Mc-eventyristen.dk

Medens solen i vest begyndte at farve med den røde pensel, tog vores stædighed til. Det kunne bare ikke passe. Sådan et par garvede fyre. Når "Udinaturen.dk" fortæller der skal være en shelterplads, og når jeg ovenikøbet havde booket og fået bekræftet jeg havde anmeldt 2 personer til overnatning, så skulle den også være der. Men - det var væk. D.v.s. den lå ikke på den adresse vi havde fået oplyst. På matriklen var en flink dame, som venlig forklarede Arne, hvordan han skulle komme til pladsen. Flink som damen var, havde hun med ord, kilometerangivelser og store armbevægelser fortalt og vist, der skulle være ca. 6 km, at pladsen lå lidt inde i skoven, til venstre for vejen!

Der var så at sige intet i damens forklaring, der passede! Ikke at jeg dermed tror hun ønskede at lede os på vildspor. Hun virkede meget frisk og venlig, men til at vise vej i "hendes egen baghave", det duede hun ikke til.

Stædige som vi - især Arne er - ville vi finde pladsen. Vi kørte rundt ad flere veje, men kunne ikke lokalisere pladsen. Mobilkontakt til internet var der ikke meget af. I stedet forsøgte vi med en kontakt til hjemmet, d.v.s. fru Nielsen, som venligt gik ind på hjemmesiden, men der var ingen hjælp at hente. Hun fik nøjagtig den adresse jeg havde, og som var forkert!

Medens vi stod og rodede med kort, mobil og booking-bekræftigelsen, kunne vi høre en bil nærme sig. Vore motorcykler var parkeret, så al trafik nødvendigvis måtte sænke hastigheden for at komme forbi. Vi havde ingen problemer med at standse bilen med trailer, som kom listende (på den forholdsvis gode grusvej). I bilen sad Fie og Benjamin, sammen med deres meget venlige forældre.

Nu var heldet med os. Den lille familie (som faktisk bestod af hele syv personer, men som denne dag kun bestod af 4) havde planer om at bo på samme plads som os, og viste gerne vejen. På med hjelm og handsker, jakken knappes og tilbage hvorfra vi kom, denne gang fulgte vi efter deres Toyota Carina med trailer! Snart stoppede bilen.Shelteret lå lidt inde i skoven, men bilen kunne ikke køre derind. Den skulle bakkes, men kunne stadig kun køre frem til den bæk, der krydser vejen. Yes vi skulle køre gennem vand - jubiiiiiiii!

Inde i en lysning, lå den nydeligste shelterplads med to shelters, bålsted og bænke. Stedet lignede fuldstændig hvad jeg havde set på billederne. Vi var fremme.

I løbet af ganske kort tid var Arne og jeg ikke de eneste motorcykelchauffører ved OK tanken den lørdag morgen. Et kig på billederne nedenfor viser en broget flok motorcykler. Til hver eneste maskine hører en lige så broget chauffør. En ekvilibrist som kan få motorcyklen til at danse hen over asfalt og grus. Som kan få maskinen til at trække sig selv og chaufføren gennem sand, vand og mudder. En chauffør som er klædt på til sjov på motorcykel i noget ofte spraglet dress, hvor der i næsten hvert tænkeligt hjørne, er isyet / ilagt noget beskyttelsesudstyr, som - når - chaufføren fejler og vælter med motorcyklen, skal redde denne fra at få skader.

Helt bevidst skrev jeg "når" chaufføren vælter med cyklen - og ikke "hvis" han vælter. Jeg kender ikke nogen endouro kører, hvis motorcykel ikke har været nede og snage i græs / mudder / sand etc. etc. Heldigvis er det de færreste gange der sker noget alvorligt. Men det hænder. Det er ikke ufarligt at føre en motorcykel ud til grænserne af såvel cyklens formåen som chaufførens kunnen. Man vil uvilkårligt fra tid til anden overskride grænserne!

