Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

Dag 4 på turen bragte vores motorcykler os fra Askersund til Stokholm. Hvis du, kære Læser, har fulgt med i andre af mine RideReports, vil du vide jeg ikke er til storbyer. Åbne sletter, spraglede bjerge, fossende vand, stille søer, gerne gemt i store skove, det er mere mig.

Stokholm er en storby. Men vi havde et par timer, til færgen mod Turku skulle sejle. Jeanne ville gerne se kongeslottet, nu vi var tæt på. Altså fandt vi derind. Men Stokholm i 30 graders varme, iført motorcykeldress og med rigeligt andre turister. En blanding ingen af os bryder os om. Vi parkerede kun så længe jeg kunne nå at lave et foto, inden vi startede motorerne, og forlod midtbyen og fandt ned til færgen. Ventetiden var hurtigt forbi. Snart blev vi ledt op ad en rampe og ind gennem en lille luge.

Motorcyklerne blev tøjret. Kabinen fundet. Tøj blev skiftet og snart sad vi bænkede på en restaurant ombord. Medens skibets styrmand førte skibet sikkert gennem skærgårdens mange klippeøer, spiste vi aftensmad og fulgte det hurtigt skiftende sceneri udenfor de store vinduer. Godt mætte søgte vi tilbage til kabinen for at sove, medens skibets personale blev overladt opgaven med at bringe sikkert over Den Baltiske Bugts vande.

Selvom det var svært at løsrive sig fra oplevelsen i kirken, mått vi ud. Tiden, d.v.s. de godt to timer vi havde betalt for at parkere motorcyklen på gaden, forsvandt meget hurtigt inde i det dejligt køllige, men desværre overfyldte, kirkerum. Samtidigt med os ankom passagerer fra ca. 100 busser, mest asiater, kinesere eller japanere!

 

Maveuret havde ringet, og var slået fra flere gange. Men det var en uholdbar situation. Når tidsrummet mellem spisetiderne hos mig bliver for lange, daler blodsukkeret til et niveau, hvor jeg kan blive lettere irritabel. Dertil var jeg ikke nået, men noget skulle gøres.

 

Inden besøget i storbyen, havde vi kigget på nettet for at finde noget vi gerne ville se. Foruden kirken i klippetn, havde vi set byen rummer en markedsplads nede ved havnen. Stedet hedder "Market Square, Kauppatori". Vi søgte og fandt frem til pladsen. Parkerede motorcyklen klods op ad en anden motorcykel, med al vores habengut slænget hen over sædet, og støvlerne gemt under sidetaskerne, på en mole klods op ad markedspladsen.

På pladsen udbød et ukendt antal boder, næsten de samme varer. Ifølge diverse skilte var alt "ægte håndlavede ting" fra Lapland. Eller det var "friskfangede fisk, med nyligt opgravede eller plukkede/samlede grøntsager". Altså intet var "Made i China" på trods af man enkelte steder havde overset et lille mærkat, ligesom fiskenes "døde øjne" skabte tvivl om hvor friske fisken i virkeligheden var. Mågen var lyslevende og meget lidt sky!

Fra færgen fik vi et flot vue over markedspladsen på havnen, ved siden af søbaddet og Pariserhjulet, og de mange tårne, spir og højhuse i Helsinki bagved.

 

Toenhalv time senere sad vi med hjelm på hovedet, klar til at køre fra borde. Vi kunne ikke undgå at høre bovporten blive åbnet. Og det tog meget lang tid. I mere end et kvarter måtte vi vente, med infernalsk larm fra jeg-ved-ikke-hvad i ørerne. Dækspersonalet var tilsyneladende vant til lyden. Den generede ikke dem. De sad på nogle tomme paller og snakkede! Uden høreværn!

Vi skød genvej for hurtigt at komme tilbage til motorcyklerne. Da vi endelig kunne se dem, kunne vi ånde lettet op. Alt så ud som da vi forlod stedet. Og der var ingen synlige indicier på vi havde tirret Tallins parkeringsvagter. I 2016 fik vi en hilsen fra det engelske parkeringssystem, idet vi havde parkeret ulovligt i byen Fishguard. Det blev dyrt. 700 kr. at betale ved kasse 1.

