Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

2 personer, 3 uger, 4 lande, 5 tusinde kilometer


Öland er større end antaget. Turister i hobetal, selv udenfor sæsonen. Fyrtårne, ruiner, fladt landskab og et utal af vindmøller i mange størrelser


Afsnit 01     afsnit 03     afsnit 04      afsnit 05      afsnit06

Vores første oplevelse af Öland blev en blandet fornøjelse. Dels kørte vi lige bag et kæmpe skybrud (?), hvilket gjorde de mange andre som havde besluttet de ville til øen, sprøjtede os til med skidt og vejsnavs, dels opdagede vi øen er fyldt med turister og dyre campingpladser. De første 3-4 pladser vi forsøgte at finde plads på, var enten lukkede, optaget eller krævede specielle pas, som var pænt dyre at købe hos pladschefen, uanset den danske krone stod i en fordelagtig kurs i forhold til de svenske.


Efter nogen søgen og flere kilometer rundt på øen, fandt vi en plads helt ude ved strandkanten i Mörbylånga. Receptionen var lukket, men et håndskrevet skilt fortalte, man var velkommen til at stille telt op og henvende sig dagen efter. Toieletforhold så ok ud, så vi slog os ned, og håbede de ansvarshavende på pladsen, Ölands Camping & Resort, ikke ønskede at se det dyre campingpas, de andre havde forlangt.

   Stedet var mere spartanskt udrustet og gav indtryk af "de var lidt anderledes", lidt billigere end de mere friserede steder vi først havde opsøgt. Det viste sig at være "godt gættet" omend deres overnatningspriser var på højde med de bedre pladsers, men vi slap for "campingpasset"!


Lige så snart motorcyklerne var parkeret, blev teltet stillet op. Lidt nordvest for os, ude over bæltet mellem øen og fastlandet, Kalmarsund, lå en meget mørk omfangsrig sky, som tydeligt kom nærmere og nærmere. Fru Nielsen og jeg udvekslede meget sigende blikke, hvorefter vi - som en velsmurt maskine - i hast fik løsnet telt og tasker fra motorcyklerne. Uden mange ord, gik vi igang, medens vinden begyndte at blæse med tiltagende styrke. Den ville lege med.


Vi nåede at få det meste af gearet på plads inde i teltet, som hurtigt blev stillet op, endda med oversejl i form af en stor pressenning (medbragt til formålet efter tip fra et par vener), inden et hulens uvejr brød løs. Dog havde fru Nielsen i skyndingen lagt sin hjelm på motorcyklen, den var sat til at lade samtaleanlægget op. Hvis hjelmen skulle være tør til næste dags udflugt, måtte hun ud og hente den.Ölands Camping & Resort

Med en irriterende højlydt banken og basken, pumpede presenningen under hele bygen (og natten med) mod teltdugen. Vi måtte tale meget højt for at høre hvad hinanden sagde. Heldigvis behøvede vi ikke veksle mange ord for at lave og spise noget af vores turmad og drikke en kop varmende kaffe og te. Vores dejlige nye telt Serie II Expedition Tents fra Redverzstore har fin plads til to i "garage-afdelingen". På hver sin stol sad vi og lavede planer for næste dags udflugt.


Hjemmefra havde vi planlagt at bruge en hel dag på at kigge os rundt på øen. Medens regnen trommede og blæsten legede med presenningen, kiggede vi i de brochurer vi havde gaflet ved et informationskort. Nu skulle der laves rute og bestemmes hvad vi ønskede at se på øen.. Så vidt jeg husker gled der et glas vin eller to ned, medens vi diskuterede og fandt frem til hvad vi ville se på øen.