Klokken nærmede sig afgangstid, men Leif H var ikke dukket op. Ingen havde hans mobilnummer. Flere var ven med ham på FB, men selv om der blev noteret og skrevet til ham der, kom der ikke nogen tilbagemelding! Selvfølgelig ventede vi. En time eller mere, inden gruppen besluttede at starte turen. Mikkel holdt en lille indledende tale. Bød os velkommen og forklarede hvilke retningslinjer han havde udtænkt vi skulle køre efter. Derefter ønskede vi hinanden go tur, hvorefter vi gik hver til sin motorcykel, startede bæstet, koblede ud, lagde første gear ind og kørte i rad og række ud på hovedvejen gennem Karup, drejede efter nogle få hundrede meter til venstre, og så skal jeg da ellers lige love for "Oplev Vestjylland med AllRoadAdventures.dk"-turen var igang. De gode Karupfolk havde "glemt" at asfaltere noget vej, der førte ind til byen. En sidevej Mikkel havde fundet, og nu skulle vi andre oss prøve kræfter med den sektion.

Af gode grunde har jeg ikke mange billeder fra selve køreturen. Jeg deltog selv aktivt i turen, og var ikke med på turen som "fotograf". Derfor begrænser billedsiden sig til nogle få indtryk af kørslen. Men jeg forsøgte at udnytte chancen for at få lidt action billeder. Nedenunder følger nogle billeder, hvor de fleste er optaget fra motorcyklen, men hvor motorcyklen holder stille.. Motoren kørte, så jeg, straks jeg var færdig med at lave det motiv jeg havde "set", kunne fortsætte, således jeg ikke "sinkede trafikken" - læs kom mere bagud - end højest nødvendigt.

Lene, indehaver, introducerede på inspirerende og forførende vis frokostens indhold. Fra min plads næsten bagerst i lokalet, sad jeg og kom til at tæntke på, hun på det nærmeste "tegnede og fortalte", i bedste Jørgen Clevin-stil (hvis nogen husker ham?). Hver eneste ingrediens og enkelt del, fik sin bemærkning. Alt betyder noget for Lene, ihvertfald når det kommer til den mad hun serverer for sine kunder.

"Den frokost I skal spise om lidt", startede Lene, "begynder med en suppe, lavet på græskar. Derefter skal I have en burger, lavet på langtidshævet brød, med lækkert tilbehør af grønt og plantebøf af rødbeder eller kikærter". Måske citatet ikke er helt korrekt, men det er dækkende. Lenes meget indlevende måde at fortælle på, hendes engagement i råvarer og sit eget liv, set i perspektiv til værtindejobbet på Cafe Gaia, samt den mad hun serverer, ville kunne overbevise enhver om, at her er en quinde, hvis liv, meninger og hverdag går op i en meget høj enhed.

Lene laver noget rigtig godt mad. Hun er en quinde med udstråling, karma og sine meningers mod. Hendes Cafe Gaia Art Galleri & Butik er absolut et besøg værd.

Mange kilometer støv senere, nåede vi frem til Klosterheden Plantage. En fin lille sti (måske en gangsti) førte os ind til shelterpladsen. Her stod Jesper og Martin. De havde sørget for bålet var tændt. De havde læsset en ks øl af bilen. Snart var den første gruppe trætte ekspeditionsdeltagere med hver sit krus kaffe eller en kop øl, gruperet omkring bålet.

Hyggen ved bålets flammer, skovens ro og storhed sammen med det gode selskabs afslappede omgangsform, bidrog stærkt til den gode stemning der herskede. Og som i meget høj grad også havde præget hele dagens tur.

Rundt omkring begyndte folk at befolke de tre shelters. Liggeunderlag blev pustet op, skubbet ind samtidig med soveposer blev hevet ud af duffelbags, luftet lidt og derefter kastet ind over liggeunderlaget, som nu havde fundet sit foreløbige natteleje.. Der var rigelig plads. I et enkelt af shelterne måtte de nye beboere først "rydde gulvet" førend redepladsen var klar.

En meget vigtig dagligt forekommende begivenhed i enhver mands liv er: Aftensmaden. Den skal være god. Der skal være rigeligt. Og den skal indtages med en naturlig mængde af et dertil hørende læskende drik. I vores tilfælde var der øl til maden. Maden, som AllRoadAdv.-drengene havde sørget for i passende stor mængde, var bøffer, pølser og kartoffelsalat. Nærmest ad libitum.

