Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

Seneste:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2018.01.04.

Årets første fællestur

Der er stadig langt til Balkan

 

Turen var i sin begyndelse.

Vi havde meget vi skulle

lære om hinanden, men

vi var kommet rigtig

godt igang, mente

vi begge ........

 

 

 

 

 

 

 

 

Af Peter Kr. Riber

 

Afsnit - 1- - 2- - 3- - 4- - 5- - 6- - 7- - 8- - 9- -10-

Prag var overstået. Vi var tilbage på landevejene uden for storbyerne. Jesper havde tjansen som stifinder. Vejret var fint. Livet var herligt. Alt åndede fred og ingen fare.

- Nej, det gør han da ikke, nåede jeg at tænke, da jeg blev overhalet af et grønt lyn på to gummierede racerfælge. Men jo, det var netop hvad Det Grønne Lyn gjorde. Han overhalede. Først mig, derefter Jesper og inde i det uoverskuelige højresving vi alle var på vej ind i, fløj han forbi den bil der lå foran os! Heldigvis kom der ikke modkørende. Og situationen forløb uden andre ubehagelige oplevelser, end den gysen og de bange anelser, der kom, som blev der trykket på en kontakt inde i mit hoved.

Som var det aftalt og indstuderet, havde Jesper og jeg fundet ind i at køre "kolonne stil" (med at forreste kører i venstre side af vognbanen, bagerste kører i inderste højre side af vognbanen). Når man, som motorcyklister der følges, kører sådan, kan den foran kørende i sit højre sidespejl, altid se den bagvedkørende. For den der ligger bagerst, gælder, at vedkommende har "frit udsyn" samt kan køre noget tættere på, uden at det bliver uforsvarligt, regnet ud i forhold til reaktionstid og standselængder. Hvis den forankørende foretager en katastrofebremsning, vil den bagvedkørende ikke ramme, men køre forbi i det inderste, frie spor, hvis den bagvedkørende ikke når at lave samme opbremsning. (At så vedkommende måske rammer det foreankørende bremsede for....... ja, det er en helt anden sag!)

Sådan kører de fleste motorcyklister, hvilket i mine øjne er "rigtig god stil".

 

I løbet af formiddagen, fik vi kørt en del kilometer. Men det var sådan set også meningen, idet Jesper havde været pænt gavmild med dagsetaperne, når jeg tog ruter gennem landsbyer, vejenes størrelser og ofte også beskaffenhed med i betragtning. Denne formiddag havde vi desuden fornøjelsen af at køre et længere stykke ad en vej, hvor der var skiltet med "blind vej" fordi der var noget vejarbejde igang. Vi vidste ikke hvad arbejdet gik ud på, men fulgte GPS'ens anvisning, og kørte ind.

Vejarbejdet viste sig at være "broarbejde". Midt i en landsby. Arbejdet var ikke igang, Det var søndag. Men der var ikke efterladt nogen mulighed for at køre over. Den gangbro gående kunne benytte, var dels snæver. Dels slog den et 180 gr. knæk, som det ville være umuligt at få cyklerne bøjet igennem. Derfor måtte vi finde en omvej. Øv, der var pænt langt

Overalt hvor vi kom frem, hilste folk venligt. Ja selv en statue i Østrig hilste pænt, da Jesper trillede forbi!

Oppe på Bikers Point fik jeg monteret det "dyre klistermærker" man får udleveret når bommen går op og man må køre ind på vejen mod toppen.

Da jeg hade gnubbet grundigt og forvisset mig om, det sad godt fast, satte vi os tilbage på motorcyklerne og begyndte på nedkørslen fra de ca. 2600 meters højde, hvor det lille tår på Bikers Point er bygget.

Med sne barrierer på et par meters højde på hver side af den på knastørre asfalt, lød motorbremsen hul men effektiv. I de mørke tunneller. buldrede udstødningen højt og gennemtrængende. Snart var vi tIlbage i højlandet, hvor der igen var græs på bjergsiderne og hvor træer skød op over de laveste klippestykker.

Utallige fede højfarts sving, udgjorde sammen med et svimlende antal skrappe hårnåle udfordringer, den rute Jesper havde bestemt vi skulle følge, frem mod et afsnit vi i særlig grad begge havde set frem til.

