Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

Seneste:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2018.01.04.

Årets første fællestur

2 personer, 3 uger, 4 lande, 5 tusinde kilometer

 

Fra nutidens markedsplads til 2.verdenskrigs monumenter. Turiststeder og dagligdagen på og omkring de veje vi fulgte.

 

af Pter Kr. Riber

 

Til side: -I- -II- -III- -IV- -V- -VI- -VII- -VIII- -X- -XI- -XII- -XIII-

 

Tilbage på vejen. Siddende over skrævs på hver sin motorcykel. Med kontakt til hinanden via SCR systemet i vores Schuberth-hjelme, fortsatte vi turen mod øst. Retningen og vejene havde vi overladt til Gerda PS. Tankerne var vore egne. Mine kredsede meget omkring det kæmpe militære brugtmarked vi just havde besøgt. Nu var vi på vej mod et mere fredeligt mål, men senest dagen efter denne, ville vi parkere motorcyklerne ved et af 2 verdens krigs meget kendte bunker anlæg.

Krige og havde de gør ved folk, er ikke noget jeg til daglig beskæftiger mig med, men vores tur gennem Polen var tilrettelagt bl.a. med destinationer som havde meget med krig at gøre. Ikke fordi vi elsker eller holder af krig, men fordi vi ikke forstår hvad der får mennesker til at behandle andre, som er i deres væretægt, som noget de ejer og kan gøre med efter humør og for-godt-befindende! Oftest får mennesker der er fanget af fjenden, en meget dårlig behandling. I 2. verdenskrig, som i alle andre krig. Også de krige der udkæmpes rundt om i verden netop nu. Vi behøver ikke se resterne af Ulveskansen, Treblinka, Auschwitz-Birkenau og lignende steder for at tro på at mennesker / "fjender" blev behandler dårligt, blev udsat for tortur og forfølgelse, pinsler og død.

Nu hvor jeg genkalder mig indtrykkene fra besøgene, husker jeg tydeligt hvilken underlig sindstilstand besøgene satte mig i. Jeg blev stille. Talte med dæmpet stemme. Blev fyldt med tanker om, hvorfor? Fandt ingen svar! Gik rundt i ruiner, bag pigtråd, ind i barakker. Kiggede på spisegrej, senge, beklædningsgenstande, hjælpemidler til flugt. Så billeder af fanger. Flere fotos havde jeg set mange gange tidligere. I bøger jeg har læst. På nettet. I fjernsynet.

Inden Ulveskansen, havde vi plottet "Det omvendte hus" ("The Upsidedown House") ind på kortet. D.v.s. hjemme havde vi problemer med at finde en adresse. Men vi fandt den, og glemte papiret med denne og alle de andre adresser. Derfor havde vi kun Polens kortet med grønne post-it pile ud for de byer, der skulle huse de forskellige destinationer. Selvfølgelig regnede vi ikke med det skulle blive nogen større opgave at finde det omvendte hus, idet nettet flyder med billeder af huset. Det måtte være berømt. Men åbenbart ikke særlig meget i Polen. Ihvertfald ikke på tankstationen i den større by Ko´scierzyna, der ligger lidt syd for Szymbark, hvor huset er bygget inde i en park, med såvel et lille zoo-område, som udstillingshuse af træ, bygget af træ, fældet, skåret og behandlet af det savværk, der ligger jord til parken. Selvfølgelig fandt vi stedet. Vi havde faktisk opgivet, og var på vej mod næste punkt, en pier (træmole) i Sopot / Gd´nsk. Undervejs så vi et skilt der viste hen til parken. Således vejledt, vendte vi cyklerne og kørte ind forbi.

 

Inde på parkområdet var der ikke mane gæster denne søndag i september. Vi fandt plads til motorcyklerne mellem nogle biler, ikke langt fra indgangen. Der var masser af tomme pladser, men en retskaffen p-plads-KONTROLLØR kom ilende og gjorde os klart, de havde en p-plads for motorcykler, og vi skulle køre derover. Og så skulle han ha 5 zloty i afgift. Ingen polske penge havde vi rigeligt af, men regnede med de havde en automat. Jo, inde i parken. Fru Nielsen skulle vente udenfor, medens jeg blev ledsaget ind til den eneste butik i hele parken, som havde adgang til internet og en kort-hæve-maskine! Sikke et halløj. Vi overvejede om vi skulle køre igen, men besindede os. D.v.s. fru Nielsen fik mig overtalt. Mit humør var bestemt ikke afstemt til at gøre en nævenyttig parkeringsordonans tilfreds. Jeg var gæst, han var vært. Jeg var turist. Han var fastboende. Han skal ifølge min opfattelse, smile , være venlig og forstående! Irriterende, når man har lagt hjelm og handkser, låst cyklen og er parat til at gå, skal man ikke tirre med at skulle flytte motorcyklen, når der er masser af plads! Han skulle gå ind og sørge for dyrene fik bedre forhold i parken. Sådan en opgave ville gi mening.