Vi fejrede vores bytur i Tallin, og sendte venlige tanker til familie og venner, over en kold sodavand, købt på fortovsrestauranten der kan skimtes for enden af gaden. Derfra kunne vi også holde øje med motorcyklerne, og skulle en emsig p-vagt dukke op, kunne vi hurtigt komme over til cyklerne.

 

Den sukkerholdige drik gav energi til dagens sidste etape. Med en kvittering i lommen for to sodavand, gik vi over til motorcyklerne, trak i mc-tøjet, startede motorcyklerne og trillede stille ud af Tallin. Med et venligt smil i øjnene og tak for fri parkering i tankerne, forlod vi esternes hovedstad.

Med Schuberths indbyggede solvisir slået ned foran øjnene, kørte vi mod sydvest.Jeanne havde hjemmefra set et par interessante steder på øen Saaremaa. Uden at haste afsted, fandt vi en lille times kørse fra hovedstaden, et mindre hotel, som tidligere havde huset et posthus. Steddet hedder "Runnawere Post Station Hotel", hvor ejerne har sat sparepengene i en fin renovering og fået et godt resultat ud af anstrengelser og investering. Jeg har ingen notater om, hvorfor vi valgte at bo på hotel denne nat. Men fakta var, at vi lejede et værelse, og fordelte vores pick-pack ud over hele rummet. Derefter gik vi ned i restauranten og spiste et herligt lokalt måltid. Drak et par mørke øl og vendte tilbage til værelset for at sove de uskyldiges søvn.

Solen skinnede atter lystigt og med fuld indsats næste morgen. Jeanne havde fundet nogle lokale brochurer i hallen på "Runnawere Post Station Hotel". Hun blev fanget af en tegnet brochure omhandlende et egns museum. Brochuren yder ikke museet fuld retfærdighed. Stedet er absolut et besøg værd.

 

Derfor søgte vi ud på nogle meget dårlige og slet vedligeholdte grusveje, som skulle føre os til den angivne adresse. Sjovt - og måske lidt forudsigeligt - ramte GPS'en ikke den rette adresse! Men vi fandt alligevel stedet, idet vi undervejs til den adresse gps'en ville hen til, så et skilt hvis tekst Jeanne mente at kunne huske som værende navnet på det landbrugs- og egnsmuseum vi ledte efter. Og ganske rigtigt. Vi var fremme førend forventet.

 

Faktisk var vi meget heldige med ankomst tidspunktet. Museet, Sillaotsa talumuuseum,, ventede en busfuld turister, som havde bestilt rundvisning, men da der var halvanden time til de skulle ankomme, fik vi fornøjelse af museumsleder Kalju Idvand, både havde tid og lyst til at give os sin opvartning gennem museet.

Kalju Idvand, var rigtig go til tysk, og var en eminent fortæller. Gennem alle de mange bygninger vi nåede igennem, inden bussen kom, tog han ting frem fra udstillingen, og fortalte meget detaljeret om genstandenes oprindelse, anvendelse og indretning. Han kendte hele historein bag alle effekter, og svarede beredvilligt på alt vi kunne komme i tanker om at spørge til. Uden opfordring trak han, til alle historier, linjer op til - og lavede sammenligninger med, nutidige redskaber og anvendelsesmåder. Når det er sagt, gjorde Kalju Idvand også opmærksom på alle museumslederes største problem, finansiering. De manglede i høj grad penge til at får ordnede forhold, således deres udstillingsgenstande kunne opbevares uden fare for de går til p.g.a. for dårlige lokaler, konservering o.l.

Museet rummer en meget fin samling af "hjemmelavede traktorer og markredskaber". Stående udenfor året rundt, og dermed udsat for høj varme, stærk kulde, vand og andre vejrskabte uhyrligheder, stod en stor samling af underlige motoriserede 2-, 3- og 4-hjulede trækmaskiner. På grund af fattigdom og den russiske påvirkning og dominans, var bønderne fattige, og kunne ikke købe redskaber til markarbejdet. Mange var dygtige opfindere som selv kreerede trækkraft, ved at flikke motorer sammen med gearkasser og hjul. Nogle maskiner så meget underlige ud. Andre lignede noget som kun ganske få kunne styre og arbejde med. Alle var yderst særprægede - og meget forskellige i design og udformning.

