Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

2 personer, 3 uger, 4 lande, 5 tusinde kilometer


Besøg i Wieliczka Saltminen, historisk museum, konferencecenter og santorium under jorden.


Afsnit 01     afsnit 02     afsnit 03      afsnit 04      afsnit 06

Et liv under jorden har aldrig tiltalt mig. På nogen måde overhovedet. Et arbejdsliv, hvor hver eneste dag er en rejse dybt ned i klipper og under tonstunge masser af jord og sten, er ikke noget der huer min fantasi. Tværtimod fodrer sådanne tanker mine klaustrofobiske følelser, som jeg har hver gang jeg nærmer mig et hul, der fører ind i en tunnel eller hule, At jeg giver penge for at bevæge mig ind i sådanne, det er ganske ude af proportioner med hvad jeg bryder mig om! Ubegribeligt jeg gør det den ene gang efter den anden. Bare tanken nu, så kryber gysende illlinger op og ned ad ryggen, medens de råber: Hold dig væk. !


Jeg lytter ikke, men bekæmper og træner mit "vovemod". Også da vi skulle ind i saltminen i Wieliczka. Et besøg jeg ikke fortrød jeg tog mig mod til at gennemføre. Der er flot. Kæmpe flot og yderst imponerende hvad mennesker har kunnet og stadig kan, fremstille af hårde materialer. I løbet af de godt tre timer rundvisningen varede kom vi vidt omkring i det enorme underjordiske gangsystem minen består af. Ifølge vores guide er der ialt ca 300 km gange i denne mine. Forsøg endelig ikke at blive væk. Det kan være et enormt arbejde at finde dig igen. Af samnme årsag er der konstant kontrol med hvor mange personer hver guide har i sin gruppe, ligesom man bliver talt og talt igen, når man skal op fra minen.


Det forlyder der er omkr. 1700 gæster i minen hver dag. TIl at føre disse mange gæster rundt, er en stab på ca 500 guider. Sagt med andre ord: Man gør et stort arbejde ud af vise stedet frem.

   Inden man bliver sluppet ud af minen igen, får alle gæster tid for sig selv i et kæmpe rum, hvor der er et virvar af boder, som alle sælger turistede ting påført navnet "Wieliczka Saltmine". Også vi tog en lille ting med hjem, omendskønt vores "donation" set for sig selv, ikke var noget der rigtig gjorde indtryk i minens store "husholdningspung".

Vi kom op og vi kom ud uden en eneste af de "grimme syner" jeg er meget god til at danne og forestille mig, blev levendegjort. Heldigvis. Ude i den friske luft, skinnede solen, vi var glade og forventningsfulde.


Fordi vi havde været med på første rundvisning, hvade vi stadig en lang dag foran os. Noget af den tid, den eftermiddag, ville vi bruge til at køre til Oswiecim. Byen er kendt fordi den huser Auschwitz-Birkenau KZ lejrene, én af 2 af Anden verdenskrigs meget grusomme lejre hvor drab af jøder og andre var hverdags begivenheder.


For at komme frem til Oswwiecim valgte vi igen at finde nogle af de mindre veje, Igen lykkedes det at fange et glimt af "livet på og langs vejene i Polen

Besøget i Auschwitz-Birkenau var et must see på voreses rundtur i Polen.

    Netop disse to lejre har over årene fået mange ord og følelser frem i mænd og kvinder af mange nationaliteter.

    Vi gik meget stille rundt i området. Ligesom langt de fleste andre. At være på stedet, hvor tusinder og atter tusinder blev henrettet på grund af en enkelt mands syge fantasier og magt, skabte tanker og følelser inden i mig, som jeg ikke havde været opmærksom på jeg havde grundlag for.

   Igen må jeg sige, jeg forstår ikke hvordan nogen kan have så enorm magt over andre, at man kan formå tusinder og atter tusinder til at slå millioner og atter millioner af andre mennesker ihjel!

   Velvidende det også foregår endnu i vores tid, hvor ekstremister - via religion - slår tusinder og atter tusinder ihjel, alene fordi de tror de er bedre end andre, og dermed har retten til at herske og regere!

