Penguin Tour 2014 III

Berta på værksted i Poitiers. Tyrefægter og primadonna i Orthez.

Betalingsanlæg som fænomen.

 

Af Peter Kr. Riber

 

Til afsnit: -I- -II- -IV- -V- -VI- -VII- -VIII-

 

 

ESPACE motos 86, Poitiers

Når tekniske problemer rammer motorcyklen, får jeg altid svært ved at fordøje hvad der lige skete, hvorfor det skete og specielt hvordan jeg kommer videre. Denne gang var det ikke min motorcykel de maskimekaniske underligheder ramte, men min rejsekammerat. TB's "M/S Berta", som han så rammende, men måske også lidt uforklarligt, kalder sin GS'er. Cyklen lukkede af og til for varmen i håndtagene. Den ville ikke altid tælle kilometer, endsige vise hastighed.

Underligt - eller måske med go grund - idet motorcyklen ugen inden afrejsen havde været igennem en større omgang på et værksted, hvor den havde fået nyt stel. Under transport hjem fra Letland, hvor cyklen lagde sig ned over chaufføren, med et brækket højre håndled til følge for TB, afsnit VI, var cyklen blevet skadet. Den var blevet skæv i stellet, men havde netop fået nyt stel. Alt andet end selve stellet var fra den 40.000 km brugte "gamle" cykel.

 

Men noget var gået galt Ganske vist i småtingsafdelingen, men varme i håndtagene er rigtig rart når det fryser, regner eller bare er alm. koldt. Der var desuden andre problemer, men stadig ingen, som vi mente var overhængende farlige at køre med, men som ville være rigtig behagelige og delvist nødvendige at få ordnet. En opringning til Poul hos Toftlund Mc hjalp os videre. Poul fandt en adresse i nabobyen Pointiers, hvor vi uden større besvær, med hjælp fra Gerda PS, fandt frem til Espace Motos 86, Poitiers: En BMW forhandler, lige efter vores hoved.

 

Næsten inden TB havde stillet cyklen, eller, næsten inden han kunne nå ind i butikken, eller nok snarere, inden han var kommet 3 skridt ind i forretningen, var han på vej ud sammen med en pæn yngre mand, som snakkede i telefon, samtidig med han hørte på TB's forklaring om, hvad der var galt. Først da de to, den pæne yngre forretningsmand og TB stod ved "Berta", gik det op for mig, at manden fortalte en mekaniker på værkstedet, hvad TB fortalte ham. Således fik TB straks afklaret hvad der var galt og bekræftet de kunne reparere skaden straks.

 

Problemet med Berta viste sig at være en dims til ABS funktionen på baghjulet, som var defekt. Dimsen havde indflydelse på hele systemet. Men det kunne værkstedet ordne inden weekenden og inden de - igen - helligede sig at læsning af bil med varer de skulle have med på en motorcykelmesse, de senere samme dag, skulle ud og stille op til.

 

Så gik der tid med det. Ja, men sikke en oplevelse. Alt klappede og virkede. Fejlfinding, rive baghjulet af, klippe ledning m.v. af, bestille og få leveret fra lageret, montering af den nye dims, kontrol via computer, praktisk prøvekørsel af mekaniker, betaling og ud af huset med en forbedret cykle, en smilende mekaniker og forretningsfører. Jo tak, vi kommer gerne igen.

 

Desuden skal det fortælles, at al gang foregik i trav, men uden hast og jag, uden stress. Det var tempoet der i huset. Som en ballet der blev opført for 1000'sinde gang.

Jeg bemærkede mekanikeren stod på og af motorcyklen, en BMWR1200GS Adventur (vægt omkr. 250 kg plus bagage) uden at slå sidestøtten ned. Altså en lille franskmand, håndterer en stor tung ADV'er som var det en knallert. Det var imponerende. Måske du kan ane forskellen på mekanikeren og TB på nederste foto. Mekanikeren står ved computeren, kan skimtes foran TB

Skulle du komme i nærheden af Poitiers, syd for Le Man og have tid og lyst til at se en flot udstilling af BMW Motorcykler, bør du unde dig den oplevelse det er at besøge forretningen. Skulle du have tekniske problemer, er jeg sikker på de meget gerne hjælper dig med din motorcykel, så du kan komme videre. Men alene det at besøge butik og værksted, og snakke med de folkene, var en stor fornøjelse og en bekræftende oplevelse.

 

En glad og tilfreds TB betalte regningen, hvorefter vi fandt ud på vejen mod syd igen. Fandt en rasteplads, hvor vi lavede en kop kaffe og fik en snak om de flinke, dygtige og hurtige folk i Poitiers, som vi fandt takket være de dygtige og flinke folk hos BMW i Toftlund. Sådan, motorcyklister hjælper hinanden.

 

Tyrefægter og primadonna

En stolt tyrefægter, stående på tæer i blankpudsede sko med en stor sløjfe på snuden, stirrede intenst en kæmpe tyr med svungne store spidse horn i øjnene, medens han med hænderne fast placeret omkring skæftet på to kårder, krammede disse, parat til stød.

