Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

Seneste:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2018.01.04.

Årets første fællestur

2 personer, 3 uger, 4 lande, 5 tusinde kilometer

 

Afsked med "Lille Stuga træf"-folkene. Ankomst til Polen fra vandsiden. De første af rigtig mange kilometer, førte os til et godt hotel og et vel assorteret lager for brugte våben, køretøjer og andet grej til krigsbrug, stort nok til at ekvipere en mindre hær!

 

af Pter Kr. Riber

 

Til side: -I- -II- -III- -IV- -V- -VI- -VII- -VIII- -IX- -X- -XI- -XII- -XIII-

 

I tiltagende mørke, med dunkle skyer hængende syd for Swinoujscie, nåede vi havnen, hvor færgen lagde til, hvor færger skal lægge til. Ingen slinger eller falske toner i den melodi. Fyldt med lyst og mod på hurtigt at finde et sted at sove, stoppede vi inden vi var ude af færgeområdet. Gerda PS fik besked på at søge efter natlogi. Blandt en del forslag, valgte vi et omkring en kilometer fra hvor vi var. Det var overkommeligt. Adressen og navnet så ok ud. Men men men, som så ofte før med adresser på Garmin,, var "hotellet" ikke noget hotel, men et beboelseshus på 3 etager! Ok, aftenen var ung. Vi var trætte, det var begyndt at dryppe fra de mørke skyer. Natten nærmede sig med sit mønstrede tæppe af grå og sorte nyancer.

 

I stedet for at blive ved at lede, og for at komme i den retning vi ønskede turen skulle fortsætte, søgte og fandt vi et "hotel" længere mod øst, i nærheden af Miedzuzdroje, en mindre by øst for Swinoujscie. Undervejs havde vi nogle anderledes - lidt uhyggelige oplevelser i den våde polske nat.

 

GPS'en viste vi skulle køre ad vejen, Norweska, forbi nogle jernbanespor. Vejen var ikke i særlig bred, var i dårlig stand, hvorfor vi listede afsted i 2.gear medens de få gadelygtyer langs vejen, spejlede flotte stjerne i de våde visir. Jeg valgte at se bort fra regnen og skubbede visiret op over hjelmen, for bedre at kunne se vejens ujævnheder, vandpytter og spredte sten. Til højre for mig, i gamle jernbanevogne, var der lys og leben. Enkelte mørkklædte personer gik udenfor, medens silhouetter af andre, stod tydeligt tegnet på ensfarvede gardiner bag ruderne i vognene.

I min fantasi var scenen sat til et filmsæt (i en uhyggelig film) jeg ikke ønskede at være deltager i. Fantasien arbejdede på højtryk med at forvirre og forlede mig. Ganske sagte, som om de mørke personer ved vognene kunne høre vores stemmer i samtaleanlægget, diskuterede vi hvad det var vi så. Vi forsøgte at finde en forklaring på hvad der foregik ved de gamle togvogne? Hurtigt kom vi frem til det kunne være sigøjnere der boede i vognene. Vi havde ikke lyst til at stoppe op i mørket og undersøge om vi havde ret i vores formodning. I stedet fortsatte vi ud i natten, og håbede GPS'en ikke havde taget fejl. Håbede vi kunne komme igennem virvaret af gammle jernbanesveller, skinner, afdankede, ribbede og beboede togvogne, der stod i al deres forfald og råbte mod den sorte himmel. Pu ha, vi var glade da vi kom ud på en større vej. Nu håbede vi næste destination, hotellet GPS'en havde fundet til o, havde en seng til os og et sikkert sted til vores motorcykler.

 

Men nej. Hvad GPS ikke vidste var, at adressen, hvor "hotel" var en del af navnet, ikke var et hotel i almindelig forstand. Hotellet var et skib. Jeg husker ikke navnet, men det gik hurtigt op for os at noget ikke stemte. Ikke med vores "billede" af et hotel, ihvertfald. Mørket skjulte det meste af skibet, men lyset skinnede ud fra de flere vinduer i skibets side. Vi kunne ikke se hvad der foregik ombord på skibet, men en venlig person kom ud på landgangsplanken og sagde noget på polsk - eller et andet sprog vi ikke forstod.