   Stop det hvo som kan, men ikke ved at tage liv, ikke med trusler og terror.

Når jeg kommer ud fra sådan en udstilling om død og ødelæggelse, fra den krig der stoppede kun 9 år før min fødsel, bliver jeg stille. Endnu en gang var jeg overvældet af følelser, fordi jeg ikke kan forstå - og heller ikke rumme - så meget ondskab. Mine forældre har begge oplevet WW2. De var ikke med, men de boede i et besat land. De var ikke jøder. De var jyder! En forskel jeg husker jeg ofte snakkede med min mor om. Jeg forstod ikke forskellen! De to ord lød jo næsten ens i mine barneører!


Dagen var ved at forsvinde. Lyset var ikke forsvundet, men der kom tåge rullende i det fjerne. På vej ud af byen, mindre end én kilometer fra Auschwitz, så vi et skilt der fortalte at "Center For Dialog and Prayer" tilbød camping på deres græsplæne. Fint, det tog vi. Måske vi også kunne spise? Ja, det kunne vi godt, men vi gjorde det ikke. Vi havde brød og skinke, lidt rødvin og havde mest lyst til bare at fordøje i stilhed, hvad vi havde oplevet denne dag.

Nattens mørke sænkede sig hastigt. Det tunge skydække hjalp kraftigt til. Snart lå tågen tæt og skjulte konkukturerne. Vi krøb i poserne. Trætte og mætte.

   Næste dags tur ventede vi med at planlægge. Der var tid nok om morgenen. Med den tætte tåge, ville vi alligevel give solen lidt tid til at tørre duggen af teltet. Og vi kunne så også nyde morgenkaffen lidt længere. Når vi er på ferie, er vi blevet gode til at tage os tid til at blive vågne.


På vores efterhånden noget nussede og forhutlede landkort, var en post-it ud for en seværdighed med betegnelsen "Jaskinia Niedźwiedzia", på engelsk oversættes til: "Bear Cave". Spændende, exotisk, anderledes. Altså var adressen til denne bjørnegrav og drypstens hule kommet med på vores "det må vi se"-liste.

   Nærmeste rute dertil gik gennem Tjekkiet. Fint med de åbne græser. Fra Polen kunne vi køre direkte til adressen hvis vi snuppede et stykke med tjekkisk underlag. Fint med os.

   Skæbnen ville at vi kørte gennem Domašov, en langstrakt landsby, hvor der var fest og marked. Selvfølgelig gjorde vi holdt. Folklore, leben, musik, øl, smukke quinder i deres lokale ældgamle traditionelle dragter, det måtte vi se på.

I en af de mange boder kom jeg i snak med 3 skønne kvinder, som de havde bagt og solgte til fordel for et kvinde-kor, de selv sang med i.

   Jeg købte selvfølgelig nogle kager, som vi senre spiste med stor fornøjelse, medens vi sad i et busskur og ventede på en brutal tordenbyge skulle forføje sig bort.

De fine  kager gav et sukkertilskud og forsødede vores eftermiddeag, så vi snart efter var klar til at køre videre, omendskønt himlen stadig var mørk, og mod sydvest, den retning vi skulle køre, virkede noget truende med sin mørke farve.

   Vejen var ikke tør. Regnen dryppede fra senenes tage og træernes blade, men vi stolede på det var en byge, og at den var trukket væk fra os.

   Det var den ikke! Ikke så langt udenfor byskiltet ramte vi igen regnvejret. De våde elementer fra bygen, fulgte os over grænsen tilbage til Polen. Æv, og  eftersom vi var helt sikre på bygen var en lokal én af slagsen, havde vi ikke fundet regntøjet frem. Resultatet var, at tøjet blev meget vådt, og at vi kort efter vi igen var i Polen, over samtaleanlæget hurtigt blev enige om, at søge ly og læ på et hotel.

Enigheden gik også på, at det første hotel vi kom til, ville være det bedste hotel for os. Tøjet var vådt, tungt og lidt gennemblødte var vi også. Snart kom vil til "Villa Sandra". Et fint lille hotel.i skoven. Stedet hed Stronie Śląskie, og lå ikke langt fra "Bear Cave"-hulen vi var på vej til.