"Bussen er ankommet" - eller noget lignende, kom en lurvet klædt mandsperson, og fortalte til vores rundviser. Dermed var vores tur i estisk historie forbi. Vi tog pænt afsked med Kalju Idvand, og gik til kassen for at betale for rundvisningen. Selvfølgelig har jeg forståelse for der er grænser for hvad et lille, misligholdt museum kan tillade sig at forlange i entre, men uden jeg kan huske hvad vi kom af med, kan jeg sige at det var meget lidt. Og det var alt for lidt i forhold til den service vi fik. Glade i ansigterne og med råmateriale til tankeaktivitet i flere timer, satte vi os endnu en gang i sadlerne på vore nutidige Gangere, og forlod det lille museum gemt i en støvsky bag os.

 

For at komme frem til det lille museum, havde vi kørt i modsat retning af øen Saaremaa, som vi jo faktisk var på vej mod. Med den omvej fik vi en "genvej" med dejligt mange små og mindre - mange med grus - foræret. Sådanne veje er jeg, som tidligere oplyst, stor tilhænger af. De er langt mere spændende end de lidt større, omend disse også kan byde på overraskelser. Se blot hvad vi kørte forbi! En udbrændt lastbil, som vist havde fået lov at stå i vejkanten nogen tid, hvis jeg skal dømme efter rust og lign. tegn på forfald.

Ok, det vil være på sin plads at tilstå, at når grusvejene er tørre som en ørken, så de støver mere end en sandstorm i Sahara, så forsvinder noget af det morsomme ved at køre på grusveje.

Efter 1000 km grusveje - hvis du sprøger Jeanne) - kom vi endelig frem til den færge, der skulle føre os over på Saaremaa.

Inden vi fik lov at køre ind på færgen, nåede jeg dog at blive temmelig irriteret på færgepersonalet, eller hvem det end var, der bestemte, at vi ikke skulle med færgen der ankom kort efter vi havde standset motorerne på kajen.

Forhistorien er, at vi nåede frem til færgelejet i Virtsu i go tid. Vi holdt forrest i en kø, for transport uden tidsbestilling. Færgen kom. Der var ankommet en go portion biler, samt et par lastbiler. Da alle biler og lastbiler, undtagen os to på motorcykel samt de biler som holdt bag os, var kørt ombord, var der stadig plads på vogndækket, men vi blev ikke vinket frem!

Det forstod jeg ingenting af, men kunne jo desværre ikke gøre andet, end vente og håbe på plads på næste færge. Æv, æv æv.

 

Her stopper første afsnit af reportagen om Jeanne og min lange tur rundt om Bornholm. Næste afsnit følger om ganske kort tid. Stay tuned, så du kan fortsætte læsningen. Tak for nu, vi høres ved snarest.

 

 

 

 

 

Den lange vej rundt......

En RideReport hvor min skønne Kæreste Jeanne og jeg, kører den lange vej rundt om Danmarks østligst liggende ø, Bornholm, på motorcykel.

I løbet af tre uger kørte vi 5000 km for at komme gennem Sverige, Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen og Tyskland.

 

Turen havde været bestemt siden sidste efterår. En af de første dage i august 2018 spændte vi telt, soveposer, JetBoiler, Trangia, t-shirt, trusser, pas og VISA fast med vores RockStraps på motorcyklerne. Sammen med lidt andre uundværlige ting, fik vi plads til det hele. Selv VimseLine, Jeannes HonningBi, fik plads oven på Jeannes røde pakkepose.

Første gear blev lagt i, gaskablet blev strammet, koblingen sluppet og med lidt grus sprøjtende bagud mod vores hvide hus, drejede vi skarpt til venstre, umiddelbart efter vi havde forlandt gårdspladsen.

