt dette vidste vi ikke noget om! Vi havde dog en formodning om noget dyrt og fint. Realiteterne fik vi fortalt da vi stod ved skranken i "The Famous Grouse" og blev spurgt hvor langt vi havde kørt for at komme til destilleriet? Vi fortalte vi havde boet på hotel i Muthill. Damen smilede og tænkte sikkert noget i retning af, at vi så nok ikke var helt så "formueløse" som vi så ud! Med smil i øjnene og store armbevægelser kunne hun fortælle at "Barley Bree" var kåret som Skotlands bedste restaurant! Ikke så sært der var dyrt.

Efter rundvisningen var der konkurrence. Deltagerne på rundturen repræsenterede hver deres land. Der var gæster fra Frankrig, Indien, Holland, Skotland og Danmark. Danmark vandt (selvfølgelig) duft-bestemmelses-konkurrencen, idet Jeanne gættede flest. Yes - og så var der prøvesmagning.

Jeg smagte kun en ganske lille smule. Vi skulle jo køre............... Men det smagte godt, og vi fik resterne med til senere nydelse, i små plastikbægre!

"The Falkirk Wheel" er verdens eneste roterende slusesystem, der forbinder Forth and Clyde Canal med Union Canal. De to kanaler har en højdeforskel på 24 meter, hvilket svarer til en 8 etagers bygning. Den roterende sluse kan bære 600 tons. Imponerende. Vil du vide mere, spørg din ven Google.

Nede omkring græsen mellem Skotland og Engand fandt vi denne nats campingplads. Stedet hed "Riverside Camp" Hawick. Herligt sted, hvor vi blev to dage. Om morgenen dag to fik vi fint besøg af en vadefugl, der vadede stolt, tæt forbi teltet.

 

Anden dagen brugte vi på at køre en rundtur i grænselandet. Blandt andet kiggede vi på en del gamle mursten! Nogen af dem stadig pænt stablet. Andre af stenene var gledet ud af helheden, og skabte huller og sine steder svært forcerbare gangstier. De tidligere så stolte bygninger, borge, kirker, herregårde, var bidt af tidens tand og "ruineret" af vind og vejr, hvis man kan sige sådan?

 

Ganske vist vil jeg ikke sværge på jeg så Lady Mariann på Dryblurgh Abbey. Men det kunne være hende, eller måske hendes ukendte søster, der kom glidende i lange skørter hen over stengulvet i én af salene. Udstillingsansvarlige havde gjort sit bedste for at informere og skabe steming. Der kom sød musik ud fra væggene i et af rummene. Godt hjulpet af skitser, var der rigelig føde til barnlig fantasi, såvel i det gamle munkekloster, som i det højre Smailholm Tower, der endnu står på klipperne lidt vest fror Kelso. Faktisk er jeg ret sikker på jeg så Sir Lancelot ride hen over heden i solnedgangen.

Kage og is, havde vi ikke nydt meget af på turen, men denne dag, med herligt varmt vejr, skulle det være. En kop chololade og en kage, det skulle vi bare have på denne "rundturdag".

I Berwick-upon-Tweed fandt vi en cafe, hvor de netop solgte sådanne sager. Vi fik plads i det tætpakkede lille rum, bestilte vores kager og varme drik, og satte os til at vente.

Kagen kom førend chokoladen. Sikke en kage. Masser af chokolade, glinsende flydende honning og selvfølgelig, lidt sundt til alt det søde.

Undskyld udtrykket, men jeg var lige ved at brække mig, da jeg var færdig med kagen. Den smagte himmelsk - men fyldt lige så meget! Og den lå tungt, kan jeg afsløre. Det blev ikke til flere kager på denne tur. Vi havde begge fået nok! Men - den smagte altså kæmpe godt *s*

Om Hadrians Wall, hedder det ganske kort på dansk i Wickipedia, citat: "Hadrians mur blev begyndt år 122 e. Kr. Den er bygget af romerne under kejser Hadrian. Formålet var at beskytte det romerske Britannien mod pikternes plyndringstogter fra Skotland og bruge de romerske tropper i andre dele af imperiet. Muren skulle give fred, vise grænsen og skabe økonomisk stabilitet. Muren var nordgrænse for Romerriget gennem det meste af dets tid i Britannien, og den var kejserrigets stærkest befæstede fæstningsværk med 14 grænseforter. Muren fik stor betydning i forbindelse med grænsehandel."

