Mc-eventyristen.dk

Valget var nemt. Mest fordi der ikke var meget at vælge mellem, men også fordi vi var trætte, sultne og havde ikke nogen større lyst til at køre længere denne dag. Dels var der også det faktum der var langt til næste mål, dels hvad vi tilbagelagt et pænt stykke, set meget og kunne alligevel ikke nå meget længere inden mørket ville dække landskabet. At køre i mørke er ikke et problem for os, men vi vil gerne danne os et indtryk af områderne vi kører i. Vi var nået frem til Lubartów på den 51 længdegrad, og regnede med vi endelig var så langt mod syd, at landskabet ville blive mere kuperet.

Hvorom alting var, fandt vi ind på "Hotel Wincentow", som udefra lignede et meget dyrt sted. Resaturanten levede fuldt ud op til det dyrt udseende, men prisniveauet var dog udholdeligt. Maden god og sengene uovertrufne.

En lille sjov detalje var, at hotellet, uanset deres 3 stjerner, udmærket kndte til gaffatape som et fantastisk all round klæbestof. Låsemekanismen på et brandskab på værelsesgangen kunne ikke holde dørene lukkede, hvorfor der var sat gaffatape tværs henover fronten.

Ruten denne dag var, som tidligere, fundet ved studier på et kort, samenholdt med hvad vi ønskede at se kombineret med hvad vi måtte have opdaget undervejs vi skulle have med og endelig vores indtryk af, hvordan områdets landskab artede sig.. Målet skulle være Fort Werner, samt byen Solina, som er værtsby for en meget stor dæmning, tæt ved den Ukrainske græse. Vi håbede endelig af komme i bakket terræn, evt. småbjerge. Desuden havde vi opmærksomheden rettet mod det faktum der kun var ganske få kilometer til grænsen af det land som p.t. var i krise i forhold til Rusland. Russerne var gået ind på Krim halvøen og havde okuperet, mere eller mindre officelt, denne for Rusland militært meget stratetiske halvø i Sorte Havet.

Vi så nogle - ikke mange - militære køretøjer, men ellers havde vi ingen fornemmelser af hvad der foregik længere østpå.

Fort Werner, en del af et gammelt forsvarsværk, som vi ville bruge nogen tid på at se efter i detaljerne. Hjemmefra hvade vi en adresse. Adresser er godt, men ikek altid nok. Hverken i Polen, eller Danmark, for den sags skyld.

Fort Werner var ingen undtagelse. Skiltningen var meget "lokal". Måske man kan sige, meget svært synlig, noget nostalgiske, og temmelig spartanske af udseende.. Polakkerne havde ikke ruttet med hverken plads eller gjort sig umage med bogstaverne, ligesom de ikke just så ud som om de var frisket op med maling. Skiltet på billedet nedenunder var det sidste skilt op mod museet, og var faktisk også det flotteste.

Turen genem fæstningen var en lang gåtrur, ude og inde. Museet havde meget at byde på, men forholdene for de udstillede genstande, var bestemt ikke gunstige. Der var indelukket, klamt, sine steder vådt, og mange af effekterne havde allerede tage skade, og resten var godt på vej til også at lide forfaldets gang, idet tidens tand bed pænt hårdt til.

De dårlige forhold var forståelige, idet meget af udstillingen var placeret i de lange tidligere gemakker, hvor krigere og soldater havde boet, hvor der hverken var varme eller luftkanaler. (Hvis der var, havde man ihvertfald lukket for varmen, ligesom jeg tror eventueller luftkanaler var stoppet til.

Samtidig var alt - næsten - udenom bygninger og volde, groet til med træer og buske. Jorden var fugtig. Fortet ligger lavt. Er dækket af tæt løvtag det meste af året og bygningerne var "pakket ind" i jordvoldene og gav rigtig gode betingelser for råd og svamp. Synd, men det er helt sikkert en kostbar affære at gøre noget ved. Samtidig er interessen for de udstillede genstande, måske ikke særlig stor.