Fra en plads højere oppe til venstre, kiggede en mørkhåret primadonna, med sit røde sjal løst hængende over skuldrene, og barmen spændt ind mod den slanke mave af en spraglet bluse, ned på tyrefægteren. Hendes smil og hele ansigtets mimik fortalte hun af hele sit hjerte, ønskede han skulle vinde kampen mod tyren, og dermed retten til at skære højre øre af det store dyr, som bevis på hans overlegne styrke, smidighed og mod.

De to billeder hang sammen med mange andre lignende skilderier i trappegangen på hotel "Reine Jeanne" i Orthez, hvortil vi ankom sidst på eftermiddagen.

Som "altid" når aftenen nærmedes sig ville vi søge natlogi ved at sætte Gerda PS, til at komme med forslag om, hvor hun mente vi skulle overnatte? Da pigenavnet "Jeanne" dukkede op i navnet på det andet nærmeste hotel, sendte jeg min dejlige kæreste nogle skønne tanker, inden jeg bad GPS'en om at vise vej til netop det hotel. Tankespindet blev afbrudt af et vredt horn, tilhørende en stresset franskmand, som i sin sorte BMW mente, jeg var for længe om at finde ud af hvor jeg ville hen. Snart efter holdt jeg ved et kryds i en smalle gade, kiggede op, og så hotel "Reine Jeanne", få huse nede ad gaden på den anden side af stopskiltet.

 

Kiggede vi lidt mere til højre, kunne vi holde øje med motorcyklerne. De stod på gaden. Ikke vores ide, men hotellet havde ikke andre parkeringsmuligheder at tilbyde. Heldigvis er der ingen der har lyst til at stjæle en BMW, ihvertfald ikke i den afdeling vores motorcykler tilhører, hvorfor vi næste morgen, kunne finde dem hvor vi havde stillet dem aftenen forinden.

 

For at komme op til det værelse vi fik tilbudt, skulle vi op ad nogle trapper. Trapperne var gemt under et stort glastag, og var ganske enkelt udvendige trapper op til første og anden sal i et skønt smukt og idylisk sydfransk/italiensk gårdmiljø. Dørene på svalegangene førte ind til smalle gange, hvorfra der var adgang til værelserne.

Udsigten fra værelset viste typisk fransk "gademiljø". Skodder for vinduer og døre.

 

 

Larmen fra gaden vækkede os

Som privilegerede prinser fra det høje nord, lod vi klokken om at passe tiden, medens vi lod dynerneom at varme vore kroppe. Vi blev af vækket en intens prikken på ruden. Lyden af store regndråber kan larme gevaldigt når de rammer noget hårdt. Øv, men det er som det er, og det bliver som det bliver. Også med vejret. Ta det, eller la vær. Regnen er ligeglad. Den regner når den vil.

Når sandheden skal frem, havde vi set en stor mørk blå plamage dække det meste af det midtfranske område på iPad'en, da vi spurgte den, hvordan vejret mon ville arte sig dagen efter. Den fik i den grad ret. På med regntøjet, og afsted.

Når andre beklagende har stukket armene i vejret for at berette om hvor våde de har været, hvor meget regn de har udsat sig selv for, har jeg altid brugt at sige: Ingen er nogensinde blevet så våde, de ikke er blevet tørre igen! Den faldt gruelig tilbage på mig selv denne morgen.

Planen var at finde nogle småveje over Pyrenæerne. Sneen var væk, hvis den overhovedet havde været der, dette år. De duggede briller bag visirets skærmende gennemsigtige skal på min S2 Schuberth, ville gøre det vanskeligt at nyde en tur ad krøllede veje gennem bakkerne, der skiller Frankrig og Spanien, og var medvirkende grund til vi valgte om, og fulgte de bredere motortrafikveje mod Salamanca.

Samtidig betød det jeg, med Gerda PS monteret i forruden, kunne nøjes med at have et halvt øre rettet mod højtaleren i Schuberth'en og jeg kunne lod tankeren fare.

 

Betalingsanlæg i regnvejr

I min lille røde lommebog har jeg en halv side med bandeord, som alle relaterer til problematikken: Betalingsanlæg, motorcykel, handsker og regnvejr. Lad mig illustrere dette således:

Bedst som man kommer kørende på en fin bred, ofte motorvej, skal man standse og finde penge frem, for at betale for kørslen. Uanset vejret, er det irriterende at afbryder kørslen blot for at få lov at betale, for at have slidt minimalt på asfaltens overflade. Men ankommer man i regnvejr på en motorcykel, bliver betalingsanlægget et endnu mere irriterende stop, grænsende til en statslig anlagt frustrerende chikane for lovlydige trafikanter.