Retningen var nordøst. Målet var Touring Campen ved Kolind på Djursland. I Brande gjorde vi holdt for at beundre de gademalerier, som mange aviser og andre medier, havde rost til skyerne. De var da også pæne, og spændende. Men, som kunstnerne selv hvade gjort opmærksom på, virkede billederne stærkest, hvis man lukker det ene øje, medens man ser på skilderierne. Samme effekt, d.v.s. det tredimensionelle indtryk, får man også når man ser billedet gennem et kamera, eller på tryk.

Selvom det næsten kan virke som en naturlov, er det ikke tilfældet. Men, når vi gæster Touring Campen i Nødager, møder vi næsten altid nogen vi kender. Også denne gang. Touring Camp er en fin campingplads, ejet af DK's største motorcykelklub MC Touring Club Danmark,. For at komme ind på pladsen, skal man ankomme på motorcykel, og være medlem af MCTC - eller være i selskab med et medlem. Udlændinge på motorcykel er også velkomne.

 

Til denne, årets længere tur, havde vi forud investeret i et bord. De tidligere år har vi brugt min topboks og sidetasker som borde. Sådanne motorcykel-stuve-kasser er ikke de mest egnede, men kan gå an. Med kun få dage til afgang, med udsigt til i tre uger i kludehjem med vakkelige plaststole som indbo, tog vi springet og opgraderede med et købt bord i aluminium. Det vejer et par kilo og fylder som en T-Hansen-feltstol, men eftersom vi kører på hver sin motorcykel, har vi plads og hestekræfter nok, til at det sagtens kunne passes ind. Og det viste sig at være et godt bord, som vi blev mere og mere glade for. Vores glæde gav sig udtryk i, at bordet blev flittigt brugt, og derfor fik en del patina.

 

På vejen fra teltet op til caferiet, lød der pludselig et "Hej Peter og Jeanne". Lidt gemt bag et telt sad vores norske ven, Frode Aa, som et par uger tidligere havde besøgt vores MiniPrimiCamp, sammen med sin familie. Nu var Frode på "HerreTur". Rigtig hyggeligt. Vi mødte også andre vi kendte, og kom desuden i snak med andre, som vi håber at møde igen.

 

Frode Aa mødte vi igen på færgen til Sverige. Den gode nordmand var træt efter nattens hygge på campen, og havde ikke nået at børste sine tænder. Men det klarede han så medens færgen pløjede sig gennem det blå hav til Varberg. I Varberg vinkede vi farvel til Frode. Han skulle nordpå mod sit hjem. Vi satte kursen nordøst på mod Stokholm.

Vi havde ikke planer om at køre helt til Stokholm. Der var masser af tid. Vi ville nyde vejene. Beundre landskabet, og gøre stop, hvis vi så noget undervejs, som vi mente kunne være interessant.

Forud for turen havde vi lagt planer for hvad vi ønskede at se og undersøge nærmere i flere af de lande vi ville køre igennem.

Når vi startede ud med kun at køre fra hjemmet i Sydvestjylland til Djursland, var det for at få en blid start. Jeanne havde haft nogle hårde uger på arbejde. Bike Adven Turist Træf 2018 havde krævet mere energi end de tidligere BAT træf, men var til gengæld så også blevet så meget bedre. Nu var det tid for fysik og psyke at regenere. Med hele 21 dage til næste "faste aftale" ville vi ikke jage afsted.

Ligeledes i Sverige. Færgen der fragtede os fra Grenå til Varberg, nåede landgangen i Sverige sidst på eftermiddagen. Med hjæp fra Garmin - eller TomTom, husker ikke hvilken GPS der fik lov at finde overnatningen, kørte vi ca 60 km til Överlida Camping.

 

I Sverige havde vi ingen POI (points of interess: gps sprog for forud indtastede adresser, som man ønsker at besøge). Målet var at nå Stokholm ved at følge små og mindre veje, som vi udmærket ved, tager længere tid at køre, men til gengæld byder på "ægte og rustikke" landskaber, som en ejendomssælger nok ville beskrive scenerierne gennem landsbyer og frodige marker.