   Snart var vi indkvarteret på et værelse. Fik det våde tøj af og hænge op. Iførte os noget tørt og behageligt, og fik i restauranten, hvor vi havde bestilt dagens middag, 3 retters menu, samtidig med vi checkede ind. Derfor var et bord klar til os da vi ankom til restauranten, men hvad vi skulle spise, det vidste vi ikke!


   Bordet var fin pyntet og dækket med tallerkner med store roser. I vasen var en buket nelliker. Romantisk og pænt, varmt og hyggeligt. Øllet var gyldent. Glassene pyntet med små duggede dråber. Indholdet smagte herligt.

   Forretten var græskarsuppe med crutonner. Hovedretten var "frikadeller" med champignong og hvide kartofler, hvorpå der var smidt lidt grønt dild. Desserten, vilde-bær-sorbet med dåsefløde og et grønt blad som kontrast.

Spændingen steg. I løbet af kort tid var motorcyklerne pakket næste morgen. Morgenbordet var "ryddet", næsten ihvertfald, og vi var snart på vej ad smukke små snoede skovveje, med grønne marker, blomstrende tidsler, brølende køer, syngende græshopper, smalle landsbygader og en fin lyseblå himmel til at fryde sig over. Et syn, som så væsentlig mere tilforladelig ud, end den vi havde fornøjelsen af dagen i forvejen.


For at nå frem til Bear Cave fra hotellet, skulle vi kun køre kort tid. Vi måtte vente lidt førend næste guidede tur rundt i gangene gik igang. Grotten er både en udstilling af knogler fra dyr, som for mange mange år siden søgte ind i mørket for at dø, og en drypstenshule, hvor man til turisters fornøjelse, har opsat kulørte lamper, for at give stalakitterne en ekstra dimension.

Den sidste kilometer, ca, måtte kun køretøjer med specialtilladelser køre. Men for dovne og eller gangbesværede, var der tilbud om transport i golfvogne.  Selvfølgelig mod betaling. Det tog vi imod, men kun op til hulen. Ned kan man jo altid komme.   

Hulen tog ikke skade af vores besøg, Grotten ligger hvor den altid har ligget, og der er åbnet for besøgende......... ihvertfald nogen gange. Kige på deres website og find de informationer du mangler i min beretning. Go fornøjelse hvis du vælger at besøge stedet.


På vores tur rundt i Polen fandt vi det i flere områder meget svært at finde campingpladser. Det undrede os, men det kom der ikke flere pladser af! Hvis de findes, må de være gemt af vejen, altså ligge væk fra de veje vi fulgte, hvilket måske er rimelig nok, idet vi kørte meget på de mindre veje. Dels kan det skyldes vi ikke ved hvordan man staver til camping på polsk? Eller de bruger måske ikke det internationale firkantede skilt med et hvidt telt på en blå baggrund? Måske det er en ide til en iværksætter dernede?

   Nu jeg er igang med at se lidt krittisk på forholdene i Polen, vil jeg også fremhæve manglen på informationer på andet end polsk! Mange gange måtte vi gætte os til hvad det var vi så, fordi der hverken var informationer på engelsk eller tysk. Ærgerligt, men jeg håber at flere og flere vil søge til Polen for at opleve landet, og se de seværdigheder de fremhæver. Der er mange spændende steder, og med flere gæster, kommer der sikkert også mere information på andet end polsk.


Dagens andet seværdigheds besøg var på et knogle kapel. Et kapel, hvor loft og vægge  var dekoreret med knogler. Kirken med knoglekapellet hedder Kaplica Czaszek og har findes i byen Kudowa-Zdrój, Polen. Bestemt et besøg værd, men kør ikke derhen i den tro og med det håb, at du skal fotografere kapellet og de mange knogler. Vi måtte ihvertfald ikke.

   Den nonne-klædte guide, som tog os med ind i kapellet, var enormt striks med der ikke måtte fotograferes. Medens hun fortalte om oprindelse og baggrunden for kapellets indretning, havde hun et øje på hver en finger, og hver eneste finger - og begge hendes øjne - var rettet på alle der havde et kamera, eller en telefon i hånden. Og hun gjorde igen og igen opmærksom på, at fotografering ikke var tilladt.