Tilberedningen - som hver især selv stod for - foregik over åben ild, d.v.s. på den grill med indlagt logo for Skov- og Natrstyrelsen - og da man selv skulle lægge det ønskede kød/pølser på, selv sørge for at vende det valgte, og tage det af grillen, mår man mente det var spiseklar. Ingen kunne klage over maden. Det var jo én selv der havde tilberedt den.

Alt gik godt. Ingen gik - mig bekendt - sulten i seng, eller i posen, eller til ro. Kald det hvad du ønsker. Men der var nogen (én) som forsvandt ind i mørket under shelterets tag, førend andre. Vedkommende havde også haft en hård dag. Ikke med at følge efter Mikkel, for han nåede ikke frem til startstedet. Det viste sig, at grunden til Leif ikke nåede frem til OK i Karup var, at hans KLR fik problemer kun 20 km fra byen. Jeg mener ikke jeg fik at vide hvilke problemer, udover det var noget teknik (som jeg alligevel ikke har forstand på, og da slet ikke på en Kawa) men på heldigste vis havde han fået den igang igen, og mødte os ved lejrpladsen i Klosterheden. Fint og hyggeligt endelig at møde Leif, som jeg har været ven med en tid på FB. At det så viste sig Leif havde taget fejl af mig og en anden, som også kører en gul GS'er fra Berlin, er en anden historie.

Til alle tider har det været således, at hvad der sker omkring lejrbålet / på turen når mænd er afsted, det forbliver / dør ud omkring lejrbålet. Men hvad der skete denne nat, efter vi alle var tørnet ind, det må jeg fortælle.

Klokken var omkring midnat da de sidste fandt soveposerne. Som altid var det dejligt at komme ned og ligge. Varmen kom hurtigt - ihvertfald til mig, idet jeg har en rigtig dejlig sovepose, som - uagtet den har være flittigt brugt i mere end 30 år - stadig er den foretrukne, i ydersæsonerne.

Stilheden havde sænket sig. De sidste "God nat, sov godt" hilsner tværs over det uddøende bål, var hvisket. Stjernene lyste spinkelt gennem hullet ned i lysningen. Skoven sov. Mørket dækkede alt.

Pludselig lød et højt skud, efterfulgt af hvad der lød som et rekyl. Efter en kort pause, kom endnu to høje skud, begge efterfulgte af hvad jeg stadig mente var noget rekyl, af en slags. Uden jeg kunne se nogen af de andre, var jeg straks overbevist om, vi alle var vågne. Skuddene lød meget tæt på. Hvad mon det var? En hviskede stille ud i mørket: "Krybskytter". En anden svarede bekræftende "Ja, det tror jeg også". Men så bragede skuddene løs. Med og uden lyden af rekyl. Og i en hastighed, så alle meget hurtigt blev enige om, det ikke kunne være et almideligt gevær, og dermed en krybskytte, der var på spil. I stedet enedes vi i mørket om det sikkert var fyrværkeri, et batteri som nogen havde fyret af. Ingen grund til bekymring. Vi lagde os til at sove.

Dagen efter forlød tidspunktet for næste hændelse at være omkring kl. 02, altså to timer efter vi gik i sovestilling. Jeg vågnede ved noget ikke var som det skulle være. En lyd havde forstyrret min søvn. Jeg vendte mig ud mod lysningen og så to projektører komme imod mig. Vippende. Slingrende. Lyden blev stærkere og stærkere. Jeg fik identificeret lyden til at være en motor. Lyset var projektører på bilen. Skarpe som en nysleben lommekniv (af den slags man ikke må bære i DK) oplyste især den øverste, alt!