Med vores bedste engelsk, udtalt meget klart og langsomt, forsøgte vi at forklare vi ønskede et natlogi. Personen rystede på hovedet, sagde noget vi forstod som "Vent et øjgelik" og forsvandt ind på skibet igen. Lidt senere kom en kraftig mand i mørke klæder ud til os. Han kunne lidt engelsk og spurgte hvad vi ville? Igen forklarede vi noget om et sted at sove! På et næsten uforståeligt engelsk fik han forklaret os, at skibet ikke var et hotel, og vi ikke kunne overnatte der.

Ok, så måtte vi jo videre. Takkede for go behandling, hilste pænt farvel og kørte fra stedet. Selv om det var ved at være sent, selv om vi var trætte, selv om vi trængte til et sted at slå os ned for natten,følte vi os heldige. Vi var helt enige om, at dette ikke var stedet for os at overnatte. Ikke denne nat kolde, våde og mørke nat. Alt virkede lidt skummelt. Vi var meget sikre på vi ikke havde lyst til at hoppe i en seng ombord på det skib! Og nej, jeg mener ikke jeg er racist. Men det så noget lyssky og lumskt ud på og omkring båden. I dag, nu hvor lyset skinner og jeg sidder hjemme, er jeg sikker på der ikke var noget at være bange for, men fornemmelsen den aften var en anden.

Nedenfor er et foto fundet på min ven Goo.......... nettet. Her ser skibet indbydende og tilforladeligt ud. Billedet giver et andet indtryk end vi syntes hin mørke nat.

Natten forløb uden flere nævneværdige begivenheder. Alt var normalt. Hotellet. Receptionen. Indretningen. Betjeningen. Elevatoren. Sengene. Mørket. Vi sov godt.

 

Men morgenen. Ikke mindst morgenmadsrestauranten. Nøj, da fik vi et andet indtryk af stedet. Synet var overvældende. I første øjekast var der de mange gæster. Oprigtig talt havde jeg ikke forventet så mange gæster. Vores fælles vurdering var, at hotellet måtte være populært, priseniveauet til trods.

Fra døren ind til restauranten snoede vi os frem til buffen. Hold da op et syn. Kort fortalt flød bordene med alt en sulten mave kunne begære af godter. Kendte såvel som ikke kendte retter og varianter af disse, som vi end ikke kunne drømme os til.

Desuden en kok til at kokkerere og jonglere. En rigtig kok med høj hvid tårn-hue. En pæn bule midt på den løsthængende kokkejakke, fortalte han, som det sig hører til, kunne li mad, lavede varme eller lune retter, med indhold efter ønske. Medens man ventede. De der ikke kunne sproget - hvilket vi ikke kunne (kan) kunne blot pege og bruge fingre til at vise hvad man ønskede og hvor meget af diverse tilbehør man gerne ville have i. Tro mig, det var godt.

Endnu medens jeg drømte om en herlig ferietur, blev morgenstilheden brudt af to ting: mobiltelefonens brummen og en sagte men vedvarende prikken på teltdugen. Aftenens snak og stemning gled langsomt forbi mine trætte hjerneceller, alt medens kroppen forsøgte at ignorere begge uromagere. Soveposens lune indre lokkede fælt meget. Lysten til at kravle ud af det blå/orange kropskondom, blev ikke større ved tanken om regn.

Medens jeg lå og overbeviste mig selv om jeg kunne tage endnu et kvarter, inde i den blå/orange cylinder, blev jeg klar over jeg faktisk havde regnet tidsforbruget frem til afgang, temmelig nøje ud, hvorfor jeg blev nødt til at droppe de ekstra minutter i posen. Egentlig var det jo oss pjat, mindede jeg mig selv om. Langsomt krøb jeg ud af posen. Fandt mit tøj hvor jeg havde smidt det om aftenen. Fortrød beslutningen om at tage jeans på. De skulle pakkes sammen med alt det andet. Rodede rundt i bunkerne i apsis, for at finde mine motorcykelbukser. Dagen hed lørdag, og var døbt "Afrejse fra Järnforsen". Fru Nielsen og jeg skulle videre. Det ville være hensigtsmæssigt at tage mc-dresset på straks fra morgenen.

