Ulveskansen - besøget blev en vandring i beton- og jern ruiner. TIlbage i 2013 besøgte jeg Ulveskansen første gang. Derfor vidste jeg hvor vi skulle parkere vore motorcykler. Jeg vidste hvor vi skulle betale for indgang og huskede hvor jeg fik de indtryk der satte sig stærkest i mig. Nu var jeg tilbage. Nye kuldegysninger krøb ind under min svedige jakke. Uagtet der ikke var tale om udryddelseslejr eller deciderede torturkamre, var det trods alt her, i ly af kollosale bunkere, mange af de tanker og planer blev udviklet, som siden kostede tusinder og atter tusinder af mennesker livet.

Skansen lå dengang som nu, i et stort skovområde. Der var adang til området med tog, og en mindre flyveplads lå kun få kilometer fra anlæget. Stedet var perfekt til formålet, fortæller historikere.

For mig - og mange andre, er stedet i dag en mindeplads for krigens gru. Hitlers folk lagde selv stedet i ruiner, da de forlod Ulveskansen i januar 1945. Ingen skulle kunne finde belastende materiale, hvis Tyskland - mod forventning - men med udsigt til, at skulle tabe krigen. Ordren var - tydelig nok - at alt skulle sønderbombes. Og således ser det ud endnu næsten 70 år efter krigen stoppede.

At vandre rundt i ruinerne medens tankerne løber rundt i de mange forskellige ting hukommelsen har samlet op gennem årene, giver sved på panden, rynkede bryn og hjælper ikke meget til en bedre forståelse af, hvad der får mennesker til at "finde på så meget ondskab" for at få magt.

For at kunne bygge dette kæmpe store anlæg, ialt næsten 3 kvadratkilometer, fortæller Wickiepedia, blev der brugt cirka 1,7 millioner dagsværk, udført af ca. 3000 arbejdere og op til 30.000 slavearbejdere. Et kæmpe anlæg, hvor nogle af bunkerne har op til 10 m. tykke betontage!

Efter godt et par timers ophold, hvor vi kravlede og travede rundt, læste skilte, snakkede om indtryk, dvælede ved steder vi ikke umiddelbart forstod, fotograferede beton, jern og forfald, forlod vi Ulveskansen ved lukketid.

Undervejs for at finde et sted at overnatte, var der stille i samtaleanlægget. Indtryk fra besøget i Ulveskansen skulle sætte sig. Begge have vi haft mange tanker om stedet. Ingen af os havde behov for at snakke lige med det samme.At være tilbage i nuet, på motorcyklen, på vej mod nye mål, oplevelser og indtryk, gjorde godt, og fjernede den lidt trykkende stemning af krig og ødelæggelse.

Turen fortsatte efter forslag fra Gerda PS mod sydøs, hvor Gerda hårdnakket påstod der skulle være en campingplads med det lidt misvisende navn "Elixir Hotelik Caravan Camping". Vores undren skyldtes sikkert vi ikke kender meget til det polske sprog, men caravan camping, det mente vi at kunne genkende og bruge til noget.

Gerda lovede vand, ikke fra oven, men ved siden af campingpladsen. Fint, og den snoede mindre vej ind til området, var også helt i vores ånd.Helt fremme ved indgangen, som vi havde lidt svært ved at finde, blev jeg en smule betænkelig. Pladsen skrånede meget ned mod søen. Det er sådan set fint nok, men når man skal ligge i telt, skal gunden helst være flad og plan, idet det er de færreste telte der har justeringsgrej til at rette de vandrette flader op med.

Der var kun ganske få andre campister at se på pladsen. Vi fandt receptionen. Stedet så noget lukket ud. Men der kom en pæn ældre dame frem bag disken. Hun ville gerne lukke os ind på pladsen. Vi betalte og fik besked om vi selv kunne finde en plads og slå teltet op lige hvor vi ønskede.

Efter nogen søgen, blev vi enige om et sted ved nogle buske. Ved busken stod et bord m/tag over. Jorden var næsten plan, ihvertfald der hvor vi besluttede sovekabinen skulle placeres. Stedet var tæt på at være perfekt.

Rigeligt om dette. Vi var ikke kørt hele vejen til Østpolen for at diskutere eller studere trafikale forhold. Et enkelt område vil jeg dog kommentere på. Asfaltens overflade. Endnu en gang måtte vi konstatere vejenes stand kunne ønskes bedre.

Ikke mindst de sidste kilometer, fra den større vej vi kom fra, ind til Trebllinka lejren. Den var meget dårlig.Og smal. Med opkørte rabatter. Og lejren var dårligt skiltet. Men vi vidste det skulle være i området. Og vi fandt lejren.

Treblinka består i dag af et mindre museum, mange natursten, stillet op uden tilhugninger, en del med navne hugget ud i den hårde sten. Store betonbjælker er lagt som illustration af det togspor, der for mere end 850.000 fortrinsvis jøder, var endestation for deres livsrejse. Der er rejst et stort monument i midten af de mange sten. Familie og andre besøgende lægger blomster, eller stiller levende lys på og mellem stenene. Også i Treblinka forfalder man nemt til, gennem stilheden og fuglenes pippen, at høre de mange klageskrig og suk, der må have lydt ud over området i begyndelsen af 1940'erne.