Jeg gør meget for at få "mit billede", forsøger altid at finde netop den vinkel jeg mener giver et godt billede. I dette tilfælde måtte jeg kravle rundt lige indenfor teltvægen (og dermed stadig i ly for regnen), bag duffelbags, tasker, mad- og tøjposer for at få det billede jeg ville ha. Og jeg var tilfreds. Jeg fik nemlig billedet af fru Nielsen igang med at læse en brochure over Öland. Og fru Nielsen fik et billede af mig, pakket ind i duffelbags og andet af vores udstyr.

Medens uvejeret med torden og lynild fløj hen over os, snakkede vi også om dagens oplevelser. Vi grinede sammen, da talen kom ind på den lille cafe vi søgte ly på, da et uvejr truede os undervejs til Öland. I byen Eringsboda var en tidligere servicestation lavet om til drugstore og cafe. Alle standere var fjernet, kun taget var tilbage. Tilbage var en lille drug store, hvor lyset var tændt. Bagerst i lokalet var indrettet en lille café, men der var lyset ikke tændt.


En ung blond lidt tilfældig, absolut ikke smart og ihvertfald noget hjemme-hos-agtigt-påklædt quinde, overbeviste os om café'en var åben. Hun påstod hun havde både kaffe, te og kager, og vi skulle endelig sætte os, hvorefter hun bedyrede hun ville servere for os.

   Jeg ønskede kage og kaffe. Fru Nielsen foretrak te, men da den automatiske kaffe-, te- og chokolade m.m. maskine skulle lave varmt vand til te, strejkede den. totalt. Maskinen ville ikke  tage mod indput fra knapperne, uanset hvad den unge quinde forsøgte sig med. Enden blev, at fru Nielsen i stedet for te, måtte måtte hun vælge en kold drik fra køledisken, uden beregning, til sin kage.


Min kage, udenfor al tvivl, flere dage gammel, blev placeret på en lille tallerken foran mig, gled meget stille ned sammen med den automat fremstillede kaffe, som jeg uden tøven ville karakterisere, som værende af en karat der burde smides ud, og ihvertfald ikke burde befinde sig i en kop, som en gæst har betalt for!


Da vi forlod stedet, fulgte den unge quinde med ud. Et skilt i vinduet fortalte hun ville være væk 10 min. Vi gik til vore motorcykler, tog hjelme og handsker på. Ud af øjenkrogen bemærkede jeg quinden gik hen til en sølvfarvet Audi TT. Hun satte sig ved rattet, startede bilen og forlod stedet så det tydeligt kunne høres, bilen har rigelig kræfter til at trække lakridser på asfalten, så det fik den lov til.

Aftenen havde efterhånden sænket sig over byen Mörbylånga og stormvejr, torden og lyn var forsvundet i det fjerne. Kalmarsund-vandet var faldet lidt til ro. Jeg vovede mig atter ud. Ville stramme barduner og rette på presenningen, inden vi lagde os til at sove. Tog kamera med ud og fik fanget lidt aftenstemning.


Det med at sove gik så ikke helt så godt som håbet. Vinden fortsatte hele natten med at lege med presenningen, hvilket betød et varierende men vedvarende, pænt højt lydende banken og blafren, som jeg desværre ikke kunne ændre på. Kort fortalt sov vi ikke godt, for vi blev hele tiden vækket af de høje lyde fra det grønne plastik. Når man så tager i betragtning plastikken ikke var lagt op for at holde regnen ude, men for at teltdugen ikke skulle samle dug på indersiden, var det faktisk en meget unødvendig foranstaltning og en dum beslutning at bruge så meget energi på at anbringe den. Der var nemlig masser af dug på teltets underside. Havde vi ikke sat det op, havde der sikkert været lige så meget dug men til gengæld havde vi kunne sove fordi vinden ikke havde haft det grønne plastik at lege med! Der kommer flere betragtninger om presenningen senere!


Himlen var flot omend der stadig herskede en lidt dyster stemning deroppe, da vi krøb i poserne. Øverste foto er taget mod sydøst. Nederste mod vest, med et minuts mellemrum, kl. lidt over 20 samme aften.

