Optakten til Penguin Tour 2014 kunne ikke blive bedre.Sammen med gode venner tømte jeg et par dåse- og flaskeøl, nød noget godt fransk rødvin, prøvesmagte en herlig scotsk whisky, spiste rødt kød, grøn salat og brune kartofler, for at fejre vi lever. Ganske vist stod der noget om forsinket julefrokost i mailen, men hvem hænger sig i detaljer, når mad og drikke smager godt, snakken går lystigt og livet leves uden smålig hensyn til hvad morgendagen måtte bringe. Og nej, billedet har ikke noget med eftermiddagen og aftenen hos mine gode venner at gøre.

Nedenfor vises det til teksten tilhørende foto

Penguin Tour 2014

En opringning ændrede mine planer for januar

 

Af Peter Kr. Riber

 

Til afsnit -II- -III- -IV- -V- -VI- -VII- -VIII-

 

 

Turen op til Midtjylland om lørdagen blev en tur i en kold stiv vestlig kuling. Til formålet havde jeg ledt efter og fundet (ved gode venners hjælp, tak til dem) et køredækken. Dækkenet var designet til en scooter, men med lidt snilde, en skarp kniv, nogle strips og knofedt, blev det stive nylon svøbt om tanken og presset ned til fodhvilerne, hvor det blev fastgjort på styrtbøjlerne med et antal strips og en strop, ført gennem nogle knap så pæne huller, som dels blev skåret, dels boret ind hvor nylonen var forstærket med læder. Sådan, det blev godt, når jeg selv skulle sige det. Foto: Ole.

 

Morgener har det med at komme alt for tidligt. Også denne søndag. For mig endda en smule senere end for de andre. Jeg var den sidste der kom til morgenbordet. Til gengæld var jeg den første til at skænke mig en kop sort kaffe.

Hjemtur fra lørdagens fest, lignede opturen meget. Vejret var ok. Koldt, blæsende, men dog ok. Men jeg skulle ikke hjem. Jeg kørte i stedet til Vestjylland, til Outrup, til min dejlige kæreste, så vi kunne få sagt pænt farvel og på gensyn, inden jeg drog på tur TB.

Næste morgen måtte jeg konstatere, at DMI ikke havde helt styr på vejret. Modsat hvad DMI havde spået, føg mængder af hvidt sne rundt i den stride blæst i den lille vestjyske landsby. Med en chilleffekt på minus forbistret mange grader, forudså jeg en hård tur hjem fra kæresten.

Ude på vejen forsøgte Heidenau Scout dækket på forhjulet at skære sig gennem tøsne og saltlage, ned til den kolde asfalt, som knap kunne skimtes. De kolde gummiknopper kæmpede bravt for at holde kontakt til den frosne og smattede overflade, i det smalle spor, skabt af forankørende. Temperaturen var nærmere -5 end -2 grader. Blæsten var ikke aftaget over natten.

 

Sne, blæst og kulde gjorde morgenturen til en spændende udfordring. Min første aftale denne mandag var et øde i Varde. Midtvejs mod byen, befandt jeg mig pludselig i en stilling, hvorfra jeg kunne beundre omgivelserne fra frøperspektiv. Cyklen forsvandt uden varsel under mig. Det grå kunststof på sædet blev erstattet af sort asfalt under bagdelen. Motorcyklen fortsatte i en lang glidende bevægelse, tilsat nogle skurende temmelig iørefaldende skrattende lyde, tværs over vejen. Den hvide bagfra kommende personbil zigzaggede mellem motorcyklen og mig, og fortsatte som intet var hændt. Endda uden at sænke farten! Endsige standse! Jeg konstaterede vedkommende ikke var motorcyklist! Hvis personen i bilen også kørte motorcykel, ville han givet være standset.

En kæmpe gummiged jeg havde overhalet kort forinden, standsede med sine roterende gule blink kun et par meter fra motorcyklen. Jeg smilede op mod chaufføren højt oppe i førerhuset. Manden smilede tilbage, inden han kom ud i vinden, med huen trukket godt ned over ørerne. Han spurgte straks medfølende til mit helbred. På den korte tid der var gået, havde jeg konstateret jeg ingen skade havde lidt. Jeg brølede gennem storm og larm fra hans store maskine, at jeg var ok.