 

Lige medens jeg husker det: I Polen har de også "-stærekasser". Ubetjente foto-radar-maskiner som kontrollerer hastigheder på vejene. Men de har ikke så mange som i Sverige. Bødeniveauet kender jeg ikke. Og det er fint med mig!

En smule slukørede, bl.a. fordi vi ikke fandt noget mad vi havde lyst til at hælde inden for motorcykeljakken, forlod vi parken uden tanke for at vi nogensinde ville komme til at savne den oplevelse nok til, at vi igen ville køre dertil.

Jeg var ikke sur! Jeg var skuffet. Hele området virkede nedslidt. Ingen havde lyst til smil. Ingen følte for at hjælpe os, forstå os eller bare smile til os. Da vi endelig kom ind i parken, var det som om at "nu havde de fået de zloty de havde regnet med at få ud af os, og så kunne vi passe os selv"! Ok, vi kørte, lidt mindre glade og opstemte end vi entrerede parken. Humøret hos undertegnede blev ikke bedre af det efter få kilometer begyndte at regne. Himlen mod nord øst, den retning vi kørte i, mod Gda´nsk var mørkegrå og trist. Jeg var bestemt ikke til telt efter dagens oplevelser og regn, og slet ikke da vi endnu en gang - forgæves - var kørt rundt efter Gerda PS anvisninger for at finde en campingplads. Pladsen var en strand med spredt bevoksning, hvortil man skulle køre på cykelstil for at komme frem! Surt show, men heldigvis mødte vi ingen lovhåndhævere som afkrævede os en bøde for ulovlig kørsel på cykelsti.

Undervejs havde jeg set et skilt, hvor de første bogstaver var h-o-t-e-l. Den fine lille "Hotel Moris" vandt aftenens konkurrence om vores "nat-logi-penge". Stedet havde en lille restaurant tilknyttet. Desværre var udvalget på kortet meget småt. Den søde receptionist, som også passede restauranten, foreslog "Dumbling with meat". Kort sagt: Jeg fik rigeligt! En anden gang, undgår jeg "Dumblings" uanset hvad der er pakket ind i melet! Øllet var ok.

 

På værelset fandt vi papvinen og vores dagbøger frem. Dagens oplevelser skulle på papir. Hvis vi skal have en chance for at huske dagene fra hinanden, skal der noteres lidt hver dag. Et glas vin, notater, samvær i det fremmede, fælles oplevelser. Vi følte os tæt knyttet og glædede os over hinandens nærvær, nød ferien og grinede over den fremmede mad, ingen af os brød os særligt om.

 

Morgener er dejlige. Ikke mindst når man selv bestemmer hvornår man vil op og hvad man efterfølgende vil bruge dagen til..

Vores proram i ferien er: Op af sengen, morgentoilette, morgenmad, pakke vores gear ned og hænge det på cyklerne, for derefter at køre a)enten til eller mod næste mål, som vi b) enten har fundet hjemmefra via research eller c) opdaget undervejs eller d) bare kører en tur fordi det er det vi kan lide i e) den retning det passer os bedst, eller f) der hvor vejret synes at være som vi ønsker.. Et enkelt program, som er til at forstå og til at leve med........

 

Denne morgen var ingen undtagelse. Motorcyklerne stod i kælderen under hotel Moris. Tørt, lunt og skjult for nysgerrige blikke og langfingrede ungersvende eller -kvinder. Dagens mål var Ulveskansen, men inden vi forlod Sopot, bydelen nord for Gda´nsk, ville vi gå en tur på den gamle træmole, som byen er kendt for. At finde hen til molen var ikke svært. At finde en p-plads var næsten umuligt, hvis vi da ikke ville betale for en plads foran et af de store hoteller, som ligger med første parket til det gamle træværk, der rager godt ud i bølgerne.. Vi ville ikke betale for at parkere. I stedet fandt vi et fortov der var så bredt, cyklerne kunne klines op ad husmuren, medens det stadig var muligt at passere, uden at skulle ud på gaden.

