Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

Seneste:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2018.01.04.

Årets første fællestur

2 personer, 3 uger, 4 lande, 5 tusinde kilometer

 

Ulveskansen, Hitlers hovedkvarter i Øst, kendt for Stauffenbergs attentatforsøg mod Hitler, et kæmpe stort museumsområde i Østpolen.

 

af Pter Kr. Riber

 

Til side: -I- -II- -III- -IV- -V- -VI- -VII- -VIII- -IX- -XI- -XII- -XIII-

Efter fru Nielsen havde stoppet en vaskemaskine med pænt meget af vores brugte tøj, satte hun sig med mobilen og fik lidt styr på verdens situationen. Jeg dækkede bord, startede JetBoileren og nussede rundt. Der var ro, der var ingen generende myg, kun ganske få naboer og et en genbo. Ingen forstyrrende larm fra trafik. Vi nød at være væ, at være i et fremmed land, hvor vi følte os trygge og godt tilpasse.

Inden vi kravlede i soveposerne, fik vi vasket op (hehe - en meget nem tjans) og hængt vasketøj op. Vi håbede det kunne nå at tørre til næste dag.........

Men, det kunne det ikke, hvorfor det blev spredt ud over bord og bænke for at tøjet kunne "nyde solen og tørre" helt.

Morgenmad og nedpakning af lejr tog tid. Dagens mål var Treblinka KZ lejr. Fra campingpladsen ved Gi`zycko til Treblinka skulle der være ca 300 km hvilket var en fin lille strækning, som vi hurtigt kunne køre. For at give tøjet mulighed for at tørre mest muligt, pakkede vi ned i slowmotion. Det var en lise for sjæl og legeme at tage en ting, lægge den sammen/skille den ad/putte den hen hvor den havde sin plads på motorcyklen, og gå videre til næste ting.Som det hedder udtrykt i gamle vendinger, i ro og mag fik vi tøj, grej og lejr pakket i tasker, og fastgjort på motorcyklerne, inden vi forlod pladsen med et smil om munden og et lille trut i hornet til Campingmutter som stod på en balkon og vinkede.

 

Vi kørte gennem skove større end de fleste i Danmark. Når det ikke var træer der dækkede jorden, var det marker eller søer. På markerne havde landmænd travlt med at udnytte solens varme til at give gode vækstbetingelser til næste års afgrøder. Hvis landmændene ikke såede, var de igang med at pløje eller harve. Ude på søernes vande, var flokke af ænder, gæs og andre vadefugle igang med at finde føde. Om frøerne kvækkede langs bredderne, kunne vi ikke høre for motorens taktfaste dunken. Men mon ikke? Vi så ihvertfald nogle store spadsere på lange røde ben med næbbet i jordhøjde. Tænker de havde travlt med at lokalisere hvor frøerne var?

Vejene fik et par bemærkninger fordi de nogle steder var alt andet end gode! Vi fulgte længe nogle af de mindre veje, og deres asfalt havde taget skade af vind og vejr og dagligt brug. Undervejs bemærkede vi ikke navne på steder, men et enkelt sted nåede jeg at opfange et byskilt med et navn, som vi ofte i Danmark bruger som udtryk for noget som er gået galt!

Ovenstående by-navn kunne jeg sagtens ha benyttet om trafiksituationen på nedenstående foto. Men husker ikke om jeg gjorde! Hvilket jeg bestemt ikke tror jeg gjorde!!!

Tæt trafik, ovenikøbet af større lastvogne, gennem mindre og snævre byer, det er ikke min livret. Uanset hvilket transportmiddel jeg selv kører!

Nogen vil måske sige vi, fru Nielsen og jeg, brugte vores ferie til at svælge i pinsler, tortur, og død. Sådan opfatter vi ikke vores tur rundt til Anden Verdens Krigs smertesteder i Polen. Vi fulgte strømmen af nysgerrige. De steder vi kom, var også mange andre gæster. Mange unge med deres lærer. Mange på vores egen alder. Mange som "næsten" selv har oplevet tiden. Vi er børn af forældre, der levede under krigens tryk. I Danmark ja, og for mine forældres vedkommende, uden at tage aktiv del i krigen. Men mine forældre måtte undvære mange ting, og havde ikke andet valg, end at indrette sig efter en overmagt, som bestemte for dem. Mine forældre, især min mor, har fortalt meget om de fem år i 1940'erne.

Senere som ung læste jeg en del bøger om sabotagen, modstandsbevægelsen i Danmark. I skolen blev vi undervist af voksne, som alle havde kendt og mærket krigen på egen krop. Jeg er nysgerrig, Interesseret, men jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke mennesker har så store drømme om magt, at de tilsidesætter alt andet, for at opnå magt til at herske over andre menneskers liv og død.

 

Nuvel, den diskussion skal ikke tages her. Men en del af ideen bag vores tur til netop Polen var, at vi ville besøge steder med relation til Anden Verdenskrig.. Senere på turen besøgte vi også Auschwitz-Birkenau.

 

Efter Treblinka, ud på vejen igen. Næste mål var at finde et sted at sove. Undervejs til vores overnatnings sted, nåede jeg at fange disse små "glimt af dagligdagen" langs landevejen. Sæt selv ord ............

