Bike Adven Turist Træf 2018

Med stor glæde inviteres til det

4. "Bike Adven Turist Træf 2018" fra 29. juni til 1. juli 2018

 

Bike Adven Turist Træf afvikles for 4 gang i 2018. Træffet har udviklet sig og fået mange venner rundt omkring i landet. Hvert år er der sket justeringer, således træffet og deltagerne har tilpasset sig hinanden.

Vi er kæmpe stolte af den interesse og entusiasme vores gæster viser for træffet, som er blevet et af årets højdepunkter for mange andre, end min dejlige hustru Jeanne og mig.

Bike Adven Turist Træffet er et socialt samvær, hvor deltagerne nyder go mad og skønne drikke, kører på spændende motorcykel fællesture, snakker og griner omkring lejrbål og enkelte synger måske for på de vemodige sange, vores fædreland er så kendt for ;-)

Fællesture kører på on - og off road veje og stier.

Bike Adven Turist Træffet er et anderledes træf hvor venskaber knyttes og fastholdes.

 

Prrogrammet i detaljer:

Fredag 29. juni: Ankomst fra kl. 12. Lejr etableres. Ved ankomst hilses til højre og venstre. Hyggen breder sig over pladsen, medens røgen fra bålet søger mod skyerne.

Sidst på eftermiddagen, først på aftenen, når sulten melder sig, finder man sammen omkring bålet hvor grillristen varmes op til stegning af nogle pølser. Når man ikke orker / ønsker / overkommer / har lyst til mere, finder man sin sovepose, og................ nå ja, sover til lørdag morgen.

Lørdag 01 juli: På et eller andet tidspunkt, når det er blevet lyst, kommer der liv i telte, tarps og shelters. Morgenmad, brød, ost, marmelade, pålæg m.v. står klar fra ca 0800 til ca 0930. Morgenmaden nydes til musik af områdets fugleliv.

Ved morgenbordet skal man smøre en madpakke, som senere på dagen skal fortæres på fællesturen. Forventniger til dagens udflugter diskuteres. Cykler og ekvipager forberedes, justeres og klargøres.

KL 10.00 ringes med klokken. Stifinder Ole AI informerer om fællesturen.

Afgang på fællestur kl. 10.30

Alle kan frit vælge om man ønsker at køre med holdet der følger asfalten rundt i området, eller man vil følge holdet som fører deltagerne gennem området ad herlige af-, om- og bagveje, hvor underlaget er grus- jord, sand- og lignende løst underlag. Man skal meddele ved tilmelding hvilket hold man ønsker at køre med på.

Den madpakke man smurte ved morgenbordet skal man huske at tage med på cyklen. Begge hold laver pitstop undervejs, hvor madpakkens indhold bliver spist.

Omkring kl. 14.30 - 15.00 mødes de to grupper på pladsen i Åsted.

På pladsen venter kaffe og lidt kage. Nogen forsvinder ind i teltet for at tage en lur. Andre deltager eller kigge på de ”julelege” vi har fundet på/stillet op, nogle forsøger sig med en rundtur på vores endurosti. Andre kører en tur i omegnen.

 

Når aftenen nærmer sig løfter vi låget på grillen, hvorfra der hele eftermiddagen har duftet herligt at stegt pattegris. Det er tid at fordele grisen på de medbragte tallerkner. Steffan skærer skanker, skinker og ryg I passende store stykker. Grissebassen skal gøre godt i træfgæsternes maver.

Fru Nielsen har lavet sin berømte hjemmelavede kartoffelsalat, og serverer den i store kåle - og måske vil samme fru Nielsen også lave en grøn salat, hvis smag kan spædes op med dressing efter eget valg. Øl, sodavand og vin kan købes for særdeles rimelige beløb på pladsen. (Overskuddet fra salget af drikke indgår i træffests samlede budget)

 

Efter allle har spist det de kan, vil aftenroen sænke sig og det er tid at slå mave. Mange vil samles omkring bålet, andre mødes i mindre grupper rundt omkring på pladsen.

Sidste mand slukker bålet. Efterhånden som man bliver træt og føler for at kravle i posen, trækker man sig tilbage med et venligt: ”Go nat folkens” til os andre, der bare ikke kan få nok af den skønne nattestemning.

Søndag 02. juli: Afrejse dag - for de fleste. Endnu en gang venter et rigt varieret morgenbord, når man får øjne. Morgenmaden står klar fra kl. 08 og frem til ca 09.30 - 10.00

Derefter er der tid til i mageligt tempo at pakke sin lejr ned, og spænde den fast på motorcyklen. Der er intet der haster. Pladsen lukker ikke, men de fleste forlader træffet, og sætter kursen mod hjemmet.

Lejrpladsen lukker tidligst kl. 23.59 natten mellem søndag og mandag. Og åbner igen kl. 00.01 og man behøver ikke tage afsted, man kan vælge at bruge en dag eller to mere med base på Mini Primi Campen.

Fakta om træffet:

 

Adressen er: Åstedvej 51, Kvong, 6800 Varde

 

Du skal medbringe: telt, tarp el. lign., sovepose, evt. liggeunderlag. Der findes shelter på pladsen, med plads til 7 - 8 personer. Pladser i shelter kan reserveres ved tilmeldingen.

Din egen tandbørste (hvis du skal bruge én?) samt bestik og glas/kop og tallerken til eget brug.

En stol er også en go ting.

Har du specielle ønsker eller behov, kontakt os, så forsøger vi at hjælpe så godt vi kan.

Der vil være mulighed for at købe øl og sodavand m.m. til meget rimelige priser.

På pladsen findes såvel toilet som bruser m/varmt og koldt vand.

 

Hund må medtages, men ejer er ansvarlig for pasning - og hunde skal holdes i snor under hele træffet. Hundens efterladenskaber sørger ejer selv for at fjerne!

Pris for weekenden er kr. 350,- pr. person og inkluderer:

fredag: 2 pølser m/brød

lørdag: morgenmad m/kaffe eller te, madpakke (smør selv), eftermiddagskaffe med hjemmebagt kage, grill stegt pattegris m/ kartoffelsalat og grøn salat

søndag: morgenmad m/kaffe eller te

Teltplads - sker efter ”først til mølle”-princippet.

Bemærk / Vigtigt

Tilmelding kun pr. mail til: R1200GS @ LIVE. DK med samtidig indbetaling af beløbet

 

Ved tilmelding skal du oplyse om du vil køre med på asfaltturen, eller du ønsker at køre med på off road turen.

 

Seneste tilmelding søndag 17. juni.

Betaling:

 

- send kr 350 på mobilpay til 2023 3090, Peter Kr. Riber - husk at skrive Træfgebyr i kommentarfeltet.

 

- eller overfør kr. 350 til konto: 6237 – 0000699160. - husk at skrive Træfgebyr i kommentarfeltet.

 

Seneste framelding med træfbebyr retur er 17. juni.

 

Spørgsmål besvares på mail til r1200gs@live.dk

 

Vi glæder os til at se dig på vores Mini Primi Camp til en herlig weekend i det SydVestJyske

 

Jeanne og Peter Riber

Se billeder og læs reportagen fra BAT Træf2017

Se billeder og læs reportage fra BAT Træf 2016

2015 intet BAT Træf på grund af vi skulle flytte.

Se billeder og læs reportage fra BAT Træf 2014

 

 

Ses vi?

 

Ja, det håber jeg sandelig vi gør!