Bilen kom nærmere og nærmere. Fulgte et spor som førte frem til lejren. Hen mod os! Stadig med alt lys tændt. Lige inden bilen ville ramme motorcyklerne, standsede den sin fremfærd. Næsten al lyset blev slukket. Bildøre blev åbnet og ud steg to mænd med kraftige lommelygter. De snakkede lavt sammen. Gik frem til motorcyklerne. Pegede på disse med lygterne, samtidig med de kommenterede hvad de så. Jeg fulgte dem med øjnene. De gik rundt om bålet. Lyste ind i shelterne. Fortsatte om bag disse, hvor der var endnu et shelter. Denne havde dog låge, og var sikkert ment til at stuve grej ind i.

De to mænd kom tilbage. Lyste igen ind i shelterne, hvor vi lå. Fra mørket inde i et shelter, spurgte én af vore: "Hvad foregår der her?" Svaret kom hurtigt fra et sted ude bag den kraftige lommelygte: "Er der flere pladser?"

Stemmen inde fra shelteret (jeg ved ikke hvem der spurgte/svarede) bekræftede at der var ledige pladser. Den ene lygte blev slukket. Den anden svarede med et grynt. Begge de to fremmede gik tilbage til bilen. Kun den ene kom tilbage. Han kom hen til det shelter jeg havde valgt. Skramlede meget med noget, jeg ikke kunne se hvad var. Efter nogen tids roden rundt, blev der næsten stille. I lyset fra den fremmedes mobiltelefon, kunne jeg se han havde medbragt en sammenklappelig seng, som han nu lå på. Han vendte sig en del, inden han faldt til ro. Hver gang han vendte sig på sengen, skramlede det irriterende. Faldt dog i søvn igen.

Dog kun for at vågne igen lidt senere på natten. Den var gal igen. Noget der ikke stemte! I mørket så jeg to lygter bevæge sig forbi motorcyklerne, medens personerne hviskede talte sammen. De fortsatte forbi bålet, over mod shelteret til venstre for mig. Jeg kiggede, og undrede mig! Det var dog fand... til trafik. Som Københavns banegårdi mylretiden. Hvor de to blev af, ved jeg ikke. De forsvandt mellem shelterne, og jeg faldt atter i søvn. Sov uroligt og vågnede ofte resten af natten.

Alt åndede fred og idyl om morgenen. En bil med båd på taget var "landet" på forpladsen. Men ellers! Jo, min nye sidekammerat. Han sov på drømmeseng! Håber han drømte behageligt? Jeg gjorde ikke!

Godt pakket ind, sikkert som forsvar mod myg og lys, lå han der, kun en armsbredde fra mig. Han så meget fredelig ud i det tidlige morgenlys.

Det samme kunne ikke påstås om pladsen omkring bålet. Hvis man ikke vidste bedre, kunne enhver forledes til at tro der havde været gang i en rigtig go fest? Ok, jeg bryder sammen og tilstår: Der havde været gang i en smadder hyggelig og festlig aften.

Rundt omkring mig kom der mere og mere liv. Soveposer blev lynet op. En irriterende lyd, når man sover i telt og har let ved at vågne. ´Men om morgenen er det en dejlig lyd af en ny dag der starter.

Et par mand blev sendt afsted efter morgenmad. De kom tilbage med varme rundstykker. Kaffen var i mellemtiden blevet brygget. Et par kopper forsvandt hurtigt ned i halsen. Skønt med varmt koffein, som for mig og sikkert flere af de andre, er en skøn start på en go dag. Nattens hædelser blev diskuteret. Ikke alle havde fået alle detaljer med.

Uanset hvor forskellig vi hvade opfattet nattens optrin, var vi enige om én ting: AllRoadAdventures "Opleve Vestjylland"-tur havde været et herligt indslag i sæsonens mange forskellige ture. Jeg takkede for et herligt møde, bød knus rundt til nye såvel som gamle venner. Sammen med Arne vendte jeg styret mod syd og forlod træffet med et stort - men træt - smil om munden. Nøj hvor jeg glæder mig til næste gang Mikkel, Martin, Jesper og Ole inviterer til tur. Tak for denne gang.