I fællesskab fik vi cyklen bakset op i lodret. Cyklen havde fået lidt skrammer. Vindskærmen havde fået sit dødsstød. Hjørnet, hvor plastikken var holdt sammen af gaffa og lim, var splintret og forsvundet i sneen. Men den startede og jeg fortsatte min tur. Fik ordnet mine ærinder i Varde og kørte hjem til Toftlund.

Vejen så mange steder således ud!

 

Tilbage i Outrup, skulle indholdet i plastposerne skiftes, inden sidetasker og topboks skulle hægtes på motorcyklen igen, Den ensomme t-shirt med rødvinspletten fra lørdag aften hvor bordet var ved at vælte, trusserne som blev skiftet efter badet og de nu ligeledes brugte strømper,skulle byttes ud med lignende klude, men i et sortiment der ville modsvare en tur af længere varighed end et weekendophold.

Ganske vist havde TB ingen planer, heller ikke om hvornår vi ville vende tilbage, men det er sjældent noget rigtig godt varer i uendeligheder. Ihvertflad har jeg aldrig oplevet noget sådant, og skulle det ske, nå ja, så havde vi begge et par kreditkort, hvorfor intet kunne gå helt galt.

Historien starter faktisk et helt andet sted, men da jeg syntes weekenden turstart var så skøn og dejlig oplevelse, ville jeg dele den med dig, min kære læser. Men nu, nu går det løs med den tur overskriften dækker over.

 

En sen opringning

- Hej, jeg trænger så frygteligt til at komme på tur, lød det i telefonen sent en mandag aften midt i januar.

- Ja, det tror jeg gerne du gør. Tror faktisk der er en del som deler den fornemmelse?, svarede jeg kækt, og tænkte på de mange beklagende indlæg på diverse motorcykelforums jeg havde fornøjet mig med de sidste par måneder.

- Ja okay, men vil du med på tur? Til Gibraltar har jeg overvejet? lød det videre fra højtaleren i min gamle Nokia.

- Ja klart TB, dig kan jeg da ikke sende ud alene ud i den store verden. Du kommer bare galt af sted, prikkede jeg til min gode ven, hvis stemme jeg for længst havde genkendt. - Men, hvornår skal du..... øh vi af sted?, ville jeg gerne vide, inden jeg svarede endeligt.

- Den 28! Svaret fra TB kom promte.

- Fint, med mig men i hvilken måned?

- I denne måned, havde jeg tænkt! Hvorefter han i simple vendinger hurtigt skitserede en lille tur til Gibraltar og tilbage. Med afgang 13 dage senere.

Mit smil blev lidt forvredent. TB havde en ide. Idéen var simpel. Afgang mod syd. Mindst mulig oppakning. Ingen ruter, ingen planer. Ingen forhåndsaftaler. Bare op på motorcyklen og afsted. Hvor svært kunne det lige være?

Ikke spor svært. Nærmere en fantastisk ide. Når de første 800-1000 km var kørt, ville vi nå foråret, lokkede TB.Ih hvor skønt. Om jeg ville med!

Betænkelighederne kom sådan lidt efterhånden. Vejret ændrede sig. Kulden kom snigende iløbet af de 2 uger jeg havde til forberedelserne. Blæsten tog til. Næsen blev rød af den stærke vind, bare man åbnede yderdøren for at vove mig hen til Fakta. Men humøret var sprudlende, når vi om aftenen snakkede om turen. Glæden, forventningerne og spændingen jog alle bekymringer væk.

Men hva’ fa… Det bliver som det bliver, det er som det er, og hvad kan der ske ved at køre en lille tur, hvis vi kører efter forholdene, og passer på hele tiden?

 

Aftalen blev vi skulle mødes i Skærbæk, Sønderjylland. Derfra ville vi fortsætte ad B5 forbi Husum til Glückstad, borde den lille færge over Elben, søge ud mod vest og holde os pænt langt mod vest, nærmest havet, gennem Holland, Belgien og videre nedover.

Inden jeg forlod Toftlund, kørte jeg forbi Jan og Poul, Toftlund Mc, for at sige pænt farvel. Jan havde kontrolleret olie, luft og va..... Nå nej, jeg kører en luftkølet! Så jeg regnede bestemt ikke med at få problemer med at holde cylindrene afkølet.