Luk op for noget godt, luk op for Hari....... øh, soveposen fru Nielsen! Lyn op og kravl ud. Mærk livet. Mærk morgenen. Føl blæsten. Mærk energien. Vi lever. Vi er på ferie. Turenen kører ikke sig selv. Oplevelserne i dette fremmede land, venter på os.


Dejligt at vågne, når man for eksempel kan lyne telet op, kigge ud og se solen skinne fra en skøn blå himmel. Varmen får regnen fra aftenen til at forsvinde og humøret til at stige mærkbart. Efter en kop kaffe og lidt fast føde, tog vi os sammen og gik en lille tur.


Umiddelbart vest for hvor vi slog pløkkerne i græsset, var en lille sandstrand. Stranden med en lille mole, så idyllerisk ud på afstand, men det stank af rådden tang og surt havvand. Ikke lige en coktail vi er vant til fra Vesterhavet. Bestemt ikke en lugt vi brød os om. På et tidspunkt i løbet af natten, var jeg vågnet og kunne straks lugte det "sure opstød" fra stranden, men det skyldtes vindens retning. Heldigt for os, var vinden drejet til en anden retning, så vi ikke skulle døjes med den ubehagelige lugt, medens vi nød morgenmaden.

Med stor tro på vi havde fået lavet et rigtig godt program til dagens udflugt på Ôland, forlod vi vores lejr, kørte et lille stykke tilbage mod Färjestaden (hvor broen fører over til Kalmar), lavede et skarpt drej mod højre, hvorved vi kom ind på en af de rigtig mange veje der fører tværs over øen. I princippet er der kun to veje der går på langs af øen. Resten går på tværs, men er til gengæld pænt korte.


Øen er lang, næsten som et ondt år. Landskabet ligner lidt hvad vi kender fra Vestjylland. Der er fladt. På markerne dyrkes græs, korn og majs. Men så er lighederne vist også fortalt. Øen har mange sten, diger og vindmøller.


Mig bekendt har der i Danmark aldrig være en sådan overflod af flotte og lange stendiger! Kilometer efter kilometer. Jeg synes det er flot, romantisk og imponerende. Vindmøllerne, som optræder i hobetal nær ved gårdene, kunne være fragtet hertil fra Holland. Men jeg tror faktisk ikke engang Holland har så mange vindmøller, som de har på Öland. Flere steder ved de større gårde, stod 2-3-4 eller flere møller, som jeg er overbevist om, tidligere har været i drift for den samme bonde. Ikke engang vIndmøllevingerne kunne se over taget på gårdene, hvilket siger mere om størrelsen end effektiviteten, er jeg sikker på.


Vi gjorde holdt ved en af dem, men den var desværre lukket, hvorfor vi ikke kunne se konstruktionen af selve møllen, men det har vi så til gode.Udefra er de flotte, spændende bygget op af træ. Maleriske og hyggelige, mente fru Nielsen, som ikke ville have noget imod vi slæbte en med hjem som vartegn på marken! Den ide lader jeg hende brygge videre på i stilhed. Mellem dig kære læser og mig, er fru Nielsen og jeg ikke helt enige i den sag.Ikke fordi jeg ikke kan se de fine monumentale islæt og den derafkommende opmærksomhedsværdi, der ligger i sådan en mølle, men det passer ganske enkelt ikke til mig, og det vi gerne vil med marken

Der er bestemt lagt op til mange timers underholdning og studeren, hvis man tager samtlige tilbud i brochurerne alvorligt og vil besøge alle steder. Vi havde plukket i buketten. Havde valgt nogle stykker vi mente måtte stå som fællesnævner for øen, til vi - måske - kommer tilbage og bruger mere tid end vi havde planer om i denne ferie. "Lange Erik", et fyrtårn på øens nordligste spids så fin og spændende ud på et omslag. For at komme derop, bad jeg Gerda PS finde den korteste rute, men således vi også kom forbi ruinerne ved Gråborg.