Efter en fin tur op gennem Midtsverige, landede vi sidst på eftermiddagen på Husabergs Udde Camping i Askersund, nord for Vätteren. Efter vi havde betalt for én nat på pladsen, søgte vi ned mod søbredden, hvor vi til fælles glæde, blev mødt af et "Hej" og en højt løftet venstre hilsen. Det var Kirsten og Henning, som havde deltaget i vores træf en måned tidligere. De var også netop ankommet og allerede i gang med at stille telt op, kun et par meter fra søen. Vi satte vores telt op tæt på deres, slæbte et bord hen mellem teltene og linede op til en hyggelig aften sammen med de to, som også var på ferietur.

Historier blev fortalt. Detaljer diskuteret. Erfaringer delt. I løbet af 2-3 timer kan en lille gruppe snaksagelige danskere komme vidt omkring, når man sidder ved et plankebord, hvor baggrundsstøjen er små bølgeskvulp, fuglefløjt og anderap.

Faktisk kom ænderne meget tæt på. Og de spiste af hånden. D.v.s. det gjorde de kun når de havde begge andefødder solidt placeret på det slidte græs. Den and jeg forsøgte at håndfodre, medens den sad på mit skød, den lod sig ikke lokke til at tage mod krummer fra mig.

Foto: Kirsten R.

Som ventet havde kaptajnen ingen problem med at finde Turku. Vi så ikke indsejlingen til den finske by. Vi sov indtil larm fra gangen søgte ind og forstyrrede søvnen.Senere lød en hård banken på døren, fulgt op af et højlydt råb på udenlandsk. Tænker det var noget i retning af "Go morgen" på finsk. Det var umuligt at sove for larm. Vi rejste på økonomiklassen. Altså den billigste. Vores kabine lå nederst. Alligevel skulle vi op, for at komme ned! Forvirede. Vi havde svært ved at finde den rigtige vej, kaldet trapper, ned til dækket, hvor vores motorcykler ventede. Nå, men du har vel allerede gættet at vi fandt ned på lastbidækket, og kom af færgen. Større var opgaven så heller ikke. Men vi nåede at svede over de mange trin de har på trapperne mellem dækkene på sådan en færge!

 

Finland er ikke et land jeg har stort kendskab til. Jeanne var der for første gange. Jeg var der for anden gang.

Fra Turku til Helsinki er der max et par timers kørsel, hvis trafikken glider. Det var alt alt for lidt. For at trække tiden, søgte vi nordpå ad mindre veje.

Når snakken går mellem motorcyklister der ofte følges på tur på hver sin motorcykel, dukker emnet "samtaleanlæg" ofte op. Nogen er for. Andre kunne end ikke drømme om at købe mulighed for kommunikation mellem to eller flere ekvipager. For Jeanne og mig gælder at vi er mægtig glade for vores SRC system som sidder i vores Schuberth hjelme.

 

Netop fordi vi har mulighed for at snakke undervejs, giver det os mulighed for at aftale pludselige stop. Som for eksempel medens vi kørte ud af et langt lige stykke finsk landevej, hvor vi nærmedes os Huittinen. Jeanne så et skilt ved vejen som hun fik indtryk af, dækkede over noget spændende. Hendes stemme lød i anlæget, og snart efter var det besluttet at stedets aktivitet skulle undersøges nærmere.

Vej 41 var bred nok mellem rabatterne til en u-vending, hvorefter vi kørte de 3-4 hundrede meter tilbage til skiltet, som viste ned ad en lille grusvej gennemm en skov. Vi var spændte, for vejen var ikke bred. Efter et sving til venstre, åbnede skoven op. En grøn mark med et P-skilt, og senere et andet skilt med "Bus P" kundgjorde at vi var tæt på målet.

Foran en rød lade med årstallet 1991 udfført af pinde over den åbne skydeport, parkerede vi motorcyklerne. Til venstre for porten, på en orange presenning var en hoben grene fint stillet op. Jeg mente at kunne se de mange grene dannede ord. Senere skulle det vise sig jeg havde ret.