Ikke kun uret fortalte det var ved at være sidst på dagen, da vi nåede frem til Salina dæmningen. Mange af strøbutikkerne, de sovenirsbutikker der lå klinet op ad hinanden, på hver side af den lille sti der førte op på dæmningen, var ved at lukke. Alligevel var der rigeligt at se og købe. Bare ærgerligt at der her, ligesom i Tyrkiet og alle andre steder, diskret stod "made in Hong Kong" på det meste af udstillingen. Efter nogen søgning, fandt vi dog lidt som var ægte polsk, men dog næppe håndværk, selv om jeg er overbevist om, det skulle ligne.

Efter en tur hen over betonnen der holder utallige kubikmeter vand tilbage, måtte vi endnu en gang gennem butiksstrøget, men nu var næsten alle boder lukket med skodder. Stort arbejde med alle de mange tusinde ting der skal ind bag butikkens skærmende brædder, inden indehavern kan holde fri. Ved mange af boderne kunne vi se børn, hjælpe til med at tage ned og slæbe ind.

For vores vedkommende begyndte sulten at snage mellem tarmerne, men vi ville finde et sted at slå telt op, hvis det var muligt, inden vi begav os igang med at fylde maverne. En flink p-vagt fortalte på tvivlsomt engelsk, vi kun skulle køre kort tid i en bestemt retning, som han pegede ud for os, så ville vi komme til en campingplads. Fint, den plads ville vi finde.

Og fandt da også campingpladsen. Allerede da vi kørte ud på den store vej (med nr. 895) kunne jeg have sagt mig selv, det nok ikke var den bedste plads vi ville finde. To hårnålesving, eller nærmere halvanden hårnåle sving senere, lå pladsen ind til højre. Nedkørslen, midt i et svært uoverskueligt sving, kunne give problemer, ihvertfald for fru Nielsen, idet kanten fra hvor asfalten var sluppet op og ned til grusvejen, var skarpt aftegnet med en højdeforskel, hvor man snildt kunne parkere en pakke smør, uden den ville blive mast når motorcyklen kørte ind mod parkeringspladsen.. Mellem de to hjulspor havde regnvand fjernet al løst jord, samt mindre sten. Vi kom begge over forhindringerne uden større vanskeligheder - og fortsatte rundt til vi fandt receptionen.

De havde plads. Den var ok billig. Toielet og baderum var acceptable, men pladsen var våd, jorden var leret og terrænnet skrånede næsten over hele pladsen. Min bedømmelse var, det skånede for meget til det ville være rart at sove i telt. Vi kørte pladsen rundt et par gange, inden vi fandt et sted vi mente var plant nok til vi kunne sove i poserne, uden at rulle ud af teltet eller komme i karambolage med hinanden. I hast og med indøvet ekspertise etablerede vi vores lejr, hvoefter gik vi ned i byen og fandt et sted vi kunne få noget mad.

Når den mad jeg spiser, kigger tilbage på mig, får jeg spiseværgring. Nu var det ikke så slemt denne gang, men kogte æg der ligger og svømmer rundt i en fed suppe, tilberedt af noget klistret stads, giver mig ikke ligefrem lyst til at spise mere end højst nødvendigt. Og hvis man har en god fantasi, kunne det godt ligne øjne begravet i noget havregryns lignende tyndt stads. Tror retten kunne være en god kur til at tabe sig *s* Ahem, det må jeg lige tænke mere over.

Hovedretten var ikke meget bedre. Fede melboller (?) lavet af noget kartoffelhalløj, kogt i olie, som flød ud af det hvide stads, hver gang gaflen nåede ned i nærhden af "plamagen" sammen med en schnitzel som ...... nej, jeg ønsker ikke at huske flere detaljer af det måltid. Godt øllet var koldt og smagte godt. Ikke at vi blev mætte af øllet, men det tog da de værste abstinenser. Og selv om vi var både sultne og tørstige, tog øldrikkeriet ikke overhånd, hvorfor øllet heller ikke gav "abstinenser" dagen efter.

Morgenen kom. Fuglene havde øjensynlligt sovet godt. Ligesom vi hvade. Mange bevingede væsner havde travlt med at lovprise dagen med hver deres næb og toner, medens vi pakkede teltet ned og gjorde klar til at fortsætte vores rundtur i Polen.

