I sangen hedder det: "Det var en lørdag aften......" men nej, det var en søndag eftermiddag, solen skinnede fra en flot blå himmel over det vestjyske VandUdKantsDanmark. Lørdagen var gået med knokleri omkring det lille hus, der, omgivet af skønne enge, fyrretræs skove samt blødt lyst jord, som de fleste kender som sand, måtte klare sig selv nogle timer, medens vi udfordskede nærområdet mod syd. Tiden var kommet til at holde fri.

Cyklerne var morgenen igennem varmet godt op, som de stod i den snævre plads mellem mere eller mindre tomme flyttekasser under bliktaget. De fire væge fangede og holdt varmen fra solen låst fast. Nu skulle de ud og have sand mellem rillerne i gadedækkene. Den sorte dame og den blå herre - model citycykler - fik frisk luft i hjulene inden det gik afsted. Målet var Ho, ca 10 km mod syd. Ruten var ikke lagt på forhånd, men vi ville cykle ad flest mulig ikke-asfalterede veje og stier.

De første par kilometer af ruten kørte vi ad et temmelig sandet spor. Sporet går lige forbi vores grund, fortsætter, og over en strækning på den dobbelte længde af Strøget i København, snor det sig over et stykke vådt eng, tørt hede og skyggefuld skov ca 10 km til Ho. Modsat Strøget møder man dog sjældent andre mennesker, men med lidt held og ved at komme på det rigtige tidspunkt af dagen, kan man næsten ikke undgå at møde rådyr eller kronhjorte. Midt på dagen må man - som oftest - nøjes med at se sporene, men de fortæller til gengæld om større flokke, som færdes i området.

Længere fremme, blev sandet mere og mere dækket af græs.........

......... som måske nok var tyndt, men til gengælde blev højere og højere.

Solen var med os, hele vejen. Inde i skoven, sørgede løvhænget for skygge og mange fine tegninger på skovbunden.

Ude på engen igen, blev sporet lidt vanskeligere at køre på. Markvejen havde mange indtørrede dybe spor, som var dækket af knæhøjt græs.

Sommerfugle baskede rundt, græshopper sang i kor, når de da ikke sprang fra strå til strå. En lille hare koppede lystigt videre, da vi kom nærmere. Bier summede. Stive strå hviskede stille deres melodi, sat igang af vindens leg med deres aks.I det fjerne gik en flok kreaturer og åd sig en omfangsrig bug til. Vi blev stille. Gík med små skridt og sugede indtryk til os.

Et hurtigt blink af postkasserødt, der hurtigt som et missil, smuttede hjemmevant rundt mellem de høje strå, fangede øjets opmærksomhed. Den sorte "et eller andet flyvende objekt" satte sig i en lilla bjælde. Undersøgte med lange sorte følehorn efter nektar de flotte bjælder. Som en tålmodig model, flyttede den sig ganske langsomt rundt på blomsten. Langsomt nok til at vi, med hver vort kamera, kunne nå at stille skarpt og trykke på udløserknappen. Således, bevæbnet med gode skud af den indtil videre Uidentificerede Flyvende Objekt, kunne vi hjemme, gå på nettet for at bestemme hvad vi havde set. UFO'en viste sig at være en Seksplettet køllesværmer, som efter oplysningerne på google, ikke er sjælden, men som mest oppererer om natten! Denne samt mange andre af arten, må åbenbart ha "sovet dårligt" , idet der var mange på vingerne og siddende rundt omkring i blomsterne denne dejlige varme søndags middagsstund.

De mange kilometer gennem eng og skov, havde tæret på energien. Vi var modne til at få fyldt lidt på igen. Endnu et stykke gennem Ho og vi var ude ilandligt skovmiljø. Overalt i området har skovdistriktets styregruppe opstillet borde ned bænke, som turister og andet godtfolk er meget velkomne til at benytte. Vi søgte og fandt en lysning med et arrangement af borde, hvoraf især et passede os.

Solen varmede behageligt ned i en åbning i løvtaget. Træer og buske havde gjordet det så besværligt for vinden at "komme ind hvor vi sad" hvorfor den havde ændret karakter til nu at være en dejlig sval brise, i stedet for at være en drillende mod- eller sidevind.

Madkassen og sodavand kom frem fra cykelkurve og rygsække. Indholdet beundret, foreviget og - spist! Nøj hvor det smagte godt. Fru Nielsen havde med små midler, lavet nogle skønne velsmagende håndmadder. Tak for det, dejlige Quinde.

Med fyldte reserver, ny energi efter en opbyggelig stund med snak om dette og hint, var vi igen klar til at trampe i pedalerne igen. Op på de ikke motoriserede køretøjer igen. Fødderne på plads på de dertil monterede fodhvilere søgte vi ud fra skoven, ud på asfalten, som vi fulgte tilbage til vores lille skønne plet, vi kalder vores hjem.

Til toppen / menu