En ældre mand kom langsom gående mod os. Han smilede, og rakte hånden venligt frem. Han tiltalte os på finsk. Vi forsøgte af bedste evne at forklare, at vi ikke forstod hvad han sagde. Vi forsøgte på tysk og engelsk. Samt på noget der l vores ører lød som svensk. Men intet hjalp. Han fortsatte på finsk.

Senere fandt vi ud af hans navn er Mauno Suonpää, og han er kendt kunstner. Han laver skulpturer og instalationer af stammer, grene og andet han finder i skoven.

Mauno Suonpää kan kun tale og forstå finsk - og måske russisk. Han er født i 1930, så det er vel ikke så underligt han ikke forstår engelsk og tysk. Han er sikkert bedre til russisk, men det hjalp ikke os. Men tale finsk, det kunne han. Og han blev ved under hele rundvisningen.

Vi blev guidet gennem den røde lade og mange andre små og større bygninger. Alle var fyldt med hans kunst, altså figurer og installationer af træ fra skovene. Meget imponerende at se. Overalt under rundgangen, udpegede han et værk med sin knortede stok, og fortalte - på finsk - længere eller kortere hisrorier, som vi desværre ikke forstod. Når vi pegede og kommenterede, på engelsk eller tysk, tog han over og fortalte videre. På finsk. Og når vi skulle videre til næste stykke han ville fremhæve, viste han vej med sin stok - eller trak os i ærmet.

Selv om vi ikke forstod ret meget, var der for det meste en fin "forståelse" mellem os. Når han smilte, smilte vi også. Når han pegede på et stykke arbejde, kiggede vi med, og smilede eller grinte, når vi fandt det passende. Der var både humor og vid i hans figurer. At han har øje for at se figurer i form af dyr, mennesker eller fabler i træ, er der ingen tvivl om. Vi var begge imponerede.

Og ærgrede os inderligt over vi ikke forstod hvad han forsøgte at fortælle. Efter besøget talte vi meget om hvilken interessant og inspirerende personlighed, vi havde besøgt.

Netop sådanne spontane afbræk på turen søger vi hele tiden. Uanset om vi har et bestemt mål sat ind på GPS'en, eller om vi blot kører i en bestemt retning, er vi meget opmærksomme på skilte vi møder langs vejene, og ofte ender det op med vi giver besked over samtaleanlægget, som for eksmpel "Så det skilt? Det ser spændende ud! Vil du med ind og se nærmere på hvad der gemmer sig derinde?".

På dette tidspunkt var vi i Finland, og ingen af os kunne læse, endsige forstå, hvad skiltene gjorde "reklame" for. Når der på vejskilte var et brunt johannes kors vidste vi at der måtte være en kulturel, natur eller anden betydelig udstilling, som i de fleste tilfælde er værd at besøge. Alt efter interesser og, åbenhed overfor nye indtryk, er der også mulighed for at blive skuffet.

 

Et par steder undervejs gennem det sydlige Finland så vi pladser som det på billederne nedenfor. Første gang vi så sådan en opstilling af metalkar og mennesker der knoklede med et eller andet, var vi ikke tæt nok på til at se hvad der foregik. Undervejs videre nordpå, snakkede vi en del om hvad det mon var folkene var ved de store stålvaske, mon havde gang i? Senere på ruten, kom vi igen forbi et lignende scenarie. Nysgerrige som vi er, blev vi hurtigt enige om, at nu ville vi finde ud af hvad de lavede.

Damen i den røde t-shirt for enden kunne, ligesom hende med blå bluse og hvid nederdel, lidt engelsk. De ville gerne snakke og fortælle.

I Finland har man mange tykke hjemmevævede tæpper på trægulvene, fik vi fortalt. Disse tæpper skal med mellemrum "renses", hvilket sker på disse vaskepladser. Tæpperne gøres våde med vand fra floden, som løber tæt på. Dernæst bliver hver eneste kvadratcentimeter skrubbet med en hård børste. Man har et til tæpper specialfremstillet vaskemiddel, som når det er arbejdet godt ind i tæppets luv, giver nyt liv til mønstret, får tæppet til at dufte godt og øger holdbarheden. Flere af kvinderne kunne fortælle at de tæpper de arbejdede på, var fremstillet i familien både 3 og 4 generationer tilbage. Og de var stadig ikke mere slidte, end at de kunne klare nogle årtier endnu. Men de var også blevet vasket mange gange, bedyrede de hårdt arbejdende kvinder, med smil om læben. Usagt var, at de var både glade for tæpperne, men også stolte over de formåede at bevare disse, selv om de blev trådt på hver dag.

