Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

Seneste:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2018.01.04.

Årets første fællestur

2 personer, 3 uger, 4 lande, 5 tusinde kilometer

 

Et kapitel hvor jeg, efter mange år UDEN, opdagede hvor meget nemmere og bedre det var MED! Besøg på More Kaastellet og en tur i søen, hvor jeg, efter mange år MED, opdagede hvor dejligt det var UDEN. Se de vovede billeder!

 

af Pter Kr. Riber

 

Til side: -I- -II- -III- -IV- -V- -VI- -VII- -VIII- -IX- -X- -XI- -XII- -XIII-

"Mc Guiden AB", en butik blandt mange butikker i Vetlanda, skiller sig ud, fordi de handler med motorcykler, grej, gear, stumper,reservedele....... kald det hvad du vil. Alt handler om eller kan bruges til motorcykler. Meget af udstyret er til brug for de motorcyklister der bruger asfalten mindre end mange andre, fordi de foretrækker at køre hvor asfalten hører op. Butikken er lidt af et mekka for os der kører motorcykel. Ikke mindst fordi butikken er beliggende i Sverige, hvor de har ganske anderledes forhold og indstillinger til motorcklister. Også når disse træffes i skove, på fjelde og andre lignende steder udenfor hvor underlaget ikke består af forarbejdet tjære lignende produkter. Er du i tvivl om hvorvidt jeg taler sandt, kan du til hver en tid slå op på Google og finde beviser.

Arne viste vej til butikken. Han havde adviseret folkene hos Mc Guiden AB om de ville få besøg af en flok danskere. Tvivler på de havde gjort noget særligt ud af fredagsrengøringen af den grund, men der var nydeligt, pænt og rent uanset indsatsen i anledning af vores besøg.

De udstillede motorcykler skinnede og lokkede med priser i kroner, som man skulle tage sig selv gevaldigt i nakken for ikke at savle over. En kæmpe Gold Wing til 179.000 SKR finder du ikke i DK i den stand og årgang. Arne og Kenneth var knap trådt gennem døren, med den høje og iørefaldende ringen, der fortalte der var gæster i butikken, førend de satte kursen dirkete mod den store Honda. De måtte bare røre. Om de gjorde sig tanker om selv at sidde bag styret, kan vi andre kun gisne om. Men jeg tvivler! Og hvis, måtte det nok være som anden eller tredje valg. De holder begge så meget af at kravle rundt på - og med - motorcykler med knopper på dækkene, at dette flotte hvide udstyrsstykke næppe kunne tiltrække sig deres opmærksomhed særligt længe.

Kort fortalt, var det helt andre ting der optog interessen.

 

Sverige har herligt meget anderledes at byde på end vi kan finde i Danmark. Ofte i meget større portioner.Ikke mindst når det gælder naturoplevelser. For os som elsker at køre omkring i skove, gennem enge samt føre cyklen op og ned mellem små og større bakker, hvor klipper og landskaber folde sig ud foran motorcyklen. Når man har kæmpet med cyklen på veje og skovstier og nået frem - eller op, er belønningen vådt hår i kuplen man har på hovedet, tøj der er gennemblødt indefra. Gore Tex ikke er er det mest ideelle til den slags køreture. En erfaring jeg har erfaret så ofte, at jeg snart må ha lært det! Næste "tøj" indkøb bliver en "body armor" (se video).

 

Der blev kigget på udstyr. Priser, kvalitet, anvendelse, behov, ønsker, drømme. Alle tænkelige samt et par af de utænkelige (?) emner blev drøftet, vendt og drejet for siden at finde det endelige leje, hvor en handel enten blev konfirmeret ved at Dankortet blev kørt gennem maskineriet. Eller, i et par tilfælde, emnet blev kasseret af den ene eller anden grund.

For mit vedkommende blev besøget i Mc Guiden afsluttet med jeg købte en styrforlænger og fik den monteret. Der var lidt problemer med at få skruerne tilpasset, men med god og hurtig hjælp af Andreas, mekaniker hos Mc Guiden, lykkedes projektet til alles tilfredshed. Ikke mindst min. Jeg er nu så glad for den styrforlænger, som "rejser" styret hele 3 cm mod himlens blå, at det er helt uforsåeligt jeg ikke har investeret de forholdsvis få basseører for længst. Især er det en hjælp når jeg står op på motorcyklen. At stå op på fodhvilerne, letter håndteringen af motorcyklen når man kører på løst underlag.

