Mc-eventyristen.dk

Hvis man kører 4- 5- eller 900 km siddende overskrævs på motorcyklen på en dag, har man rig mulighed for at lade tanker komme og gå. Inde i min Schuberth S2 smilede jeg over det flow TB og jeg havde i vores kørsel og tur. Målet og vejen til målet, kom aldrig til diskussion. Etapen blev ikke fastlagt som et endeligt mål. Med kort, GPS og Ipad foran os, lod vi Ipad'ens forudsigelser om vind og vejr, GPS'ens forslag til veje og landkortets oversigt over byers placering, afgøre hvilken retning vi ønskede og foretrak. Lagde en destination ind, bad Gerda PS om at finde vejen dertil. Indstillede forud om vi ønskede de hurtige eller de mere kreditkortvenlige ruter. I de lande hvor man skal betale for at køre på motorvej, satte vi ofte et flueben i "fravælg betalingsveje"

Ude på vejen kom flowet i kørslen ved at ingen af os tænkte over eller overvejede hvordan vi kørte. Positionen i forhold til den anden, fulgte af sig selv. Forreste ekvipage kørte i venstre bane. Altid. Bagerste i den inderste højre vejhalvdel. Som i et velsmurt ægteskab, indfandt denne fordeling sig automatisk når vi satte igang. Ingen diskussioner eller aftaler. Sådan var/er det bare.

Kørestil, acceleration, hastighed, ryge-, drikke- og frokostpauser, vurderinger af den øvrige trafik og vejføring, tegngivning, alt spillede. Nå ja, det skete et par gange én af os (ikke mig) kørte forkert i ensrettede gader, men jeg fandt altid TB igen!

Med et flow i kørslen, som det TB og jeg har udviklet over mange kilometers selskab på vejene, bliver køreglæden uendeligt meget større, fornøjelsen helt enorm, uheldsrisikoen væsentlig reduceret og kameratskabet fastslået med nagler. At køre motorcykel sammen er kunst. En kunstart TB og jeg har udviklet til det næsten perfekte.

Sneskovlen kan også fjerne hunde-høj-høm! Hvis de ikke er alt for udtrådte!

Hotel "La Picardiére"

Billederne ovenfor er fra baggården, hvor vi fik lov at parkere cyklerne for natten. Miljøet i baggården kan aflæses direkte af billederne. Overalt i gården herskede fortidens storhed i forfaldet. I spredt orden lå, hang eller stod ting der måske skal smides ud, måske kan bruges senere. Andre effekter hørte mere til i en have, mark eller skov. Samlet overblik over rodet, undskyld udtrykket, var umuligt. Værktøj, haveredskaber, tomme flasker og andre beholdere fra leverancer til køkken og bar, køle- og fryseskabe, som forlængst havde udtjent deres metier, gasflasker, skraldespande, hundens efterladenskaber, kasserede stole med fletværk, planter og små træer i potter og mellem fliser. Gårdmanden har fri, ferie, er fyret eller....... Men en dag solen skinner, så .........måske?

Bar, restaurant, hotel og pension i en og samme bygning. En træt facade hvor malingen sine steder sagtens kunne tåle at blive strøget kærligt med en pensel. Borde og stole af blandet oprindelse. Bænkene, hvis fortid lignede nogle der havde tjent som midlertidig opholdssted for bagdele, hvis ejere tog toget på arbejede, og borde hvoraf flere kunne have oplevet anden verdenskrig, var afgørende for indtrykket af fransk landsbyidyl, til trods for hotellet ligger på hovedstrøget i Péronne, og iøvrigt har en standard omkring eller snarere lidt over hvad luddere, lommetyve og sømænd foretrækker. Hotellet "La Picardiére" kan absolut anbefales, men du skal lede længe, eller vente nogle år eller 10 inden du kan finde hotellets hjemmeside på internettet, men adressen kan *s*

TB og jeg faldt pladask for stedet. At være en del af fransk kultur, var et delmål for turen, vi havde håbet vi skulle opleve. Nu var vi der. Roen, hyggen, den pitoreske atmosfære i caféen. Hele menageriet, var intet mindre end overbevisende, betagende pragtfuldt.

Verdens navle er disken i restauranten.

Sulten fik kamp til stregen med en tre retters menu. Forret......

Hovedretten og desserten. Fransk landkøkken. Nøj hvor var det godt. Meget nærmere himlen kunne vi ikke komme sådan en onsdag, hvor vi var meget langt fra hjemmet, og kun kunne sende en tanke og kærlig hilsen hjem til kone og kæreste gennem de æterbårne wifi'ede kanaler.

Desserten, forskellige slags ost, flütes og rødvin.