Som ovenstående fotos tydeligt vidner om, følger vi ikke de store veje. Ihvertfald ikke hvis der er nogen mindre, som fører os i den retning vi ønsker at køre mod.

 

Vores Redverz telt blev denne aften slået op på Espoo Camping, hvor vi inden vi bookede os ind, blev forsikret om de havde en vaskemaskine.. Espoo Camping ligger kun ca 25 km fra Helsingfors. Lejren blev etableret forholdsvis tidligt på dagen, for der var vasketøj nok til at fylde en maskine, og skulle det have en chance for at blive tørt, skal det hænge nogen tid i solen.

Espoo Camping er fin, men vi dummede os lidt. Helt modsat hvad jeg plejer at gøre, besluttede vi at sætte teltet op "midt på pladsen". Når solen skinner fra en skyfri himmel fra den står op klokken meget tidligt, er det altså for amatøragtigt at stille telt op således solens varmende - og lysende - stråler kan bearbejde dugen alle 360 grader rundt.

Den fejl begik jeg, og jeg indrømmer gerne at det gør jeg ikke igen, hvis jeg ellers kan huske at lade være! Men tro mig, når temperaturen ligger mellem 20 og 36 grader hele døgnet, så er en sådan placering ikke smart!

 

Ikke desto mindre blev vi hele to nætter på denne plads. Helsinki skulle have besøg af os. Med Espoo som base kørte vi på en motorcykel, ind til Helsinki. Første mål var Tempelpladsens kirke. Et kirkerum bygget af klipper og beton. Arkitekterne Timo Suomalainen og Tuomo Suomalainen har designet kirken, som er bygget ind i Tempelbjerget. Kirkens tag er kobber, glas og træ. Siderne er klipper og beton. Meget overbevisende og imponerende. Medens vi var i kirken, spillede en yngre mand på et flygl. Akustikken er betagende, og tilskrives de råt tilhuggede klipper sammen med tagets form.

Uha jeg bliver træt af "en dag i storbyen". Jeg føler mig bestemt ikke hjemme - og ej heller - godt tilpas blandt så mange mennesker og varer. Jeg har aldrig forstået hvorfor forretninger og varehuse, skal have mange varer af den samme slags, blot fremstillet af forskellige producenter? Og udbudt til forskellige priser og kvaliteter.

Hvorfor producerer fabrikkerne ikke blot den bedste vare, og sælger varen til pris den koster. at fremstille, selvfølgelig inklusiv den nødvendige avance Jeg kan sagtens undvære at udbyderne kæmper om at sælge sine varer, og gør dem billigere ved at dumpe kvaliteten, for eksempel ved at putte kølervæske i rødvin, og plastik i kosmetik, og silikone i rejer!!!

 

Tilbage på lejrpladsen i Espoo faldt jeg lidt ned igen. Nød stilheden, d.v.s. stille var der ikke, for ganske tæt på pladsen var en meget populær søstrandbred, hvor børn og unge nød det kølende vand eller legede i sandet.

 

Undervejs tilbage fra Helsinki havde vi købt lidt hakket oksekød, som blev formet til bøffer og krydret med hvidløg. Bøffer og kartofler de sidste fra vores egen avl, blev tilberedt over JetBoiler, og spist med et glas rødvin til. Jeg udbragte en skål på at have "overlevet" dagens by-udflugt.

 

Dag 7 på vores ferietur startede med jeg fandt en dansk 5-krone på motorcyklens sæde. Jeg ved ikke hvem der havde lagt det, men jeg gætter på det var en finsk herre, som lå i telt ved siden af os. Han havde sat sit lille telt op da vi ankom til pladsen. Vi kom i snak bl.a. fordi han også kørte på motorcykel. Jeg vil gerne undskylde jeg ikke husker hans navn. Jeg fik det ikke noteret, og har altså glemt det. Undskyld, hvis du læser dette.