 

Med et kæmpe smil om munden, sagde vi pænt farvel til folkene hos Mc Guiden. Smilet voksede til at omfatte øjne og ører, efterhånden som der blev tilbagelagt flere og flere kilometer, heraf mange med spraglet ujævnt fordelte sten af meget varierende størrelser. Undervejs blev det mere og mere klart for mig, hvor meget jeg havde savnet de styrforhøjere. De 3 cm gjorde st større forskel end de lyder af. Lidt eksperimenteren - og spendering af mønt - betaler sig nogen gange med større oplevelser og mere sikker kørsel.

 

Et fast indslag i Arnes rundvisning oppe ved Järnforsen, er et besøg på More Kastel. Kastellet er en dyb kløft. Et flot naturområde, der - ligesom resten af Sverige og landskaber i al almindelighed - forandrer sig efter årstiden, lyset og tiden på dagen, formet over tid af vejrlig og menneskers indgriben.. Dybe skygger. Skarpe højlys tegner konturer, skaber illusioner af eventyr og figurer, man aldrig havde tænkt at skulle møde.

Fra p-pladsen bevæger man sig på gå-ben ned mod kløften. Selvfølgelig er det muligt at køre, men det kræver en del øvelse, er jeg ganske sikker på, og måske endda det vil være næsten selvmordsagtigt på en 1200'er. Stien bugter og snor sig mellem små og større sten. Nogle stablet mere eller mindre oven på hverandre. Alle ligger spredt ud mellem en træer af forskellig alder, størrelse og omfang. Nogle er så gamle de er faldet for storm, eller savet ned af mennesker, og kun kan anes fordi roden endnu ikke er forvitret eller ædt af orm. Andre står endnu med spredte grene, der hin dag rakte efter himlens hvide pudrede skyer.

 

Foto Ôrjan Höök

Foto: Mikael L.S.

Efter et kaffe-break, tog fru Nielsen og jeg afsted lidt tidligere end de andre. De "vilde" ville videre. Det ville vi også, men vi ville tilbage til hytten. De "vilde" ville videre rundt i skoven lidt endnu. Fru Gerda PS fandt hurtigt en rute ud af skoven. Den så overkommelig ud. Der var nogle kilometer at køre inden skovens stier og veje slap op. Desværre viser GPS'en ikke hvilken tilstand underlaget har, når den viser vej. Eller jo, lidt info får man. Hvis der ikke er asfalteret, fortæller et lille vindue man kører på "vej uden belægning", hvilket i mange tilfælde ikke passer, idet sten af forskellig størrelse jo også er en form for belægning! Ordkløveri ja, men idette tilfælde fortæller jeg det fordi vi havde valgt en rute, som de "vilde" også havde lagt ind i deres vejviser. Og ruten var nogle steder "ikke lige den nemmeste" at forcere på slickdæk monteret på en almindelig lidt gumpetung touringmotorcykel, som den min dejlige kæreste kører på..

Vi havde kørt nogle kilometer, da jeg blev opmærksom på de "vilde" i mit bakspejl. Jeg trak over i højresporet for at give plads til de andre, som smed sten, grus og støv fra deres knopper på bagdækket, da de passerede os og jog videre uden at standse.

Lige så pludselige de var dukket op, lige så hurtigt forsvandt de foran os igen. Senere mødte vi dem ved det lille røde hus. Vi troede vi kunne være tilbage inden de "vilde". Men nej. De stod og tog pænt (grinende) imod os, med mange rosende rod om vores rutevalg og fru Nielsens evner på grus.

 

Efter en dag med adskillige indslag af "øvelser på grus for stor motorcykel", i nogle af Sveriges dybe efterårsfarvede skove, var vi flere som trængte til et bad.

Eller det gjorde vi vist alle, men det var kun nogen af os der, ved dagens næste indslag, "fællessamling ved søen", tog mod til sig og lod søens vand bortf'øre dagens sved og støv, for at begrave det i de dybe mudrede huller længere ude.