Jeg har ikke lyst til at være turistguide. Men jeg vil gerne anbefale Öland som mål for en udflugt, hvis man evner at falde lidt i staver over stendiger, gamle vindmøller, ruiner med kirkelig historisk baggrund, flot (og flad) natur. Og meget andet. Om Gråborg vil jeg ikke bruge mange ord. Følg dette link, hvis du vil vide mere. Fru Nielsen og jeg har været der. Vi kravlede - næsten bogstaveligt - lidt rundt i græsset omkring ruinerne, og fik begge lavet en del billeder. Her følger et lille udvalg.

Medens vi ligesom var i ruinmode, fortsatte vi turen frem til Borgholm. Det skulle vise sig at være en meget kostbar ruin. Ölændingene ville have pænt mange af de lokale penge for at lade os komme ind og betræde de gamle brosten, jeg antager ligger og fylder i gården på Borgholm. Men igen, min ide med min website er ikke at være turistguide, så følg linket og/eller tag selv derop. Vi var ikke indenfor murene.


Vi kørte forbi, så tæt på som det var lovligt og muligt. Fru Nielsen mente ikke jeg skulle forsøge at kommer tættere på, selv om arealet sagtens kunne bære min GuleSvingæder. Jeg kunne sagtens ha fundet et sted at køre ind, hvorfra jeg ikke kunne se skiltene, der fortalte man ikke måtte køre tættere på!


Indrømmet, slottet ser flot, spændende og interessant ud. Ihvertald på afstand, og i bruchurer. Ingen tvivl om der er meget, rigtig meget historie knyttet til stedet og bygningent. Er ikke langt fra at mene ruinerne kan være et studie værd!


Meget tæt på Borgholms ruiner, ligger det svenske kongehus' sommerresidens. Vi fulgte en bagvej dertil, men da man skulle gennem en meget stor have/park for at komme til slottet, samtidig med solens høje blus varmede på vores motorcykeldress, således temperaturen inde i dragten steg til ubehageligt høje grader, foretrak vi at køre videre mod nord.

Næste punkt var mere spændende. Dels fordi det ville bringe os højt op, næsten op til de skyer der hang som vatklumper i alt det blå. Dels også fordi vi håbede på at få et flot overblik over øens nordligste område.


For at komme dertil, bad jeg atter GPS'en om at vise vejen. Korteste rute. Vi havde ikke mere travlt end vi sagtens kunne køre de sjoveste veje, og ofte er den "korteste rute" den der giver de bedste oplevsler, hvor man så indimellem også må "tage til takke" med stier og veje, uden den faste mørke overflade et lag asfalt giver, og som jeg er vild med at køre. Og sandelig. Også her fik vi gode oplevelser og spændende "miljø" som bonus.


Sporet så fint ud. For at komme frem til de to spor, en sparsom trafik havde efterladt på den stenede græsmark, måtte vi over en fæ-rist. At kvæg hist og pist havde efterladt indhold fra maven, vi ikke ønskede at pynte vore dæk med, gjorde vi flere gange måtte lokalisere disse "kager" og manøvrere udenom. Efter nogen tids kørsel tværs over køernes madkasse, kom vi frem til noget skov. Sporet fortsatte. Kanon fin vej.

Med få omdrejninger i andet gear, trillede vi over kogler og visne grene gennem skoven, for at komme frem til "Långa Erik".

Frem og tilbage er næsten altid lige langt. Vi talte ikke trin, men der var pænt mange, men da der kun var én trappe, skulle den bruges såvel op som ned.