To Our Neighbor at Espoo Camping: Thank you so much for the money you left on my sattle :-). Jeanne and I hope to see you in Denmark, as we talked about. You are very velcome to visit us at our MiniPrimiCamp.

 

Vi sover fantastisk godt i Redverz teltet. Jeanne sover i en sovepose fra Ajungilak, på en almindelig luftmadras fra Jysk. Jeg har en Carinthia Defence, og ligger på en Exped Downmat 9LW med dun, som jeg er mægtig glad for. Efter en go men varm søvn stod vi op til opbrud. Dagens delmål var at nå en færge inde i Helsinki, som skulle føre os til Tallin i Estland. Færgen skulle efter planen sejle kl.10.30. Vi havde ca. en halv times kørsel til færgen, så vi havde god tid, hvilket var rigtig godt, for det var meget varmt at pakke al vores grej sammen til transport.

Varmen var lige streng nok. Især jeg svedte meget, og da vi kom ind til Helsinki, var der meget vejarbejde, med dertil hørende omkørsel, venten og køkørsel. Men selvfølgelig nåede vi færgen. Kørte ombord, og havde en fin overfart

Eftersom ingen af os kunne se spændestropper til motorcyklerne, spurgte jeg en matros. Han forklarede der ikke var nogen, for det brugte de ikke! Jeg var lidt målløs, men det måtte jo så væres deres ansvar! Lad mig straks slå fast: Der skete intet med motorcyklerne. Hverken vores eller de andre cykler som var med.

I Tallin havde vi et POI. Altså der var noget vi ville se.

I følge sagnet faldt vores flag, Dannebrog, faldt ned fra himlen i 1219 under slaget ved Lyndanise i det nuværende Tallinn i Estland. Det sted ville jeg gerne vise Jeanne. Jeg har været der med nogle venner, da jeg i 2013 kørte mod uret "Den lange vej rundt om Bornholm"

Hjemmefra havde jeg lagt et POI ind på min Garmin, men da jeg ikke havde taget hensyn til vejarbejde i Estlands hovedstad, måtte vi improvisere. Vi måtte nemlig ikke køre helt frem til den p-plads jeg havde fundet tæt på gerningsstedet.

 

Vi kørte frem til et "indkørsel forbudt" skilt. Fortsatte lidt længere, ligesom en del andre - lokale - også gjorde. Tæt på centrum af den gamle bydel, parkerede vi motorcyklerne på en smal brostensdækket gade, bag et par store sten, som stoppede det meste af trafikken. Her kunne vi vist ikke genere nogen, var vores overbevisning. Vi skiftede ikke tøj, men beholdt de varme motorcykelbukser på. Jakker og brynje blev slænget over tank og sæde på motorcyklerne.

Medens jeg stod og rodede ved motorcyklen, fik jeg øje på et blegnet postkort i vinduet lige hvor jeg holdt. Motivet var domkirken i Ribe. Fint sammentræf, hvis man ellers ser bort fra at "domkirken" lå sammen med et utal af vinflaskepropper!

Vi var lidt beklemte ved parkeringen, men startede alligevel gåturen mod Kongens Have, i håb om alt var ok når vi var tilbage. Med Garmin'en i hånden og kamera over skulderen, forlod vi motorcyklerne. Sådan havde vi også gjort i Helsinki, så vi regnede med, at det var sikkert nok.

Hen ad nogle gader med masser af fortovsrestauranter fyldt med gæster og åbne sovenier butikker, kæmpede vi os gennem uendeligt mange grupper af forskellige størrelser af turister, der gik i alle retninger. Ad smalle gader og et par baggårde, ja det var ihvertfald hvad det lignede, fandt vi efter et stykke tid frem til Kongens Have, hvor mindesmærket for Dannebrogs fald fra himlen kan ses. Dermed var vores mission i Tallin overstået.