Per E har lavet ovenstående meget fine 6 min lang video fra turen. I løbet af de 6 min får man et fint indblik i turen. Ikke mindst er der eksempler på de forskellige slags veje, stier og underlag vi kørte på. Tak til Per for at jeg må vise videoen her :)

Til toppen / menu Til gæstebogen,

hvor du kan skrive

en kommentar

hvis du har noget

du vil dele med andre.

AllRoadAdventur drengene på løst grus

Fie, Benjamin, Martin, Mikkel, Jesper og Ole, Lene, Arne, Mikael, Leif, Bo, Paw, Per. Navne på nogle af de mange personer, der optræder i større eller mindre glimt i denne historie.

Et meget givende og intens forløb, hvor motorcyklen endnu en gang optræder som bindeled mellem forskellige verdner, hvor jeg suger og får energi og lyst til at leve.

af Pter Kr. Riber

Ude til venstre, på et åbent kuperet terræn med spredte buske og et par grantræer, som skal vokse nogen år, inden de bliver flyttet til byens torv for at være samlingspunkt for glade forventningsfulde børn, græssede to brune rådyr. På det tidspunkt var jeg avanceret til nr. 2 efter førerhunden Mikkel. Strækningen gik lige ud et stykke frem. Dyrenen kiggede lidt forvirrede op. Bedømte hurtigt om de skulle springe for livet, eller lunte væk. De valgte at søge lidt længere væk, vendte sig og fra en mere sikker afstand, kiggede de tilbage på caravanen af møg beskidte mænd og deres lige så bemøgede motorcykler, der med én for grusveje ret høj fart, drønede forbi.

Denne lille episode, er - sammen med et utal af andre begivenheder - et kig ind i den weekendoplevelse jeg fik, da jeg tog med AllRoadAdventures drengene på deres "Opleve Vestjylland"-træf. AllRoadAdventures drengene er: Jesper, Mikkel, Ole og Martin, fire herlige mænd, som i deres fritid hygger sig med at "levere nyttigt og nødvendigt grej og udstyr" til motorcykeleventyr på alle slags underlag. Tak for en helt igennem fantastisk tur og weekend, hvor I sørgede rigtig godt for os, jeres gæster. Jeg kommer gerne igen.

Foranlediget af jeg havde lidt svært ved at afvente lørdagens komme, jeg var meget opsat på at komme afsted på udflugt, sendte jeg en sms afsted til Arne. Jeg vidste han også ville deltage i AllRoad-drengenes tur. I mit inderste håbede jeg han også havde udlængsel. En bekræftelse kom hurtigt retur. Flere sms'er fulgte. Enden blev han kom og hentede mig.

Under en meget blå himmel kørte vi langs Vestkysten op til lidt nord for Stadil fjord, drejede fra mod Tim. Fortsatte gennem byen og kom ud i et større skovområde, hvor jeg havde booket et shelter. Shelteret hedder Hoverdal Plantage.

( En randbemærkning / "undertekst" til ovenstående to billeder: Arne fortæller altid familie og venner hvor og hvornår han er på tur, via FB. Han lavede en selfie (med mig og min Skitstick), så også medlemmerne af Shit Stick International Association kunne se et par af medlemmerne var på tur.)

Snart brændte flammerne lystigt under Skov- og Naturstyrelsens fine grillrist. Store og små mærkede sulten, men det var der heldigvis råd for. Alle blev mætte. En skøn stemning bredte sig i lysningen. Fie og Benjamin var et par dejlige unger, som gerne snakkede med os to ældre gråhår...... skægede!!!! herrer.

Kære læser: Mød Fie, en skøn lille pige på 3 år.

Og storebror Benjamin. En herlig knægt med hang til bål, friluftsliv og ATV'er. Benjamin ville gerne dele sit slik med os to gamle. Tak, det var flot gjort Benjamin.

Fredagen havde været lang for os alle. Skoven var blevet stille. Ildens knitren var alene om at give lyd fra sig. Den lille familie havde ønsket os en "go nat" , havde trukket sig tilbage til deres shelter. Arne og jeg gjorde klar til morgendagens møde med AllRoad -drengene. Hvis vi skulle kunne nå at sove et par timer eller 8 inden, var det tid at kravle i poserne.