Over en kop kaffe i vejkanten, med benene hængende ud over klipperne og tæerne pegende direkte mod en strid strøm, som med snilde smøg sig forbi, over, under og gennem en stenet kløft, diskuterede vi detaljer fra formiddagens heftige kørsel. Jeg forklarede lidt om mit "2 finger system", at jeg det meste af turen havde siddet med 2 fingre på bremsegrebet til forhjulet, i en "klar-til-aktion-fastfrosset-stilling". Michael, mekaniker for min Gamle Gule, ansat hos Toftlund Mc, fik mange venlige tanker. Han havde kontrolleret bremseklodserne, og fundet de ikke kunne stå distancen på "Balkan Rundt", så de var blevet skiftet. Nu var de kørt til. Den ting var helt sikker. Medens jeg "tegnede og fortalte" koncentrerede Jesper sig om næste sektion af ruten.

 

Vi var tæt på "Smuglervejen" som er et spor med grus, en forbindelsesvej tværs over Passo Polenti, mellem Østrig og Italien. Tilbage i 2012, og glædede mig til igen at prøve kræfter med den. Jesper havde "udvidet" ruten, idet han havde fundet et par andre småveje, som ifølge hans plan, ville føre os frem til den nu om dage ret kendte vej. Men Jesper havde ikke taget alle Guderne med på råd. Ihvertfald måtte vi "gå, nej køre så grueligt meget igennem", inden vi kunne sætte forhjulet på det rigtige spor. Noget af de vi undervejs til Smuglerruten måtte igennem, var blinde skovveje. Spor som endte i stride strømme, hvor vi måtte opgive at komme videre.

Men det vidste vi ikke, da vi sad og nød kaffen ved foden af Grossglockner.

Heldigvis fandt vi en anden rute mod Smuglervejen, men også denne måtte vi opgive. Dybt inde i skoven, forsvandt vejen i højt græs, mellem skarpe klipperstykker, trær og en lille strøm. Atter måtte vi vende cyklerne og backtracke ad samme spor vi var ankommet. Nu var vi ved at blive en smule utålmodige........

Flot og anderledes end back home.

De snoede veje fortsatte. Trafik var der ikke meget af. Men vi mødte flere på gåben. Hvor de kom fra? Hvor de skulle hen? Det fik vi aldrig at vide, men vi stoppede nu heller ikke for at spørge.

For at komme sydpå fra Italien mod Kroatien, skal man igennem Slovenien. Vi fulgte rute 102. Slog lejr for natten på Hotel Jazbec. Vi blev hurtigt klar over hotellet var meget benyttet af motorcyklister. Da vi spurgte om cyklerne kunne stå et sikkert sted, afslørede værten han kører KTM og ATV. Derefter bad han os...........

- Yes, follow me, og ledte os ud i baggården, hvor han åbnede en garageport til et mindre værksted, med flere andre motorcykler samt mc-relaterede plakater m.v. på væggene.

Efter en nat med en god søvn, stod vi igen op til et solbeskinnet, lyst og venligt smilende landskab, hvor vi efter et godt morgenmåltid, hurtigt fik lagt herligt mange krøllede vejsving bag os. Atter søgte vi ud på de mindre veje. Jespers forarbejde havde afsløret en længere grusvej, måske 15 km lang, og ikke alle steder lige god, (læs teknisk svær på grund af et vældigt skrabsammen af sten på størrelse med gåseæg og større).

Netop hvor den grusede sektion sluttede, mødte vi Swen og Bojana. De holdt hvor asfalten for deres vedkommende sluttede, og stod og kiggede på et kort. De var kørende på nogle efter-alle-kunstens-regler restaurerede vintage motorcykle. Bojana køre på en Matchles 250 og Swen på en AJS 500. Du kan se mere om Swen's interesse for AJS motorcykler på www.vintage-ajs.de.

De to var på ferie hos hendes familie, og nød det fine vejr til at lufte de gamle motorcykler på de små snoede bjergveje. Bojana var fra Slovenien, og havde familie i nærheden, men var dog ikke mere lokalkendt, end at de meget gerne ville vide hvordan vejen vi kom fra var at køre? Samstemmende mente vi den ikke var egnet for deres fine gamle maskiner, hvilket de selv havde en fornemmelse af. Enden blev, at de valgte at vende om.

Dagens frokost havde vi købt i et supermarked. Brød, ost og skinke. Maden skulle nydes et sted i skyggen, når vi fandt et godt sted, samt selvfølgelig var sultne nok til at spise de lækre lokale specialiteter. Stedet fandt vi lidt nede ad en gruset vej, som også var cykelsti. Klods op ad vejen løb en flod gennem engen. Der var en lille gang- og cykelbro over den 10 meter brede strøm, hvor vi satte os med benene dinglende ud over kanten. Vandet lavede musik til frokosten, når den klukkende smuttede forbi en sten, og fiskene tegnede ringe i overfladen, når de forsøgte at fange én af de mange fluer der summende vimsede omkring.

Sprængfyldte med ny energi og med en herlig smag i munden af landskinke og ost, gav vi den lidt gas på den fine grusede vej. Vi skulle videre mod syden.