 

Rundt om os vågnede de andre. Hyggeligt at se - og ikke mindst høre - når hoved efter hoved stak ud fra et telt med stort smil og et rungende glad "Go morgen". Arne, vores altid morgenfriske vært, kom forbi på vejen tilbage fra hans morgenvandretur til søen. Han fortalte - meget overbevisende - at regnen ville stoppe meget hurtigt. Noget naivt kiggede jeg tvivlende på ham. Men han fik ret. Skønt. I stille overskyet, men tørt vejr, fik vi fordelt alt vores gear på de to motorcykler.

Vores plan var enkel. Kl. 0900 skulle vi forlade det herlige selskab for at drage videre på vores færd. Inden da skulle telt og alt habengut pakkes på motorcyklerne. Morgenmad, morgentoilette, og alle andre gøremål, såsom at puste nyt luft i dækkene på min gule GS'er, skulle være overstået således vi havde 4 timer til turen mod Ystad. Cyklen skulle have justeret trykket, fordi der var tappet luft ud for bedre grip på grusturen fredag. Normalt ville jeg straks have sørget for dette, men på grund af badeaktiviteten, optagelsen i "The Skitsticka Association" m.v. havde jeg ikke fået trykket justeret til det normale, 2,6 og 2,9 for henholdsvis for- og baghjul om aftenen.

Seks par arme vinkede heftigt og højt medens vi kørte en sidste runde forbi den røde hytte. Gennem motorlarm og hjelm, kunne jeg høre dem råbe: "Go tur, vi ses" Bedre afslutning på nogle dejlige dage, kan ingen rejsende få.

 

Järnforsen - Ystad er ca 300 km. Ad de større veje. Men sådan var og blev det. Hjemmefra havde vi besluttet at netop den del af ferieturen skulle køres som "transport strækning". Altså: Ingen afstikkere, stoppede kun når det var nødvendigt for at tanke eller tisse. Derudover havde vi en aftale om, at hvis én så noget, som vi absolut måtte studere nærmere, eller hvis én så noget vi absolut under ingen omstændigheder eller på nogen måde ville gå glip af, måtte der standses.. 4 timer til 300 km betyder en gennemsnitsfart på 75 km i timen. Ikke en beregning der kan slå ret mange ud, det er ikke hurtigt, slet ikke på motorcykel, men omvendt havde vi ikke meget ekstra tid til uforudsete hændelser. Og, vi var i Sverige, hvor der er fartmålere i hver sving og ved alle vejkryds.

Pauser holdt vi derfor ikke nogen af. Udover da vi fik vi fornøjelsen af at skulle tage stilling til om det var "Nu" regntøjet skulle smides over kroppen? Vi kunne tage chancen - og måske blive mere våde end vi ønskede. Altså valgte vi det sikre. Stoppede og tog regntøjet på. Den byge vi kørte ind i var ikke heftig, men langvarig. Vi diskuterede om bygen fulgte os, eller vi fulgte bygen sydpå? Vi fandt aldrig et svar. Efter det meste af et par timer, med ca. halvdelen af ruten tilbagelagt, stoppede vi ved et benzinanlæg hvor der også var et cafeteria. Regntøjet blev pakket væk, tankene fyldt med benzin og maven fik en kop varm kaffe, som blev f brugt til at gøre en sej halvgammel flutes spiselig.

 

Vi nåede Ystad i pæn tid før færgeafgang. Fik købt billetter til færgen mod Swinoujscie i Polen. Få minutter senere holdt vi forrest i køen. VOres planlægning af tiden gjorde, vi ikke holdt længe førend vi blev vinket om bord på færgen. Alt klappede. Vi var på vej til Swinoujscie i Polen.