Derfor er billedet jeg har vist nedenfor ikke mit! Det er lånt.

Kapllet var spændende og anderledes at besøge. Men turen kører jo ikke sig selv, og vi ville videre.


Helt efter planen var stederne, de mange små post-it sedler på kortet viste hen til, ved at være besøgt. Der var en uge tilbage af ferien. Begge var vi ved at være mætte af indtryk. Fra Kudowa-Zdrój fortsatte turen nord-vest på. I det fineste vejr spolede vi kilometer efter kilometer på tælleren, men da vi sidst på dagen kom til byen Walbrzych, havde vi fået nok for denne dag. På hotel Zamkowy lejede vi et værelse til 260 Sloty, spiste en go middag og faldt i søvn efter vi havde snakket om dagens oplevelser.

Hvis du, kære læser, kigger på billedet ovenfor af hotel Zamkowy og billedet nedenfor, kan du selv gætte at det ikke er morgenvækningen, jeg holder tilbage for.

Nej, jeg er sprunget let hen over morgenen og vi er atter på vej. Medens vi snakkede over middagen aftenen før, kom jeg i tanker om, at vi måtte være i nærheden af et fint og sjovt, specielt og spændende såkaldt "biker-hotel" jeg har boet på en gang jeg var på vej mod Rumænien. Det hotel ville jeg gerne vise min dejlige kæreste, og ruten for denne mandag, blev lagt med endestation i Leutenberg, hvor vi håbede at finde plads på "Biker-Herberge Sormitzblick"


Dagens rute gik derfor næsten stik vest. Efter lige godt 500 km slog vi sidestøtten ud, slukkede motorer og samtaleanlæg, sukkede og gik ind til receptionen, for at høre om de havde et værelse til os. Det havde de. Dermed var vi færdige med at køre den dag.

Undervejs kom vi forbi disse to motorcykler, som var blikfang for et B&B (tror jeg). Jeg måtte bare stoppe og lave et billede, for de var da bare alt for lækre og spændende.

   Jeanne og jeg havde et par måneder forud for denne tur, afviklet vores første "Bike Adven Turist Træf" på vores daværende adresse i Oksbøl. Vi havde store planer og hede drømme, og da jeg så disse, ville jeg lave et billede, så jeg - måske - kunen lave noget llignende, når jeg kom hjem.

   Hvad jeg ikke vidste på det tidspunkt var, at vi et par år senere fik fo meget flotte motorcykler lavet af træ, af vores fælles venner Inger og Daniel. Jeg synes disse to fra et sted i Tyskland, er meget flotte, men vores er flottere. Og egner sig fortrinligt til at være blikfang for vores MiniPrimiCamp.

Passage af floder og andre vandløb er i mine øjne altid spændende. I Tyskland findes mange floder og kanaler, og de har et stort udvalg af små færger, der hjæper trafikken over disse vande. Uanset om man kommer på gåben, cykel, bil eller motorcykel, kan man blive fragtet tørskoet over strømmene.

   Vi havde fornøjelsen af et par af disse små færger, inden vi nåede til Lautenberg. Jeg synes det er herligt, og de fleste forsinker ikke turen væsentligt. Så, vi tager gerne færgen, og betaler de par euro det koster.

"Biker-Herberge Sormitzblick" i Leutenberg er en gammelt patricier villa som er indrettet til hotel for motorcyklister. Det er - meget forståeligt - velbesøgt af motorcyklister fra hele europa, og sikkert også oversøiske lande og kontinenter. Man kan bo og spise på hotellet, hvor der er en venlig og intim atmosfære. Alt i huset formelig s'tinker' at motorcykel. Der er fotos, klæbemærker, t-shirts, reservedele fra motorcykler, værktøj og oliedunke m.m.m. Priserne er rimelige, humøret er højt, stemningen international og vedkommende, ligesom værterne er venlige og imødekommende.