Den mur ville vi se, og benyttede samtidig lejligheden til at gå en lille tur ovenpå muren, selv om det vist ikke er helt politisk korrekt, idet muren jo dermed slides unødigt. Så please, la' lige vær' med at fortælle det til nogen, ikk? P.f.t.

Under hele vores tur, var vi meget opmærksomme på, at forsøge at skabe kontakt, hvis vi mødte andre motorcyklister. Desværre havde vi ikke det store held til at få nogen i tale.

Et af de steder vi var sikre på, at nu ville det lykkes, var på "Hardside Top Cafe". Stedet ligger på en bakketop i et meget smukt og kuperet terræn, hvor den ene kilometer snoet asfalt afløser den næsten. Vi ankom til stedet, uden at vide caféen bruges som pitstop af motorcyklister på tur. Det er en mindre pandan til Karolien og Langelinje.

Vores motorcykler blev stillet på sidestøtten, nogenlunde i række med de andre der var ankommet. Efter et par minutters overvejelser, besluttede vi at det var her vi ville indtage vores frokost.Undervejs mod caféen, spurgte jeg ind i en gruppe, om caféen serverede en go kaffre? Jeg fik nærmest kun et grynt tilbage. Jeg forsøgte mig med at spørge ind til om stedet var et "kaffe møde sted", og igen var der kun nølende svar, med oplysning om, at stedet blev brugt til "socialt samvær". Ok, tak for snakken. At være social gjalt åbenbart ikke, hvis der var udlændige!

Jeanne var i mellemtiden kommet hen til mig, og vi gik ind på cafén sammen.

 

Lokalet var nærmest fyldt til randen. Alle borde var besat, men der var enkelte ledige stole. Menuen denne dag var bl.a. lasagne med pommes, som jeg valgte. Med hver sin 7'up i hånden gik vi over til et fire-mandsbord, hvor der sad en kvinde og en mand iført stramt læder med tydelige beskyttelsespuder hist og her. Vi hilste pænt på med et "Hej" og fik derefter spurgt om pladserne var optaget. Det var de ikke. Vi måtte gerne sidde ved bordet.

Fint, nu er isen brudt, tænkte jeg, men nej. Parret var ikke interesseret i at snakke med os. I stedet snakkede de hen over bordet til en flok der sad ved et andet bord.

Skuffede men fattede, spiste vi vores gode mad, og snakkede med hinanden. Parret forlod kort efter bordet, og snart havde alle forladt lokalet. Gruppen var en klub, som gjorde et stop på deres lørdagsfællestur.

For at komme frem til næste nats lejrplads, måtte vi - nej ikke måtte, men kørte vi gennem The Lake District , på smalle veje, gennem landskab, hvor den ene spændende bakke afløste den anden i en naturlig velafstemt symbiose af skove, grønne områder, hvor små, mellem og kæmpe klippestykker lå, som spredt med gavmild hånd i et ikke nærmere defineret mønster, delt op af vandløb og afsnit med lyngbeklædt hede, og lignende uspolerede naturfænomener.

Ruten var valgt med omhu. En sektion af ruten hedder Hardknott Pas. Et meget passende navn, hvis min terori om at navnet er udledt af Hard = hård og Knot = knude. Hårdknude Passet. Passet må til alle tider have været en ”hård knude” at passere.

Vejen over Hardknott Pass er Englands stejleste asfalterede vej med helt op til 33% stigninger – eller fald, hvis man kører den anden vej! Vejen er en "single track road", d.v.s. ensporet vej, som førte os durk midt gennem The Lake District.

Vejen er ikke for tøsedrenge, lastbiler eller biler med anhænger! Ikke nok med vejen er stejl. Der er mange hårnålesving, hvor vejen svinget med 300 grader eller mere. Uanset det er på fast bund, altså asfalt, er de meget krabbe sving tekniske svære, og ruten kan ikke anbefales til ikke-rutinerede motorcyklister.

Vælger du at køre Hardknott Pass, ønsker jeg dig fint vejr og god tur, og husk at nyde udsigten! *s*

Efter turens - på daværende tidspunkt omkring 4000 km - nåede vi Roskilde festival. Nej, selvfølgelig gjorde vi ikke det, men vi kom til "Lime Tree Park Campsite” i Buxton, kun ca 60 km vest for Nothngham.

Når jeg kom til at tænke på Roskilde festival, var det på grund af trængsel, mudder og lign. konditioner der mindede om forholdene Roskilde festivalens. Der var 6 toiletter til hvert køn, og knap så mange baderum. Der var ingen hegn, orden, system eller bare noget der lignede. Men hyggeligt, det var der!