Morgenmad for de rigtig seje. Kold aftenen-før-grille-pølse og en kop kaffe. Det bliver så et nej-tak fra mig.

Endelig var det lørdag. En dag jeg havde set frem til, bl.a. fordi tiden siden sidst jeg havde været på en rigtig grustur, var brugt på andet end sjov på motorcykel. Desuden skulle jeg - endelig - møde alle drengene fra AllRoadAdventures. Ole M kendte jeg i forvejen. Han og jeg havde overnattet i shelter for et par år siden. Vi har haft lidt sporadisk kontakt, men nu, nu skulle vi være sammen igen, hvilket jeg så meget frem mod. Mikkel, Martin og Jesper kendte jeg ikke. Men "helt ved siden af" kunne de ikke være. Ole kendte jeg som en herlig offrod og når han kunne omgås de andre tre,måtte der være noget ved dem der duede.

Tak skæbne og højt hurra. Hvilke pragtfulde folk. Smil og venlighed. Viden og lyst til at dele med andre. Omtanke og forståelse. Overblik og lyst til at få alle til at føle sig godt tilpas. De kan i sandhed få "deres gæster" i godt humør.

I forbindelse med jeg skrev sammen med Arne om at køre til shelteret allerede fredag, skrev de hurtigt retur, at det ikke var muligt, da shelteret var booket af et 30 mand stort hold. Alle pladser optaget! Vi fandt så shelteret i Hoverdal Plantage.

Udover at jeg gerne ville have fredagen med til turen, var en del af bagtankerne i at køre til overnatningsshelteret allerede fredag, at vi så kunne lade vores gear (inkl. min forrude) blive tilbage i shelteret. Dermed ville Arne og jeg så ikke skulle køre med oppakningen på turen fra Karup og frem til shelteret. Den tanke fulgte drengene op på ved at få fat på en bil til oppakningen. Derfor kom Jesper (som havde "vundet" lodtrækningen om hvem der skulle køre bil i stedet for mc) kørende til Karup i "følgebil", overtog bagagen fra alle (inkl. min vindskærm) og bragte al habengut til shelterpladsen i Klosterheden. Flot. Rigtig go service.

Turen fra shelteret i Hoverdal Plantage til Karup, var en tur i det smukkest tænkelige danske september morgenvejr. Solen kæmpede en brav kamp for at nå gennem tågeskyerne, hvilket afstedkom det ene flotte sceneri efter det næste. Jeg var betaget af det flotte lidt blakkede men stærke lys, der trængte gennem de små vanddråber, der danner tåge. Vi havde ikke travlt, men jeg dyrker en mani med at lave billeder undervejs. Altså fotografere ting jeg ser nårjeg kører motorcykel. Og lave fotos af det jeg oplever / ser uden at standse. Denne morgen var mit motiv "Solens kamp mod tågernes magi". (P.s.: Det er en sport man absolut ikke skal dyrke. Det er farligt, mindst lige så farligt som at snakke i mobiltelefon eller sms', eller høre højt musik, kysse eller på anden vis have sin opmærksomhed et andet sted, end på vejen, når man kører. Jeg vil gerne advare kraftigt mod dette, det er farligt, både for dig selv og andre.)

For at komme til Karup Midtjylland, skal man - når man starter i Hoverdal Plantage - køre ad en masse små veje. D.v.s. min GPS stod til korteste rute, hvilket indebare den viste os hvilke små og mindre veje vi skulle køre, for at komme dertil. Så smuk en en idé, man kunne få mistanke til nogen havde haft en finger med i det spil?

Mødestedet var OK tanken midt i Karup. Arne og jeg var de første der ankom. Helt efter beregningen, idet vi så kunne spise vores morgenmad der, uden at blive forstyrret af, at skulle hilse på nye såvel som kendte ansigter. Rundstykkerne, de to yngre quinder smurte et godt lag smør på, inden de lagde en skive os ovenpå og klappede de to halvdele sammen, smagte rigtig godt. Udover at give et godt samgsndtryk i munden, lagde de en dæmper på de knurrende lyde i min mave, samt gav en ballast til at kunne holde til dagens strabadserende tur.