Natlogiet var et smalt værelse med 4 sovepladser og et badeværelse (uden toilet). Charmerende på sin egen måde. Toilettet på gangen var brugt meget. Alt fungerede, men indretning med et underligt reolsystem uden indhold, placeret hen over cisternen, var underlig, men også realistisk, måske endda praktisk i forhold til hvor småt rummet var!

Morgenmaden var rigtig fransk. En croissant, lidt ost og syltetøj og kaffe, som kun fyldte halvdelen af den nederste del af koppen! Til gengæld var den stærk. Krydderiet på morgenen i cafeen var, den lokale herre,der, iført lang frakke og hue, satte sig ved baren, tog huen men ikke jakken af, rakte ud efter avisen og uden at bestille, fik en kop kaffe placeret ved siden af avisen, som han straks fordybede sig i, som det mest selvfølgelige i hele verden.

Morgenbolledamen, en yngre lidt bred, ansigtsløs quinde, satte sig straks efter ulejligheden, eller bedriften med kaffen til herren ved baren og croissanterne til os, tilbage til computeren og fordybede sig i den virtuelle verden.

Meget modsat damen, med samme servicerolle på det tyske hotel, vi morgenen i forvejen havde iagttget, for medens den tyske morgenbolledame aktivt fór rundt med spand og støvklud, rettede på borde, stole, blomsterkummer, bordfodbold og lign. løse genstande, virkede den franske meget yngre quinde, som en zoombie uden mimik, smil eller foretagsomhed i øvrigt. Forskellen var omkring 600 km lande-og motorvej gennem Holland og Belgien, men enorm i kulturel henseende.

En svalegang - til rygere - hvor tanker var toldfrie.

Le Mans - endnu et flueben

I en stor buen uden om Paris fortsatte vi turen. Sydvest ud mod kysten. Frisk frem over stepperne. Vejret viste sig fra den pæne side. Hjulene snurrede. Ved frokosten, tog vi beslutning om, hvorvidt vi skulle fortsætte ud mod Le Havre eller vende forhjulet mere mod syd, hvor vi så ville komme til Le Mans.

Byen med den verdenskendte bane vandt den diskussion over en sølle kop kaffe (halvfyldt kop med for lidt vand og for mange bønner) med en kage til på "Café de L'Union". Byens navn er fortabt i hukommelsens krogede gemmer.

Tiden hvor motorcyklen står stille, skal udnyttes maximalt. Her med multitaskning, spise og købe gaver!

Ved målet, indgangen til den berømte 24-timers-racer-løb-bane, Le Mans. Lidt skuffende var der ingen høje hvinende drøn fra banen bag de lukkede porte. Kun ganske få biler på p-pladsen. Lidt skuffede måtte vi konstatere der ikke foregik meget på banen eller i området den dag. I stedet søgte vi ind på museet.

ngen adgang, blev der råbt bag den halvt nedrullede port, på fransk, så det forstod vi ikke, og prøvede alligevel...... men stemmerne inde i mørket mente det og slog over i engelsk, - så forstod vi pludselig hvad de sagde!

I stedet for at dvæle længe i Le Mans, fortsatte vi turen sydpå til til Tours, hvor vi søgte og fandt ly for natten. Kilometertælleren fortalte vi nu var 1500 km fra Danmark. Hotellet i Tours hed St. Jean. Almindelig international standard, dog med et spændende fransk inspireret menukort. Uvist af hvilken grund, valgte vi endnu en gang en tre retters aftensmåltid.

Inden middagen måtte vi ha en øl, for at komme os over dagens skuffelse i La Mans og de øvrige strabadserende oplevelser, vi mente vi havde været udsat for! Samtidig med indtagelse af en dejlig kold øl, fik TB de seneste opdateringer fra ind- og udland på iPad'en.

Forretten var noget mælk pisket op med ? med crutonner. Smagte ok, men var lidt underligt.

Det var en tåget, våd og halvkold morgen. Lyset kom kun ganske langsomt gennem tågen. Intet hastede. Tiden var sin egen. Vi var i herligt mode. Turen var, indtil videre, gået over al forventning. Næsten.........

TB havde flere gange klaget over varmen i håndtagene svigtede. Kilometertælleren virkede som vinden blæste. Kun af og til. Nu var det tid at gøre noget ved problemet.

En opringning til Toftlund Mc afgjorde vi måtte søge værksted. Adressen til nærmeste BMW forhandler med værksted, fik vi hos Poul. Adressen blev skrevet ind på Gerda PS' skærm. Cyklerne blev startet og destinationen opsøgt. Vi søgte og fandt et værksted, hvor vi kunne få hjælp.Inden vi nåede til Poitiers, hvor "Espace Motos 86" ligger, måtte vi igennem snævre gader.

Til toppen/menu Til afsnit III