Turen rundt på de Brittiske Øer, har været en lærerig omgang. Bl.a. viste turen, at får er et udpræget flokdyr. Flokken er så stor derovre, at den fylder hele riget. Der er bare får overalt! Ok, men hold da op hvor de efterlader sig mange "spor"! Dette får mødte vi ved et kaffestop. Den var ligeglad med os........ Som om den vidste vi ikke kunne komme så tæt på, at vi kunne nå den!

 

Et andet stop var ved Blackeney Point. Et sted én af mine venner, en vognmand der sælger grus, ville være kæmpe tilfreds med, hvis han måtte hente lidt sten i ny og næ! Grusbunken var bred, men i særdeleshed lang. Den lokale parkeringsvagt (alle andre end motorcykler skulle betale for parkering) fortalte bunken rakte ca 20 km hver vej fra hvor vi stod! En stak i den størrelse ville kunne beskæftige et par lastbiler nogen dage *ggg*

Endnu en gang nåede vi Harwich. En meget stor industrihavn, med passagerfærger fra fastlandet, der lagde til med passende mellemrum.

 

Vi annkom nogle timer førend afgang mod Hook van Holland. Normalt tænker - og oplever - jeg "der er altid plads til en motorcyklel...... eller to". Men efter en times tid i køen foran den endnu lukkede billetsalgsluge, kom en meget venlig dame, iført Scanlines fine personaleuniform, hen til os. Hun bad om at måtte se vores booking, men det kunne ikke lade sig gøre! Vi havde ikke booket. Med beklagelse i stemmen, fortalte hun derefter at alle pladser var optaget. At vente i køen var spild af tid, for vi kunne ikke komme med. Øv altså. Næste færge forlod England næste morgen, og vi kunne køre op til kontoret som lå i forbindelse med terminalen. D ville kunne hjælpe med at booke en plads til morgenfærgen.

 

Altså ud af køren. Ind på det lukkede terminalområde, via en port, hvor en, viste det sig, også venlig vagt, udover at lukke os ind, også forklarede hvor kontoret lå.

Fremme ved skranken på første sal,kiggede jeg med bedende øjne og stemme, opbydende al min charme og på det bedste udenlandsk-engelske jeg kunne, om "damen kunne hjælpe os med en billet til Holland?".

Billetdamen var også meget venlig og imødekommende, og ville straks se hvad hun kunne gøre! Med mangefarvede kunstige negle på de lange fingre, slog hun nogen gange på tastaturet, inden hun lidt spagfærdigt spurgte, om det skulle være til den færge der lå lige udenfor hendes vinduer? Ja tak, meget gerne. Damen kiggede igen på skærmen foran sig. Tilsyneladende fandt hun de rigtige taster, for et par øjeblikke senere, spurgte hun om vi ville betale med kontanter eller kort?

Yes - vi fik en plads, som ganske vist var lidt dyrere end den til overfarten, men pyt. Vi fik plads til cyklerne på lastvognsdækket og en kahyt med køjeseng til os selv. Snart efter var vi tilbage i køen. Kunne smilende fortælle vagtdamen at vi havde fået en plads. Hun smilede, glad på vores vegne, tilbage inden hun viste os hvilken bås vi skulle køre frem i.

 

Hvad kan man lære af det? Jo, der er altid plads til en motorcykel eller to. Bare man tror på det.

Glade og tilfredse med tingenes tilstand, vågnede vi næste morgen, da en skrattende meget høj stemme kundgjorde, at færgen ville nå Hook van Holland om en time. At der var morgenmad ude foran, og at alle skulle være ude af kabinerne kl. 07.30 lokal tid.

 

Turen fra færgen nordøst på gennem Holland gik fint. Vi var opsatte på at komme så tæt på hjemmet som muligt, og fandt derfor ind på motorvejen. Men æv, der var kø, næ, der var mange kø'er! Og netop disse mange kø'er, hvor den tætte strøm af biler i morgentrafikken, gjorde det umuligt at holde en go gennemsnitsfart, afstedkom en herlig episode.

En sølvfarvet Porche 911 Carrera, som jeg ved flere lejligheder havde lagt mærke til (ved ikke hvorfor???) kom endnu en gang op på siden af mig. Denne gang rullede chaufføren, en meget pænt påklædt herre, højre vindue ned og råbte noget, jeg ikke kunne forstå på grund af trafikkens larm.