Om sejlturen var der ikke meget at berette. Cyklerne stod pænt på bildækket. De var ikke spændt som jeg ville have gjort, men personalet på den polske færge ville ikke lade mig sætte bånd på motorcyklerne. Mine protester mod matrosens måde at fæstne cyklerne, hjalp ikke. Heldigvis var det stille vejr, og jeg forudså ikke problemer med bølger og uvejr, så jeg endte med at give op og lade to og hans måde at fastgøre motorcykler på, være lige!

 

Fru Nielsen og jeg gik op i restauranten. Fandt et bord ved vinduet. Vi fik okuperet pladsen, pakket vort gear ud og bredte os, så ingen kunne tro der kun skulle sidde to ved det bord. Mine tanker gik på langfart. Som i drømme lod jeg de første feriedage glide forbi. De første dage på Öland og ved den lille røde hytte i skoven, havde været pragtfulde. Samtidig glædede jeg mig over noget jeg ganske vist udmærket vidste. Jeg har en sej kæreste.

I løbet af de første 5 ferie dage havde vi tilbagelagt knap 2000 km. Vi havde flere dagsmarcher på 3-400 km. Vi havde kørt på mange slags veje og underlag: Motorveje, motortrafikveje, hovedveje, landeveje, små og mindre biveje, med og uden (dårligt/hullet/lappet) asfalt. Vi havde kørt ad mark og skovstier med grus, græs og grønt mos, iblandet alskens forskelligheder såsom grankogler, kviste, tuer og kolort. Vejret havde vist os alle slags vejrlig. Næsten. Vi havde udstået torden, blæst, regn, byger, sol og overskyet gråt. Ikke på noget tidspunkt eller over noget som helst af det turen havde budt os, havde min seje kæreste klaget sig. Yes, hun er en skøn og dejlig Quinde, som tager udfordringerne som motorcyklist alvorligt, men også i den række de nu engang kommer. Uden at klage.

Næste forsøg på at finde et hotel med Garmin'en som vejviser, gik bedre. Meget bedre. Ganske vist måtte vi helt ind i centrum af Miedzuzdroj, helt ind hvor der var et tivoli eller marked med gøjl eller forlystelsesetablissement...... under alle omstændigheder der var larm fra glade mennesker, lys fra masser af neon og glødelamper og ...........længe åbent!

Hotellet hed "Aurora". Der var åbent. Selv om det så lidt dyrt ud, gik vi ind og spurgte pænt omde havde et ledigt dobbeltværelse. Det havde de, og vi fik oplyst prisen til 400 slothy eller 100 € og takkede ja. Prisen var noget over hvad vi under andre omstændigheder ville give, men vi var trætte, det regnede, var mørkt, koldt og sent på aftenen, vi orkede ikke at lede mere. Desuden, cyklerne kunne stå i kældergaragen, tørt og godt, og fremfor alt, i sikkerhed for nysgerrige blikke fra de mange folk, der summede rundt i centrum. Nu kunne vi slappe af. Nu var vi landet, alt var godt. Et pænt og ok værelse. Motorcyklerne stod tørt og godt i kældergaragen. Vi havde selv medbragt lidt rødvin vi kunne nyde, inden vi kravlede under dynerne. Så det var hvad vi gjorde.

Uden nogen form for dokumentation, vil jeg gætte på morgenmaden tog længere tid at spise, end under så mange andre omstændigheder. I hvert fald nød vi maden og scenariet i restauranten, denne første dag i Polen.

At være på et hotel, endda et flot og indbydende hotel et, hvis niveau lå over vores forud afsatte budget til overnatning, med mange gæster af flere forskellige nationaliteter, var en iøjnefaldende kontrast til dagene på Öland og Järnforsen, hvor natten blev overstået under teltdugen i en sovepose, hvor morgenbadet var noget der blev overstået meget hurtigt, for at komme frem til pulverkaffen og det tørre brød fra forleden, som blev gjort spiseligt med den rest ost, der var tilbage fra i går.