For at komme ned til stranden hvor molen var, skulle man enten gennem et af hotellerne, eller gå udenom. Vi valgte det sidste. Mente ikke vores outfit kunne harmonere med hotelgæsternes ditto. Vi fandt vej og kom ned til sandet, hvor vandet pjaskede mod molens gamle træpæle. Fandt derfra en vej, op gennem et sandt inferno af salgsboder med kæmpe udbud af samme slags turist effekter, som mange andre steder blev solgt til samme uhyrlige priser. Dagen var stadig forholdsvis ny. Endnu var sværmen af turister ikke dukket op ved boderne, og selv om vi ikke følte trang til at købe noget som helst, lod vi øjnene researche udbuddet. Blot for at være sikre på vi kunne undvære såvel smyker, som badebolde, -dyr og tingel tangel bemalet med en mole, der hvis jeg ikke tog meget fejl, skulle ligne den vi var på vej ud på..

Så langt så godt. Men så gik den heller ikke længere. For at betræde molen, skulle man erlægge et, for os at vurdere, uhyrligt stort antal zloty. Det ville vi ikke. Så hellere gå en tur langs stranden, eller i en skov eller nationalpark. Altså, vi havde været på molen. Vi havde set den. Vi havde overvejet om det var pengene værd. Det mente vi - samstemmende - ikke det var. Altså tilbage til motorcyklerne. Og ud af Sopot og mod øst. Kursen var sat mod Ulveskansen. En god lang tur lå foran os. Med, skulle det vise sig, mange fine små oplevelser, der kom farende imod os hele tiden.

På billedet nedenfor er en fin detalje, som polakkerne i høje og fine vendinger skal have ros for. I forbindelse med et større vejarbejde, havde de spændt brædder fast om vejtræerne, således de store grove maskiner, der blev brugt til at forbedre vejen med, ikke så nemt kunne komme til at ødelægge træerne. Bravo, flot og betænksomt.

Frokosten denne skønne dag, blev indkøbt og nydt i en mindre by. Vi havde kørt langt. For langt i forhold til mit indre madur, som havde alarmeret hjernen nogen tid, inden det lykkedes os at finde en større by, hvor vi regnede med der var såvel en bager som en slagter. Eller et supermarked, hvor vi kunne købe brød, ost og måske noget skinke. Det lykkedes, men så sent at jeg bare måtte have noget mad indenbords, hvorfor jeg foreslog og nærmest insisterede på, vi skulle finde et sted inde i byen og spise. Det blev på byens torv.

Godt forankret (fik du den?) satte vi cyklerne på støttefoden, fandt JebBoiler og andet nødvendigt grej frem, og nød et herligt måltid til stor glæde for såvel de handlende, som kiggede smilende med fra deres butiksdør og fra de gæster der mere eller mindre tilfældigt kom forbi, medens vi sad og fik stillet vores sult.

Bænken, det hårde granit ankeret var udstillet på, var ikke just den bedste siddeplads. Snart var vi klar til at trille videre.

 

Endelig så vi skiltet vi havde søgt efter hele formiddagen plus et par timer. Skiltet fortæller vi er tæt på Ulveskansen, På 'wickipedia' hedder det, citat: "Ulveskansen (Führerhauptquartier Wolfsschanze) var det kodenavn, tyskerne brugte for et af Adolf Hitlers større militære hovedkvarterer under 2. verdenskrig. Anlægget ligger i det tidligere Østpreussen, nu otte kilometer øst for Kętrzyn (tysk: Rastenburg) i Polen. Hitler opholdt sig i 800 dage i dette hovedkvarter, som dermed blev et af de vigtigste kommandocentre i Det tredje rige. Den 20. juli 1944 foretog tyske officerer et mislykket attentat på Adolf Hitler i Ulveskansen. Hitler overlevede og betragtede det som et tegn på forsynets gunst. Anlægget blev sprængt i januar 1945, da sovjetiske styrker nærmede sig Østpreussen. Det er nu et polsk frilandsmuseum."

Læs og se vores tur rundt på det store frilandsmuseum i næste kapitel