I min glæde over igen at være afsted, enda ad flere for nu ikke at overdrive, skønne veje, satte jeg mig for igen at lade mig inspirere til at illustrere "livet langs vejen". Her følger et par eksempler..........

Mange sving senere, var det atter tid at finde natlogi. Vores vasketøjsspand var fuld, og det var bestemt nødvendigt at finde ud af hvordan vi dels fik vasket, men især tørret tøjet. Resultatet blev at vi fandt et hotel. Dog måtte vi lede nogen tid, fordi Gerda PS for jeg ved ikke hvilken gang, atter var fodret med forkert eller i bedste fald, meget mangelfulde informationer. Efter to forsøg med at følge "Hendes" forslag, så vi et skilt, som lovede at vise vej til et hotel, og det mente vi ikke kunne være fyldt med samme fejlagtige oplysninger, og vi fulgte skiltene, til vi ankom til "Eko Motel" i Wieliczka.

Tøjet blev vasket i hånden, inde i baderummet, og tørret på motorcyklerne. En medbragt snor blev spændt ud mellem cyklerne og tøjet hængt op på snore, med efterfølgende stor interesse fra såvel de ansatte som øvrige gæster. De var vist ikke vant til at se trusser og t-shirts på deres parkeringsplads!

Rutinen med at pakke ud og pakke sammen, samt få al vore grej stablet på motorcyklerne igen, var nu ved at være ret så indgroede. Endnu en gang var cyklerne pakket inden vi satte os til morgenbordet, hvor vi spiste et solidt måltid, for så straks efter at begive os videre mod syd.

Polakkerne fortsatte deres hverdag, uanfægtet af forholdene for deres naboer mod øst. Køerne skulle ud på græs og............ nå ja, jeg ved ikke hvad denne mor med datter havde af planer. Og har selvfølgelig heller ingen ide om hvad der er gået forud for deres spadseretur på gaden i en landsby vi kørte igennem?

Synet var lidt usædvanligt, og blev diskuteret over samtaleanlæget. Fru Nielsen havde sine bud, og jeg mine bud på hvad det var vi så, men nogen forklaring fik vi ikke. Vi stoppede nemlig ikke for at snakke, og selv om vi havde stoppet, tror jeg ikke moderen kunne snakke engelsk. Måske tysk, men det er nok også tvivlsomt. På vores tur mødte vi ikke mange der kunne vestlige sprog.

Livet og rejsen gik videre. Via Gerda PS kom vi hurtigt sydpå ad mange fine veje. Selv om vi holdt nøje øje med rastepladser, var der meget langt mellem dem. Vi fandt ingen, og måtte tage til takke med en kantsten, som hvilkeplads for bagdelen, endog bag en servicestation, da vi trængte til en kop kaffe og en polsk "Prinsens chokoladekiks". Udsigten fra kantstenen var første parket til en bonde som pløjede sin mark.

Efter den koffeinholdige drik som sammen med en (eller nogle stykker) hvedekiks med lækkert mørkt chokolade var fortæret, steg vi igen på motorcyklerne og fortsatte sydpå, alt medensw vi glædede os over vejret.

Manden i vinduet var museets kustode. Han boede privat i huset. Havde lavet et lille kontor, hvorfra han kunne sælge sine biletter. Han var meget overrasket over og betaget/optaget af, det var en kvinde der kravlede af Honda motorcyklen, da vi ankom. Han var meget snaksagelig. Og venlig. Fru Nielsen fik en snak med ham! D.v.s. de forsøgte så godt de kunne. Han på polsk, og hun på engelsk, dansk og tysk. Men, da de gik over til at anvende tegnsprog, blev forståelsen mellem dem meget bedre.

Et et par timers ophold, inkluderet tid til at drikke en kop te/kaffe, vinkede vi hjerteligt farvel til Kustoden og satte kursen mod næste destination. Vi havde planer om at nå frem til Salina, den store dæmning, inden vi ville stoppe og finde en lejrplads.

To tøjdyr og en lopperede.........