Et par etager nede under hotellet, stod motorcyklerne, som vi havde stillet dem aftenen før. Telt og andet grej vi havde efterladt sammen med cyklerne, var tørre og lige til at spænde på cyklerne igen, sammen med de ting vi havde haft med op på værelset. Under hele scenariet med at fastgøre vores habengut og komme i tøjet, blev vi fulgt af 2 par øjne. Garagemesteren og en tysk gæst havde svært ved at få øjnene fra fru Nielsen. De iagttog os nøje, og havde god tid til at få alle detaljer med. De måtte vente på vi blev færdige, idet den tyske gæsts bil stod i en elevator-parkerings-maskine, som garagemesteren ikke kunne komme til at operere med, inden vi var kørt.

Snart var vi på vej. Ud af byen, ad mindre veje. Hjemmefra havde vi fundet nogle destiantioner vi ønskede at besøge. Vi havde ikke lagt nogen ruter, idet vi ønskede at se på forholdene efterhånden som vi nåede frem, og derfra bestemme hvilken rute vi ville følge. Ved morgenbordet havde vi kigget på kortet. Hvor var vi? Hvor ville vi hen? Hvordan var omgivelserne aftegnet på vores Michelin kort? Vi kiggede efter veje, der gik igennem eller tæt forbi større grønne og blå pletter. Grønt betyder skov. Blå betyder vand. Vi ville gerne køre på veje omkranset af grønnt skove og eller tæt forbi søer, åer, og floder.

 

Vores første mål var "Det omvendte hus" / "The Upside Down House". Vi vidste det lå syd for Gda´nsk, men havde ikke nogen præcis adresse. Vi vidste hvilket område vi skulle lede i. Retningen var derfor næsten stik øst. I fint kørevejr forlod vi hotellet. Med pæne gloser om hotel, morgenmad og garagen, udtalt med smil og forventninger til de kommende dage i SRC anlægget inde i Schuberth hjelmene, og i fuld overbevisning om, vi intet havde glemt, satte vi hastigheden op på omkr. 90 km/t.

Med pænt temp tilbagelagde vi kilometer efter kilometer. Vi nød at være afsted, mente vi var heldige med vejret. Cyklerne opførte sig perfekt. Alt var som det skulle være. Tid havde vi masser af,. Først om 14 dage ville arbejdsklokken kalde. Vi cruisede mod øst og lod som om hele verden bare ventede på os.Indtryk af landskabet - og trafikken - lod vi fæstne sig på nethinden og SD kortet i kameraet.

Bedst som det gik derudad, opdagede jeg et skilt der hang over en militær tanks i vejsiden! Kombinationen så anderledes ud!Teksten kunne jeg ikke nå at læse, men det var også ligegyldigt. Jeg kunne ikke læse hvad bogstaverne skulle fortælle. Men et hurtigt kig overbeviste mig om vi var kørt forbi et ”overskudslager”, et marked for brugt militær- og krigsmateriel. Jeg mente der var åbent og offentlig adgang. Min lyst til at besøge stedet var stor, hvorfor jeg overtalte fru Nielsen til vi skulle standse og se nærmere på udbuddet. Altså lavede vi en U-vending og kørte tilbage. Her er et indtryk af hvad vi så.

For en civilist som mig, virker det noget stærkt at enhver kan gå på marked og "købe udstyr til en mindre hær", uden at skulle legitimere hensigten med indkøbet? Men det er sikkert fordi jeg ikke tænker i sådanne baner. Siden besøget i Polen, har jeg undersøgt lidt om hvordan det forholder sig i DK, og her er det faktisk akkurat liges så nemt. Enten via nettet, hvor også ovenstående marked er repræsenteret, med varer og priser som i enhver anden købmandsbutik, (kig på www.wojsko.com.pl) eller på lignende markeder, som der findes et flere af rundt i landet.

Til beroligelse for dig, kære læser, købte vi ikke noget som helst.