Iført termokrus, øl, fiskestænger, årer og håndklæder, drog en broget skare afsted. I små grupper joggede vi roligt ned mod søen. Undervejs mod søen blev dagens mange forskellige oplevelser kommenteret. Som det sig hør og bør, som det står højt og tydeligt i de "uskrevne regler for motorcyklister" fik de fleste en kammeratlig mobbende bemærkning knyttet til dagens oplevelser. Nogen havde travlt med at (bort-)forklare, hvad der for os andre så ud som farlig ukontrolleret kørsel. Andre gjorde ihærdige forsøg på, med negligerende vendinger og sjove tillægsord, at "oversætte" farlige situationer til tekniske forsøg på at forbedre kørestil og -evner.

Naturen - og ruten Arne havde valgt at vise -blev af alle, rost til uanede højder i overstrømmende positive vendinger a la "det kunne andre ikk ha gjort ret meget bedre" eller "har vi ikke været her før?". Smil og strålende øjne, furet af støv der klæbede til huden, klistrede på samtlige træfgæsters lidt trætte ansigter. Ingen tvivl om alle havde haft en dejlig dag.

Nede ved søgen fortsatte hyggen. Under en tarp, farvet af alger og sidste års nedfaldne blade og kviste, smukt krydret med nye, blev krus med kaffe og dåser med øl fundet frem fra tasker og kurve. Fiskestængerne blev smidt op i den lille hvide båd, årerne sat i gaflerne og snart efter roede Arne og Pasha ud på søen for at udfordre fiskelykken. Nogle af os smed tøjet og hoppede i søen. Vandet var koldt. Jeg skal ikke afsløre hvor koldt, men rigeligt til at svømmeturen blev taget af programmet. Det blev kun til en gang almindelig men ihærdig og hurtig indsmøring af kroppen med sæbe, et hurtigt dyk eller to samtidig med hænderne på det nærmeste gik som møllehjul for at få skummet fjernet fra huden igen, hvorefter vi skyndte os tilbage på land. Håndklædet lå parat, lige til at krybe ind i.æ Nogle kraftige gnid senere, kom varmen retur, og så var det dejligt at ha været i søen. Med blodet rullende noget kraftigere rundt i blodårerne, satte vi os sammen med de andre og nød roen, skønheden og en kold øl.

 

Lidt trætte, en smule alkoholiserede, i kammeratligt, altfavnende internationalt selskab, vandrede vi de få hundrede meter retur til hytten, i tide til duggen ikke nåede at klæbe sig til vore kroppe. Som under kommanda fandt vi alle en stol eller delte en bænk. Snakken fortsatte. Mere øl og måske en enkelt whisky sneg sig ind mod midten af bordet, hvor de tomme flasker hobede sig op.

Da Örjan rejste sig, trak sin rygsæk frem og tog en fin lys "pind" med snor og skilt bundet til, anede vi ikke hvad der kom. Men snart indledte Örjan en tale, hvori han forklarede om sin far, og dennes lyst til og evner som en vis "Emil fra Lönneberg". Alle ved Emil snitter i træ. Ganske vist er det ifølge fortællingen, mest figurer denne aldeles uvorne knægt fordriver tiden med at forme. Örjans far derimod laver ""Skitsticka". Nøjagtig mage til dem man - så vidt det har været muligt at tyde overleveringerne, i ældre tider flittigt brugte til private formål. Denne (priavte) handling foregår stadig, endda for langt de fleste skabninger minimum én gang pr. dag, omend der i nyere tid, oftere og oftere anvendes blødt papir til formålet. De fine "Skitsticka", lavet af Örjans far, er fornemt dekoreret med illustration om anvendelse, påført produktionssted og kan (inden brug) anvendes som invitation og adgangsbillet til at besøge værkstedet.

Samtidig med vi modtog gaven, blev vi medlemmer af "The International Shitstickak Association" med ret - og pligt -til altid at have sin "Shitsticka" med, ikke kun for at kunne identificere sig med den, men også (og mindst lige så vigtigt) at kunne bruge den når / i situationer, hvor den er anvendelig!

Örjans billede viser med al ønskelig tydelighed alle var glade for at modtage "Shitsticka'en" og blive en del af "The Internationa Shitsticka Association". Stor tak til Örjan og "Farmand" for den flotte gave. (Det skal i alles interesse nævnes, at sammen med "Shitsticka'en" fik vi udleveret en flot skåret trækniv, således ingen forledes til at anvende "Shitsticka'en" til andet end det den nu engang er tænkt anvendt til *ggg*)