Efter dagens arbejde var overstået (tøjvask), slog vi os ned i dobbeltsengen for lige at lave en status og blive kølet lidt af. Hvor langt var vi? Hvad skulle vi næste dag? Hvad havde vi nået denne dag? Resultatet blev at dagen ikke havde bragt meget nyt, d.v.s. vi havde ikke fundet den saltmine fru Nielsen gerne ville besøge. I stedet havde vi kørt ad mange smukke, snoede veje med både gode og dårlige belægninger. Vi havde haft en fin dag med godt vejr, og nu, når tøjet var tørt, havde vi rent tøj til nogle dage igen.

Og jo, vi havde faktisk også fundet frem til den saltmine vi ønskede at tage nærmere i øjesyn. Men det var ikke den rigtige. Altså måtte vi fortsætte. Solen bagte, vi svedte, men vi fandt den rigtige mine. Fik parkeret - og betalt for parkering. Selv om vi nu havde været i Polen i flere dage, var vi stadig ikke gode til det polske, hverken i tale eller skrift. Derfor stillede vi op i en kø hvor der stod "English guide". Det kunne ikke være helt forkert. Hvis guiden talte engelsk, ville vi kunne forstå det meste. Men da guiden kom og begyndte at lukke folk ind, kunne vi se alle gæsterne viste en billet frem. Vi havde ingen billetter, men jeg skyndte mig over til billetlugen, fik købt 2 billetter, og strøg tilbage til køen med den engelsktalende guide.

Hun kiggede ikke længe på vores billetter førend hun fortalte de var til turen, der startede én time senere! Ups, det havde jeg ikke lige set komme. Men vi kunne ikke komme med, og hvis vi skulle vente én time og rundvisningen ville tage ca 3, kunne vi regne ud det ville blive for sent for os. Vi havde ikke fundet overnatning. Vi havde ikke fået mad i flere timer, og nej, det ville vi ikke vente på. Jeg gik derfor tilbage til billetlugen, fik - efter lidt parlementeren - refunderet de to billetter. Næste punkt var at gå tilbage til motorcyklerne, kravle i det varme mc-dress og køre ud i solen igen. Og så var det altså vi landede på "Eko Motel", hvilket vi var fint tilfredse med.

Efter en go nats søvn, stod vi op til endnu en solskinsdag. Af skade bliver man klog, men sjældent rig. Vi var blevet klogere, ikke rigere, men eftersom vi havde fået vores "indskud" i en guidet rundtur på engelsk i saltminen retur, var vi heller ikke blevet særlig meget fattigere. P-afgifte for to motorcykler kunne vi ikke gøre noget ved, så det tab måtte vi acceptere.

For at komme med på første tur ned i minen denne dag,, for at have go tid til de "indledende manøvrer" såsom at finde en p-plads, tage mc-dresset af, krybe i noget mere sommerligt, men dog også noget vi kunne holde varmen i under den ca. 3 timer lange vandring under jorden, for at have tid at købe de rigtige billetter *s*, finde den rigtige kø o.l. stod vi tidligt op, fik pakket det endnu lidt våde tøj sammen (tøjet var ikke blevet helt tørt selv om det havde hængt på motorcyklerne hele natten). Efter at have afregnet med hotellet, kørte vi de få kilometer til saltminen. Vi havde god tid og nød at "være lidt foran"

Nøj for et turistcirkus der er stillet op ved "Wieliczka Saltmine". Forståeligt nok, for det er imponerende hvad man har lavet dernede under byen. Dels er der gangene med saltet. Afstivningen er næsten i sig selv et kunstværk. Men derudover har man indrette et historisk museum, som viser hvordan man i ældre tider arbejdede for at hente saltet op. Desuden er der kunstværker i form af figurer og indretninger. Et sted har man et stort kirkerum. Et andet et var indrettet et sanatorium til astmapatienter. Sanatoriet fungerer stadig. Der var foredragssal og et kæmpe stort "salgsrum" hvor man kunne købe salt og figurer og alskens andre souvenir ting.

Beretningen med flere detaljer fra saltminen og vores videre færd på turen, fortsættes i næste afsnit, XII.

Stay tuned hvis du vil med på rejsen *s*

Til toppen / menuen Til afsnit XII