Nej, ok. På det tidspunkt jeg indtog de kornfyldte brød, vidste jeg ikke hvilke udfordringer jeg ville komme til at kæmpe mod, på den tur, AllRoadAdventure-drengene havde planlagt til os.

Først ankomne AllRoadAdventures.dk indehaver var Mikkel. Han kom på en rød 850 GS produceret i Berlin for (mange) år tilbage. Et skæget storsmilende ansigt med et frækt "her kommer jeg" blik i øjnene, dukkede frem af endourohjelmen, da den og de matchende googles, blev løsnet fra hovedet. Nøj en kæmpe næve den gut har, tænkte jeg.

Derefter kom folk dryssende indtil alle - undtagen én - var ankommet.

Eat my dust.................!

Uagtet jeg aldrig har haft tanken, har jeg heller ikke i min vildeste fantasi, drømt om, der er så mange grus- og markveje, skovstier og -spor, på strækningen fra Karup til Holstebro. Uden jeg mener at overdrive, er jeg kommet frem til den opfattelse, at Mikkel har fundet dem alle!

Turen var en ren opvisning i "kunsten at lave en grustur". På en skala fra "ingen knopper til et helt dæk fuldt" fik Mikkel blokken støvet til med alt fra småsten med jord, over ral med ler til tørt og vådt sand, altsammen garneret med større og mindre huller, vådt mos, stakke af grannåle, kæmpe sten, små diger og store bakker. Selv når vi kørte på transportveje med hårdt asfalt, havde han gjort sig umage og kun trukket de mindste frem. Og af dem havde kun de der havde flest sving og mindst trafik, fået æren af at mærke vore knopper. Fantastisk Mikkel.

Frokosten, som var inkluderet i arrangementets pris, blev nydt (helt bogstaveligt) hos Lene i "Cafe Gaia, Art Galleri & Butik". Et uovertruffent godt valg.

På det lille indsatte billede, forklarer Lene hvordan man (vi) skal tage bøffen, altså vegetar-kødløs-bøf med drys, med paletten, og lægge den over på brødet. Stille med en let hånd, skubbes paletten ind under bøffen. Sørg for paletten kommer helt ind uder hele bøffen. Ellers går den i stykker, og ødelægges. Det vil være synd for den gode oplevelse, mente hun.

Og hvad har det så med off road og støv at gøre? Meget, for uden et solidt måltid med passende jævne - ikke alt for adskilte - mellemrum, skal en chauffør på en endouro maskine have tilført energi. Ingen af os gik sultne fra "Cafe Gaia", Lene's mad smagte særdeles godt, mættede meget og der var rigeligt af alt *s*

Ud i varmen igen. På med tøj, hjelm og handsker. Snart kørte vi videre, mod det endelige mål, et shelter i Klosterhedens Plantage. Der var masser af grus, udfordringer og sjov på resten af turen. Ved en lille pause, hvor vi vinkede farvel til Bo L, hørte jeg nogen mumle noget om, at det begyndte at knibe med koncentrationsevnen. Trætte og lidt mætte af grus, var flere begyndt at tænke på hygge ved bålet, en øl i hånden, sparke dæk, høre historier fra det - til tider - uvirkeligt hårde endouroli - og måske høre et par nyheder fra AllRoadAdventures.dk sortiment. Her er det absolut på sin plads at tilføje: AllRoadAdv.-drengene brugte ikke weekenden til at promovere deres firma ved at komme med indlæg i tide og utide. Blev de spurgt, svarede de. Selvfølgelig. Men det var ikke dem der bragte indholdet på lageret ind i diskussionerne.

"Gruppe foto" lød det med et ud over pladsen. En eller anden havde fået en ide om, at et gruppefoto ville være et rigtig godt initiativ. Netop på det tidpspunkt. Inden aftensmaden. Inden folk faldt i søvn. Inden nogen forlod pladsen. (Der var et par stykker, som måtte hjem af den ene eller anden grund. Synd for dem. De gik glip af en masse spændende hændelser, som i løbet af natten blev os andre til del.

Til toppen/meny