Kysten ved "Långa Erik" ligner ikke kysten hjemme hvor vi bor. Med kun 20 km til den jyske vestkystt ved vi med sikkerhed, at der rigtig nok er mange sten, men de kaldes ikke sten, de kaldes "sand", endda af fineste slags. Ved "Långa Erik" lå store og mindre sten pakket sammen i et virvar. Eller, ihvertfald sten ved siden af sten, men virvaret var der nogen som havde forsøgt at ændre på. Der var rigtig mange stablede sten. Små og størrer "varder". Men også mange væltede sten.  Meget anderledes end de fine vindblæste og vandslebne mini sten, vi døjer med at få børstet af sko, bare tæer, ungernes rødbrune ben efter en dags leg i strandkanten, inden man sætter sig ind i bilen, for at køre hjem.


Sten er gode legesager. Sten kan placeres oven på hinanden. Størrelserne kan variere. Når mange sten er stablet i en fin høj bunke, kaldes resultatet "en varde". Stabler af sten har været brugt til landekending. Følg rækken af varder, og du kommer frem. På stranden nedenfor "Långa Erik" har hobetal af fyrtårnets  gæster,  fornøjet sig med at lave varder Fru Nielsen ville også lege med sten, og fik bygget sin egen egen lille varde, inden vi indledte turen tilbage til til telt og aftensmad.

Natten forløb uden forstyrrende elementer af nogen art. Om morgenen kunne vi stå op og nyde solen, livet, hinanden og et halvgammelt blødt brød, med noget slattent ost. Men serveret af og nydt i selskab med fru Nielsen, på en campingplads på Öland, en fin sensommer september dag, sammen med en kop duftende varm kaffe, så glider såvel det tørre brød som den slunkne ost ned gennem spiserøret og gør den gavn sådanne ingredienser er tiltænkt. Og smager oveni købet godt.

Efter morgenmaden pakkede vi lejren sammen. Fuglene fløjtede, vinden legede med løse genstande. Græsset var grønt, og tørt. Humøret var højt. Alt var som vi kunne ønske af en feriedag.

   ikke mindst fordi vi placerede vores telt, soveposer og alt det andet på motorcyklerne, i sikker forvisning om at vi senere denne skønne dag, skulle møde vores venner, i en skov, ved en lille rød hytte et par timers kørsel mod nordvest.

    Vi glædede os til turen derop, gensynet med vennerne og vidste der ventede de skønneste oplevelser de næste dage. Nedtagning af lejren tog den tid det nu engang tager. Hjelmene fik lidt strøm til dagens tur. Tingene kom i de rette bags og sidetasker. Alt fandt sin plads. Blev surret forsvarligt. Lejrpladsen blev konstateret rengjort, al affald var fjernet. Intet var ladt tilbage. Turen - som Gerda PS havde krydret med skønt mange afsnit uden belægning - blev tjekket en sidste gang, inden første gear blev lagt ind, omdrejningerne øget med rullen i højre hånd og koblingen sluppet. Hjulene rullede - vi var afsted endnu en gang.

Overalt i Sverige har man opsat "stærekasser". Langt hovedparten af dem vi så, var der advaret om inden man kom frem til stedet, hvor farten blev målt. Alle kunne nå at reagere. At alle svenske billister har respekt for disse "sorte bokse" hersker der ingen tvivl om. Stærekasserne virker, ihvertfald fra hvor advarselsskiltet står og frem til kassen er passeret! For husfredens skyld skal jeg gøre opmærksom på, vi ikke (i Sverige) fik lyset til at blinke!!

Öland har meget at tilbyde turister. Flere af tilbuddene havde vi kigget på, nden vi forlod øen. Men, der var et sted mere vi ville have med i denne omgang. Nemlig et specielt fyrtårn. Længe leve dovenskaben. Det med at gå, især hvis det er varmt, og man ikke lige er klædt på til sommerlige temperaturer,valgte vi at kigge på fyrtårnet på afstand. Det var ikke muligt, eller ihvertfald ikke lovligt ifølge skilte, at køre helt frem til fyrtårnet. Man skulle gå en temmelig lang vej fra parkeringspladsen. Det ville vi ikke. I stedet lavede fru Nielsen nedenstående foto, inden vi vendte ryggen til stedet, og smuttede videre.