Ulveskansen - besøget blev en vandring i beton- og jern ruiner. TIlbage i 2013 besøgte jeg Ulveskansen første gang. Derfor vidste jeg hvor vi skulle parkere vore motorcykler. Jeg vidste hvor vi skulle betale for indgang og huskede hvor jeg fik de indtryk der satte sig stærkest i mig. Nu var jeg tilbage. Nye kuldegysninger krøb ind under min svedige jakke. Uagtet der ikke var tale om udryddelseslejr eller deciderede torturkamre, var det trods alt her, i ly af kollosale bunkere, mange af de tanker og planer blev udviklet, som siden kostede tusinder og atter tusinder af mennesker livet.

 

Skansen lå dengang som nu, i et stort skovområde. Der var adang til området med tog, og en mindre flyveplads lå kun få kilometer fra anlæget. Stedet var perfekt til formålet, fortæller historikere.

For mig - og mange andre, er stedet i dag en mindeplads for krigens gru. Hitlers folk lagde selv stedet i ruiner, da de forlod Ulveskansen i januar 1945. Ingen skulle kunne finde belastende materiale, hvis Tyskland - mod forventning - men med udsigt til, at skulle tabe krigen. Ordren var - tydelig nok - at alt skulle sønderbombes. Og således ser det ud endnu næsten 70 år efter krigen stoppede.

 

At vandre rundt i ruinerne medens tankerne løber rundt i de mange forskellige ting hukommelsen har samlet op gennem årene, giver sved på panden, rynkede bryn og hjælper ikke meget til en bedre forståelse af, hvad der får mennesker til at "finde på så meget ondskab" for at få magt.

For at kunne bygge dette kæmpe store anlæg, ialt næsten 3 kvadratkilometer, fortæller Wickiepedia, blev der brugt cirka 1,7 millioner dagsværk, udført af ca. 3000 arbejdere og op til 30.000 slavearbejdere. Et kæmpe anlæg, hvor nogle af bunkerne har op til 10 m. tykke betontage!

Efter godt et par timers ophold, hvor vi kravlede og travede rundt, læste skilte, snakkede om indtryk, dvælede ved steder vi ikke umiddelbart forstod, fotograferede beton, jern og forfald, forlod vi Ulveskansen ved lukketid.

 

Undervejs for at finde et sted at overnatte, var der stille i samtaleanlægget. Indtryk fra besøget i Ulveskansen skulle sætte sig. Begge have vi haft mange tanker om stedet. Ingen af os havde behov for at snakke lige med det samme.At være tilbage i nuet, på motorcyklen, på vej mod nye mål, oplevelser og indtryk, gjorde godt, og fjernede den lidt trykkende stemning af krig og ødelæggelse.

 

Turen fortsatte efter forslag fra Gerda PS mod sydøs, hvor Gerda hårdnakket påstod der skulle være en campingplads med det lidt misvisende navn "Elixir Hotelik Caravan Camping". Vores undren skyldtes sikkert vi ikke kender meget til det polske sprog, men caravan camping, det mente vi at kunne genkende og bruge til noget.

Gerda lovede vand, ikke fra oven, men ved siden af campingpladsen. Fint, og den snoede mindre vej ind til området, var også helt i vores ånd.Helt fremme ved indgangen, som vi havde lidt svært ved at finde, blev jeg en smule betænkelig. Pladsen skrånede meget ned mod søen. Det er sådan set fint nok, men når man skal ligge i telt, skal gunden helst være flad og plan, idet det er de færreste telte der har justeringsgrej til at rette de vandrette flader op med.

 

Der var kun ganske få andre campister at se på pladsen. Vi fandt receptionen. Stedet så noget lukket ud. Men der kom en pæn ældre dame frem bag disken. Hun ville gerne lukke os ind på pladsen. Vi betalte og fik besked om vi selv kunne finde en plads og slå teltet op lige hvor vi ønskede.

 

Efter nogen søgen, blev vi enige om et sted ved nogle buske. Ved busken stod et bord m/tag over. Jorden var næsten plan, ihvertfald der hvor vi besluttede sovekabinen skulle placeres. Stedet var tæt på at være perfekt.

Rigeligt om dette. Vi var ikke kørt hele vejen til Østpolen for at diskutere eller studere trafikale forhold. Et enkelt område vil jeg dog kommentere på. Asfaltens overflade. Endnu en gang måtte vi konstatere vejenes stand kunne ønskes bedre.

Ikke mindst de sidste kilometer, fra den større vej vi kom fra, ind til Trebllinka lejren. Den var meget dårlig.Og smal. Med opkørte rabatter. Og lejren var dårligt skiltet. Men vi vidste det skulle være i området. Og vi fandt lejren.

 

Treblinka består i dag af et mindre museum, mange natursten, stillet op uden tilhugninger, en del med navne hugget ud i den hårde sten. Store betonbjælker er lagt som illustration af det togspor, der for mere end 850.000 fortrinsvis jøder, var endestation for deres livsrejse. Der er rejst et stort monument i midten af de mange sten. Familie og andre besøgende lægger blomster, eller stiller levende lys på og mellem stenene. Også i Treblinka forfalder man nemt til, gennem stilheden og fuglenes pippen, at høre de mange klageskrig og suk, der må have lydt ud over området i begyndelsen af 1940'erne.