 

Forestil dig det regner. Du er på motorcykel og når frem til et betalingsanlæg. Der sker følgende: Først skal cyklen standses. Hjelmen skal åbnes, ellers vil briller og visir dugge til i løbet af meget kort tid, på grund af dit åndedræt. Handskerne skal af, således man kan finde penge eller betalingskort. Penge eller kort er i pungen. Pungen ligger (hvis man ved der kommer betalingsanlæg) i tanktasken (og ikke som normalt, i en bukselomme, som oven i købet sandsynligvis er gemt dybt bag regntøjet). Tanktasken har et regntæt overslag, som på grund af regnen er vådt.

 

Problematikken er: Når man åbner hjelmen i regnvejr, løber regnvandet ned på indersiden af hjelmens visir. De dråber der løber på indersiden af visiret, er svære, næsten umulige at få væk, og vil derfor sidde og irritere udsynet, som i forvejen er besværligt og forvrænget på grund af vandet på ydersiden.

Vandet på ydersiden er dog nemt (forholdsvis) at fjerne, for eks. med et viskerblad, som alle gode motorcykelhandsker har monteret på venstre pegefinger. Selvfølgelig kommer vandet tilbage på ydersiden når det regner, men venstre pegefinger har alligevel sjældent meget andet at lave under kørsel, end at fungere som vindues- eller visirvisker, hvorfor dette ikke regnes for noget særligt.

At denne handling bliver til noget særligt når man kører med styrluffer, som jeg gjorde på denne tur, er en ganske anden sag, som jeg derfor kun kort vil beskrive. Problemet opstår når handsker og styrluffer er våde. Når chaufføren trækker handsken ud af styrluffen for at tørre visiret af, er det svært, grænsende til det umulige, at få den behandskede venstre hånd tilbage på håndtaget, uden hjælp af den højre hånd, hvilket man jo ikke gør, dels fordi motorcyklen i så fald vil tabe fart, når den hastighedsregulerende rulle yderst til højre slippes, dels fordi samme problematik vil gentage sig når højrehånden skal tilbage på sin plads.

 

At sidde og rode med "hånd i styrluffe", er overkommeligt når man holder stille, omend det tager sin tid. Men under kørsel i pæn fart ude i trafikken, er en helt anden sag. Når motorcyklen er i fart presser fartvinden luffens åbning sammen og gør det næsten umuligt at få venstrehånden tilbage i luffen, efter venstre hånds pegefinger har tørret visiret af, altså når fingeren har fungeret som visirafvisker. Hvis

styrluffe og handske desuden er våde, vil de to overflader klæbe til -, i stedet for at glide, ind i hinanden.

For at komme ned i tanktasken efter pungen, hvor penge eller kort befinder sig, skal man have handskerne af. Motorcykelhandsker er pænt tykke, ikke mindst vinterhandsker. Bestemt ikke egnede til finere fingermotoriske anstrengelser, såsom at finde penge eller kort i en pung/tegnebog. Og slet ikke hvis handskerne er våde. Derfor, af med handskerne. Herefter bliver det nemt at ordne betaling, uanset om det er en automat eller et menneske der tager mod betaling.

 

Når betalingen er gennemført, går en bom op, et grønt lys tænder og man kan køre. Enkelt og ligetil. De bagvedholdende bilkørende medtrafikanter sætter i gear og gør klar til at køre frem for at ordne deres betaling. Men inden de bagvedholdende bilkørende medtrafikanter kan komme frem hvor du holder, skal du væk. Bommen er oppe, men du skal som motorcyklist have handskerne på igen, lukket hjelmen og køre frem. Alt sammen handlinger, som hver for sig ikke lyder af noget særligt. På papiret, altså. Ude ved betalingsanlægget er det en helt anden sag:

 

Penge eller kort tilbage i pungen. Pungen ned i tanktasken. Regnslaget tilbage over tasken. Handskerne tilbage på hænderne. Hænderne ind på håndtaget, i mit tilfælde gemt under styrlufferne, kobling trækkes, venstre fod løftes op, første gear lægges i, slippe kobling og køre frem, for at forsvinde i horisonten.

Der er bare lige det, at det er yderst besværligt at få en hånd, der er blevet våd af at rode med vådt regnslag, våd tanktaske, visir og våde handsker, stukket ind i en tør handske. Handskens foer klæber, fingrene kan ikke komme ind i de dertil indrettede hylstre, hvoraf der er et hylster til hver finger. Tro mig, det er ikke nemt. Heller ikke når handsken efter flere 100 km’s kørsel i regn er blevet våd indvendig.

 

Situationen "våd hånd møder våd handske" er to alen ud af samme dårlige stykke. At bilisterne bagved bliver mere og mere utålmodige, gør ikke sagen bedre. Du bliver irriteret, over dig selv og de svære øvelser i regnvejr du skal gentage ved hvert betalingsanlæg, samt over den mangel på forståelse de bagvedholdende bilende medtrafikanter udviser overfor dig, når de gentagne gange dytter eller måske flytter bane.

Det kan du tænke lidt over næste gang du holder bag en motorcyklist ved betalingsanlægget på Storebælt. På forhånd tak for din forståelse.

 

*Rgnen fik regnet af. Solen kom frem. Humøret steg betragteligt..Foto: TB