Mc-eventyristen.dk

Örjan er også kreativ. Især hvad angår musik. For altid at kunne levere varen, har Örjan indbygget et musikanlæg i sin topboks. Der mangler intet. Og strøm til anlæget kommer fra solen, hvorfor anlæget er meget miljøvenligt. Øh, måske naboerne havde en anden opfattelse. Og dog, de bor jo så langt fra Stugan de ikke kan høre, når Örjan spiller op til dans.

Når mænd når en op i alder, bliver det mere og mere nødvendigt at "slå mave" efter man har spist og drukket godt. Dejligt. Ikke mindst fordi der nu var ro til at snakke sammen. Gruppen var samlet. Vi kom mange steder fra. Flere af os havde ikke set hinanden IRL tidligere. Vi var i sandhed en broget flok. Rene kom fra Tyskland. Pasha, som er tysker, bor i Norge og arbejder for et dansk firma, Örjan er svensker. Michael er dansker, bosat i Midtjylland. Kenneth er også dansker, men bosat i Flensborg. Og Arne fra Vestjylland, ligesom fru Nielsen og undertegnede.

Formaliteterne var forlængst overstået. Alle var accepterede og nu var det tid at dele oplevelser, fortælle om oprindelse og forklares detaljer om cykler, ruter, hjemstavn og andre væsentlige såvel som knap så væsentlige ting. Under et kaldes det "at sparke dæk", vistnok fordi det ofte foregår medens man går rundt og kigger på motorcykler på træfpladser og lign.

På "Stuga Træffet" skete det efter maden, i behagelige stole, under verandaens baldakin, med et glas "et eller andet" i hånden eller tæt ved hånden/munden. Jeg husker ikke præcist hvem der kom på ideen med at gå en tur ud i skoven, men afsted kom vi. En fin afslutning på en skøn dag.

Natten er vor egen, siges det, at de Fynske piger påstår! Jeg skal ikke blande mig i den diskussion, men blot konstatere at jeg sov godt. Maven var fyldt med go mad, tilberedt over bål. Indholdet var fortyndet med et par øl, så vidt jeg huske også et glas rødvin, måske en Lakrids Gl. Dansk og hvis jeg ikke husker helt galt, havde Arne en fl. whisky med, som vi andre jo på det nærmeste var tvunget til at smage, når nu det var værten der bød rundt *ggg*

Fredagen kom. Med sol fra morgenstunden. Okay, vi kunne ikke mærke solen lige straks vi stod op, men vi kunne se himlen over os var lys og venlig, blå og skinnende, så mon ikke det var solen som bare ikke kunne nå ned mellem træerne? Jo, det var. Inden vi alle var klar til dagens tur, nå ja, alle undtagen fru Nielsen som hellere ville gå en tur i skoven, end følges med Arene rundt på de smalle og grusede, stenede veje, skinnede og varmede solen i en grad, så det var lige før det var for meget.

Voksne mænd græder ikke. Og slet ikke når det der skal grædes over, kun er en bagatel, som for eksempel man ikke kan købe det man ønsker sig i den lokale brugs. Arne havde luftet tanken vi skulle have nogle lækre flank steaks. De ville passe forskrækkelig godt på grillen, ville dække vores behov for proteiner og fylde maven tilpas godt op, især hvis der blev indkøbt noget kartoffelsalat til. Den ide var alle med på, men brugsen havde ingen flanksteaks. Øv. I stedet blev det til noget griseri i forskellig "indpakning", men efter grissebassekødet - i de forskellige indpakninger - var varmet over bålet, var det slet ikke så ringe endda!

Inden griseriet, hovedretten denne fine aften, havde Arne en overraskelse til os. For vestjyder som fru Nielsen og jeg, var det et kærkomment og særdeles velkendt velsmagende indslag i menuen. Arne havde medbragt rigtige bakskuld. Kræs for kendere. Bakskuld er spiseklar når de er sorte, husker jeg min tidligere svigerfar altid sagde. Men sortstegte blev disse ikke. Dels var vi sultne, dels kan de sagtens spises inden skindet er helt svedet af.

Nøj hvor de smagte og bekom os vel, deroppe i den svenske skov.

Arne tegnede i luften, viftede med armene, slog smut med munden. Han gjorde sig de mest ihærdige forsøg på at forklare hvad en bakskuld var, medens fiskene lå på risten og sydede. Om Sasha var bange for fisken skulle smutte af grillen, eller han bare ville "hoppe" ombord i fisken, skal jeg lade stå hen i det uvisse.

Foto: Fru Nielsen

Rigtige mænd - i min defination - bliver aldrig for gamle til at lege. Spille åndsvage i skovens mørke. Drille venner med motorcykler, kubik og dæk. Eller køre ind på en endouro-bane beregnet til motorcykler med kæmpe knopper på dækkene og forholdsvis få kubik. Vi gjorde stop ved en sådan bane og et par fra gruppen skulle ind og forsøge sig. Personligt havde jeg ingen trang til at udfordre det bløde underlag (især i svingene,hvor de mindre motorcykler formelig pløjer underlaget igennem), så jeg satte cyklen på støttefod og begav mig ud for at lave et par billeder af de andre.

Fra banen kørte vi direkte til Vetlanda, hvor Arne havde forberedt personalet i Mc-Guidenom at de ville få besøg af en flok gæster fra flere lande. Med i aftale lå, at hvis vi købte noget, skulle vi have gode procenter i rabat på købet. Hvad vi købte kan du læse mere om i afsnit VII, som jeg oploader lige så snart jeg får mulighed for at sætte mig hen i et roligt hjørne med mine notater og pc. Stay tuned - så ses vi i næste afsnit *s*

Til toppen / menuen Til afsnit VII