Tilbage på asfalten, kaldte de skønne 5. og 6. gears sving på den indre drengerøv. Vi overgav os totalt til de overskuelige bakker med deres bløde kurver. Den 2 cylindrede motor fik lov at snurre. Skiftet mellem gearene skete hurtigt, smerte- og næsten lydefrit! Nu er det jo en BMW boxer jeg kører, og der skal være lidt lyd når chaufføren skifter mellem de 6 gear, gearkassen tilbyder. Men hvem ville dog lægge mærke til sådanne småting, når vejene ser ud som nedenstående - og der er langt til hastighedsgrænser og politi!

Forude lå Grossglockner og ventede på vores dæk skulle slide for 25 € af asfalten, som er prisen for at køre gennem betalingsanlæget. Oversat til kroner, giver man 175 af slagsen! Til gengæld er vejen rigtig godt vedligeholdte. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har været på toppen, men det er blevet til nogen km.

Inden vi skulle køre op til Bikers Point, skulle vi ind i Østrig og sove en nat mere.

Teltene blev slået op på en campingplads lige syd for Zell am See, hvor Jesper demonstrerede sine evner som kunstnerisk ServietFolder. Jow jow, den mand er alsidig.

Kort før Zell am See spørger Jesper GPS'en om hvilke campingmuligheder der findes i området. Vi valgte "Sportscamp Wofergut", som viste sig at være et rigtig godt valg. Det var billigt men forholdene var i top.

Grossglockner

 

Alperne lokker med alle deres snoede veje, der med spiraler fører folk, fæ og andet mere eller mindre nødvendigt habengut gennem, over eller blot til toppen, og tilbage igen. Alperne tilbyder næsten uendelige fine køreoplevelser for motorcyklister, Alperne, bare ordet giver våde drømme hos godtfolket der elsker tohjulede køretøjer og hårnålesving.

Slangen i Alpeparadiset hedder "FartenDræber". Hvert år mister flere entusiastiske chauffører livet, fordi de ikke formår at tøjle de mange hestekræfter, som sammenholdt med chaufførernes evner, er en farlig cocktail. Overalt findes advarselsskilte. Jeg håber de reder nogen - gerne mange - liv.

 

Med solen i øjnene og fuglefløjt i ørerne, tilsat den sagte brummen fra boxermotorne under tankene, forlod vi campingpladsen syd for Zell am See denne morgen. Forventningsfulde så vi frem til det sving orgie, der vendtede i de høje klipper, som lå med deres sne og takkede tinder lige forude.

Meget kan en 1200GS'er forcere. Men træstammer i flere lag, hvor der desuden hele tiden blev lagt flere og flere til, det går ikke. Altså hertil og nix weiter!

Vi måtte vende cyklerne. Øv - nu gik det ellers lige så godt. Tilbage på asfaltvejen, kunne vi aflæse vi havde været ca. 10 km inden i skoven! Godt det havde været en fin derind.

Garmin påstod hårdnakket det kunne lade sig gøre! GPS'en ville have os igennem, og viste der var en vej, men da vi flere gange havde måttet give op, valgte vi at køre ad de lidt større veje, som også var uden asfaltbelægning, men som var farbare for motorcykler og ikke kun for skovmaskiner!

Denne udsigt måtte jeg forevige. Jeg har et foto fra 2012 fra samme sted. Nu vidste jeg med sikkerhed at vi var inde på det rigtige afsnit, og var overbevist om, at vi kunne køre igennem!

Her lidt fra broen, sad vi i 2012 og spiste lækkert ost og skinke, indkøbt lokalt, inden vi begav os op ad cement-brosten-kombien bag min Gamle Gule, for dengang som nu, at køre Smuglerruten.. Sidste gang kom vi sydfra. Vi var undervejs hjem fra nogle herlige dage i Rumænien. Nu havde vi kørt vejen fra nord.

Dengang som nu, var det i flot sol. Jesper havde fået varmen, og trængte, efter eget udsagn, rigtig meget til at få kølet fødderne. Derfor forsvandt han ud i den lille strøm, og stod der nogen tid, med et underligt blik i øjnene og et skævt smil om munden.

Inden de bestemte sig for at vende om, ville Bojana køre op til de huse der lå på bakken ovenfor hvor vi stod, og spørge om de øvrige veje kunne køres på de gamle motorcykler. Hun havde dog ikke "fylde" nok i Pariser-po-po'en til at få kickstarteren på den gamle Matchles jokket i bund *s*

Se Jespers video fra turen ad "Smuglerruten".

 

 

Jesper lavede også en lille video af mødet med Bojana og Swen.