I anden omgang, da manden gentog sin besked, forstod jeg pointen. Han sagde, på engelsk, at motorcyklister i Holland gerne må køre på linjen! Altså man må gerne køre mellem rækkerne! Jeg gav Jeanne beskeden, og selv om hun protesterede lidt, fulgte hun efter, da jeg stille og roligt begyndte at sno mig frem mellem de mange biler.

Medens vi slangede os fremad, sendte jeg en strøm af god karma til manden i Porchen. Kæmpe flot at han gav os den oplysning,............... og selv måtte fortsætte med at køre frem i meget moderat tempo. *s*

 

Et par gange undervejs nordpå denne dag, ændrede vi plan. Om morgenen, medens vi var mest friske, ville vi "køre helt hjem". I heden omkring kl 14, hvor vi holdt pause på en rasteplads i Tyskland, ændrede vi til at køre så langt vi orkede, og tage en overnatning. Ihvertald senest lige inden, eller lige efter færgeturen over Elben. Så meget lå fast på det tidspunkt.

 

Men fremme ved færgen i Wischhafen, var trætheden forsvundet og afløst af gå på mod og masser af energi overskud. Vi ville fortsætte en time eller deromkring efter Glücksburg........

Efter nogle forsøg på at finde et sted at sove, altså et B&B eller lille billigt hotel, gav vi op. Købte lidt aftensmad på et pizzaria, hvor værten iøvrigt var så venlig at eftergive os 2 Euro, fordi han ikke kunne modtage betaling på kort, og vi desværre kun havde 21 Euro af de ialt 23 pizza og cola kostede. Vi viste vores taknemmelighed ved at smile bredt da vi tog afsked.

 

Med ny energi, maverne fyldt op, gik det atter forrygende mod nord. I en af byerne mellem Husum og grænsen tankede vi motorcyklerne og os selv. Jeg drag en RedBull - det var kræfter og lyst til at køre de sidste godt 100 km.

Men, der var lige et lille problem. Mørket var tiltagende, hvilket ikke var så godt, fordi vi opdagede Jeanne manglede en pære i baglyset. Ok, det måtte vi kunne købe på en tankstation. Men da vi ikke kunne komme ind til pæren - fordi vi var nogen klovner der ikke vidste hvordan en Honda er skruet (mærkeligt) sammen, fandt vi i stedet på at placere min pandelampe under hendes røde baglygteglas, og lade pandelampen lyse op i det røde glas, hvorved det så helt naturligt ud, med et almindeligt rødt baglys. Bremselyset virkede upåklageligt, og således med - et nødtørftig - situationsbestemt kunstigt indgreb med stor virkning, kunne vi fortsætte til Åsted, hvortil vi ankom efter en dagsmarch på¨769 km fra færgen i Hook van Holland til vores dejlige hjem i Åsted.

 

Vores skønne, lidt amputerede ferietur til det Brittiske med omliggende Øer, var kørt i sikker havn. Vi havde kørt mere end 4000 km på veje, hvor man skal køre i "den forkerte side af normalt". Ingen problemer. Ingen haverier. Ingen uheld, eller andre hændelser, som ikke kunne klares på helt egen hånd. Således er det nu på tide at få det frem. BMW'en, den Gamle Slæde, havde haft et mindre elektrisk problem. Stoplyset var holdt op at virke!

I mine øjne, er det en meget uønsket situation at befinde sig i. Ikke mindst når jeg - som i dette tilfælde - befandt mig i en totalt anderledes trafiksituation, hvor jeg var det "svage punkt". Heldigvis var der råd for det. En pære til stoplyset koster ikke alverden, og jeg kunne selv skifte den! Hvilket jeg faktisk synes er store ting! (Noget som de der kender mig, vil give mig bogstaveligt ret i *ggg*

 

Tak for en fantastisk god tur til min dejlige kæreste og sambo, Jeanne.

Tak til Toftlund Mc fordi de holder min Gamle Slæde i en sådan stand, jeg ALDRIG behøver være nervøs for at køre kort eller langt fra hjemme.

Tak til Schuberth for deres E1. En fantastisk god hjelm, som endnu en gang viste sig at være uovertruffen i slags vejr. Ikke mindst i regnen som væltede ned, og alligevel tillod at have en ventilationsåbning give nødvendig luft til min briller ikke dugger.

Tak til Garmin for deres Sumo 590'er som vejviseren, der udover at vise vej, også oversatte de englske miles til kilometer. Og så ikke et ord om hoteller, B&B's og lignende, som kun findes i Gerda P.S.' teknologi, og ikke IRL: