Penguin Tour 2014 IV

Flueben ved Salamanca. Europas vestligste punkt, check

Lisabon, Setubal - og meget andet.

Af Peter Kr. Riber

Til afsnit: -I- -II- -III- -V- -VI- -VII- -VIII-

Bare kom an, jeg tager gerne tyren ved hornene, men syns det er bisset ogmeget unfair at angribe fra ryggen!

Inden vi gik ud og spise, fandt vi et hotel hvor vi lejede os ind for én nat, og gik straks igang med vores dagligt tilbagevendende rutine. I løbet af ganske få øjeblikke kunne vi få ethvert hotelrum til at ligne et bombekrater. Uden at vi skænkede det en overvejelse, smed vi tasker og tøj hvor vi kunne komme af med det. Med samme mængde bagage og tøj, kunne vi få ethvert hotelværelserne til at ligne et teenager kammer, uanset hvor store de var.

Inden vi gjorde noget overilet, måtte vi også gentage ritualet med at drikke en øl for at fejre dagens vellykkede køretur. En meget vigtig procedure, som vi er overbeviste om, hjælper os videre dagen efter.

Flere af retterne, fik vi, uagtet vi var to personer, hele tiden havde været 2 personer og uagtet vi rakte 2 fingre i vejret for at antyde vi ønskede to portioner, alligevel retterne serveret på én og samme tallerken. Blandt andet fik vi ovenstående meget velsmagende skaldyrsalat med æg og en anden, "fyldt kogt æg" rakt over disken på to små tallerkner.

Eftersom vi var meget sultne, havde vi taget godt fra af den gode mad, og jeg skal ikke kunne sige, om værterne, de to herrer bag disken på billedet, mente sådan et par mænd fra det høje nord, spiste for meget, og at de derfor gik over til at servere mindre portioner på små tallerkner, hvor vi desuden måtte dele maden der blev serveret.

Inden vi forlod "Los Mellizos" med stopfyldte maver, som gav en herlig eftersmag af sydlandsk mad med diverse krydderier, havde natten lagt låg på dagen med sit mørke. Vi fandt tilbage til vores hotel og gik i seng.

Den nye dag der fulgte, bragte skøn sol fra en blå himmel med sig. Vi nærmede os Portugal, hvis grænse vi skulle krydse senere på dagen.

Der må ryge, spises syrlige drops, tisses eller...... hvad man end gerne vil. Nyde udsigten, for eksempel. Alt efter lyst og behag.

Eller køres........... Vi nærmede os for alvor det punkt længst mod vest i Europa, hvortil man kan køre i almindelige køretøjer. Stedet hedder "Kap Roca" og ligger nogle kilometer vest for Lissabon i Portugal.

Nu var det tid for et "turist-foto". Medlemmer (alle) af "Pinguin Tour 2014" blev fotograferet ved Kap Roca, som bevis for turen gik der forbi......

Turen kører ikke sig selv. Altså måtte vi videre. Retningen var stadig syd, men en anelse mod vest. Gennem Lissabon i myldretiden. Knallerter og motorcykler kan altid komme frem. De lokale af slagsen snor sig snildt, behændigt og vovet gennem den øvrige tratik. Kunne de, kunne vi også. Som tænkt, så udført.

Ih hvor det gik. Bedst som jeg troede vi var ved at være igennem byens myldrende trafik, kom vi til "25. April broen". Endnu en gang "måtte" vi slå smut gennem trafikken, når trafikken krøllede sammen i de tre spor. Det gik forrygende. TB fulgte med. Jeg havde ham i mine sidespejle. Altså krydsede jeg fra tredie til første vognbane. I 3. vognbane var asfalten skiftet ud med jerndragere, på langs. De var ikke gode at køre på for motorcykler, hvilket en mc-betjent var helt enige med os i.

Jeg så ham pludselig smutte gennem bilrækkerne, da jeg havde foretaget mit vognbaneskift. Og efter jeg havde kørt gennem et par række biler. Inden han nåede frem til mig, var jeg overbevist om, at nu, nu gik den ikke længere med at køre bødefri på min gule GS'er. Betjenten kørte op på siden af mig. Jeg vende bare på han ville vinke mig ind fordi jeg havde zig-zagget mellem bilerne medens jeg skiftede fra yderste venstre til inderste højre vognbane. Fu.., nåede jeg at tænke inden han - uden at værdige mig et sideblik - fortsatte med at smyge sig mellem bilrækkerne i de to inderste spor, hvor han uden tøven det ene øjeblik kørte på striben, for i næste at køre "indenom" i venstre spor. Kort efter var han forsvundet i trafikken. Vi kunne ånde lettet op, det er åbenbart ok at motorcyklister laver det nummer.

Efter en overnatning i Setubal, syd for Lissabon, var vi hurtigt tilbage i Spanien, hvor de store tyre på højdedragene bød os velkommen. I Setubal fandt vi det om ikke det værste hotel, så det dårligste mad på hele turen. I mangel af bedre, tog vi ind på et Ibis hotel. Gerda PS havde drevet os rundt i omegnen. De adresser der er lagret i den, viste til en dynge jord i det første tilfælde, og et lukket pizzahus med et slidt B&B skilt på gavlen. Godt det var lukket for dagen, så blev vi fri for at se elendigheden indenfor!

Faktisk burde jeg slet ikke anvende billedet af maden på Ibis hotellet, så dårligt var det. Men vi var sultne, og så var det bedre end ingenting. Desuden, nu ved jeg det ikke var farligt, eller ihvertfald, hvis det er farligt er inkubationstiden meget lang! Værsgo, nyd synet af en..... kald det hvad du vil :-/ Øllet var godt :-)