Mc-eventyristen.dk

BikeAdvenTurist.com

Guidede ture på motorcykel

 

 

En af de ting jeg kan skrive på mit CV er: "Guide på motorcykel". At køre rundt med en større eller mindre gruppe motorcyklister, for at vise det skønne SydVestjyske område frem, er en inspirerende oplevelse, som jeg holder meget af.

 

Mit speciale er området mellem Ringkøbing i nord, Rømø i syd, Esbjerg i vest og Brørup i øst. I daglig tale, kaldet min "baghave". Jeg nyder at smutte rundt og vise frem, på såvel på grus- som på asfalterede veje. Med bopæl lige midt i Eventyrets land, som området vest for Oksbøl og nordpå langs Vesterhavet til Nymindegab ofte kaldes, af såvel turister som fastboende, har jeg et område - lige uden for min dør - med rigtig mange skønne veje, som jeg fører gæster rundt på og viser frem.

 

Desuden er jeg hjælpeguide på ture til fjernere destinationer. For Toftlund MC, har jeg gennem en del år været en del af guideteamet til Berlin, og senest til Magdeburg, hvor Toftlund MC's kunder besøger BMW fabrikken, henholdsvis Schuberth hjelmfabrik.

 

Mine ture deles op i forskellige kategorier. Jeg har ture som udelukkende køres på asfalterede veje. Andre ture køres efter princippet: Flest mulige grus- og lignende bag-, om-, mark- og skovveje uden belægning.

 

Fælles for alle ture er, at jeg fører min gæster rundt i de anderledes og specielle landskabskulter vi har i Vestjylland. Nogle vil gerne køre 200 + på én dag, andre vil hellere nøjes med 65 km. Nogle synes der skal laves mange stop, andre mener det gælder om at køre mest muligt. Nogle ønsker at cruise, andre vil hellere køre friskt til. Nogle vil hele vejen rundt om "Fjorden" (Ringkøbing fjord) andre vil kun til Tipperne. Alle ture køres efter gæsternes ønsker.

 

Har du, din mc-klub, dine kørekammerater eller familie, lyst til en guidet tur rundt i "min baghave", mit Vestjylland, skal du ikke tøve. Kontakt mig og lad mig høre hvad du har af idéer og tanker om din /jeres tur Ønsker du / I overnatning, finder vi også ud af det. Jeg kan arrangere alt (næsten *s*)

Har du ønsker om en tur gennem Danmark, måske med specielle forhold eller steder du ønsker der skal gøres sto? Kontakt mig. Vi finder ud af noget.

Har du ønsker om en tur til udlandet, men ikke selv kan/ønkser/orker at lave al forarbejdet kontakt mig for tilbud.

 

Send mig en mail via brevkassen. Jeg glæder mig til at høre fra dig.

 

Følgende tur

Fjorden Rundt

En tur hvor vi kører rundt om Ringkøbing fjord.. Ruten fører os gennem Nymindegab, Hvide Sande, Søndervig, Ringkøbing, Stauning, Bork m.fl. Der gøres stop forskellige steder undervejs. Turen kan gøres længere og krydres med indslag af forskellige slags. Asfalt

Vadehavet

Turen langs diget fra Esbjerg og sydp, afhængig af ønsker, kan turen køres helt til grænsen. Krydderierne på denne tur i det flade land ud mod Vadehavet er sluser, plante- og dyrelivet. Er vi heldige ser vi harer og ræve, men området er især kendt som et meget varieret og omfattende vadefugle paradis. Såvel asfalt som veje uden belægning.

Ribe og omegn

Et besøg i Danmarks ældste og flotteste (?) by med en tur op i Domkirkens tårn, hvorfra man kan se Vadehavet, en kop kaffe på torvet omgivet af gamle bindingsværksbygninger, som i dag er moderne forretninger og en køretur rundt i det flade landskab, der omgiver byen.Asfalt

Fanø

Vi kigger nærmere på ferieparadis øen i Vadehavet ud for Esbjerg. Turen med færgen varer ca et kvarter. Fanø har en lang og bred strand, hvor det er tilladt at køre med bil og motorcykel. Nordby og Sønderho er kendt for de gamle og smalle gader med bonderose omkransede lave bindingsværk og murstenshuse.. Klitterne, fyrreskovene og mod øst Vadehavet. Asfalt og sand, veje uden belægning.

Manø

 

 

At køre en tur til Manø er en meget speciel oplevelse hvor du - helt bogstaveligt - kommer til at køre på havbunden, for at komme over til den lille ø.

På øen kører vi en tur - øen rundt - på diget, inden vi drikker en kop kaffe, og skynder os tilbage til fastlandet, således vi ikke bliver fanget af tidevandet. Hvis man bliver fanget, kan man ikke komme tilbage til fastlandet førend ved næste ebbe. (12 timer senere!)

Asfalt, havbund og andre ikke asfalterede veje.

Rømø

Første indtryk af øen dukker op af havet når man er ca halvvejs. Som en lang lav forhøjning vokser den ud af horisonten. Dæmningen er ca 12 km lang,fører hele vejen over Vadehavet. Som ru kanter eller huller i tænderne, ligger faskinerne og klynger sig til den græsbeklædte vold.

Sandbanken midt i Vadehavet, der hvert år tiltrækker titusindvis af turister, hedder Rømø. Øen har den største/længste strand i Nordeuropa, hvor det er tilladt at køre med motoriserede køretøjer.

Lakolk på Vestkysten er en kæmpe parkeringsplads med et utroligt stort udbud af alskens ting og sager, inklusiv kaffe og kageboder. Kør til Havneby. Ind på havnen. Spis en fisk medens du kigger på færgen til Sild, den nordfrisiske femstjernede ø, også kaldet Tysklands svar på vores Skagen. Den tyske ø hvor et internationalt jetset udfolder deres vifter af kreditkort, til fryd og gammen for de fastboende. Sild er øen i Vadehavet, hvortil man enten skal sejle med færge fra Rømø eller køre med biltoget fra Nieböl.

Asfalt, sand- andre ikke asfalterede veje.

Rundt om Bugten

En tur hvor flest mulig kilometer køres på grus. Turen fører deltagerne rundt i en ca 150 km stor halvcirkel omkring Ho Bugt. Underlaget veksler mellem grus, tilkørt og knap så tilkørt, mudder, skovstier og græsbeklædt bladdækket underskov, såvel som gennem strandens sand og markvejes mudrede vandpytter og -huller. Tør du udfordre dig selv og køre med på turen?

Asfalt og mange grus-, mark- og skovveje

Andet

Har du specielle ønsker, hører jeg gerne fra dig. Jeg laver gerne én eller flere ture, ud fra dine ønsker.