Penguin Tour 2014 VII

BMW R1200GS som invalidecykel.

Uheld i smukke solbeskinnede bjerge i Andorra.

 

Af Peter Kr. Riber

 

Til afsnit: -I- -II- -III- -IV- -V- -VI- -VIII-

 

 

Min gode følgesvend, fotomodel, ven,lidelsesfælle........ og nu snakken er om lidelser. TB havde lidt problemer med det ene ben. Hvad gør man så? Jo, men laver da sin GS'er om til en invalidecykel. Som tænkt, så opfundet. TB gik rundt på grunden ved en tankstation og fandt de nødvendige hjælpemidler, og snart efter, kunne han fortsætte med stil....... nå, ja, en form for stil! Se videre nedenfor...........

Tilbehøret, hjælpemidlerne blev prøvesiddet, og da resultatet var acceptabelt og komfortabelt, blev cyklen hevet ned fra centralstøtten. "Turen kører ikke sig selv", som vi så ofte har drillet hinanden med, når pauserne blev for lange eller én eller anden blev utålmodig. TB så således ud, da han i bedste lowrider stil svang ud fra tankstationen igen...........

Næste stop blev, som planlagt Zaragosa. Cyklerne fik en næsten bombesikker plads den nat. Under hotellet, 3 etager nede, midt inde i byen, med masser af høje huse og travle gader omkring, stod de to GS'ere side om side med flotte biler, hvis ejere overnattede på byens Confortel Romareda hotel, ligesom vi gjorde.

I vores sædvanlige stil, okuperede vi værelset, smed motorcykeltøjet, hængte det tøj til tørre, som var vådt, kravlede i et par cowboybukser, og gik i baren

TB's underlige udtryk i øjnene skyldes blitzen, og skal ikke tages som udtryk for hvad TB mente om den tørre sandwich med pommes, vi måtte nøjes med som aftensmad. Maden var ikke noget at råbe hurra over, men serveringen havde pænt tøj på!

Men omvendt, udtrykket passer såmænd oss meget ok til den følelse vi havde, af at være et par lidt utilpassede hotelgæster i vores "dagligdags" dress, som vi sad i resaturanten mellem mere fornemt påklædte fodboldinteresserede gæster. En fornemmelse tjeneren ikke gjorde det mindste foresøg på at hjælpe os af med! Det bedste vi kunne undskylde os med, var, at vores penge ikke lugtede som vi så ud!

Den blå plamage midt i alt det flot grønnepå TB's iPad er ikke en sø, opstået i det nordlige Spanien over natten efter al dagens regn. Nej, det er en regnbyge, vi med stor sandsynlighed skal have "fornøjelsen" af at køre igennem dagen efter billedet blev lavet!

På en for os endnu ukent måde, lykkedes det os at komme uden om uvejret iPad'en havde forudsagt. Et faktum vi ikke var kede af. I fineste sol, med højt humør og hævet visir, kørte vi gennem morgenmylderet i Zaragosa's sine steder trange meget trafikerede gader. Målet var at nå frem til Andorra, et mål vi nåede medens solen endnu skinnede ned på os.

Andorra er mest kendt som turistmål og besøges af mange på grund af mulighed for billig indkøb af elektronik og lign. TB blev stum da han så alle de kendte mærke-tobaksvarer i kæmpe udsalgs tilbuds stabler!

Som mange nok ved, ligger Andorra på første sal! I smukt solskin fortsatte vi gennem byen og op over bjerget, mod Frankrig. Vi skulle videre

Vejen var pænt ryddet for sne, det var lidt koldt, vinden blæste sneen op i smukke fygende hvirvelvinde, alt syntes godt. Farten var frisk, afpasset efter den øvrige trafik, og efter forholdene, som dels var sving og langsomtkørende turister (med hat og stok) der forbavset kiggede på når vi passerede dem hvor det var muligt.

Bedst, medens det kørte rigtig godt for os, var vi kommet forbi nogle biler, havde pæn fart på cyklerne, nød solens varmende kraft gennem åbne visirer, kom vi rundt i et hårnålesving, hvor vindens legen med sneen havde dannet nogle kæmpe driver tværs over vejen. Sigten var, på grund af fygningen, kun 2-5 meter. Hjulene måtte pløje sig gennem høje driver. Spejlene isede til i løbet af ingen tid. Vi nåede at bremse begge to, og jeg holdt cyklen oprejst, medens TB lagde sin ned i den kolde fygesne.

Heldigvis havde den bagved kommende billist øjnene med sig og opdagede TB og cyklen i sneen, inden han påkørte dem. Billisten standsede, steg ud og hjalp med at få cyklen på hjulene igen.

Alt dette skete uden min viden. Jeg var kommet igennem driverne og ud på den anden side, hvor der var isglat og ingen muligheder for at standse. Vejen lå dybt nede mellem meterhøje "snevægge". Uden at kunne se noget i mine spejle, fandt jeg et sted vejen var lidt bredere, standsede motorcyklen og kiggede mig over skulderen for at se hvordan TB så ud! Men han var væk. Jeg vendtede lidt, tænkte han kommer da om et øjeblik. Os sker der ikke noget alvorligt. Men han kom ikke. Det vil sige, da jeg besluttede mig for at vende cyklen og køre tilbage, kom han, parkerede sin Berta bag mig, trak hjelmen over hovedet og sukkede højlydt.

Medens han sugede kraftigt på den smøg han i hast fik tændt, fortalte han om sit styrt, med den heldige udgang, at både mand og køretøj havde det godt, og ikke fik hverken skrammer eller varige mén.

Efter en pause og to cigaretter, fortsatte vi nedad mellem de sneklædte bjerge på den af høje snevægge afgrænsede asfalt.

 

Nede i dalen var sneen smeltet, vejen tør, solen skinnende og humøret genvundet.Foran os lå mange kilometer vi skulle køre inden vi kunne kysse vore quinder igen, men det tænkte vi ikke så meget på lige der. Næste punkt var at får rullet flere kilometer på tælleren, inden vi ville finde næste natlogi.

Mere følger, stay tuned................