 

Generelt kørte vi på tørre veje, gennem et snedækket landskab, under en lodden grå himmel, på vore skønne motorcykler, som brummende førte os nedover Nordtyskland, ned til sol og høje forårs temperaturer. Håbede vi.

Ved Glücksburg kørte vi forbi en lang række person- og lastbiler, og nåede end ikke at sætte benene til jorden, da vi helt fremme ved forreste vogn i køen, blev vist direkte ombord på færgen, der tog os over Elben.

Isen pakkede sammen ved færgelejet, så færgen måtte bruge 4 forsøg på at nå ind til rampen, inden vi kunne køre fra borde.

Fra kulde, gennem sol, til regn

I løbet af de første 1000 km, svarende til to dage, måtte vi udholde kulde i Tyskland, overskyet tungt vejr i Holland, sol over Belgien og regn i Frankrig.

"I love my bike. I love my bike. I love my bike.........." Når de kedelige motor- og hovedveje, som vi ved aften- og morgenbordet kaldte "transportveje" blev for ensformige, når Schuberth SRC-systemet ikke orkede at fastholde en kanal med kørevenlig musik, overdøvede jeg sang eller skratten fra højtalene med egenkompositionen "I love my bike" tilsat melodi, der passede til stemplernes taktfaste bankende rytmer.

Sneen fulgte med os til Surwold, hvor vi frekventerede "Waldhotel". Efter receptiondamen havde spurgt hotelfatter om hun måtte leje et værelse ud til to danske tosser, der var kommet kørende på motorcykel, kom hun glad tilbage og fortalte, at det måtte hun gerne.

 

Senere måtte hun afsted for at finde hotelfatter igen. Hun turde ikke selv give os lov at parkere lige udenfor døren til værelsesfløjen. Men igen, hotelfatter gav lov, smilede hun medens hun bragte os et par skønne Köstrisser øl

 

 

 

Ingen køretur om vinteren uden en sneskovl. Mr. TB demonstrerer hvordan sådan én bruges.

 

 

En af de overenskomster vi hurtigt blev enige om skulle gælde, var: Ingen rutiner. Tingene skulle være som de blev, og blive som de er, og hvis det ikke kunne gå, så kunne det nok gå alligevel, og så fremdeles.

Således også når dagens kørsel var overstået. Uanset hvornår vi stoppede, uanset grunden, om det var fordi dagen var brugt, fordi vi var trætte, våde, kolde eller måske tørstige, ville vi søge nattelogi. Opgaven med at finde et sted at sove, overlod vi til Gerda PS, hvis vi ikke lige kunne spotte noget i en fart.

Hvis nogen fra Garmin læser med, vil jeg opfordre til Garmin opdaterer adresser på overnatningssteder. Vi oplevede den ene gang efter den anden, at de første 2 - 3 adresser vi blev vist frem til, ikke eksisterede. I bedste fald kom vi frem til et privat hus, i værste et vandhul på en græsmark!

Min Gerda P.Svendsen, var alene om at lede os på vej. TB påstod hans var udlånt til en Afrika-farer, som iøvrigt brækkede benet og derfor ikke brugte GPS'en! Men TB havde hjemmefra givet udtryk for, han ville studere kort og læse vejskilte. Det med kortene passede vist godt nok, for jeg bemærkede han havde et europakort i A4 størrelse i "kortruden" på sin tanktaske. Om han brugte det? Aner det ikke, tvivler. Der var ihvertfald mange af de veje vi kørte, som ikke var at se på hans kort. Til gengæld læste han mange vejskilte, påstod han, medens han ivrigt remsede navne op, som for at bevise sine ord.

Én ting står helt til troende. TB studerede Ipod og Ipad. Stort set hver gang vi gjorde holdt. Og ihvertfald hver gang vi checkede ind på et hotel. For at kunne det, behøvede han adgang til nettet, hvorfor andet sprørgsmål når vi søgte hotel efter "Do you have a room with 2 beds for one night", efter bekræftende svar, var: "Can I have the code for WiFi?

 

Planlægning tager tid og støver. Godt hotellet serverede Köstrisser Bier.

 

Alt vi medbringer, skal kunne bruges til min. 2 ting. Sneskovl aka hjelmholder, for eks.