Inden vi kørte op på den 4-sporede bro over Kalmarsund, gjorde vi et par stop mere, for at få de sidste indtryk af øen.. Et sted var en fin lille vindmølle, hvor en snog, med de for arten meget karakteristiske store gule pletter i nakken, blev forstyrret i sin søvn, af vores larmende cykler. Inden den forsvandt i græsset, fik vi lavet et par billeder. Et andet sted iførte fru Nielsen sig en bandana, i håb om at myggene ville koncentrere sig om alt andet end hende og den frokostmad hun havde i sinde at putte i munden.


Efter frokosten gik det for alvor mod nordøst. Nu skulle vi op og møde vore venner. Dog havde vi ikke mere travlt, end at vi ville nyde de små veje. Men først broen over til fastlandet.

................dernæst kom turen til de små og mindre veje. Nyd synet. Jeg lader billedet stå et øjeblik *s*

Efter et par timers skønne kilometer, dukkede et velkendt skilt op. Jeg smilede og kunne mærke helt ned i de mindste celler, at glæden bredte sig i kroppen. Snart ville vi være fremme ved den lille røde hytte ude i skoven. Järnforsen, here we come!

Allerede ude fra asfaltvejen, der smyger sig forbi den rødmalede hytte, kunne jeg se Mikael stå på verandaen foran huset, med korslagte arme,  sin ynglingsstilling, den stilling som af andre afslæses som: Jeg er klar / jeg lytter / jeg ved ikke lige hvad jeg skal sige..... / næ, enige det blir  vi så ikke / nå, ser man det!! Kort sagt, en stilling Mikael kan indtage i en hvilken som helst situation han måtte befinde sig i, fordi den kan "sige" næsten alt! Selvklart havde han læderhatten trykket ned over håret.


Fra asfaltvejen drejede vi ind på den lille stikvej, der fører ned til søen (hvis man har en nøgle til bommen kan man køre hele veje). Lige inden bommen drejer man endnu en gang til venstre for at køre ind til det lille typiske svenske, svenskrøde skovhus, Arne og Helene har købt nogle år tilbage.


Rene - en tysk GS'kører jeg ikke kendte, lå på knæ i det høje græs, med et kæmpe Canon kamera foran øjnene.  I en lille klynge bag Mikael, som stadig stod med korslagte arme, sad en lille gruppe mænd. Vi var ikke de første der ankom til hytten denne torsdag.


Endnu inden motoren var slukket, kom folk hen og tog imod. Hænder blev trykket. Knus uddelt. Overalt bød venlige smil hjertelig velkommen. Vi følte os straks såvel velkommen, som blandt venner, selv om der var flere jeg aldrig havde truffet tidligere. Og for fru Nielsen, var der endnu flere nye end for mig.


Gensynet med pladsen, den lille røde hytte og ikke mindst med vennerne, blev fejret med en øl. Snakken gik. Nogen af de mange historier og begivenheder, der var hændt siden vi sidst havde været sammen, skulle straks deles. Jeg nåede ikke engang at stille teltet op, inden jeg lige skulle høre, at.......!

   Hvor var det dejligt at være sammen i denne lille flok, på dette smukke sted.

En flok voksne mænd, der har kæmpet hele dagen på motorcyler, for at komme fra Vestjylland - eller andre steder i Danmark -, eller kørt over fjelde i Norge og frem til Järnforsen i Sverige, samt for os, som udfordrede svenske skov- og grusede veje (og et par af de lidt større) for at komme frem, har - når aftenen kommer - oparbejdet en glubende appetit. Det var fodringstid. Men for at kunne spise, måtte der handles ind. Ingen havde noget særligt med til aftensmad, så en delegation blev sendt afsted til nærmeste Coop Konsum.