Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

Seneste:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2018.01.04.

Årets første fællestur

Penguin Tour 2014 VI

Tarifa er Europas sydligste punkt.

Gibraltar, tæt på Tarifa, er oss et besøg værd.

 

Af Peter Kr. Riber

 

Til afsnit: -I- -II- -III- -IV- -V- -VII- -VIII-

 

 

Vel er dette ikke Gibraltar, og vel er jeg ikke Cæsar! Men dette er Europas sydligste punkt, og jeg er Mr. Gravel.Dk og jeg står her.......NU, og kigger ud på selve punktet, hvortil vi desværre ikke må tage motorcyklerne med, og, viste det sig, selve punktet er også forbudt område. Men vi var ved målet, vi havde gjort det, i januar måned 2014.

 

 

Sjovt som det at køre en tur til europas sydligste punkt hvortil man kan bevæge sig hen på hjul, kan virke så betagende. At stå i sandet og kigge over mod Afrika. Ja, altså Afrika, et andet kontinent bare 12 km borte! Små sentimentale bølger rullede op og ned ad rygraden, som var det en sentimental blues jeg lyttede til. På en eller anden følelsesmæssig måde, var dette stort.

Min gamle motorcykel har efterhånden været mange steder i Europa sammen med mig. Nu også i Tarifa.

 

 

Motorcyklerne, med al vore habengut, blev efterladt hvilende på sidestøtten tæt på "Al indkørsel forbudt"-skiltet, medens vi på gåben bevægede os ud til endnu et "Adgang forbudt"-skilt. Vore medbragte stole kom i brug for første - og viste det sig - eneste gang på turen. Hver især fandt vi en plads længst ude mellem klipperne, foldede stolene ud og lod tankerne få frit løb.

 

 

Næste destination var Gibraltar. Selvfølgelig ville vi ikke køre så langt, være så tæt på denne berømte klippe, en engelske koloni (formeldt siden 1830) uden at besøge stedet.

Derfor, tilbage til virkeligheden. Stolene blev klappet sammen, pakket på motorcyklerne igen, første gear lagt i og vi var atter rullende. Vi kørte mod nord, men det var endnu kun teknisk set vi var på vej hjem igen!

Alle rejser starter med det første skridt, den første omgang hjulet ruller, men i teorien er man jo dermed også startet på hjemturen, hvis man har et hjem at vende tilbage til!

 

 

Den store velkendte klippe, Gibraltar klippen, rager godt op i horisonten med sine 426 m., og kan ses på meget lang afstand.

Inden man kommer dertil, skal man gennem tolden. Gibraltar hører under den engelske krone, men uanset vi er indenfor EU's grænser skal man vise pas for at komme ind på området.Spørg mig ikke hvorfor. Det havde damen med den fine hat ikke tid til at forklare mig!

Uagtet hvpr travæt damen havde, skulle hun se pas. TB forsøgte - selvfølgelig - med et smil og en kvik bemærkning at sno sig udenom, men der var ingen nåde, medlidenhed eller undtagelser ved denne lejlighed. TB måtte dykke ned i tasken for at finde det rødbedefarvede dokument.

 

 

Som styrthjelmen på TB's hoved antyder, var det ikke nær den samme oplevelse at stå på sydspidsen af Gibraltar, som det var at være i Tarifa.Vi blev dog længe nok til vi fik et flygtigt kig fra p-pladsen op på den flotte Ibrahim-al-Ibrahim Mosque, samt selvølgelig et foto foran fyrtårnet yderst. Selv om vi havde oplevet det trafikale kaos undervejs ud til sydspidsen, var det næsten for intet at regne, da vi kørte retur gennem byen.I Gibraltar holder man ikke siesta, hvis man skal bedømme ud fra trafikken.

Ved grænsen tilbage til Spanien var det helt galt. Heldigvis holdt vi kun ganske kort tid i bil-køen. Eftersom der havde været en overvældende majoritet af motoriserede køretøjer i Gibraltar, kunne vi ikke forstå hvor de blev af nu, hvor vi skulle ud igen. Snart gik det op for os, der var en speciel bane for cykler, scootere og motorcykler. Heldigvis havde vi fundet en plads i bilkøen, hvorfra vi kunne kunne komme ud igen. Kort efter kunne vi køre gennem grænseposten, men igen, vi skulle vise vores rødbedefarvede.

 

 

Kan man komme ind, kan man oss komme ud.Snart var vi på vej nordpå. Nu havde vi for alvor vendt forhjulet mod nord, mod hjemmet, mod kulden, regnen, mod alt det kendte.

 

 

Gerda PS havde endnu en gang fundet en rute, hvor vi kunne lege, slide dæksider i herlige bakker og små bjerge, som Spanien er overfyldt med. Vi kunne raspe gummiet på grusede veje og nyde glasuren på Spaniens vejnet.

De erfaringer vi gennem mange år som motorcyklister havde stuvet sammen i kroppen, var i højeste alarmberedskab, når vi i skarpe uoverskuelige sving kørte lige til egne grænser. Agtpågivenheden var stålsat i forsøget på at fange fodgængernes blikke og læse deres hensigter i de smalle gader i byerne. Samtlige løse hunde, kaglende høns og andre dyr, der partou skulle nyde tilværelsen på asfaltens varme overflade, fik største opmærksomhed, således vi reagere på deres uforudsigelige handlinger, præcis når vi drønede forbi med kæmpe smil presset fast i hele hovedet af fartvinden.

 

 

Glemt var det kolde våde "hjemme", området atlas og Google Maps kalder Norden, mere spciefikt Danmark. Vi var tættere på ækvator end vi havde været længe. Vi delte begejstringen over sving, vi høvlede af i 3. og 4.gear, skiftedes til at føre hinanden gennem landsbyer, med huse i mange farver og toner, med gadefejende og vinduespudsende gamlinge (som måske var på alder med skribenten), over brede enge, gennem snævre skove, store frugtplantager, forbi akvadukter, vinslotte og herregårde.

Når farten var lav, ragede TB godt op over motorcyklen. Stående i fodhvilerne øvede han svingteknik både på grus og asfalt. Øvelsen var et led i genoptræning efter uheldet i en blomstrende eng i Letland for 7 måneder siden. Et styrt der havde gjort det umuligt at dreje gashåndtaget med det strammende gips, de mange smerter og mistede føling i højre hånden.