Hvis du parkerer ved huset, er der kun trapperne inde i huset, du skal bære din baggage op ad, for at komme til dit værelse. Hvis du parkerer nedenfor, på den officielle p-plads, skal du bære dit baggage op, og ned, ad skrænten også. De gange jeg har været på hotel "Sormitzblick" har jeg parkeret oppe ved hotellet. Men da fru Nielsen og jeg var der, blev vi bedt om at flytte motorcyklerne på grund af noget vejarbejde. Det gjorde vi selvfølgelig.

Færgemanden på denne lille skude var en rigtig gentleman. Han gav fru Nielsen en hjælpende hånd, så hun ikke væltede med sin motorcykel, da han lagde til land på modsatte side.

   Næste stop, altså næste dag, var på "Villa Löwenherz" i Lauernförde. Endnu et - berømt - biker-hotel. Jeg havde været der tidligere, og nu skulle fru Nielsen opleve hotellet, som tusindvis (?) af danskere før hende har boet på. Hotellet ligger ikke særligt langt nede i Tyskerlandet, så det er et meget benyttet hotel for danskere, som gør et stop undervejs til mål længere sydpå.


!Villa Löwenherz" er et lidt specielt sted. Hvis du kommer til hotellet blot for at drikke et par øl og hygge dig med ligestillede, så kan du ikke få serveret. Kun hvis du overnatter på hotellet, kan du købe øl eller spiritus. Salget foregår ved at du, ved ankomsten, checker ind og modtager et personligt kort. Par kan checkke ind på samme kort. Når du derefter køber ind i baren, får du en streg for hvad du køber. Om det er mad eller drikke, du kan ikke betale i baren. Først når du forlader hotellet, checker ud, kan du betale. Systemet er fint, og det du'er, bl.a. fordi du, når du får kortet udleveret, bliver gjort opmærksom på, at det er meget dyrt at miste sit kort!!!

   Selv om jeg har været lidt i tvivl, har jeg besluttet mig for at fortælle, at jeg synes "Villa Löwenherz" er dyrt i forhold til andre steder vi har overnattet. Jeg er helt med på det koster at etablere og drive et hotel, men vi gav ca 35 euro mere på "Löwenherz" end på "Sormitzblick", for nogenlunde det samme!


Vores motorcykler kom under tag denne nat. Der var udsigt til regn og vi spurgte pænt om mulighed for at få dem ind. Jo, der var desværre ikke flere ledige pladser i garagen, men vi kunne parkere hvor vi havde hængt vores vasketøj op. Fint, det var dejligt at ha tingene samlet.

Med overnatningen på "Vila Löwenherz" var vi næsten hjemme. Forud for turen hjem havde vi planer om at besøge en "Louís"- motorcykeludstyrs forretning. Det gjorde vi i Bremen. Jeanne købte et par læderbukser. Jeg fandt ikke noget jeg ville have.

   Fra Bremen til Oksbøl var der ca. 400 km, og da Jeanne mente vi bare skulle køre hjem, efter vi havde spurgt hos Carsten om der var et ledigt værelse på "Dannevirke B&B" og fået at vide der var alt optaget, ja så var beslutnigen egentlig nem.


Som tænkt så gjort. Vi fandt det høje gear, satte retningen mod nord, med mål i Oksbøl og så kørte det ellers derud af. Nu ville vi hjem. Vi fulgte stadig de mindre veje, og undgik motorveje mest muligt

   Fra Bremen er den nærmeste vej til Danmark og Oksbøl, op over Glücksstadt, hvor vi - for jeg ved ikke hvilken gang- entrerede færgen over Elben. Ingen panik. Alles mit ruhe.

Nogen har syntes det er sjovt at placere små gummidyr i færgelejet ved landgangen i Glücksstadt. Ihvertfald er der en masse små søde dyr, som man smile til, lige inden færgen er i havn.


Fra Glücksstadt var der stadig ca. 270 km tilbage. Men det klarede vi også. Fru Nielsen har gjort det fantastisk. Hun havde ikke på noget tidspunkt klaget over rute, vejr eller afstande. Vi havde, da vi var hjemme, kørt ca 5.200 fantastisk gode og spændende kilometer. Det var fint at krydse fra Tyskland tilbage til Danmark, omkring kl. 18. Glæden over at være retur i fædrelandet, blev fejret med en selfie ved grænsen.